For de mindste: Little Mouse gets ready af Jeff Smith

Little Mouse - en tegneserie til de allermindsteTegneserier for børn er ved at være en mangelvare, og tegneserier for de allermindste er praktisk talt ikke-eksisterende. Ikke desto mindre er det en enormt vigtig gruppe at skrive til – dels fordi tegneserien er et uvurderligt redskab til at stimulere barnets mentale udvikling, idet den både dækker den visuelle afbildning af konceptet/tingen og det tilknyttede ord / begreb. Og dels også fordi vi skal have fat i børnene som små og lære dem at læse tegneserier, så nogen af dem forhåbentligt holder ved mediet når de bliver større.

Hovedpersonen i Little Mouse gets ready er – ikke overraskende – en lille mus, som skal blive klar til at tage med sin mor hen i laden, som er fyldt med sjove steder at lege og en masse lækkerier.

Den lille mus fører læseren igennem mysterierne ved selv at tage tøj på – mærket skal f.eks. være bagi, for at underbukserne vender rigtigt (og man skal huske at få halen ud igennem halehullet) – indtil han er fuldt påklædt og klar til at tage med sin mor over i laden. Men hov, hvordan er det nu lige det er med mus og tøj?

Forsiden til Little Mouse Side fra Little Mouse Endnu en side fra Little Mouse

[[Jeff Smith]] er mest kendt for sit omfattende værk Bone, som han selv udgav i perioden 1991-2004, og hans rene, klassiske stil passer godt til figuren og målgruppen – og det er nogle både veloplagte og super-charmerende tegninger med masser af liv og glimt i øjet han leverer. Historien er – ganske med vilje, formoder jeg – ikke Shakespeare, men fortalt så de små kan indleve sig og så de voksne kan holde ud at læse den op mere end en gang.

Grænsen mellem (nogle) billedbøger og tegneserien er ved første øjekast lettere flydende, men man kan ikke – ud over målgruppe – klassificere Little Mouse som en billedbog: det er en fuldblods tegneserie, med sekventiel handling, talebobler og fartstreger! Den er da også en del af en forlagsserie, der hedder Toon Books (som bl.a. [[Art Spiegelman]] står bag), der bliver lanceret med sloganet “Bringing new readers to the pleasure of comics!” – hvilket jo må siges at være den rette ånd!

Little Mouse er en fin lille tegneserie til de unge læsere, og har man børn indenfor målgruppen skal ikke lade sig skræmme af at der – endnu – ikke foreligger en dansk oversættelse. Den kan sagtens simultanoversættes og er et god skridt på vejen til tidlig og grundig indoktrinering hjernevask påvirkning af ens børn.

Fakta om serien

Little Mouse gets ready. Toon Books, 2009. 32 sider i farve. ISBN: 1-935179-01-2

Skrevet og tegnet af Jeff Smith

Se forlagets præsentation

Orv, det’ for børn!

Som tidligere omtalt, har de fremadstormende BOOM! Studios sikret sig rettighederne til at lave tegneserier baseret på Pixars populære animationsfilm, og nu er de første par stykker i kassen. Vi tager et kig på dem – og sandelig om ikke der også har sneget sig en gammel, ikke Pixar-baseret kending ind i forlagets nye underforlag, som meget forventeligt hedder BOOM! Kids.

Cars The RookieCars: The Rookie

Den mest indlysende af Pixars film at lave en tegneserie over fra et kommercielt synspunkt må være filmen Cars fra 2006, som efter en rimelig indtjening ved billetlugerne har tjent massevis af penge ind til Pixar i form af merchandise – findes der et barn i Danmark som ikke har Lynet McQueen i en eller anden form?

Tegneserien følger – naturligvis, fristes man til at sige – selveste McQueen, men med det twist at vi ser den allertidligste del af hans karierre, altså de hændelser, som ender med at bringe ham ind i de store vædeløb, som vi finde ham i da filmen starter.

Det er ikke stor kunst, men meget underholdende og mon ikke de næste tre numre kommer til at løfte sløret for Lynets forhistorie. 

Cars: The Rookie er skrevet af Alan J. Porter og tegnet af Albert Carreres, og de gør det begge udmærket uden at nogen af dem gør sig bemærket – hverken for det gode eller det onde.  Målgruppen – deriblandt min 6-årige dreng – vil sikkert æde det råt.

Variantcover til Incredibles af Mike MignolaThe Incredibles

Da superheltefilmen The Incredibles kom, var der mange der drog paralleller til Fantastic Four, hvilket også ligger lige til højrebenet – dels har Pixar helt sikkert skelet til Lee og Kirbys klassiske serie og dels er det en næsten refleksagtig sammenligning når vi har at gøre med en superheltefamilie. 

Nuvel, en af de bedste forfattere på Fantastic Four i nyere tid er Mark Waid, som i dag er chefredaktør for Boom! … og sandeligt om ikke han er forfatter på tegneserieudgaven af Incredibles og tilfører projektet en masse af sin patenterede magi. 

Vi følger superfamilien, som de kæmper mod fremtidsrobotten Futur10n, får nye naboer og søreme om ikke der er et familiemedlem, som er ved at miste sine kræfter. Det er charmerende og involverende og helt i filmens ånd

Udover at være skrevet af Mark Waid er serien tegnet af Marcio Takara, og han gør det rigtigt godt og rammer filmens stil lige på kornet.

The Incredibles er får en god start her, og jeg har i al fald tænkt mig fortsat at følge med – for børn eller ej.

Cover til Muppet Show-serienMuppet Show

For mig var den store overraskelse blandt Boom! Kids start-titler denne serie – Muppet Show som tegneserie, endda skrevet og tegnet af Roger Langridge, manden bag Fred The Clown og Fin Fang Four (oldschool anmeldelse ohoy!). Kan det gå galt?

Måske i et teoretisk parallelt kvante-induceret Bizarro-univers, men i vores univers går det heldigvis meget, meget godt. Fremragende, faktisk, hvis man som mig både er fan af klassisk Muppet Show og Langridges skæve, småabsurde humor.

Scene fra Muppet Show-tegneserien

Serien rammer showets tone og persongalleri intet mindre end perfekt – de er der alle sammen og Langridge forstår at overføre dem til det nye medium uden problemer, endda forholdsvis svært konverterbare figurer som The Swedish Chef (svær fordi hans humor er verbalt baseret) täler sit Gebrökkeskne Köchlingsnak som om han aldrig har eksisteret på andre medier end det tegnede. Et sketchbaseret tv-show, konverteret til tegneserie … og det virker! Forrygende, især fordi Langridge også bevarer sit eget særpræg sammen med seriens. 

Historien omhandler Kermit, som har fået hjemve og resten af truppen, som forsøger at muntre ham op – på mere eller mindre vellykkede måder. Mest mindre vellykkede, faktisk. Undervejs får vi alle de klassiske indslag – Muppet News Flash, Pigs in Space, Swedish Chef, indslag fra planeten Koozebane, Statler & Waldorf – og naturligvis Kermit, Piggy, Fozzie, Gonzo  og hvad de nu ellers hedder. 

Muppet Show er en af de bedste nyere serier jeg har læst i nogen tid, og er man fan af den gamle serie, har det allerede gået for langsomt med at få fingre i den.

Alt i alt

Jeg synes at BOOM! Kids lægger rigtigt godt ud, rent indholdsmæssigt. Cars-serien er ikke verdens stærkeste, men jeg tror at den vil ramme målgruppen rigtigt godt – og både Incredibles og Muppet Show er virkeligt gode og solide serier, grænsende til den fremragende (især Muppets).

Mig bekendt er titlerne rent salgsmæssigt kommet rimeligt godt fra start – Incredibles og Muppet Show måtte allerede  melde udsolgt via forhåndsordrer og Cars var udsolgt en uge efter den kom i butikkerne – og derudover har BOOM! lavet en aftale om distribution til kiosker og newsstands over hele USA, således at serierne har bedst mulige chancer for at ende i hænderne på målgruppen.

Fremtiden bringer – så vidt jeg ved – bl.a. Nemo, Toy Story og Monsters, Inc. Jeg glæder mig, især hvis de trækker endnu et wildcard a la Muppet Show ud af ærmet.