Jeff Smith: Bone

Monumental. Det er det ord, der summer i hovedet efter endt læsning af Jeff Smiths debutværk, Bone. Ikke alene fordi bogen vejer 1,7 kilo og er mere end 6 centimer tyk, men især fordi fortællingen er så stor, at det føles, som om den burde sprænge ens hoved. Det er en tegneserie, der efterlader en med en klump i halsen, en latter bag øjnene og hovedet fyldt med brusen. Når man altså først får rettet sig ud efter at have sidder krummet sammen over den, fortabt for omverdenen i den tid, det har taget at tygge sig fra start til slut. For det er også et af de værker, der holder én fast på trods af den voldsomme størrelse.

Jeff Smith udgav selv første bind i serien tilbage i 1991, var kortvarigt forbi Image Comics og fortsatte så selv som sin egen udgiver. Han afsluttede historien mere end 1300 sider senere i 2004. I 1996 begyndte Carlsen at udsende Bone på dansk, men serien gik ind efter 12 numre i 1999 – heldigvis er den udgivet i en samlet udgave på engelsk, et nært foreliggende projekt, som ingen danske forlag endnu har kastet sig over, desværre. Der er tale om et værk, som burde tiltale både børn og voksne – og vigtigst af alt (for mig som voksen læser, i al fald): tillade én at genvinde den umiddelbare fryd ved at læse en tegneserie, man følte som barn. ”Bone” er en tegneserie, man indtager grådigt, så det næsten snurrer rundt for en.

Men hvad er ”Bone” så?

Hvis man tager det meget overordnede overblik, er der for så vidt tale om en ret gængs fantasy-fortælling: langt ude på landet bor der en person, hvis fortid er skjult, og hvis fremtid er en Skæbne med stort S. Vi taler om kongelighed, drager, stor ondskab og så videre.

Der er bare ikke meget andet gængs over ”Bone”. For det første fortælles historien gennem det, der normalt ville være bipersonerne, ja nok snarest de ”funny sidekicks”: Bone-fætrene Fone, Phoncible (Phoney) og Smiley Bone. De er alle tre stornæsede ”funny animals”-figurer, som en blanding af Nuser og Walt Kellys Pogo. De tre er blevet smidt ud af deres hjemby Boneville på grund af en lille uheldig batalje, hvor Phoney forsøgte at blive borgmester. Og som de fleste af den slags små hændelser i deres liv, der som regel kan henføres til Phoney, endte også denne med gråd og tænders gnidsel. Og nu altså med, at Bone-fætrene er på vej gennem ørkenen.

De bliver skilt ad for til sidst at ende i en idyllisk dal, hvor de møder nogle af de mennesker, der vil spille en stor betydning i deres og resten af verdens eksistens det næste år: den yndige Thorn, hendes bedste Ben (der er cirka lige så blød som stål) og krofatteren Lucius, der har god forstand på folk og derfor straks ser sig sur på Phoney. Tilsæt dertil et par (dumme, dumme) rottemonstre, som har det med at løbe ind i vore venner i tide og utide, og som har en forkærlighed for quiche. Og en rød drage, der ikke viser sig for andre end vor helt, Fone.

Man kunne sikkert snakke længe om, hvordan ”Bone” har været med til at revolutionere/genoplive selvpubliceringen, eller hvad den gjorde for den sort/hvide tegneserie, men intet af det har noget med læseoplevelsen at gøre. Og det er naturligvis læseoplevelsen, der har skabt den indflydelse, tegneserien måtte have haft. På den anden side har formen naturligvis også været med til at påvirke historien, positivt endda, for man mærker, at Smith ikke skal tilpasse sig til de sædvanlige udgivelsesmønstre – det er ham selv, der styrer hvert skridt af turen, og det gør det muligt for ham at tage sin tid. Så vi får det hele serveret roligt og velovervejet. Ja, til tider får vi måske serveret portioner, som er lidt sludrende og uden den store fremdrift, men det gør ikke det store. Det er alt sammen med til at plantet både personer og deres verden endnu dybere i læserens bevidsthed. Og Smith formår at få det til at virke, som om det hele er meningen, som om han har haft samtlige elementer i hovedet, før han gik i gang med side 1. Det er en umådelig præstation.

Vigtigst er dog Smiths evne til at gøre stort set hver enkelt scene til en historie i sig selv. Det gør ”Bone” til en af de værker, man kan slå op i tilfældigt og bare lade sig fange ind. Det er kort sagt smukt. Det er ”Ringenes Herre” fortalt af Charlie Chaplin – storslået, hjertegribende, skræmmende og først og fremmest ufatteligt morsomt. Og som sagt: monumental – på flere måder: som tegneserieværk, som historie og som læseoplevelse. For det er en af de bøger, som ikke bare opsluger ens, mens man sidder sammenkrummet over den, men bliver ved med at rumstere i hovedet i dagene derefter. Scener og dialog farer gennem hovedet på én, og ens fingre kan ikke lade være med at slå op i den massive papirbunke for lige at genopleve en eller anden scene. Det er en af de værker, som man ikke kun læser én gang, men alligevel for altid vil ønske, at man havde til gode.

Det er også et af de værker, som det er svært at gøre andet end at lovprise, og det har jeg vist gjort rigeligt. Hvis man i forvejen har læst ”Bone”, er det sikkert snart tid til at genlæse den – hvis ikke man har stiftet bekendtskab med den endnu, så har man min misundelse over den oplevelse, man har til gode. Og kom så i gang.

For de mindste: Little Mouse gets ready af Jeff Smith

Little Mouse - en tegneserie til de allermindsteTegneserier for børn er ved at være en mangelvare, og tegneserier for de allermindste er praktisk talt ikke-eksisterende. Ikke desto mindre er det en enormt vigtig gruppe at skrive til – dels fordi tegneserien er et uvurderligt redskab til at stimulere barnets mentale udvikling, idet den både dækker den visuelle afbildning af konceptet/tingen og det tilknyttede ord / begreb. Og dels også fordi vi skal have fat i børnene som små og lære dem at læse tegneserier, så nogen af dem forhåbentligt holder ved mediet når de bliver større.

Hovedpersonen i Little Mouse gets ready er – ikke overraskende – en lille mus, som skal blive klar til at tage med sin mor hen i laden, som er fyldt med sjove steder at lege og en masse lækkerier.

Den lille mus fører læseren igennem mysterierne ved selv at tage tøj på – mærket skal f.eks. være bagi, for at underbukserne vender rigtigt (og man skal huske at få halen ud igennem halehullet) – indtil han er fuldt påklædt og klar til at tage med sin mor over i laden. Men hov, hvordan er det nu lige det er med mus og tøj?

Forsiden til Little Mouse Side fra Little Mouse Endnu en side fra Little Mouse

[[Jeff Smith]] er mest kendt for sit omfattende værk Bone, som han selv udgav i perioden 1991-2004, og hans rene, klassiske stil passer godt til figuren og målgruppen – og det er nogle både veloplagte og super-charmerende tegninger med masser af liv og glimt i øjet han leverer. Historien er – ganske med vilje, formoder jeg – ikke Shakespeare, men fortalt så de små kan indleve sig og så de voksne kan holde ud at læse den op mere end en gang.

Grænsen mellem (nogle) billedbøger og tegneserien er ved første øjekast lettere flydende, men man kan ikke – ud over målgruppe – klassificere Little Mouse som en billedbog: det er en fuldblods tegneserie, med sekventiel handling, talebobler og fartstreger! Den er da også en del af en forlagsserie, der hedder Toon Books (som bl.a. [[Art Spiegelman]] står bag), der bliver lanceret med sloganet “Bringing new readers to the pleasure of comics!” – hvilket jo må siges at være den rette ånd!

Little Mouse er en fin lille tegneserie til de unge læsere, og har man børn indenfor målgruppen skal ikke lade sig skræmme af at der – endnu – ikke foreligger en dansk oversættelse. Den kan sagtens simultanoversættes og er et god skridt på vejen til tidlig og grundig indoktrinering hjernevask påvirkning af ens børn.

Fakta om serien

Little Mouse gets ready. Toon Books, 2009. 32 sider i farve. ISBN: 1-935179-01-2

Skrevet og tegnet af Jeff Smith

Se forlagets præsentation

Musenes Vagtparade: Mouse Guard af David Petersen

Mouse Guard: Fall 1152Der er et eller andet i mig der har det svært med historier, der har dyr som hovedpersoner – jeg føler mig fanget i den ene metertykke allegori efter den anden i historier, som ofte ville have været for tynde hvis deres hovedpersoner var mennesker.

Men man skal være åben, selv overfor ting som gang på gang ikke har sagt en noget, og derfor gik jeg i krig med David Petersens Mouse Guard med kun en lille smule skepsis. Bevæbnede mus i en middelalderlig setting, ja hvorfor ikke?

Det sker heldigvis en gang i mellem: jeg måtte æde min skepsis i mig igen. Da jeg lagde Mouse Guard: Fall 1152 fra mig en times tid senere, var jeg udmattet på den gode og særlige måde man kan blive udmattet på, når man har begravet sig i en god historie og – nødtvungent – vender tilbage til virkeligheden.

En god historie

For Mouse Guard er en god historie, og så kan det være lige meget hvordan figurerne ser ud – efter et par sider ænser man ikke længere at det er talende mus, men opfatter dem bare som personer.

Scene fra Mouse GuardHistorien drejer sig om en lille håndfuld mus i “musegarden”, hvis job er at holde vejene mellem de skjulte musebyer sikre, at sørge for at deres territorium og frem for alt at sikre de “menige” mus færd igennem verden. Målet er, at musene i sidste ende “might not just exist, but truly live.”

Men det er naturligvis ikke en nem opgave: ikke kun er der rovdyr som slanger og krabber at slås imod – der er naturligvis også intriger og magtkampe internt i garden.

Historien fortælles i et roligt tempo – Petersen tager ingen smutveje, men gør hvad der skal gøres for at involvere os i universet og hændelserne. Her udnytter han tegneseriemediet til det yderste, da han svinger mellem at fortælle med ord og billeder. Og hvilke billeder!

Fantastiske tegninger

Serien bæres nemlig – udover den spændende og medrivende historie – af David Petersens fantastiske illustrationer, som kan det hele: fin, akvarelagtig spædhed, dynamisk action, troværdige miljøer og subtil personbeskrivelse. En lille pudsig ting er formatet, som vel nærmest er kvadratisk, hvilket fungerer helt utroligt godt. Det eneste jeg tænder lidt af på, er tekstningen, der bruger en skrifttype, som jeg i al fald skal vænne mig til.

Skal jeg sammenligne Mouse Guard med noget, er Jeff Smiths Bone nærliggende, selv om Mouse Guard er noget mere alvorlig. Der er også mindelser tilbage til tegnefilmen “Nimh – Fru Brisbys hemmelige verden”, som også tager sine muse-hovedpersoner alvorligt uden at fortabe sig i nuttethed. Endeligt er der også nogle næsten uundgåelige litterære sammenligninger, nemlig musen Rippitjip fra Narnia-serien og Brian Jacques serie Redwall (“Krøniker fra Rødsten”), og dog: det lyder som en kliche, men det er også sandt – Mouse Guard er helt sin egen.

Mouse Guard kommer måske ikke til at blive husket som et udødeligt mesterværk, men det er en af de mest solide og helstøbte nye tegneserier jeg har læst længe, og den tåler også genlæsning i mange år endnu. Er det en børneserie? Måske, men som den bedste børnelitteratur (f.eks. Hobitten og Peter Pan) er den tidsløs og indeholder mange pointer, der kun kan opfattes af voksne – udover at den spændende historie indfanger alle, uanset alderstrin.

Nogle af hovedpersonerne i Mouse Guard

Fakta om serien:

Vurdering: Anbefales varmt

Mouse Guard: Fall 1152
192 sider i farver, 2007.
ISBN: 1932386572

Forfatter og tegner: David Petersen
Udgiver: Archaia Studio Press

Ny serie fra Jeff Smith

Jeff Smith – forfatter og tegner af bl.a. Bone og Shazam : the Monster Society of Evil – har på sin blog frigivet en teaser til sin nye serie, kaldet Rasl:

Rasl af Jeff Smith

Han har givet det disse ord med på vejen:

The image above is the cover for a 6 page preview comic I’m working on for the San Diego Comic-Con International. It’s also going to be the cover of RASL no.1 when the series starts coming out from Cartoon Books in 2008.

Jeg var glad for Bone og synes at Shazam er fremragende, så jeg ser klart frem til Rasl (hvad det så end betyder).