Når SuperGodt bliver SuperOndt – Irredeemable af Mark Waid

Cover til Irredeemable 01

Sarah er en pige på 8-10 år. Ved siden af hende ligger de forkullede rester af hendes far, superhelten Hornet. Manden der netop har ristet faderen med sit varmesyn bøjer sig over den skræmte pige og hvisker “Do you know who I am, Sarah? I’m a superhero.”
Og det har han ret i – han er klodens største helt, Plutonian, og udover at riste sine tidligere kolleger (og deres familier) har han netop jævnet millionbyen Sky City med jorden. Fra Jordens største helt – ren Superman-analogi – til den største skurk; hvordan er det sket?

Superheltene nåede at eksistere i mange år, før man for alvor gik i gang med at studere deres skyggeside – hvor meget kan den absolutte magt korrumpere? Denne spekulation har resulteret i en del virkeligt gode historier, mange metervarer samt en hel masse som aldrig burde have været udgivet, og som måske retrospekt har skadet superheltegenren mere end noget andet (1990’erne, jeg kigger på jer!).

Mark Waid har stået for nogle af de bedre udforskninger af hvad magt kan gøre ved heltene – Kingdom Come er (trods dens svagheder) i den absolut bedste ende, og hans oversete Empire som udforsker superskurkens side af medaljen er også værd at bemærke. Nu kommer så Irredeemable fra Boom! Studios (som Waid er chefredaktør for), og Waid nævner den selv som en naturlig fortsættelse af de to tidligere nævnte værker.

Irredeemable 01 - I'm a superheroHøjdepunket indenfor “absolut magt korrumperer absolut”-historier kom for mange i form af Alan Moores nu uopdrivelige Miracle Man, hvori den magtfulde Kid Miracleman viste hvor galt det kan gå, når en Superman-analogi korrumperes af sin magt. Der er den dag i dag få serier, der har kunnet ramme den skræmmende stemning, som den vanvittige Kid Miracleman står for, og psykopatisk-supervæsen-møder-små-piger-scener til trods, er det heller ikke det som Irredeemable forsøger at gøre.

I stedet udforsker Waid hvad der skal til for at klodens bedste og mægtigste forvandler sig til det ondeste onde – det er ikke noget man beslutter sig for når man står op om morgenen, men en længere proces. [[Mark Waid]] siger det selv sådan:

The beauty of Superman is that he can deal with that level of adulation without it going to his head, without it warping him, but he’s a very special individual. We presume, whenever we write superheros and we come up with superhero origins, that anybody who gets the powers of a superhero — even if they are like Spider-Man and they’ve got things they’ve got to work out that issue and responsibility and power and responsibility — we assume that they eventually have the emotional makeup it takes to overcome these things. Well, what if you gave that level of power to someone who, at heart, didn’t have that emotional capability?

Irredeemable gør jobbet rigtig godt – der er mange rigtigt gode scener, og her, fire numre inde i historien, er jeg fanget – hvad har ført til Plutonians fald? Peter Krauses tegninger er gode og klassiske, hvilket er perfekt til historien, som spiller på netop et klassisk superhelteunivers gone wrong. Det er til tider lidt svært at engagere sig i en række ukendte figurers skæbne, men som historien skrider frem, går det dog bedre.

Mark Waids Irredeemable kan anbefales til alle, holder af en klassisk superheltehistorie om kræfter, der er større end ét menneske kan magte. Om det decideret ender som en klassiker er ikke til at sige endnu – det kommer meget an på slutningen og hvor meget og hvordan de senere numre går ind på, hvad der er sket med Plutonian – og hvor meget man kommer til at engagere sig i de øvrige personer.

Det utænkelige – og det der er værre

Første nummer af Unthinkable
Første nummer af Unthinkable

I disse år oplever sammensværgelses-teorierne en vis revival. Ikke at de i sig selv er noget nyt, ordet kendes helt tilbage til 1909.  Men når kompleksiteten i verden hele tiden stiger og borgerne begynder at opfatte deres regeringer som lukkede og egenrådige, så må der nødvendigvis opstå et behov for at skabe en forklaring på det hele.

Krigen i Irak er et eksempel, mens de fleste måske nok kan se en vis fornuft i, at foretage en eller anden form for modtræk efter terrorangrebene på New York og Washington, så var der alligevel så mange løse ender, mærkelige forklaringer og ting der efterfølgende viste sig ikke at passe. Så man kunne ikke lade være med at få den tanke, at der måske lå noget andet bag.

Nogen vil sige at det gør der, at USA selv organiserede terrorangrebet den 11. september for at finde et påskud til at fremme sine egne interesser i mellemøsten. Andre vil sige at det er et udslag af vores overaktive fantasi. At vi har brug for, at skabe en sammenhængende forklaring på verden, så derfor fylder vi de huller som vi ikke kender, eller ikke forstår op. Det være sig med med “guds vilje”, illuminatiernes orden, den globale kapitalismes hemmelige forbund eller hvad der nu ellers får det hele til at hænge sammen.

En ven af mig gjorde opmærksom på at det nok er sjovere at være konspirationspraktiker end at være konspirationsteoretiker, og det kan der jo være noget om. Men konspirationsteorien passer bedre for det moderne menneske.

Verden er trods alt fyldt med ting vi ikke helt forstår, men gerne ville ændre. Ændringer ser ud til at kræve en stor indsats, personligt engagement og muligheden for ikke at være hjemme når ens personlige favorit vises på TV.

Så det er måske nemmere bare at konstatere, at det hele alligevel er for sent, at de mystiske magthavere har vundet, at Michael Jackson ikke er død men afventer et kæmpe comeback i kølvandet på det medieshow han har sat i gang … og var der ikke også noget underligt i den måde Blachman aldrig blinkede når han afgav sin stemme i X-Factor.

Personligt er jeg placeret i den skeptiske lejr – der er onde og meget synlige ting man kan tage fat på her i verden, vi behøver ikke at opfinde fiktive forklaringer for at finde ting vi her især kan ændre i vores liv. Men jeg er fascineret af teoriernes mangfoldighed og indhold. Og hvis man vil have mangfoldighed, så er “Unthinkable” af Mark Sable fra Boom! Studios lige det rette sted at bevæge sig hen.

Forfatteren Mark Sable
Forfatteren Mark Sable

Alan Ripley er en Hollywood forfatter af den type, der skriver den slags blockbuster thriller film som ville være sommerens store sællert i tiden før 11. september. Hæren elsker filmene baseret på hans bøger, Blackhawk helikoptere og dristige soldater som redder verden i sidste øjeblik er god propaganda.

Men med 11. september ændres alt. Alan  kommer selv under beskydning fra medierne, som beskylder ham for at have inspireret angrebet, ganske som Timothy McVeigh skulle være inspireret af Turner Diaries. Men ikke nok med det, så mister han sin bror i angrebet på Pentagon.

Kunne han have inspireret angrebet? kunne han have forudset det? Nogen i en hemmelig regeringsorganisation kommer på den tanke, at det kunne “nogen” godt have gjort. Derfor samler de en tænketank af personer med evnen til at finde på dommedags-scenarier, og Alan vælger at deltage under dæknavnet “Hollywood”.

Alt ser ud til at gå vel, ideerne strømmer frem, scenarie efter scenarie rulles op. Snart viser det sig at de 7 mennesker i gruppen sagtens kan få 11. september til at ligne en spejderudflugt sammenlignet med det de har i tankerne.

Nummeret af Unthinkable vi måske får at se
Nummeret af Unthinkable vi måske får at se

Efter udført arbejde går de hver til sit … men så sker det utænkelige. De scenarier de har udtænkt begynder at udspille sig. Ganske som med 11. september giver de nye angreb frygt nok til at indføre stærkere modforholdsregler, og alt hvad der ligner kritik eller alternative udlægninger bliver hurtigt dysset ned.

Kun Alan og hans tidligere kolleger ved hvad der venter, i den lange række af dommedags-scenarier de har udtænkt. Og kun de ved nok til at kunne stoppe de personer som står bag. Efter to numre er det stadig for tidligt at gisne om hvor slemt det ender, og om der er nogen måde at redde resterne af vestlig civilisation som vi kender den. Men efter to numre er jeg nysgerrig nok til at hænge på for at se hvordan det her ender.

Om vi får lov til det vil tiden vise – for i sidste uge kunne man på det kendte nørd-website Slashdot læse at Mark Sable var blevet tilbageholdt i lufthavnen i Los Angeles med manuskriptet til Unthinkable nummer tre. Sikkerhedsfolkene var mere end almindeligt interesseret i hvorfor han rendte rundt med et manuskript i baggagen som havde henvisninger til 9/11 og sammensvorne terrorister.

Eller er det måske bare en sammensværgelse, hvor Mark Waid har ringet til sikkerhedsvagterne i Los Angeles lufthavn, for at skaffe lidt ekstra publicity for Boom! Studios nyeste udgivelse … hmmm …

Fakta om serien

Unthinkable, 2009. 24 sider per hæfte, farver.

Bedømmelse: Anbefales.

Forfatter: Mark Sable

Tegner: Julian Totino Tedesco

Forlag: [[Boom! Studios]]

Orv, det’ for børn!

Som tidligere omtalt, har de fremadstormende BOOM! Studios sikret sig rettighederne til at lave tegneserier baseret på Pixars populære animationsfilm, og nu er de første par stykker i kassen. Vi tager et kig på dem – og sandelig om ikke der også har sneget sig en gammel, ikke Pixar-baseret kending ind i forlagets nye underforlag, som meget forventeligt hedder BOOM! Kids.

Cars The RookieCars: The Rookie

Den mest indlysende af Pixars film at lave en tegneserie over fra et kommercielt synspunkt må være filmen Cars fra 2006, som efter en rimelig indtjening ved billetlugerne har tjent massevis af penge ind til Pixar i form af merchandise – findes der et barn i Danmark som ikke har Lynet McQueen i en eller anden form?

Tegneserien følger – naturligvis, fristes man til at sige – selveste McQueen, men med det twist at vi ser den allertidligste del af hans karierre, altså de hændelser, som ender med at bringe ham ind i de store vædeløb, som vi finde ham i da filmen starter.

Det er ikke stor kunst, men meget underholdende og mon ikke de næste tre numre kommer til at løfte sløret for Lynets forhistorie. 

Cars: The Rookie er skrevet af Alan J. Porter og tegnet af Albert Carreres, og de gør det begge udmærket uden at nogen af dem gør sig bemærket – hverken for det gode eller det onde.  Målgruppen – deriblandt min 6-årige dreng – vil sikkert æde det råt.

Variantcover til Incredibles af Mike MignolaThe Incredibles

Da superheltefilmen The Incredibles kom, var der mange der drog paralleller til Fantastic Four, hvilket også ligger lige til højrebenet – dels har Pixar helt sikkert skelet til Lee og Kirbys klassiske serie og dels er det en næsten refleksagtig sammenligning når vi har at gøre med en superheltefamilie. 

Nuvel, en af de bedste forfattere på Fantastic Four i nyere tid er Mark Waid, som i dag er chefredaktør for Boom! … og sandeligt om ikke han er forfatter på tegneserieudgaven af Incredibles og tilfører projektet en masse af sin patenterede magi. 

Vi følger superfamilien, som de kæmper mod fremtidsrobotten Futur10n, får nye naboer og søreme om ikke der er et familiemedlem, som er ved at miste sine kræfter. Det er charmerende og involverende og helt i filmens ånd

Udover at være skrevet af Mark Waid er serien tegnet af Marcio Takara, og han gør det rigtigt godt og rammer filmens stil lige på kornet.

The Incredibles er får en god start her, og jeg har i al fald tænkt mig fortsat at følge med – for børn eller ej.

Cover til Muppet Show-serienMuppet Show

For mig var den store overraskelse blandt Boom! Kids start-titler denne serie – Muppet Show som tegneserie, endda skrevet og tegnet af Roger Langridge, manden bag Fred The Clown og Fin Fang Four (oldschool anmeldelse ohoy!). Kan det gå galt?

Måske i et teoretisk parallelt kvante-induceret Bizarro-univers, men i vores univers går det heldigvis meget, meget godt. Fremragende, faktisk, hvis man som mig både er fan af klassisk Muppet Show og Langridges skæve, småabsurde humor.

Scene fra Muppet Show-tegneserien

Serien rammer showets tone og persongalleri intet mindre end perfekt – de er der alle sammen og Langridge forstår at overføre dem til det nye medium uden problemer, endda forholdsvis svært konverterbare figurer som The Swedish Chef (svær fordi hans humor er verbalt baseret) täler sit Gebrökkeskne Köchlingsnak som om han aldrig har eksisteret på andre medier end det tegnede. Et sketchbaseret tv-show, konverteret til tegneserie … og det virker! Forrygende, især fordi Langridge også bevarer sit eget særpræg sammen med seriens. 

Historien omhandler Kermit, som har fået hjemve og resten af truppen, som forsøger at muntre ham op – på mere eller mindre vellykkede måder. Mest mindre vellykkede, faktisk. Undervejs får vi alle de klassiske indslag – Muppet News Flash, Pigs in Space, Swedish Chef, indslag fra planeten Koozebane, Statler & Waldorf – og naturligvis Kermit, Piggy, Fozzie, Gonzo  og hvad de nu ellers hedder. 

Muppet Show er en af de bedste nyere serier jeg har læst i nogen tid, og er man fan af den gamle serie, har det allerede gået for langsomt med at få fingre i den.

Alt i alt

Jeg synes at BOOM! Kids lægger rigtigt godt ud, rent indholdsmæssigt. Cars-serien er ikke verdens stærkeste, men jeg tror at den vil ramme målgruppen rigtigt godt – og både Incredibles og Muppet Show er virkeligt gode og solide serier, grænsende til den fremragende (især Muppets).

Mig bekendt er titlerne rent salgsmæssigt kommet rimeligt godt fra start – Incredibles og Muppet Show måtte allerede  melde udsolgt via forhåndsordrer og Cars var udsolgt en uge efter den kom i butikkerne – og derudover har BOOM! lavet en aftale om distribution til kiosker og newsstands over hele USA, således at serierne har bedst mulige chancer for at ende i hænderne på målgruppen.

Fremtiden bringer – så vidt jeg ved – bl.a. Nemo, Toy Story og Monsters, Inc. Jeg glæder mig, især hvis de trækker endnu et wildcard a la Muppet Show ud af ærmet.

Dominion

Coveret til Dominion #1
Coveret til Dominion #1

Det starter med at ligne en kliche, en betjent på sin fridag – så ved man bare at noget vil gå galt. Det gør der også. En mystisk sygdom begynder at ramme indbyggerne i Chicago og i stedet for en smule feber og en løbende næse taler vi om ustyrlige overnaturlige kræfter.

Det første tilfælde af sygdommen, som betjent Dick Urbanski må håndtere, minder mistænkeligt om The Absorbing Man fra Marvel universet, og et kort øjeblik overvejer man om folkene bag ”Dominion” har mistet grebet.

Det har de selvfølgeligt ikke, for det er [[Keith Giffen]] og Ross Ritchie der har været idemænd bag og det fremadstormende talent [[Michael Alan Nelson]] der står for historien.

Så fra det øjeblik hvor den første fare er håndteret begynder det at gå op for læseren at ”Dominion” tager en af de klassiske klicheer og vender rundt på den.

Normalt er vi læsere af Marvel, DC med videre jo vant til at der kommer et eller andet udefra, gammestråler, kosmiske stråler, mutationer eller hvad det nu er. Det udefra kommende skaber overnaturlige kræfter hos den eller de personer som bliver påvirket og så har vi historiens helt.

Flame on! på den knapt så sjove måde.
Flame on! på den knapt så sjove måde.

Men i ”Dominion” skabes der ikke nogen superhelte, kræfterne er ude af kontrol og der er ikke nogen rar professor Xavier til at lære dem at styre hvad der sker. Så i stedet har vi en by i kaos, en overbebyrdet politistyrke og en undrende omverden der overvejer at gribe til drastiske midler.

I den slags situationer kan man så vælge hvad man vil gøre, skal man træde i karakter, som Urbanski gør det, eller skal man giver op og krybe i skjul, som han chef gør det ved at krybe ind i flasken og trække proppen i efter sig.

Så en anden pointe hos Michael Alan Nelson her er nok at det ikke altid er store kræfter, usædvanlige evner og lignende der skaber helte, nogen gange er det bare at man gør noget med det man har. En pointe som jeg må sige jeg holder meget af, for selv om jeg ofte udtaler mig syrligt om menneskeheden som sådan, så er jeg en stor tilhænger af at det enkelte menneske udnytter sit potentiale til det yderste.

Historien holder et højt tempo mens Urbanski får selskab af en kvindelig læge som måske har fundet nøglen til angrebet. Tempoet holder helt frem til slutningen, som nogen måske nok vil finde meget amerikansk, men hey – jeg læser ikke amerikanske tegneserier for at få subtile underspillede følelser. Så skal man gå overbord så gør det hele vejen.

Fakta om serien

Dominion, 2008. 130 sider, farver.

Bedømmelse: Anbefales.

Concept: Keith Giffen og Ross Ritchie

Forfatter: Michael Alan Nelson

Tegner: Tim Hamilton

Forlag: Boom! Studios

”You’re shouting again, sir” – Giffen/DeMatteis på slap line

Justice League International
Justice League International

Den intergalaktiske invasionsflåde er opmarcheret i kredsløb om jorden. Vi ved at det kun er et spørgsmål om ganske kort tid før de vil slippe deres overlegne ildkraft løs mod vores verden, men vi ved også med lige så stor sikkerhed at der inden da er tid til noget andet.

Talen.

Den store kommandør over flåden må først stille sig majestætisk op ved panoramaruden så vi kan se jorden i baggrunden og sige et par ord om hvor langt han har rejst og hvor ubetydelige vi er. Vi kender talen og ved at det på et eller andet tidspunkt må ende med noget i retning af ”Fools! I will destroy them all!”.

Men ikke når Keith Giffen og J.M DeMatteis får fat på historien. Vi får stadigt det store optrin, men de invaderendes øverstkommanderende griber sig selv i at hæve stemmmen, eller den lille robot L-RON ved hans side bryder ind med et ”You’re shouting again, sir”.

Og når Justice League om sider slår igen kan man finde et tilsvarende ordspil mellem de to.

”Tell me you’re joking”
”I’m joking”
”But you’re NOT. Are you?”
”Uh … NO M’Lord”

Sådan var det i slutfirserne da Keith Giffen og J.M. DeMatteis slog sig løs i Justice League International. Her 20 år senere var jeg så heldig at min veninde Gry havde fået en fejlsending på et Batman køb og var så rar at give dem videre til mig.

Hero Squared
Hero Squared

Jeg må tilstå at mit gensyn med de gamle historier var en ublandet fornøjelse. Jeg har ikke moret mig bedre siden jeg faldt over Giffen og DeMatties’ tilsvarende projekt hos Marvel ”Indefensible” som jeg tidligere har anmeldt her.

Når man har læst serier med superhelte i mange år ender man med at forvente en vis grad af klicheer i det man læser. Man kan endda blive helt oprørt når nogen begynder at pille ved dem, som når Doctor Strange begynder at tale normalt i stedet for at sige ”By the hoary hosts of Hoggoth” eller Thor pludseligt fralægger sig brugen ”Thee” og ”Shalt”.

Men nogen gange har man også brug for at blive mindet om at det jo bare er tegneserier og at der ikke er nogen grund til at hidse sig op, og der kan Giffen og DeMatteis være en passende pruttepude til at bringe det pompøse ned på jorden igen.

Hvis man er en af dem der godt kan lide Giffens specielle humor, så er der håb forude fra det lille men fremstormende forlag Boom! Studios og serien ”Hero Squared”. Robotten er skiftet ud med en anden håndlanger, som forsøger at forbedre sit ordforråd ved at lære et nyt ord hver dag – måske har  de to en plan om at bruge ord som ingen forfatter tidligere har brugt i en tegneserie.

Helten bringer også mindelser om de gamle JLI historier, hvor en stor del at æren for at afværge den fremmede invasion må tilfalde den ellers dybt inkompetente Grønne Lygte ved navn Gnort, som kun er kommet ind i korpset på grund af sine forbindelser.

Planetary Brigade
Planetary Brigade

I ”Hero Squared” får vi ikke en, men to helte – Captain Valor, som er en helt fra en alternativ verden som i vores verden kun kendes som en tegneseriefigur og så Milo, som er vor verdens eksempel på hvad der kan ske når skæbnen banker på og man ikke lige er hjemme den dag.

Milo skulle have været Captain Valor i vores verden, men endte med at blive en filmstuderende, som aldrig får gjort sit speciale færdig. En person med potentiale som nu pludselig skal til at se sig selv i forhold til den næsten perfekte Captain Valor som til gengæld er lidt irriterende i sin opblæste fejlfrihed.

Det kommer der en ret morsom historie ud af, og endnu bedre så kan den læses helt gratis på Boom! Studios hjemmeside hvor de første 90 sider i skrivende stund er lagt online, men hvis man er fan er Hero Squared nok en der skal købes som trade paperback. Og hvis man ikke har fået sit Giffen/DeMatteis-fix med den ene serie, så udgiver Boom! Også serien Planetary Brigade, som ser ud til at indeholde flere fjollerier af samme skuffe.

Keith Giffen
Keith Giffen

Sidst men ikke mindst skal jeg huske at påpege at Giffens klumme ”As if I care” som tidligere kørte på Wizards hjemmeside har holdt flyttedag. Åbenbart havde Wizard gang i en omorganisering hvor man fyrede Giffens kontaktperson og glemte at fortælle ham hvem han så skulle snakke med. Hvor dum har man lov at være?

Men alt er ikke tabt, Giffen har fundet et nyt hjem til sine gnavne og småsarkastiske udgydelser hos Comic Book Resources under titlen ”Unfortunate Confluence of Words”. Nyt sted – samme gnavne gamle mand. Gamle læsere, eller nye der gerne vil være gnavpot før deres tid kan starte her.

Nu er Giffens samarbejde med Boom! ikke begrænset til de mere fjollede ting. Han har også haft en hånd med i serier som “Dominion” og “Tag” hvor indholdet er anderledes seriøst, men det vil jeg vende tilbage til på et senere tidspunkt.

Den bedste til det hun gør – Hexed!

Skal du have stjålet en håndfuld englefjer, magtfulde artifakter fra endnu mere magtfulde dæmoner eller måske hængslerne til helvedes porte? Der er flere måder at gøre det på, men den mest oplagte måde er nok at kontakte tyven Luci Neves – oftest kaldet Lucifer. Hun er nemlig den bedste indenfor sit særlige felt af tyvebranchen; et felt der, som antydet, ikke er helt almindeligt.

Problemet er, at der er masser af mennesker (og det, der er værre) som har en høne at plukke med hende, og fælden klapper allerede i seriens første nummer – den mystiske Dietrich dukker op med et krav om at Lucifer arbejder de $400.000 af, som hun skylder ham. Første opgave er at  stjæle en artefakt kaldet The Carasinth, hvilket indebærer at hun skal bruge en død mand som portal til en anden dimension.

Hexed er en ny serie skrevet af Michael Alan Nelson (forfatteren til den roste Fall of Cthulhu) og tegnet af det spændende nye navn Emma Rios, der passer perfekt til seriens tone og i høj grad er med til at gøre Lucifer til den troværdige person, som hun faktisk er.

Første nummer af Hexed udkommer til december fra Boom! Studios, men vi har her på tegneseriesiden fået lejlighed til at anmelde første nummer af serien her lige inden ordrerne for #1 skal falde til Diamond. Boom! satser stort på serien, og det kan jeg godt forstå – det kunne være denne serie der gav forlaget dets første egentlige hit. Potentialet er der, og jeg venter spændt på #2.

Hexed er et spændende bekendtskab – veltegnet og fundamentalt spændende fortalt. Serien rammer lige ind i skaren af hungrende Buffy-fans og skal også nok glide ned hos fans af den aktuelle bogserie Twilight eller hos læsere af forfattere som Laura K. Hamilton eller Kim Harrison. Vi har en stærk kvindelig hovedperson, alskens overnaturlige tildragelser og nogle scener, som jeg ikke har set magen til meget længe.

Vi har også et par godbidder til jer, direkte fra Boom! Studios:

The Foundation: Nostradamus havde ret!

De fleste kender vist til Nostradamus, den franske profet der i 1555 udgav bogen Les Propheties (Profetierne), hvori han efter sigende forudser en masse hændelser i historisk og nyere tid.Hans profetier har været meget populære lige fra de blev udgivet til i dag, og han siges bl.a. at have forudsagt Napoleon, Hitler, atombomben og 9/11.

Hvad de fleste ikke ved er, at alle hans profetier er sande, samt at ingen af dem er blevet til virkelighed (“I al fald ingen af de store” ), takket være The Foundation, et hemmelig selskab som Nostradamus selv startede for netop at … forhindre at hans profetier i at blive virkelighed. The Foundation findes og fungerer den dag i dag i dybeste hemmelighed, hvor et team af seere, videnskabsmænd og historikere arbejder sammen med en række felt-agenter for at forhindre at de frygtelige ting som Nostradamus forudså bliver til virkelighed.

Vi følger agent Valentine, som har arbejdet for Foundation i mange år – hans tvivl om selskabets berettigelse og hans mistanke om at der er noget galt internt. Og jeg overrasker vel ikke nogen ved at sige, at der er noget galt internt i The Foundation og Valentine finder sig pludseligt udsat for et swat-team, som vil slå ham ihjel.

The Foundation er en fundamentalt spændende serie – der er dømt lige dele X-files, 24 og Mission Impossible, og jeg er underholdt hele vejen, selv om serien på den anden side ikke har ændret mit liv.

Serien er skrevet af John Rozum og tegnet af Paul Azaceta og Chee. Hele herligheden udgives af Boom! Studios, og den første TPB er på gaden nu.

BOOM! Studios laver tegneserier for Pixar!

Det relativt nye forlag [[Boom! Studios|BOOM! Studios]] – nok bedst kendt for bl.a. tegneserier i [[H.P. Lovecraft|H.P. Lovecrafts]] Cthulhu-Mythos – annoncerede i dag at de har skrevet kontrakt med Disney/Pixar om at lave en lang række af tegneserier baseret på Pixars film.

Det hele starter med en serie baseret på The Incredibles (De Utrolige), skrevet af BOOM! Studios chefredaktør [[Mark Waid]] (Fantastic Four, [[The Flash]]) og med forsider af Darwyn Cooke (The New Frontier, [[Spirit]] ).

“Today, American comic books are aimed primarily at an older readership. Comics produced for an upcoming generation of readers are scarce – and BOOM! Studios aims to do something about that,” siger Waid.  “There will be comics for kids again!”

Næste trin er serier baseret på Toy Story, Finding Nemo, Monsters, Inc og naturligvis den nyeste Pixar-film Wall-E.

I mine øjne er det fantastiske nyheder – dels er jeg stor Pixar-fan og dels kan jeg kun støtte bestræbelser på at få børn til at læse tegneserier.

Derudover er Waid et perfekt valgt til Incredibles – Waids version af Fantastic Four viste jo, at han mestrer holddynamikker til perfektion, og man kan med nogen ret sige at Incredibles er rimeligt inspireret af Fantastic Four. Cookes retro-inspirerede stil må også siges at være en perfekt match til filmens lækre credits og man kan kun ærgre sig over at han ikke tegner hele serien.