Personer, ikke politik – Busiek om Avengers

I det forrige afsnit af interviewet med [[Kurt Busiek]] beskæftigede vi os med [[Thunderbolts]], en gruppe skurke der optrådte som helte mens de traditionelle Marvel helte var forsvundet. I dette afsnit rykker vi lidt frem i tid og ser på en periode hvor Busiek sammen med den legendariske tegner [[George Perez]] bragte [[Avengers]] tilbage til deres rødder og viste at man godt kan lave superhelte-grupper uden at de behøver at være mutanter.

Kort forinden Komiks 2008 havde det amerikanske blad [[Wizard]] lavet en liste over de største samarbejder i den tid bladet havde eksisteret, og ikke overraskende var Busieks samarbejde med George Perez med på listen. Busiek selv husker det også som noget specielt, men man fornemmer også at han ikke har lyst til at fremhæve et enkelt samarbejde frem for de andre.

Busiek: Ja, jeg ville nok sige Alex Ross og jeg, George Perez og jeg, Brent Anderson og jeg, Carlos Pacheco, Stuart Immonen … men ja, at lave The Avengers samme med George ver en pragtfuld oplevelse. Han er en fantastisk person at arbejde sammen med og et forbløffende og enestående talent.

Samarbejdet mellem de to blev kortvarigt udgivet på dansk i [[Mega Marvel]] nummer 28, men som så mange andre fremragende værker, så faldt det ikke i de danske fans smag. Og det er synd, for samarbejdet mellem de to byder både gode historier og George Perez legendariske tegninger.

Avengers - allesammen

Samarbejdet førte også til en klassisk bemærkning som er blevet genbrugt flere gange, for da Busiek blev spurgt om hvilke figurer Perez havde tænkt sig at tegne var svaret “Dem allesammen”. Bemærkningen skulle efter sigende være faldet i forbindelse med et crossover mellem Justice League og Avengers, men den kunne også være møntet på starten af deres samarbejde på Avengers hvor det lykkes dem at samle alt hvad der kan krybe og gå af nuværende og tidligere medlemmer.

Samarbejdet mellem de to omkring Avengers kom i stand på et tidspunkt hvor det i høj grad var mutanterne som var i fokus hos Marvel Comics. Det virkede som om at enhver serie de udgav på en eller anden måde skulle have et ‘X’ i titlen. Men det afskrækkede ikke Kurt Busiek der så det som en udfordring at lave noget andet.

Busiek: Du ved, Marvel havde været domineret af X-serier i så lang tid at Avengers endda var endt ovre hos Image fyrene i et års tid. Og de havde imiteret X-Men, de havde prøvet at få Avengers til at være mere som X-Men.
Det jeg gerne ville gøre – og George var helt med på det  – var, som jeg sagde: ‘Jeg vil have Avengers til at være mere som Avengers – Lad os lave rigtigt gode Avengers-historier i stedet for andenrangs X-Men historier’. Ved du hvad, hvis nogen vil læse X-Men historier så har de tretten bøger om måneden som de kan læse dem i, og jeg tror ikke de har travlt med at finde flere. Hvis nogen gerne vil læse den slags historier som Avengers handler om, så er der ikke andre steder de kan få dem med mindre Avengers fortæller dem, så lad os gør det, klampen i bund, fuld fart frem så godt som vi kan gøre det og se om ikke folk vil læse det. Og det ville de, så det virkede jo ganske godt.

I mange år har jeg også selv været en større fan af X-Men end af Avengers, jeg har altid haft lettere ved at identificere mig med de utilpassede X-Men som ikke var en del af det etablerede samfund end med Avengers som indeholder nogen store symboler som Captain America.

Busiek: Ja det er lige det – X-Men er heltene som befinder sig i skyggerne, dem man ikke stoler på – det er let at se hvorfor de er poplulære. Men Avengers kan ikke gøre den slags – Captain America kan ikke være helten i skyggerne man ikke stoler på. Han er Captain-Frigging-America!

AvengersMin egen tidlige opfattelse af Avengers var i høj grad at de var håndlangere for regeringen og at det var X-Men der var de rigtige helte. Derfor var det naturligt også at spørge Busiek om han opfattede dem på den måde.

Jeg ved ikke om jeg ville udtrykke det på den måde, men de er helte for det etablerede samfund. Den måde jeg vil udtrykke det på er, at de er vagtposterne som står deroppe på bymuren så du kan sove roligt i din seng om netten.
X-Men er skræmmende, Spider-Man er skræmmende, The Hulk er skræmmende, Daredevil er en smule bekymrende, men Avengers to Fantastic Four er solskins-heltene. De er den slags der ser godt ud i dagslys, de er den slags som gør at du er glad når de duker op. For de andres vedkommende så er du skræmt når de dukker op. Så det er en anden fornemmelse og det er hvad Avengers skal være efter min mening. Det skal være en katarsis, og lige nu har de et helt andet koncept, men jeg har ikke læst de historier så jeg kan ikke rigtigt kommentere på dem.

Meget overraskende havde Busiek nemlig tidligere på dagen afsløret at han faktisk ikke havde læst Marvels store crossover begivenhed “Civil War”. Hvilket vi vender tilbage til senre i interviewet. Men inden da var det tid til at følge nogen flere af de politiske undertoner omkring heltene til dørs.

I den danske udgivelse nåede man aldrig frem til den del af historien, men et gennemgående tema i Busieks Avengers historie er den sorte superhelt [[Triathlon]] som Avengers nærmest bliver påtvunget under en række beskyldninger for racisme, med henvisning til at de ingen farvede medlemmer har.  Som læser kunne man godt føle at Busiek prøvede at kommentere på den stigende politiske korrekthed i samfundet.

Triathlon fra AvengersJeg syntes det kunne være en interessant ting at udforske – Marvel havde gjort noget tilsvarende i årevis og de havde allerede havde haft The Falcon på holdet på grund af ligestilling.

Jeg ville ikke udforske de samme ideer, men folk spurgte: ‘Kommer der til at være nogen farvede medlemmer i Avengers?’ og det fik mig til at tænke ‘Vi vil gerne have det til at være de klassiske Avengers og alle de klassiske Avengers medlemmer er hvide fyre’ måske med undtagelse af Black Panther og han har sit eget hæfte.
Så i samme øjeblik du bringer en farvet fyr ind på holdet, så har du en person hvor halvdelen af læserne vil sige ‘Tjah, han er jo ikke en rigtig Avenger”. Han er ikke et af kerne-medlemmerne, en af de seje fyre, så jeg ville gerne lege lidt med den ide og jeg ville også gerne lege med den ide at Triathlons problem ikke var hans hudfarve, det var hans religion. Årsagen er hans forbindelse til The Triune Understanding og det ville være interessant at udforske for hvis folk havde noget mod at han var på holdet, så er det mere sandsynligt at det ville blive opfattet som at de var imod hans hudfarve selv om det i virkeligheden er hans religiøse tilknytning.

Og den slags ting – når man har en figur som gør noget og en anden figur der opfatter det på en anden måde – skaber et interessant drama. Jeg synes ikke det sådan rigtigt endte med at blive en stor historie, men det gav os nogen interessante øjeblikke, nogen interessante fokuseringer på personerne. [Mens jeg skrev] Avengers var jeg nok en smule for tilbageholdende når jeg skulle skrive noget med de nye figurer. Når jeg skulle bringe Ultron ind i historien kunne jeg bare sprænge alting i luften og bruge en masse tid på at fokusere på Ultron, men når jeg skulle fokusere på Triathlon eller en ny skurk havde jeg en følelse af ‘åh, jeg må hellere snart komme videre til noget andet, for det folk gerne vil se er jo de klassiske ting’, så jeg forfordelte dem en smule.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse hvis man har fulgt alle dele af interviewet med Busiek op til dette punkt at han helst forholder sig til personerne og deres indbyrdes forhold, snarere end til de store ideologier, så vi besluttede at spørge ham direkte.

Avengers forsideIkke som forfatter, nej. Jeg er meget mere interesseret i persondrama, så hvis man ser på hele spørgsmålet om … Triathlon er medlem af The Triune Understanding. The Triune Understanding kan ikke lide Avengers, men det er deres ledelse, og han er ikke en del af ledelsen.

Jeg var egentlig ikke så bekymret for hvem der havde retten på sin side – min eneste bekymring var: skaber det noget interessant omkring personerne? Iron Man ville være egenmægtig omkring det fordi Iron Man er egenmægtig. Triathlon ville være pisse sur over det, for Triathlon sluttede sig til i forventning om at de ikke ville synes om ham fordi han er farvet. Og når det så viser sig at de ikke kan lide ham, tjah ‘det må være fordi jeg er farvet’, bortset fra at det er det ikke.

Hvordan reagerer han så på det? Han er usikker på hvad han skal gøre – han kommer til med en vis fortørnelse og inderst inde er Triathlon en holdspiller  han er i høj grad typen på en professionel sportsudøver, så ved at gøre ham til holdspiller på et hold hvor han ikke følte sig velkommen gav ham en interessant personlig udvikling at skulle gennnemløbe. Med hensyn til det politiske i det – de kommer til at løse det ud fra det faktum at Iron Man er en af de gode og Triathlon er en af de gode og selv om der vil opstå misforståelser undervejs, så er de begge to på det godes side og de skal nok klare det.
Men det personlighedsmæssige er det som jeg er interesseret i, og jeg syntes at det gav mig en fin lejlighed til at arbejde med det.

Astro CityEt par dage før interviewet var undertegnede blevet grebet af panik over sin manglende viden om en stor del af Busieks produktion, så jeg havde kastet mig over de to første trade paperbacks med Astro City som godnat-læsning, kun for at springe ud af sengen igen med et “Du godeste! Det er jo Civil War om igen”. Et hurtigt blik på udgivelsesdatoen kunne dog forsikre om at Busiek havde skrevet historien tilbage i 1997. Så selv om Busiek havde påstået at han ikke havde læst “Civil War” måtte jeg nødvendigvis spørge ham om han ikke følte at han allerede havde skrevet den.

Som altid var Busiek diplomatisk og henviste til at der var indtil flere forløbere i tidligere historier:

Well, jeg lavede den her historie hvor regeringen blev overtaget af rumvæsener der kunne skifte form og lige nu er de ved at lave noget med Skrulls, men selv før mig var der The Mutant Registration Act som var en del af plottet i X-Men historierne. Jeg ved ikke hvor tæt på jeg kom, for jeg har ikke læst det. Jeg ville snarere tro at serieskaberne hos Marvel langt hellere vil gentage The Mutant Registration Act med The Superhero Regirstration Act end at de vil kopiere Astro City, men jeg har som sagt ikke læst det, så jeg kan ikke bedømme det.

Personligt kan jeg kun anbefale de der har læst “Civil War” at købe “Life in the Big City” og “Confession” og drage deres egne konklusioner.

Skulle man efter at have læst dette have fået lyst til at læse den del af Busiek og Perez’ udgave af Avengers som aldrig kom på dansk, så kan den købes i en meget lækker hardcover udgave i stor størrelse. Ligesom Waid og Weiringos udgave af Fantastic Four så egner den sig perfekt til en ordentlig indbinding, kraftigt papir og ordentlige farver, så køb dem og lade være med at bruge pengene på antikvariske eksemplarer af Mega Marvel.

Spider-Man nummer 371

To dage efter årsdagen for angrebene på World Trade Center og Pentagon udkommer næstsidste afsnit af Mark Millars  meget politisk ladede historie Civil War i det danske Spider-Man 371. Tegneseriesiden ser nærmere på indholdet og parallellerne til virkelighedens verden.

Forsiden

Sidste nummer af Spider-Man sluttede jo med et brag, nærmere bestemt et tordenbrag da en af de klassiske Marvel figurer vendte tilbage. For danske læsere var det måske ikke helt så overraskende at se ham, med mindre man har fulgt med i hvad der er sket i de amerikanske udgivelser, for den seneste udgivelse med Thor herhjemme var “Loke” fra G.Floy Studio i 2005. Men på det tidspunkt var den amerikanske udgave faktisk holdt op med at udkomme, efter at man i 2004 var nået igennem Marvels bud på Ragnarok.

Ret hurtigt inde i historien begynder både læseren og heltene at tvivle på at der er tale om den virkelige Thor, og snart udvikler tingene sig i en retning som Tony Stark og de øvrige tilhængere af registrering ikke havde forventet. Hvor man kan sige at sidste nummer af Spider-Man stadig tillod en vis tvivl hos læseren og muligheden for at sympatisere lidt til begge sider, så begynder historien for mig at se fra dette nummer at tippe til fordel for Captain Americas side, om ikke med hensyn til tilhængere og muligheder, så ihvertfald rent moralsk.

En af de ting som er med til at tippe vægtskålen til fordel for Captain Americas hold er at vi gennem Peter Parker endeligt finder ud af hvad Tony Stark og hans medsammensvorne har tænkt sig at gøre ved de helte man har fanget som ikke retter ind efter loven om registrering.

ThorJeg skal ikke her afsløre alt for meget om Tony Starks planer, men i stedet prøve at trække et par paralleller med virkelighedens verden. Hvis Stamford er Marvel universets svar på 11. september, så må man sige at vi her har at gøre med Marvel universets svar på Guantanamo. Den amerikanske lejr beliggende i en militærbase på Cuba er blevet en belejlig måde at omgå de almindelige regler for behandling af forbrydere og krigsfanger.

Amerikansk lov er ikke helt som den danske, men den indeholder et fundamentalt begreb som hedder habeas corpus som er et latinsk udtryk der dækker over at man beder om at få personen udleveret, med det formål at gå i retten. Det regnes for en fundamental beskyttelse af individet, man kan ikke tilbageholdes og nægtes rettergang. Herpå hviler hele retssikkerheden.

Men så sent som ved indsættelsen af den nyligt afgåede justitsminister i USA hørte man meget usædvanligt ham forklare at selv om forfatningen siger at man ikke må forhindre habeas corpus, så betyder det ikke at man er garanteret habeas corpus. En tilsvarende interessant logik dukkede for nyligt op herhjemme, hvor PET’s afsløringer af formodede terrorister, ved hjælp af de muligheder de nuværende love gav dem, fik nogen til at mene at her var beviset for at vi behøvede strengere love.

Men som Nietzsche i sin tid påpegede, så skal de der vil jagte uhyrer passe på at de ikke undervejs selv bliver til det de jagter, og det er de overvejelser som Peter Parker, Sue Richards og flere andre figurer i Marvels univers nu må gøre sig.

Vi har stadig et enkelt kapitel tilbage i den danske udgave af Civil War til at få redet trådene ud og finde ud af hvilken side der går sejrrig ud af konflikten, om idealerne får lov til at hæve sig over realpolitikken, eller om det i sidste ende viser sig at situationen i superheltenes verden faktisk er blevet sådan at målet nu helliger midlerne. Afgørelsen falder som en tidlig julegave til læserne den 15. november.

Det kan måske virke en anelse underligt, men faktisk har jeg tænkt mig at slutte denne Marvel anmeldelse af med en anbefaling af et par DC titler som kan være interessante at læse i sammenhæng med Civil War. Selv om de to store forlag begge har et veludbygget univers af superhelte og ofte henter folk frem og tilbage mellem hinanden, så er det interessant hvor forskelligt de kan håndtere forskellige emner. Jeg har vist allerede tidligere nævnt Brad Meltzers “Identity crisis” som DC’s bud på hvordan man skal forholde sig til at afsløre sin hemmelige identitet eller ej. Hvad angår håndteringen af helte der er ude af kontrol og ikke længere som de helte vore forældre læste om vil jeg anbefale Mark Waids “Kingdom Come”, personligt er jeg ikke den store tilhænger af Alex Ross’ malede stil, men historien er tankevækkende. Og endeligt så er der “Infinite crisis” som også tager fat på konsekvenserne af at nogen gerne vil have os tilbage til “de gode gamle dage”, men fra en helt anden indfaldsvinkel. Så burde indkøbssedlen vist også være fyldt op indtil næste nummer udkommer.

Spider-Man nummer 370

Spider-Man nummer 370 Så fik vi den første af de store begivenheder i Civil War der i hvert fald for et stykke tid vil ændre en hel del på det Marvel univers vi kender. I USA er man allerede ved at geare op til den næste store begivenhed i Spider-Mans liv som kommer til at ske i den historie der hedder “One more day”, men herhjemme er hans fans nok stadigt ved at tygge på nyheden om at Peter Parker nu har afsløret sin identitet for resten af verden.

Egentlig er det jo en ret alvorlig sag det Peter Parker gør, men det leder til en del komiske situationer, både J. Jonah Jamesons reaktion på nyheden og ikke mindst den efterfølgende telefonsamtale Peter har med MJ og tante May i den ene mobiltelefon mens Reed og Sue Richards er på den anden telefon. Der har nok været et par stykker der har kigget underligt efter mig i S-toget, for jeg morede mig kongeligt over tante Mays bekymring over hvorvidt Peter nu var årsag til et skænderi mellem Sue og Reed, som jo er sådan et pænt par.

Bemærk i øvrigt hvor mange gange i løbet af nummeret der bliver refereret til at Peter må ud og kaste op af nervøsitet før sin pressekonference. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om Mark Millar lader sin egen virkelighed skinne igennem, men i så fald skulle det være et nummer tidligere end beregnet. Der skete nemlig det kort før at Marvel startede på Civil War at Millar blev diagnosticeret med Chrons sygdom, som kræver at man slapper af og tager det roligt. I stedet tog Millar jo så fat på det mest omfattende og stressende job man overhovedet kan tænke sig som hovedarkitekt på Civil War. Da man nåede frem til det fjerde nummer var tingene blevet så slemme at Millar måtte på hospitalet, og som han for nyligt udtalte i et interview med Brian Michael Bendis i Wizard, så er hans erindringer om Civl War mest noget med at kaste op i en spand og så vende tilbage til notaterne omkring historien, se det er dedikation til sit arbejde.

Ud over Spider-Man selv, så byder nummer 370 også på de første konfrontationer mellem Iron Man og Captain Americas gruppe som kalder sig Secret Avengers. Navnet peger jo tilbage til den gruppe som både Iron Man og Captain America var medlemmer af igennem mange år, men ud over Secret Avengers når vi også at få set lidt til en anden gruppe Avengers, nemlig Young Avengers som såvidt jeg ved er et ubeskrevet blad i de danske udgivelser, mens Avengers har været udgivet sporadisk på dansk tidligere, senest med New Avengers serien. Men i stedet for at gå i detaljer omkring de forskellige udgaver af Avengers her, vil jeg i stedet opfordre læserne til at checke ind på Tegneseriesiden senere på ugen hvor jeg gerne skulle være parat med en længere baggrundsartikel.

Preview fra ASMNu er Spider-Man jo figuren der om nogen er skabt til at unge mennesker kan identificere sig med helten. Han er i bund og grund skabt som en almindelig teenager, ikke en millionær som Bruce Wayne, ikke et væsen fra rummet som Superman, men som et almindeligt menneske med almindelige problemer, men på samme tid med store forpligtigelser som superhelt på grund af sine kræfter. Marvels Joe Quesada har jo allerede flere gange været ude med riven og nævnt at han syntes det var forkert at man lod Peter Parker blive voksen og gifte sig med MJ, fordi det fjernede de ting fra figuren som gjorde at man kunne identificere sig med den. Hvad sker der så nu hvor Peter Parker har afsløret sig selv som Spider-Man, er der stadigt noget tilbage at identificere sig med? Det er hvad man forsøger at udforske i “Min neturfagslærer er Spider-Man!!” som er den anden historie i bladet, en slags mellemspil der er lidt nede på jorden mellem de store begivenheder i de to Civil War historier.

Jordan Harrison er en elev på de gymnasie hvor Peter Parker underviser, og historien følger hans genvordigheder i dagene omkring afsløringen af Spider-Mans identitet. Han har egentlig nok at slås med, hvis man ser verden med teenager-øjne, for dels er han lun på sin biologi-makker Madeline, dels er han bekymret for sine fremtidsplaner med at specialisere sig i biologi og blæksprutter. Ved skæbnens ironi dukker Doctor Octavius imidlertid op og gør tingene meget værre. Men egentlig er det ikke så meget Doctor Octopus som Otto Octavius der dukker op for ligesom J. Jonah Jameson at give sit besyv med omkring afsløringen af Spider-Mans identitet, og i betragtning af at den kære doktor på et tidspunkt var ganske nært knyttet til tante May kan man måske ikke fortænke ham i at føle sig holdt en anelse for nar. Historien slutter meget amerikansk, og hvor man måske havde tænkt sig at fortælle en historie der skulle underbygge at Peter Parker havde truffet det rette valg, så ender det stadigt med at virke mest som en påstand.

Sidste historie dækker to aspekter, først får vi en forklaring på hvor X-Men står i hele sagen omkring registrering. Ikke overraskende har Emma Frost ikke det store til overs for Tony Starks initiativ, mutanter har jo i forvejen dårlige erfaringer med lovgivning omkring registrering, og Iron Man og de øvrige helte var jo ikke just ved at falde over hinanden for at hjælpe det sønderbombede Genosha hvor Emma havde etablere sin skole. Lidt mere overraskende er det måske at det antydes at de to muligvis har haft et forhold tidligere. Egentlig siger det en del om Tony Starks kynsme at han bringer det på bane i situationen, men på den anden side ville det ikke undre hvis Emma Frost selv har benyttet sig af situationen til at liste et par gode designs ud af Iron Mans hjerne.

Derefter er der lagt op til en af de helt store scener med slagsmål igen, og ikke mindst den mest overraskende entre på allersidste side i bladet. Da de danske læsere oven i købet ikke har fået den historie der blev bragt som optakt i Fantstic Four # 536-537 så burde overraskelsen være total. Men snakken om hvem der dukker op og hvad der er tale om med det mystiske “42” som Reed Richards har gang i, må vente helt til oktober måned, for næste nummer af Spider-Man og dermed også Civil War sagaen kommer først 4/10. Sæt kryds i kalenderen allerede nu.

Borgerkrig hos Marvel – Civil War på dansk i Spider-Man

Tegneseriesiden kigger bag om sidste års store begivenhed i Marvel universet som nu begynder at udkomme i det danske Spider-Man blad.

 

Joe Quesada

En gang om året tager Marvels øverste redaktør Joe Quesada sine med-redaktører og en række udvalgte serieskabere med ud til et fjerntliggende sted hvor de kan lægge hverdagens små afbrydelser bag sig og tænke fremad og få ideer til de to næste år. Det er her linjerne trækkes op og de store historier der berører hele Marvels univers, som for eksempel “House of M”, bliver planlagt.

Egentlig troede man også at tingene var på plads denne gang, man havde fundet frem til nogen den store begivenhed, efter at Hulk var blevet sendt ud i rummet af en række helte fra jorden ville han vende tilbage igen endnu mere rasende end før og fast besluttet på at gøre regnskabet op. Men i sidste ende var der noget der manglede, så Joe Quesada rystede posen igen og kom op med to ord som skulle lave om på det hele. Selv om man næsten var på vej til at tage hjem igen var ingen af de inviterede i tvivl, det her var den rigtige begivenhed, så Quesada og resten af staben skubbede alle de eksisterende planer i baggrunden og begyndte at planlægge en af de største begivenheder nogensinde i Marvels univers. Men alt var ikke tabt for fans af den vrede grønne kæmpe, Hulk fik lov til at arbejde med sine evner i at føre krig i “Planet Hulk”, og i 2007 ruller “World War Hulk” gennem Marvel universet, måske er vi så heldige at der bliver plads til den i Egmonts udgivelsesprogram.

 

Historien om Quesadas beslutning om at udskyde Hulks tilbagevenden til jorden og i stedet starte en begivenhed der skulle få vidtrækkende konsekvenser for en del af heltene i Marvel universet har man for længe siden kunnet læse i det amerikanske blad Wizard, men først nu begynder det at blive interessant for danske læsere i og med at Egmont begynder at udgive begivenheden som en del af det danske Spider-Man blad. Det er dog lagt fra hele Civil War der udkommer på dansk, dertil er antallet af udgivelser simpelthen for stort, der er stof nok i Civil War til at udfylde Egmonts udgivelser både i år og næste år med hvis man skulle have alt med. De der gerne vil have detaljerne om hvilke af de amerikanske udgivelser vi får med kan læse nærmere om det i Kim Helts blog på www.superhelte.dk

 

Hos Egmont har man altid været nødt til at økonomisere i forhold til disse store amerikanske begivenheder, “Secret Wars” udkom som en del af det daværende Edderkoppen og først næsten tyve år efter den oprindelige udgivelse fulgte man op med den samlede udgivelse. “Age of Apocalypse” blev indarbejdet i udgivelserne af X-Men og Wolverine så man fik de væsentligste kapitler, og efter at have læst alle de fire tykke bind der for nyligt er kommet på engelsk med hele begivenheden i må man sige at der er lavet et godt stykke beskæringsarbejde. Senest var det en af forhistorierne til Civil War, “House of M” som måtte skæres lidt til da den oprindelige hovedhistorie fylder hele 9 graphic novels af den slags på små hundrede sider eller mere. Så at indarbejde “Civil war” i den danske udgivelse af Spider-man er nok den bedste løsning så længe man ikke er sikker på at den kan bære en selvstændig udgivelse, da det langt hen ad vejen er ham som begivenhederne i Marvels borgerkrig får de største konsekvenser for.

 

Man fristes til at sige at ingen i Marvel universet går ram forbi da borgerkrigen først bryder ud, men det er ikke helt rigtigt – ude i resten af universet har de rigeligt af andre ting at se til, Shi’ar imperiet kommer til at føle efterdønningerne af begivenhederne i “Deadly genesis” hvor første del kom på dansk i X-Men 142. Resten af de kosmiske skurke og helte er optaget af en anden stor Marvel begivenhed med titlen “Annihilation” og de har kun en hovedrysten til overs overfor de smålige interne stridigheder som udspiller sig mellem jordens helte.

 

Hvad er essensen så i “Civil War”, siden den i den grad kan bringe sindene i kog? Selvfølgeligt kan man ikke lave en amerikansk serie med denne titel uden at der må være referencer til den amerikanske borgerkrig, og allerede i optakts-historien “Mr. Parker goes to Washington” ser man Spider-Man kæmpe mod Titanium Man foran Lincoln monumentet hvor den amerikanske præsident som holdt landet samlet trods borgerkrigen er udødeliggjort med en af den slags statuer der ellers normalt er forbeholdt græske eller romerske guder. Men det handler mere om nutidig politik, som titlen også antyder så er Peter Parker ligesom James Stewart i filmen “Mr. Smith goes to Washington” meget naivt trådt ind i et politisk liv hvor han ønsker at gøre det bedste men slet ikke kan gennemskue hvilke rænker der smedes omkring ham.

 

Ligesom Sider-Man kun vanskeligt kan gennemskue spillet omkring ham, så er det heller ikke helt nemt at gennemskue hvor langt tilbage trådene op til Civil War egentlig går, og for at sikre at hele affæren var speget nok har Marvel udført et såkaldt “retcon” og indarbejdet en større sammensværgelse i Marvel universet. Begrebet “retcon” står for “retroactive continuity” og bruges om de steder hvor man ændrer på en etableret person ved at introducere nye begivenheder i vedkommendes fortid. Forud for Civil War introducerede man ideen om et hemmeligt selskab iblandt Marvels helte, en gruppe som man kaldte Illuminati. Kort efter den såkaldte Kree-Skrull krig samledes en række af de mest magtfulde helte indenfor forskellige områder til en konference i Wakanda. Initiativtageren var Iron Man, som ville samle de øvrige: Dr. Strange, Professor Xavier fra X-Men, Reed Richards fra Fantastic Four, Black Bolt fra Inhumans og Prins Namor fra Atlantis. Formålet var at undgå at jorden i fremtiden skulle risikere at stå uforberedt overfor en lignende trussel.

 

Det er denne gruppe som senere står bag det plot der får sendt Hulk ud i rummet, godt nok var det ikke intentionen at han skulle sendes helt ud til den fjerne planet som han ender på i historien “Planet Hulk”, men tingene gik ikke helt som planlagt. Og det gør det generelt ikke med Tony Starks planer om at indføre et skyggekabinet, de interne modsætninger er for store, og det hele bryder ud i lys lue da han foreslår at alle superhelte skal registreres. Det betyder at regeringen fremover skal kende deres hemmelige identitet og sikre at de bliver uddannet på den rette måde, et radikalt farvel til det man jo ikke kan komme uden om har været en form for stiltiende accept af maskerede selvtægtsforbrydere. Tony Starks forslag er for hård kost for de fleste af hans medsammensvorne, Namor udtrykker det med: “First you took care of The Hulk and now you found a way to take care of the rest of us”. Dr. Strange og Black Bolt gør ham selskab og forlader gruppen, selv Reed Richards som støtter ham er klar over at det kan få konsekvenser for hans ægteskab, så tilbage sidder Tony Stark med en plan han føler er nødvendigt at gennemføre, men ingen allierede ved sin side.

 

Tony Stark er jo på mange måder en konservativ superhelt, en mand med tætte bånd til det som præsident Eisenhower i sin afskedstale advarede om under betegnelsen det militært-industrielle kompleks. Stark undskylder sig selv med at han, ligesom Reed Richards er futurist og derfor intuitivt kan fornemme hvad der er ved at ske, hvilket retfærdiggør at han er parat med en lov der skal imødegå at en superhelt en dag kommer til at bruge sine kræfter på en uansvarlig måde. Store ord, som lyder meget troværdige når nu historien og begivenhederne i Stamford er der til at retfærdiggøre dem, men selv virkelighedens futurister tager fejl af og til, som for eksempel IBM’s Thomas Watson der regnede med et verdensmarked for computere på omkring fem stykker, eller Microsoft grundlæggeren som mente at 640 Kb hukommelse ville være nok til enhver, og at Microsofts eget MSN netværk ville udkonkurrere internettet.

 

Overfor de to teknologisbegejstrede arkitekter bag The Superhuman Registration Act står manden som sjovt nok også ofte bliver slået i hartkorn med den amerikanske regering. Captain America er da også oprindeligt et ikon fra anden verdenskrig som skulle stå for patriotisme, men gennem årene er han også kommet til at stå for de amerikanske idealer som de skulle være, på et tidspunkt smed han endda uniformen i protest mod korruption i den regering han ellers skulle være forkæmper for. Steve Rogers er en mand fra en anden tid, og derfor er han også den rette at sætte op mod Stark og hans tilhængere. Han er ud af en tid hvor man så hvor galt det kunne gå når frihedsrettighederne blev solgt ud til totalitære regimer både på højre og venstre fløj, en stædig idealist som ikke lader sig spise af med en dygtig spindoktor. Eller er han politisk naiv og ude af trit med de nye farer som verden i det 21. århundrede byder på?

 

Ideen i Civil War er egentlig ikke ny, dele af den kan spores tilbage til Alan Moores klassiske historie Watchmen og The Superhuman Registration Act minder også til en vis grad om den Mutant Registration Act som optrådte i tidligere tiders X-Men, så uden at have læst hans reaktion endnu ved vi nok allerede nu hvor Wolverine befinder sig når linierne skal trækkes op. Forskellen er, at mens Mutant Registration Act i høj grad var et skrækscenarie som forfatterne kunne holde frem for hvor galt det kunne gå når frygt vandt over tolerance, så er The Superhuman Registration Act en langt mere konkret lovgivning der bliver vedtaget allerede ved begyndelsen af Civil War.

 

En anden begivenhed der har tilsvarende stor indflydelse på begivenhederne i Civil War udspiller sig også kort efter Kree-Skrull krigen, nemlig at Wanda Maximoff også kendt som Scarlet Witch opdager at hun nærer følelser for androiden Vision, og at han på uforklarlig vis også nærer denne menneskelige følelse. Over tid begynder Scarlet Witch sind at bryde sammen og vi får de dramatiske begivenheder i Avengers Dissasembled som leder frem til House of M der så sammen med begivenhederne i Decimation rydter scenen for mutanter så den omorganiserede Avengers kan træde frem i rampelyset som hovedaktørerne i Civil War. Hermed afspejler det meget godt hvilket skift der er sket hos Marvel gennem de sidste par år hvor man er gået fra at mutantene næsten dominerede alt hvad der skete til at det hotte team nu om dage er en af de mange varianter over Avengers. Det kunne virke som om at der er gået en lang rød tråd gennem Marvels univers fra de gamle numre af Avengers frem til i dag, men sandheden er snarere at man har haft et meget dygtigt team bag serien.

 

Folkene bag Civil War er først og fremmest forfatteren og hovedarkitekten Mark Millar, tegneren Steve McNiven og så redaktøren Tom Brevoort. At det netop blev Millar der skulle håndtere den Avengers-tunge historie i Civil War er nok ikke nogen tilfældighed. Det var Millar man hev frem da Avengers i sin tid skulle have en ansigtsløftning så de blev relevante for Marvels Ultimate univers. Millar nåede at stå for to runder af The Ultimates, som Avengers endte med at hedde i den verden, og selv om de sidste numre af hans anden runde havde forsinkelser i en grad man eller kun forbinder med Joss Whedon, så var begejstringen blandt læserne stor. The Ultimates inspirerede også to tegnefilm som er udsendt direkte på DVD men som er glimrende underholdning.

 

Mark MillarMillars Ultimates har klart en række politiske toner, og det kan ikke undre når man nu ved at skotten tidligere har arbejdet sammen med landsmanden Grant Morrison på 2000 A.D. og Swamp Thing, ligesom han senere afløste Warren Ellis på The Authority (hans arbejde på Vampirella sammen med Morrison er derimod ikke specielt politisk men viser også at der godt kan være andre interessante ting ved den kvindelige vampyrjæger end hende marginale påklædning). At Civil War også har klare politiske undertoner, såsom henvisninger til 9/11 og de efterfølgende indgreb i den personlige frihed som amerikanerne var udsat for blandt andet gennem The Patriot Act, benægter Millar heller ikke, men som han selv udtrykker det, så er det ikke fordi det er hans ærinde at inddrage politik, det er bare den måde det ender med at blive når han skriver.

 

Ligesom Millar har en opgave i at sikre sammenhæng i Civil War historierne, så skal Steve McNiven sikre at de syv hæfter i hovedhistorien ser ens ud. Hos konkurrenten DC valgte man at bruge forskellige tegnere til sidste års store begivenhed “52” men at lade Keith Giffen stå for at nedbryde alle manuskripter til layouts så man fik en ensartet måde at gøre tingene på, en process han selv senere beskrev som at blive langsomt hakket til døde af en flok ænder. Helt så galt var det ikke for Steve McNiven, der tidligere havde slået sit navn fast via det nu hedengangne CrossGen forlag og serien Meridian, som kortvarigt udkom på dansk som en del af titlen “Magic Fantasy”.

 

McNiven selv er et af den slags jordbundne mennesker der er meget tilbageholdende med selv at kommentere sit seneste spring fra lovende ungt talent til stjernestatus. Selv mener han at han først og fremmest var heldig med at Mark Millar ønskede at arbejde sammen med ham, emn det stikker dybere end det, at overbevise Millar er en ting, at være så god at Brian Michael Bendis giver slip på en på New Avengers fordi det er vigtigere at få den rette mand på pladsen er også en præstation. Og for at det ikke skulle være nok så valgte Tom Brevoort selv om det fjerde nummer af Civil War var forsinket ikke at sætte en anden tegner på opgaven. McNivens tidligere arbejder kan blandt andet ses i New Avengers trade paperback bogen “The Sentry” og i et enkelt nummer i “The Collective”.

 

Manden der binder det hele sammen er Tom Brevoort, som har arbejdet sig op fra bunden hos Marvel til idag at være redaktør for både New Avengers, Fantastic Four og Civil War. Man kan løbende følge med i hvad han tænker om stort og småt på hans blog hos Marvel på adressen, selv om jeg ikke altid er enig med ham, for eksempel omkring brugen af betegnelsen 616 for det “normale” Marvel Univers, så er det som regel interessant læsning at følge.

 

Dette var så meget info om Civil War vi kunne give i denne omgang uden at afsløre for meget af handlingen i de kommende numre af Spider-Man. Vi håber at kunne følge op efterhånden som historien udkommer.

 

 

Ny Captain America-serie af Steranko?

Boomfra Jim Sterankos Captain America
Jeg hoppede lidt op af stolen da jeg læste det her: :dance:

STERANKO: Today’s world needs heroes more than it ever has and none represents the spirit of America more than [Captain America]. After 9/11, I produced a movie-poster type print envisioning all the elements in Cap’s legend with all sales dollars going to a scholarship fund at the School of Visual Arts for the children of terrorist victims seeking an education in the areas provided there. I’ve also had excellent conversation with [Marvel editor-in-chief] Joe Quesada and [New Avengers writer] Brian Bendis about the possibility of generating a new Captain America series.

Jeg ved godt at “mulighed” ikke er det samme som “helt sikkert”, men damnit, hvor ville det være den bedste nyhed i lang tid. Jeg har meget varme minder om Jim Sterankos Captain America (og hans Nick Fury), og det ville være fantastisk hvis Bendis langt om længe fik overtalt Steranko til at vende tilbage til tegneseriens verden.

Tegneserielæsere: det ligegyldige segment

(advarsel: dette indlæg indeholder spoilere om handlingen i Captain America #25. Hvis du ikke har læst hvad der sker med Cap, så lad være med at fortsætte!)

Ron og Hermione dør i slutningen af den nye Harry Potter!

– der fik jeg din opmærksomhed, ikke sandt? Jeg har ingen viden om, hvorvidt det er sandt eller ej, men var jeg læser af Harry Potter, ville jeg være pænt sur over at læse en sådan overskrift i medierne inden jeg på nogen måde havde en chance for at læse historien.

Nu læser jeg så ikke Potter, men følger derimod ivrigt med i Ed Brubackers fremragende Captain America. I onsdags kunne jeg så læse overskrifter som “Captain America killed! Marvel comic book hero cut down by sniper“, “Captain America Killed Outside Courthouse” og “Shocking event for Captain America” (denne dog med spoiler-advarsel).

I dag følger bl.a. DR og Ekstra Bladet trop, og her er der ikke nogen spoileradvarsler eller lignende – det er “Superhelt Kaptajn Amerika er død” og “Nekrolog: Kaptajn Amerika er død“.

Jeg ved at Ed Brubacker er en fremragende forfatter, og betvivler ikke at historien er værd at læse på trods af at jeg kender overraskelsen, men HELT ÆRLIGT!! Jeg havde ikke behøvet at se det i de landsdækkende nyheder. Er det bare mig, eller hører det ikke med til almindelig god tone ikke at afsløre vigtige plotelementer omkring fiktive historier i pressen?

Men hvad pokker, jeg er bare tegneserielæser, et fuldstændigt ligegyldigt segment. Jeg bor sikkert i en hule under min mors hus, bader kun to gange om året, vejer 200 kg og har en latter der lyder som en tilfreds gris.
Hvem dælen bekymrer sig om hvad jeg mener om noget?

Hm, jeg tror jeg vil til at læse Harry Potter.