Write Now!

Best of Write Now!
Best of Write Now!

Bladet [[Write Now!]] fra det lille [[Two Morrows Publishing]] blev startet af [[Danny Fingeroth]] som modvægt til en allerede eksisterende udgivelse “[[Draw!]]” som primært henvendte sig til tegnere.

Nu er tegneserien jo per definition et medie der ikke kan eksistere uden illustrationer, men trods det er den også en egen undergenre indenfor det almindelige forfatterhåndværk, med sine egne regler og konventioner for hvad der virker og ikke virker.

Hvis man interesserer sig for denne del, og jeg må erkende at selv om jeg i min tid har haft mange yndlings-tegnere, så er det den gode historie og forfatterhåndværket der for alvor trækker mig ind i genren, så er Write Now! et blad man bør holde øje med.

Indtil videre har jeg mest haft lejlighed til at se Write Now! fra sin absolut bedste side, nemlig gennem “The Best of Write Now!” og så Write Now! #18 som er et “Special [[Stan Lee]] 85th birthday issue”. Sidstnævnte udkom i sommeren 2008, men med størrelsen af min stak af ting der skal læses er jeg lige nået frem til den i tide til den store mesters 86. fødselsdag.

Men det er ikke kun Stan Lee som kommer til orde, Best of udgaven viser at store navne som [[Brian Bendis]], [[Jeph Loeb]], [[Will Eisner]], [[J.M. Straczynski]], [[Mark Millar]], [[Steve McNiven]] med flere har nået at udtale sig om det svære job at skrive for tegneseriemediet.

Write Now! #18
Write Now! #18

Rådene til aspirerende forfattere er nyttige, men også nådesløse. Skriv, skriv hver dag, skriv om hvad som helst du bliver tilbudt, skriv i enhver genre. Her er ærlige ord fra mænd som er formet af den amerikanske industri og har nået den absolutte top, og det er klart at der kræves en kompromisløs dedikation til faget, blandet med evnen til at socialisere og en dosis held at bryde igennem der.

Men hvad enten man er en ung håbefuld skribent, eller som jeg bare en midaldrende nysgerrig der gerne vil kigge indenfor og se hvad der sker i hjernen hos de der når eliten indenfor deres område, så er Write Now! interessant læsning. Jeg ved ikke om forfatternes råd kan omsættes til den danske tegneserieverden, tempoet i udgivelser herhjemme virker knapt så hektisk som på det amerikanske marked. Men rådet om at skrive, skrive hele tiden og blive ved med at skrive er vist gangbart lige meget hvilket område man gerne vil arbejde indenfor.

Forlagets hjemmeside byder også på andre udgivelser fra forlaget, for eksempel Alter Ego, som har flere interessante artikler om klassiske serier og deres skabere, og Jack Kirby Collector.