Anders Brønserud: Otto Obscura

Anders brønseruds Otto-karakter er tidligere udkommet under meget stramme forhold: små kvadratiske bøger med fire billeder på hver side og med den cirkelrunde hovedperson som fokus for det sort/hvide univers. Dem har jeg tidligere omtalt her.

Med “Otto Obscura” har Brønserud taget springet til til et større format – på flere måder. Det er forlaget Politisk Revy, der står bag, og værket er opgraderet til stor, flot hardcover. Det er ærligt talt på tide, for Brønseruds grafiske streg fortjener det større udstillingsvindue, som “Otto Obscura” er.

Der er nogle få figurer, som går igen i Otto-serien: vor hovedperson, naturligvis, som verden synes opsat på at nedbryde; Døden, som også gerne er ude efter ham; den stakkels abe, som det aldrig rigtig lykkes Otto at hjælpe; og den sure mand, der kan optræde under en utal af forskellige former: som dyrepasser eller kritiker for at nævne et par eksempler. Og i denne omgang begynder pingvinerne at have deres indtog – med deres sort/hvide klædedragt er de næsten selvforskrevne til det. Her får de alle så lov til at begå sig i en række længere historier.

Det er lidt et sats fra Brønseruds side, for en del af charmen ved Otto har i mine øjne altid være de meget stramme rammer. De har udfordret tegneserieskaberen og tvunget ham til at finde kreative udveje, og det har helt klart været med til at løfte serien op på et højere plan.

Men fungerer det så?

For størstedelens skyld: Ja. For enkelte historier får man måske fornemmelsen af, at den bliver trukket en side for langt til lige dén pointe, men i langt de fleste tilfælde får Brønserud rum til at sprælle, hvor han tidligere blot har haft hårde vægge, og resultatet er smukt. Otto bevarer sin unikke blanding af poesi og brutalitet, af filosofi og falde på halen. Man fornemmer et øje for tegningernes muligheder, som gør Otto til en humorstribe, der ikke blot forlader sig på nogle replikker og en fad pointe, men formår både at underholde og fortælle historier.

Det er ikke kun de længere historier, der er blevet plads til her, men også små pudsige ensides-ting, såsom et farv-selv-billede. Det giver en god balance og er med til at gøre “Otto Obscura” til en tegneserie, der ikke får lov at stå død på hylden. Og man kunne håbe, at den fik selskab der, for selv om den var tænkt som sidste kapitel i eposset om Otto, indrømmer Brønserud i dette interview, at han er begyndt at lave nye skitser – jeg krydser fingre og kunne især godt tænke mig at se Otto i nye formater. Indtil videre vil jeg dog blot håbe, at dette format vil tiltrække nye læsere, for det er fortjent. “Otto Obscura” er en sort/hvid fest for øje og sind.

Anders Brønserud: Otto – verdens ensomste palindrom

Jeg stødte første gang på Anders Brønseruds navn, da jeg var knægt og kom i besiddelse af nogle selvpublicerede hæfter ved navn Lattergalen, der blandt andet gjorde nar af hjembyens lokale antikvar. Jeg husker ærligt talt ikke meget af disse hæfter, men vil dog gerne tro, at der var et eller andet, som skinnede igennem; for da jeg første gang mødte Brønserud, cirka 20 år efter i forbifarten og mylderet på Bogforum, stod hans navn blandt andet på tegningerne af Otto, verdens ensomste palindrom og i mine øjne en af de bedste danske humorstrips i tiden.

Otto er måske ikke grel og højtråbende, som succes i tiden åbenbart kræver det (Ingemann og Wulffmorgenthaler, det er jer, jeg kigger på), men til gengæld spiller den på flere strenge og giver dem baghjul rent visuelt. Humoren er underspillet, grafisk, bogstavelig og lusket, men den gør ikke et stort nummer ud af sig selv.

Et par eksempler, som jeg på groveste vis har stjålet fra Freecomics:

Jeg besluttede mig for en genlæsning af Otto-bøgerne, da jeg hørte, at et nyt og større værk var på vej – det bliver det sjette bind, hvor vor sørgelige, runde helt begår sig (og viste sig rent faktisk at udkomme i dag, på Politisk Revy). Der kommer en anmeldelse senere, men indtil videre en introduktion til det hidtil udgivne:

Dit er riget / Thine is the Kingdom – lader til at være en prøveudgivelse fra 2004. 12 sider med hver tre striber, hvoraf en del går igen i Otto – Memento Mori – det første “rigtige” Otto-hæfte, også fra 2004, der lægger standarden for de følgende hæfter. Udstyret er firkantet, og der er fire billeder på hver side. Især er det interessant at se i disse to første hæfter, hvorledes Otto synes at være udsprunget helt færdig. Selvfølgelig kan man i senere hæfter se, hvordan Brønserud udvikler sig, men Otto er poleret (og rund) fra første færd – der er ikke den vaklen, man så ofte finder i sit første møde med en ny figur (og på sin vis en tegner, selv om Brønserud jo så har tegnet i en del år før dette).

Med lidt mellemrum fulgte så Otto in absintia (2006), Otto jacta est (2008) og Otto Nonchalangelo (2010) i samme udstyr og med masser af drejninger på figuren. Samtidig optrådte Otto i Freecomics, hvor den sørgede for en vedvarende kvalitet i et blad, der ærligt talt kunne have store udsving. Indimellem lavede Brønserud også Cosmo, der ligeledes optrådte i Freecomics og fik sit eget album (men ærligt talt aldrig faldt i min smag). For den kritiske forbruger (og tegneserielæser) har det den betydning, at man kan finde en god del Otto-striber i Freecomics arkiver.

Men hvem er så Otto? Eller måske rettere hvad? For Otto er en figur, der er svær at anbringe i en firkantet kasse. Hvor de fleste humorstriber med en fast figur gerne satser på de samme letgenkendelige karaktertræk igen og igen til punchlines, er den røde tråde i Otto-striberne snarere en personlighed. Otto skifter skikkelse og størrelse, alt efter hvad striben kræver (fra lillebitte til planet med egen satellit), men igennem det hele er der en personlighed, som skinner igennem. En blanding af barnagtigt blåøjet tilgang til verden, gammelmandsagtig irritation over virkeligheden og den tunge fornemmelse af, at alting rotter sig sammen mod Otto. Han kan være Dracula eller bedsteborger, løvetæmmer eller skattejæger, lalleglad eller ædende ond, men det er stadig Otto. Evnen til at fastholde en person i så forskellige situationen er en stor del af seriens kvalitet.

Et andet tydeligt fortrin er det grafiske – Brønserud holder sig til den rene streg, som det sig vel hør og bør for en humorstribe. Men det gør ikke Otto tandløs, for der eksperimenteres konstant med formatet, og mange af pointerne er rent grafiske – som når Ottos profil opstår af dampen fra en nybagt tærte, rækker ud efter den og får et slag over fingrene med en grydeske. Den er ikke alene godt udtænkt, den kunne sikkert også sætte en filosofisk indstillet person i selvsving.

Og så skiftes der form, så serien ikke forfalder til den samme skabelon – nogle striber er ganske gængse og fører os til en pointe i en klassisk historie i fire billeder, andre spiller på ordspil, andre igen på overraskende drejninger af billederne og så videre. Det holder serien frisk, selv når man (som jeg netop har gjort) læser den igennem fem albums. Ærligt talt, det har et nummer af Basserne svært ved at opretholde gennem et enkelt hæfte.

Otto er stilig, intelligent underholdning, som endda til tider formår at være krævende i sine fire billeder. Jeg undrer mig til stadighed over, at den ikke har nået større berømmelse, men håber, at Otto Obscura måske vil skabe lidt mere røre om Otto og bringe ham længere ud i lyset (også selv om han er sjovest, når der er megen mørke i striberne).

Som en bonus har jeg fået fat i en stribe fra Otto Obscura, hvor Brønserud bryder med sit tidligere format:

Strid af Strid: magien leve!

Forsiden til StridDer er et sted, hvor tanke og hjerte mødes og sammen med fantasien er altings ophav – og hvor ingen regler er mere absolutte end de kan fraviges. Skabelse i den reneste form har sin rod dér, og når vi længes mod det på en gang ukendte og nære, er det dette sted vi længes efter. Det ér et sted, som altid har været tyndt befolket, men heldigvis har de få, som rejser dertil for vane at afrapportere til de, der blev tilbage i det, der har fået navnet virkeligheden.

Jeg har netop modtaget en sådan rapport, og det er godt af flere grunde – nogle burde være indlysende, men blandt andet også fordi en af de få, men store fortrydelser jeg har omkring sidens fortid er, at jeg ikke fik anmeldt Jakob Martin Strids Decimal 0.4 dengang den udkom.

Det er pinligt, næsten skammeligt at jeg ikke fik skrevet noget som helst om et af mine absolutte yndlingsværker, og klart den danske tegneserie jeg har læst flest gange – ja, flere gange end Rejsen til Saturn.

Det var med andre ord helt fantastisk at finde ud af, at Strid ikke kun har begået et nyt album – det er endda en opfølgning til Decimal 0.4 …
… det vil sige, opfølgning og opfølgning  – videreudvikling er måske et bedre ord, for naturligvis gentager en kunstner af Strids kaliber sig ikke. I lighed med Decimal 0.4 følger vi Strid-figuren igennem en række situationer, ofte involverende fantastiske maskiner og vidunderligere scenarier – denne gang i selskab med den kat han slog følgeskab med i decimal 0.4. I modsætning til det tidligere værk, er Strid stort set uden ord, hvilket snarere understøtter end ødelægger bogens ånd.

Denne gang er der heller ikke en fortløbende handling som sidst, men snarere en række scener af kortere eller længere varighed. Det kan være noget a la:

Strid samler sportsvogn, kører tur med kat, stopper ved en flok næsehorn og sparker et bagi, hvorefter han kører videre. Slut.

Et tog i dagligstuen i den nye Strid.

De enkelte scener er sjove, rørende og fyldt af en karakteristisk skabende nysgerrighed, som har ligget og ulmet i større eller mindre grad, men som her folder sig helt ud og cementerer Strids plads på den danske tegneseriescene. Det er poetisk uden at være højtragende, nyskabende uden at være anstrengt og en fantastisk tour de force fra en original skaber på det foreløbige højdepunkt i sin karriere.

Strid forstår at tegne detaljeret med en ubesværethed, som får det til at se simpelt ud – indtil man dykker ned i tegningerne og ser, at ikke kun formår han at gemme ting i detaljerne, som man først ser måske anden eller tredie gang man læser bogen; nej, han formår at skabe noget helt unikt, nemlig sit eget univers. Endda et univers som virker utroligt veldefineret og – for en som mig – utroligt logisk. Ja, man kan tromme et fly op af det papir, man har tegnet det på. Ja,  man kan lave ilt i sin egen lille biotop og flyve rundt og give det til de trængende dyr i en verden der er lige dele Little Nemo og Moebius’ Arzach (minus skræmmende tentakler).

Jeg har en masse ord endnu omkring dette fantastiske værk, men i stedet for at tale det sønder og sammen, vil jeg bare opfordre dig til snarest muligt at få fingre i det – så kan vi snakke om det her når du er færdig med at læse det, okay? Okay.

Strid er uhæmmet, ren skaberkraft, og der findes ingen som ham, hverken nationalt eller internationalt. Hans nyeste værk er en hyldest til fritænkning og kreativitet samtidig med at det er et bevis på at det originale, personlige udtryk altid vil sejre over metervaren og vanetænkningen. Strid – både manden og bogen – er en gave til os, som vi bør tage pænt imod og håbe vi har glæde af mange år endnu. Tak.

Fakta om serien:

Jakob Martin Strid: Strid. Gyldendal, 2009. 160 sider i farve, ISBN 9788702078275.

Lidt om pressemeddelelser

virtual-laser-keyboardKære forlag

Jeg har ikke skrevet længe, men nu er det vist tiden igen. Denne gang vil jeg gerne lige snakke med jer om at markedsføre jeres tegneserier. Oprindeligt ville jeg snakke lidt om at markedsføre tegneserier i det 21. århundrede, men det er jeg gået væk fra. I får se hvorfor.

Det må være i jeres interesse at få spredt budskabet om jeres fremragende (ok, den tager vi en anden gang) udgivelser, ikke sandt? Hvis det er tilfældet, hvordan følgende praksis skal anspore mig til noget som helst andet end at blive irriteret:

  • jeg modtager 98% af alle danske pressemeddelelser som et stykke papir, der er svøbt omkring en tegneserie jeg modtager i posten. Hvis jeg skal bruge noget fra pressemeddelelsen, skal jeg med andre ord til at skrive det af fra papiret. Gæt selv hvor ofte det sker.
    Halvdelen af pressemeddelelserne findes dog på nettet i en eller anden form, men de er ikke altid tilgængelige fra forlagets hjemmeside via normal navigation. Google er mit bedste hjælpemiddel, ikke jer og jeres hjemmesider.
  • tegneserier er et udpræget visuelt medie. Hvorfor modtager jeg så (stort set) aldrig noget billedmateriale som jeg kan bruge i vores anmeldelser? Hvorfor skal jeg enten igennem Google Images (legal gråzone mht. rettigheder) eller selv scanne noget ind (også legal gråzone)?
    Ja, nogen af jer har et lille gnidret 100 x 75 pixel forsidebillede på jeres hjemmesider. Det kan være ligemeget, venner.

Og så er jeg slet ikke kommet ind på hvor lang tid der kan gå inden der bliver besvaret mails (hvis overhovedet).

Jeg ved godt at der her er tale om årelange traditioner, men sådan har man altid gjort holder altså ikke. Ligeledes er jeg også klar over at et website som mit ikke nødvendigvis har den samme prioritet som at komme på forsiden af Politikens kulturtillæg, men dels er det ingen undskyldning, og dels har jeg en fornemmelse af at de store aviser heller ikke får tilbudt væsentligt mere end mig.

Det er ikke kun ynk det hele – jeg har modtaget mediekits og links til ftp-servere, ligesom der er forlag, som godt kan finde ud af at lægge et par smagsprøver på deres hjemmeside – det hører bare til undtagelserne.

Min ønskeliste kunne se nogenlunde sådan ud:

  • hav en pressesektion på jeres hjemmeside – om det skal være med eller uden login, styrer jeres eget temperament.
  • I denne sektion kan man finde pressemeddelelser om jeres udgivelser
  • Man kan også finde billeder af forsiden samt 3-4 andre illustrationer som man frit kan vælge imellem og som man har ret til at bruge – og i en fornuftig kvalitet, for pokker. Alt under 400 pixels er ikke specielt brugbart for mig, og omkring 1000 pixels begynder det at rykke. Og lad nu være med at gemme i reduceret kvalitet, så vi får udtværede områder – hvis der skal redigeres i størrelsen, vil jeg gerne gøre det selv. Hint: de attråede trykte medier vil også gerne have illustrationer i elektronisk format og i ordentlig kvalitet.

Og nu startede jeg så med at skrive “det 21. århundrede” og nævner forsigtigt YouTube, Twitter, Facebook … men I skal bruge jeres nuværende websites ordentligt før vi går videre til næste lektion. Når I er klar, skal jeg nok være der.

Det var vist det hele for denne gang.

Med venlig hilsen,

Ulf.

Bag om Batman

batman-biografi Batman. Masken og manden – en biografi er udgivet i anledning af 70-års jubilæet for Batmanfigurens opståen og første optræden i Detective Comics no. 27, udgivet i maj 1939. Formålet med bogen er dels at give en kort tegneseriehistorisk gennemgang af Batmanfigurens opståen og udvikling (i første del) og dels at tegne en form for psykologisk portræt af Batman igennem læsninger af udvalgte Batmanværker (i anden del).

I bogens indledning fortæller forfatteren, Søren Hemmingsen, at han til den tegneseriehistoriske gennemgang fået hjælp af (Marvel) Morten Søndergaard (der også er krediteret som medforfatter til bogen), mens han selv har udarbejdet det psykologiske portræt i anden del. Efter bogens udgivelse har Morten Søndergaard dog erklæret, at teksten til bogens første del uden hans vidende er blevet så kraftigt omskrevet og omredigeret, at han ikke kan genkende sit eget bidrag, og derfor ikke kan stå inde for teksten (se f.eks. denne artikel på DR’s hjemmeside).

Uden at vide hvordan Mortens oprindelige tekst har set ud er det selvsagt svært at vurdere, i hvilket omfang den trykte tekst er blevet omskrevet. For en umiddelbar betragtning forekommer den historiske gennemgang af Batmanfigurens og Batmanseriens udvikling dog solid, men noget kortfattet og en smule rodet. Udover Batmans egen udviklingshistorie præsenteres vi, som nødvendige baggrund for denne historie, også for historien om Supermans opståen, samt nogle overordnede bemærkninger om superheltegenrens udvikling. Alt i alt får man således næsten hele den amerikanske superheltetraditions historie opsummeret på 50 (meget korte) sider. Det giver selvsagt ikke megen tid til at fordybe sig i detaljer, og man kan undertiden blive helt forpustet af at skulle holde trit med forfatterne, når de haster op igennem årtierne. Og når der samtidig krydsklippes mellem på den ene side Batmanfigurens udvikling og på den anden side hele superheltegenrens udvikling, er det ofte nødvendigt at holde tungen lige i munden for at holde styr på teksten, hvilket ikke just fremmer den pædagogiske formidling. Folk der kender en smule til Batmans (og de øvrige superheltes) udvikling vil næppe lære meget nyt, men gennemgangen kan muligvis tjene til at introducere interesserede til den amerikanske tegneserieverdens vildvoksende og fascinerende baggrundshistorie – med det forbehold, at teksten som sagt undertiden går meget hurtigt frem.

Bogens anden del rummer seks kapitler, som med baggrund i kendte og mindre kendte Batmanhistorier søger at kortlægge en række væsentligt træk ved og sider af Batmanfiguren. Første kapitel diskuterer forholdet mellem og forskellene på Batman og Superman. Andet kapitel undersøger Batmans evne til at knytte venskab med andre. I tredje kapitel er emnet Batman og kærligheden. Fjerde kapitel omhandler Batmans (manglende?) forhold til Gud og det religiøse. Femte kapitel gennemgår Batmans forhold til sine fjender. Ikke overraskende lægges der her særlig vægt på forholdet til Jokeren, og på de måder hvorpå Jokerens vanvid kan ses som et slags perverteret spejlbillede af Batmans egen sindstilstand. Denne diskussion fortsættes i bogens korte afsluttende kapitel, ”Batman på briksen”, som eksplicit tager spørgsmålet om Batmans mentale ligevægt op.

Det psykologiske portræt af Batman der tegnes her er på mange måder mere interessant end den historiske gennemgang i første del, der jo (alt andet lige) må siges at være forholdsvis velkendt stof. Dels er det de essentielle aspekter af Batmanfiguren, som diskuteres; dels giver Hemmingsen sig forholdsvis god tid til at udfolde sit syn på Batman-figuren, og dels er det spændende at se en fortolkning af denne figur, som næsten udelukkende baserer sig på værkerne (herunder de to sidste film), i stedet for primært at bygge på ”ydre” kulturelle og sociale faktorer. Hemmingsen har tydeligvis haft Batman helt inde under huden, og hans fremstilling af figuren er båret af et dybt personligt engagement og interesse, hvilket klart kommer til udtryk i Hemmingsens forord, som det nok er værd at citere et længere uddrag fra.

Frem for at producere en tør og pedantisk afhandling har jeg bestræbt mig på at skildre superhelten som både en arketype og et menneske af kød og blod. Der kan rejses kritik for manglende akademisk stringens: der er adskillelige karakterer, som ikke bliver beskrevet, ligesom superhelten ikke bliver sat på plads i et større kulturkritisk og teoretisk skema. Fans af DC Comics’ vidt forgrenede og komplekse univers vil kunne pege på syndige undladelser og stribevis af inkonsekvenser. Men det ermin Batman, som læseren møder på disse sider. Vred, rationel og gudsfornægtende på samme tid afbilder Batman den vestlige civilisations ansigt på et niveau, hvor læsernes, forfatternes og illustratorernes bud er lige gyldige. 
(s. 8-9).

Det er tydeligvis en forfatter, der brænder for sit emne, som taler her, og det kan man mærke både på teksten og i fortolkningerne. Man kan være uenig i hans syn på Batman og i hans tilgang til og fortolkning af konkrete værker, men det er umuligt ikke at være imponeret over den alvor og et engagement, han er gået til opgaven med.

Et par kritiske bemærkninger om bogen er dog på sin plads. For det første kunne teksten godt have brugt en ekstra gang korrekturlæsning. Der er således flere steder i teksten, hvor der enten mangler tegn, eller hvor der er et par ekstra mellemrum mellem ordene (se f.eks. s. 23 og s. 133). Og så er overskriften på kapitel 4 ikke den samme i hhv. indholdsfortegnelse og brødtekst. Det er dumme fejl, som kunne have været undgået. For det andet kunne man have ønsket sig at forfatteren og forlaget havde lagt en konsekvent linje for brugen af amerikanske termer. Hvorfor oversættes ”the Golden Age” og ”the Silver Age” til hhv. ”Guldalderen” og ”Sølvalderen”, mens ”the Modern Age” ikke oversættes? Og hvorfor omtales visse superhelte og superheltegrupper med deres danske navn (Grønne Lygte; Lynet; De Fantastiske Fire), mens andre udelukkende omtales med deres oprindelige amerikanske navn (The Martian Manhunter; Spider-Man; Justice League)?

Man kan også rejse en mere overordnet kritik af bogen. Uden at ville beskylde bogen eller forfatteren for ”manglende akademisk stringens”, så forekommer det mig således dybt besynderligt, at man ikke har forsynet Batman. Masken og manden med en bibliografi. Især til første dels historiske gennemgang, hvor der angives en del årstal, henvises til en lang række forfattere, tegnere og redaktører, samt diskuteres en del kontroversielle emner (ikke mindst spørgsmålet om Bill Fingers bidrag til Batmanfigurens skabelse) kunne det have været rart med oplysninger om, hvilke kilder der er brugt, og hvilken litteratur der er blevet anvendt. Og fordi den historiske gennemgang er så kompakt og kortfattet ville det have været rart med et par henvisninger til, hvor man kan få mere at vide om Batmans og superheltegenrens udvikling. (For de som måtte være interesserede kan jeg anbefale Gerard Jones’ glimrende Men of Tomorrow Geeks, Gangsters, and the Birth of the Comic Book (Basic Books, 2004) og Bradford Wrights ligeledes glimrende Comic Book Nation: The Transformation of Youth Culture in America (The Johns Hopkins University Press, 2003).

Dette problem er ikke helt så udtalt i bogens anden del, der jo mestendels bygger på Hemmingsens læsninger af konkrete Batman-serier, og derfor ikke synes at have behov for at henvise til andre værker end netop disse udgivelser. Omvendt så betyder Hemmingsens tilgang, at hans læsning har en tendens til at lukke sig om sig selv. Som en følge af hans konsekvente forsøg på at forstå Batman på Batmans (og Batmanuniversets) egne præmisser, og deraf følgende afvisning af at sætte figuren i forbindelse med det omgivende samfund isoleres Batmanfiguren fra det omgivende samfunds sociale og kulturelle strømninger. Og dermed bliver det svært at se, på hvilken måde Batman (med Hemmingsens egne ord) kan siges at afbilde ”den vestlige civilisations ansigt”. Hemmingsens portræt af Batman ville i mine øjne have været mere relevant vundet betydeligt, hvis han, ved siden af sine egne værklæsninger, også havde inddraget de sociale og kulturelle baggrundsfaktorer, der har været med til at forme figuren. En helt afgørende mangel ved bogen er således, at den på intet tidspunkt henviser til eller gør brug af den formodentlig bedste bog, der endnu er skrevet om Batman, nemlig Will Brookers fantastiske Batman Unmasked. Analyzing a Cultural Icon (Continuum, 2001), der ud over en kronologisk gennemgang af Batmanfigurens udvikling også diskuterer de utallige kulturelle betydningslag, som figuren rummer (og bl.a. fik mig til at forstå relevansen og betydningen af den homoseksuelle fortolkning af Batman). Blandt andre relevante værker som kunne være blevet inddraget kan nævnes Roberta Pearsons og William Uricchios antologi: The Many Lives of The Batman. Critical Approaches to a Superhero and His Media (Routledge 1991) og Batman Unauthorized (redigeret af Denny O’Neill(!!), Benbella Books, 2008).

Det mest grundlæggende problem med Batman. Masken og Manden er måske, at det er uklart, hvem bogens målgruppe er. Bogens to dele taler således til to forskellige grupper. Første del tydeligvis rettet mod mennesker, som ikke har noget større kendskab til Batman eller til superheltegenren, og som derfor måske har brug for et kort historisk oprids af figurens udvikling. Bogens anden del synes derimod i høj grad at tale til fans, som allerede har et forhold til og en mening om Batmanfiguren og som må formodes at kende til de tekster og værker der diskuteres. Man kan derfor spørge sig selv, om den første slags læsere vil have lyst til at kaste sig ud i en (forholdsvis tekstnær) psykologiske fortolkning af Batman, og om den anden slags læsere gider læse endnu en (ikke specielt nyskabende eller dybtgående) historisk gennemgang af Batmans udvikling.

På trods af disse vanskeligheder og problemer skal forlaget og forfatteren dog roses for at have tage Batmanfiguren og superheltegenren alvorligt og for at have gjort et modigt, men ikke fuldstændig vellykket, forsøg på at formidle deres interesse for dette emne.

Og så er bogens forside for resten både stemningsfyldt og flot.

Fakta om bogen:

Vurdering: Bogens første del kan anbefales for nybegyndere udi superheltegenren. Bogens anden del bør læses af alle danske Batmanfans – om ikke andet så for at finde ud af, hvorvidt og hvorfor man er uenig med Hemmingsens fortolkning af Batman.

Titel: Batman. Masken og manden – en biografi. 160 sider 
Forfattere: Søren Hemmingsen og Morten Søndergaard 
Forlag: Forlaget Bindslev

Pris: kr. 169

Kom Hjem

Forsiden til Thomas Thorhauges Kom Hjem

Lad mig starte med det åbenlyse, så det er af vejen: det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg kender Thomas Thorhauge – vi arbejder begge to i Dansk Tegneserieråd, og jeg har været tekniske gris på hans nye hjemmeside, sacre-bleu.dk. Jeg er nok ikke så objektiv som jeg kunne være.

Hovedpersonen i Kom HjemMed det sagt, så var jeg noget skeptisk da jeg første gang hørte ham fortælle om Kom Hjem: “Det er en graphic novel om en enlig mor, som tager til Frankrig for at finde sig selv” (ok, jeg kan ikke huske den præcise formulering, men det var derhenad).

Enlig … mor? Arh, hvad?

Jeg får straks indre billeder af de socialrealistiske bøger om fraskilte fabriksarbejdere, som mine dansklærere fra folkeskolen tærskede os igennem uden nogen fornuftig grund.

ADW, aldrig mere!

Heldigvis er Kom Hjem en helt, helt anden størrelse. Handlingen vil jeg ikke komme så meget ind på – ja, hovedpersonen Thea er enlig mor, som flytter i kollektiv i Frankrig for at komme videre med sit liv.
En del af persongalleriet i Kom HjemKollektivet er fuldt af farverige personer, som alle i en eller anden forstand arbejder for en (politisk) revolution. Hvad der videre sker, må man læse sig til i en anden af de sikkert utallige anmeldelser, som dukker op i den nærmeste tid – eller bedre: købe bogen, først som sidst. 

Fra start til slut er det tydeligt, at vi har fat i et umanerligt gennemarbejdet værk, som både i streg og fortælleteknik viser at Thomas er i front for sin generation af serieskabere i Danmark – han opererer med nogle forholdsvis komplekse sideopbygninger, hvor der indgår mange parallelle forløb på en gang, men han får altid gjort det på en så legende let måde, at man aldrig er i tvivl om hvad der sker.

Kom Hjem er tegnet i en stil, som måske et eller andet sted har afsæt i ligne claire med en gang funny animal ind over, men som også tilsat en heftig gang Chris Ware og Scott McCloud. Stilen viser at tiden er 2009 – sidelayouts er som nævnt til tider rimeligt komplicerede (men stadig overskuelige) og selv om der er mange sekvenser, som bruger mediet til det yderste, føler man aldrig at det er anstrengt.

Side 1 af Thomas Thorhauges Kom HjemFaktisk vi jeg fremhæve værkets flow som en af dens væsentlige, positive egenskaber -til trods for passager med rimeligt høj koncentration af tekst og tanker, er der ikke noget der føles som en teksttung hurdle, som man lige skal tage en indånding inden man går i gang med.

Tværtimod bærer flowet læseoplevelsen, således at man rider på bølgen af personbeskrivelser, eftertænksomhed og handling indtil den rent ud sagt fremragende slutning, som er en af de stærkeste slutninger jeg har læst i nyere tid; poetisk, åben og gribende. I mine øjne måtte Thomas gerne slippe denne poetiske del lidt mere fri, for det griber en om sjælen og hjertet, som rigtig god literatur kan og skal – og får andre dele til at virke som om han har tænkt lidt for meget over det hele. Dette er den største svaghed jeg kan se ved Kom Hjem: det virker lejlighedsvis lidt for fortænkt og lidt for lidt følt, men det er heldigvis undtagelsen snarere end reglen.

Kom Hjem er årets uundgåelige, og et klart pejlemærke i dansk tegneserieproduktion – her er et værk som ikke er godt af en dansk tegneserie at være, men bare godt – og hvor er dét i grunden befriende. 

Fakta om værket

Kom Hjem. 200 sider i farve, 2009.

Skrevet og tegnet af Thomas Thorhauge
Udgiver: Rosinante 

Kom Hjem er den første tegneserieudgivelse fra Rosinante, og de ser ud til at mene det alvorligt – ikke kun er værket af høj kvalitet, den fysiske bog er også lækker: flot tryk, lækker papirkvalitet og så det her flexcover, som er bøjeligt og holdbart og ooohhh, shiny. Jeg ser frem til næste udgivelse fra forlaget, Gemma Bovery af Posy Simmonds.

Dansk tegneserieantologi udkommer i USA

Cover til amerikansk antologi med danske tegneserieskabere

Danske tegneserieskabere gør første tiltag til at erobre verden – følgende er sakset fra Aben Malers nyhedsbrev:

det førende amerikanske tegneserieforlag Fantagraphics udgiver til sommer en antologi med danske tegneserier. Den udkommer naturligvis også herhjemme – på Aben maler.
From Wonderland with Love, Danish Comics in the Third Millenium er en samling af nogle af de bedste kortere tegneserier fra det sidste årti. 176 sider, 17 bidrag, 100% overflødighedshorn.
Antologien har snigpremiere på tegneseriefestivalen MoCCA Art Festival i New York i juni, mens danske læsere må vente til august med at se den.

Det bliver naturligvis spændende at se hvad antologien indeholder og ikke mindst hvordan den bliver taget imod – der er mange spændende danske talenter nu, og der er tidligere blevet “eksporteret” danske serieskabere til udlandet, så hvem ved… ?
Under alle omstændigheder er det et vigtigt træk i forhold til at få præsenteret udlandet for danske serieskabere.

I nyhedsbrevet bliver også nævnt at der er flere af de lækre 676’ere på vej, så det kan vi også glæde os til.

Tegneserien får officielt råd

Dansk Tegneserieråds foreløbige hjemmeside

Så sker der spændende ting og sager – det er med stor glæde at jeg kan bringe følgende pressemeddelelse:

Aldrig tidligere har der på verdensplan været skabt og udgivet så mange spændende, vidtfavnende, vitale og iøjnefaldende tegneserier som nu.
Tegneserien oplever en veritabel guldalder. Alligevel står tegneserien svagt i Danmark blandt kritikere, boghandlere, tegneserieskabere, forlag, læsere og myndigheder, og hvad der engang var et massemedie er nu en marginaliseret kunstart. Derfor har en gruppe af danskere, som beskæftiger sig med tegneserier, besluttet at stifte et nationalt råd, der kan højne opmærksomheden på mediet, som fx Det Danske Akademi gør det for litteraturen, eller Seriefrämjandet gør det for tegneserier i Sverige.

Dansk Tegneserieråd stiftes 26. marts 2009

Dansk Tegneserieråd vil arbejde for:

  • At højne både den almene og den specialiserede viden om tegneserier, og således styrke både formidling af og forskning i tegneserier
  • At bidrage konstruktivt til skabelsen af, vilkårene for og alsidigheden af danske tegneserier og danske tegneserieudgivelser, samt tilgængeligheden af udenlandske tegneserier i Danmark gennem bl.a. publikationer og udstillinger
  • At skabe kontakt mellem og fungere som fælles forum for alle med privat såvel som professionel interesse i tegneserier
  • At samarbejde både nationalt og internationalt med organisationer og institutioner, der beskæftiger sig med tegneserier og relaterede medier/kunstformer

Vi ønsker bl.a. at fokusere på fraværet af en egentlig tegneserieskaber-uddannelse og det forhold, at landets eneste tegneseriemuseum er henvist til 20 m2 en måned om året. Vi ønsker at diskutere, hvorfor danske boghandlere
ikke som fx franske, amerikanske og japanske boghandlere har et repræsentativt udvalg af aktuelle tegneserieudgivelser. Og vi ønsker at undersøge, om de forskellige mediers holdning til tegneseriestof er præget af antikverede forestillinger.

Stiftende generalforsamling i Dansk Tegneserieråd finder sted
torsdag 26. marts 2009 kl. 19.00 i
Den Gule Villa, Dirch Passer Allé 2, 2000 Frederiksberg
[se på kort]
Alle er velkomne

Yderligere information:

www.dansktegneserieraad.dk
Matthias Wivel • +44 07717 214 390 • metabunkeren@gmail.com
Carsten Søndergaard • 46 18 54 44 • csforlag@centrum.dk
Ulf Reese Næsborg • 60 89 86 66 • ulf@tegneseriesiden.dk

Læs pressemeddelelse samt invitation til den stiftende generalforsamling [PDF].

Det er frugten af lang tids arbejde og mange spændende diskussioner, der her er ved at være plukkeklar, så kom og vær med til at skrive tegneseriehistorie!

Og som det ses, er jeg en del af initiativgruppen, så man er naturligvis meget velkommen til at stille opklarende spørgsmål her.

Tilføjelse: nu skriver bl.a. Politiken og Berlingske om initiativet.

Under overfladen: Svøm! af Henrik Rehr

Forside til Svøm af Henrik HehrJeg er for første gang i tegneseriesidens historie i tvivl om hvad jeg skal mene – og dermed skrive – om en tegneserie. Det er naturligvis alt sammen [[Henrik Rehr]]s skyld – ham og hans nyeste udgivelse [[Svøm!]].

Grundpræmisen er simpel, nærmest banal: en skikkelse iklædt svømmebriller og tætsiddende dragt svømmer igennem en række surreelle scenarier, alt imens der bliver klippet en række barndomsminder ind. Til sidst når hovedpersonen frem til en ø, hvor han giver svømmebrillerne videre til en dreng, der fortsætter rejsen i en blæksprutte-ballon.

Så simpelt kan handlingen refereres, men er på ingen måde retfærdigt overfor tegneserien at gøre det – en stor del af det, der driver mig igennem er den fremragende billedside, der byder på mange unikke scenarier. Ja, jeg skrev blæksprutteballon tidligere som om det er den naturligste ting i verden, og denne naturlige ubesværethed går igen flere steder og er for mig bogens største aktiv. Disse passager ville egentlig være nok for mig, og dette medfører at jeg bliver en blanding af irriteret på og ligegyldig overfor flashback-sekvenserne. Omvendt har jeg også svært ved at træde fra Odense i 1970’erne (formoder jeg?) og direkte ned i et hav fyldt med skæggede, langnæsede mænd.

Opslag fra Henrik Rehrs Svøm!Det handler om rejsen igennem livet, om at komme igennem det store ukendte indre hav og om at næste generations rejse ikke er den samme som ens egen.

Mit store problem med Svøm! er, at den i mine øjne sætter sig imellem to stole: jeg kan ikke få de surrelle svømmepassager til at passe sammen med de realistiske flashbacksekvenser – springet er for stort til at jeg kan beholde min suspension of disbelief.Jeg havde i virkeligheden hellere set to serier, men jeg har også samtidig en fornemmelse af ikke rigtigt at tilhøre målgruppen…
Der er også et par tåkrummende banale sekvenser undervejs – her tænker jeg især på klippe-navlestreng-over-scenen – men de styrer ikke bogen, ligesom de ikke trækker væsentligt ned i helhedsindtrykket.

Det der gør, at jeg hæver hammeren, men aldrig lader den falde over Svøm! er dels at den er virkeligt godt tegnet og dels at de to fortællestile alligevel hænger sammen i sidste ende. Er den så værd at læse? Ja, for den prøver noget nyt og – måske meget vigtigere – den er ærlig i sit forsøg. Jeg er heller ikke færdig med den – jeg tager den ned fra hylden om et par måneder, og så kan det være at min svømmestil passer bedre sammen med Rehrs.

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales (hvis man hører til målgruppen)

Svøm! (2008). 80 sider
Tegner og forfatter: Henrik Rehr
Forlag: [[Forlaget Fahrenheit|Fahrenheit]]

Fed action på dansk – Blodets Konkubine af Palle Schmidt

Cover til Blodets KonkubineTo lejemordere får fingre i en mystisk kuffert, der viser sig at indeholde det sagnomspundne natkotikum, Blodets Konkubine. Der er dog mange, der vil have fat i kufferten – heriblandt gangsteren LaTour og en gruppe skumle rasta-fyre … for slet ikke at tale om politiet, der ikke er begejstrede for ideen om en masse kriminelle, der sønderskyder deres by.

Og der er virkeligt tale om sønderskydning af … ja, stort set alt, der kan sønderskydes. Som Peter Snejbjerg bemærker i sit forord, er det usædvanligt at en dansk tegneserie har et body count på syv mennesker inden side ti, og det stiger igennem historien, hvor det hører til sjældenhederne at personerne har mindre end to pistoler.

[[Blodets konkubine]] er det tredie album fra [[Palle Schmidt]]s hånd – de første to var De lange næsers nat fra 1999 og [[Skyggen af bevis]] fra 2005, men Blodets Konkubine er markant anderledes. Vi har inspiration dels fra klassiske franske krimier, dels fra hårdkogte amerikanske serier som [[Sin City]], med en streg som er europæisk i sin feel, men amerikansk i sin dynamik. Giver det mening? Det gør det når man læser Konkubinen, som griber fat i en fra starten – man skal være parat til at læse til ende, når man tager fat i dette veldrejede album.

Skydescene fra Der er da kritikpunkter: personskildringerne lægger sig så tæt op af genrens klicheer, som de på nogen måde kan uden at jeg decideret råber vagt i gevær – det er på den anden side også et plus, da man lynhurtigt føler sig hjemme. Siderne er opbygget meget tight, grænsende til det klaustrofobiske, hvilket passer fint til historien, men gør mig lidt træt i det i det lange løb – jeg havde elsket en [[splash page]] eller to inde i det hele, men det siger lige så meget om mit temperament som det gør om tegneserien.

Der er lavet mange serier indenfor denne genre (og endnu flere film og tv-serier), og Blodets konkubine tilføjer da heller ikke genren noget decideret nyt – men det behøver den heller ikke at gøre, og jeg tror bestemt ikke det er Palle Schmidts formål med historien.

Blodets konkubine er en veldrejet actiontegneserie af internationalt format, og selv om det på ingen måde er et album, der træder ny grund hverken historie eller tegnemæssigt, er det hele særdeles kompetent udført og en sand page turner.

Fakta om serien:

Vurdering: Anbefales

Blodets konkubine (2008). 100 sider.
Forfatter: Palle Schmidt og Olav Junker Kjær
Tegner: Palle Schmidt
Forlag: [[Forlaget Fahrenheit|Fahrenheit]]

Se også tegneserienes hjemmeside og dens Facebook-gruppe.