Et år i kataklysmens efterdønninger – 52 af Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka og Mark Waid

Cover til 52 TPB #1Før Marv Wolfmans storladne Crisis on Infinite Earths fra 1985 var [[DC]]s univers et multivers med utallige [[alternative universer|parallelle verdener]] hver med sine historier, tidslinier, helte og skurke, som alle eksisterede uafhængigt af og uvidende om hinanden – lige indtil en fælles trussel bragte dem sammen i et kosmisk slag, som resulterede i én verden med én Jord og én tidslinie.

Således var der for en stund blevet luget ud og bragt orden i DC-universet. Men i Geoff Johns Infinite Crisis fra 2005 blev det afsløret, at nogle af de parallelle superhelte havde overlevet, blandt andre Alexander Luthor (Earth-Three) og Superboy (Earth-Prime), som ud fra de bedste hensigter forsøgte at genskabe multiverset på bekostning af Jorden (Earth-One).

Året efter begyndte udgivelsen af den næste store crossover, 52, som tager fat, hvor Infinite Crisis slap. Den store Krise er ovre, men farerne ikke – og denne gang er der ingen hjælp at hente fra hverken [[Superman]], [[Batman]] eller [[Wonder Woman]], som alle tre restituerer på hver deres måde.

I de tre superheltes fravær iværksætter Lex Luthor et storstillet projekt kaldet “Everyman Program”, hvor igennem almindelige mennesker kan erhverve sig superkræfter, naturligvis ikke uden skumle motiver fra Luthors side. Andetsteds arbejder Intergang på at omskabe verden efter deres kriminelle værdier. Til det formål har de samlet de mest gale og farlige videnskabsfolk (bl.a. professor Morrow og Sivana) og givet dem helt frie hænder – all expenses paid!

Og langt ude i rummet er den Stygianske Horde på vej mod Jorden …

Cover til 52 TPB vol 4Med sådanne trusler er der da én fare, som en superhelt ikke behøver at bekymre sig om, nemlig lediggang. Kan vel være at Superman, Batman og Wonder Woman er midlertidigt ude af billedet, men andre superhelte står parat til at udfylde hullet. I flæng kan nævnes John Henry Irons (Steel), Adam Strange, Animal Man, Black Adam, Nightwing, Captain Marvel, Starfire, Booster Gold, og mange, mange flere fra det mangfoldige DC-univers, inklusiv en ny inkarnation af Batwoman.

Fortællingen, der strækker sig over 52 uger (også i realtid), skifter plotfokus fra nummer til nummer, hvilket medvirker til at skabe en suspense som i Dickens’ romaner eller tv-serien Lost (uden sammenligning iøvrigt!), men ikke alle de mange plottråde udfoldes lige elegant. Især tråden om Animal Mans, Adam Stranges og Starfires tilbagevenden til Jorden og deres kamp mod de stygianske horder synes at lide under pladsmangel og resultatet bliver jævnt kedeligt. Ind imellem hører vi om Clark Kents og Bruce Waynes færden, men med hensyn til Diana virker det, som om de ellers rutinerede forfattere havde glemt hende, for vi møder hende først ganske kort hen imod slutningen.

At der har siddet fire meget forskellige forfattere ved spinderokken, bemærkes sjældent, og da kun med en genkendelsens fryd. Det samme gør sig gældende for illustrationerne, som trods mange pensler alligevel danner et fælles udtryk. I mange [[crossover|crossovers]] (for eksempel Crisis on Infinite Earths) er panelerne spækket til bristepunktet med superhelte og superskurke i en grad, så de enkelte sider bliver klaustrofobiske, men selv med sit talrige og brogede persongalleri fremtræder 52s omkring 1200 sider eksemplarisk afbalancerede.

Alt i alt er det lykkedes Johns, [[Grant Morrison|Morrison]], Rucka og [[Mark Waid|Waid]] at spinde en sammenhængende og flot superheltetegneserie, som samtidig er en rejse ind i DC-universets fantastiske verden(er).

Fakta om serien

52: Volume One (2007) 296 sider, opsamler 52 #1-13
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Ken Lashley, Shawn Moll, Todd Nauck
Rentegner: Marlo Alquiza, Draxhall, Jack Jadson, Ruy José, Tom Nguyen, Jimmy Palmiotti, Rob Stull
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Two (2007) 296 sider, opsamler 52 #14-26
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Dale Eaglesham, Phil Jimenez, Drew Johnson, Shawn Moll, Patrick Olliffe
Rentegner: Drew Geraci, Jack Jadson, Ruy José, Andy Lanning, Tom Nguyen, Rob Stull, Ray Snyder, Art Thibert
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Three (2007) 296 sider, opsamler 52 #27-39
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Chris Batista, Joe Bennett, Tom Derenick, Jamal Igle, Phil Jimenez, Drew Johnson, Dan Jurgens, Shawn Moll, Patrick Olliffe, Joe Prado, Andy Smith
Rentegner: Mariah Benes, Joe Bennett, Keith Champagne, Drew Geraci, Dan Green, Jack Jadson, Ruy José, Andy Lanning, Jay Leisten, Dave Meikis, Nelson, Rodney Ramos, Norm Rapmund, Prentis Rollins, Ray Snyder
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Four (2007) 320 sider, opsamler 52 #40-52
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Giuseppe Camuncoli, Jamal Igle, Dan Jurgens, Justiniano, Mike McKrone, Patrick Olliffe, Darick Robertson
Rentegner: Eddy Barrows, Belardino Brabo, Drew Geraci, Dan Green, Jack Jadson, Andy Lanning, Patrick Olliffe, Rodney Ramos, Darick Robertson, Lorenzo Ruggiero, Walden Wong
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

Filmnyt: The Boys, Black Hole og Wolverine

I dag bringer mange spændende nyheder fra filmbranchen:

The Boys TPB CoverGarth Ennis og Darick Robertsons The Boys ser ud til at være på vej til Hollywood:

Moritz characterized the series as an original take on the superhero genre. “Rather than begin with a romantic idea of superheroes out to save the world, ‘The Boys’ imagines a world in which superheroes really exist, with all of the flaws that real people have,” he said. “The boys are there to make sure that people with superhuman powers don’t get out of line.”

– det kan aldrig blive lige så ekstremt som forlægget. Jeg har så heller ikke brug for at se en hamster kravle ud af en mands … bagdel … som live action.

Cover til Black HoleFilmatiseringen af Charles Burns fremragende Black Hole har fået en instruktør … nemlig David Fincher, som bl.a. instruererede Se7en og Fight Club:

Plan B and producer Kevin Messick are developing the project that’s based on Charles Burns‘ graphic novel. Burns wrote and illustrated the 12-issue series that became the graphic novel over a 10-year period.

Story kicks off when a sexually transmitted “bug” is passed from teenager to teenager.

Roger Avary and Neil Gaiman were tapped to adapt the screenplay in March 2006.

Jeg vidste ikke at Neil Gaiman var involveret i drejebogen, men det bliver det da ikke en dårligere nyhed af! Jeg tror at Fincher er den helt rigtige mand til den krybende uhygge i historien.

Endeligt er der annonceret en masse skuespillere til Wolverine-filmen:

Danny Huston “is playing Stryker, the military general who subjected Wolverine to the experiment that laced his bones with an unbreakable metal called adamantium.

Taylor Kitsch is playing Gambit, a Cajun thief whose powers include the manipulation of kinetic energy, which allows him to use card-throwing to deadly effect.

Will.i.am, frontman of hip-hop group the Black Eyed Peas, will play Wraith, a mutant with the power to turn himself translucent.

Lynn Collins will play as Kayla Silverfox, Wolverine’s lover and a member of Team X, a superpowered covert ops team.

Ryan Reynolds will appear as Deadpool, a wisecracking mercenary. “

Her er jeg lidt overrasket over at rygterne om at Deadpool skulle være med i filmen viste sig at holde vand, men det kan da gå hen og blive sjovt.

The Boys – Garth Ennis på slap line

The Boys

Efter at have læst Garth Ennis’ ”Preacher” og ”Punisher”, begge blevet til under samarbejde med tegneren Steve Dillon, gik jeg her og troede at grænsen for sorte og politisk ukorrekte historier var nået. Men jeg tog fejl. Ennis (denne gang sammen med Darick Robertson) formår i sin nye serie ”The Boys”, at dreje skruen en tand mere.

En gut ved navn Billy Butcher er ved at samle sit gamle black-ops team af sindsyge voldspsykopater, der fungere som CIA’s forlængede arm og særlig indsatsstyrke overfor de mere og mere magtfulde superhelte-teams. The Butcher mangler folk og han indrullerer en stakkels skotsk fyr ved navn Wee Hughie (tegnet efter skuespilleren Simon John Pegg – hovedrolle i ”Shaun of the dead”, hvis det siger dig noget) i sit team. Wee mister sin elskede på særlig grotesk vis, da ”speedsteren” A-train fra de magfulde helte ”The Seven” har et showdown med en skurk, og derfor er Wee skræddersyet til Butchers team. Det er nemlig ikke bare et team som reagerer når heltene er blevet for stærke, men et hadsk personligt vendetta for Billy Butcher og hans kumpaner, der alle har et horn i siden på ”the good guys” og især ”The Seven”. Vi følger således Wees oplevelser med hans nye ”venner”, og en ny mørk verden, han er fuldstændigt uforstående overfor (der er et hav af scener, hvor Wee ser det ene groteske optrin efter det andet i en blanding af skræk og dyb undren) og længe prøver at slippe væk fra, for tilsidst at falde til.

Og hvad så med heltene. Ja rigtige helte er der ikke mange af i denne serie, (på nær én, men hun tager i den grad også skraldet) for de såkaldte ”superhelte” er en flok arrogante, selvpromoverende, overfladiske, sexhungrene, pengefixerede og sexistiske sataner. Sjovt nok minder de i deres kræfter meget om de gamle klassiske Justice League helte, hvilket jo gør serien særligt provokerende overfor en old timer som mig og mit små-sentimentale forhold til de The Flash,Martian Manhunter og selvfølgelig Superman himself. Der eksperimenteres med alt hvad menneskets sorte sjæl har fundet på af dårligdomme og groteske absurditeter og det er ”heltene” der står for de mest utrolige, ubehagelige udskejelser.

Historien er simpelthen er fyldt med røvhuller og der er meget få figurer der har noget positivt og varmt at byde på, hvilket jeg synes er et af seriens problemer, men der er undtagelser og der hvor serien er bedst, er i de scener hvor venskaberne opstår på trods af alt det syge lort Wee, Billy Butcher og heltinden Starlight, befinder sig midt i. Et andet mindre problem er tegneren Darick Robertson, som er meget svingene i sin fremstilling, fra det sublime til det meget ordinære, hvilket indimellem er forstyrrende for historien.

Udover venskabs-temaet er ”The Boys” på flere måder en historie om magt. Hvordan man får den, holder fast i den og hvad man bruger den til og den kyniske pointe må vel være, at den ikke skal være til anden gavn end dig selv. Moralsk fordærvelse følger dem der har den og det gælder på alle niveauer i denne historie, selvom der selvfølgelig er nogle absolutte topscorer.

På en knivsæg balancerer historiens kulsorte parodier, mellem at falde i ved den indimellem overdreven brug af platte, provokerende, sexfikserede splatterscener – og holde sig oppe ved hjælp af den skarpe, rappe og slangprægede dialog som Ennis er så dygtig til. Jeg synes det kammer over indimellem. Det er som om der bliver fyldt for meget på af klamme ting disse ”helte” og ”skurke” foretager sig og jeg kan ikke helt forstå hvorfor, men en ting er sikkert, jeg morede mig det meste af tiden og jeg skal helt klart følge videre med i Wee og Billy Butchers oplevelser.
The Boys