HOLY SHOCKEROO! It’s … Batman: Scarecrow Tales

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

“Fear has no brains; it is an idiot.”

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941
Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

Citatet stammer fra den amerikanske forfatter og journalist, Ambrose Bierce, men kunne lige såvel have været formuleret af Jonathan Crane, psykologen der blev Scarecrow. Som barn morede Jonathan sig med at skræmme fugle, som professor Crane ved Gotham University fornøjede han sig med at skræmme de psykologistuderende.

Det sidste var selvfølgelig et led i hans entusiastiske forskning i frygtens psykologi, men universitetets ledelse så anderledes på sagen. Inden Jonathan Crane blev afskediget, havde han igennem længere tid måttet døje sine kollegers hån, mobning og bagtalelse. Ikke på grund af hans akademiske evner, men fordi han var en særling, der brugte alle sine penge på bøger og derfor gik klædt som et fugleskræmsel. Med andre ord en sympatisk person. Da han til sidst ikke længere kunne udholde omgivelsernes pres, slog han ind på en kriminel karriere som pengeafpresser, idet han maskerede sig som et fugleskræmsel: ”So I look like a scarecrow … That will be my symbol … A symbol of poverty and fear combined!”

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941
Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

Det er oprindelseshistorien, sådan som den er fortalt i ”Riddle of the Human Scarecrow” (1941) skrevet af Bill Finger og tegnet af Bob Kane, Jerry Robinson og George Roussos. Det er naturligt nok også den indledende fortælling i SCARECROW TALES (2005), en antologi med i alt otte historier, der strækker sig over perioden 1941-2002.

Coverillustration af Jim Balent & Bill Sienkiewicz Scarecrows eneste våben er frygt.

Crane, der kan mere end sin Freud, benytter sig af visse gasarter, kemiske midler og højfrekvente lydbølger til at indgyde sine omgivelser frygt eller ligefrem vække specifikke fobier til live hos sine ofre og (ikke mindst) sine modstandere – den dynamiske duo. Ifølge Freud opstod fobier når det frygtede objekt blev symbol for noget skræmmende, som det var pinligt at benævne. Cranes tilgangsvinkel er mere evolutionær. Når Ambrose Bierce skriver, at frygt gør hjerneløs, har han utvivlsomt ret. Irrationel frygt medfører i mange tilfælde en højst uhensigtsmæssig adfærd, værst naturligvis når vi deler vores frygt med andre – over for f.eks. burkaer eller influenza – og veksler frygten til vrede, en mekanisme som reformatorer, ambitiøse politikere og avisredaktører til alle tider har benyttet sig af. Ikke desto mindre har frygt (eller fobi) en adaptiv funktion. Chimpanser født i fangeskab skriger i rædsel første gang, de ser en slange, hvilket er en indlysende hensigtsmæssig adfærd. Vi kender sikkert alle til noget lignende – slangen i græsplænen, der bare var en haveslange, eller det lille gib når vi overraskes af en fuldstændig harmløs edderkop. Pointen er, at der kunne være fare på færde. Som psykologen og hjerneforskeren Steven Pinker skriver: “Fear is the emotion that motivated our ancestors to cope with the dangers they were likely to face.”

Gardner Fox, Bob Kane & Joe Giella. Batman #189, February 1967Det er i udgangpunktet intet hverken irrationelt eller neurotisk i at frygte mørket, især ikke når man bliver spærret inde i et bælgmørkt rum med et par rovdyr, således som det sker for Batman og Robin i ”Fright of the Scarecrow” (1967) forfattet af Gardner Fox (der allerede i ’39 var med til at udvikle Batmanfiguren) og tegnet af Bob Kane og Joe Giella. Her er slam-bang action så det batter, men da Batman indser at frygten ikke kan bekæmpes med næver alene, må han ty til viden! ”The Scarecrow’s Trail of Fear” (1975) er Denny O’Neil på automatpilot, men stadig læselig takket være Dick Giordanos rentegning (den perfekte balance mellem kraftige strøg og henkastede streger).

I ”The Scarecrow’s Fearsome Face-Off!” (1976) er Batman helt fraværende, til gengæld får vi Jokeren versus Scarecrow: – Die laughing, Scarecrow! – No, Joker … It’s you who will die … of fright!

Herefter følger antologiens længste og kedeligste historie, ”The 6 Days of the Scarecrow” (1981), som dog har et interessant lille twist. Som bekendt tilskriver fuglenes instinkt dem en vis påpasselighed over for mennesker, heraf fugleskræmslet på marken. Rationalet bag Batmans kostume er det samme – at indgyde frygt i de kriminelles sind. Men da Scarecrow injicerer Batman med et frygtfremkaldende hormon, begynder han at sprede mere frygt end godt er.

Som sagt har frygt en adaptiv funktion. Ikke overraskende viser studier at mennesker og andre dyr, der af en eller anden grund ikke registrerer frygt, har en kort levetid. Dette er oplægget til ”Fear For Sale” (1987) af Mike W. Barr. Det er en orginal historie, hvor Scarecrow giver sine ofre frygtløshed, men desværre tegnet i 1980’ernes værste stil.

Ligeså original, men langt bedre tegnet og fortalt, er ”Mistress of Fear” (1998) af Peter Milligan og Duncan Fegredo (makkerparret bag THE ENIGMA). Uforvarende får Scrarecrow sympati for et af sine ofre, en ung kvinde ved navn Becky, som han efterfølgende kurtiserer på sin egen særprægede facon. Det går hårdt ud over Becky, men alligvel formår Milligan at skabe et dybfølt og forstående portræt af Jonathan Crane.

Samlingen rundes af med den uinspirerede ”Fear of Sucess” (2002), der intet nyt føjer til Scarecrow-figuren, og selv visuelt er den en bundskraber – Roger Robinsons streg får Bob Kane til at fremstå som en mester.

Ja, kvaliteten svinger i SCARECROW TALES – sådan er det jo med antologier – men generelt er der dog tale om et fint lille udvalg, der både introducerer og reintroducerer en af Batmanmytologiens mest interessante skurke.

Fakta om serien

Batman: Scarecrow Tales (2005) 171 sider

Forfatter: Bill Finger, Gardner Fox, Denny O’Neil, Elliot S! Maggin, Gerry Conway, Mike W. Barr, Peter Milligan, Devin Grayson
Tegner: Bob Kane, Jerry Robinson, George Roussos, Joe Giella, Irv Novick, Don Newton, Alan Davis, Duncan Fegredo, Roger Robinson
Rentegner: Dick Giordano, Tex Blaisdell, Dan Adkins, Paul Neary, John Floyd
Pinups: George Pratt, Mark Stutzman, Jim Balent & Bill Sienkiewicz, Mike Mignola, Dermot Power
Forlag: DC

De mægtiges fald

Coveret til 1. nummer af The Mighty

Ah, de kære superhelte.

Oprindeligt skabt sidst i 30’erne som idealiserede halvguder, igennem 50’erne videreudviklet til idealiserede familier, indtil de i 60’erne blev gjort til mennesker, fejlbarlige som alle andre.

I en proces igennem 70’erne og frem til 90’erne, blev serierne gradvist mørkere, hvilket i nogen grad må siges at afspejle den generelle samfundsudvikling – Vietnam og Watergate efterlod et knap så autoritetstro USA, og superheltene afspejlede også nationens identitetskrise. Senere blev genren dekonstrueret så grundigt, at det eneste 90’erne havde at byde på synes at være store geværer, mænd med patronbælter og storbarmede kvinder i diminutive kostumer.

Her, i det nye årtusindes første årti, synes genren at være kommet sig over de mest groteske udskejelser, og i hænderne på en intelligent forfatter, kommer der ofte noget yderst læsværdigt ud af det. The Mighty har hele to intelligente forfattere – Peter Tomasi og Keith Champagne – men er den så dobbelt så god?

Grundplottet er simpelt, men fascinerende: Alpha One er første og eneste superhelt i seriens univers, og selv om han oprindeligt var menneske, har vi med en Superman-analogi at gøre – superstyrke, usårlighed, superfart og så videre. Med til Alpha One hører en regeringsenhed, Section Omega, som dels styrer presserelationerne for superhelten og dels fungerer som feltagenter for Alpha One – som regel oprydningsarbejde.

The Mighty - Alpha One stopper løbsk tog The Mighty - Alpha One stopper løbsk tog

Seriens omdrejningspunkt er Section Omegas nyeste chef – Gabriel Cole – som får jobbet da hans forgænger dør som følge af et overfald fra en bande. Eller hvad? Man skal ikke mange numre ind i serien for at se at der er noget, der ikke stemmer et eller andet sted. Samtidig bliver Cole venner med Alpha One, med hvem han har en forhistorie – superhelten reddede nemlig hans liv, da han var barn. Det var dog for sent at redde hans forældre, så Cole er vokset op forældreløs og kendt i pressen som “America’s Orphan”.

Seriens første fire numre er tegnet af [[Peter Snejbjerg]] (der også arbejdede sammen med forfatteren Tomasi på [[Lysbrigaden]]), som gør et fantastisk job med at sætte både stemning og tegne personerne levende på papiret. Senere numre er tegnet af Chris Samnee, der gør et glimrende arbejde med at bevare seriens grafiske særpræg.

The Mighty - Alpha One i aktion The Mighty - Alpha One i aktion The Mighty - Alpha One i aktion

Som serien skrider frem, tager tingene fart og plottet begynder for alvor at vise sine facetter – forfatterne spiller med andre ord med musklerne, og det må de godt, når det er så godt lavet som det er tilfældet.

Serien er planlagt til 12 numre, men vil i følge sine skabere sagtens kunne blive et månedsblad hvis salget tillader det. Det har jeg lidt svært ved at se, da plottet i en eller anden grad peger hen mod en slutning (som jeg læser det), men jeg er da åben for at læse mere.

The Mighty er godt, solidt håndværk – tiden vil vise om serien kommer til at transcendere det gode håndværk og blive noget mere. Som det er nu, kan den trygt anbefales til fans af den moderne, lidt selvbevidste superhelteserie – især hvis man holder af et lille tvist eller to undervejs.

Fakta om serien

The Mighty. DC Comics, 2009-

Forfattere: Peter J. Tomasi og Keith Champagne
Tegner: Peter Snejbjerg (1-4), Chris Samnee (5-)

The Spirit reinkarneret

Action, Mystery & Adventure i The Spirit: Book One af Darwyn Cooke

Begyndelsen på tegneseriens guldalder sættes ofte til 1938, året hvor en lille kapsel fra planeten Krypton gennembrød Jordens atmosfære og pløjede ned i Kansas’ muld. Både formen og formatet var dog allerede blevet etableret med henholdsvis striben Happy Hooligan (1900) og hæftet Funnies on Parade (1933).

Den kreative impuls, som er essensen af guldalderbegrebet, havde i de mellemliggende år skabt klassikere som Little Nemo in Slumberland, Krazy Kat, Dick Tracy og Little Orphan Annie og efter 1933 kom striber som The Phantom og Terry and the Pirates. Guldalderens begyndelse kan altså med nogen ret dateres til før 1938.

Derimod er det indiskutabelt, at superhelten blev født i 1938. I efterdønningerne fra Supermans nedslag opstod ikke blot et sandt boom af superhelte og tegneseriehæfter, men også mange nye forlag. Et af dem var Everett M. Arnolds Quality Comics Group.

EisnerBlueMed en række talentfulde tegnere i sin stald, var forlagets navn ikke vindmageri men en garanti: Jack Cole (Plastic Man), Lou Fine (The Black Condor), Bill Ward (Torchy), Bob Powell (Crack Comics), Reed Crandall (Blackhawk) – og [[Will Eisner]], hvis maskerede helt næppe behøver nærmere introduktion. Men lad os alligevel kort se på The Spirits meritter.

I en tid domineret af superhelte var Denny Colt, alias [[The Spirit]], uden kappe, spandex og superkræfter. I stedet havde han en diminutiv maske, charme, hjerne og muskler. Endelig havde han, ligesom sin ældre kollega Dick Tracy, en mirakuløs evne til klare sig helskindet igennem selv de værste tæsk og den heftigste kugleregn.

spiritDet var en noirish krimi-serie fuld af action og vold, død og humor, skæbnefortællinger og direkte fjollede optrin, samt de smukkeste femme fatales nogensinde set i en tegneserie. Hvert Spirit-eventyr blev indledt med en visuelt overvældende splash-page, hvor titelheltens alias ofte dannede kulissen eller på anden måde blev vævet ind i scenen.

Denne formmæssige virtuositet begrænsede sig ikke til den første side. Nok havde Milton Caniff (inspireret af filmmediet) allerede eksperimenteret med billedvinkler, men Eisner gik adskillige skridt videre. Læserens øjne blev ført rundt i alle mulige og umulige vinkler, alt mens handlingen fløj afsted accentueret af Eisners suveræne fornemmelse af miljø og beherskelse af lys og skygge.

Persongalleriet var så farverigt, at hovedpersonen ikke altid stod i handlingens centrum. Karakterernes personlighed kom ikke kun til udtryk gennem deres handlinger og ord, men som hos Dickens også gennem deres kropssprog. Alt dette – og mere til – medvirkede til at skabe en serie, som synes synonym med dens skaber.

Will Eisner tegnede The Spirit fra 1940 til 1952. Der var ghosttegnere og ghostforfattere, heriblandt Lou Fine, Jack Cole og Jules Feiffer, men det bemærkes ikke. Inden sin død i 2005 sørgede Eisner for, at rettighederne til The Spirit overgik til DC. Nye og flotte genoptryk kom på gaden, men det var ikke tilstrækkeligt: Serien skulle genoplives.

spirit10Men hvem evnede at løfte arven? Hvem havde modet til at føre Eisners populære helt ind i det 21. århundrede? Æren – eller udfordringen – tilfaldt tegneren og forfatteren Darwyn Cooke, som forståeligt nok modtog tilbudet med blandede følelser: ”The Spirit was simultaneously the most exciting and horrifying offer I’d been made in my career,” betror han intervieweren fra The Comics Journal.

Cookes tegnestil taget i betragtning var han det oplagte valg. I serier som New Frontier og Catwoman er blækket tydeligvis blandet med guldalderstøv. Her tænker jeg særligt på hans forkærlighed for rene og vinlede streger, kantede fingre, kæber og muskler. Alligevel er det forståeligt, hvis nogle har mødt Spirits genopstandelse med skepsis.

Jeg var skeptisk. Ville Cookes Spirit være en pastice eller ligefrem et plagiat? Ville han, i et krampagtigt forsøg på at være original, falde for dekonstruktivismens fristelse? Og hvad med Ebony? Men al min forudindtagede skepsis blev gjort til skamme. Skønt Cookes Spirit (samt bifigurer og miljø) ligner Eisners, er både streg og fortælling Cookes egen.

Billedvinklerne er mere rolige end Eisners men ligeså velvalgte. Lys og skygge håndteres perfekt, og kropssprogets register udnyttes til fulde, hvilket kompenserer for Cookes udeltaljerede baggrunde. De indledende splash-pages kan måske nok opfattes som en homage, men indtil videre lever de helt op til Eisners fantasifulde standard.

I de syv nye Spirit-eventyr, som udgør The Spirit: Book One finder vi gamle kendinge som Dolan, Ellen, P’Gell, Mister Carrion og Ebony. Dolan er stadig lige ilter, Ellens rolle er som førhen indskrænket til at være den tro forlovede (som dog har mere forstand på internettet end Spirit), mens Mister Carrion til gengæld er blevet kreativ direktør i Julia Communications (opkaldt efter hans elskede grib).

pgellAt P’Gell stadig kan gøre alle hankønsvæsner til viljeløse proselytter, vil ikke komme som nogen overraskelse for dem, der har stiftet bekendtskab med Cookes Catwoman. P’Gell udstråler præcis den rette blandning af uskyld, sårbarhed og drivende seksualitet, som kendetegner en femme fatale.

Ebony2Eisners Ebony White var (mildt sagt) en stereotyp, der kan få selv den mest venligt indstillede moderne læser til at krumme tæer. Men under Cookes hånd er Spirits sidekick ikke bare blevet en ung mand, han er blevet cool og mindst ligeså charmerende som Spirit selv.

Af nye karakterer bør nævnes Ginger Coffee og Hussein Hussein. Førstnævnte er en sexet tv-reporter, som i jagten på den gode historie ikke går af vejen for at sætte sit eget liv på spil, mens sidstnævnte er en lykkejæger med et stænk af Peter Lorres karakter i Casablanca over sig, men knapt så slesk.

I den sidste historie (skrevet af [[Jeph Loeb]]) bringes Spirit sammen med Batman og Robin i kampen mod et overdådigt opbud af Gothams superskurke og – endelig – Spirits ærkefjende, den mystiske Mister Octopus. Af de syv historier er den måske det svageste led, men generelt er underholdningsniveauet højt.

Spiritcircle

Som hos Eisner byder også Darwyn Cookes The Spirit på action og vold, død og humor, samt en enkelt skæbnefortælling, men (i modsætning til sin forgænger) ingen fjollede optrin. Cooke har ikke bare formået at genoplive en gammel helt fra guldalderen, han har givet figuren nyt liv. Hvorvidt Cookes efterfølgere, Mark Evanier og Sergio Aragones, formår at føre stilen og ånden videre, skal jeg ikke kunne sige … endnu!

Fakta om serien

The Spirit: Book One (2008, 192 sider) indeholder:

The Spirit #1-6 (2007)

Forfatter: Darwyn Cooke

Tegner: Darwyn Cooke

Rentegner: J. Bone

Farvelægning: Dave Stewart

Forlag: DC Comics

Batman/The Spirit #1 (2007)

Forfatter: Jeph Loeb

Tegner: Darwyn Cooke

Rentegner: J. Bone

Farvelægning: Dave Stewart

Forlag: DC Comics

Batencyklopædien

Supersleuth, arch-avenger of crime, foe of the underworld … this is the Batman! … A dark-mantled fighter who seems to dwell in night itself and whose fame as a scourge of evil has become almost legendary. (Batman #4/4, Winter 1941)

Cover til BatencyclopædienSom det vil være de fleste bekendt, har Batman i år rundet syv begivenhedsrige decennier: Fra Bill Fingers “The Case of the Chemical Syndicate” til Grant Morrisons Batman: R. I. P. og Final Crisis; fra Bob Kanes kantede efterligning af Chester Goulds stil til Tony S. Daniels super glatte streg; fra utallige revisioner, udvidelser, alternative virkeligheder og parallelle verdener til det multidimensionale DC-univers’ kollaps og videre til 52 – hvem pokker kan holde styr på alt dette?

Svaret er Robert Greenberger, forhenværende DC-redaktør, medforfatter til DC Comics Encyclopedia og egenhændig ophavsmand til The Essential Batman Encyclopedia. Egenhændig er måske så meget sagt, bl.a. bygger Greenberger på Michael Fleishers og Janet Lincolns The Encyclopedia of Comic Books Heroes Vol. 1: Batman (1976), der længe har trængt til at blive ført à jour.

En god encyklopædi er for mig først og fremmest en fælde. Jeg søger måske efter faktuelle oplysninger inden for et specifikt emne, men før jeg ved af det, er jeg via krydsreferencernes snørklede irgange kommet fra (lad os sige) kynikeren Diogenes til sommerfuglen Argynnis.

Selv med afgrænsede encyklopædier er der mange muligheder for at blive fanget og ende med meget mere information end den ønskede. Et tilfældigt opslag i The Essential Batman Encyclopedia kan således føre fra Poison Ivy til Floronic Man (hvem?) til Swamp Thing til Lex Luthor til Braniac, etc., etc., idet alle veje naturligvis fører til Rom, i.e. Batman.

Cover til Batman #1 Cover til Batman #251 Cover til Batman #688

Robert Greenbergers vidtspændende og gennemillustrerede Batencyklopædi opfylder altså mit første kriterium. En effektiv fælde ville den dog ikke være, hvis den ikke også var konsistent, gennemarbejdet, overskuelig, velskrevet og fuld af detaljer om stort og småt i perioden maj 1939 til september 2007 – hvilket den er. Lad os tage et kig på en af de kortere artikler, Doctor Dreemo (krydsreferencer angives ved versaler):

DARBY DEEMS was a stage performer, a self-professed expert on dreams. As Doctor Deemo, he used his stage notority to become host of radio’s The Nightmare Hour. Rather than use his expertise to help people understand their dreams, however, he was actually delving deep to better understand his guest’s subconscious fears. Deems then schemed to exploit them at a later date, as he did when he blackmailed one guest who had committed murder. Batman and ROBIN tracked and apprehended Doctor Dreemo and his men, ending the threat. (World’s Finest Comics #17, Spring 1945)

Hvem får ikke lyst til at læse lige præcis det nummer? Som ved så mange andre encyklopædier af denne art har man dog på fornemmelsen, at referaterne kan være mere interessante end historierne, men det er så absolut ingen anke – i mange tilfælde vil historierne jo desuden være uopdrivelige.

Et udvalg af Batmans skurkeI lighed med Fleisher & Lincoln koncentrerer Greenberger sig “kun” om de karakterer, der har optrådt mindst to gange i en af de mange kernetitler (og for Greenbergers vedkommende tillige miniserier og Batman-relaterede titler som Catwoman, Robin, Justice League of America og Birds of Prey), men det forhindrer altså ikke for eksempel Doctor Dreemo i at få en artikel i begge encyklopædier.

Den største forskel ligger i detaljerne. I kerneartikler følger Fleisher & Lincoln personerne kronologisk efter de enkelte titlers udgivelsesår, og deres referater er spækkede med (ofte lange) citater, mens Greenbergers tekstuelle referencer er mere arbitrære, citatløse og kortere. Til sammenligning spænder Alfred Pennyworth over næsten ni sider i den gamle encyklopædi, i den nye sølle to sider. En anden forskel er at Greenberger desværre ikke medtager historiske personer, så hvis man vil vide hvor, og hvornår Jules Verne assisterede Batman, må man ty til Fleisher & Lincoln, hvis optegnelser stopper sidst i tresserne (svaret er Batman #98/1, March 1958).

Greenbergers The Essential Batman Encyclopedia overflødiggør altså ikke sin forgænger, men supplerer den, og – måske vigtigst af alt – fører den stadigt voksende historie om Batmans eventyr op til dato. Bogen er med sine 388 sider for stor til dit utility belt (se under U), men uundværlig hvis du ønsker at genopfriske Bathulens interiør, bekendtskabet med Jokeren, Two-Face og Hugo Strange, besøge fremmede planeter eller blot tilbringe et par timer med at tilegne dig en viden, som med garanti ikke er efterspurgt på arbejdsmarkedet.

Fakta om værket

Robert Greenberger: The Essential Batman Encyclopedia. DC Comics/Del Rey Books 2008. Paperback, 388 sider, rigt illustreret i s/h og farve.

Mythbusters for tegneserier

Who's your daddy?
Who's your daddy?

Normalt plejer ugens tip at være en tegneserie eller en figur som vi her på Tegneseriesiden synes er værd at stifte nærmere bekendtskab med, men i denne uges tip bevæger Kent Damgaard sig i stedet ud på nettet for at se på tegneseriernes vandrehistorier hos Comic Book Resources.

I toppen af min entusiasme-skala indenfor tegneserier vil det nok ikke komme som nogen overraskelse at man kan finde Storm fra X-Men, alternative universser og dimensioner og “historien bagved”. Faste læsere har allerede set hvordan min nysgerrighed overfor intern politik, spøjse ideer og store konkurerende egoer hos Marvel endte som to artikler om Jean Grey og Phoenix.

Men det stopper ikke der, faktisk har jeg det sådan med de fleste ting. Da jeg første gang kørte Windows NT på min computer måtte jeg have fat i G. Pascal Zacherys “Showstopper” for at læse historien bag udviklingen. Min X-Box blev fulgt op af “Opening the X-Box” for at læse hvordan de havde lavet den, og nu hvor jeg kører en Mac må jeg selvfølgelig læse Andy Herzfelds “Revolution in the Valley” og “The Design and Implementation of the FreeBSD Operating system.

Så på den ene side elsker jeg de historier der fortælles, på den anden side er jeg en af den slags nørder der absolut skal kigge indenfor i tingene og finde ud af hvordan de er skruet sammen.Det værste ved vore dages internet er, at man stort set får historien bag historien inden at man selv har nået at læse den. Længe inden postbudet har nået at fragte en ny historie her til Lyngby er der allerede massevis af interviews med forfatteren rundt omkring på nettet.

Det gode ved vore dages internet er til gengæld at man endeligt kan få historien bag de serier man læste da man var yngre. Et sted jeg specielt har kastet min kærlighed på her for nyligt er Comic Book Resources afdeling for vandrehistorier indenfor tegneserier. De kalder det “Comic Book Urban Legends Revealed” og det betyder i daglig tale “Tegneseriernes svar på Mythbusters”.

Hvem kalder du for teenager knægt?
Hvem kalder du for teenager knægt?

Her har man en chance for at få godbidder om hvad der skete bag kulisserne? Hvilke mærkelige ledelsesmæssige beslutninger der førte til at den ene serie blev stoppet og den anden fik lov til at fortsætte? Hvorfor Wolverine nær var blevet en teenager og af hunkøn? og hvorfor Mystique nær var blevet far og ikke mor til Nightcrawler?

Hvis man er typen der stadigt kan blive ophidset over Marvels beslutning om at bringe Jean Grey tilbage eller stadig er bitter over at DC nær havde slået Jokeren ihjel inden han nogensinde var kommet igang, så kan stedet ikke anbefales – der er masser af læsning der vil få både blodtryk og mavesyre op på et niveau hvor det ikke burde være.

Men hvis man godt kan lide at forundres over hvordan forfattere og tegnere nogen gange redder sig ud af tilsyneladende umulige situationer eller nogen gange sidder tilbage med en følelse af “Hvordan kan det egentlig være at …” så er det noget at hente.

I skrivende stund er der 170 afsnit med sådan cirka tre vandrehistorier i hver, og den seneste kan læses her på Comic Book Resources site. Og hvis man er klar til at kaste sig over de forgående 169 afsnit, så kan man finde en oversigt her. God fornøjelse.

Et år i kataklysmens efterdønninger – 52 af Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka og Mark Waid

Cover til 52 TPB #1Før Marv Wolfmans storladne Crisis on Infinite Earths fra 1985 var [[DC]]s univers et multivers med utallige [[alternative universer|parallelle verdener]] hver med sine historier, tidslinier, helte og skurke, som alle eksisterede uafhængigt af og uvidende om hinanden – lige indtil en fælles trussel bragte dem sammen i et kosmisk slag, som resulterede i én verden med én Jord og én tidslinie.

Således var der for en stund blevet luget ud og bragt orden i DC-universet. Men i Geoff Johns Infinite Crisis fra 2005 blev det afsløret, at nogle af de parallelle superhelte havde overlevet, blandt andre Alexander Luthor (Earth-Three) og Superboy (Earth-Prime), som ud fra de bedste hensigter forsøgte at genskabe multiverset på bekostning af Jorden (Earth-One).

Året efter begyndte udgivelsen af den næste store crossover, 52, som tager fat, hvor Infinite Crisis slap. Den store Krise er ovre, men farerne ikke – og denne gang er der ingen hjælp at hente fra hverken [[Superman]], [[Batman]] eller [[Wonder Woman]], som alle tre restituerer på hver deres måde.

I de tre superheltes fravær iværksætter Lex Luthor et storstillet projekt kaldet “Everyman Program”, hvor igennem almindelige mennesker kan erhverve sig superkræfter, naturligvis ikke uden skumle motiver fra Luthors side. Andetsteds arbejder Intergang på at omskabe verden efter deres kriminelle værdier. Til det formål har de samlet de mest gale og farlige videnskabsfolk (bl.a. professor Morrow og Sivana) og givet dem helt frie hænder – all expenses paid!

Og langt ude i rummet er den Stygianske Horde på vej mod Jorden …

Cover til 52 TPB vol 4Med sådanne trusler er der da én fare, som en superhelt ikke behøver at bekymre sig om, nemlig lediggang. Kan vel være at Superman, Batman og Wonder Woman er midlertidigt ude af billedet, men andre superhelte står parat til at udfylde hullet. I flæng kan nævnes John Henry Irons (Steel), Adam Strange, Animal Man, Black Adam, Nightwing, Captain Marvel, Starfire, Booster Gold, og mange, mange flere fra det mangfoldige DC-univers, inklusiv en ny inkarnation af Batwoman.

Fortællingen, der strækker sig over 52 uger (også i realtid), skifter plotfokus fra nummer til nummer, hvilket medvirker til at skabe en suspense som i Dickens’ romaner eller tv-serien Lost (uden sammenligning iøvrigt!), men ikke alle de mange plottråde udfoldes lige elegant. Især tråden om Animal Mans, Adam Stranges og Starfires tilbagevenden til Jorden og deres kamp mod de stygianske horder synes at lide under pladsmangel og resultatet bliver jævnt kedeligt. Ind imellem hører vi om Clark Kents og Bruce Waynes færden, men med hensyn til Diana virker det, som om de ellers rutinerede forfattere havde glemt hende, for vi møder hende først ganske kort hen imod slutningen.

At der har siddet fire meget forskellige forfattere ved spinderokken, bemærkes sjældent, og da kun med en genkendelsens fryd. Det samme gør sig gældende for illustrationerne, som trods mange pensler alligevel danner et fælles udtryk. I mange [[crossover|crossovers]] (for eksempel Crisis on Infinite Earths) er panelerne spækket til bristepunktet med superhelte og superskurke i en grad, så de enkelte sider bliver klaustrofobiske, men selv med sit talrige og brogede persongalleri fremtræder 52s omkring 1200 sider eksemplarisk afbalancerede.

Alt i alt er det lykkedes Johns, [[Grant Morrison|Morrison]], Rucka og [[Mark Waid|Waid]] at spinde en sammenhængende og flot superheltetegneserie, som samtidig er en rejse ind i DC-universets fantastiske verden(er).

Fakta om serien

52: Volume One (2007) 296 sider, opsamler 52 #1-13
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Ken Lashley, Shawn Moll, Todd Nauck
Rentegner: Marlo Alquiza, Draxhall, Jack Jadson, Ruy José, Tom Nguyen, Jimmy Palmiotti, Rob Stull
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Two (2007) 296 sider, opsamler 52 #14-26
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Dale Eaglesham, Phil Jimenez, Drew Johnson, Shawn Moll, Patrick Olliffe
Rentegner: Drew Geraci, Jack Jadson, Ruy José, Andy Lanning, Tom Nguyen, Rob Stull, Ray Snyder, Art Thibert
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Three (2007) 296 sider, opsamler 52 #27-39
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Chris Batista, Joe Bennett, Tom Derenick, Jamal Igle, Phil Jimenez, Drew Johnson, Dan Jurgens, Shawn Moll, Patrick Olliffe, Joe Prado, Andy Smith
Rentegner: Mariah Benes, Joe Bennett, Keith Champagne, Drew Geraci, Dan Green, Jack Jadson, Ruy José, Andy Lanning, Jay Leisten, Dave Meikis, Nelson, Rodney Ramos, Norm Rapmund, Prentis Rollins, Ray Snyder
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Four (2007) 320 sider, opsamler 52 #40-52
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Giuseppe Camuncoli, Jamal Igle, Dan Jurgens, Justiniano, Mike McKrone, Patrick Olliffe, Darick Robertson
Rentegner: Eddy Barrows, Belardino Brabo, Drew Geraci, Dan Green, Jack Jadson, Andy Lanning, Patrick Olliffe, Rodney Ramos, Darick Robertson, Lorenzo Ruggiero, Walden Wong
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

Bølle i helteklæder – Batman: Broken City af Brian Azzarello og Eduardo Risso

Batman og jeg

Batman: Broken City

“For at være oprigtig burde kritikeren sige: Mine herrer, jeg vil nu tale lidt om mig selv i anledning af Shakespeare, i anledning af Racine eller Pascal eller Goethe. Det er en god lejlighed, der her gives mig.” (Anatole France)

Batman var en af min barndoms favorithelte. Ganske vist havde jeg kun få hæfter med Batman, men min fabulerende hjerne udfyldte hullerne, ofte med mig selv under masken. Ligeså fascineret som jeg var af den forklædte mesterdetektiv og hans fantastiske dimser, ligeså inciterende fandt jeg alle de groteske og absurde skurke, som befolker Gotham. Og så var jeg naturligvis smaskforelsket i Catwoman.

Takket være de offentlige biblioteker fik jeg senere adgang til flere Batmantegneserier, end der kunne være på barndomsværelsets hylder, og jeg slugte dem alle. Det gør jeg stadig, men med mindre og mindre nydelse.

For det første er der langt mellem de gode historier. Det er en meget streng generalisering, der som alle sådanne let kan skydes ned, og jeg vil derfor straks indskyde, at der naturligvis findes undtagelser, såsom Alan Moores The Killing Joke (1988), Grant Morrisons Arkham Asylum (1989) og Jeph Loebs The Long Halloween (1998).

For det andet er Batman degenereret til en simpel voldspsykopat. Det er også en generaliserende bemærkning, som meget vel kan vise sig at være pivfalsk. Det håber jeg faktisk. Men i Brian Azzarellos og Eduardo Rissos Broken City (2004) ses begge tendenser.

Broken Comic

En kvinde er blevet brutalt myrdet, og de afgnavede rester peger på Killer Croc som gerningsmanden. Men dels er det kun indicier, dels har Killer Croc pludselig penge på lommen. Rigtig mange penge. Så hvem er den egentlige skyldige?

Plottet i Broken City er et traditionelt whodunnit, og sådanne kan som bekendt udarte sig til alt mellem E. A. Poe og John Grisham. Azzarello har hentet sin inspiration fra den hårdkogte detektivgenre, komplet med regn og kyniske oneliners à la Raymond Chandler. Det harmonerer fint med det gotiske og grumme univers, som Batman befinder sig i. Det burde ikke kunne gå galt.

Detective Comics #31Men det gør det. Broken City spilder sine indvolde ud i rendestenen og slæber sig videre, indtil plottet bliver lige så opløst som en ugegammel strandvasker. Til gengæld er der rigeligt med vold, ikke mindst fra Batmans side, hvis detektivmetode åbenbart består i at tæve sig gennem Gothams underverden.

Længere væk fra Bill Fingers og Bob Kanes Batman kan man vist ikke komme. Det skulle da lige være Frank Millers The Dark Knight Returns (1986), men den var i det mindste plotmæssigt skudsikker. Der er i det hele taget en del Frank Miller og Sin City over Broken City, fra det spinkle plot og voldsepisoder til Rissos tegnestil, hvilket man – alt efter smag – enten kan tage som en anbefaling eller advarsel.

For læsere af Azzarellos og Rissos lovpriste 100 Bullets kommer den grafiske brutalitet måske ikke som en overraskelse. Men 100 Bullets er heller ikke en heltefortælling, og deri ligger den afgørende forskel. Deres Batman er et muskelbundt uden hjerne, som ikke adskiller sig fra de skurke, som han bekæmper. At han har beholdt helteklæderne på gør ham ikke til en mindre bølle.

Fakta om serien

Forfatter: Brian Azzarello
Tegner: Eduardo Risso
Forlag: DC

Batman: Broken City (2004) samler Batman #620-625

Citatet af Anatole France stammer fra La vie littéraire I (1888), oversat til dansk i essaysamlingen Det litterære liv (1946).

Sidste tur i katastrofekurven – Doom Patrol Vol. 6: Planet Love af Grant Morrison

I perioden 1989-93 gjorde Grant Morrison det tilsyneladende umulige; ikke kun genoplivede og fornyede han ’60ernes mærkeligste team af superhelte, Doom Patrol, men han gjorde dem også endnu mærkeligere end nogensinde. Det blev til i alt 63 numre, som senere blev samlet og genudgivet i seks bind, hvoraf det sidste netop er udkommet.

Ulf Reese Næsborg har andetsteds på Tegneseriesiden givet en kort præsentation af seriens persongalleri, som derfor ikke skal gentages her. Blot skal det bemærkes, at det netop er Morrisons dybt originale karakterer, som umiddelbart forbløffer og vækker læserens nysgerrighed (man skal til kollegaen Peter Milligans Enigma for at finde tilsvarende).

The Candlemaker fra Doom Patrol vol. 6Med et sådant persongalleri kan alt ske. Kan vel være at Doom Patrol foregår i en genkendelig virkelighed, men det genkendelige er kun skind, og virkeligheden er hverken fast eller usårlig: overalt lurer galskab og mareridt, absurditeter og monstre, som f.eks. antagonisten i Planet Love, The Candlemaker.

En krydsning mellem et Lovecraftsk havuhyre og en falden engel med afbrændte vinger var The Candlemaker oprindelig abepigen Dorothys fantasiven, som beskyttede hende mod en fordømmende omverden:

“The Candlemaker told me to make a wish, so I did. I had to let it out so that it could grant my wish, so I said okay. I was just a little kid. I guess I didn’t really think it could do anything. It was just like a bad dream. And I was so angry.”

Men for The Candlemaker er Dorothy kun en dør, og da hun lukker ham ud i et desperat forsøg på at redde en af sine venner fra døden, bliver han ude, fast besluttet på at lægge hvert eksistensniveau øde. Men det er kun en af de farer som Doom Patrol og verden står over for i Planet Love; ligeså seriøs er den trusel som i form af tusindevis af nanomaskiner er udgået fra deres egen midte:

“We have … hours left before they swarm over the whole world. Hours …”

Om verdens mærkeligste helte endnu en gang klarer skærene, skal naturligvis ikke røbes her. Noget andet er, om Morrison formår at lukke serien med samme originalitet, som han åbnede den. Havde Doom Patrol endt med nr. 62, ville svaret have været et forsigtigt ja, men med nr. 63 ebber serien desværre ud i en af litteraturens mest slidte klichéer.

Men ser man bort fra det sidste kapitel, er Planet Love helt i tråd med resten af serien. Grant Morrisons idérigdom er blændende, og derfor tilgiver man ham gerne, at plottet indimellem synes afgjort af en plancette. Når historierne virker bedst – og selv de mest absurde indslag accepteres af læseren – skyldes det selvfølgelig ikke mindst Richard Case, seriens faste tegner, hvis klassiske og detaljerede stil på een gang understreger det velkendte, og gør det sære så meget desto mere virkelighedsnært og foruroligende.

Endelig skal det nævnes, at man i Planet Love også kan læse Morrisons kærlige parodi på Doom Patrol, nemlig Doom Force fra juli 1992, illustreret af Case m.fl.:

“Once they smiled, now they are grim – Children of the catastrophe, blessed – or cursed – with fantastic powers and gorgeous bodies.”

God fornøjelse!

Doom Patrol

Fakta om serien

Doom Patrol Vol. 6: Planet Love (2008) 220 sider i farver

Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Richard Case, Sean Phillips, Stan Woch, m.fl.
Forlag: DC/Vertigo

En ny fase for Webcomics? DCs Zuda er gået live!

For et halvt års tid siden annoncerede DC at de ville lave et underforlag som tog sig af Webcomics. Nu er Zuda, som projektet er kommet til at hedde, gået i luften, og det ser rigtigt spændende ud.

Fight Club for webcomics

Logo for ZudaZuda et tænkt som et selvstændigt forlag (et imprint) under DC, lidt på samme måde som Vertigo og Wildstorm – her er der så bare tale om digitale tegneserier i stedet for trykte. Forlaget ser ud til at ville profilere sig som et fremme-på-beatet-forlagt med nye, spændende talenter og et forholdsvis nyt udtryk for mediet.

Planen er, at der hver måned er ti serier der kæmper om læsernes gunst – den vindende serie tegner DC / Zuda så kontrakt med for et år af gangen. Alle kan læse serierne, men man skal registrere sig for at kunne stemme på sin favorit.

Man læser serierne online via et Flash-interface, og det fungerer rigtigt godt, synes jeg – dog kan det være svært at læse teksten i visse af serierne hvis ikke man bruger fuldskærmsvisningen. Gør man til gengæld det, får man en af de bedste læseoplevelser jeg har prøvet online. Serierne er tegnet i 4:3-format, altså samme format som en standard skærm, hvilket gør at der er ikke er nogen unødig scrolling – man ser hele siden på skærmen, hvilket fungerer rigtigt godt på medium- til store skærme.

Ulempen med flash-interfacet er at det ikke er muligt at linke direkte til en bestemt side i tegneserierne, hvilket bryder med hvad vi ellers er vandt til fra webcomics og nettet i det hele taget. Øv.
En anden ulempe er, at smagsprøverne fra serierne kun er på 6 sider, og jeg sidder ofte med en fornemmelse af at mangle lidt mere substans inden jeg kan foretage et ordentligt valg,

Mange forskellige serier

Men hvordan er serierne så?

Den første fortsatte seriee fra Zuda hedder Bayou, og den lover virkeligt godt. Serien foregår i sumpene omkring Mississippi-deltaet i 1930’erne og omhandler både overnaturlige væsner i sumpene og raceadskillelse. Den er godt fortalt og tegnet og klart et nærmere bekendtskab værd – jeg ser frem til det næste afsnit.

Her i november måned stemmer vi på

Alpha Monkey, om en menneskedreng der er superhelt i en verden af aber

Battlefield Babysitter, om en normal pige i en familie af superhelte, der får job som babysitter.

Black Swan, om en ung pige der bliver rodet ind i en 500 år gammel samurai-fejde, da hun får et gammelt sværd.

Dead in the Now, om en dreng og hans tamme zombie, Z-Rex.

High Moon, som fortæller en historie om varulve i det vilde vest.

Leprenomicon, om en ung mand som tager en Leprechaun (irsk nisse) til fange for at undgå at profetien om hans egen død går i opfyldelse.

Raining Cats and Dogs, om en flok overnaturlige piger i moderne kulisser.

The Dead Seas om en ung pirat som rejser verden rundt for at befri os for de onde Necromancers.

The Enders om en ung pige der får superkræfter da hendes forældre bliver dræbt af The Ender, et væsen fra en anden planet.

og endelig

This American Strife som er en næsten non-sequiteur-agtig række små humoristiske, halvt selvbiografiske scener.

Af de titler som jeg har læst, kunne jeg godt tænke mig at se mere til Battlefield Babysitter og især High Moon.

Zuda er ikke alene

Alternativt logo for ZudaDet er en spændende satsning fra DCs side, men der er naturligvis andre spillere på banen – i oktober begyndte siden ComicMix (bl.a. drevet af John Ostrander) at udgive tegneserier på deres hjemmeside og for nylig annoncerede onlinecomics.net og webcomicsnation.com at de ville fusionere under Comicspaces navn. Der er med andre ord tegn på, at Zuda får kamp til stregen om at blive den førende webcomic-udgiver, og det er jo også nok til det bedste. Det er også interessant at bemærke at DCs største konkurrent, Marvel, har været bemærkelsesværdigt tavse i forhold til Zuda – måske de har noget oppe i ærmet? De annoncerede i al fald for et halvt års tid siden at det var deres intention at udgive dele af deres nuværende serier online – spørgsmålet er så, om de vil tage originalt materiale med i samme ombæring.

OPDATERING: Her, 2 timer efter at have publiceret denne artikel, åbner Marvel for (en del af?) deres satsning, nemlig http://www.marvel.com/digitalcomics/ – her kan man for enten $10 om måneden eller $60 om året læse gamle udgivelser. Ikke noget spor af nyt materiale, men måske det kommer? Foreløbigt ikke nogen imponerende indsats fra Marvel …

Det skal i al fald blive spændende at følge udviklingen det næste års tid eller to – hvordan kommer det til at gå for Zuda og de andre aktører? Kommer Marvel med et udspil og hvilke andre uforudsete spillere kommer på banen? Vil publikum læse tegneserier på skærmen? Vil du?

Zuda og DC har i al fald en fordel i og med at de er kommet først – der skulle være alle mulige chancer for at få fingre i en stor del af talentmassen inden de andre for alvor kommer i gang. Omvendt kan det blive problemtisk for dem at have en klar redaktionel linje, a la Vertigo – spørgsmålet er også om det er så vigtigt i dag.

Vi går under alle omstændigheder en spændende tid i møde!

… nu med ekstra varulv

I kølvandet på denne måneds udgave af Dylan Dog kigger Tegneseriesidens varulve-begejstrede anmelder på et par andre bud på tegneserier indenfor genren.

Denne gang tog anmeldelsen af Dylan Dog lidt længere tid end sidst, blandt andet fordi jeg måtte kæmpe med et hold i nakken som holdt mig væk fra tastaturet et par dage. Læsere der kender mig vil selvfølgeligt påstå at det skyldes umådeholden headbanging på Wacken Open Air festivalen som jeg lige er hjemvendt fra, nogen vil sikkert endda påstå at det slet ikke er en varulv Dylan stødte på i det tyske, men bare en ubarberet udgave af undertegnede. Selv om jeg måske ikke er klar til at vedgå nogen af disse ting, så kan jeg ikke løbe fra at være stor fan af varulve-historier, så efter anmeldelsen sad jeg tilbage med en del småbidder som ikke rigtigt passede ind i den “rigtige” anmeldelse, men som alt sammen havde et eller andet at gøre med varulve. Så betragt det efterfølgende som en slags bonus-materiale eller fraklips-show.

Fallen angel og DolphKroværten Rudy som bestyrer den bedste og eneste kro i Wolfburg kan jo ikke undgå at at vække visse associationer til Adolf Hitler med sit mærkværdige overskæg og det faktum at hans første opdukken i historien ledsager Dylans replik “Krigen er slut!”. Sammenbindingen mellem Hitler og varulven kunne ikke helt undgå at vække erindringen om vor egen Neutzsky-Wulffs novelle “Ulvens arv”, desværre er det en af de få historier fra “Ulvens arv og andre noveller” som ikke kan læses online på forfatterens hjemmeside, og den koster uden tvivl en mindre formue at anskaffe antikvarisk. Jeg ved ikke om der er nogen forhold der gør at historien ikke kan lægges ud på nettet, men hvis det bare er mangel på et elektronisk manuskript kunne man da håbe at en venlig sjæl ville give en hånd med at få den tastet ind.

Lidt lettere at få fat på er nok Peter David og J.K. Woodwards serie “Fallen Angel”, som tilfældigvis er “Book of the month i det seneste nummer af Wizard, DC har udgivet to trade paperbacks og IDW følger op med en hardcover udgave som dækker deres del af udgivelsen. Der er ikke umiddelbart nogen varulv i denne fortælling om en falden engel som stiller sig i menneskehedens tjeneste. Men til gengæld har byen Bete Noir en bar kaldet Furors Bar hvor den ældgamle bartender Dolph beskriver sig selv som “I’ve been a painter, a writer … dabbled in politics, made som enemies”. Det lyder jo unægteligt som noget man kender.

På samme tid som den tredie Dylan Dog udgivelse dumpede ind af brevsprækken var jeg så heldig også at få fingrene i Free Comic Book Day udgaven af “The Astounding Wolf-Man” #1. Jeg havde set en del foromtale af denne udgivelse fra Image, skrevet af Robert Kirkman og tegnet af Jason Howard, men havde egentlig tænkt mig at gå uden om den da tegnestilen ikke helt så ud til at være min kop te. Min ultimative ide om hvordan en varulv skal tegnes kan, som det fremgår af anmeldelsen, findes i Wrightsons illustrationer til Stephen Kings “Cycle of The Werewolf”, mens Jason Howard mere tenderer i retning af moderne tegnefilm i sin måde at tegne på. Det giver en utrolig dynamik i alle de sekvenser hvor varulven optræder, men til gengæld virker scenerne med almindelige mennesker flade og livløse.

Astounding Wolf-ManHistorien er i høj grad en tilbagevenden til den klassiske varulve fortælling som man kender den fra forskellige film, Gary Hampton er på campingtur med sin kone og datter i det stille Montana da han bliver overfaldet af … en bjørn. Vi andre der ikke er med i historien er selvfølgelig godt klar over at den forklaring ikke holder, og heldigvis viser Gary da også snart en bemærkelsesværdig evne til at hele sine sår, så han i fuldmånens skær kan jage rundt i storbyjunglen.

Ved siden af sine nyvundne kræfter har Gary et par mere jordnære problemer at slås med, et firma som han kæmper for at holde kørende, en datter som gerne vil være tennis-stjerne og en kone der ikke kan holde op med at ryge. Det er lige før at man under den stakkels mand at han kan få lejlighed til at komme lidt hjemmefra og jagte en kanin eller to. Men kan det lykkes for Gary at forene sit nye liv som varulv med et normalt familieliv, meget af det ser ud til at afhænge af den mystiske fremmede som dukker op i slutningen af historien.

Af en gratis tegneserie er “The Astounding Wolf-Man” ikke nogen dårlig ting, og som det nok også var intentionen fra Image, så vil jeg lige give det næste nummer eller to af serien et forsøg også, men der skal noget mere til hvis den skal have held til at fange mig som fast læser.

Marvel derimod prøver ikke at kapre læsere til en enkelt ny serie, men skyder mere med spredehagl med deres Legion of Monsters serie. Det virker som om at Marvel godt er klar over at der er et marked derude for den slags historier, de ved også godt at de har en række klassiske figurer fra 70’erne som de kan Legion of Monstersgenoplive, men ud over det har de ikke rigtigt nogen ide om hva de vil. Så i stedet får vi en række enkeltstående historier med Morbius, Werewolf by night, Man-Thing og Satana. De er nu blevet samlet i en hardcover udgave som kan findes i denne måneds Marvel Previews under titlen “Legion of Monsters”, mens der forhåbentlig er nogen hos Marvel der kigger på salgstal og finder frem til at en af serierne kan bære at komme i en fortsat udgave.

Vi skal do nok ikke skrue forventningerne for højt op, for i samme moment har Marvel meddelt at en anden klassisk 70’er figur ikke overlevede sin genoplivning. Det handler om vampyrjægeren Blade, hvor sidste halvdel af de 12 numre der nåede at udkomme af Marc Guggenheim og Howard Chaykins eller udmærkede serie nu udkommer som trade paperback med titlen “Blade: Sins of the father”. Men tilbage til “Legion of Monsters”, hvor varulve-historien “Smalltown Girl” af Mike Carey og Greg Land om en ung pige som forsøger at komme overens med sin families ekstraordinære kræfter.

Mens vi venter på en afgørelse kan vi dog glæde os over at der i samme nummer af Marvel Previews er annonceret en Essential Werewolf by Night vol. 2, mens vol. 1 stadig kan fås. Jeg nåede for nyligt igennem det første bind efter en længere pause. Historien lægger stærkt ud men undervejs virker det som om at man lidt taber pusten og orienteringen for figuren, det bliver lidt for meget monster-of-the-week, men mod slutningen virker det som om at serien igen finder sine fødder og begynder at være relevant, så derfor har jeg besluttet at andet bind også skal have en chance når det udkommer.

Spike Shadow PuppetsVarulve af hunkøn er åbenbart kommet lidt på mode, for eksempel har den amerikanske forfatterinde Kelley Armstrong haft en pæn succes med forløbig to bøger om Elena Michaels. Folk der har fulgt Buffy the Vampire Slayer vil også kunne huske Vercua som dukkede op for at forføre Oz. Oprindeligt skulle hun have haft mere plads i historien, men på grund af Seth Greens forskellige film-projekter var man nødt til at gøre en lang historie kort.

Samme skæbne så ud til at overgå varulven Nina i Angel serien, som lige nåede at dukke op som potentiel partner til vor vampyr-helt før serien blev aflyst. Hun fik dog lov til at dukke op i tegneserie-form i historien “Mystery date” hvor vi finder ud af hvad der sker efter “Smile Time” hvor Angel bliver forvandlet til en muppet-lignende dukke. Historien udkom sidste år i august, men den er lidt aktuel ige, da IDW nu har valgt at lade Angels gamle rival Spike gennemgå en tilsvarende forvandling i historien “Shadow puppets”. Gad vide om titlen i virkeligheden er en slet skjult reference til at James Marsters som oprindeligt spillede Spike i TV serien netop har en film ude med samme titel. Den beskrives som “Saw” møder “Cube” med nogen overnaturlige elementer.

… og så kom vi vist så langt værk fra det oprindelige emne at det er tid at slutte, så herfra er der kun at sige “Så skulle den varulv vist være barberet”.