Guf for Star Wars-fans: Doug Wheatley til komiks.dk

Doug WheatleySeneste tilføjelse til den allerede imponerende gæsteliste for komiks.dk 2008 er tegneren Doug Wheatley:

Imperiet slår igen på Komiks.dk!

Komiks.dk og Dansk Star Wars Forening er stolte over at kunne præsentere en af de mest populære tegnere indenfor Star Wars tegneserier, Doug Wheatley.

Få havde forudset, hvor stor en moderne myte George Lucas ville skabe i 1977, da den første Star Wars film blev sluppet løs på verden. Filmen skrev historie og slog alle rekorder ved billetlugerne, og nu over 30 år efter er Star Wars mere populært end nogensinde før. Et sandt kulturelt fænomen!

Doug Wheatley voksede op i Winnipeq, Manitoba og var allerede som teenager kunstnerisk begavet. I high school tog han flere kunstkurser, blandt andet et kursus i reklame tegning. Det varede da heller ikke længe, inden Wheatley arbejdede i tegneseriebranchen på fuld tid. Han slog sine folder hos blandt andet Marvel, D.C., Acclaim og Wildstorm. Dark Horse redaktøren Randy Stradley kontaktede Wheatley for at høre, om han ville være interesseret i at skabe forsiderne til Star Wars Bounty Hunters: Kenix Kil, og ikke alene greb Wheatley chancen, han har også siden illustreret forsider til Empire samt arbejdet som rentegner for Paul Chadwick på Star Wars Empire: Darklighter og som tegner på tegneserieudgaven af filmen Star Wars Episode III: Revenge of the Sith. Han har også arbejdet på Star Wars DarkTimes nummer 1-5. Udover sit arbejde på Star Wars tegneserier har Wheatley også tegnet serier som Superman: Last Son of Earth, Superman: Last Stand on Krypton samt Aliens: Avenging Angels – Apocalypse. Han har ligeledes arbejdet på tegneserier med figurer som Hulk, Blade, Conan, Punisher og mange flere. Wheatley arbejdede også ukrediteret som storyboard tegner på filmen Superman Returns.

Jeg kender ikke Wheatleys tegninger specielt godt, men det er noget af et generalieblad han disker op med og de samples man kan finde rundt omkring på nettet er imponerende – se selv:

Star Wars-illustration af Doug Wheatley

Star Wars-illustration af Doug Wheatley

– med andre ord endnu en grund til at glæde sig til komiks.dk 2008!