Dylan Dog lukker

Dylan DogDet er med stor beklagelse at jeg må viderebringe følgende nyhed:

Dylan Dog takker af — for nu! Dylan Dog nr. 5, der er i handlen nu, bliver det sidste i rækken i denne omgang.

Der har været mange hurdler, der skulle overvindes ved at udgive en månedlig tegneserie – og nogle af dem lod sig ganske enkelt ikke overvinde. Mest problematisk har det været at få tegneserien ud i forretningerne. Kioskerne ville ikke have den – boghandlerne ville ikke have den. Efter min vurdering havde det intet med kvaliteten af serien at gøre, men skyldes snarer to ting: dels at den lave pris gjorde at forhandlerne ikke følte at den tilsvarende lave avance gjorde at produktet var værd at satse på, og dels fordi der ganske enkelt var tale om en tegneserie. Det er min oplevelse at forhandlerne ikke har meget tro på salgbarheden af tegneserier længere.

Trods de mange problemer med at få serien ud til læserne, opnåede Dylan Dog nr. 1 et helt fornuftigt salg. – Måske var det nyhedsværdien, eller pga halssmykket, som var med som gratisgave? Men i længden har salget ikke været tilfredsstillende, og det er grunden til at vi nu slår bremsen i.

Selv om Shadow Zone Media indstiller den månedlige udgivelse af Dylan Dog, betyder det ikke at vi ophører med at eksistere som forlag. Der arbejdes med planer om at udgive en række one-shots – 300-siders graphic novels i rigtigt bogudstyr rettet mod boghandlerne – i et prisleje der vil gøre produktet mere interessant for forhandlerne.
– Og det kunne da meget vel tænkes at Dylan Dog kunne gøre comeback i dette format.

Forlaget vil gerne rette en tak til alle Dylan Dog-læserne, der har fulgt vores kære mareridtsdetektiv i hans kamp mod vampyrer, varulve og andre skumle monstre. – Det blev ikke disse overnaturlige væsener der fik has på Dylan Dog, men derimod noget så jordnært og kedeligt som dårlige salgstal.

Farvel – og på gensyn!

Bjarne Kristensen
Shadow Zone Media

Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi her på tegneseriesiden har fulgt dette spændende tiltag – udgivelse af et nyt månedligt blad – med krydsede fingre. Bladets kvalitet har der ikke været noget at udsætte på – står det virkeligt så greelt til med markedet?

Herfra siger vi i al fald tak for de fem numre som det blev til og god vind fremover til Bjarne Kristensen og Shadow Zone Media – vi venter spændt på det næste udspil!

Dylan Dog 5: Anna Nevers genfærd

Efter en uge med flere sportslige gysere ser Kent Damgaard nærmere på det seneste bind i serien om mareridtsdetektiven Dylan Dog, som denne gang må hjælpe en ven der er plaget af et spøgelse … eller er han?

Dylan Dog 5Efter de første par hæfter med Dylan Dog kunne man godt forledes til at tro, at Dylan ud over sine kortvarige kvindelige bekendtskaber ikke har andre venner her i verden end Groucho, og det kan umuligt være sundt i længden. Men i dette nummer møder vi skuespilleren Guy Rogers som åbenbart er en gammel ven til Dylan.

Venskabet kommer dog fra starten på en hård prøve da Guy tilkalder Dylan for at få hjælp med et genfærd som tilsyneladende hjemsøger hans lejlighed. Genfærdet passer jo lige med den slags sager som Dylan ellers påtager sig, men der er meget få spor efter genfærdet da Dylan dukker op i Guys lejlighed, til gengæld er der masser af spor der peger i retning af at Guy er faldet af vandvognen og har forestillet sig det hele, enten i delirium eller i en meget livagtig drøm.

Sagen tager snart endnu en overraskende drejning da genfærdet som Guy mener at have set næste dag indfinder sig i Pinewood studierne hvor han spiller hovedrollen i en gyserfilm. Virkelighedens version af hans genfærd er den smukke men ufatteligt klodsede Anna Never.

Derved bliver historiens tema ikke så meget genfærd, som jeg ikke er så begejstret for, men virkelighedens væsen, som efter min mening er langt mere interessant. Sclavi leger med alle aspekter af den, drøm mod virkelighed, vanvid mod normalitet og film mod virkelighed. Ved at bruge en meget spidsfindig sammenklipning af de enkelte sekvenser i historien opnås en ganske god effekt af at læseren heller ikke helt har styr på hvad der er hvad i den tegneserie-virkelighed han læser.

Groucho er som sædvanlig ikke til megen hjælp, men ved et rent tilfælde får han alligevel bidraget til sagens opklaring, mens resten af hans tid går med at fyre de sædvanlige dårlige vittigheder af. I stedet for at oversætte vittighederne fra den oprindelige historie har Bjarne Kristensen imidlertid gjort lidt ekstra ud af de læsere der finder vej til seriens hjemmeside, her kan man nemlig skrive sine egne vittigheder og hvis man er heldig se dem på tryk i et senere nummer (undertegnede bidrager for eksempel med Windows joken på side 63).

Anna NeverMen for en gangs skyld bliver Groucho sat lidt til vægs med hensyn til morskab af den meget distræte og klodsede Anna Never som hele tiden virker som om hun går rundt i sin egen virkelighed, hvilket jo er meget passende, historiens tema taget i betragtning.

Alt i alt endnu et bind i serien der holder den samme høje standard som de tidligere. Og selv om Bjarne Kristensen i introduktionen til serien undskylder Corrado Rois tegninger med at han stadig er ny på serien og vil udvikle sig senere, så synes jeg egentlig ikke at man behøver at undskylde ham, både genfærds-scenerne og de mange klip fra den film som Guy Rogers er ved at indspille er fremragende tegnet.

Den danske udgivelse af Dylan Dog ser ud til at blive ved med at skabe opmærksomhed, senest her Troldspejlet haft et indslag om serien som kan ses her (vælg “Mandag” i ugeoversigten for at finde udsendelsen fra 2. oktober, indslaget om Dylan Dog ligger tidsmæssigt mellem 4:35 og 6:55).

Fakta om serien

Dylan Dog #5: Anna Nevers genfærd
Bedømmelse: Anbefales varmt

Forfatter: Tiziano Sclavi
Tegner: Corrado Roi
Oversætter: Bjarne Kristensen
Udgiver: Shadow Zone Media

Husk også at besøge seriens hjemmeside, www.dylandog.dk

Dylan Dog 4: Erindringer fra usynlighedens verden

Cover til Dylan Dog #4Det er en gammel tanke – måske så gammel som mennesket selv – hvad hvis nu man kunne blive usynlig?

Vi finder det overalt – i folkloren, hvor bregnefrø efter sigende kunne gøre en usynlig, Perseus usynlighedshjælm, Herskerringen i Ringenes Herre, Cheshire-katten i Alice i Eventyrland, Harry Potters magiske kappe, Troldepus hvide tryllestav, erotiske versioner hos bl.a. Milo Manara, Sue Storm fra Fantastic Four, Klingon-skibenes cloakingdevice i Star Trek – listen er næsten uendelig.

Den historie der dog står centralt er H. G. Wells Den Usynlige Mand, om videnskabsmanden Griffin, der gør sig selv usynlig. Han kan dog ikke kan gøre sig synlig igen, hvilket gør ham sindssyg. Historien udspiller sig i Victoriatidens seksuelt undertrykte London, og det seksuelle element er – som i flere af Wells historier – tydeligt mellem linjerne historien igennem.
Alan Moore brugte Griffin i sin The League of Extraordinary Gentlemen.

Det nyeste nummer af Dylan Dog tager også historien om den usynlige mand under behandling, og ligesom hos Wells foregår historien i London, men det seksuelle element er dog lidt mere tydeligt – der er nemlig en morder, der er gået i gang med at dræbe byens prostituerede.

Bree Daniels fra DD#4De prostituerede har dog ikke tænkt sig at lade stå til mens politiet sylter sagen, så de slår deres økonomiske midler sammen og lader en af deres egne, Bree Daniels, kontakte Dylan Dog, så han kan løse problemet for dem. Naturligvis forelsker Dylan sig i den smukke Bree, hvilket ikke er helt ukompliceret med hendes metier i mente.

Imens skifter fortællingen så til en usynlig mand, der søger hævn over mordet på den prostituerede Aileen, som han var forelsket i. Tiziano Sclavi lader det i lang tid stå uvist hen hvorvidt denne person virkeligt er usynlig eller bare så ubetydelig at folk ikke lægger mærke til ham, hvilket fungerer virkeligt godt. Tegneren Giampiero Casertano skildrer Londons regnvåde gader, så det føles som om man var der selv. Hans streg er især stærk i skildringen af det lidt groteske, hvilket gør ham til den måske bedste Dylan Dog-tegner vi har set endnu.

Der er flere tråde i historien – og flere overraskelser undervejs – end vi har set i de tidligere numre i serien (måske med første nummer, En Knæler gik at Jage, som mulig undtagelse), og det fungerer godt og gribende undervejs, selv om jeg ikke er helt overbevist om historiens slutning. Det ændrer dog ikke på at dette er det måske bedste numre af Dylan Dog hidtil og kan anbefales både til faste og nye læsere – har du brug for et godt, solidt gys fås det på det danske marked ikke bedre end Dylan Dog.

Fakta om serien

Dylan Dog #4: Erindringer fra usynlighedens verden
Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Tiziano Sclavi
Tegner: Giampiero Casertano
Oversætter: Cecilia Jakobsen
Udgiver: Shadow Zone Media

Husk også at besøge seriens hjemmeside, www.dylandog.dk

Dylan Dog #3: Nætter med fuldmåne

Varulv i træsnit.Da Dylan Dog begyndte at udkomme indgik Ulf og jeg en aftale om at skiftes til at anmelde numrene. Det viste sig at være en rigtig god ide, jeg er nemlig ikke specielt begejstret for zombie-fortællinger, mens jeg altid har haft en forkærlighed for varulve. I det tredie nummer i den danske udgave drager Dylan og Groucho nemlig til Schwarzwald for at undersøge en mystisk sag om en ung piges forsvinden, og det bringer dem i forbindelse med Dylan Dog universets version af varulve.

Varulve i vor kulturkreds kendes helt tilbage til Vølsung sagaen hvor Sinfjotli og Sigmund ved at iklæde sig ulveskind overtager dyrets egenskaber og vildskab. I andre beskrivelser er påklædningen mere symbolsk og man kan nøjes med et bælte af ulveskind. Men typisk ifører man sig dyrets skind for at få dets egenskaber, som vi også kender det fra de frygtede krigere bersærkerne, som jo altså er klædt i bjørne-særk eller tøj af bjørneskind. Rødderne kan uden tvivl føres helt tilbage til mere primitiv religion hvor jægeren identificerer sig med byttedyret, først direkte men senere gennem en shaman som nu påtager sig rollen som stammens totem på vegne af krigerne eller jægerne.

For det moderne menneske er de imidlertid ikke så praktisk at kunne påtage sig egenskaber fra et vildt rovdyr, det giver hverken en elevplads i Netto eller en formandspost i grundejerforeningen. Derfor fremstilles varulve da også ofte i moderne fortællinger som ramt af en ond skæbne eller en forbandelse, eller som et kulturmenneske i konflikt med sin vilde natur eller et menneske der ikke vil erkende sin mørke side. En varulve-fortælling kan næsten henfalde til en traditionel whodunnit hvor man skal finde ud af hvem varulven er inden den lille afsides by løber tør for indbyggere. Corben bruger det mesterligt i en af sine historier, hvor ulven ironisk nok viser sig at være præsten som til det sidste ikke vil vedkende sig den mørke side af sig selv.

I nyere tids fortællinger er varulven dog begyndt at fremstå i et mildere lys. Hvor der før var tale om en enkelt udstødt kan der nu, for eksempel i Anita Blake historierne, optræde hele flokke med en indbyrdes rangorden og social struktur. En slags skygge-samfund i forhold til det etablerede. Rollespil viser dem som økologi-bevidste forekæmpere for moder jord, mens moderne film som “Underworld” fremstiller dem som en selvstændig art der befolker en skyggeverden som eksisterer lige ude af øjenkrogen på vores sorgløse dagligdag.

Sclavi tager fat på myten om varulven med sin typiske Dylan Dog tematik. De to hovedtemaer som man altid kan regne med i Dylan Dog er “Dylan og kvinderne” og “Menneskelighed i monstrene, mennesket som monster”. Lad os tage “Dylan og kvinderne” først, selv om man vel dårligt kan tale om kvinder i det her tilfælde. Dylan og Groucho er som bekendt hyret for at undersøge en ung piges forsvinden, og det fører dem til Frau Bluchers kostskole for unge piger. Hvor indehaveren helst ser ham ude af syne hurtigst muligt. Dette gælder dog ikke hendes elever, som hurtigt bemærker at han er den eneste tiltrækkende mand i miles omkreds. Begivenhederne fører ham sammen med den unge Alexandra som muligvis er et spor i sagen, hun har imidlertid sin egen dagsorden og Dylan finder det svært at afvise hendes tilnærmelser – tsk tsk Dylan, bad Dog, no bisquit!

Dylan Dog 3Da ingen ser ud til at ønske at hjælpe Dylan med opklaringen må han slå sig ned i den nærliggende landsby, som meget betegnende hedder Wolfburg. En slags bayersk “village that time forgot” hvor tyrolerhapt, lederhosen og piger med store blonde fletninger falder naturligt ind iblandt de gamle bindingsværks-bygninger. En by af den slags hvor man hvert øjeblik ville forvente at Dracula kunne komme flyvende forbi. Her stifter han nærmere bekendtskab med de lokale historier om hvem der lever i skovene, og meget betegnende er de ikke omtales som “ulve” men “fremmede” – de er ikke dyr, men mennesker man endnu ikke kender.

Hvem de fremmede er, og hvad motivet til den unge piges forsvinden er, skal ikke afsløres her, for historien er absolut værd for læsere selv at investere i. Bjarne Kristensen gør selv i forordet opmærksom på at det denne gang er to andre tegnere der står for illustrationen af Sclavis fortælling, Montanari og Grassani. Personligt forstår jeg ikke helt at han kalder måden at tegne på for dere “ikke ligefrem gyser-agtige stil”. Scenerne med Dylans kamp mod ulven i starten af bogen, og igen senere da han og Groucho konfronteres med ulvene i skoven gav for mig ihvertfald mindelser om Wrightsons varulve-illustrationer til Stephen Kings “Cycle of the Werewolf”. Så for mig virker tegnestilen ganske udmærket.

Slutteligt, så er det jo næsten ironisk at se sin egen anmeldelse af det første nummer citeret i “Dylan Dog Horror Club” vedrørende Grouchos rolle. For i “Nætter med fuldmåne” synes jeg faktisk han er langt mindre irriterende end i de to første numre. Hans rolle som den konstante ulykkesfugl der bare ikke kan lade være med at påkalde sig en værre skæbne ved at nævne de ting der heldigvis ikke er sket endnu er sjov, og hans konstant afbrudte historie om de fire mand der skal halshugges virker godt i sammenhængen selv om man godt kender den i forvejen. Jeg tror at grunden til at Groucho fungerer bedre i dette nummer end de tidligere er at hans vittigheder går ind og bliver en del af historien, på den måde virker han mindre malplaceret.

Skulle nogen være interesseret i at læse op på varulve, så har Wikipedia to udmærkede artikler som kan bruges som afsæt

http://en.wikipedia.org/wiki/Werewolf – dækker virkelighedns varulve i mytologi med videre.
http://en.wikipedia.org/wiki/Werewolf_fiction – dækker derimod varulve i fiktive værker, dog fortrinsvist bøger og film.

Fakta om serien

Dylan Dog #3: Nætter med fuldmåne
Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Tiziano Sclavi
Tegner: Montanari & Grassani
Oversætter: Bjarne Kristensen
Udgiver: Shadow Zone Media

… nu med ekstra varulv

I kølvandet på denne måneds udgave af Dylan Dog kigger Tegneseriesidens varulve-begejstrede anmelder på et par andre bud på tegneserier indenfor genren.

Denne gang tog anmeldelsen af Dylan Dog lidt længere tid end sidst, blandt andet fordi jeg måtte kæmpe med et hold i nakken som holdt mig væk fra tastaturet et par dage. Læsere der kender mig vil selvfølgeligt påstå at det skyldes umådeholden headbanging på Wacken Open Air festivalen som jeg lige er hjemvendt fra, nogen vil sikkert endda påstå at det slet ikke er en varulv Dylan stødte på i det tyske, men bare en ubarberet udgave af undertegnede. Selv om jeg måske ikke er klar til at vedgå nogen af disse ting, så kan jeg ikke løbe fra at være stor fan af varulve-historier, så efter anmeldelsen sad jeg tilbage med en del småbidder som ikke rigtigt passede ind i den “rigtige” anmeldelse, men som alt sammen havde et eller andet at gøre med varulve. Så betragt det efterfølgende som en slags bonus-materiale eller fraklips-show.

Fallen angel og DolphKroværten Rudy som bestyrer den bedste og eneste kro i Wolfburg kan jo ikke undgå at at vække visse associationer til Adolf Hitler med sit mærkværdige overskæg og det faktum at hans første opdukken i historien ledsager Dylans replik “Krigen er slut!”. Sammenbindingen mellem Hitler og varulven kunne ikke helt undgå at vække erindringen om vor egen Neutzsky-Wulffs novelle “Ulvens arv”, desværre er det en af de få historier fra “Ulvens arv og andre noveller” som ikke kan læses online på forfatterens hjemmeside, og den koster uden tvivl en mindre formue at anskaffe antikvarisk. Jeg ved ikke om der er nogen forhold der gør at historien ikke kan lægges ud på nettet, men hvis det bare er mangel på et elektronisk manuskript kunne man da håbe at en venlig sjæl ville give en hånd med at få den tastet ind.

Lidt lettere at få fat på er nok Peter David og J.K. Woodwards serie “Fallen Angel”, som tilfældigvis er “Book of the month i det seneste nummer af Wizard, DC har udgivet to trade paperbacks og IDW følger op med en hardcover udgave som dækker deres del af udgivelsen. Der er ikke umiddelbart nogen varulv i denne fortælling om en falden engel som stiller sig i menneskehedens tjeneste. Men til gengæld har byen Bete Noir en bar kaldet Furors Bar hvor den ældgamle bartender Dolph beskriver sig selv som “I’ve been a painter, a writer … dabbled in politics, made som enemies”. Det lyder jo unægteligt som noget man kender.

På samme tid som den tredie Dylan Dog udgivelse dumpede ind af brevsprækken var jeg så heldig også at få fingrene i Free Comic Book Day udgaven af “The Astounding Wolf-Man” #1. Jeg havde set en del foromtale af denne udgivelse fra Image, skrevet af Robert Kirkman og tegnet af Jason Howard, men havde egentlig tænkt mig at gå uden om den da tegnestilen ikke helt så ud til at være min kop te. Min ultimative ide om hvordan en varulv skal tegnes kan, som det fremgår af anmeldelsen, findes i Wrightsons illustrationer til Stephen Kings “Cycle of The Werewolf”, mens Jason Howard mere tenderer i retning af moderne tegnefilm i sin måde at tegne på. Det giver en utrolig dynamik i alle de sekvenser hvor varulven optræder, men til gengæld virker scenerne med almindelige mennesker flade og livløse.

Astounding Wolf-ManHistorien er i høj grad en tilbagevenden til den klassiske varulve fortælling som man kender den fra forskellige film, Gary Hampton er på campingtur med sin kone og datter i det stille Montana da han bliver overfaldet af … en bjørn. Vi andre der ikke er med i historien er selvfølgelig godt klar over at den forklaring ikke holder, og heldigvis viser Gary da også snart en bemærkelsesværdig evne til at hele sine sår, så han i fuldmånens skær kan jage rundt i storbyjunglen.

Ved siden af sine nyvundne kræfter har Gary et par mere jordnære problemer at slås med, et firma som han kæmper for at holde kørende, en datter som gerne vil være tennis-stjerne og en kone der ikke kan holde op med at ryge. Det er lige før at man under den stakkels mand at han kan få lejlighed til at komme lidt hjemmefra og jagte en kanin eller to. Men kan det lykkes for Gary at forene sit nye liv som varulv med et normalt familieliv, meget af det ser ud til at afhænge af den mystiske fremmede som dukker op i slutningen af historien.

Af en gratis tegneserie er “The Astounding Wolf-Man” ikke nogen dårlig ting, og som det nok også var intentionen fra Image, så vil jeg lige give det næste nummer eller to af serien et forsøg også, men der skal noget mere til hvis den skal have held til at fange mig som fast læser.

Marvel derimod prøver ikke at kapre læsere til en enkelt ny serie, men skyder mere med spredehagl med deres Legion of Monsters serie. Det virker som om at Marvel godt er klar over at der er et marked derude for den slags historier, de ved også godt at de har en række klassiske figurer fra 70’erne som de kan Legion of Monstersgenoplive, men ud over det har de ikke rigtigt nogen ide om hva de vil. Så i stedet får vi en række enkeltstående historier med Morbius, Werewolf by night, Man-Thing og Satana. De er nu blevet samlet i en hardcover udgave som kan findes i denne måneds Marvel Previews under titlen “Legion of Monsters”, mens der forhåbentlig er nogen hos Marvel der kigger på salgstal og finder frem til at en af serierne kan bære at komme i en fortsat udgave.

Vi skal do nok ikke skrue forventningerne for højt op, for i samme moment har Marvel meddelt at en anden klassisk 70’er figur ikke overlevede sin genoplivning. Det handler om vampyrjægeren Blade, hvor sidste halvdel af de 12 numre der nåede at udkomme af Marc Guggenheim og Howard Chaykins eller udmærkede serie nu udkommer som trade paperback med titlen “Blade: Sins of the father”. Men tilbage til “Legion of Monsters”, hvor varulve-historien “Smalltown Girl” af Mike Carey og Greg Land om en ung pige som forsøger at komme overens med sin families ekstraordinære kræfter.

Mens vi venter på en afgørelse kan vi dog glæde os over at der i samme nummer af Marvel Previews er annonceret en Essential Werewolf by Night vol. 2, mens vol. 1 stadig kan fås. Jeg nåede for nyligt igennem det første bind efter en længere pause. Historien lægger stærkt ud men undervejs virker det som om at man lidt taber pusten og orienteringen for figuren, det bliver lidt for meget monster-of-the-week, men mod slutningen virker det som om at serien igen finder sine fødder og begynder at være relevant, så derfor har jeg besluttet at andet bind også skal have en chance når det udkommer.

Spike Shadow PuppetsVarulve af hunkøn er åbenbart kommet lidt på mode, for eksempel har den amerikanske forfatterinde Kelley Armstrong haft en pæn succes med forløbig to bøger om Elena Michaels. Folk der har fulgt Buffy the Vampire Slayer vil også kunne huske Vercua som dukkede op for at forføre Oz. Oprindeligt skulle hun have haft mere plads i historien, men på grund af Seth Greens forskellige film-projekter var man nødt til at gøre en lang historie kort.

Samme skæbne så ud til at overgå varulven Nina i Angel serien, som lige nåede at dukke op som potentiel partner til vor vampyr-helt før serien blev aflyst. Hun fik dog lov til at dukke op i tegneserie-form i historien “Mystery date” hvor vi finder ud af hvad der sker efter “Smile Time” hvor Angel bliver forvandlet til en muppet-lignende dukke. Historien udkom sidste år i august, men den er lidt aktuel ige, da IDW nu har valgt at lade Angels gamle rival Spike gennemgå en tilsvarende forvandling i historien “Shadow puppets”. Gad vide om titlen i virkeligheden er en slet skjult reference til at James Marsters som oprindeligt spillede Spike i TV serien netop har en film ude med samme titel. Den beskrives som “Saw” møder “Cube” med nogen overnaturlige elementer.

… og så kom vi vist så langt værk fra det oprindelige emne at det er tid at slutte, så herfra er der kun at sige “Så skulle den varulv vist være barberet”.

Dylan Dog 2: Når de døde vågner

Dylan Dog 2Lad det være sagt med det samme: jeg er en sucker efter zombier. Siden jeg som ung så George A. Romeros klassiske zombietrilogi og Lucio Fulcis klassiske zombiefilm har jeg været … bidt … af zombiefortællinger, og når Dylan Dog så barsler med et nummer om zombier, kaster jeg mig naturligvis over serien.

Hvor det første nummer var en mordgåde med stærke påvirkninger fra italienske giallo-film (f.eks. Dario Argento) har vi her som sagt en zombie-fortælling med rødder i de klassiske film af Romero og Fulci.

Plottet går i al sin enkelthed ud på at de døde begynder at vågne til live igen – Sybil Brownings mand er en af de første, og hun bliver anklaget for mordet på ham, idet hun er nødt til at forsvare sig mod zombiens angreb.

Hun hyrer Dylan Dog til at opklare hvad der er sket og dermed rense hendes navn, og herfra går turen til Inverness i Skotland, hvor den mystiske doktor Xabaras udfører sine eksperimenter. Det hele ender med et stort klimaks med masser af zombier i en lille skotsk by og Dylan, Sybil og Dylans assistent Groucho fanget i midten af det hele.

Hvordan det hele ender skal ikke afsløres her, men da Dylan Dog er et månedsblad, er det nok ikke helt ved siden af at gætte på at vore hovedpersoner er tilbage i næste måned. Inden da har man fået gnavet en del af sine negle ned til roden over den fundamentalt spændende historie, der leverer både spænding og chok nok til næste nummer udkommer næste måned. Bladet er til tider en lille smule teksttungt, men når handlingen er så spændende som den er, nærmest blæser man alligevel igennem det på ingen tid.

De sort/hvide tegninger er også meget effektfulde, og vækker mindelser om Modersty Blaise med en håndfuld Hugo Pratt kastet ind over, om end stilen til tider er noget mere karrikeret end de to inspirationskilder. Fortællemæssigt passer de rigtigt godt sammen med historien, og især scenen med patologen på retsmedicinsk institut er stemningsfuld og hårrejsende.

Der er efterhånden kommet en del zombietegneserier – først og fremmest den fremragende The Walking Dead, men også Avatars “Living Dead”-serie og Warren Ellis “Black Gas”-miniserie. Det der adskiller Dylan Dog #2 fra denne store mængde er først og fremmest dens meget europæiske tone, og det gør faktisk en stor forskel.

Dylan Dog er fortsat et friskt pust hen over den danske scene, og jeg glæder mig til næste måned, hvor vi kommer i selskab med varulve. Hm, lige pludseligt er en måned rigtig lang tid…

Faktaboks:

Titel: Dylan Dog #2: når de døde vågner
Forfatter: Tiziano Sclavi
Tegner: Angelo Stano
Udgiver: Shadow Zone Media
Hjemmeside: www.dylandog.dk

Bedømmelse: Anbefales

Dylan Dog #1: En knæler gik at jage

dd-cover-1.jpgEn død mand kommer ind på en single-natklub…

Det er ikke begyndelsen på en af de mange vittigheder som Dylan Dogs assistent når at få afleveret i løbet af det første hæfte, men derimod indledningen på historien “En knæler gik at jage”. Natklubben har det dobbelttydige navn “Hiroshima mon amour”, en henvisning til den fransk/japanske film fra 1959 som flere steder deler temaer med Dylan Dog historien, men herom senere.

Uset og spøgelsesagtigt leder den døde mand os fra sit gravsted til natklubben som er omdrejningspunktet for denne første sag for Dylan Dog på dansk. Det giver os mulighed for at springe ind midt i arbejdet med at finde en kvindelig serimorder som finder sine ofre på “Hiroshima mon amour”.

Mareridtsdetektiven Dylan Dog udgiver sig for at være en af de mange singler der frekventerer natklubben i håb om at finde den eneste ene, dels for at hjælpe sin gamle ven og mentor Komissær Bloch fra Scotland Yard, dels for at hjæle en kunde som er mor til en af “knæleren”’s ofre. Det fantasifulde tilnavn skyldes at morderen ligesom sin navnesøster i insektriget dræber sin mandlige partner efter at kønsakten er fuldbyrdet.

Så man kan roligt sige at Dylans hjerte er i fare på flere planer, for kærlighed på en single-natklub kan nogen gange være lige så farlig og uforudsigelig som en seriemorder. I filmen “Hiroshima mon amour” mødes parret på en cafe ved navn “Casablanca”, hvilket ifølge nogen ses som en hilsen til filmen af samme navn, og et symbol på at vi har at gøre med den umulige kærlighed.

Så det er sikkert med fuldt overlæg at Sclavi og Ciaverotti lader sine personer mødes på “Hiroshima mon amour”, for rundt i yderkanterne af det i øvrigt ganske gode, men også lidt traditionelle plot, bevæger sig en række menneskeskæbner som alle søger kærligheden på den ene eller anden måde, med meget forskellige og alligevel ens resultater til følge.

Teknikken med at introducere små menneskeskæbner ved siden af den gennemgående historie og alligevel opnå at læseren på kort tid når at få en smule følelse for dem kendes sikkert af mange fra Stephen King, men også Neil Gaimen og Alan Moore har brugt den i deres tidlige numre af henholdsvis “Sandman” og “Swamp Thing”. Det giver en fin balance ved at læseren trods de voldsomme dele af handlingen fastholdes i menneskelige følelser i stedet for at bedøves og afstumpes – folk der synes at Doom og Resident evil er god horror vil måske nok blive lidt skuffede, men måske også udfordret på en positiv måde.

Nu kunne nogen læsere måske forledes til at tro, at med referencer til franske film og anbefalingen fra selveste Umberto Eco: “Jeg kan læse Biblen, Homer og Dylan Dog i dagevis …”, så kunne det udarte sig til noget højpandet noget, og måske er det netop derfor at forfatterne til serien har valgt at give Dylan Dog noget nær den underligste assistent man kan tænke sig. En skuespiller der en gang har spillet Groucho Marx og siden er blevet hængende i rollen, tilsyneladende uden at bidrage til sagen med andet en en række meget karakterisktiske vittigheder.

Nogen gange kan jeg godt synes at han er lidt i overkanten – om jeg med tiden vil finde ham lige så irriterende som de fleste personer omkring Dylan Dog ser ud til at gøre det er der kun en måde vi kan finde ud af – ved at vi alle køber både dette bind, det næste når det udkommer d. 6 juli og så fremdeles.

Velkommen til Dylan Dog og til Shadow Zone Media på det danske marked. Læsere der vil vide mere om dette nye forlag, følge med i nyheder om serien eller diskutere serien, horror, musik eller film bør besøge hjemmesiden (som altid er mit brugernavn verszou).