Hvorfor skulle Phoenix og Jean Grey dø ?

X-Men 148 indeholder en artikel af Kent Damgaard om Jean Grey og Phoenix. Af hensyn til den begrænsede spalteplads måtte en del af artiklen skæres fra. Heldigvis har Kim Helt givet sit samtykke til at Tegneseriesiden bringer den hele uforkortede artikel her kort efter udgivelsen.

X-Men #148

En lille forhistorie

X-Men er fanget i rummet, kun med en ødelagt rumfærge at vende hjem i. Den der tager styrtøjet er sikker på at dø, men Jean Grey tager chancen og ofrer sig for holdet.

Da alle tror hun er død efter nødlandingen i vandet udfor JFK lufthavnen flyver hun pludseligt op af vandet, genfødt som Phoenix. Hvorfor blev Jean Grey til Phoenix? Hvorfor skulle hun dø? Og hvordan blev de to skilt ad? Historien har været trykt i Projekt X Klassiker nummer 3, men hvad skete der bag kulisserne?

Kun en (Marvel) pige

Før hun blev Phoenix hed Jean Grey Marvel Girl, og det første billede jeg så af hende var i kamp mod en superskurk som muligvis var Magneto. Det var ikke i en dansk udgivelse, men derimod i en bog om tegneserier. Jeg husker ikke længere titlen, men skulle nogen af læserne vide hvilken bog der er tale om ville jeg være meget interesseret i at høre det. Hvorom alting er, så viser billedet en Jean Grey der kæmper mod Magneto, men som er trængt helt ned i knæ i forsøg på at holde ham stangen med sine svage kræfter. Bogens pointe var at selv om der fandtes kvindelige superhelte, så blev de fremstillet som svage og underlegne i forhold til de mandlige helte og skurke.

Jean Grey får en “makeover”

X-Men forsideForvandlingen fra Marvel Girl til Phoenix startede med at tegneren Dave Cockrum, som blandt andet skabte Nightcrawler, savnede Jean Grey fra det oprindelige team. Han syntes dog at hendes navn: Marvel Girl var fjollet, så han og forfatteren Chris Claremont gik i gang med at rende redaktøren Archie Goodwin på døren for at få lov til at ændre radikalt på hende. Cockrums første udkast til en ny uniform var i hvidt og guld med en kappe over skuldrene lige som den gamle Captain Marvel fra forlaget Fawcett. Goodwin syntes det var en rigtig dårlig ide, for et hvidt kostume ville betyde at man kunne se teksten på den næste side igennem det tynde papir man trykte på den gang. I stedet fik hun farverne gul og grøn, og nu da figuren jo var blevet genfødt, så mente de to plotmagere at det var rigtigt at kalde hende Phoenix.

Store kræfter og stort ansvar

Det var slet ikke tanken at Phoenix skulle været et selvstændigt væsen eller en universal kraft. Da Jean Grey styrer rumfærgen mod jorden kan man se lyd-effekter (‘TACATACATACA’) som illustrerer at hun bliver udsat for kosmisk stråling. Samme stråling havde givet Fantastic Four deres kræfter, så det forklarede at Jean fik nye kræfter. Senere, da Phoenix var død, fik forfatteren Kurt Busiek den ide at Phoenix kraften var et selvstændigt væsen og at Jean var gemt på havbunden der hvor nødlandingen havde fundet sted. Tegner og forfatter John Byrne kunne lide ideen. Så som den mytologiske fugl Føniks genopstod Jean mens Phoenix fortsatte som et af de store kosmiske væsener, på linje med Galactus.

Det hele skyldtes at folkene bag X-Men ikke var enige om den retning Phoenix skulle bevæge sig i. For Cockrum og Claremont havde Jean havde fået nye kræfter, men som det hedder sig i Marvel universet følger der stort ansvar med store kræfter. Jean Grey gik fra at være “kun en pige” til at have kræfter der kunne ødelægge hele planeter. Claremont kaldte det “at surfe på en tsunami”, uden at have tid til at vænne sig til kræfterne og lære at kontrollere dem, som eleverne på Xaviers skole ellers gør. Cockrum sammenlignede det med et narkotikum hun med tiden skulle vænnes fra, så hun kunne blive Jean som vi kendte hende.

Phoenix skal dø!

Jim ShooterFør de nåede dertil var Cockrum blevet afløst af John Byrne, som mente at Phoenix fik resten af X-Men til at se ud som statister, mens Claremont begyndte at holde af figuren. Derfor blev slutningen på Dark Phoenix Saga” kontroversiel.

Byrne lod Phoenix udslette en hel beboet planet og det blev for meget for redaktør Jim Shooter.

Han brød sig, ifølge Cockrum, ikke om stærke kvindelige figurer, så med henvisning til hendes forbrydelse fik Byrne og Claremont en lodret ordre om at lade hende dø. Cockrum fortæller:

“Shooter hadede stærke kvindelige figurer. Da vi første gang introducerede Phoenix ville vi have hende til at kæmpe mod Thor eller Silver Surfer, men Shooter ville ikke give os lov til det. Han udtalte at ingen kvinde ville få lov til at overvinde Thor eller Silver Surfer. Vi luskede os rundt om ham ved at sætte hende op imod Firelord, som tidligere havde kæmpet lige op med Thor. På den måde fik vi fastsat niveauet for hendes kræfter”.

Historierne om om hvad der skete divergerer alt efter hvem der fortæller dem. Louise Simonson , som tog over som redaktør for X-Men på daværende tidspunkt, husker at Claremont viste hende Byrnes tilføjelse.

“Og jeg sagde ‘Chris, det kan du ikke gøre. Hvis Phoenix udsletter en hel race af levende væsner så bliver hun massemorder. De får du ikke lov til at gøre’. Han svarede ‘Nej, nej, det er i orden’, og forklarede at Jim Salicrup, som var redaktør på X-Men på daværende tidspunkt, havde vist scenen til Shooter som havde sagt god for den.”

Byrne og Claremont hver til sit

X-Men forsideByrne mente det var en god måde at afslutte historien på, men han kunne mærke at han og Claremont ikke længere var enige, så med Phoenix døde også et af de helt store makkerpar på X-Men serien da Byrne gik til Fantastic Four. Adspurgt om det var en tilfredsstillende slutning udtaler Byrne:

“Ja, det var det faktisk. Jeg går ud fra at alle nu ved, at Shooter skred ind i sidste øjeblik og tvang os til at ændre slutningen fuldstændigt så Phoenix døde. Chris har aldrig været i stand til at give slip, men jeg synes faktisk at vi i sidste ende gjorde noget der var bedre en hvad vi havde planlagt.”

Claremont siger selv:

“Jim greb ind. John og jeg slog Jean ihjel og hele serien bevægede sig i en fuldstændig anderledes retning. Jeans død gav os faktisk troværdighed. Vi var blevet påtvunget noget der skulle vise sig at være en gave som adskildte X-Men markant fra alle andre serier. Selvfølgeligt var Gwen Stacy død i Spider-Man, men det var ikke på niveau med at slå Sue Storm eller Ben Grimm ihjel. Vi dræbte den ene part i det næstældste kærlighedsforhold i Marvels univers.”

Den evige genfødsel ?

I persisk mytologi hvor Fugl Føniks hører til, dukker der en op hver 500 til 1000 år. Den brænder sig selv op i sin rede og genopstår fra asken. Så lang tid kan intet forbliive dødt i Marvels univers. Vi har set udgaver af Phoenix siden da: den ægte vare, forfalskninger, udgaver fra alternative verdener og så videre. Og som Claremont og Byrne bliver vi fans nok aldrig enige om det er godt eller skidt. For min skyld må de godt genoplive hende igen, så længe der er gode historier at fortælle.

Forfatterens bemærkninger

Den franske filosof Pascal skrev på et tidspunkt til en ven at han desværre var nødt til at sende et langt brev, da tiden ikke tillod ham at skrive et kort brev. Sandheden i dette gamle udsagn fik jeg virkeligt at føle i mit i øvrigt meget interessante og givende samarbejde med Kim Helt hos Egmont omkring fremstillingen af denne artikel.

I denne udgave har jeg tilføjet en række yderligere forklaringer, citater og andre ting jeg var nødt til at skære væk for ramme de 3500 tegn som Kim var nødt til at insistere på at jeg holdt mig til. Desuden får læserne et par billeder mere. Citaterne i artiklen er hentet fra “Comic Creators on X-Men”, men da artiklen er skrevet til et dansk publikum har jeg tilladt mig at oversætte dem.

Links

Undervejs mens jeg ledte efter billeder til denne artikel fandt jeg dette Jean Grey fansite som vist samler alt merchandise man kan finde med Jean og Phoenix.

http://www.squidoo.com/jean-grey

Efter at have skrevet artiklen lavede jeg noget yderligere research på redaktøren Jim Shooter, som nogen gange får en lidt hård medfart i artiklen. Efter at have læst et par interviews med ham på nettet har jeg fået et lidt mere nuanceret syn på Shooter. Læsere der gerne vil have en lidt anden indfaldsvinkel kan læse nedenstående og danne sig deres egen mening.

Interview med Shooter på Comic Book Resources del 1.

Fandom and beyond with Jim Shooter

Dansk X-Men 144

medium-af-uncanny-x-men-467.jpgBOOM!!!
Sagde det lige fra starten af.
Det kunne have været en actionfyldt og overraskende start, men det blev det ikke, da der i resumeet fra sidste blad, bliver fortalt hvad der sker i denne histories første opgør med Shi’ar dødspatruljen. Nu vil jeg ikke fortælle slutningen, men i resumeet bliver der fortalt hvordan kampen Marvel Girl, Nightcrawler, Psylocke og Shadow Cat mod Shi’ar dødspatruljen ender.
Så mit råd er ikke at læse den, før du er færdig med bladet.
Men hvorfor opstår denne kamp?

Jo, nu er det jo sådan at Shi`ar imperiet har haft store problemer med Phoenix før i tiden, så nu vil de sørge for at der ikke opstår en ny Phoenix. Derfor angriber de Marvel Girl og hele hendes familie under en familiefest, hvor de vil udradere dem alle. Hvad angår denne dødspatrulje, så er det ikke lige nogen vi kender særlig godt.

small-af-uncanny-x-men-467.jpguncanny-x-men-468.jpg

Gruppen består af 9 medlemmer: Black Cloak, som er gruppens leder, Flaw, som er en såkaldt Warskrull, Sega, som er en slags gasart, Devo, der kan lave kraftfelter. Offset, som styrer insekter, og selv ligner en kvindelig en af slagsen, Krait, der kan flyve med sine vinger og har et ørnehoved, Warshot, der er snigskytten, Hypernova den anden kvinde i gruppen og Shell som er et stort klippelignende jord monster.

Efter kampen går det mere stille for sig, hvor vi får lov til at se lidt til hverdagen med Sam (Cannonball) og hans søster Paige (Husk) Guthrie. Det er ikke så tit vi ser noget til Sam, men det er fordi han er med på et andet X-Men hold, som vi ikke har set særlig meget af på dansk endnu. Ellers kommer han bare lidt i klammeri med en Sentinel. Og så var der også lige pludselig Storm og Wolverine i Afrika, som et sidespring i historien. Hvor Storm er nede og se hvad der er sket med de mutanter i Afrika, som har mistet deres kræfter, og deres skæbne er ikke særligt positive.

Marvel Girl er så begyndt ved en psykolog. Da kampen mod dødspatruljen sammen med hendes familie ikke endte særlig lykkeligt, har hun brug for noget professionel hjælp, men den del af historien er godt nok tør efter min mening. Dødspatruljen er heldigvis kommet i fængsel, men det er så New Yorks statsfængsel, altså ikke Ryker´s Island, som er det bedst bevogtede forbryderfængsel. Så allerede her går det galt, men vi må se hvad det ender med næste gang.

unc-x-men-469.jpgunc-x-men-170.jpg

Chris Claremont har skrevet alle historierne i bladet, og det synes jeg går ret godt.
Selvom det nu var lidt forvirrende, da vi pludselig kom til Afrika midt i det hele og det med psykologen er nu ret tørt. Men ellers er det meget interessant at se hverdagen for X-men, blandt deres såkaldte beskyttere ”Sentinels”. Men nu synes jeg nu vi har set nok til hverdag blandt Sentinels, nu ved vi godt hvordan det er og vil gerne videre.

Tegnerne skiftede halvvejs i bladet, med de 2 første historier tegnet af Chris Bachalo og de sidste 2 af Billy Tan. Chris Bachalo havde vi jo også i sidste nummer, og ved den anmeldelse gav jeg tydeligt udtryk for, at jeg ønsker at se så lidt som muligt fra hans side, medmindre han ændrer sin stil. Heldigvis kommer Billy Tan til senere i bladet- ham har vi faktisk ikke har set noget til på dansk før. Men hans streg kan jeg godt lide, den minder lidt om Marc Silvestri. Han formår at give personerne et råt look, og gøre dem dynamiske i actionscenerne.
Første halvdel er nogenlunde på grund af forfatteren, men den sidste er absolut bedst. Da vi her får en ny tegner ind på banen med den samme forfatter, så bliver det bare godt.

Fakta om serien

Titel: Uncanny X-Men 467-470, Greys End 2-3 og Wandring Star 1-2
Bedømmelse : Hvis du er X-Men fan, så er det bare at købe den, ellers går du ik glip af noget.

Forfatter: Chris Claremont
Tegner: Chris Bachalo og Billy Tan
Udgiver: Marvel Comics (på dansk Egmont)medium-af-uncanny-x-men-467.jpgmedium-af-uncanny-x-men-467.jpg

Vagtskifte hos Egmont

superhelte.dks logoI det nyeste nyhedsbrev fra Superhelte.dk løftes sløret for en stor ændring indenfor de danske superhelteudgivelser – Michael G. Nielsen forlader posten som redaktør for de danske superhelteudgivelser og giver faklen videre til den forholdsvis nyansatte brevkasseredaktør Kim “Helt” Schou:

Det er det sidste nyhedsbrev for mit vedkommende, forstået på den måde at det er sidste gang jeg skriver superhelte-nyhedsbrevet.

Fremover bliver Kim Helt afsender af brevet – og husk, du kan også læse Kim’s blog på superhelte.dk

Sammen med Marvel-Morten trækker jeg mig også tilbage fra udvælgelsen af materiale (sådan nogenlunde da), så januar-udgivelserne vil blive sammensat af Kim i samarbejde med den finske superhelte-redaktør – som hedder Jouko.
Morten og jeg har haft et super-samarbejde i rigtig mange år, og vi har fået udgivet en masse gode ting.
Jeg har faktisk ikke tal på hvor mange blade og bøger vi har udgivet, men vi fik lukket nogle huller – og takket være Henning Kures grundarbejde i årene 1984-1986, kom Marvel på ret køl.
Vi førte udgivelserne videre på godt og ondt – tallene var desværre ikke altid med os, men når jeg kigger i arkivet glæder det mig at se, hvor meget vi egentlig fik udsendt. Og du godeste hvor det fylder godt. Vi har virkeligt fået udsendt en pæn portion af Marvel.
Undervejs havde vi endda besøg af the man himself. Ak ja, det var i 1992 og næste måned 15 år siden Stan Lee var gæst i Danmark.

Vi syntes at tiden var inde til at give faklen videre, og traditionen tro måtte det havne hos en tilfældig fan. Kim bombarderede redaktionen med mails fyldt med gode forslag. Nå ja – nu kan han selv fortsætte, kan han!

Herfra skal der lyde et stort TAK til Michael for hans utrættelige arbejde med de danske superhelteudgivelser – I gjorde en forskel for mange med jeres udgivelser.

Og så også et stort TILLYKKE til Kim, som vi kender som en vidende og engageret mand, der nok skal komme til at sætte sit præg på de danske  superhelteudgivelser i fremtiden. Vi venter spændt på hvad du slipper afsted med at præsentere os for og husk: hvis du savner inspiration til nye titler, som I kan udgive kan du altid finde inspiration her på tegneseriesiden.dk ;)

Se Kim Helts blog og superhelte.dk hvis du vil vide mere om de danske superhelteudgivelser …

Planetary #1

Planetary - dansk coverFor nogen tid siden omtalte jeg serien Planetary, og nu er serien så kommet på dansk, udgivet af Egmont – og naturligvis skal denne udgivelse have nogle ord med på vejen.

Vi starter i ørkenen, hvor Elijah Snow kontaktes af Jakita Wagner, som tilbyder ham at arbejde for organisationen Planetary, der rejser rundt i verden og opdager og dokumenterer fantastiske hændelser, steder og væsner. Snow kan fjerne varmen fra sine omgivelser, Jakita er superstærk og hurtig, mens gruppens sidste medlem, Trommeslageren, kan kommunikere med maskiner.

Man kommer vidt omkring i Planetarys univers, der i dette nummer består af fire afsluttede historier – vi hører om et hemmeligt selskab af helte fra 1940’erne, der har bygget en kvantecomputer, går i land på Ø Nul, hvor monstrene fra japanske film som Godzilla har holdt til, hører en spøgelseshistorie fra Hong Kong og endeligt lærer vi om et usædvanligt dimensionshoppende skib (kaldet et skiftingsskib), der er begravet under jorden.

Warren Ellis fortæller spændende og medrivende og håndterer de forskellige stilarter med legende lethed, og da jeg har læst den amerikanske serie, ved jeg at han kun lige er ved at blive varm – der er endnu bedre historier i vente!

John Cassaday tegner i verdensklasse – han mestrer de store panoramaer såvel som detaljen, action såvel som nærhed. Jeg holder meget af hans tegninger generelt, men det er i Planetary han rigtigt folder sig ud – ikke mindst på grund af seriens skiftende stilarter, som han boltrer ubesværet i.

Serien er på dansk ved Kim Schou, som undgår de fleste faldgruber og – vigtigst – får Ellis mundrette sprog til ikke at miste sit flow på dansk.

Planetary er en fremragende serie, og det er glædeligt at Egmont har valgt at udgive den på dansk – man må håbe at den sælger nok til at vi får alle 27 numre på dansk. Jeg undrer mig dog over at man ikke har valgt at udgive serien i et mere langtidsholdbart format, a la de amerikanske Trade Paperbacks – som det ser ud nu, kan jeg f.eks. ikke forestille mig at der er specielt mange biblioteker der investerer i serien, og det er egentligt en skam.

Desuden har jeg det lidt stramt med trykkekvaliteten – Laura DePuys fantastiske farvelægning kommer simpelthen ikke til sin ret og billederne bliver noget gnidrede i det. Prøv at se dette foto af henholdsvis den amerikanske og den danske udgave (klik for stor): Sammenligning af den amerikanske og danske udgave af Planetary

Jeg mangler noget dynamik i den danske udgave – farverne er matte og den manglende højglans gør billedet mindre tredimensionalt.

Dette er dog et mindre kritikpunkt, som ikke tæller fra seriens generelt høje niveau – og måske er det endda prisen vi betaler for overhovedet af få serien på dansk til en absolut rimelig pris. I så fald betaler jeg gerne, og ser under alle omstændigheder frem til at læse mere Planetary engang i efteråret.

– Det er en løjerlig verden.
– Lad os sørge for, den forbliver sådan.

Fakta om serien

Planetary #1 (Superhelte 26/7 – 22/8)
Bedømmelse: Anbefales varmt

Forfatter: Warren Ellis
Tegner: John Cassaday
Farvelægger: Laura DePuy
Oversætter: Kim Schou
Udgiver: Egmont

Borgerkrig hos Marvel – Civil War på dansk i Spider-Man

Tegneseriesiden kigger bag om sidste års store begivenhed i Marvel universet som nu begynder at udkomme i det danske Spider-Man blad.

 

Joe Quesada

En gang om året tager Marvels øverste redaktør Joe Quesada sine med-redaktører og en række udvalgte serieskabere med ud til et fjerntliggende sted hvor de kan lægge hverdagens små afbrydelser bag sig og tænke fremad og få ideer til de to næste år. Det er her linjerne trækkes op og de store historier der berører hele Marvels univers, som for eksempel “House of M”, bliver planlagt.

Egentlig troede man også at tingene var på plads denne gang, man havde fundet frem til nogen den store begivenhed, efter at Hulk var blevet sendt ud i rummet af en række helte fra jorden ville han vende tilbage igen endnu mere rasende end før og fast besluttet på at gøre regnskabet op. Men i sidste ende var der noget der manglede, så Joe Quesada rystede posen igen og kom op med to ord som skulle lave om på det hele. Selv om man næsten var på vej til at tage hjem igen var ingen af de inviterede i tvivl, det her var den rigtige begivenhed, så Quesada og resten af staben skubbede alle de eksisterende planer i baggrunden og begyndte at planlægge en af de største begivenheder nogensinde i Marvels univers. Men alt var ikke tabt for fans af den vrede grønne kæmpe, Hulk fik lov til at arbejde med sine evner i at føre krig i “Planet Hulk”, og i 2007 ruller “World War Hulk” gennem Marvel universet, måske er vi så heldige at der bliver plads til den i Egmonts udgivelsesprogram.

 

Historien om Quesadas beslutning om at udskyde Hulks tilbagevenden til jorden og i stedet starte en begivenhed der skulle få vidtrækkende konsekvenser for en del af heltene i Marvel universet har man for længe siden kunnet læse i det amerikanske blad Wizard, men først nu begynder det at blive interessant for danske læsere i og med at Egmont begynder at udgive begivenheden som en del af det danske Spider-Man blad. Det er dog lagt fra hele Civil War der udkommer på dansk, dertil er antallet af udgivelser simpelthen for stort, der er stof nok i Civil War til at udfylde Egmonts udgivelser både i år og næste år med hvis man skulle have alt med. De der gerne vil have detaljerne om hvilke af de amerikanske udgivelser vi får med kan læse nærmere om det i Kim Helts blog på www.superhelte.dk

 

Hos Egmont har man altid været nødt til at økonomisere i forhold til disse store amerikanske begivenheder, “Secret Wars” udkom som en del af det daværende Edderkoppen og først næsten tyve år efter den oprindelige udgivelse fulgte man op med den samlede udgivelse. “Age of Apocalypse” blev indarbejdet i udgivelserne af X-Men og Wolverine så man fik de væsentligste kapitler, og efter at have læst alle de fire tykke bind der for nyligt er kommet på engelsk med hele begivenheden i må man sige at der er lavet et godt stykke beskæringsarbejde. Senest var det en af forhistorierne til Civil War, “House of M” som måtte skæres lidt til da den oprindelige hovedhistorie fylder hele 9 graphic novels af den slags på små hundrede sider eller mere. Så at indarbejde “Civil war” i den danske udgivelse af Spider-man er nok den bedste løsning så længe man ikke er sikker på at den kan bære en selvstændig udgivelse, da det langt hen ad vejen er ham som begivenhederne i Marvels borgerkrig får de største konsekvenser for.

 

Man fristes til at sige at ingen i Marvel universet går ram forbi da borgerkrigen først bryder ud, men det er ikke helt rigtigt – ude i resten af universet har de rigeligt af andre ting at se til, Shi’ar imperiet kommer til at føle efterdønningerne af begivenhederne i “Deadly genesis” hvor første del kom på dansk i X-Men 142. Resten af de kosmiske skurke og helte er optaget af en anden stor Marvel begivenhed med titlen “Annihilation” og de har kun en hovedrysten til overs overfor de smålige interne stridigheder som udspiller sig mellem jordens helte.

 

Hvad er essensen så i “Civil War”, siden den i den grad kan bringe sindene i kog? Selvfølgeligt kan man ikke lave en amerikansk serie med denne titel uden at der må være referencer til den amerikanske borgerkrig, og allerede i optakts-historien “Mr. Parker goes to Washington” ser man Spider-Man kæmpe mod Titanium Man foran Lincoln monumentet hvor den amerikanske præsident som holdt landet samlet trods borgerkrigen er udødeliggjort med en af den slags statuer der ellers normalt er forbeholdt græske eller romerske guder. Men det handler mere om nutidig politik, som titlen også antyder så er Peter Parker ligesom James Stewart i filmen “Mr. Smith goes to Washington” meget naivt trådt ind i et politisk liv hvor han ønsker at gøre det bedste men slet ikke kan gennemskue hvilke rænker der smedes omkring ham.

 

Ligesom Sider-Man kun vanskeligt kan gennemskue spillet omkring ham, så er det heller ikke helt nemt at gennemskue hvor langt tilbage trådene op til Civil War egentlig går, og for at sikre at hele affæren var speget nok har Marvel udført et såkaldt “retcon” og indarbejdet en større sammensværgelse i Marvel universet. Begrebet “retcon” står for “retroactive continuity” og bruges om de steder hvor man ændrer på en etableret person ved at introducere nye begivenheder i vedkommendes fortid. Forud for Civil War introducerede man ideen om et hemmeligt selskab iblandt Marvels helte, en gruppe som man kaldte Illuminati. Kort efter den såkaldte Kree-Skrull krig samledes en række af de mest magtfulde helte indenfor forskellige områder til en konference i Wakanda. Initiativtageren var Iron Man, som ville samle de øvrige: Dr. Strange, Professor Xavier fra X-Men, Reed Richards fra Fantastic Four, Black Bolt fra Inhumans og Prins Namor fra Atlantis. Formålet var at undgå at jorden i fremtiden skulle risikere at stå uforberedt overfor en lignende trussel.

 

Det er denne gruppe som senere står bag det plot der får sendt Hulk ud i rummet, godt nok var det ikke intentionen at han skulle sendes helt ud til den fjerne planet som han ender på i historien “Planet Hulk”, men tingene gik ikke helt som planlagt. Og det gør det generelt ikke med Tony Starks planer om at indføre et skyggekabinet, de interne modsætninger er for store, og det hele bryder ud i lys lue da han foreslår at alle superhelte skal registreres. Det betyder at regeringen fremover skal kende deres hemmelige identitet og sikre at de bliver uddannet på den rette måde, et radikalt farvel til det man jo ikke kan komme uden om har været en form for stiltiende accept af maskerede selvtægtsforbrydere. Tony Starks forslag er for hård kost for de fleste af hans medsammensvorne, Namor udtrykker det med: “First you took care of The Hulk and now you found a way to take care of the rest of us”. Dr. Strange og Black Bolt gør ham selskab og forlader gruppen, selv Reed Richards som støtter ham er klar over at det kan få konsekvenser for hans ægteskab, så tilbage sidder Tony Stark med en plan han føler er nødvendigt at gennemføre, men ingen allierede ved sin side.

 

Tony Stark er jo på mange måder en konservativ superhelt, en mand med tætte bånd til det som præsident Eisenhower i sin afskedstale advarede om under betegnelsen det militært-industrielle kompleks. Stark undskylder sig selv med at han, ligesom Reed Richards er futurist og derfor intuitivt kan fornemme hvad der er ved at ske, hvilket retfærdiggør at han er parat med en lov der skal imødegå at en superhelt en dag kommer til at bruge sine kræfter på en uansvarlig måde. Store ord, som lyder meget troværdige når nu historien og begivenhederne i Stamford er der til at retfærdiggøre dem, men selv virkelighedens futurister tager fejl af og til, som for eksempel IBM’s Thomas Watson der regnede med et verdensmarked for computere på omkring fem stykker, eller Microsoft grundlæggeren som mente at 640 Kb hukommelse ville være nok til enhver, og at Microsofts eget MSN netværk ville udkonkurrere internettet.

 

Overfor de to teknologisbegejstrede arkitekter bag The Superhuman Registration Act står manden som sjovt nok også ofte bliver slået i hartkorn med den amerikanske regering. Captain America er da også oprindeligt et ikon fra anden verdenskrig som skulle stå for patriotisme, men gennem årene er han også kommet til at stå for de amerikanske idealer som de skulle være, på et tidspunkt smed han endda uniformen i protest mod korruption i den regering han ellers skulle være forkæmper for. Steve Rogers er en mand fra en anden tid, og derfor er han også den rette at sætte op mod Stark og hans tilhængere. Han er ud af en tid hvor man så hvor galt det kunne gå når frihedsrettighederne blev solgt ud til totalitære regimer både på højre og venstre fløj, en stædig idealist som ikke lader sig spise af med en dygtig spindoktor. Eller er han politisk naiv og ude af trit med de nye farer som verden i det 21. århundrede byder på?

 

Ideen i Civil War er egentlig ikke ny, dele af den kan spores tilbage til Alan Moores klassiske historie Watchmen og The Superhuman Registration Act minder også til en vis grad om den Mutant Registration Act som optrådte i tidligere tiders X-Men, så uden at have læst hans reaktion endnu ved vi nok allerede nu hvor Wolverine befinder sig når linierne skal trækkes op. Forskellen er, at mens Mutant Registration Act i høj grad var et skrækscenarie som forfatterne kunne holde frem for hvor galt det kunne gå når frygt vandt over tolerance, så er The Superhuman Registration Act en langt mere konkret lovgivning der bliver vedtaget allerede ved begyndelsen af Civil War.

 

En anden begivenhed der har tilsvarende stor indflydelse på begivenhederne i Civil War udspiller sig også kort efter Kree-Skrull krigen, nemlig at Wanda Maximoff også kendt som Scarlet Witch opdager at hun nærer følelser for androiden Vision, og at han på uforklarlig vis også nærer denne menneskelige følelse. Over tid begynder Scarlet Witch sind at bryde sammen og vi får de dramatiske begivenheder i Avengers Dissasembled som leder frem til House of M der så sammen med begivenhederne i Decimation rydter scenen for mutanter så den omorganiserede Avengers kan træde frem i rampelyset som hovedaktørerne i Civil War. Hermed afspejler det meget godt hvilket skift der er sket hos Marvel gennem de sidste par år hvor man er gået fra at mutantene næsten dominerede alt hvad der skete til at det hotte team nu om dage er en af de mange varianter over Avengers. Det kunne virke som om at der er gået en lang rød tråd gennem Marvels univers fra de gamle numre af Avengers frem til i dag, men sandheden er snarere at man har haft et meget dygtigt team bag serien.

 

Folkene bag Civil War er først og fremmest forfatteren og hovedarkitekten Mark Millar, tegneren Steve McNiven og så redaktøren Tom Brevoort. At det netop blev Millar der skulle håndtere den Avengers-tunge historie i Civil War er nok ikke nogen tilfældighed. Det var Millar man hev frem da Avengers i sin tid skulle have en ansigtsløftning så de blev relevante for Marvels Ultimate univers. Millar nåede at stå for to runder af The Ultimates, som Avengers endte med at hedde i den verden, og selv om de sidste numre af hans anden runde havde forsinkelser i en grad man eller kun forbinder med Joss Whedon, så var begejstringen blandt læserne stor. The Ultimates inspirerede også to tegnefilm som er udsendt direkte på DVD men som er glimrende underholdning.

 

Mark MillarMillars Ultimates har klart en række politiske toner, og det kan ikke undre når man nu ved at skotten tidligere har arbejdet sammen med landsmanden Grant Morrison på 2000 A.D. og Swamp Thing, ligesom han senere afløste Warren Ellis på The Authority (hans arbejde på Vampirella sammen med Morrison er derimod ikke specielt politisk men viser også at der godt kan være andre interessante ting ved den kvindelige vampyrjæger end hende marginale påklædning). At Civil War også har klare politiske undertoner, såsom henvisninger til 9/11 og de efterfølgende indgreb i den personlige frihed som amerikanerne var udsat for blandt andet gennem The Patriot Act, benægter Millar heller ikke, men som han selv udtrykker det, så er det ikke fordi det er hans ærinde at inddrage politik, det er bare den måde det ender med at blive når han skriver.

 

Ligesom Millar har en opgave i at sikre sammenhæng i Civil War historierne, så skal Steve McNiven sikre at de syv hæfter i hovedhistorien ser ens ud. Hos konkurrenten DC valgte man at bruge forskellige tegnere til sidste års store begivenhed “52” men at lade Keith Giffen stå for at nedbryde alle manuskripter til layouts så man fik en ensartet måde at gøre tingene på, en process han selv senere beskrev som at blive langsomt hakket til døde af en flok ænder. Helt så galt var det ikke for Steve McNiven, der tidligere havde slået sit navn fast via det nu hedengangne CrossGen forlag og serien Meridian, som kortvarigt udkom på dansk som en del af titlen “Magic Fantasy”.

 

McNiven selv er et af den slags jordbundne mennesker der er meget tilbageholdende med selv at kommentere sit seneste spring fra lovende ungt talent til stjernestatus. Selv mener han at han først og fremmest var heldig med at Mark Millar ønskede at arbejde sammen med ham, emn det stikker dybere end det, at overbevise Millar er en ting, at være så god at Brian Michael Bendis giver slip på en på New Avengers fordi det er vigtigere at få den rette mand på pladsen er også en præstation. Og for at det ikke skulle være nok så valgte Tom Brevoort selv om det fjerde nummer af Civil War var forsinket ikke at sætte en anden tegner på opgaven. McNivens tidligere arbejder kan blandt andet ses i New Avengers trade paperback bogen “The Sentry” og i et enkelt nummer i “The Collective”.

 

Manden der binder det hele sammen er Tom Brevoort, som har arbejdet sig op fra bunden hos Marvel til idag at være redaktør for både New Avengers, Fantastic Four og Civil War. Man kan løbende følge med i hvad han tænker om stort og småt på hans blog hos Marvel på adressen, selv om jeg ikke altid er enig med ham, for eksempel omkring brugen af betegnelsen 616 for det “normale” Marvel Univers, så er det som regel interessant læsning at følge.

 

Dette var så meget info om Civil War vi kunne give i denne omgang uden at afsløre for meget af handlingen i de kommende numre af Spider-Man. Vi håber at kunne følge op efterhånden som historien udkommer.

 

 

Superman – True Brit

Superman - True BritMeget kan man sige om Egmonts redaktør Michael G. Nielsen og hans udgivelsespolitik, men når det kan lykkes for Egmont indenfor det samme halvår at udgive to historier med Superman som jeg er nysgerrig nok til at investere i, så er der grund til at være imponeret.

Jeg er absolut ikke den store fan af Superman, og derfor er det nok heller ikke nogen tilfældighed at de to udgivelser der har kunnet vække min nysgerrighed begge handler om alternative versioner, Superman som han kunne have været hvis bare …

I “Red Son” fik vi et bud på hvordan DC universet kunne have set ud hvis Superman var landet i det daværede Sovjetunionen. En ganske fascinerende leg med koldkrigsuniverset i nutidens bakspejl hvor både socialismen og kapitalismen får lov til at vise sine gode og dårlige sider. Som altid når der er tale om store ideologier som kæmper om herredømmet over verden kunne min sympati selvfølgeligt ikke undgå at falde hos den lidt mere anarkistiske Batman udgave fra dette univers.

Men selv om “Red Son” gav et godt bud på en alternativ Superman, så gav historiens store ideologiske temaer ikke plads til megen humor, ganske som Superman serien normalt ikke gør det. Med “True Brit” er man derimod gået gevaldigt over i den anden grøft ved at invitere ingen ringere end John Cleese indenfor i DC universet. Og ud af det er kommet en version af Superman som jeg tror at fans enten vil elske eller hade.

Med sig har Cleese Kim “Howard” Johnson som tidligere har skrevet en bog om Monty Python og arbejdet sammen med Terry Jones, John Byrne – som i de senere år har udviklet sin egen absurde personlighed helt på linje med Basil Fawlty og Mark Farmer som tidligere har arbejdet sammen med en anden ekspert i at fremvise britiske absurditeter ,Alan Davis, og som er supporter for Aston Villa, hvilket gør ham fortjent til en vis grad af medfølelse og en fri fadøl her hvor Premier League sæsonen går på hæld.

Med John Cleese ombord kunne man jo nok forvente en enkelt eller to diskrete hentydninger til Monty Python, og på dette punkt skuffer “True Brit” ikke. Vi får indledende beskrivelse fra Jor-El om hvad der venter hans søn på jorden, illustreret med den berømte Trout slapping sketch, og en diskret reference til Monty Pythons egen superhelt Bicylcle Repairman og deres Beatles-parodi The Rutles, samt en god del fjollet humor undervejs.

Til gengæld mangler der de sædvanlige superskurke fra Superman universet, tilsvarende med de øvrige helte fra for eksempel Justice League, og Cleese og co.’s udgave af Batman fortjener vist ikke meget andet end et hånligt fnys og en larmende tavshed.

I stedet for at lande på en farm i det amerikanske midtvesten som vi normalt ville forvente, lander Kal-El i stedet i Storbritanien, nærmere bestemt Weston-super-Mare. Stedet vil måske være visse læsere bekendt enten som fødested for den tidligere Deep Purple-guitarist Ritchie Blackmore eller som stedet hvor Eddie Hitler og Richard Richard fra “Bottom” tager hen for at komme på ferie fra deres skidne lejlighed i Hammersmith.

I dette provinshul bliver han adopteret af et ældre engelsk ægtepar som opdrager ham efter hvad forfatterne opfatter som typiske engelske provins-normer, så i stedet for den amerikanske drøm og troen på at enhver der arbejder hårdt nok kan gå fra at være avisbud til at blive koncerndirektør eller præsident, får den unge Colin Clark indprentet mottoet “Hvad ville naboerne ikke tænke”. Læsere der som jeg selv er vokset op i provinsen kan dårligt undgå øjeblikkeligt at fatte sympati for staklen.

Kampen mod den provinsielle tankegang virker som det gennemgående tema som forfatterne bag “True Brit” har haft på sinde da de skrev historien, også i forholdet mellem den voksne Superman og medierne, som får et par drøje hug med undervejs for den måde de bygger berømtheder op for senere at destruere dem igen med navlepilleri over deres privatliv og jantelov overfor de ting de opnår. Måske er det Cleese med sin mangeårige berømmelse og forfatterskab til to populær-psykologiske bøger der gerne vil drive et par pointer hjem, ihvertfald ender Colin Clark i sin lidt modvillige rolle som superhelt næsten mere om Brian fra Monty Pythons Life of Brian end om den slags superhelte vi kender.

Og dog …

For hvis man nu drejer blikket fra DC’s univers over mod et andet helteunivers, så kan man ikke undgå at se nogen lighedspunkter. Hvis man for eksempel erstatter Clarks modvillige forældre med en svagelig tante som er bange for sin nevøs alter ego, og hvis man så tænker på J. Jonah Jameson i stedet for den koleriske Whyte-Badger som Colin Clark må arbejde for selv da hans chef fører en smædekampagne mod Superman. Selv Lois Lane i skikkelse af Luisa Layne-Ferret har smidt stakkels-kvinde-i-nød rollen og ligner mere en selstændig mere ligeværdig partner som Felicia Hardy eller Mary-Jane Watson.

Dermed ikke sagt at “True Brit” er en Spider-Man fortælling med Superman i hovedrollen. Den bevæger sig tæt nok på til at tanken strejfer en, men holder afstand nok til at det ikke virker påfaldende (selv om den ikke kan nære sig for en enkelt henvisning til radioaktive edderkopper). Men problemet er stadigt at en stor del af den historie som holdet bag “True Brit” gerne vil fortælle er fortalt masser af gange i Marvel universet i stedet, man kan heller ikke undgå at tænke Cyclops fra X-Men når Colin Clark får at vide at han skal passe på med sit varmesyn og at folk ikke må opdage hans kræfter fordi de hader det de frygter.

Så hvis man i forvejen har læst Marvels historier genne mange år er det eneste unikke ved “True Brit” den fjollede meget engelske humor som gennemsyrer hele historien. Det kan være nok hvis man skal slå et par timer ihjel i en flyver eller et tog, men måske ikke noget man har lyst til at tage ned fra hylden igen.

And now for something completely differentOg apropos at tage ned fra hylden igen, så kan fans til gengæld glæde sig over at Super-Ove er vendt tilbage og står for indledningen til hæftet. Her funderer han over hvordan Superman historien mon ville tage sig ud hvis nu Kal-El var landet i Rebild Bakker i stedet for, personligt tror jeg ikke at der ville være den store forskel mellem at han voksede op i det mørke Jylland eller det afsides England.

Men hvis jeg tilsvarende skulle give mit bud på hvad der kunne være sjovt at se, så kunne jeg tænke mig at se ham lande i New England, nærmere betegnet Arkham Massechusetts hvor en aldrende professor ved Miscatonic University sammen med sin husholderske adopterer barnet fra rummmet. Vil Supermans kræfter være nok til at beskytte jorden mod Cthulhu og de andre væsener fra stjernerne og dimensionerne hinsides tid og rum, eller vil Lex Luthor have held til at påkalde den vanvittige rumgud Azathoth som i sin tid forårsagede Kryptons undergang?

Jeg ved ikke om der ville være andre læsere til den, men det ville i hvertf fald være “Something completly different”.

Nemi og Lise Myhre

I min bog er Norges to suverænt største bidrag til populærkulturen siden 90’erne Black Metal og Nemi. Mens historierne om død og kirkebrændinger som fulgte med Black Metal genrens gennembrud måske godt kunne forlede nogen til at tro at folk i sort tøj ikke syntes der var noget at grine af, så har den unge serietegner Lise Myhre gennem snart ti år efterhånden fået overbevist folk om noget andet … og som Nemi selv siger, hvorfor brænde en smuk gammel kirke af, når nu der ligger et skattekontor lige ved siden af.

Første gang jeg stødte på serien var i musikmagasinet Terrorizer, som dækker den mere ekstreme del af musikken, normalt plejer tegneserier som udgives i blade om Heavy Metal at være skrevet af mænd og for mænd, gerne med hentydinger til død, ødelæggelser, sex og prutter, fladpandet humor ingen hindring.Black number one

Men Nemi er anderledes, dels er hun en ung pige i tyverne, dels er hendes skaber en ung kvinde på samme alder. Ikke desto mindre appellerer den sorthårede pige med det mærkelige navn til både mandlige og kvindelige læsere. Ifølge Lise Myhre selv skyldes det at Nemi ligesom Mick Jagger har noget at tilbyde begge parter, pigerne vil gerne være som hende, drengene vil gerne være sammen med hende.

Nemi er ihvertfald en af den slags piger man møder alt for sjældent. En af mine absoutte yndlingsstriber viser hende lettere utilpasset sammen med veninderne der alle snakker om børn og gardiner og hvad deraf følger, i et forsøg på at komme ind i samtalen spørger hun om der er nogen der har hørt det seneste album med Emperor, i den efterfølgende øresønderdøvende tavshed omkring bordet må Nemi snige sig over til drengenes bord med et “Må jeg lege med jer i stedet”.

Både goth og sort/hvid

Nemi omtales ofte som goth, og det er da også rigtigt at hun oprindeligt dukkede op som en del af en goth side som Lise Myhre lavede til den norske udgave af The Far Side, en amerikansk stribe af Gary Larson som på dansk blev udgivet som “Langt ude”. Men selv om hun er meget bleg, og altid er klædt i sort, så er Nemi ikke bare goth, hun er også sort/hvid. Hendes udseende er også en visuel måde at skille hende ud fra resten af sine omgivelser, både i forhold til omverdenen generelt, men også i forhold til veninden Cyan, der trods sit blå hår ofte må indtage rollen som “straight man” i forhold til Nemis sprudlende fantasiverden.

Steen og Stoffer fra et kvindeligt synspunkt?

Ligesom Steen fra ovennævnte serie, så har Nemi masser af sund fornuft, hun vælger bare ofte at ignorere den. Mens veninden Cyan harcelerer over at fabrikanterne bruger udtryk som “dueblå” og “Kaffe latte” for at sælge henholdvist blå og brun maling, så kaster Nemi øjeblikkeligt sin kærlighed på en 50 liters tromle med “dragegrøn”. Hendes fascination af fantasy verdenen er så stor at hun som den eneste voksne kan blive skuffet når sætningen “Se, en drage!” viser sig at referere til den slags der er sat sammen af pinde og papir.Nemi og dragen

Men hvor Steen kan siges at være “undskyldt” med at han er et barn med en lidt for livlig fantasi, så er Nemi i en aldersgruppe hvor hun måske burde vide bedre, men alligevel vælger hun at holde fast sine barnlige sider. Som tegneserie-nørd kan man ikke undgå at hilse den slags velkomment, for hvor står det skrevet at i det øjeblik man overskrider en vis aldersgrænse så skal underholdning pludseligt til at være folk der bygger hus om, danser standarddanse eller smukke mennesker der laver intriger mod hinanden eller fede mennesker der skal tabe sig.

Norges smukkeste tegner

Lise Myhre gør meget ud af at understrege at Nemi ikke er en selvbiografisk serie, og at Nemi og hende er to selvstændige personer. Men ligesom sin tegneseriefigur kan Lise Myhre ikke løbe fra at være en smuk ung dame. Det virker dog som om at hun bevidst underspiller den del en smule, for eksempel da hun selv optræder i en af striberne.
Nemi og Lise Myhre

Billedet af hende på Sprays hjemmeside hvor Nemi kører online er tonet ned i sort/hvid til næsten ukendelighed.Da hun under sit seneste besøg i Danmark blev konfronteret med at et afstemning på nettet åbenbart havde kåret hende til den næst-smukkeste kvinde i Norge virkede hun også ganske ukrukket, nærmest genert over det. Hvorom alting er, så kan læseren selv danne sig sin mening udfra billedet herunder.

Lise MyhreNemi som talerstol

Lise understreger, som nævnt ovenfor at der er forskelle mellem hende og Nemi, og at Nemi over tid har udviklet sin egen personlighed, ikke bare i forhold til Lise selv, men også i forhold til hvordan fans mener at hun vil opføre sig. Men ind imellem kan det stadigt godt virke som om at Lise bruger Nemi som talerør for sine egne synspunkter, for eksempel omkring dyrevelfærd, ligesom visse personlighedstyper indenfor tegneserie-verdenen også af og til får en kommentar med på vejen som virker så ukarakteristisk for Nemi at man sidder tilbage med følelsen af at her er noget som skaberen føler så stærkt for at det bare MÅ ud gennem hendes stribe.

Igen virker det nærliggende at tænke på Steen og Stoffers skaber Bill Watterson som også af og til får listet sine egne synspunkter om verden ind i dialogen mellem den lille dreng og hans udstoppede tiger. Men heldigvis for begge så gælder det at seriens generelle humor har en dejlig afvæbnende effekt selv hvis man er helt uenig med skaberens holdninger.

Nemi på dansk

Nemi kan læses hver dag i gratisavisen Urban, som også har en række striber fra serien i deres online udgave, og har man ikke noget imod at læse serien på originalsproget kan man finde striberne online hos det norske Spray, hvorfra det tre eksempler her på siden også er taget (© Lise Myhre / Distr. iblis@nemi.no ). Hos Spray kan man også læse mere information om Nemi, blandt andet at hendes usædvanlige navn er taget fra en italiensk sø, mens at efternavnet Montoya er taget fra en film-figur.

Nemi fik for nyligt sit eget blad som udkommer hver tredie måned, og som er anmeldt andetsteds her på Tegneseriesiden. Men hvis man vil have fat i de tidligere striber er der mulighed for at købe dem i to samlinger som er udgivet af Egmont serieforlaget. Mere info kan fås på www.basserne.dk som også indeholder er lille forum dedikeret til Nemi.

Endligt skal det nævnes at Egmonts norske afdeling løbende udgiver et blad med Nemi samt andre serier og artikler indenfor fantasy, horror og goth, ligesom der findes to tilsvarende samlealbums med Nemi på norsk. Selv om jeg har haft lejlighed til at læse både de danske og norske samlealbums må jeg tilstå, at jeg ikke har noget overblik over hvorvidt den danske udgave dækker alt hvad der findes på norsk, så jeg kan kun opfordre til at man køber begge dele – man kan jo aldrig få for meget Nemi vel?

Nemi #1

Nemi forsideDa Nemi første gang dukkede op i norge som en bi-serie i den norske udgave af The Far Side, eller Langt ude som den vist kom til at hedde på dansk, fik skaberen Lise Myhre at vide af sin udgiver at den nok ville være populær hos omkring 20 mennesker, men at han var villig til at udgive den bare for de 20 mennesker. Det skulle dog snart vise sig at målgruppen var langt større, og serien endte med at blive en succes jeg var så heldig at kunne følge gennem venner der arbejdede i Norge og løbende sendte det norske Nemi blad hjem til mig.

Bladet kører stadigt i norge kunne jeg for nyligt konstatere ved selvsyn, men inden denne artikel udarter sig til en beskrivelse af hvordan jeg brugte anden juledag på at udtænke snedige måder jeg kunne afmontere udstillingsvinduet hos tegneserieforretningen på Oslo hovedbanegård og smugle den udsmykkede rude med en tegning af Nemi i fuld størrelse hjem med Oslobåden, så lad os vende blikket mod den danske Nemi udgivelse.

Ligesom den norske udgiver i sin tid havde jeg nok også tvivlet på at Nemi ville have et større dansk publikum, men der må jeg erkende at have skudt ved siden af. I begyndelsen slog Nemi sine folder i den københavnske gratisavis Urban, men snart fulgte Egmont op med to albums med striber som trods den ret marginale markedsføring (jeg havde nær aldrig opdaget at albumnummer to var udkommet) må have solgt godt nok til at man nu vil forsøge sig med et selvstændigt blad i stil med det norske.

Modsat det norske blad som er i A4 format, så har den danske udgave samme format som vi kender fra andre humoristiske blade som Basserne og Zits. Planen er at det skal komme hver tredie måned, hvilket måske hænger sammen med at der efter to albums på 128 sider ikke er så meget materiale tilbage at tage af til udgivelse i bladform. I den mellemliggende periode må vi andre så dulme vores Nemi-abstinens med Urban eller ved at læse den norske udgave direkte på nettet.

Ud over Nemi byder hæftet på to andre serier, Bizarro og Ronja. Bizarro fremhæves af nogen som en bedre udgave af Gary Larsons The Far Side med henvisning til tegneren Dan Piraros større evner som tegner. Sjovt nok synes jeg at det forholder sig lige omvendt. De ofte noget nørdede pointer i denne slags striber gør sig egentlig bedst når de bare gribes hurtigt i luften og serveres uden yderligere omstændigheder. Hos Piraro synes detaljeringsgraden i tegningerne nogen gange også at påvirke hans ideer som kan virke en anelse fortænkte. Men Gary Larson er allerede udgivet til døde, inklusive det helt store opsamlingsværk til 1500 kroner, så derfor er Bizarro ikke noget dårligt valg. Specielt ikke da han stadigt hæver sig over eventuelle danske alternativeer som WulfMorgenthaler.

Ronja derimod er det nok svært at holde af, med mindre man er en ung teenage-goth som er i “ingen forstår mig”-fasen. Ihvertfald har den ingen appel til en gnaven gammel mand som undertegnede. Den virker malplaceret i et humoristisk blad så for min skyld måtte man gerne skæve til den norske udgivelse og erstatte en med Rex Rudi eller Frank Cho’s Reservatet.

Men alt i alt, så er 34,95 kr for 50 sider overvejende Nemi i farver bestemt givet godt ud, så herfra skal lyde et højt “Bravo” og “Fortsæt det gode arbejde” til Egmont. Første nummer af Nemi var i salg frem til 28. marts, næste nummer af Nemi burde være på gaden om et par måneder – køb det.