Muzak fra en tryllefløjte – Peter & Max af Bill Willingham

Et fortryllende univers, skrev Mads Bluhm om FABLES i sin korte introduktion til seriens univers her på dette site. Med sit udgangspunkt i både kendte og ukendte karakterer fra alverdens eventyr og børnerim har forfatteren Bill Willingham da også ramt en rig guldåre af fortællinger, som tilmed er blevet flot illustreret af bl.a. Mark Buckingham og Steve Leialoha.

FABLES begyndte i 2003 og har siden høstet over to dusin velfortjente Eisner-priser, ikke mindst for tegningerne og de fantastiske forsider af James Jean. Undervejs har der dog været narrative udsving til den forkerte side – en rammefortælling, der blev presset ud over alt for mange numre; fabler, der blev lidt for mundæne, konservative dydsmønstre; og en ensidig pro-Israelitisk subtekst, hvor løsningerne voksede ud af geværløb.

Ikke overraskende har serien skudt en del sideskud. Det første spin-off var 1001 NIGHTS OF SNOWFALL, siden fulgte JACK OF FABLES og miniserierne THE LITERALS og CINDERELLA. Det seneste skud på stammen er romanen PETER & MAX. “For many reasons, a prose novel just seemed like the right way to tell the story, and I’m pretty happy with that. Some things just cry out for a different format. I think this story was a good example of that,” har Bill Willingham udtalt.

Men lad det være sagt med det samme: overgangen fra tegneserien til romanen er i dette tilfælde ikke særlig vellykket. Tegneserier er (lidt forenklet sagt) fortællinger i billeder, hvor ord og tegninger understøtter hinanden; mens tegneserieforfatteren trækker på tegneren og farvelæggeren, har romanforfatteren ”kun” ord. Willinghams sprog er simpelt hen for fattigt, og fortællingens plot er tilsvarende tyndt.

Titlens Peter og Max er henholdsvis taget fra et engelsk børnerim (”Peter Piper picked a peck of pickled peppers”) og det tyske sagn om ”Pied Piper,” ham vi kender som rottefængeren fra Hamln. I romanen er Peter og Max brødre, og de har begge magiske fløjter – og så er de dødsfjender. Efter mange, mange hundrede år (fabler lever længe) er det endelig blevet tid til det endelige opgør, og inden for denne ramme får vi at vide, hvordan det gik til, at der kom ondt blod imellem dem. ”Ondt blod” skal her forstås meget bogstaveligt.

Hvad skete der virkelig med børnene fra Hamln? Ja, Max er en morder. Han går fra at være en klynkende og jaloux snotunge til fadermorder til massemorder i løbet af meget kort tid. Max er så ond, at han udgollumnerer Gollum. Og så må det jo næsten ende, som det ender, for den absolutte ondskab kan jo ikke forstås, kun bekæmpes med alle midler.

Selv med den ekstra dimension, som en tegnet fortælling giver, ville det have været en flad og uinteressant historie. Faktisk kan jeg kun give PETER & MAX to positive skudsmål: Steve Leialohas vignetter og helsides illustrationer er som altid en fornøjelse for øjet, mens romanen er hurtigt læst.

Fakta om værket

Peter & Max. A Fables Novel. 2009. 368 sider

Forfatter: Bill Willingham

Illustrator: Steve Leialoha

Forlag: Vertigo/DC Comics

Pauline … af Loisel, JB Djian og Mallié

Den_døde_kæmpe_2Pauline… er andet bind i forfatterne Regis Loisels og JB Djians samt tegneren Malliés fantasy-/eventyr-serie Den Døde Kæmpe. I seriens første bind, Biernes Tårer blev vi introduceret for seriens to hovedpersoner: Erwan, en ung fyr fra den franske provins, som (af grunde vi ikke får forklaret nærmere) har fået til opgave at rejse til ”Derovre”, en eventyrlig parallelverden, hvor han skal udføre en hemmelig opgave (hvis præcise natur og formål vi heller ikke får nogen præcis forklaring på) og Pauline, en universitetsstuderende fra Paris, som ved et tilfælde er blevet indblandet Erwans mission. Bind 1 sluttede med at Erwan, Pauline og deres rejsekammerater – repræsentanter for nogle af de forskellige racer som bebor ”Derovre” – når frem til deres rejsemål: Et enormt skelet, resterne af den døde kæmpe, som har lagt navn til serien.

Pauline… begynder præcis hvor Biernes tårer sluttede, nemlig for foden af den døde kæmpes skelet. Det viser sig, at det ritual, som er hele formålet med rejsen, skal gennemføres i kæmpens kranie, hvorfor Erwan og de øvrige deltagere i missionen drager ind i skelettet, mens Pauline venter udenfor. Ritualet, som synes af tappe Erwan for livskraft, gennemføres tilsyneladende uden problemer, men da selskabet vender tilbage til der hvor de efterlod Pauline, så er hun væk.

døde-kæmpe-2-s005_Page_4Erwan, der som følge af ritualet er svækket og tilsyneladende lider af febervildelse, kan ikke deltage i eftersøgningen af Pauline. For at helbrede Erwan gennemfører de øvrige medlemmer af rejseselskabet et nyt ritual, men desværre viser det sig, at en af deltagerne er en forræder, der benytter lejligheden til at forgifte de øvrige medlemmer af selskabet. Erwan formår med nød og næppe at flygte og vende tilbage til vores verden. Her opdager han for det første, at mens hans mission ”Derovre” kun syntes at tage et par uger, så er der gået over et år i den virkelige verden, og for det andet at Pauline også er vendt tilbage til Jorden, men at hun kom tilbage et halvt år før ham og at hun er vendt hjem til Paris.

Resten af Pauline…, hvilket vil sige de resterende 2/3 af bindet, beskriver Erwans (forgæves) forsøg på at genfinde Pauline og de mere eller mindre mystiske ting han i den forbindelse finder ud af. I sit forsøg på at opspore Pauline erfarer Erwan således, at hun tilsyneladende var gravid, da hun vendte tilbage fra ”Derovre”, men at hendes graviditet er forløbet langt hurtigere end normalt, og at hun, på trods af at der kun er gået et halvt år siden hendes hjemkomst, allerede har et barn på tre år. Samtidig så viser det sig at både klimaet og samfundet at være ved at bryde sammen. Tørke, oversvømmelser, sygdom samt økonomisk og politisk uro plager alle verdens lande, og på sin rejse til og rundt i Paris støder Erwan igen og igen på tegn, der synes at antyde, at dette på en eller anden måde hænger sammen med hans mislykkede færd til ”Derovre”. Bindet slutter uden at Erwan har fundet Pauline, men til gengæld opdager han, på de allersidste sider, at… Nej, det må I altså selv læse jer frem til, men jeg kan godt afsløre, at det er en rigtig cliffhanger af en afslutning!

døde-kæmpe-2-s005_Page_5Da jeg tidligere på året anmeldte Biernes Tårer her på Tegneseriesiden, skrev jeg, at jeg savnede lidt fremdrift og action i serien, og brokkede mig over, at historien forekom mig en smule forudsigelig. Efter at have læst seriens andet bind trækker jeg begge disse kritikpunkter i mig igen. Ganske vist er der ikke kommet mere action, men til gengæld har det vist sig, at historien langt fra er så ligetil og forudsigelig, som den umiddelbart forekom. Og da Loisel og Djian samtidig konsekvent nøjes med at antyde hvad der egentlig foregår, frem for direkte at fortælle det, så bliver man som læser holdt på tæerne og engageret i historien, på en måde som er langt mere frugtbar og produktiv, end hvis de blot havde tilsat mere action.

I stedet for at få forklaret, hvad Erwans mission præcist går ud på, så får vi således løbende antydninger og hints, men er selv nødt til selv at føje en masse manglende brikker til puslespillet. Og at lade Pauline forsvinde ud af historien allerede efter 15 sider, uden at fortælle hverken Erwan eller læseren, hvor hun er blevet af, er et overraskende, men samtidig helt eminent, dramaturgisk greb. Dels så giver det læseren en umiddelbar interesse i at læse historien til ende, nemlig at finde ud af hvad pokker der er sket med Pauline, samtidigt med at han, med Erwan (som jo heller ikke ved hvad der er sket), får en figur at identificere sig med. Læseren (eller i det mindste denne læser) lever sig ind i Erwans søgen efter Pauline, og forstår hans frustration over ikke at kunne finde hende; over at møde hendes venner, kolleger og tilfældige bekendte, men ikke hende selv; over ikke at kunne hitte hoved og hale i de historier og hentydninger om hende, som han får støvet frem. Man forstår Erwan, fordi man selv har samme mål som han, nemlig at få at vide hvor Pauline er blevet af og hvad der er sket med hende, siden man sidst så noget til hende.

døde-kæmpe-2-s005_Page_6(I parentes bemærket, og apropos absolut ingenting, så kan jeg desuden ikke lade være med at bemærke, at franske tegneserieskabere tilsyneladende kan et eller andet med at formidle samfundsmæssigt og økologisk sammenbrud på en afdæmpet, realistisk og dagligdags måde. Beskrivelsen af folks reaktion på den økonomiske og politiske ustabilitet i Pauline… fik mig således flere gange til at tænke på to af mine favorit Linda og Valentin album, Metro Chatelet, retning Cassiopeia og Brooklyn Station, endestation Kosmos, som begge besidder lidt af den samme adstadige og meget nede på jorden dommedagsstemning. Som T.S. Eliot udtrykte det i Hollow Men: ” This is the way the world ends. Not with a bang but a whimper.”)

Som det fremgår af ovenstående er jeg blevet væsentligt mere positiv stemt overfor serien om Den Døde Kæmpe efter at have læst Pauline… Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad der egentlig foregår, og hvor serien er på vej hen. Men det er netop en del af charmen ved serien, og i en tid hvor alt går hurtigere og hurtigere er det en sand nydelse at støde ind i en serie, hvor forfatterne tager sig god tid til at fortælle deres historie. Som det også var tilfældet i første bind, så er Malliés tegninger virkeligt flotte – hans figurer og tegnestil minder sine steder en del om Loisels , og det er ment som en ros – og Lapierres farvelægning fungerer endnu engang glimrende. Trykket er flot, papiret er godt, hardcoverformatet kommer virkelig til sin ret. Kort sagt: Faraos Cigarer leverer endnu engang et upåklageligt produkt, specielt når man tager prisen (kr. 148) i betragtning.

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales. Skønt jeg stadig ikke er helt sikker på, hvad der foregår, så glæder jeg mig virkelig til bind tre.

Den Døde Kæmpe 1 – Pauline… (2009). 64 sider
Tegner: Vincent Mallié.

Forfatter: Régis Loisel og JB Djian
Forlag: Faraos Cigarer

En døende mands feberfantasier?

Coveret til Corto Maltese - Mu begynder som en surrealistisk feberfantasi. Der indledes på side et med en flok plettede tropefisk, der tilsyneladende er fordybet i samtale om den græske myte om Atlantis. Talebobler udgør en betydelig del af de enkelte billeder og synes, ret forvirrende, at antyde, at det måske alligevel ikke er fiskene der taler, men nogen eller noget, der befinder sig lige uden for billedrammen. Fra billede til billede skifter vores, læserens, synsvinkel, idet der uden varsel zoomes ind og ud på de forskellige fisk, så vi det ene øjeblik har flokken svævende og det næste er helt tæt på de enkelte fisk. Sidste billedramme på første side forekommer således umiddelbart at være et ultra close-up af en af fiskene – måske af et fiskeøje? Dette billede fortsættes på side to, hvor der først zoomes endnu tættere på fisken (ramme 1-3) for derefter langsom at blive panoreret ud igen (ramme 4-6), alt i mens diskussionen af Atlantis fortsætter. På side tre er vores perspektiv blevet trukket så langt tilbage, at vi opdager, at den foregående side ikke har været close-ups af en fisk, men derimod af et (billede af?) et ansigt set i profil. Yderligere forskydninger af perspektivet afslører at profilen tilhører en kraftig udsmykket figur, der umiddelbart ligner et vægmaleri, og taleboblerne viser, at det er denne figur, der udgør den ene del af samtalen. Den sidste billedramme på tredje side forskydes vores perspektiv endnu engang, men på en ny og overraskende måde: Det er et close-up af et menneskeansigt, indrammet af en gul cirkel. På de følgende par sider afsløres det, at den samtale, der blev indledt på side et, tilsyneladende er en diskussion mellem to undersøiske vægmalerier, med en person iklædt en gammeldags dykkerdragt (tænk Tintin i Enhjørningens hemmelighed) som en interesseret, men noget skeptisk, tilhører. På side 10-12, bliver dykkeren langsomt hævet op til havoverfladen og hevet ombord på et skib, og da han får hjelmen af opdager vi, tilsyneladende samtidigt med ham selv, at personen i dykkerdragten er Corto Maltese. De foregående sider har tilsyneladende blot været en illusion; en hallucination forårsaget af trykproblemer og manglende ilttilførsel.

Scene fra Corto Maltese - MuDermed er temaet og den overordnede handling for blevet præsenteret. [[Corto Maltese]] er, med et blandet udvalg af venner og bekendte fra sin fortid (Rasputin, Gyldenmund, Levi Colombia, Soledad) på jagt efter det forsvundne rige Mū, også kendt som Atlantis. Som i ethvert godt eventyr er der pirater, kidnapninger, kærlighed, hemmelige civilisationer, underjordiske kongeriger, farlige indfødte og vulkanudbrud. Men handlingen er som sådan sekundær; for [[Hugo Pratt|Pratt]] har det væsentlige ved tydeligvis ikke været historien, men derimod stemningen – og muligheden for at lade Corto Maltese syre ud på svampe. Der er lange, fabelagtigt flotte, drømmeagtige sekvenser, hvor man, ligesom i albummets indledende sider, ikke er sikker på, om det der foregår, er virkeligt eller blot noget der foregår i Corto Malteses fantasi. Virkelighed og hallucination glider ubesværet ud og ind af hinanden, og blandes på måder, som det er svært at forestille sig kan lade sig gøre indenfor andre medier.

er (og er skrevet som) det sidste album om og med Corto Maltese og er et vemodigt og smukt farvel til en af tegneserieverdenens mest elskede og kendte figurer. Den rastløse sømand fra Malta har, om nogen, været med til at gøre tegneserien respektabel som andet og mere end underlødig underholdning, og har samtidig formået at bevare et talstærkt og trofast publikum. I giver Pratt os alt det, som altid har kendetegnet Corto Maltese serien – og giver det hele en ekstra tand: Der er melankoli, vemod, dejlige (men ikke altid trofaste)kvinder, tvetydigt skurkagtige personer, fantastiske tegninger, åndeløst smukke billeder og meget, meget andet.

er næppe det rette sted at starte for en Corto Maltese novice; albummet fordrer et vist kendskab til Pratts persongalleri, og skønt historien på overfladen forekommer forholdsvis simpel, så er forløbet undertiden så eksperimenterende og udsyret, at det kan være vanskeligt at følge med i ved første gennemlæsning. På samme måde vil næppe omvende eller overbevise dem, som ikke på forhånd er fans af Pratts Corto Maltese serie; dertil er historien for indadvendt og for centreret om Corto Malteses eget univers. Meget symptomatisk foregår handlingen på, under og omkring en ø, og modsat andre albums i serien (Corto Maltese i Sibirien f.eks.), spiller det konkrete tidspunkt historien foregår på ikke den store rolle. Bortset fra utallige historiske referencer til den fjerne fortid er der således så godt som ingen henvisninger til konkrete (politiske og sociale) begivenheder i den omgivende verden. er en historie om og med Corto Maltese og Corto Malteses omgangskreds, og resten af verden spiller i den sammenhæng ikke nogen større rolle. Men for alle os som elsker Corto, og ønsker at sige farvel til ham, er der ingen vej uden om: er, selvfølgelig, et “must have”.

Og så må jeg lige (endnu engang) rose Faraos Cigarers udgivelsespolitik. Der er i den grad ikke gået på kompromis med noget ved udgivelsen af . Hardcover; godt papir, godt tryk, flotte farver – og så er der lige lagt 100 siders ekstramateriale oven i. Hugo Pratts egen forhistorie til ; forstudier til albummet; en bunke artikler om Atlantis-myten; gengivelser af gamle søkort; fotografier af Maya-vægmalerier og meget andet som jeg slet ikke har fået kigget ordentligt på endnu. Kudos til forlaget for den konsekvente fastholdelse af den høje kvalitet. Den eneste (lillebitte) anke jeg har, er, at det er lykkedes at stave Levi Colombias navn på tre forskellige måder i hhv. pressematerialet (Colombo); ekstramaterialet (Columbia) og selve serien (Colombia). Men det er vitterligt en detalje

Fakta om bogen:

Vurdering: Klart anbefalelsesværdigt hvis man på nogen som helst måde har et forhold til Corto Maltese. Det store spørgsmål er, om man er villig til at spendere de næsten 400 kr. som albummet løber op i.

Titel: . 270 sider (170 siders tegneserie + 100 siders “ekstramateriale” ).

Forfatter og Tegner: Hugo Pratt
Forlag: Faraos Cigarer
Pris: kr. 398

Biernes Tårer af Loisel, Djian og Mallié

loiselmallie_dendoedekaempe1Det skal ikke være nogen hemmelighed, at en af denne anmelders all-time favourite tegneserie-serier er Serge Le Tendres og Régis Loisels Jagten på Tidsfuglen. Da jeg som tegneserieinteresseret teenager i en mindre dansk provinsby tilfældigt faldt over serien var det lidt af en åbenbaring. En intelligent, veltegnet, spændende og morsom FANTASY-tegneserie? Den slags var ikke hverdag tilbage i slut-80erne. Og så var der jo selvfølgelig Zassa, troldkvinden Maras datter, hvis åbenlyse fortrin har gjort et stort og uudsletteligt indtryk på mangen en mandlig tegneserielæser.

Det var derfor med stor forventning, at jeg gav mig i kast med Biernes Tårer, første bind i Loisels seneste serie: Den Døde Kæmpe. Mine forventninger blev dog kun næsten opfyldt.

Historien er forholdsvis simpel.  Pauline er universitetsstuderende fra Paris, som har lånt et hus på landet af en veninde, for at få ro til at læse til eksamen. På vej til huset bryder hendes bil imidlertid sammen, og hun får hjælp og husly af Erwan, en lokal fyr på hendes egen alder. Erwan, viser det sig, er en mand med en mission. Med hjælp og vejledning fra Mester Christo, en gammel blind troldmand, er han nemlig på vej ud på en længere rejse “Derovre” –  en eventyrlig parallelverden fyldt med sære væsner. Efter en del skænderier, som udstiller forskellene på Pauline, den lettere arrogante storbypige, og Erwan, den afslappede og godmodige fyr fra landet, ender de ved en fejl begge to “Derovre”, og Erwan bliver, mod sin vilje, nødt til at tage Pauline med på sin rejse. Da albummet slutter, er vi blevet præsenteret for en række af de forskellige væsener, der lever i den anden verden, vi har fået en række antydninger af, hvad Erwans mission går ud på, og i har fået en række tegn på, at Pauline måske ikke er helt så negativt stemt over for Erwan, som man umiddelbart kunne tro. Kort sagt: En klassisk, næsten traditionel, eventyr/fantasy-historie.

At kalde Den Døde Kæmpe for “Loisels seneste serie” er lidt af en tilsnigelse: Godt nok er han, sammen med JB Djian, medforfatter på serien, men modsat såvel Jagten på Tidsfuglen som den senere serie om Peter Pan, så har Loisel ikke tegnet serien. Det har derimod den mig ukendte Mallié – og det har han gjort rigtig godt. Tegningerne er flotte og klare, og farvelægningen (af Lapierre) giver stemning og karakter til såvel landskabs- som persontegningerne. Hvad angår selve udgivelsen, så lever Faraos Cigarer endnu engang op til sit ry som et kvalitetsforlag: Hardcover indbinding, godt papir, godt tryk, god tekstning, god (så vidt jeg kan bedømme) oversættelse. Med andre ord: En rigtig, rigtig flot udgivelse.

Dette betyder dog ikke, at Biernes tårer er uden fejl og mangler, de har blot intet med tegningerne eller selve udgivelsen at gøre, men derimod med Loisels og Djians historie. For det første er der, som nævnt, tale om en meget klassisk historie; en historie som, i det mindste i dette første bind, endnu ikke rigtigt har budt på nogen overraskelser. Så snart Pauline og Erwan mødes er man klar over, at deres umiddelbare modsætninger nok skal blive afløst af gensidig tiltrækning. Og Paulines arrogante storbyfacon virker lidt for karikeret og stereotypisk. Da hun på side 1, efter at være ankommet til den lille lokale togstation, for sig selv tænker: “Sikke et hul. Velkommen til Bonderøvsland, min pige”, ja, så er den erfarne tegneserie-  og børnebogs- læser allerede klar over, at hun nok hurtigt vil blive udsat for begivenheder, der vil få hende til at skifte mening. Der sker ikke rigtigt noget i Biernes Tårer, som man ikke på forhånd kunne have regnet ud. For det andet så sker der generelt ikke særligt meget i Biernes Tårer. Der bruges en del tid på at få de forskellige personer og verdener præsenteret og gjort bekendte, og ikke så meget plads på reel handling. Biernes Tårer bærer kort sagt tydeligt præg af at være det første bind i en serie: Vi introduceres for hovedpersonerne, møder en gammel troldmand og en del fremmedartede væsner, samt får antydningen af en større historie, som det hele indgår i, men der SKER ikke rigtigt noget.

Kan Biernes Tårer anbefales? Så ganske afgjort. Den er flot, veltegnet og skal nok holde opmærksomheden fanget. Og med en vejledende udsalgspris på kun kr. 128 er det ikke prisen der bør afholde en fra at købe den. Og skønt der som sagt er lidt problemer med det dramatiske flow i første bind, så er grundlaget lagt for noget, der sagtens kan blive en rigtig god serie. Og det skulle ligne Loisel dårligt, hvis tingene virkeligt er så enkle og ligetil, som de umiddelbart synes at være her i bind et. Mon ikke der vil komme en overraskelse eller to i de kommende bind?

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales – især hvis der kommer lidt mere gang i de næste bind

Den Døde Kæmpe 1 – Biernes Tårer (2009). 56 sider 
Tegner: Vincent Mallié.

Forfatter: Régis Loisel og JB Djian 
Forlag: Faraos Cigarer

Fables – Eventyrlig god serie fra Vertigo

fables022I Fables får fantasien i bogstaveligste forstand frit løb, og serien er således befolket af et væld af figurer fra mytologi, folkeeventyr og sagn, som du aldrig har set dem før!

Store Stygge Ulv, Snehvide, Gepetto, Julemanden og mange andre eventyrfigurer eller “fables”, som de selv kalder sig, er blevet fordrevet fra deres hjemland af en mystisk og frygtindgydende skurk kendt under navnet “The Adversary”.

Da de for længe, længe siden tog flugten fra deres hjemland slog de sig ned i New York i et hemmeligt bysamfund, som de kaldte Fable Town. Her bor stadig de fables, der ser normale nok ud til at kunne begå sig sammen med mennesker uden at vække opsigt.

De andre, mere underligt udseende fables; drager, kæmper, talende dyr osv., bor i stedet ude på landet på en gård, som de naturligt nok kalder “The farm”. Begge enklaver kæmper for at skabe en dagligdag og holde de almindelige mennesker “Mundys” hen i lykkelig uvidenhed om deres tilstedeværelse, mens de drømmer om en dag at kunne vende tilbage til deres savnede hjemland og leve lykkeligt til deres dages ende…

Fables er et fortryllende bekendtskab, en trylledrik af den mest potente slags, hvor en af de vigtigste ingredienser er den verden, som Willingham har skabt. Den er meget rig og detaljeret og kan konstant udbygges, så historien kan tage nye og overraskende drejninger.

fables-pagefables2fables3

Det fantastiske persongalleri er en anden fantastisk faktor – Willinghams fortolkninger af eventyrfigurer som Prince Charming, de tre små grise og Pinocchio er sublim. Han kommer ind til kernen af de kendte – og ukendte – eventyrfigurer og blæser nyt liv i dem. De fremstår meget anderledes, end vi er vant til, men er samtidig tro mod essensen af hver figur, som vi kender dem fra f.eks. folkeeventyrernes og litteraturens verden..

fablesbjorn

Personkarakteristikken er knivskarp for hovedpersonerne og mere luftig for bipersonerne, indtil det er deres tur til at træde ind i det magiske rampelys. Denne model holder tilsyneladende aldrig op med at kaste spændende historier og mysterier af sig: Hvorfor blev Snehvide og Prince Charming skilt, hvordan er Store Stygge Ulv blevet Fable Towns sikkerhedsansvarlige, og hvorfor vil Snehvide ikke tale om sit ophold hos de 7 små dværge?

Seriens udgangspunkt gør, at Fables som ved et trylleslag uhindret kan skifte mellem at være krimi, romantik, drama, komedie, gys eller episk fantasy, alt dette uden at gå på kompromis med sig selv.

Serien veksler mellem mindre, novelleagtige historier og så den store episke fortælling, som har med Fables tragiske skæbne som fordrevne og kampen mod The Adversary at gøre. Det er imponerende at bevidne, at serien bare bliver bedre og bedre.

Serien har helt fortjent modtaget en lang række priser, heraf hele 14 [[Eisner Award]]s.

Grimm’e og grumme eventyr fra Zenescope

Stygge ulv ser et let offer.
Stygge ulv ser et let offer.

Eventyr er noget man fortæller børn, og måske fortæller voksne også nogen gange eventyrerne videre til deres børn fordi de savner deres barndoms historier.

Selv når vi bliver voksne og fornuftige kan vi have brug for at genopleve lidt af vor barndoms magiske verden igen, selv om vi burde beskæftige os med vigtige og seriøse ting som pensionsordninger og boligprogrammer på TV.

For selv om vi har fundet frem til den bedste måde at anlægge en udestue, eller mener at have fundet det optimale mix af aktier og obligationer i forhold til hvor vi nu er i livet og hvor længe vi regner med at leve, så hjælper det os ikke rigtigt med at blive bedre mennesker eller træffe de store valg (eller fravalg) her i livet.

Hvad gør vi når vi pludseligt finder os i de vanskelige situationer, når vi ved at vi burde være i et stabilt og roligt parforhold med en med samme baggrund og uddannelse som os selv, men pludseligt føler at hjertet banker kraftigere hver gang vi ser på den unge kvinde bag disken hos bageren med de ufatteligt mørke øjne og tørklædet om hovedet. Eller når det går op for os at det gode og stabile job vi har til at forsørge familien langsomt æder vores sjæl dag for dag fordi det ikke er det vi egentlig brænder for.

Når vi er i den slags situationer hvor det kan være svært at lade fornuften og pænheden råde, kan vi så bruge eventyrerne til noget? Hvis man skal tro det amerikanske forlag [[Zenescope]] og deres serie [[Grimm Fairy Tales]], så kan et kig i eventyrerne faktisk godt være det man har brug for i en trængt situation.

Både Grimm og grum

... men små rødhætter er ikke alle lige uskyldige.
... men små rødhætter er ikke alle lige uskyldige.

Titlen på serien er en dobbelttydighed eftersom den både henviser til de velkendte eventyr fra brødrene Grimm og til det engelske udtryk ”grim” som blandt andet kan oversættes til ”grum”. Og der er tale om grumme versioner af de gamle eventyr når pointen skal drives hjem hos de søgende personer i historierne.

Skabelonen ser ud til at minde meget om TV-serier som Twilight Zone hvor et tilsyneladende tilfældigt menneske drages ind i det overnaturliges verden. I dette tilfælde sker det for hver af dem ved at de finder en bog med eventyr hvor det første de falder over har en forbavsende relevans for den livssituation de står midt i.

Den grumme fortolkning af det gamle eventyr får dem til at tage situationen op til ny vurdering og komme videre med deres liv, enten det nu er sex før ægteskabet set gennem Den lille Rødhætte og ulven eller en ulige håbløs ensidig kærlighed til en person der udnytter den set gennem Tornerose.

De alternative fortolkninger af eventyrerne står Joe Tyler og Ralph Tedesco for, men det er i lige så høj grad de utroligt flotte tegninger af Joe Dodd, Josh Medors, John Toledo, H.G. Young, Alexandre Benhossi og Aluisio De Souza som er med til at sælge serien. Selv om der er mange tegnere på serien er det overordnede indtryk det samme – historierne er både grumme og sexede på samme tid.

Ugengældt kærlighed kan æde en op hvis man ikke passer på.
Ugengældt kærlighed kan æde en op hvis man ikke passer på.

Fables, forskelle og ligheder
Sammenligningen med [[Fables]] af [[Bill Willingham]] er selvfølgelig noget der ligger lige for, men modsat Fables så er hver afsnit af Grimm Fairy Tales en enkeltstående fortælling. Så selv om begge serier har eventyrets verden som forlæg, så har Grimm Fairy Tales også en del af sine rødder plantet i horror og den tidligere nævnte Twilight Zone.

Online smagsprøver
Generelt har Zenescope som forlag været meget generøse med at give gratis smagsprøver på deres serie, blandt andet på MySpace Comic Books og nu også gennem sitet www.wowio.com. Wowio kræver at man opretter en konto, hvilket er gratis, men derefter kan man gratis læse ting online eller downloade for en forholdsvist rimelig pris der svinger fra $0.99 til $2.99 alt efter indhold. Når man når frem til sitets hovedside indtaster man simpelthen ”Zenescope” i søgefeltet og på den måde får man så en liste over tegneserier som man så kan tilføje til sit bibliotek.

Wowio byder i øvrigt på en række andre online tilbud af tegneserier, herunder også en forsmag på Zenescopes to andre serier “Return to Wonderland” og “1001 Arabian Nights: The Adventures of Sinbad” samt ikke at forglemme rigtige bøger og vigtige dokumenter, rangerende fra Kennedys berømte tale ved muren i Berlin over moderne videnskab, det okkulte og en bog med 1500 tips til at gøre sit liv mere enkelt. Så selv om Zenescopes eventyr måske ikke lige er det du leder efter, så er stedet måske værd at tage et kig på.

Atomic Robo – robot-eventyr til folket!

Atomic Robo teaserHer er en serie med en robot som hovedperson. Det er ikke noget man ser så tit, og dertil kommer at den ikke falder i de kendte fælder for fortællinger med robotter i – vi får hverken “Buhu, hvis bare jeg var et rigtigt menneske” eller “Mwahahaha, mit robot-intellekt er overlegent i forhold til jer kødsække!”.

Derimod får vi en fundamentalt spændende og meget velfortalt historie om Robo, der er opfinderens Nikola Tesla allersidste opfindelse – en “automatisk intelligens”. Robo kan vel nærmest kan beskrives som en slags robotternes svar på Indiana Jones – begge er de videnskabsmænd, begge er de eventyrere og begge har de en tendens til at overvurdere deres egne evner. Derudover uddeler de begge bank til de onde, onde nazister og deres unaturlige eksperimenter.

Serien byder også på action, drama, eksplosioner, humor, kæmpemyrer, urværks-zombier (læs serien!), en ond hjerne i en ond robotkrop og meget andet. Oh, og Carl Sagan – primært fordi han var en spændende person.

Det hele har lejlighedsvise mindelser til Hellboy – nok fordi han slås mod nazister, men Atomic Robo er knapt så dystert i streg og historie og føles som sagt mere som Indy eller en god, gammel 4-forestilling.

Serien er skrevet med sans for genren (og et glimt i øjet) af Brian Clevinger, som nogen måske kender som ophavsmand til 8-BIT THEATER. Tegningerne er af den for mig ukendte Scott Wegener, der gør det fremragende.

Atomic Robo udkommer på det lille forlag Red 5 Comics, og samlingen af den første miniserie er netop udkommet.

Tilføjelse: Jeg glemte helt at sige at serien netop blev nomineret til en Eisner (uden at vinde) og at den også har en officiel hjemmeside.