Alan Moore & Kevin O’Neill: 1910

Jeg har tidligere her på siden skrevet om de to første bind om Det Hemmelighedsfulde Selskab, og nu har forlaget Fahrenheit sendt Alan Moore og Kevin O’Neills næste lækkerbisken på gaden. Titlen er “1910”, og handlingen er, som man kan gætte, flyttet noget frem i tiden, men der bydes endnu engang på en tætvævet fortælling fyldt med referencer til alt lige fra Arthur C. Clarke til Kong Arthur.

Kender man ikke serien i forvejen, er en kort introduktion på sin plads: Det Hemmelighedsfulde Selskab er en lille og skiftende forsamling af generelt legendariske personer, der arbejder i det skjulte for at bevare det britiske imperium. Alle er de personer, som Moore har fisket op af litteraturhistoriens skjulte vande, sandsynligvis på de dybder, hvor fiskene ser meget sære ud. De to personer, der går igen fra de tidligere historier til dette bind, er Mina Murray (Jonathan Harkers forlovede i “Dracula”) og Allan Quatermain (hovedpersonen i flere bøger af H. Rider Haggard, især “Kong Salomons miner”). Men det er ikke den aldrende Quatermain, som vi mødte i de foregående bind, der toner frem her – for i de mellemliggende år har han og Mina været vidt omkring og har bl.a. andet badet i den dam, der spillede en rolle i Haggards “Hun” og gjorde titelpersonen udødelig. Quartermain er derfor igen ung og handlekraftig og må faktisk lade, som om han er sig egen søn.

Tidens gang betyder også, at der introduceres nye medlemmer til selskabet denne gang, og de to får selskab af Carnacki (spøgelsesjæger kendt fra en række noveller af William Hope Hodgson), gentleman-tyven Arthur J. Raffles (skabt af Arthur Conan Doyles svoger EW Hornung) og den udødelige Orlando (der skifter køn med jævne mellemrum og er sammensat af flere figurer, bl.a. hovedpersonen fra “O’s historie). Carnacki har en række drømme, som i lettere fordulgte billeder fortæller om en snarlig katastrofe, og Selskabet sætter sig for at forhindre de grumme hændelser.

Jeg må indrømme, at “1910” ved første gennemlæsning ikke helt levede op til forventningerne (som så også må siges at have været helt oppe at ringe) – historien flød ikke helt så let og virkede ikke helt så fuldendt, og Kevin O’Neills tegninger virkede en smule mere stive i det i denne omgang. Men som mange af Moores værker er også dette ét, der nyder godt af flere gennemlæsninger.

Det, man skal huske (og som forklarer de mangler, der måtte være i værket som afsluttet historie), er, at “1910” er første bind i en trilogi – og det er ikke alle de frø, som bliver sået her, der når frem til fuld blomstring. Og så skal man naturligvis som begejstret læser af de tidligere historie lige vænne sig til, at dette ikke er det Selskab, som vi kender og elsker. Hyde er væk og ligeså Griffin, hvorimod Nemo kan siges at være et frø, der bærer grusom frugt i denne ombæring. Hans arvtager spiller nemlig en vigtig rolle og vil uden tvivl optræde igen.

Dernæst har Moore skabt en ganske anderledes basis for historien i denne ombæring, idet det denne gang er en opera, der løber som en mørk understrøm gennem hele historien: Brecht og Weills “Laser og pjalter” fra 1928. Det sker først og fremmest ved en norne-agtig baggrundsfigur, der kommenterer handlingen i sang, men også et enkelt sted ved, at figurer i handlingen bryder ud i sang og dans. Det er et af de elementer, der ved første gennemlæsninger virker lidt prætentiøst og uden den dybere eksistensberettigelse – men ved genlæsning hurtigt afslører flere dybder og forlener historien med en ekstra dimension og en endnu dybere atmosfære af overhængende undergang.

Det virker, som om Moore har skåret lidt ned på mængden af referencer i “1910”, men samtidig skruet lidt op for ambitionerne. Jack the Ripper, som han tidligere har behandlet så udførligt, optræder også her, med en anden identitet, men igen som et billede på den nye tid, og det er igen det, der gør dette bind så stærkt. Endnu en gang skaber Moore og O’Neill et litterært puslespil, og selv om dette bind alene måske ikke skaber et lige så overbevisende billede, som f.eks. “Klodekrigen” gjorde, så er tanken om, hvad det kan blive til i samspil med de to næste bind, nok til at gøre én både op- og forstemt, for jeg tror ikke, at Moores billede af århundredet bliver noget skønmaleri. Han har et blik for det grusomme og en evne til at fortælle om det med både humor og fascination, der er troldbindende, og det viser han endnu engang.

Hemmelighedsfuldt selskab i Øksnehallen: Kevin O’Neill besøger Komiks.dk

Kevin O’Neill er medskaberen af Det Hemmelighedsfulde Selskab – The League of Extraordinary Gentlemen og blandt de dygtigste og mest originale tegnere i tegneseriebranchen i dag. Komiks.dk, Forlaget Fahrenheit og Fantask er stolte over at kunne præsentere O’Neill på Komiks.dk festivalen.

Den britiske tegner startede sin karriere inden for tegneseriemediet allerede som 16 årig, da han arbejdede som kontordreng på forlaget ICP. Senere avancerede han til jobbet som farvelægger, og da ICP besluttede sig for at lancere en science fiction titel, spurgte han, om han måtte komme ombord på projektet. Serien blev til den nu legendariske antologiserie 2000AD, og O’Neill arbejdede på forsiden på det allerførste nummer. Hos 2000AD arbejdede O’Neill på titler såsom as Future Shocks, Tharg the Mighty og Ro-Busters sammen med forfatteren Pat Mills. Sammen med Mills var O’Neill også medskaber af figuren Nemesis, der hurtigt blev en af seriens mest populære figurer.

Da O’Neill senere gik freelance arbejdede han bl.a. for DC Comics. En af hans tidligste historier var et samarbejde med den nu legendariske forfatter Alan Moore på en historie i Tales of the Green Lantern Corps Annual #2. Historien viste sig at være kontroversiel, da de såkaldte Comic Code Authorities besluttede sig for, at de fandt hele O’Neills stil stødende.

Sammen med Pat Mills skabte O’Neill også figuren Marshall Law – endnu en kontroversiel titel. Serien handlede om en statsansat heltejæger og var på alle måder et både ekstremt og grotesk twist på superheltemyten.

I 1999 fik O’Neill sit største gennembrud, da han sammen med Alan Moore skabte Det Hemmelighedsfulde Selskab – en udforskning af superheltemytens oprindelse sat ind i et steampunk univers med klassiske figurer fra verdenslitteraturen som karaktergalleri. Serien blev et kæmpehit og er siden hen blevet fulgt op af en række fortsættelser, alle skabt af Moore og O’Neill. I 2009 blev det første album i seriens tredje miniserie udgivet. Albummet udkom på dansk fra Forlaget Fahrenheit. Med Det Hemmelighedsfulde Selskab har O’Neill i den grad bevist, at han er en alsidig tegner med sans for detaljer, stemninger og det originale. Det er nærmest umuligt at forestille sig en anden tegner på serien end Kevin O’Neill.

Kevin O’Neill præsenteres i samarbejde med Forlaget Fahrenheit og Fantask.

Om at vende tilbage – Min fjerne barndomsby af Jiro Taniguchi

“Himlen er forunderlig.

Som om den er hævet over tiden og bare eksisterer.

Hvis evigheden var som himlen var der aldrig nogen, der blev voksne. Barnet i os ville blive ved med at eksistere. Ligesom himlen … Men tiden gør os voksne og den voksne tilstand lægger vores barnlige sind i lænker.

Nu hvor jeg igen var 14 år, så jeg pludselig alt muligt, som jeg før havde overset.”

For et par år siden tog jeg tilbage til min fødeby, som jeg boede i den første del af min barndom. Jeg havde ikke været der siden.
Jeg brugte en del tid på at gå rundt i byen, se de steder og stier jeg opholdt mig på i en anden, på mange måder mere ukompliceret tid. Mit gamle hjem, min gamle skole, kiosken (nu lukket), hvor jeg brugte lommepenge på tegneserier, gadekæret, hvor jeg fiskede vandkalve og haletudser – det var der alt sammen. Naturligvis gav det anledning til en del refleksion fra min side – naturligvis, for tanken om at vende tilbage til et tidligere tidspunkt i ens liv og eventuelt ændre på sin livslinje må være så gammel som det reflekterende menneske. Det er ikke så meget et spørgsmål om at gøre gjort ugjort, men snarere om at gøre ugjort gjort. Hvad nu hvis … ?

I Jiro Taniguchis Min fjerne barndomsby er det den samme tematik, der tages op: hovedpersonen Nakahara ender ved et tilfælde i sin barndomsby, falder i søvn og vågner op i sin 14-årige krop i starten af 1960’erne. Året han færdiggør grundskolen og starter på gymnasiet … og året hvor hans far en dag forsvinder sporløst for aldrig at vende tilbage. Kan han med sin voksne erfaring forhindre sin far i at forlade den lille, lykkelige familie og efterlade kaos eller er historien mejslet i sten og kan aldrig ændres?

Undervejs giver hans voksne viden og selvsikkerhed kombineret med ungdommens fysiske form og gåpåmod ham en række fordele: han får meget bedre resultater i skolen, bliver god til atletik og ikke mindst bliver den populære pige forelsket i ham. Omvendt ser han også negative sammenhænge, som han ikke havde bemærket før og finder ud af en masse om sin far, som han aldrig har vidst før.

Fundamentalt set er det en forholdsvis velkendt historie, der bliver fortalt i “Min fjerne barndomsby”, men på den anden side er der mange historier, der i deres fundament er ens – det er ofte måden, de bliver fortalt på, der gør hele forskellen. Taniguchi er heldigvis en forrygende fortæller – historien er medrivende, personerne levende og frem for alt giver han handlingen plads til at ånde uden på noget tidspunkt at skynde sig. Ikke dermed sagt at historien er kedelig, for det er den bestemt ikke – jeg læste de 408 sider med uhørt fart – den tager også bare sin tid til at bygge spændingen op. Tegningerne er detaljerede grænsende til det perfektionistiske, men har stadig liv og frem for alt hjerte – man får et glimrende indtryk af en landsby i Japan i starten af 1960’erne, hvilket – ved alt andet end et tilfælde – også var det tidspunkt, hvor Taniguchi var ung.

Og min egen tur til min barndomsby? Selv om tingene i store træk var som dengang, var alting alligevel underligt at se på: afstandene og vinklerne var på en eller anden måde forkerte, som om deres dimensionerne var fortegnede. Men selv om der var nogle ydre ændringer, var den vigtigste ændring indeni – det var dér, min barndomsverden altid havde været og dér den stadig var – som en del af det, jeg er nu. Naturligvis var der ikke ændret noget i min barndomsby – det eneste der var anderledes, var mig. Man kan aldrig vende tilbage til fortiden, men det er samtidig den, der former nutiden og fremtiden.

Taniguchi udforsker elegant barndommens verden og dens sammenhæng med ens nutidige jeg, og man er fanget hele vejen – og som med de bedste historier, går man derfra og har fået stof til eftertanke og er måske også blevet rykket en smule.

Dette er afgjort “Manga for voksne” eller en “Manga Graphic Novel” og bør læses af alle, der kan lide gode, velfortalte historier, som ikke er bange for at gå i dybden og dvæle i detaljen. Samtidig er det japansk kultur på højt plan – forordet drager paralleller til Murakami, Kurosawa og Miyazaki, og det er ikke helt ved siden af. En fremragende udgivelse fra forlaget Fahrenheit, som hermed indleder 2010 i fin stil.

Alan Moore & Kevin O’Neill: Det hemmelighedsfulde selskab 1+2

Tredje bind af [[Alan Moore]] og Kevin O’Neills meta-pulp-pastiche ”[[Det Hemmelighedsfulde Selskab]]” kommer snart på dansk, så det er et godt tidspunkt at genlæse de to første historier – og har man ikke læst dem før, kan vi konkludere allerede nu, at stort set ethvert tidspunkt er et godt tidspunkt at starte.

Mange kender nok Selskabet fra filmatiseringen, The League of Extraordinary Gentlemen fra 2003; de to ting er dog (mildest talt) meget forskellige. Filmen er en søndagsfilm – af den slags, der nok nydes bedst med tømmermænd, chips og cola. Tegneserier er søndagslæsning – af den slags, som nydes bedst, når man har tid, sted og overskud. Det er nemlig lige dele god historie og litterært puslespil med et væld af detaljer.

Det er Alan Moore, der har skrevet historien, og han har tidligere (og senere, for disse to bind er udkommet imellen årene 1999 og 2003 oprindelig) begået både gennemført kulørte historier og større, mere tunge værker – her synes jeg, at det i høj grad lykkes ham at forene de to. Han dykker ned i fortidens kulørte hæfter og forlener dem med en vis vægt kraft af sit overlegne fortælletalent.

Titlens selskab består ganske enkelt af folk fra litteraturhistorien – og dermed ikke ment Bram Stoker, Robert Louis Stevenson, Jules Verne, Sir Rider Haggard og HG Wells, men derimod deres personer, hvad enten de er hoved- eller bi- i de originale værker. Romanfigurer dør aldrig rigtig, men deres ophavsret forfalder, og det er det faktum, som danner basis for Det Hemmelighedsfulde Selskab. Personer oprindeligt skabt af de førnævnte forfattere placeres i en udgave af Victoriatidens England med masser af Steampunk-undertoner; det er England på sit højeste med masser af retro-retro-futuristisk teknologi i baggrunden.

Det første bind, som blot hedder ”Det hemmelighedsfulde selskab”, fortæller historien om, hvordan Selskabet samles (eller rettere, hvordan den seneste inkarnation af selskabet samles, for vi får hen ad vejen også listet lidt oplysninger om tidligere udgaver). Det er lederen af efterretningsvæsenet, Champion Bond (som det er svært ikke at se som en forfader til en vis James), der sætter en frøken Murray til at samle en række meget specielle individer. Mina hedder hun til fornavn og var tidligere gift med Jonathan Harker – og nyder man at genkende en henvisningen til en biperson i Dracula, kender man en smule af fryden til at læse om Selskabet, den litterære ækvivalent til at fange snefnug med tungen. Og det er formelig som et løbe gennem en snestorm af intertekstuelle referencer.

Den første person, Mina får med, er kaptajn på sin egen ubåd og hedder (naturligvis) Nemo. Den næste er H. Rider Haggards eventyrer Quatermain. Den tredje må de finde i Paris, hvor detektiven Auguste Dupin fører dem gennem noget, der minder ubehageligt om ”Edgar Allan Poe”, men ender et helt andet sted. Og sådan går det, fra historie til historie, hvor ikke blot personerne men også baggrundene har deres helt egen betydning.

Da først hele Selskabet er samlet, viser det sig snart, at en grusom fare truer det britiske imperium, og det mildest tale umage team må drage i felten.

En lykkelig slutning ved jeg ikke, om jeg vil kalde det, der kommer ud af det, men det må være tydeligt for enhver, at det går godt nok til, at der kunne komme en forsættelse. Her er titlen Klodekrigen, og i stedet for blot at løfte folk op fra litteraturens genpøl har Moore denne gang samlet en hel historie op, som han søsætter sin tidligere fangst i – der er tale om HG Wells’ ”Klodernes kamp”, og marsboernes invasion udspiller sig på én gang som i originalen og helt originalt.

De to historier er overlegent fortalt. Moore styrer sine tegneserier minutiøst, samtidig med at han lægger en forfærdeligt masse arbejde i dem, og det kan ses – ikke nok med, at han forstår at fortælle en historie, men samtidig formår han at formidle mængder af baggrundsinformation i baggrunde og henkastede bemærkninger. Et mesterværk, tøver jeg ikke med at kalde det, men samtidig må jeg også indse, at en stor del af de to værkers charme har at gøre med, hvorvidt man finder fortællingernes sfære for interessant. Min kone, hvis smag jeg ellers ofte deler, har aldrig kunnet se pointen, men har så heller ikke den baggrund, der gør, at hun kan fortabe sig i referencerne og de indforståede vittigheder. På den gode side må det så også betyde, at baggrund og historie hænger sammen – de kan ikke fungere alene, eller i al fald ikke fungere lige så godt.

Tredje historie om Det Hemmelighedsfulde Selskab skulle være på vej på dansk fra Forlaget Fahrenheit. Efter denne genlæsning kan det i mine øjne ikke gå hurtigt nok. Det virker umuligt, men Moore har tidligere vist, at han er i stand til at overgå sig selv; alene tanken om, at han vil overgå dette, er nok til at give hjertebanken.

Julle Julemand af Robin og Trondheim

Cover til Julle Julemand 1

Jeg har været inde på det tidligere, men det er en så god pointe, at jeg gerne siger det igen: der er mangel på gode, nye tegneserier til børn. Der ligger mange forventninger på børnenes skuldre, så hvorfor ikke forventningen om at de skal sørge for mediets videre beståen, når vi gamle ikke længere kan læse hvad der står på siden – både i bogstavelig og overført betydning. Derfor er det så vigtigt at få fat på dem i en tidlig alder og sætte ind med en solid hjernevask påvirkning.

Her falder [[Goddag Julle Julemand]] af Thierry Robin og Lewis Trondheim på et tørt sted – det er nemlig en fortræffelig og meget indtagende sag.

Historien er en pantomime, og selv om dette stiller højere krav til tegningernes forståelighed og panelernes flow, lykkes det til fulde: jeg, testperson A (6 år) og testperson B (4 år) er helt med på historien om den lille julemand Julle, som vi følger fra han vågner for at lave pakker til børnene til han går i seng igen efter endt mission. Thierry Robin har valgt en forholdsvis stram og klassisk 4×4-opdeling (afbrudt af lejlighedsvise helsider)  til at folde sin meget charmerende streg ud på, og det var ikke noget problem for nogen at følge med i handlingerne eller at snakke og pege på de mange flotte og detaljerede billeder.

Julle Julemand står op Post fra alle børnene!

Det er simpelthen en stor fryd at læse bogen – hvad end man er voksen eller barn – og har man som voksen en smule barnesind gemt allerinderst, kan man ikke andet end at begejstres af de fantastiske scenarier og figurer bogen byder på: den fantastiske julegavefabrik, som laver legetøj af skrald, den godmodige “Meget lidt afskyelig Snemand”, det fantastiske skib og den ondsindede Sneslange. Men over dem alle står Julle Julemand selv, en lidt naiv, hjertensgod julemand med en god del barnesjæl i behold. Det hele hænger sammen i et finurligt lille univers med helt sin egen logik – og med fem bind i alt på fransk kan man kun håbe at vi får resten af serien at se på dansk. Det fortjener den – og vi og vores børn.

Goddag Julle Julemand er årets juleudgivelse (selv om den strengt taget ikke kun kan læses til jul), og bør findes under mange juletræer landet over.

Fakta om serien:

Goddag Julle Julemand. 46 sider i farve, [[Forlaget Fahrenheit]], 2009. ISBN 978 87 92320 01 8

Tegninger: Thierry Robin
Historie:  Lewis Trondheim

Charles Burns til komiks.dk

Charles Burns, skaberen af Black Hole, kommer til komiks.dk i 2010Endnu en legende fra den uafhængige, amerikanske graphic novel-scene besøger København! Komiks.dk og Forlaget Fahrenheit præsenterer Charles Burns på festivalen i 2010!

Det var et møde med tegneserielegenden Art Spiegelman, der gav Burns sit første gennembrud som tegneserieskaber. Han blev bedt om at yde bidrag til Spiegelmans Raw Magazine, hvilket blandt andet resulterede i historier som Big Baby og Dog Boy. Til Heavy Metal Magazine skabte han figuren El Borbah, der er en hybrid imellem en privatdetektiv og en mexicansk wrestler. Hovedparten af Burns’ tidlige arbejde er siden hen blevet opsamlet og kan stadigvæk fås den dag i dag. Det helt store gennembrud kom dog med hovedværket Black Hole, der udkom i serieformat fra 1994 til 2004. Værket blev senere samlet i en lettere redigeret udgave og blev udgivet af Fantagraphics Books. På dansk udkommer Black Hole på Forlaget Fahrenheit.

Af andet arbejde fra Burns kan nævnes den fotografiske kunstbog One Eye samt hans bidrag til den animerede, franske antologifilm Peur(s) du Noir. Burns skabte også coveret til Iggy Pops album Brick by Brick fra 1990.

Burns kombinerer klare linjer med stærke kontraster og skaber en stemning af skæv uhygge. Black Hole er ofte blevet sammenlignet med film af både David Lynch og David Cronenberg, men værket er på alle måder helt og aldeles originalt og unikt.

Komiks.dk og Forlaget Fahrenheit er stolte over at kunne præsentere Charles Burns på Komiks.dk i 2010.

Under overfladen: Svøm! af Henrik Rehr

Forside til Svøm af Henrik HehrJeg er for første gang i tegneseriesidens historie i tvivl om hvad jeg skal mene – og dermed skrive – om en tegneserie. Det er naturligvis alt sammen [[Henrik Rehr]]s skyld – ham og hans nyeste udgivelse [[Svøm!]].

Grundpræmisen er simpel, nærmest banal: en skikkelse iklædt svømmebriller og tætsiddende dragt svømmer igennem en række surreelle scenarier, alt imens der bliver klippet en række barndomsminder ind. Til sidst når hovedpersonen frem til en ø, hvor han giver svømmebrillerne videre til en dreng, der fortsætter rejsen i en blæksprutte-ballon.

Så simpelt kan handlingen refereres, men er på ingen måde retfærdigt overfor tegneserien at gøre det – en stor del af det, der driver mig igennem er den fremragende billedside, der byder på mange unikke scenarier. Ja, jeg skrev blæksprutteballon tidligere som om det er den naturligste ting i verden, og denne naturlige ubesværethed går igen flere steder og er for mig bogens største aktiv. Disse passager ville egentlig være nok for mig, og dette medfører at jeg bliver en blanding af irriteret på og ligegyldig overfor flashback-sekvenserne. Omvendt har jeg også svært ved at træde fra Odense i 1970’erne (formoder jeg?) og direkte ned i et hav fyldt med skæggede, langnæsede mænd.

Opslag fra Henrik Rehrs Svøm!Det handler om rejsen igennem livet, om at komme igennem det store ukendte indre hav og om at næste generations rejse ikke er den samme som ens egen.

Mit store problem med Svøm! er, at den i mine øjne sætter sig imellem to stole: jeg kan ikke få de surrelle svømmepassager til at passe sammen med de realistiske flashbacksekvenser – springet er for stort til at jeg kan beholde min suspension of disbelief.Jeg havde i virkeligheden hellere set to serier, men jeg har også samtidig en fornemmelse af ikke rigtigt at tilhøre målgruppen…
Der er også et par tåkrummende banale sekvenser undervejs – her tænker jeg især på klippe-navlestreng-over-scenen – men de styrer ikke bogen, ligesom de ikke trækker væsentligt ned i helhedsindtrykket.

Det der gør, at jeg hæver hammeren, men aldrig lader den falde over Svøm! er dels at den er virkeligt godt tegnet og dels at de to fortællestile alligevel hænger sammen i sidste ende. Er den så værd at læse? Ja, for den prøver noget nyt og – måske meget vigtigere – den er ærlig i sit forsøg. Jeg er heller ikke færdig med den – jeg tager den ned fra hylden om et par måneder, og så kan det være at min svømmestil passer bedre sammen med Rehrs.

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales (hvis man hører til målgruppen)

Svøm! (2008). 80 sider
Tegner og forfatter: Henrik Rehr
Forlag: [[Forlaget Fahrenheit|Fahrenheit]]

Fed action på dansk – Blodets Konkubine af Palle Schmidt

Cover til Blodets KonkubineTo lejemordere får fingre i en mystisk kuffert, der viser sig at indeholde det sagnomspundne natkotikum, Blodets Konkubine. Der er dog mange, der vil have fat i kufferten – heriblandt gangsteren LaTour og en gruppe skumle rasta-fyre … for slet ikke at tale om politiet, der ikke er begejstrede for ideen om en masse kriminelle, der sønderskyder deres by.

Og der er virkeligt tale om sønderskydning af … ja, stort set alt, der kan sønderskydes. Som Peter Snejbjerg bemærker i sit forord, er det usædvanligt at en dansk tegneserie har et body count på syv mennesker inden side ti, og det stiger igennem historien, hvor det hører til sjældenhederne at personerne har mindre end to pistoler.

[[Blodets konkubine]] er det tredie album fra [[Palle Schmidt]]s hånd – de første to var De lange næsers nat fra 1999 og [[Skyggen af bevis]] fra 2005, men Blodets Konkubine er markant anderledes. Vi har inspiration dels fra klassiske franske krimier, dels fra hårdkogte amerikanske serier som [[Sin City]], med en streg som er europæisk i sin feel, men amerikansk i sin dynamik. Giver det mening? Det gør det når man læser Konkubinen, som griber fat i en fra starten – man skal være parat til at læse til ende, når man tager fat i dette veldrejede album.

Skydescene fra Der er da kritikpunkter: personskildringerne lægger sig så tæt op af genrens klicheer, som de på nogen måde kan uden at jeg decideret råber vagt i gevær – det er på den anden side også et plus, da man lynhurtigt føler sig hjemme. Siderne er opbygget meget tight, grænsende til det klaustrofobiske, hvilket passer fint til historien, men gør mig lidt træt i det i det lange løb – jeg havde elsket en [[splash page]] eller to inde i det hele, men det siger lige så meget om mit temperament som det gør om tegneserien.

Der er lavet mange serier indenfor denne genre (og endnu flere film og tv-serier), og Blodets konkubine tilføjer da heller ikke genren noget decideret nyt – men det behøver den heller ikke at gøre, og jeg tror bestemt ikke det er Palle Schmidts formål med historien.

Blodets konkubine er en veldrejet actiontegneserie af internationalt format, og selv om det på ingen måde er et album, der træder ny grund hverken historie eller tegnemæssigt, er det hele særdeles kompetent udført og en sand page turner.

Fakta om serien:

Vurdering: Anbefales

Blodets konkubine (2008). 100 sider.
Forfatter: Palle Schmidt og Olav Junker Kjær
Tegner: Palle Schmidt
Forlag: [[Forlaget Fahrenheit|Fahrenheit]]

Se også tegneserienes hjemmeside og dens Facebook-gruppe.