Krazy Kat: Kærlighed og Kunst i George Herrimans Kuriøse Kosmos

“Darn few comic strips challenge their readers any more.”
– Bill Watterson

Ignatz i en klassisk situationDet begyndte nærmest som en pludselig indskydelse i bunden af en avistribe i 1910. George Herriman, der syntes, at der var plads til lidt ekstra, tegnede en mus, der i bedste slapstick-tradition smed en mursten i nøden af en kat. Små tre år efter fik katten og musen deres egen selvstændige stribe – KRAZY KAT.

Striben blev en øjeblikkelig succes, men der gik ikke mange år, før den mistede sin appel til den brede smag. Læserne klagede til redaktørerne, som klagede til deres chef, William Randolph Hearst. Her kunne historien om KRAZY KAT være endt, for som enhver god kapitalist forstod Hearst hensynet til den laveste fællesnævner.

Hearst-aviserne var berygtede for at jage sensationer og for at sponsorere begivenheder, som så blev rapporteret som nyheder (”yellow journalism”). Men aviskongen havde en anden og mere idealistisk side. Hvor for eksempel andre amerikanske aviser underspillede jødeforfølgelserne i Nazityskland, gik Hearsts tabloidaviser mod strømmen.

KontactNår KRAZY KAT alligevel fortsatte (om end med mindre og mindre udbredelse), skyldtes det simpelt hen, at Hearst elskede den. Det har utvivlsomt også spillet en rolle, at striben havde fundet et lille og trofast publikum blandt et segment, der ellers nødigt ville gribes på fersk gerning med snuden i en af Hearsts sensationslystne aviser, nemlig de intellektuelle. Således havde kunstkritikeren Gilbert Seldes allerede i 1924 udnævnt KRAZY KAT til et af de største amerikanske kunstværker, og en jazzballet var blevet opført på Broadway.

Ifølge George Herriman var KRAZY KAT hverken udtænkt eller født: ”it jes’ grew” mens han arbejdede på humørstriben THE DINGBAT FAMILY.

Familien Dingbat og dem nedenunder

THE DINGBAT FAMILY, der blev trykt første gang i juni 1910, handlede om den lille og komisk udseende E. Pluribus Dingbat, der levede med sin kone og to børn i en beboelsesejendom i New York. Mr. Dingbat havde sine problemer med familien, men da de samme år fik nye overboer skiftede striben karakter og navn til THE FAMILY UPSTAIRS.

The Family Upstairs
The Family Upstairs

Det særlige ved familen ovenpå var, at vi aldrig fik dem at se, men de larmede. Alene spektaklerne var slemt nok for Mr. Dingbat, men situationen (læs: hans nerver) blev yderligere forværret af, at alle hans forsøg på at klage til den støjende familie ovenpå mislykkedes. Ofte skete det med store personlige og økonomiske omkostninger for Mr. Dingbat selv, og heri lå stribens komiske omdrejningspunkt. Det hele endte med at ejendommen blev revet ned, familien Dingbat flyttede, og striben vendte tilbage til sit oprindelige koncept og titel.

Skønt såvel konceptet, miljøet og tegnestilen var forholdsvis tidstypisk (THE BUNGLE FAMILY, BRINGING UP FATHER), udviser striben flere af de særegne stilmæssige træk, som Herriman senere videreudviklede i KRAZY KAT, bl.a. protagonistens kompulsive adfærd og den varierede gentagelse. Og så var der det med katten og musen.

Familien Dingbat havde en kat, det var den, der nederst i panelet blev forulempet af en mus, uden at det havde nogen relation til stribens egentlige handling. Det udviklede sig så til et smalt panel under hovedpanelet, en underetage, hvor musen kunne gokke katten – nu navngivet Krazy Kat – med en mursten.

4 1910-jul-26
The Family Upstairs, 26/7 1910

Dette optrin stjal efterhånden læserens opmærksomhed fra hovedpanelet. En enkelt gang overtog de to dyr endog pladsen fra Mr. og Mrs. Dingbat, som så måtte flytte undrende ned i underpanelet. Der var ikke meget plads dernede, men alligevel formåede Herriman at fylde baggrunden med kinesiske pagodaer, minareter, kaktusser og totempæle – igen et særligt Herrimansk stiltræk.

Der blev også plads til en række bifigurer, hvoraf nogle senere flyttede med over i KRAZY KAT, bl.a. hunden Bull Pupp, der som Offissa Pupp blev det tredie medlem af en bizar kærlighedstrekant. I den nye stribe blev bylandskabet skiftet ud med et ørkenlandskab, Coconino County i det syd-vestlige Amerika.

Herriman fortsatte med THE DINGBAT FAMILY indtil 1916, hvorefter han primært koncentrerede sig om KRAZY KAT.

Missil of love, and iffection

Hvis man skal sige det kort, består KRAZY KAT af geniale variationer over en simpel formular: den malefikante Ignatz Mouse kaster mursten efter Krazy, der opfatter det som en kærlighedserklæring, mens hunden Offissa Pupp, som er romantisk forelsket i Krazy, opfatter musens handlinger som syndige.

En sær kærlighedstrekant
En sær kærlighedstrekant

Det slutter som regel med, at Ignatz arresteres og fængsles i sidste panel, men præventive anholdelser er også en del af Pupps beføjelser. Alligevel kan Ignatz ikke lade være, og det findes der en forklaring på. Der var nemlig engang, hvor musefolket levede lykkeligt, men så kom der en forfader til Krazy Kat og decimerede musene; Ignatz Mouse, hedder det, ser sig som hævneren af denne fortidige udåd.

Men Ignatz’ adfærd er simpelt hen for kompulsiv til, at vi kan tro på denne forklaring. Det skal da også indskydes, at dette indblik i forhistorien kom så tidligt som i 1912 og aldrig siden blev gentaget. Der er ingen grænse for Ignatz’ opfindsomme krumspring, når det gælder om at kaste murstenen, uden at lovens repræsentant opdager det, men selv når Offissa Pupp står lige ved siden af, kan Ignatz ikke styre sin trang.

Ignatz forsøget at lægge bånd på sig selv – forgæves. Krazy Kat, 6/1 1918
Ignatz forsøget at lægge bånd på sig selv – forgæves. Krazy Kat, 6/1 1918

Dertil kommer, at Ignatz hader pansere, hvilket skal ses i sammenhæng med spiritusforbudet og Pupps selvhøjtidelige personlighed, men man fornemmer, at lovovertrædelsen rummer en attraktion i sig selv. Offissa Pupp har en tilsvarende tvangsmæssig adfærd, idet hans livsmission er at søge synd, og straffe den. Ignatz og Pupp kan således anskues som et komplementært modsætningspar, der kredser om stribens stjerne, Krazy Kat.

Akvarel sendt til en fan, omk. 1925
Akvarel sendt til en fan, omk. 1925

Krazy har tre indbyrdes forbundne karakteristika: sorgløshed, simpelhed og nysgerrighed. Sorgløsheden, eller glæden, kommer bl.a. til udtryk i sange og dans. Når Krazy rammes af Ignatz’ mursten, bliver ”han” (forklaring på anførelselstegn følger) en ”heppy, heppy kat”. Hvis murstenen derimod udebliver, overfaldes Krazy af længselsfuld melankoli.

8 histor3

Simpelheden viser sig i Krazys umiddelbare tilgang til verden. Som med murstenen, således også med forholdet mellem Ignatz og Offissa Pupp, som Krazy kun kan forstå som en leg. Dette sorgløse og simple sind er kombineret med en nysgerrighed, der måske nok hører barnet til, men også er filosoffens, kunstnerens og videnskabsmandens adelsmærke.

Krazy lever i sin egen verden, men ikke isoleret fra omverdenen. Krazys verden er det udgangspunkt, hvorfra ”han” foretager sine undersøgelser af fænomenerne og tester dem mod sin logik. Holder en ildflue sig varm hele tiden, spørger ”han” Ignatz. Nej, lyder svaret. Er en honingbi sød? Da Ignatz igen svarer nej, udbryder Krazy: ”Daw-gawn!! What is what it’s called anyway?” Ignatz har svaret på rede hånd: “A Krazy Kat that’s krazy,” siger han, og kyler en mursten afsted.

Krazy Kat, 7/9 1918
Krazy Kat, 7/9 1918

Lewis Carroll, der i forordet til SYLVIE AND BRUNO bemærkede at ”No word has a meaning inseparably attached to it,” ville have forstået Krazy, men Ignatz er en helt igennem no-nonsense-mus. Af samme årsag irriteres han over, at Krazy ikke kender sit eget køn. I en stribe fra oktober 1915 står Krazy over for et seriøst – men rent spekulativt – dilemma: ”Y’see I don’t know whether to take unto myself a wife, or a husband.” Andetsteds bliver spørgsmålet mere konkret, idet Krazy adopterer en killing, men hvad skal killingen kalde Krazy, far eller mor?

Læserne var også forvirrede. Den skøre kat blev næsten konsekvent omtalt med det maskuline pronomen, men hvis Ignatz og Pupp var af hankøn, måtte Krazy vel være en hunkat. Når Krazy tilmed kunne optræde iklædt strutskørt, blev denne antagelse yderligere underbygget. Men på Herrimans tid blev det maskuline pronomen brugt generisk og henviste således til en person i almindelighed uden hensyn til køn.

10 k-i 6

Frank Capra udbad sig en afklaring og fik et svar af den slags, der ville have fået Ignatz til at gribe efter den nærmeste mursten: ”I don’t know. I fooled around with it once; began to think the Kat is a girl – even drew up some strips with her being pregnant. It wasn’t the Kat any longer; too much concerned with her own problems – like a soap opera. Know what I mean? Then I realized Krazy is something like a sprite, an elf. They have no sex. So that Kat can’t be a he or a she. The Kat’s a spirit – a pixie – free to butt into anything. Don’t you think so?”

Det vil føre for vidt at introducere alle de bifigurer, der sammen med den androgyne kat, musen og hunden udgjorde det brogede persongalleri i Coconino County. Men blandt de mere eller mindre faste medlemmer bør nævnes Kolin Kelly, fabrikant af mursten; Bum Bill Bee, filosoferende vagabond; og endelig Joe Stork, ”purveyor of progeny to prince, and proletariat”, som ingen ønsker at få besøg af.

Krazy Kat, 2/7 1922
Krazy Kat, 2/7 1922

Efterhånden som striben udviklede sig, blev Ignatz’ fjendtlige indstilling til Krazy mindre markant, og det står klart, at murstenen hele tiden har været noget andet og mere end blot voldshandling: den er et symbol. Hvis vi ser bort fra Offissa Pupps udlægning (”Sin’s most sinister symbol”) er Krazy måske ikke så skør endda i sin fortolkning af murstenen som et ”missil of love, and iffection”?

12 krazykat-1940

Somethin’ turva topsa in Kokonino Kounty

Der har været mange forslag til, hvad KRAZY KAT egentlig handlede om. Frank Capra, der skrev, at striben ”tilted cat whiskers at inhumanities”, udnævnte George Herriman til ”one of the first intellectual philosophers to comment entertainingly and shrewdly on life’s frustrations through the medium of the comic strip” (præcis som Capra selv gjorde i sit medium, filmen).

For digteren e. e. cummings handlede striben om demokrati (Krazy) som en balancegang mellem individualisme (Ignatz) og samfund (Pupp), mens en læser med teologiske tilbøjeligheder fandt en vision af Paradis før syndefaldet med Krazy som både Adam og Eva, Ignatz som slangen og Pupp som ærkeenglen Michael. Læsere med freudianske tendenser behøver nok ikke lede længe efter en passende udlægning, hvorimod mere neurovidenskabeligt orienterede kan se hunden, katten og musen som henholdsvis det præfrontale cortex, pattedyrshjernen og det limbiske system.

Krazy Kat, 9/8 1937
Krazy Kat, 9/8 1937

13aJournalisten og tegneserieforskeren Jeet Heer har foreslået, at KRAZY KAT dybest set handler om en ”inter-species love triangle”. Krazy er en sort kat, der elsker en hvid mus, der gengælder denne kærlighed med vold. Men den mest fordomsfulde er overraskende nok ikke Ignatz. I en episode, hvor han er blevet sværtet helt sort af sod, er det ham, der bliver udsat for vold af Krazy, idet Krazy fejlagtigt tror, at det er en fremmed mus fra Etiopien. I en anden episode har Krazy besøgt en skønhedssalon for at blive hvid, og dermed vække Ignatz’ interesse – hvilket virker, indtil Ignatz opdager sandheden under make-upen. I det omfang Krazy og Ignatz er fanget i et spind af racistiske fordomme, sætter det Offissa Pupps rolle i et andet lys. Den hvide politihund er jo ikke bare forelsket i den sorte kat men gør sit bedste for at forhindre den hvide mus’ hate-crimes.

Listen over mulige fortolkninger er lang, men sikkert er det, at ingen fortolkning kan være fyldestgørende i sig selv. De er snarere gensidigt supplerende og vidner således om stribens mange lag – og indtil videre har jeg kun berørt de lag, der findes i den del af værkets tekstur, som udgøres af plottet.

Krazy Kat, 30/10 1918
Krazy Kat, 30/10 1918

Hverken handling eller plot er der meget af i KRAZY KAT, og når man tager i betragtning, at der er tale om en humørstribe, er der forsvindende få egentlige pointer. En dybere forståelse og værdsættelse af KRAZY KAT må altså komme et andet sted fra.

Gilbert Seldes ramte hovedet på sømmet, eller hovedet med murstenen, da han betegnede Herrimans kunst som fantastisk i dette ords ældste betydning, noget der hører fantasiens verden til og gør (det vi opfatter som) det uvirkelige og umulige virkeligt og muligt. Yes, Ignatz, you may nick my noodle!

Det fantastiske i Herrimans kunst ligger først og fremmest i tegningerne og det særegne univers, som flød fra blækhuset. Lige fra begyndelsen havde Herriman eksperimenteret med formen. For eksempel dikterede indholdet, om striben blev horisontal (som det var almindeligt) eller vertikal. Det var dog først fra april 1916, da striben begyndte at udkomme om søndagen, at Herrimans visuelle genialitet for alvor manifesterede sig.

15 hs_Krazy Kat - 1916-09-03
Krazy Kat, 3/9 1916

Herriman udnyttede den forøgede plads – en hel avisside – med en virtuositet og opfindsomhed som kun Winsor McCay før ham. Den traditionelle opbygning med konsekutive paneler forvitrer, panelerne bliver færre, de skråner og vælter, forsvinder endog helt eller delvist. Men hvor McCays Nemo rejser fra denne verden ind i en anden verden, har Herriman taget skridtet fuldt ud og skabt et selvstændigt fantasi-univers til sine karakterer.

Krazys verden hedder Coconino County, et ørkenlandskab, der er blevet kaldt komplet irrationelt og surrealt, hvilket det da også til en vis grad er. Coconino County er nemlig i konstant bevægelse og forvandling. I et panel ses en kaktus i baggrunden, i det næste panel ses en klippeformation eller en hytte eller en totempæl på samme sted. Der er træer, der gror i potter, en horisont, der afslører sig som en mur, en måne, der minder om en kvart citron, og ørkenlandskabet kan fra den ene dag til den anden skifte til et marinelandskab.

Krazy Kat, 12/9 1937
Krazy Kat, 12/9 1937

Herrimann fik sin inspiration fra det sydvestlige Amerika. Enhver der har set westerns – især John Fords – vil genkende visse af klippeformationerne, for eksempel ”the Mittens” i Monument Valley, Arizona. Vi befinder os altså i Navajo-regionen (det virkelige Coconino County ligger lidt længere væk). Også navajoernes kultur inspirerede Herriman, hvilket blandt andet kom til udtryk i mønstre, ornamenter og mytologiske naturkræfter såsom ”the Wind Witches” og ”the Snow Squaws”.

Den evige forvandling og bruddet på kontinuiteten mellem panelerne forvirrer ikke blot læserens visuelle perception, men udfordrer vores vante forestillinger om kausalitet, lokalitet og tid. Snarere end at være irrationelt, anfægtes rationalismen. Til gengæld er der unægteligt surrealistiske elementer i KRAZY KAT. Det var der også i LITTLE NEMO IN SLUMBERLAND, men Krazys nærmeste slægtning udfoldede sig på det store lærred – FELIX THE CAT. Til Herrimans visuelle pointer føjer der sig endnu to lag – det verbale vid og nedbrydningen af den fjerde væg.

Krazy Kat, 5/4 1919
Krazy Kat, 5/4 1919

Poddin’, was that rimmock a lengwidge – or wot?

Sproget i KRAZY KAT er ligeså særpræget – eller idiosynkratisk – som landskabet. Krazys dialekt er muligvis yat, en New Orleans-dialekt, men med elementer af Brooklyn yiddish tilsat onomatopoietika. Herrimann havde desuden en forkærlighed for alliterationer, ordspil, omvendt ordstilling, fonetiske gengivelser og arkaisk sprogbrug. To eksempler:

Krazy on his way to a rendevous (seelvooplay) pauses a moment in the presence of an “egg” – upon which he lays a loose limp eye – and rolling a lean thought in his fatous head, plunges into the perplexities of (wotchacallit?) – “life”. (2/11 1930)

A fugitive rounds the corner – with speed – as is the way with fugitives. While a moment later that which made him fugit – with speed – also rounds the corner. (15/4 1923)

Den flygtende og den forfølgende er naturligvis henholdsvis Ignatz og Offissa Pupp. Sidstnævntes pompøse talemåder ligger i forlængelse af hans selvhøjtidelige personlighed:

I sense the feel of evil – every nerve of me vibrates to the symphony of sin – somewhere at this very moment, crime holds revel. (16/11 1941)

All the world beams with beauty. The skies are ashine with sheen – prettiness prevails – and yet he packs a mind stuffed with a dire dearth of dignity. (14/7 1940)

Synderen Ignatz taler for det meste et helt normalt engelsk. Som nævnt ovenfor aggraveres han over Krazys sprogfilosofiske undersøgelser. I en stribe fra 1918 diskuterer de sprogets natur:

– Why is lenguage, Ignatz?

– Language is that we may understand one another.

– Can you unda-stend a Finn, or a Leplender, or a Oshkosher, huh?

– No.

– Can a Finn, or a Leplender, or a Oshkosher unda-stend you?

– No.

– Then I would say lenguage is that that we may mis-unda-stend each udda.

Ignatz forstår ikke Krazys logik, og reaktionen er herefter – en mursten. Læserne forstod hverken de verbale eller de visuelle pointer – de klagede. I 1944 var cirkulationen reduceret til kun femogtredive aviser, mens for eksempel BLONDIE kom i over tusind aviser. Men helt misforstået af samtiden blev KRAZY KAT ikke, ligesom den heller ikke faldt helt uden for visse af tidens strømninger.

Krazy Kat, 28/8 1918
Krazy Kat, 28/8 1918

I 1913 var borgerskabet blevet chokeret over den moderne kunst (fauvisme, impressionisme og kubisme), der var udstillet i The Armory Show, New York. Nogle år efter kom Dada og såede en mistro til rationalismen og samfundets konvententioner, som nogle af surrealisterne senere videreførte. M. Thomas Inge har i et glimrende essay om KRAZY KAT kaldt Herriman en amerikansk Dada og bl.a. sammenlignet striben med Magrittes LES MOTS ET LES IMAGES (1929): der er en forskel mellem, hvad vi siger, og hvad vi mener, mellem hvad vi tror, vi ser, og hvad vi ser.

Endelig var en ny generation ved at vokse op. Så forskellige personer som Charles M. Schultz og Jack Kerouac anerkendte Herrimans indflydelse. Kerouac skrev om KRAZY KAT, at den var ”an immediate progenitor of the Beat Generation and its roots could be traced back to the glee of America, the honesty of America, it’s wild, self-believing individuality.”

18 KrazyKat_3-15-42_lg
Krazy Kat, 15/3 1942

Herrimans kreativitet mistede ikke styrke med årene, tværtimod. Han vedblev at undersøge og udvide sit mediums grænser. I juni 1935 begyndte KRAZY KAT at komme i de nye farvelagte søndags-tegneseriesektioner i tabloidformat, og Herriman benyttede såvel det nye format som farverne til at eksperimentere videre med form og komposition. Men den måske allerstørste grænse – muren mellem fiktion og virkelighed – havde han allerede tidligt brudt igennem.

It’s wot’s behind me that I am

En af McCays mindre kendte striber var LITTLE SAMMY SNEEZE. Idéen var den enkle, at Sammy led af eksplosive nyseanfald, som forstyrrede verden omkring ham. En dag nøs den stakkels dreng så kraftigt, at stribens ramme brød sammen omkring ham, et af tegneseriehistoriens helt store øjeblikke.

Herriman bibeholdte rammen, men lod ofte panelerne være indrammede af teatergardiner og andre rekvisitter fra scenen. Og som en skuespiller er bevidst om publikum, skuespillet, kulisserne og dramatikeren, således er også Krazy, Ignatz og Pupp bevidste om, at de er tegnede karakterer i en tegnet verden. De kan for eksempel henvende sig direkte til både læseren og tegneren. I en episode arresteres Ignatz af Pupp i det første panel, men da de når frem til fjerde og sidste panel, er fængslet endnu ikke færdigtegnet. Pupp henvender sig kommanderende til tegneren: ”Wa-a-l – Finish it!!! Y’got kartoonist’s kramp?” En enkelt gang ser vi endog tegnerens hånd sætte proppen i et blækhus, hvor Igantz og Krazy har gemt sig – formentlig for tegneren.

Ignatz takker tegneren. Krazy Kat, 13/9 1940
Ignatz takker tegneren. Krazy Kat, 13/9 1940
Krazy læser Krazy Kat. Krazy Kat, 16/4 1922
Krazy læser Krazy Kat. Krazy Kat, 16/4 1922

I en hyppigt citeret søndagsstribe fra 1922 finder Krazy en avis, i hvilken han ikke blot læser sin egen stribe, men den selvsamme stribe, han aktuelt befinder sig i. Det er meget forvirrende, for hvordan kan man være to steder på samme tid? ”Because, fool, how could it be aught were it not thus,” svarer Ignatz – og for en gangs skyld må vi give ham medhold. Som M. Thomas Inge bemærker: ”We often measure art against reality rather than allow art to develop its own world and reason for being.” [Fig. 20: Krazypanel-4-16-1922]

Et andet og ligeså berømt eksempel stammer fra 1939, hvor Ignatz finder et blækhus og en pensel. Først tegner han en ramme, dernæst sig selv i rammen. Offissa Pupp kommer og kigger interesseret til, mens Ignatz tegner en mursten og Krazy. Ignatz’ tegnede mus samler murstenen op, og kaster den efter Krazy. I det næste panel ses Pupp i færd med at tegne et fængsel, hvor Ignatz sidder bag tremmer. For at der ikke skal være tvivl, har Pupp skrevet ”JAIL” på sit papir. Nedenfor står Krazy og (lidt længere væk) Ignatz, der netop har kastet en mursten afsted. Nederst på siden, hvor en spætte betragter et lærred, fortsættes refleksionen over kunst og virkelighed: ”But he’s a ott krittik, ain’t he?” spørger Krazy. ”Yes,” svarer Pupp, ”but he’s also a woodpecker.”

Krazy Kat, 11/6 1939 (her gengivet uden farver)
Krazy Kat, 11/6 1939 (her gengivet uden farver)

Disse og andre metafiktive episoder er mere end blot vittige tricks; de er med til at understrege de visuelle pointer omkring virkelighedens og kunstens natur, samt forholdet mellem værket og kunstneren: ”It’s wot’s behind me that I am,” som Krazy siger.

A squint at me may give you a laugh

George Herriman blev født i 1880 i New Orleans, men allerede tre år efter flyttede familien til Los Angeles, hvor George kom i katolsk skole. Sytten år gammel solgte han en tegning til Los Angeles Herald-Examiner, hvor han de næste tre år tegnede reklamer og politisk satire. Derefter sprang han på et godtstog til New York, hvor han skabte sine første syndikerede striber. Fælles for tidlige striber som MUSICAL MOUSE, ACROBATIC ARCHIE, GOOSEBERRY SPRIGG og THE DINGBAT FAMILY var, at de fokuserede på dyr og kompulsoriske (eller excentriske) personligheder. Herriman skrev senere, at dyr ”are of great importance to a cartoonist, no matter what kind of strip he is drawing. Almost any strip needs an animal in it once in a while, to add human interest, emphasize the reactions of the characters, to make the strip more realistic.” Selv havde han på et tidspunkt fem hunde og tretten katte.

Selvportræt, 1922
Selvportræt, 1922

Der har været spekuleret meget i Herrimans etnicitet. Som det var tilfældet med så mange andre samtidige tegnere, lavede Herriman i sine tidlige striber karikaturer af bl.a. negre og rødhuder, der vil få en moderne læser til at krumme tæer. I dag vil vi kalde det racisme (bortset fra Dansk Folkeparti, Jyllands-Posten og Trykkefrihedsselskabet, der vil kalde det ytringsfrihed), dengang var det god humor. I følge fødselsattesten var Herriman farvet, og hans forældre blev i en folkeoptælling betegnet mulatter. ”Colored” blev imidlertid brugt om næsten alle med en mørk lød, afrikanere, italienere, grækere, etc. Men hvis han ikke var af ren arisk afstamning, var der ingen af hans kolleger, der bemærkede det, ej heller den læge, der i dødsattesten skrev, at afdøde var kaukasier.

KRAZY KAT var en født succes – men i aftagende. Havde det ikke været for Hearst, der for øvrigt havde sin egen private zoologiske have, ville striben formentlig have endt som en fodnote i tegneseriehistorien. Hearst gav Herriman en livstidskontrakt med King Features Syndicate, og under Depressionen var Herriman (mod sin vilje) en af de højst betalte tegnere. Herriman var genert og nærmest selvudslettende beskeden: ”A squint at me may give you a laugh – I’m a funny looking monkey.”

George Herriman, omk. 1940
George Herriman, omk. 1940

Herrimans kone døde i 1934, og få år efter fulgte den ene af hans to døtre. Resten af sit liv tilbragte Herriman som noget nær en eneboer i sit hjem i Holywood, hvor han havde boet siden 1922. Han arbejdede hver dag på sin stribe, tog sig af sine dyr og sov ved siden af tegnebordet. Fra Holywood var der ikke langt til det sydvestlige Amerika, som han holdt så meget af. Fra 1922 var landskabet begyndt at fylde mere i KRAZY KAT, og efterhånden antog det en lige så betydelig rolle som Krazy, Ignatz og Pupp. Det var da også over Monument Valley, at Herrimans aske blev spredt, da han døde den 25. april 1944. På tegnebordet lå en uges ufærdige striber.

Med Herriman døde KRAZY KAT – som avisstribe. For i Kokonino Kounty lever Krazy, Ignatz, Pupp og alle de andre videre til inspiration for tusindvis af kunstnere, som Walt Disney sagde, og en glæde for mindst ligeså mange læsere. Inden for sit mediums rammer havde Herriman sprængt rammerne – og skabt stor kunst.

Sammen med LITTLE NEMO IN SLUMBERLAND og BRINGING UP FATHER er KRAZY KAT et af højdepunkterne i en tid, hvor tegneserier først og fremmest var comics. Men hvor Winsor McCays og George McManus’ humor er mere umiddelbart tilgængelig, forudsætter Herrimans absurde og visuelle humor, at læseren bruger lidt længere tid end normalt på at fatte galoppen. Som Bill Watterson sukkede, udfordrer KRAZY KAT sin læser på en måde, som pokkers få humørstriber siden har gjort.

24 1932-painting-for-ernest-pascal
Oliemaleri, omk. 1932

Alle søndagssiderne med KRAZY KAT er genoptrykt i tyve bind fra henholdsvis Eclipse Comics (1916-25) og Fantagraphics Books (1925-44).

Fantagraphics Books har desuden udgivet: Krazy & Ignatz: The Kat Who Walked in Beauty. The Panoramic Dailies of 1920.

Jim Woodring: Alkymisterne

Forside til alkymisterneJim Woodring er… sær. Besynderlig, mærkværdig, grotesk, bizar og sær. Og fascinerende. Uendeligt fascinerende.

”Alkymisterne” er den første Jim Woodring-titel på dansk, og det er (naturligvis, fristes man til at sige) Aben Maler, der står bag. Så man ved, at man får serveret noget, der bevæger sig i grænselandet mellem tegneserie og Kunst med stort K (omend jeg ikke tror, forlaget ser nogen skillelinie); men kender man ikke Woodring i forvejen (mit eget kendskab var yderst overfladisk), er det svært at forudse, hvad der venter bag den uskyldigt udseende forside.

De lige så uskyldige facts er som følger: ”Alkymisterne” er på cirka hundrede sider, er helt blottet for dialog eller tekst i det hele taget og rummer i en birolle en af Woodrings faste figurer, den katteagtige Frank. Tegningerne er holdt i sort/hvid i en næsten træsnitsagtig stil.Scene fra Alkymisterne af Jim Woodring

Men de uskyldige facts flyder blot på overfladen og dækker kun dårligt over alle de sorte absurditeter, der stiger op fra dybderne. At begive sig ind i ”Alkymisterne” er som at stikke hovedet dybt i en heksegryde og lade ens hjerne koge langsomt. Det er som et angreb, der har evnen til at skylle fra det visuelle over i ens andre sanser; det er som at lugte og høre og frem for alt føle med øjnene, synæstesi i tegneserieform.

Men hvad er ”Alkymisterne”? Måske er det en parabel over, hvad der skaber et menneske, hvad der hæver det over dyrene og i sidste ende sandsynligvis også tvinger det til at vende tilbage dertil. Måske. Måske er det noget helt andet. Igen er der overfladen: et griselignende menneskedyr tvinges til at søge tilflugt i en hule, hvor det udsættes for et tændstiklignende djævledyr. Det lykkes vor hovedperson, menneskegrisen, at undslippe, og den begiver sig ud på en mareridtsodyssé, der bringer den i kontakt med mærkeligere og mærkeligere væsener.

Scene fra Alkymisterne af Jim WoodringWoodring leger med en drømmelogik, som rent faktisk går i spænd med historien. Normalt er det et kunstgreb, jeg ikke bryder mig om, men det er, fordi det som regel virker som en undskyldning – hos Woodring passer det sammen med tegningerne, med historien, med den underliggende stemning af gru, som siver ud af siderne.

Det er Woodrings streg, som rummer den dystre magi, der binder det hele sammen.

Billederne er ikke umiddelbart tiltalende. De er ikke pæne. De får ikke én til at sige wow. Men de passer superbt sammen med den historie, Woodring fortæller (hvad den så end er). Stregerne er dybsorte, og billederne ligeså. Men det forunderlige er, at de – trods deres flertydigheder og mangel på letkøbt aftydning – er ufatteligt lette at aflæse. Woodring er knudret og mærkelig, men han holder sidedesignet enkelt og let at overskue, og det bliver på intet tidspunkt svært at følge med i, hvad der foregår.

Hvad det så betyder, er en helt anden sag, der får læserens hjerne op i gear. For på trods af de hindringer, der synes at stå i vejen for en umiddelbar nydelse af ”Alkymisterne”, så er det et værk, der synker ned i læserens tanker og derfra sender sine bobler af hallucinoge illustrationer op, så de brister lige bag øjnene på én. Det er et værk, der er luftigt, men tungt og helt umuligt at binde fast. Det er Hieronymus Bosch i det 21. århundrede. Det er eksistensiel horror. Det er Disney på LSD. Det er sandsynligvis mange ting for lige så mange mennesker. Men det er først og fremmest en tegneserie, man bør læse. Hvis man altså ikke er bange for at blive udfordret. Hvis man ikke er bange for at blive ført et ganske andet sted hen. Hvis man ikke er bange.

Charles Burns til komiks.dk

Charles Burns, skaberen af Black Hole, kommer til komiks.dk i 2010Endnu en legende fra den uafhængige, amerikanske graphic novel-scene besøger København! Komiks.dk og Forlaget Fahrenheit præsenterer Charles Burns på festivalen i 2010!

Det var et møde med tegneserielegenden Art Spiegelman, der gav Burns sit første gennembrud som tegneserieskaber. Han blev bedt om at yde bidrag til Spiegelmans Raw Magazine, hvilket blandt andet resulterede i historier som Big Baby og Dog Boy. Til Heavy Metal Magazine skabte han figuren El Borbah, der er en hybrid imellem en privatdetektiv og en mexicansk wrestler. Hovedparten af Burns’ tidlige arbejde er siden hen blevet opsamlet og kan stadigvæk fås den dag i dag. Det helt store gennembrud kom dog med hovedværket Black Hole, der udkom i serieformat fra 1994 til 2004. Værket blev senere samlet i en lettere redigeret udgave og blev udgivet af Fantagraphics Books. På dansk udkommer Black Hole på Forlaget Fahrenheit.

Af andet arbejde fra Burns kan nævnes den fotografiske kunstbog One Eye samt hans bidrag til den animerede, franske antologifilm Peur(s) du Noir. Burns skabte også coveret til Iggy Pops album Brick by Brick fra 1990.

Burns kombinerer klare linjer med stærke kontraster og skaber en stemning af skæv uhygge. Black Hole er ofte blevet sammenlignet med film af både David Lynch og David Cronenberg, men værket er på alle måder helt og aldeles originalt og unikt.

Komiks.dk og Forlaget Fahrenheit er stolte over at kunne præsentere Charles Burns på Komiks.dk i 2010.

Amerikanske graphic novel superstjerner besøger København

Chris Ware - Daniel Clowes
Chris Ware og Daniel Clowes besøger komiks.dk i 2010

De amerikanske graphic novel –og undergrundslegender, Chris Ware og Daniel Clowes, besøger Københavns Internationale Tegneseriefestival, Komiks.dk d. 21-23 maj 2010.

Det gode, litterære selskab…

Graphic novels er moderne. Landets boghandlere og biblioteker bugner med litterære og ofte dybt personlige tegneserier for voksne læsere, og mediet ser endelig ud til at være kommet med i det gode, litterære selskab. Komiks.dk stræber efter at afspejle alle aspekter af tegneseriemediet og dets udvikling, og derfor har vi inviteret to af den amerikanske independent-tegneseries allerstørste navne til landet.

Daniel Clowes: Satire, fremmedgjorthed og 60er popkultur

Clowes er blandt de mest roste forfattere og tegnere inden for amerikansk indie –og undergrundstegneserier. Hans værker er kendetegnet ved en bidende satire, en følelse af fremmedgjorthed og ensomhed, en imponerende forståelse for de mørkere kroge af den menneskelige psykologi samt en fascination af pop-kultur fra 60erne. Clowes debuterede i 70erne og har siden udgivet titler såsom Pussey, David Boring, Like a Velvet Glove Cast in Iron, Lloyd Llewellyn og Ghost World, hvoraf de fleste først blev udgivet i Clowes’ egen antologi-serie Eightball. Clowes blev Oscarnomineret for manuskriptet til filmatiseringen af Ghost World og har siden leveret manuskript til filmen Art School Confidential baseret på en novelle fra Eightball. Han har også skabt web-tegneserien Mr. Wonderful.

Chris Ware: Sære formater, nye veje og klippe-ud-samlesæt

Ware debuterede i en Texansk universitetsavis i sen 80erne, men det var selvudgivet materiale, der fangede tegneserielegenden Art Spielgelmans opmærksomhed, hvorefter han inviterede Ware til at bidrage til antologiserien RAW. Efter at være blevet udgivet i flere aviser i Chicago, skabte Ware den dybt originale serie Acme Novelty Library hos Fantagraphics. Udgivet i en række forskellige formater skubber serien på mange måder til tegneseriemediets grænser og søger nye veje. Her så Wares graphic novel Jimmy Corrigan – The Smartest Kid on Earth også dagens lys. Historien om den lidt sørgelige taber, Jimmy, er en melankolsk og sort humoristisk, amerikansk familiesaga, der blander inspirationer fra den europæiske ligne claire stil med inspirationer hentet fra de traditionelle amerikanske avisstriber. Ware integrerer endda klippe-ud-samlesæt i tegneseriens historie.

Den kæntrede amerikanske drøm…

Både Clowes og Ware skriver dybt personlige og ofte rørende historier om det amerikanske samfunds mindre smigrende sider. Kommercialismen, superheltemyten, misforstået nostalgi og den kæntrede amerikanske drøm bliver taget under knapt så kærlig behandling i begge de to herrers arbejde. Vigtigst af alt er der tale om dybt litterære og komplekse værker, der nægter at indordne sig under den amerikanske mainstreamtegneseries regler og konventioner.

Komiks.dk er stolte over at kunne præsentere både Chris Ware og Daniel Clowes i 2010!

Om Komiks.dk

Komiks.dk er Danmarks internationale tegneseriefestival, som hvert andet år fejrer tegneseriemediet med et bredt udvalg af danske og udenlandske gæster fra tegneseriemiljøet. I 2010 løber festivalen af stablen den 21-23. maj i Øksnehallen.

Foreningen Komiks.dk blev stiftet i november 2003, og i november 2004 løb den første festival af stablen. Succesen blev fulgt op af festivaler i både 2006 og 2008. Komiks.dk er en non-profit forening, der ønsker at gøre festivalen til en tilbagevendende begivenhed i det danske kulturlandskab med henblik på at gøre tegneseriemediet mere synligt for den danske befolkning samt at styrke det kreative miljø i den danske tegneseriebranche.

Man kan besøge os på Internettet på: www.komiks.dk.

Det danske vidunderland

wonderland-forsideLad det være sagt med det sammen: her er tale om en ganske speciel udgivelse. Det er noget så sjældent som en antologi med danske tegneserier, oversat til engelsk og udsendt på det amerikanske marked.  19 nedslag, der ganske udmærket illustrerer, hvor langt dansk tegneserie er nået i de senere år.  Antologien udgives af forlaget “ Aben Maler” – drevet af ildsjælen Steffen P. Maarup, der i årevis har udgivet forholdsvis smalle værker på det danske marked. Vi har bl.a. fået udgivelser af  James Kochalka, Ron Regé, Jr., Anders Nilsen og snart Chris Ware og Bryan O’Malley.

Forlaget udgiver også 676’erne – små pixi-tegneserier med (eksperimentelle) voksentegneserier af nyere danske serieskabere. Det er altid spændende læsning, og værkernes ofte meget personlige udtryk gør, at man altid vil kunne finde en favorit i en sending 676’ere. De tjener desuden til at eksponere både den danske tegneseriescenes mere eksperimenterende del og dels til at cementere forlagets linje – “Et sted mellem litteratur og billedkunst. Lad os kalde det sted tegneserier” som det hedder sig på Aben Malers fangruppe på Facebook.

Allan Havrehalms "Tomb of the Rabbit King"Der er en del ligheder, rent emne-, udgivelses- og mentalitetsmæssigt, mellem “Aben Maler” og det amerikanske forlag “Fantagraphics”, som med udgivelser af bl.a. Daniel Clowes, Robert Crumb og Hernandez-brødrene må siges at høre til blandt amerikanske indie-tegneseries grand old publishers. Og antologien er netop blevet til ved et samarbejde mellem Aben Maler og Fantagraphics – i USA er et Fantagraphics, der distribuerer værket, mens det er Aben Maler der står for den danske / europæiske distribution.

Selv om begge forlag står bag udgivelsen, er det Aben Maler, der har taget initiativet og også forestået arbejdet med udvælgelsen, og jeg fik lejlighed til at spørge  redaktør Steffen P. Maarup om antologiens tilblivelse:

Jeg begyndte at samle bidrag til antologien for lidt over et år siden, og så tog den form i løbet af efteråret. Omkring juletid havde jeg en nogenlunde færdig pdf, som jeg sendte til Fantagraphics. Der var stadig ingen titel, og stadig ingen Thomas Thorhauge-tegnet forside, men de sagde alligevel ja tak til at udgive den i USA.
Det allersidste blev færdigt i marts, så vidt jeg husker – Nikoline Werdelins engelske håndtekstning – og så sendt til tryk i Singapore. De første friskbagte eksemplarer blev fløjet ind til MoCCA Art Festival i New York i juni, og nu her i august kommer bogen så i butikkerne i både USA og Danmark.

Fantagraphics har været utrolig nemme at tale med. De har ingen indsigelser haft overhovedet, men har bare accepteret, hvad jeg kom med.

Hvad er det så for en størrelse, der er kommet ud af det?

Julie Nord i From WonderlandDet første der slår en ved en gennemlæsning er de utroligt forskelligartede talenter – og dermed bidrag – som antologien består af. Vi kommer forbi forholdsvist traditionelt tegnede (men derfor bestemt ikke tandløse) avisstriber, grove, anarkistiske streger og afdæmpede akvarelfarver, ligesom historierne går lige fra den nære menneskeskildring over det filosofiske og fabulerende til den vilde løssluppenhed og provokerende leg med læseren. Som det anes vil jeg ikke fremhæve nogen på bekostning af andre, men bare konstatere at der er stor mulighed for at der er noget der vil falde i ens smag hvis man går åbent til værket.

En antologi vil altid have større og mindre læseoplevelser blandet sammen – man kan ikke nødvendigvis dele smag med redaktøren af bogen, men udvalget er fint og kommer rundt omkring nogle af de forskelligeartede talenter der har været aktive på den danske tegneseriescene i de seneste ti år – og heldigvis er der ikke skyggen af Hergé-nekrofili, hvilket visse dele af den danske tegneseriescene nok vil tage den ilde op. I forlagenes og dermed bogens natur er der ikke gået på kompromis med kunstneriske ambitioner og armbevægelser, og naturligvis er der fokus på de serier, som ligger udenfor mainstream. Men ud over forlagenes profil, har der ikke ligget særlige kriterier til bund for udvælgelsen:

De små tyve historier i From Wonderland with Love er udvalgt af mig (men tak til Paw Mathiasen og Torben Hansen, for jeg gik på strandhugst i gamle numre af Fahrenheit og Free Comics; og til Matthias Wivel for at gøre mig opmærksom på Peter Kiellands Valküren Träume). Der er et ret stort spænd i historierne, men jeg følte alligevel, at de godt kunne høre til i samme bog. Jeg har ikke haft noget formuleret sæt kriterier, da jeg udvalgte bidragene, men de dækker vist ret godt min smag i voksentegneserier.

Mårdøn Smets bidrag til antologien Det  er ikke på nogen måde en bred antologi – og har da heller aldrig været tænkt som sådan. Her er et stykke “smalt”  tegneseriekunst, og som sådan rammer antologien sit publikum ret præcist – en typisk Fantagraphics-fan vil føle sig hjemme, mens en Marvel-fan nok vil kigge to gange på udgivelsen. Modtagelsen har indtil nu været pæn:

Det er endnu meget lidt, den amerikanske blogosfære har skrevet om From Wonderland with Love, men de folk, der kom forbi den danske stand på MoCCA-festivalen, var som regel nysgerrige og begejstrede. Det siger næsten sig selv, at det bliver svært at sælge en antologi med ukendte danskere, men hvis vi får flere anmeldelser, der er lige så gode som den i Publishers Weekly, så skal bogen nok klare sig.

From Wonderland er en fremragende introduktion til den del af den moderne danske tegneserie som forsøger at skubbe grænserne for mediet og især de vilde unge, der kom frem i starten af dette årti. Er du en åben og nysgerrig læser er der ingen vej udenom, også selv om det kan føles underligt at læse danske værker på engelsk. Kender du en  tegneserielæsende udlænding  er From Wonderland den oplagte idé. Og elsker du det sted hvor kunsten udfordrer status quo og rykker milepæle, vil du føle dig hjemme her.

Fakta om udgivelsen

From Wonderland with Love: Danish Comics in the Third Millennium. 176 sider, både sort/hvid og farve. Pris: 240 kr.

Redigeret af Steffen P. Maarup

Vibe Bredahl: Mary’s Mind Travel

HuskMitNavn: Newspaper Cartoons

Johan F. Krarup: Birte;

Seven Men Practice the Art of Seduction

Nikoline Werdelin: Because I Love You So Much

Christoffer Zieler: Steep Speed

T. Thorhauge: M

Jan Solheim & Maria Isenbecker: The Visit

Mårdøn Smet: Stig & Martha

Peter Kielland: Valküren Träume

Simon Bukhave: All That I Hold in My Hand

Søren Mosdal & Jacob Ørsted: Dog God

Allan Haverholm: Tomb of the Rabbit King

Signe Parkins: Table Manners

Ib Kjeldsmark: Sloth

Julie Nord: From Wonderland with Love

Zven Balslev: Cadarul Zombie

G.R. Mantard: for- og bagsats

Dansk tegneserieantologi udkommer i USA

Cover til amerikansk antologi med danske tegneserieskabere

Danske tegneserieskabere gør første tiltag til at erobre verden – følgende er sakset fra Aben Malers nyhedsbrev:

det førende amerikanske tegneserieforlag Fantagraphics udgiver til sommer en antologi med danske tegneserier. Den udkommer naturligvis også herhjemme – på Aben maler.
From Wonderland with Love, Danish Comics in the Third Millenium er en samling af nogle af de bedste kortere tegneserier fra det sidste årti. 176 sider, 17 bidrag, 100% overflødighedshorn.
Antologien har snigpremiere på tegneseriefestivalen MoCCA Art Festival i New York i juni, mens danske læsere må vente til august med at se den.

Det bliver naturligvis spændende at se hvad antologien indeholder og ikke mindst hvordan den bliver taget imod – der er mange spændende danske talenter nu, og der er tidligere blevet “eksporteret” danske serieskabere til udlandet, så hvem ved… ?
Under alle omstændigheder er det et vigtigt træk i forhold til at få præsenteret udlandet for danske serieskabere.

I nyhedsbrevet bliver også nævnt at der er flere af de lækre 676’ere på vej, så det kan vi også glæde os til.