Tegneseriesidens twitter-opdateringer for uge 11 og 12 2009

Plakat til The Goon-filmen

Comic Creators on Fantastic Four

Den klassiske FF historie om Galactus
Den klassiske FF historie om Galactus

I dag er det Stan Lees fødselsdag, men det vidste de fleste læsere sikkert allerede, for i vore dage bliver man jo opdateret på den slags fra både MySpace, Facebook og alle mulige andre sites, og man kan være sikker på at hvis alle de seje børn er med et sted, så er Stan Lee der også.

Perlerække af store navne

Ligesom sin skaber, så er Fantastic Four også knapt begyndt at vise sin alder. Men i dette tilfælde skyldes det mere at der gennem årene har været andre store serieskabere til at gribe serien efter at Stan Lee og Jack Kirby havde gennemført deres rekordlange samarbejde på mere end hundrede numre.

Det er en sand perlerække af klassiske navne der har bidraget, lige fra skaberen [[Stan Lee]] selv og [[Jack Kirbys]] rentegner [[Joe Sinnott]] over Lees efterfølger som forfatter Roy Thomas og senere fornyere af serien som [[John Byrne]] og [[Mark Waid]]/[[Mike Wieringo]].

I denne bog redigeret af [[Tom DeFalco]] får vi, ligesom i den tidligere omtalte bog om skaberne bag X-Men, en lejlighed til at kigge bag scenen og høre om hvordan de enkelte skabere arbejdede og få et indblik i hvordan de tænkte.

Desværre ingen Kirby

Selv om Fantastic Four og X-Men har de samme skabere, så virker fraværet at Jack Kirby blandt de interviewede så meget mere markant i denne bog. X-Men var måske nok Kirby og Lees ide, men det var først for alvor folk som [[Chris Claremont]] og [[John Byrne]] der gjorde serien berømt.

Hos Fantastic Four var det Lee/Kirby samarbejdet der satte standarden, ikke bare for den sprudlende fantasi og dynamik der var i tegningerne (hvem ellers kunne finde på at placere en fyr på et surfbrædt midt ude i verdensrummet), men også for hele den måde [[Marvel Comics]] skulle producere tegneserier på i fremtiden, den såkaldte [[Marvel method]].

Serieskabernes egen favorit

The Thing i serieskabernes favorithistorie
The Thing i serieskabernes favorithistorie

Indflydelsen på de senere skabere står også klar når de bliver bedt om at vælge deres foretrukne historie. Overraskende er det ikke den blandt almindelige læsere s berømte Galactus-trilogi der ofte nævnes, men derimod historien fra det efterfølgende hæfte “This Man … This Monster!”. Overraskende nok skal man også næsten 2/3 igennem bogen før læsere der ikke lige er bekendt med hele Lee/Kirbys kanoniske værk får en info-boks med oplysninger om denne historie om forholdet mellem Reed og The Thing, fortalt ved hjælp af en anden videnskabsmands forsøg på at få ram på Reed. Reed er ikke fejlfri, selv om han er jordens største eventyrer og videnskabsmand, så kan han hver dag se grænsen for sine evner foran sig i sin manglende evne til at kurere sin bedste ven.

Det er til gengæld også næsten den eneste kritik man kan komme med af informationsniveauet i bogen, hvor hvert enkelt interview bliver suppleret med små bokse med uddybende information, hvis man nu ikke lige er helt skarp på hvem skrull’en Lyja er (det var hende der udgave sig for at være Alicia Masters og som endte med at blive gift med Johnny Storm).

Måske kunne man også brokke sig over at der ikke er billeder nok, men nu er det jo en interview-bog, så i stedet kunne man jo gå ud og investere i DeFalcos “Fantastic Four – The Ultimate Guide” som er en “coffee-table” bog om FF med korte introduktioner til seriens helte og skurke gennem årene omgivet af et væld af lækre illustrationer. Faktisk behøver man ikke at vælge nogen af de to fra – bryd finanskrisen og få sat gang i forbruget igen, det går til et godt formål.

Byrne, næsten venlig

John Byrne møder noget større end sit ego
John Byrne møder noget større end sit ego

Bogens interessante punkter derimod er selvfølgeligt interviewet med Stan Lee selv, men også med John Byrne, der ligesom i bogen om X-Men virker meget mere sympatisk i en professionel interview-situation end de mere eller mindre sammenhængende online situationer man ofte ser ham i nu om dage. Ikke at Byrne ikke af og til har en vigtig pointe med hvad han siger, selv idag, men det hjælper lidt på interessen for hvad han har på hjerte at han ikke på samme tid verbalt skyder vildt omkring sig.

Doom tilbage til rødderne

En anden interessant del er interviewet med Walter Simonson, specielt hans plan om at rehabilitere Doctor Doom. Ikke for at bringe ham tilbage blandt de gode, men for at få fjernet alle de gange hvor han er blevet overlistet af inferiøre helte og bringe ham tilbage til sin egentlige mere imponerende og lidt skræmmende form.

Ideen lyder rigtigt interessant, så jeg konfererede med en virkelig FF ekspert, Tue Sørensen fra foreningen Fantastik, som har langt bedre styr på denne periode i udgivelserne af Fantastic Four, og desværre lader det til at Simonsons ideer mere eller mindre blev forbigået i den efterfølgende kontinuitet.

Valeria Richards lærer et nyt ord
Valeria Richards lærer et nyt ord

En anden af mine yndlingsforfattere som har forsøgt sig med at bringe Doom tilbage til sine rødder er Mark Waid, som har et meget interessant interview hvor han går i dybden med sine tanker om hvor FF skulle bevæge sig hen under hans forfatterskab (læsere der vil vide mere om dette kan også læse hans manifest som er optrykt i første bind af hardcover genoptrykket). Waids indblik når endda at blive suppleret med den nu afdøde tegner Mike Wieringo som var den anden del af dette fremragende samarbejde på serien.

Så alt i alt er der tale om en bog som vil være god både til gamle fans som skal have fyldt et par hjørner ud i deres viden, eller folk der som jeg var fan i gamle dage men som har nogen store hvide pletter på landkortet der gerne skulle fyldes ud. Nye fans bør nok lige tage et kig i et par af de mange genoptryk af FF der heldigvis bliver ved med at komme.

Og så kunne det være interessant med en 2’er. Der er stadigt meget der ikke er dækket endnu, Bendis, Millar og [[Mike Carey]]. [[Mark Millar]] om hvordan det er at overtage FF efter succes’en med Civil War og Brubaker om hvordan det er at genfortælle historien om Doctor Doom. [[Tom DeFalco]] er kun 58, så hvis han er lige så sejlivet som Stan Lee kan han godt nå det endnu.

Comic Creators on Fantastic Four
Comic Creators on Fantastic Four

Fakta om Bogen

Tom DeFalco: Comic creators on Fantastic Four
Bedømmelse: Anbefales
Udgiver: Titan Books 2005
ISBN: 1-84576-053-0

Fantastic Four vol. 1. Hardcover af Waid og Wieringo

Mike WierengoDenne anmeldelse var egentlig under udarbejdelse så den kunne komme ud på samme tid som den næste artikel om Galactus og Silver Surfer, men nyheden om Mike Wieringos alt for tidlige død fik mig til at ændre på deadline. Som Mark Waid skriver i sin reaktion på tabet af sin mangeårige kollega så var der stadigt mange værker de skulle have nået at lave sammen. Det sker ikke så derfor må vi nøjes med at udbrede kendskabet til det de nåede.

I forbindelse med min anmeldelse af “Fantastic Four: The end” blev jeg en anelse forvirret over at familien Richards pludselig havde to børn. Det fik Ulf til at anbefale mig Mark Waid og Mike Wierngos udgave af Fantastic Four, hvor hun optræder i. I mellemtiden havde jeg også fået læst op på hende gennem Tom DeFalcos udmærkede og gennemillustrerede opslagsværk “Fantastic Four The Ultimate Guide”. Jeg tror at oplevelsen kun kan beskrives i termer fra de gamle Mastercard reklamer.

– DeFalcos Ultimate Guide: 250 kroner
– Waid og Wieringos Fantastic Four hardcover: 300 kroner
– Valeria Richards første ord: ubetaleligt

jeg skal ikke her afsløre hvad hendes første ord er, men det var et af de øjeblikke hvor man på samme tid er ved at skraldgrine, udbryde “Yes!”, og det er langt fra den eneste gang undervejs i historien at man bliver ramt af denne følelse.

Fantastic Four CoverDet var ellers med visse forbehold at jeg investerede i dette store hardcover bind, og faktisk var det Wierengos tegnestil der i første omgang afskrækkede mig. Ved første øjekast er der lidt for meget tegnefilm over hans måde at tegne på, den lidt karikerede stil fik mig til at frygte at historierne ville være fjollede og uden den store dybde. Men Ulf plejer jo at være stilsikker i sine anbefalinger, så jeg overvandt mine forbehold, og da jeg først havde fået plastic-indpakningen af bogen og bladret op på et par tilfældige sider kunne jeg se at Wieringos tegninger var helt perfekte til FF universet.

Tag bare den første modstander som FF er oppe imod, en omvandrende ligning eller et stykke fortekst til “The Matrix” som er stukket af fra klippebordet. Eller det uendelige bibliotek som Reed Richards finder hjemme hos Dr. Strange. Eller den helvedesdimension som Doom får åbnet op for. Som Mark Waid skriver i sit manifest i forbindelse med at han overtog serien, så er Fantastic Four ikke superhelte, de er berømtheder og eventyrere på en og samme tid. Realismen i serien komme til at ligge i deres personlighed, menneskeligheden og måden de fungerer sammen som en familie, omgivelserne derimod må gerne være så fantasifulde som muligt.

Mark Waids måde at skildre Marvels førstefamilie kan på mange måder godt minde om en amerikansk sitcom, ligesom en god detektivhistorie skal have et “aha” øjeblik hvor man forstår sammenhængen, så skal en god sitcom have et “åh nej” øjeblik hvor man allerede begynder at forudse at det vil gå grueligt galt. I det her tilfælde er “åh nej” øjeblikket da Sue Storm i et forsøg på at banke noget ansvarsfølelse ind i knolden på sin uregerlige bror ved at gøre ham til finanschef for Fantastic Fours kommercielle del. Jeg skal ikke her afsløre om det lykkes ham at formøble familiens formue og om Sue og Reed må redde kastanierne ud af ilden for ham.

Begge disse historier er gode nok i sig selv, men man opdager at de kun har været opvarmningsøvelser til den store forestilling. Jeg arbejdede en gang under en administrerende direktør som mente at have fundet måden at teste en restaurant hvor man har tænkt sig at invitere mange mennesker hen. Man bestiller en hummer bisque, og hvis de kan finde ud af at lave det, så har de nok også styr på resten. Nu er det sjældent at jeg føler trang til at invitere mange mennesker på hummer bisque, men princippet er godt nok. Og Fantastic Four universets svar på hummer bisque, kaviar naturel, foie gras, østers Rockefeller eller hvad man nu ellers vil vælge af metaforer, er Victor von Doom.

Waid og Wieringo forsøger sig med et modigt træk ved at lave om på figuren. Den slags kan går grueligt galt hvis man ikke ved hvad man gør, bare se Ultimate Fantastic Four som kom på dansk for et stykke tid siden. Men Waid gør det ikke uden omtanke, han ser kernen i Doom som et uudslukkeligt behov for at vise at han er klogere end Reed Richards, han må og skal bevise at han er den bedste og den klogeste. Selv inden eksplosionen der ødelagde hans ansigt var Doom drevet af at bevise sin overlegenhed.

Så mens vi er vant til at Doom er omgivet af højteknologi og robotter skabt i hans eget billede, så fremhæver Waid og Wieringo et andet aspekt af ham, nemlig magien. Her er han på hjemmebane og Reed Richards, manden der til det sidste tror at enhver overnaturlig ting han møder kun skyldes manglende viden om den bagvedliggende videnskabelige forklaring, er i den grad på udebane. Så Reed må tage udfordringen op hvis han skal redde sin familie ud af det helvede som von Doom har tænkt sig at udsætte dem for. Det kommer der både en god historie og en overraskende slutning ud af.

Og så tilbage til det jeg nævnte tidligere omkring amerikanske sitcoms, for bogen slutter af med en scene mellem Ben og Franklin som på den ene side er meget amerikansk og sentimental, men som på den anden side også virker rigtigt godt. Ben er altid typen der skal kommentere Reeds brug af fremmedord og lange sætninger til at forklare tingene på, og her lykkes det ham at lave en kort gengivelse af Victor Frankls “Man’s search for meaning” i sin egen helt specielle Yancy Street udlægning.

FF af WierengoUd over selve historierne skal man selvfølgelig i sådan en hardcover udgave også se på hvad der følger med af ekstra materiale, det er et område som er meget svingende. Nogen gange bliver man spist af med et par forkølede forstudier til personerne og en kasseret forside. Andre gange er det som her så overvældende at det næsten tager samme tid som et ekstra nummer af serien at læse. Dels får man Mark Waids manifest i forbindelse med at han overtog rollen som forfatter på serien. Vi får alle hans overvejelser om hvem FF er, hvad de enkelte personers rolle er i serien og hvad han planlægger at gøre med dem for at skabe en serie der stadig er relevant. Ud over det får man Waid og Wieringos kommentarer til en del af de scener der blev klippet fra for at få historien til at virke. For at det ikke skal være løgn får man så oven i alt dette det oprindelige oplæg til FF som Stan Lee så det den gang han opfandt serien.

Både Mark Waid og Stan Lee har åbenlyst haft ideer til serien som ikke dukkede op i det færdige produkt de leverede, og måske er det med rette at de ikke så dagens lys, men det gør dem bestemt ikke mindre interessante at læse om bagefter. Med alt dette materiale, plus de fremragende historier vil jeg sige at udgivelsen gør hvad den kan for at leve op til at være “The World’s Greatest Hardcover” som den beskedent udråber sig selv til på smudsomslagets inderside.

Verdens bedste – nok ikke, men bestemt så god at jeg allerede har købt andet bind og ved at der skal meget til for at jeg ikke køber tredie. Og god nok til at anbefale både til nye læsere og gamle fans.

Fakta om serien

Fantastic Four vol. 1 (Samler Fantastic Four #60-70 og #500-502)
Bedømmelse: Anbefales varmt

Forfatter: Mark Waid
Tegner: Mike Wieringo
Udgiver: Marvel Comics

Mark Millar og Bryan Hitch overtager Fantastic Four

Bryan Hitchs tegninger til FFDet her er vildt: Mark Millar og Bryan Hitch – holdet bag The Ultimates Vol. 1 & 2 – overtager Fantastic Four i starten af 2008.

Mark Millar har følgende kommentar:

“It’s the keys to the family car, isn’t it? To ‘civilians,’ they associate Marvel with Spidey, but as fans we know it all started with ‘FF.’ It was probably the most radical of all the Stan and Jack collaborations in that we had a superhero cohabiting with his equally super girlfriend, the world’s ugliest superhero, a super-hedonist, and with no masks or secret identities. It was the book that broke all the rules, which is something we take for granted.”

Det lader til at Millar henter inspiration fra udgaver af FF, som mange her i Danmark kender og holder af:

“The stuff I’m trying to measure up to are the first 110 [‘FF’] issues and the Byrne stuff. I’ve championed Byrne as often as possible these past couple of years because I specifically think his ‘FF’ run counts as some of the best Marvel books ever. I think it’s up there with his ‘X-Men.’ Just amazing stuff.”

Den nogen gange meget store forsinkelse der har været på The Ultimates (hvilket bl.a. har haft Mark Millars sygdom og ikke mindst Bryan Hitchs perfektionisme som årsag) har de i noget grad forsøgt at tage højde for:

“I started this before Christmas and Bryan started in the New Year, I just handed in our tenth issue last week and Bryan is just finishing the fourth. So, we’re in good shape. But I don’t want to trailer any plots until late next month. It’s good stuff, though. We’re very pleased with it.”

Det bliver et team, der kommer til at dele vandene, hvis altså deres Ultimates er noget at gå efter. Personligt glæder jeg mig til at se hvad d’herrer finder på – om end jeg tvivler på at de laver så solid en Dr. Doom som Waid og Weringo. :doom:

Ultimate Galactus Trilogy – hardcover udgaven

Læseren advares om at denne anmeldelse indeholder omtale af brugen af Galactus i den nyeste Fantastic Four film “Rise of the Silver Surfer”. Læsere som ikke ønsker at få afsløret handlingen i filmen bør ikke læse denne anmeldelse.

Ultimate GalactusSelv om jeg ikke har været særligt imponeret af det jeg indtil videre har set af Ultimate universets udgave af Fantastic Four, så må jeg indrømme at jeg ikke kunne lade være med at lade mig fascinere af coveret til den tredie del, Ultimate Extinction, som såvidt jeg kan gennemskue er lavet af Brandon Peterson. Galactus har altid været en af mine foretrukne skurke hos Marvel, hvis man i det hele taget kan kalde ham en skurk – naturkraft eller kosmisk væsen er måske mere korrekt. Men uanset hvad man vælger at kalde ham, så har Galactus altid for mig været en “ham”, et væsen som på en gang havde menneskelige træk, men på samme tid kræfter og motiver der lå hinsides vores verdensbillede. Derfor var det selvsagt også en stor skuffelse at man i den nylige Fantastic Four film valgte at erstatte vores velkendte udgave af Galactus med en udefinerbar sky.

Rygterne havde svirret i tiden op til filmens premiere, og efter at flere personer på nettet havde nævnt Ultimate Galactus som et eksempel på hvordan man godt kunne afvige fra den klassiske Galactus uden at ødelægge historien, så var jeg nysgerrig nok til at investere i “Ultimate Galactus Trilogy” som samler alle historierne med Galactus i Ultimate universet i et hardcover bind, hvor man i tilgift får et par sketches og designoplæg til de forskellige figurer. Ekstra-materialet er bestemt ikke noget der er med til at sælge denne specialudgave, men heldigvis så er indholdet i sig selv så fremragende at det sælger sig selv.

Historien falder i tre dele forfattet af Warren Ellis, med Ultimate Vision #0 af Mark Millar som en ekstra historie der samler op på en fortsat fortælling der ellers var henlagt til forskellige numre af The Ultimates. Det hele startes op med Ultimate Nightmare der sætter stemningen på et meget dystert niveau. Jeg husker at da historien først blev annonceret var jeg sikker på at man var på vej til at introducere en af Marvels horror figurer i Ultimate universet. Vi starter i Tunguska i det tidligere Sovjetunionen, hvor et meteor slår ned i 1904. Men først i vore dage, hundrede år senere begynder effekten af denne begivenhed at vise sig. På bedste Lovecraft maner bliver jordens befolkning hjemsøgt af mareridt og under indflydelse af dem begynder folk på uforklarlig vis at begå selvmord.

Ultimate NightmareDette tiltrækker sig opmærksomhed fra to grupper, dels X-Men og dels en anden gruppe ledet af Nick Fury med Captain America, Black Widow og Ultimate udgaven af Falcon som medlemmer. Begge grupper drager til Tunguska med hver deres motiver til at finde årsagen til bølgen af mareridt. Begge grupper ender i et underjordisk militærkompleks er forfaldet lige siden det sovjetiske imperie brød sammen, og takket være Trevor Hairsine og Steve Eptings fremragende tegninger får man straks den uhyggelige følelse der ellers er reserveret til øjeblikke hvor man spiller Doom helt alene i sin lejlighed sent om aftenen hvor det kun er skærmen giver lys fra sig.

Ultimate Secret fortsætter historien med undersøgelser af det fund som de to grupper ender med at gøre i Tunguska. En budbringer som skal advare mod faren fra Gah Lak Tus, men som desværre har været spærret inde i et århundrede, og læsere der tror de har regnet ud hvem budbringeren er vil blive en smule overraskede, for som det senere skal vise sig, så er Ultimate universets udgave af Silver Surfer ganske anderledes end sit oprindelige forbillede.

Slutspillet hvor menneskeheden skal forsøge at forsvare sig mod truslen fra Gah Lak Tus sker i Ultimate Extinction, hvor man ser at Gah Lak Tus ikke er et enkelt væsen, men en sværm af væsener, maskiner med intelligens, men uden følelser, drømme eller håb.

Ideen med at lade Gah Lak Tus optræde som en sværm i stedet for et gigantisk væsen er en interessant nyskabelse. Stephen King påpeger et sted at amerikansk horror i enhver tidsalder afspejler den fremherskende tidsånd. 50’ernes koldkrig gav frygten for teknologisk avancerede væsener fra rummet. Frygten for de moderne og uregerlige teenagere slog igennem i 70’ernes “The Exorcist” og frygten for kræft og andre sygdomme kan ses afspejlet i Cronenbergs tidlige film. Tilsvarende kunne man sige at Gah Lak Tus afspejler frygten for de muligheder som nano-teknologi og intelligente maskiner som vi oplever den i vor tid. Denne frygt kan for eksempel ses i Bill Joys essay “Why the future don’t need us”. Denne dystre fremtidsvision kom midt under den hysteriske optimisme i forbindelse med dot-com boomet, og overraskede mange, da Bill Joy selv gennem en årrække havde været en fremtrædende profil indenfor high-tech verdenen med tilnavnet “the Edison of the internet”.

Truslen fra Gah Lak Tus samler ganske godt op på denne på en gang frygt for de teknologier vi er ved at slippe løs og så på den anden side vores tyrkertro på at mennsket er udviklingens herrer og at vi er istand til at beherske teknologien og anvende den til at forbedre alting. Modsat tidligere tiders historier hvor Reed Richards og Silver Surfer må slutte pagt med noget der ligner en gammeltestamentelig gud, så vi i Ultimate Galactus nået frem til en Nick Fury der selvsikkert forventer at gud rømmer sin himmelske trone og lader ham indtage sin retmæssige plads. Om arkitekterne bag Ultimate universet vil lade ham slippe afsted med denne hybris må vi vente og se. I forbindelse med lanceringen af filmen er der allerede meldt om at Silver Surfer vender tilbage til Ultimate Fantastic Four, så det sidste ord er nok ikke skrevet i denne saga.

Marvel 1602: Fantastick Four

Læsere der har fulgt mine anmeldelser andetsteds vil vide at jeg er ovenud begejstret for Neil Gaimans oprindelige 1602 historie, mens min begejstring for den efterfølgende Spider-Man historie var betydelig mere afdæmpet. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at købe flere bind i serien, men under indtryk af den nye Fantastic Four film røg jeg ud i et større indkøb og pludselig stod jeg med Peter David og Pascal Alixe’s forsøg på at genfortælle FF i hånden.

At der fandtes et Fantastic Four i Neil Gaimans 1602 univers blev allerede slået fast i den oprindelige historie hvor den blinde Matthew synger sin sang om hvad der skete med de fire passagerer på skibet Fantastic, så derfor gør “Fantastic Four” heller ikke noget ud af at præsentere end oprindelseshistorie til sine hovedpersoner, men springer rask ud i selve handlingen. I stedet får vi lejlighed til at stifte bekendtskab med 1602 udgaven af en anden gruppe som Fantastic Four har kæmpet mod i flere gange i deres karriere, Frightful Four.Gruppen bestod oprindeligt af Trapster og Sandman, der på en springtur fra fængslet slog pjalterne sammen med The Wizard. Gruppens fjerde medlem Madam Medusa var derimod ikke som sådan en skurk, hun var egentlig en af Inhumans og hustru til Black Bolt, men et hukommelsestab gjorde at hun vandrede forvildet rundt i middelhavsområdet. Det var her at The Wizard fandt hende og i taknemmelighed over at være blevet reddet sluttede hun sig til ham indtil hendes hukommelse vendte tilbage.

Fantasctick Four, verdens endeEfter sigende skulle disse alternative fire, trods det at vi befinder os i tiden efter Magellans rejse, have sejlet ud over verdens kant og have opdaget en by ulig noget andet, med videnskab der langt overstiger hvad 1602 universet ellers kan byde på. Dette vækker selvfølgelig opmærksomhed hos Latverias hersker, den tidligere så smukke Otto von Doom, som leder efter en måde at genskabe sit ødelagte udseende. Og ganske som i den normale Marvel verden så kan Dooms planer ikke undgå at involvere vore fire helte som ellers er optaget af andre gøremål, Sue og Reed venter deres første barn, mens Ben og Johnny har slået sig på skuespillet i selskab med en vis forfatter ved navn William Shakespeare.

Brugen af Shakespeare som en bifigur i historien virker lige ved første øjekast lidt plat, selv om han passer ind i tidsalderen – han levede fra 1564 til 1616, og hans stykke “The merry wifes of Windsor” faktisk blev skrevet i 1602. På den anden side, så må man jo sige at Shakespeare om nogen jo har været en inspiration for både Stan Lee og flere efterfølgende forfattere hos Marvel, så måske er det kun rimeligt at han også får lidt tid på scenen. Det er dog ikke et særligt flatterende portræt af den gamle mester som Peter David serverer, faktisk bruger han mest Will til at lege med de to stadigt cirkulerende myter at det slet ikke er Shakespeare selv der har skrevet alle værkerne men derimod enten hans kone eller Francis Bacon, men ganske morsomt er det.

Ligesom Alan Davis i “Fantastic Four: the end”, så tager Peter David fat i den indre konflikt i Reed Richards, som på en gang er en videnskabens og rationalitetens mand, men som på samme tid er en eventyrer der må stå ansigt til ansigt med fænomener som hans fantastiske intellekt ikke helt kan forklare. Richards holder stædigt fat på sin videnskabelighed, og vender Arthur C. Clarkes tredie lov “Any sufficiently advanced technology is indistinguishable from magic” på hovedet og stædigt fastholder at alt hvad han oplever simpelthen er grundet i en videnskab der for øjeblikket er for avanceret til at han kan forklare den. Og ganske som Alan Davis, så har Peter David ikke helt tænkt sig at lade ham slippe afsted så let, for som barden jo selv udtrykte det “There exists more between heaven and earth, Horatio, than is dreamt of in one single philiosophy.”.

Fantastic FourDet kommer der en god historie ud af, med en klassisk von Doom og et eventyr ved verdens grænse hvor man møder en anden klassisk figur kendt fra vore fire heltes nutidige eventyr. Desværre er der så også en bagside ved Fantastick Four og det er tegningerne af Pascal Alixe. Allerede når man ser omslaget til bogen og tænker “det var da sjovt, er Dr. Strange blevet leder af Fantastic Four i den verden”, for efter nogen granskning at finde ud af at der er tale om en meget langskægget udgave af Reed Richards.

I det store hele går det fint for Alixe så længe han holder sig til større scenarier, men når han begynder at tegne personer og ansigter i nærbillede går det galt. Desværre har Alixe et forhold til at lægge skygger ved hjælp af skraveringer som vist nærmest kan beskrives som “jeg gider ikke det her hårde arbejde, så nu slår jeg et par streger og så må folk tænke sig til resten”. Det betyder desværre at det ofte er svært at fastslå om personernes ansigter er henlagt i skygger eller vansiret af mange ar. Når man husker Andy Kuberts fremragende tegninger til den første historie og Greg Tocchinis udmærkede opfølgning i 1602 udgaven af Spider-Man, så er det noget der skæmmer den ellers gode historie. Men kan man abstrahere fra de til tider dårlige tegninger, så er denne trade paperback ganske god underholdning, kan man ikke det og er lidt mere kynisk af sind vil man nok sige at vi nu har fået to gange mellemvare som opfølgere til Gaiman og Kuberts oprindelige mesterværk, og måske var det på tide at lade 1602 universet hvile sig indtil de oprindelige skabere havde tid til at fortsætte deres værk.

Fantastic Four – The End

Fantastic Four The EndSom mangeårig læser af Marvels tegneserier har man lært at få et eget filosofisk forhold til døden. Da Jim Starlin i 70’erne slog Adam Warlock og Captain Marvel ihjel var det noget grænseoverskridende indenfor genren. Selv da Claremont og Byrne i 80’erne lod Jean Grey/Phoenix dø var det stadigt kontroversielt og man havde faktisk en alternativ slutning klar som for nogen år siden kunne læse i Wizards Masterpiece udgivelse. Men siden da begyndte der at gå inflation i tingene, helte døde og genopstod i en lind strøm og indgangen til dødsriget begyndte at ligne Nørreport station i myldretiden.

Måske er det derfor at striben af “The End” udgivelser fra Marvel ikke tager sin titel helt bogstaveligt og skildrer heltenes død, men snarere deres eventyr i en fjern fremtid nær noget der ligner slutningen af deres aktive karrirere. Men man må jo medgive at “The End” lyder bedre og mere dramatisk end “Stuff happenin’ in a far future”, og Marvel er jo om noget et forlag der er grundlagt på effektiv markedsføring.

At det er Alan Davis der både har tegnet og fortalt historien ville ellers for mig næsten være nok markedsføring. Jeg har altid holdt af hans streg lige siden han optrådte på Captain Britain, X-Men og Excalibur i 80’erne, og de billeder der blev frigivet som en del af markedsføringen, for eksempel af Reed Richards i den negative zone lovede godt. Den anden del af markedsføringen var en lille forsmag på historien som blandt andet kunne ses i Previews og på forskellige online sites. Her kunne man se fremtidens udgave af Fantastic Four i kamp med en fremtidig Dr. Doom, hvis rustning undervejs havde fået et par ekstra arme, kort sagt netop det man forestiller sig at den sidste historie med Fantastic Four må være, en sidste kamp mellem menneskehedens største intellekter Dr. Doom og Mr. Fantastic, den arrogante aristokrat mod den demokratiske tjener for videnskaben og menneskeheden.

Imidlertid må jeg skuffe med at slaget mod Dr. Doom kun er det der i min barndoms Jumbo-bøger hed “En lille forhistorie” som skal sætte resten af fortællingen i scene. Doom har stadig en rolle at spille, men det er en anden historie som Alan Davis er ude efter at fortælle. Den indledende historie varer kun fem sider inden vi igen springer frem i tid til det der er den egentlige historie, men hvilke fem sider, og hvilke konsekvenser! I konfrontationen med Doom er de oprindelige fire medlemmer blevet suppleret med Sue og Reeds to børn Franklin og Valeria.

Fantastic Four mod Dr. DoomSom en af de knapt så trofaste læsere af Fantastic Four kom det lidt bag på mig at der var to børn i familien Richards, normalt er det mest sønnen Franklin der får opmærksomheden, som det ofte sker med den førstefødte i familien. Vi har set ham som en vigtig figur i den klassiske crossover mellem FF og X-Men, som jeg har nævnt så mange gange at jeg næsten selv synes det er træls – men jeg holder meget af den historie, vi har set ham sammen med Phoenix/Rachel Summers i mutanternes dystre undergangsfremtid i “Days of Future Past” og som et af omdrejningspunkterne i historien “Onslaught”, der på dansk blev udgivet som en del af X-Men hvor Onslaught hed Ragnarok, hvor alle Marvel universets helte først forsvandt og senere genopstod som følge af hans kræfter.

Lillesøster Valeria er knapt så kendt, men hun blev i sin tid bragt til verden med assistance fra selveste Victor von Doom, på den betingelse at hun ville blive navngivet efter den eneste kvinde han nogensinde havde elsket. I nyere tid, under “Heroes Reborn” har hun også optrådt som valeria von Doom, en datter af Sue Richards og Victor von Doom fra en alternativ tidslinje. Ligesom Rachel Summers i den gamle X-Men klassiker “Days of Future Past” spekuleres der i om hendes fremtid, hvor de øvrige medlemmer af FF dør og Sue ender op som enkefru Doom, er noget der kan blive til virkelighed.

I “Fantastic Four The End” er virkeligheden en anden, hverken Franklin eller Valeria overlever konfrontationen med Dr. Doom, og efter et spring frem i tiden ser vi hvordan et nu fysisk omend ikke juridisk separeret ægtepar hver især har håndteret tabet af deres børn. Reed Richards har håndteret situationen ved at bruge sit intellekt i menneskehedens tjeneste. Takket være ham har jorden fået lov til at fortsætte sin udvikling i fred for de store intergalaktiske imperier som Kree, Skrull og Shi’ar ved frivilligt at acceptere en karantæne fra resten af galaksen. Isoleret på sin rumsation med sine eksperimenter har han helt mistet forbindelsen til Sue, der er optaget af arkæologiske ekspeditioner som også fører hende under havet til endnu et møde med sin mangeårige bejler Namor, herskeren over Atlantis.

The Thing har trukket sig tilbage til menneskekolonien på Mars, mens Johnny Storm har sluttet sig til Avengers og skiftet sin traditionelle FF uniform ud med en lidt mere ekstravagant Human Torch solo-udgave. Kort sagt så er Marvels førstefamilie vokset op og vokset fra hinanden, i hver fald på overfladen, for som det altid går i en historie med vore fire helte, så kan de aldrig være væk fra hinanden i længere tid uden at der opstår en krise som er stor nok til atter at tvinge dem sammen. De nærmere detaljer i dette eventyr vil jeg ikke komme ind på, blot nævne at selv om vi er ude i fremtiden, så er der stadig en god bid af de velkendte figurer fra FF universet som er aktive, og som man nok havde gættet sig til udfra billederne af Mr. Fantastic i den negative zone, så får vi som sædvanligt også nogen begivenheder der berører både jorden og galaksens skæbne.

Historien kan måske godt være ganske forvirrende hvis man aldrig har læst Fantastic Four tidligere eller kun lige har set filmen, i så fald kan det godt anbefales at man lige slår vejen forbi nogen af de mange glimrende genoptryk der netop er kommet ud, for eksempel kan de oprindelige Lee/Kirby historier findes som Essentials eller som Marvel Visionaries, en lidt flottere udgave af de tidlige historier kan også findes i FF Omnibus, som vist nok er udsolgt fra forlaget men som man stadigt kan finde på hylderne i større tegneserieforretninger. Gamle fans derimod behøver ikek at betænke sig, her er en udgivelse der viser at Alan Davis både kan lave fantastiske tegninger og skrive en god historie. Selv investerede jeg i hardcover udgaven til de sædvanlige par hundrede kroner, men mon ikke en trade paperback skulle være på vej til en lidt billigere penge.

Fantastic Four – da Marvel fik sin første-familie

I forbindelse med den danske premiere på film nummer to om Marvels superheltegruppe Fantastic Four ser vi lidt nærmere på hvordan gruppen oprindeligt opstod og hvordan de har udviklet sig igennem årene.

Myten om golfmatchen

Fantastic FourDet er nok den mest betydningsfulde golfmatch som muligvis aldrig har fundet sted. Så kryptisk kan man vist beskrive den begivenhed som satte gang i det Marvel univers vi kender idag. I 1961 var Stan Lee ved at være brændt ud, hans arbejde hos forlaget Timely så ikke ud til at føre nogen steder trods det at han havde haft mange gode ideer over årene og trofast fulgt sin chef hver gang denne lidt for sent opdagede en seneste trend indenfor udgivelser. Men Stan Lee mente at han havde større og vigtigere ting at bidrage til denne verden med end at efterligne hvad alle andre forlag fandt på

“I had finally decided I was getting too old to be turning out simplistic comicbooks, day after day, ad anauseam. It might have been more endurable if I could have written stories that had – even though this sounds like a contradiction in terms – more realistic fantasy. But Martin never wavered from his insistence that the strips be done the way they had always been done, with very young children in mind.”

Stan Lee, som netop havde undladt at bruge sit virkelige navn Stanley Lieber, idet han håbede at bruge det når han en dag skulle skrive berømt bog, følte at tegneserierne var en blindgyde for ham. Der var ikke noget forlag der ville drømme om at ansætte en mand hvis CV kun indeholdt manuskripter til tegneserier, så hvis han ville videre måtte han prøve noget andet. Stans kone Joanie havde tidligere talt ham fra at forlade tegneseriebranchen. Hun påpegede at Martin Goodman jo syntes om hans arbejde og at hans serier jo solgte udmærket, men denne gang var hun parat til at stå bag ham hvis han ville noget nyt.

Inden det kom så vidt at Stan fik fortalt Martin Goodman om sine fremtidsplaner nåede Goodman imidlertid at bede ham om at gøre det ene job, som for altid skulle fastlægge Stan Lees plads i universet. Ifølge overleveringen, som nogen hævder er det rene opspind, havde Goodman nemlig spillet golf med Jack Liebowitz som var udgiver for National Comics, det der senere skulle blive til DC comics. Liebowitz pralede under matchen med sin nye serie “The Justice League of America” som solgte rigtigt godt og ifølge Liebowitz ville det føre til en ny efterspørgsel efter blade om superhelte og specielt grupper af superhelte. Så som altid var Goodman parat til at følge trop hvor andre ledte og vendte tilbage til Stan Lee med opgaven at skabe en gruppe af superhelte. Lee gik modvilligt med på ideen, problemet var bare at Marvel ikke havde nogen etablerede helte man kunne samle i en gruppe, så han måtte starte fra bunden af med at skabe en gruppe der ikke lignede noget man havde set før.

En familie skabes

I sin selvbiografi “Excelsior! The Amazing Life of Stan Lee”, hvorfra det tidligere citat også er hentet, fortæller Stan Lee selv om sin metode til at skabe superhelte. Der findes en gammel talemåde som siger, at måden at lave en skulptur af en elefant er at man tager et stort stykke marmor, og så hugger man alt det væk som ikke ligner en elefant. Stan Lee valgte at bruge samme metode til at skabe sine helte på, man fjerner alle de ting som allerede er gjort tidligere i andre serier, og så har man forhåbentlig en ny helt.

En af de første ting der røg overbord var den hemmelige identitet, hvilket sætter Fantastic Four i et specielt lys i disse Civil War tider hvor de med rette kan hævde at de har klaret sig selv om resten af verden vidste hvem de i virkeligheden var. Det næste der røg var kampen mod forbryderne, ikke at der ikke er skurke i Fantastic Four universet, men det er ikke den geneme slags som man ville sende Daredevil, Spider-Man eller Batman til at bekæmpe. Fantastic Four giver sig af med de store monstre og de store skurke der vil erobre hele verden, hvilket Stan Lee flere steder bemærker at der jo ikke som sådan er nogen lov imod.

Fantastic Four - dengangDet er ikke ganske sikkert om Stan Lee da han udtænkte de kræfter som den kosmiske stråling skulle tilføre vore fire helte, skævede til de klassiske elementer, men flere andre forfattere har senere fremhævet ligheden. Human Torch er let nok at se som ild, The Thing som jord er også ligetil, mens Invisible Girl som luft og Mr. Fantastic som vand kan være lidt sværere at forliges med. Ikke desto mindre bliver ideen brug i “X4” som er en gentagelse af den klassiske “The Fantastic Four vs. The X-Men” historie, hvor også X-Men oplever hvad de kosmiske stråler kan gøre ved rumrejsende.

På det mere jordnære plan er det derimod tydeligt at Stan Lee kiggede på sine nye helte ikke som en gruppe af mennesker der havde sluttet sig sammen som tilfældet var med Justice League, men som en familie. Båndene mellem dem er tætte, Johnny og Sue Storm er søskende, Sue og Reed Richard er kærester og senere mand og kone og selv om Ben Grimm kun er Reeds gamle værelseskammerat fra college, så udfylder han trods det en rolle som en slags onkel til familien. Ved at introducere familie-dynamikken opnåede Stan Lee også at hans helte både kunne drille hinanden og skændes indbyrdes, men stadigt stå sammen som en enhed når ydre farer truede.

På mange måder kan man måske sige at Fantastic Four er skabt i det billede som Stan Lee så sig selv og sin familie i. Hans egen beskrivelse af sit liv og sin familie har altid en positiv tone og man fornemmer en fælles opbakning som er gensidig, selv da hans egen kone ville gå ham i bedene og blive forfatter, belært af tidligere fejl, hvor han overtalte hende til at opgive en lovende karriere som model til fordel for rollen som husmor, stak han hende en stabel papir og ønskede hende held og lykke. Han bad endda sine venner i forlagsbranchen om ikke at være for hårde ved hende, indtil han til sin overraskelse opdagede at Joanie faktisk viste sig at være en ganske udmærket forfatter, selv om hun nok aldrig kommer til at overgå sin berømte mand.

Derfor er det måske også sigende at Marvels mere dysfunktionelle familie X-Men aldrig på samme måde nåede popularitetens tinder med Stan Lee ved roret, selv om familiemennesket Stan Lee nok i sit hjerte følte for disse udstødte og gav dem en stemme gennem sit værk, så var det andre der skulle føre dem frem til at være relevante for en større læserskare gennem 80’erne og fremefter. Det er for eksempel også bemærkelsesværdigt at notere at i “Stan Lee meets …” der i sin hardcover udgave jo mere end noget ligner et festskrift over Stan Lees 65 års karriere hos Marvel er det Spider-Man og Fantastic Four som stjæler billedet, der er ikke nogen mutanter til stede.

De øvrige fantastiske helte

Ved at skabe Fantastic Four som en slags familie blev det også sværere at lave løbende udskiftninger blandt medlemmerne som man så det i andre grupper som Avengers. Selv om Human Torch i et af de tidlige numre forlader gruppen efter en mindre skærmydsel med The Thing, så ved vi at de er nødt til at overvinde deres uoverensstemmelser og samles igen. Men trods det har der været flere udskiftninger undervejs når forskellige medlemmer har haft brug for lidt personlig tid væk fra gruppen, for eksempel trak Sue og Reed sig på et tidspunkt i baggrunden for at tage sig af opdragelsen af deres unge søn Franklin. Og lur mig om ikke de nuværende begivenheder i Civil War med Human Torch på hospitalet og Reed Richards der frygter at hans støtte til Tony Stark kan få konsekvenser for hans forhold til Sue, kan risikere at føre til at tidligere medlemmer dukker op igen eller at nye afløsere må hentes ind.

Der er ihvertfald nok at tage af i rækken af tidligere medlemmer, Luke Cage blev på et tidspunkt hentet ind som afløser for Ben Grimm, She-Hulk udfyldte en tilsvarende position og begger er stadigt aktive i forhold til Civl War historien. Fra gruppen af Inhumans, aktuelle fra de større historieforløb Decimation og Silen War har Medusa og Crystal været medlemmer. Men hvorfor nøjes med at hente prøvede figurer frem igen, i Fantastic Fours verden hvor man både kan rejse i tid og rum har der været versioner af gruppen hvor alt fra Skrulls til Dr. Dooms adoptivsøn har været med. Det eneste vi kan være nogenlunde sikre på er, at uanset udskiftninger af medlemmer, så er det kun et spørgsmål om tid før man vender tilbage til de oprindelige fire.

Stan LeeEn knapt så fantastisk helt, men en bifigur som også fortjener at blive nævnt, er postmanden Willie Lumpkin. Den pæne ældre mand har trofast slæbt tonsvis af fan-breve op til toppen af Baxter-bygingen hvor FF har deres hovedkvarter, for når man er offentligt kendte helte får man selvfølgeligt breve fra fans, Stan Lee fandt endda på at afsætte et helt nummer blandt de tidlige til at lade FF besvare imaginær fanpost. Men faktisk har Willie Lumpkin en mindre forhistorie helt udenfor superhelte genren. Han var nemlig oprindeligt en figur som Stan Lee opfandt som en selvstændig serie for Timely, som Marvel hed dengang. Stan Lee som den indfødte New Yorker han var, ville gerne lave en serie om en politimand i storbyen, men inden redaktøren var færdig med at skære Lees ide til var Willie Lumpkin blevet et landpostbud. Uden det store kendskab til livet i provinsen forsøgte Stan Lee stadigt at følge sin skabning til døren, men det var først som biperson i Fantastic Four at han kom til sin ret flere år efter at den oprindelige serie var gået ind igen. Ironisk nok var det også netop i rollen som Willie Lumpkin at Stan Lee skulle få sine optræden i den første filmatisering af Fantastic Four.


Drengeklubben og Sue Richards som Marvels moderfigur

Hvis man ser på hvordan figurerne i Fantastis Four udvikler sig over tid som personer, så er der forbavsende få ændringer for Reed, Johnny og Ben.

Johnny er først og fremmest teenageren i os alle, vovehalsen og drillepinden. Til gengæld kan han prale af at have skabt en internet-talemåde, ihvertfald er der visse cyber-historikere som mener at hans udtryk “Flame on!” er ophav til det fænomen man på internettet kalder “flaming”, at argumentere på en grow og ophidset måde. Man taler ligefrem om “flame-wars” som kan dreje sig om alt fra Windows kontra Linux til Kirk kontra Picard i Star Trek. Selv om jeg tidligere påstod at Marvel ikke havde nogen eksisterende helte som de kunne basere deres gruppe på, så var der faktisk en Human Torch tidligere hos Marvel, men modsat Johnny Storm så var der tale om en androide som sammen med Submariner og Captain America bekæmpede de onde tyskere under anden verdenskrig.

Reed Richards er som, jeg tror det var Dan Turell der beskrev ham sådan, Marvel universets svar på Georg Gearløs. En videnskabsnørd der modsat sin gamle værelseskammerat fra universitetet, Victor von Doom, altid har en fast overbevisning om at alt kan forklares videnskabeligt, selv når gruppens eventyr bringer dem ansigt til ansigt med fantastiske væsener eller overnaturlige fænomener fra Dr. Strange’s verden holder han altid fast i at der kan bygges et apperat ud af forhåndenværende dimser fra hans laboratorium som kan modstå truslen. Ben har skiftet frem og tilbage mellem sin menneskelige form og sten-mennesket The Thing, men han er først og fremmest der for at være det jordbundne modstykke til Reed, både som den der gør opmærksom på at Reeds videnskabelige forklaringer er uforståelige for almindelige mennesker og som en fysisk påmindelse om at Reeds videnskab nogen gange kan føre ham ud i ting der kan have store konsekvenser for mennesker omkring ham.

Mr. Fantastic og Sue RichardsSue Richards er interessant fordi hun udvikler sig mere som et normalt menneske, modsat de øvrige mænd/drenge i gruppen som opfylder typiske drengedrømme om at lege “hemmelig hule”, opfinde fantastiske dimser og redder verden fra det onde. Stan Lee havde allerede fra starten den tanke at Invisible Girl måske nok skulle være kæreste med Mr. Fantastic, men at hun ikke bare skulle være en af den slags piger der dåner når de ser et monster og hele tiden skal reddes ud af den ene knibe efter den anden. I begyndelsen er hendes rolle dog stadigt begrænset til at blive usynlig på et belejligt tidspunkt når der er optræk til slagsmål og benytte sig af sin usynlighed til at redde de andre ud af fangenskab. I et af de tidlige numre af Fantastic Four, hvor man gennem hele nummeret ser gruppen besvare fanpost ser vi så Sue begynde at græde over at flere af brevene antyder at hun ikke gør nok for gruppen, og de tre andre må træde i karakter og forklare de vildfarne fans, og derigennem også læseren, at Sue skam er fuldgyldigt medlem og en vigtig del af deres missioner for at redde verden.

Snart bliver Sues kræfter også mere aktive, hun begynder at generere usynlige kraftfelter som kan bruges til modangreb i fysiske konfrontationer eller til at beskytte de andre holdmedlememer. I 80’erne under John Byrne dropper hun endda titlen Invisible Girl og bliver Invisible Woman. Selv om hun stadigt er omsorgsfuld og moderlig i forhold til resten af gruppen og sin søn Franklin, så er hendes kontrol over kraftfelterne nået til et niveau hvor hun nogen gange omtales som den der har de største kræfter i gruppen. Personligt har jeg altid fundet det som et interessant træk ved Sue Richards at hun i en verden hvor sexede kvinder og udfordrende uniformer ofte er normen har været i stand til at forblive kvinde/moder. På det sidste ser det desværre ud til, at under indtryk af brugen af Jessica Alba i filmudgaven af Fantastic Four, så har Marvel også valgt at lade Sue gå lidt tilbage fra at være Invisible Woman til at være Invisible Girl igen, om ikke af navn så af udseende.

Det var lidt om hvordan Fantastic Four opstod og udviklede sig, men de fire hovedpersoner i serien er langt fra det eneste som gør den verden som de bebor interessant. I et par kommende artikler vil jeg forsøge at gå lidt i detaljer med Silver Surfer, Galactus og Dr. Doom som er nogen af hovedaktørerne i den nye Fantastic Four filmatisering.

Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer

Promo-billede fra Fantastic Four 2Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer er den anden og nyeste film om Marvels førstefamilie.
Den første kom for et par år siden, og var … ikke særligt god.
Skurken Doctor Doom var – i modsætning til sit tegneserieforlæg – ikke specielt skræmmende eller cool, og det hele føltes som et langt afsnit af et sitcom.

At de så laver en toer kan på den baggrund undre noget, men de første udmeldinger der kom om filmen var spændende nok: de blev baseret på to centrale historier i Stan Lee og Jack Kirbys klassiske FF-historier: #48 – 50, hvor Silver Surfer kommer til jorden som herold for den planetfortærende Galactus og #57 – 60, hvor Dr. Doom stjæler Silver Surfers kræfter og bliver næsten almægtig.

Vi fik løfter om at de nok skulle forbedre Dr. Doom:

Oh he’s coming. Just wait. Classic look! And we definitely touch on his roots in the film. We’re working long hours to make it right.

og der kom en trailer, som så ret lovende ud – i al fald lod de til at have ramt Surferen så meget på kornet som man kan på film.

GalactusOmvendt var der vedholdende rygter om at man havde valgt at repræsentere Galactus som en sky, hvilket ikke faldt i god jord hos mange fans – mig selv inkluderet.

Dette rygte blev dog forsøgt manet i jorden af bl.a. Avi Arad, der udtalte:

Arad: You know, that’s why they call them rumors (laughter), you will see more than a cloud, you will have enough Galactus to rejoice (laughter).

Der kom efterfølgende en trailer, hvor Galactus’ karakteristiske skygge ses passere Saturn, og mange åndede lettet op igen.

—***—

ADVARSEL: herunder findes SPOILERS!!!

—***—

I går var jeg så til forpremiere på filmen, og lad os få de store spørgsmål ud af verden først:

De har løjet for os. :(

Doom er på ingen måde bedre end i den første film – hans maske ser lidt bedre ud og det er såmænd det hele. Skuespilleren (Julian McMahon) er nøjagtig lige så umajestætisk, fejlcastet og irriterende som før og (suk) Galactus er en kosmisk, planetspisende sky. Jeps, skyggen der farer hen over Saturn er ikke andet end den kosmiske sky, der et kort øjeblik danner den katakterisktiske form, for så senere at blive til en sky igen. Men en sky er det – der er ikke andre måder at sige det på. Nej, Avi Arad, jeg fik ikke nok Galactus på nogen måde. Og jeg er ikke glad.

Der er heldigvis også positive sider ved filmen: de fire er stort set rigtigt godt castet – jeg har lidt et problem med Jessica Alba som Sue (hun har på den anden side ikke så meget at arbejde med i manuskriptet), men Reed, Ben og især Johnny er rigtigt gode og gruppen som helhed fungerer som den lille familie de er.

Surferen er ganske rigtigt godt lavet og Laurence Fishburne er et glimrende valg til hans stemme. Det ser i øvrigt ud til at vi får en spin-off film om Surferen, skrevet af ingen andre end J. Michael Straczynski, som jo pt. bl.a. skriver serien Silver Surfer: Requiem for Marvel.

Der er mange sjove og spændende scener, og kampen mellem Doom og Johnny (der grundet kosmisk molekyle-halløj har alle fires kræfter) er godt visualiseret og sjovt nok giver Johnny nogle gange mindelser om skurken Super-Skrull.
Scenen hvor Doom har stjålet Surferens kræfter og flyver op mod himlen er det tætteste han kommer på at være skræmmende, men det er i høj grad fordi billedkompositionen er lånt fra Kirbys oprindelige tegninger.

Hvordan klarer filmen sig, overordnet set? Den er klart bedre end forgængeren, men det er på den anden side lidt som at sige at en hudafskrabning er bedre end at brække sin arm – ingen af delene er rigtigt sjove. Der er mange ting som peger i den rigtige retning for filmserien, og det er meget positivt at den ikke forsøger at gøre figurerne mørkere og mere seriøse. Men i sidste ende er det ikke helt nok – sitcom-følelsen holder flere steder sit indtog og i sidste ende kan det hele lidt være lige meget.

Søger man uforpligtende underholdning og holder man meget af Silver Surfer har man et par grunde til at gå ind og se denne film. Ellers er man nok bedre tjent med at vente på DVD’en. Synd, for Fantastic Four er en af mine yndlingstegneserier, og fortjener bedre.

Yderligere links:

Filmens officielle hjemmeside
Indførslen hos IMDB
Rotten Tomatoes

I Galactus skygge

… i dette tilfælde er det så Saturn, der i den nyeste trailer til Fantastic Four 2: Rise of the Silver Surfer har en – heldigvis – meget velkendt skygge på sig.

Galactus skygge fra FF2

Yay!

Spørgsmålet bliver så om det så er Galactus fra det almindelige Marvel-univers

Galactus

eller Ultimate-versionen:

Ultimate Galactus

Der er intet i trailerne der tyder på at det på nogen måde bliver en god film, men jeg har en klar forventning om at blive solidt underholdt fra start til slut. Nu også med planetfortærende entitet.

Tilføjelse: I min søgen efter billedmateriale til dette indlæg, faldt jeg over følgende billede:

Galactus of Borg

A nerd dream come true!