BATHOS – nu med tegneserier

Bathos nummer 88
Bathos nummer 88

At runde 90 numre for et dansk fanzine er noget af en bedrift, ikke mindst når når man påtænker at indholdet i det store hele er frembragt af en enkelt person. Men enmandshæren bag [[Bathos|BATHOS]] er heller ikke nogen hr. Hvemsomhelst.

Erwin Neutzsky-Wulffs  imponerende produktion bag sig siden han i 70’erne, hvor han, med bidrag til Seriemagasinet og  diverse gyserudgivelser samt bøgerne om Adam Hart, var med til at hjælpe undertegnede og sikkert flere andre ind på deres afsporede vej her i livet.

Siden er der fulgt mange hyldemeter af bøger med, som forener science fiction, mytologi, det overnaturlige og esoteriske, hvor det seneste fiktionsværk er “Hjernen”, mens “Menneskets afvikling” er Neutzsky-Wulff’s ret unikke bud på en historiebog.

De fleste ville nok mene, at med sådan en produktion ville det være på tide med en velfortjent eftermiddagslur, men tilsyneladende slapper Wulff af fra at skrive, med at skrive lidt mere. Det er så blevet til BATHOS en sjov blanding af et filmblad, Wulff på slap line, politisk satire, kurser i latin, gennemgang af den babylonske historie suppleret med monstre, sadomasochistisk sex og det okkulte.

Eksempel på det kommende indhold
Eksempel på det kommende indhold

Med andre ord, alt hvad det moderne menneske har behov for af modgift mod kulturkanon og “Vild med dans”. Med tiden er den omfattende gennemgang af de obskure film indenfor science fiction og horror blevet suppleret med en DVD, hvor gamle public domain film bliver suppleret med forfatterens eksperimenter med et digitalt videokamera, politiske kvæk og sågar computerspil om transcendens og sadomasochisme.

Og hvad har det så alt sammen med tegneserier at gøre, og hvor bliver nyheden af?

Jo, som de der har fulgt med i online-debatten rundt omkring på nettet vil vide, så er Wulff vendt tilbage til tegneserien. Først og fremmest med tegneserien “[[Lawman]]”, som tidligt på året vandt Seriejournalens netkåring. Men som altid, så har forfatterens hovedbeskæftigelse det med at smitte af på BATHOS. Så siden nummer 75 har der jævnligt været optryk af gamle tegneserier, som nu er i public domain.

Endnu et eksempel
Endnu et eksempel

Fra og med nummer 90 får tegneseriedelen af BATHOS dog en tand mere. Wulff barsler med artikler om [[Dick Tracy]] og det danske tegneseriemarked i halvtredserne. Efterfølgende vil der blive fulgt op med en artikel om gyserserier, og da de der har fulgt Wulff gennem årene ved at han er stor fan af ting som de klassiske [[EC]] serier, skal det nok blive interessant læsning.

Eksempel på en BATHOS DVD
Eksempel på en BATHOS DVD

Og med fare for at lyde som en dårlig reklame på TV-shop, så er der mere endnu. På den medfølgende DVD vil filmene blive suppleret op med tegneserier fra guldalderen som nu er tilgængelige i public domain.

Personligt tror jeg roligt man kan regne med, at der ikke vil være mange venlige ord at finde om denne sommers crossover hos Marvel  eller det seneste tie-in til de japanske tegnefilm på TV, Wulff rapporterer ikke “news” men “olds” – og jævnfør hans seneste bog, så er det ikke en optimistisk tro på “udviklingen” som præger forfatterens verdenssyn. Men, enig med ham eller ej, så er Wulff sjældent kedelig at høre på. Bathos kan købes på forfatterens hjemmeside, og hvis man bor i københavnsområdet også i butikker som [[Fantask]] og Rock Uglen.

En jærv med knapt så skarpe kløer

Persongalleriet i Wolverine
Da Bryan Singer i starten af årtusindet søsatte X-Men som filmserie, var det til stor fryd for de fleste superheltefans. Endelig var der en instruktør, der turde tage genren alvorligt og rent faktisk bruge den til noget. Singer tog mange friheder med forlægget, men tematikken var intakt, og det var mere, end man normalt var vant til fra superheltefilm. Der er dog sket meget siden, og både Iron Man og The Dark Knight har sat nye standarder for genren, og i dag er det måske lidt sværere at sluge at en figur som Rogue er forvandlet til en tudende teenager eller at Storm har mindre karisma end en gennemsnitlig sten.

X-Men serien døde kvalitetesmæssigt med den forfærdelige tredje film i serien. Nu er det ikke meningen, at den film skal anmeldes her, så lad mig bare nøjes med at sige, at det var en seriøs stinker med en både tam og overfyldt historie, overfladiske personkarakteristikker og kedelige action-scener. Af selv samme grund var det også med noget lavere forventninger, at jeg satte mig i biografsædet i Imperial for at se X-Men Origins: Wolverine (sikke dog en dum og irriterende titel). Der havde været historier om indblanding fra filmstudiet, og når man som rigtig Marvel-kender ved, at det var selv samme studie, der forvandlede verdensæderen og naturkraften Galactus til en næsten harmløs sky og gangsterkongen Kingpin til en gangsta from da hood, så var man allerede på vagt.

WolverineWolverine er dog ikke nogen X-Men 3. Så galt går det aldrig. Filmen er dummere end dum, men den er også sært underholdende. På engelsk ville man kalde det en “guilty pleasure”. På mange måder minder filmen mig om action-film fra 80erne, og det kan man så vælge at se som enten en god eller en dårlig ting.
Der er som bekendt tale om en oprindelseshistorie. Alle Wolverines hemmeligheder, der ellers altid har været blandt figurens definerende træk, hives frem i dagens lys. Vi finder først ud af, at han er rigtigt gammel og har kæmpet i alle amerikanske krige siden Borgerkrigen. Hvorfor? Ingen anelse, da manden trods alt er canadier, men måske kan han bare virkelig godt lide at slås? Hvem ved. I hvert fald bruger filmen ikke tid på det, da den skal hastigt videre. Vi møder en række andre mutanter, som Wolverine kæmper side om side med, indtil han får dårlig samvittighed og skrider. I et snuptag er der gået seks år, og Wolverine bor i fred og fordragelighed på et bjerg sammen med en kvinde. Det går der tre scener med, og så er det hastigt videre. Filmen skal trods alt helst nå frem til sit klimaks. Og helst i tide. Det går rigtigt stærkt i første halvdel af filmen, og det er meget tydeligt, at det i virkeligheden kun handler om at nå frem til anden halvdel. Og det er også fint nok, for den starter med et brag og fortsætter sådan. Det betyder dog også, at man intet føler for nogen af personerne på noget som helst tidspunkt.

Hugh Jackman i WolverineJeg vil godt give Hugh Jackman et par venlige ord med på vejen. Han er god i rollen som filmudgaven af Wolverine (der som bekendt er en noget dresseret udgave af den klassiske tegneseriefigur), og hans karisma bærer store dele af filmen. Det kvindelige publikum burde også være i stand til at nyde filmen.

Kernen i filmen er forholdet imellem Logan og hans bror Victor, også kendt som Sabretooth (der i Liev Schreibers diabolske form er milevidt fra den umælende, næsten retarderede wrestler fra den første X-Men film, men det gør ikke noget, da det er en klar forbedring i forhold til Singers film), og det fungerer overraskende godt. Schreiber er en god skuespiller og en god skurk. Man kan ikke helt sige det samme om Danny Hustons William Stryker. Huston er en virkelig god skuespiller, men desværre er Stryker en noget tam skurk. Måske mest fordi han opfører sig så bizart dumt, at man har svært ved at tage ham alvorligt (hans hemmelige våben imod Wolverine er adamantiumkugler… helt hvordan, DET giver mening, forstår jeg ikke). Jeg har sjældent set en skurk, der i den grad skaber sine egne problemer, og det bliver næsten grinagtigt. Det sjoveste er dog den måde, hvorpå Wolverine erhverver sig sit famøse hukommelsestab. Det virker næsten som om, at forfatteren havde glemt det et langt stykke hen ad vejen. For gennemtænkt er det dælme ikke.

Men her har jeg også fat i det, der ender med at gøre filmen ret underholdende alligevel: Hvis man vælger at trække på skulderen, efterlade hjernen i døren og simpelthen nyde filmen som en voldsomt dum actionfilm af den gode gammeldags slags, så er man i fint selskab. Filmen om Wolverine er ikke så meget en farlig jærv, som den er en dum, lille hund, man ikke kan lade være med at holde lidt af alligevel. Det er dog meget tydeligt, at det er en film i en serie, der blev skabt før Nolans Batman film samt Raimis Spider-man og Favreaus Iron Man. I dag har man som superheltefan vænnet sig til en hvis grad af loyalitet over for oplægget. Den fesne filmatisering af Watchmen led ligefrem under, at den var FOR trofast visse steder. Når Wolverine så lader vores allesammens yndligsmær, Emma Frost, være en blanding imellem en cheerleader og en disco-kugle uden det mindste spor af mentale kræfter, så bliver det lidt irriterende.

X-Men Origins: Wolverine fungerer dog på sine egne præmisser. Hvis man altså går ud fra, at præmissen var at lave en dum, men underholdende action-basker i klassisk stil. Kun dårlig CGI minder os om, at det faktisk er en moderne film, vi ser. På kun 9 år er X-Men serien altså gået fra at være det vildeste inden for superheltefilm til faktisk at se lidt gammeldags ud.

Sådan kan det gå.

Hvad Tegneseriesiden tweetede i uge 17

 

Monster fra Big Man Japan

Denne uge bringer en masse forskellige nyheder – på filmområdet lige fra Tintin-filmen over Kick-Ass til den syrede Big Man Japan, mens vi også byder på japanske prisvindere, en Scott Pilgrim-hyldest og … Marvel Divas?

Og Over Floden tager en tur over dammen med deres tegninger af en aldrende superhelt. Tillykke!

This Movie is afraid of me – Watchmen

Promobilleder fra Watchmen-filmenDet skal ikke være nogen hemmelighed (det er det i al fald ikke for dem af jer, der følger os på Twitter) at mine forventninger i forhold til denne film var helt i bund. Nej, Watchmen kan ikke filmatiseres på en ordentlig måde – Alan Moore har skrevet den til at være u-filmbar, og i øvrigt er den for lang og for detaljeret til at blive andet end en 24-timers maraton hvis man skal gøre det ordentligt. Den her film kan ikke være tro mod hele indholdet i tegneserien.

Oven i det er Moore selv mildt sagt rigtigt meget imod projektet – vi har f.eks. hans næsten klassiske “I will be spitting venom all over it“-interview med LA Times:

I find film in its modern form to be quite bullying. It spoon-feeds us, which has the effect of watering down our collective cultural imagination. It is as if we are freshly hatched birds looking up with our mouths open waiting for Hollywood to feed us more regurgitated worms. The ‘Watchmen’ film sounds like more regurgitated worms. I for one am sick of worms. Can’t we get something else? Perhaps some takeout? […]
Perhaps [The Watchmen Movie has] been cursed from afar, from England. And I can tell you that I will also be spitting venom all over it for months to come.

Nuvel, selv om Moore selv ikke bryder sig om at hans tegneserier bliver filmatiseret, er der ikke noget der forhindrer dig og mig i at se filmen og selv danne os vores egen mening om den – faktisk tværtimod. For det kan vel godt gå godt, kan det ikke? Snyder har flere gange udtalt hvor stor fan han er af serien og hvor stor respekt han har for Moore, så det kunne da gå godt … ikke? Vel har man måtte sluge et par kameler undervejs,  men de har ofte givet os et plaster på såret – tegneserien-i-tegneserien Tales of the Black Freighter er f.eks. ikke med i filmen, men kommer i stedet for i en seperat animeret version. Der bliver gjort meget for at stille os fans tilfredse, og en del af de frigjorte klip er da også meget pæne at se på.

En fin start

Det starter rigtigt fint med en stemningssættende intro og mordet på Gøgleren, filmet i Snyders næsten patenterede “så mange 100% genkendelige scener fra tegneserien som mulig”-stil. Gøgleren (spillet af Jeffrey Dean Morgan) virker godt ramt som figur, og idet hans krop smadrede vinduesglasset og faldt mod gaden 22 etager nede, må jeg indrømme at et spinkelt håb blev tændt i mig: måske?

Og det fortsætter skam – titelsekvensen er fremragende og bagefter har vi en række scener, som får bygget bro mellem tegneserien og filmens medie på fin vis. Ja, der er et par kompromiser, men de er ikke skrækindjagende og stemningen rammer rimeligt godt min ide om hvordan stemningen i scenerne bør være.

Men nej. De første advarselstegn viser deres grimme fjæs.

Vi får f.eks. scenen, hvor Silk Spektre (spillet uden nogensinde at opnå gennemslagskraft af Malin Akerman) og Nite Owl (en svær rolle, men overvejende fint spillet af Patrick Wilson) sønderbanker bandemedlemmerne i baggården – deres første action i årevis og det første gryende tegn på, at et forhold imellem dem for alvor er ved at spire, Silk Spektres forhold til Dr. Manhattan til trods. Hvad får vi? Det er en voldelig scene i tegneserien, men filmens brækkede lemmer og hvad den ellers byder på virker overdrevne og hvad værre er:  filmen misser totalt den indestængte, forbudte erotik der er i scenen.

Tegneserien er også mørk, voldelig og på mange måder ekstrem, men den rummer en følelsesmæssig ballast, som filmen i store træk mangler – eksempelvis den næsten klassiske sekvens med Nite Owls impotens i civil og efterfølgende potens i dragten – selv om den er smurt tykt på rent symbolmæssigt i tegneserien, er det også en central og gribende scene. I filmen er den et skuldertræk værdig, ligesom det efterfølgende samleje i modsætning til sin modpart på papiret i filmen bare kommer til at virke lummert og ikke som den forløsning det er.

De iscenesatte slåskampe og den rå vold bliver i sidste ende … kedelige og skaber en afstand til filmen. Er det snart færdigt? Det er da moderat underholdende, men jeg har en indbygget grænse for hvor mange brækkede lemmer, hoveder kløvet med kødøkser og arme savet af med vinkelsliber jeg kan se på, før min opmærksomhed begynder at vandre. Sjovt nok generede det mig ikke de fjerneste i tegneserien, men det er nok dels forskellene mellem de to medier og det at Snyder mærkværdigvis har valgt at skrue op for volden i filmen  – de tidligere nævnte oversavne arme er f.eks. ikke en del af tegneserien.

Nu er jeg ved at komme frem til det, der nok et mit hovedproblem med filmen: af en film, som gerne vil lave så tro en adaptering af originalmanuskriptet som muligt, laver den om på nogle ting som er fuldstændigt unødvendige.

Rorschack ser RorschackFor eksempel Rorschacks forhistorie – filmen følger tegneserien til punkt og prikke, Jackie Earle Haley spiller igennem og POW! – pludseligt står han og hakker en barnemorder i hovedet med en kødøkse. HVAD? Ikke at tegneseriens løsning er mindre grusom, men der er ingen fornuftig grund til ikke at beholde den – den havde ikke taget længere tid, den havde fungeret lige så godt på film som det de fandt på i stedet og … der er simpelthen ingen grund. Ingen.

Musikken i filmen skal også lige have en kommentar med: tegneserien refererer på mange steder til specifikke musikstykker, og de er alle med i filmen. Rigtigt godt. Lige pludseligt kommer så “Sound of Silence”, der ikke er i tegneserien men med rimelig god vilje kan siges at være et period piece – i kontekst er Hello Darkness my old friend liiiige tykt nok i forhold til en film, som mange vil opfatte som dyster – og hvor fanden kommer Leonard Cohen fra som erstatning for Billie Holliday? Helt galt går det så i nogle af actionscenerne, hvor slåskampene foregår til uptempo moderne musik og bringer ubehagelige mindelser til Daredevil-filmen. Damnit, man skal ikke sidde og tænke på Daredevil-filmen når man ser en moderne superheltefilm.

To squid or not to squid

The Squid in all it's glory!Som mange af seriens fans nok har læst sig til allerede – ellers kan de gøre det her – er slutningen ændret i forhold til tegneserien; væk er det kunstigt skabte interdimesionelle, psykiske blækspruttemonster og i stedet har vi en række … eksplosioner, hvis natur jeg nok skal lade være med at komme ind på her. Jeg kan godt se at den gængse biografgænger måske har nogle problemer med at godtage et blækspruttemonster, men jeg synes ikke at den løsning man har valgt i stedet er specielt god.

Det store problem her er, at selv om vi ser folk dø som følge af eksplosionerne, mister vi igen den emotionelle impakt – dels fordi man i tegneserien har fået et forhold til nogle af de mennesker der omkommer, og dels fordi Silk Spektres (og dermed vores og resten af verdens) reaktion på de tusindvis af meget døde mennesker vi ser i tegneserien er meget forståelig, hvorimod hun i filmen bliver chokeret over, nå ja, et hul i jorden. Snak om at amputere en scene, rent følelsesmæssigt.

Vi er her nok henne ved filmens allerstørste problem: den er et – som Moore startede denne anmeldelse med at præcisere – tygget og opgylpet opkog af visse af Watchmens plotelementer, tilsat lidt ekstra vold for at virke “dyster”, “kompromisløs” og “ekstrem” og så med et poleret lag, som på ingen måde klæder hverken forlæg eller adaptering – det er fordummet og fordummende.

Alligevel er jeg ret glad for Watchmen-filmen. Hvorfor dog?

Massedød i New YorkWatchmen tager nogle underlige krumspring, laver nogle lige så underlige kompromis’er, misser nogle oplagte muligheder og ødelægger centrale scener fuldstændigt. Der er for megen overflødig action, og den der er der er for kedelig alligevel, der er ingen følelsesmæssig dybde i flere af figurerne (paradoksalt er den mest involverende person den følelsesforladte Dr. Manhattan, spillet af Billy Crudup i filmens for mig suverænt bedste præstation) og den tramper flere steder hen over det nuancerede og subtile forlæg som en dino igennem Dr. Manhattans glasslot. Hvad er der at være glad for, så?

For det første fordi at selvom der er mange ting som filmen gør forkert, så er der altså også en masse ting, som den gør rigtigt – første halvdel rammer i store træk forlægget, nogle af skuespillerne er fint castet og først og fremmest så prøver den at være bare nogenlunde tro overfor forlægget, hvilket man ikke kan beskylde tidligere Moore-filmatiseringer for at være (V for Vendetta som en mulig undtagelse).

Der er mange problemer med Watchmen, men samtidig er det nok den bedste filmatisering som kunne komme fra Hollywood, og jeg tror i høj grad at vi kan takke Snyder for det. Vi får også ekstramateriale – Tales of the Black Freighter og Watchmen Motion Comic giver os henholdsvis tegneserien-i-tegneserien og hele tegneserien, så man kan få al baggrunden med. Det havde de ikke behøvet, og det vidner om at der er hjerte med i det hele et eller andet sted.Og like it or not: det er en film, som på et eller andet tidspunkt ville være blevet lavet – så hellere dette end LOEG v2.0.

Men den egentlige grund til at jeg er glad for filmen er denne: med filmatiseringen af Watchmen er det tydeligt ud over enhver grænse at film og tegneserier – selvom der er ligheder medierne imellem – er to meget forskellige medier. Scener som fungerer perfekt i tegneserien, falder til jorden i filmen, selvom man har gjort masser af krumspring for at få det til at fungere. Når folk i fremtiden snakker om at tegneserien er “film light” kan man altid henvise til Watchmen – nej, den er ikke! Se hvordan det ikke lykkedes dem, selv om de prøvede.

Og der er naturligvis altid en lummer tilfredsstillelse i at kunne sige “hvad sagde jeg?”

Stan Winston er død

Stan WinstonIkke 100% tegneserierelateret, men alligevel: special effects-pioneren Stan Winston er død, kun 62 år gammel. Igennem syv år har Winston kæmpet mod multipelt myelom, som er en cancersygdom i plasmacellerne, og 15. juni 2008, tabte han altså kampen.

Igennem sin karierre nåede Winston at sætte sit præg på hundredevis af film – senest stod han for de forskellige versioner af Tony Starks avancerede kampdragt i Iron Man. Han var bl.a. også manden bag special effects i film som Aliens, Terminator, Predator, Edward Scissorhands, Jurassic Park, Titanic og et utal af andre. Han instruerede selv bl.a. Michael Jacksons video Ghosts og kultfilmen Pumpkinhead (aka Vengeance: The Demon). Han var pionér i forhold til mange teknikker der anvendes i dag, og han har sammen med sine medarbejdere hævet standarden for special effects i film gang på gang.

Mange af de film Winston har arbejdet på har haft stor betydning for mig i min opvækst, og ikke mindst på grund af effekterne – og jeg hører også til blandt fanskaren til Pumpkinhead, der i mine øjne er en fængslende og kriminelt overset horrorfilm. Winstons død er et stort tab for os – Iron Man viste os nemlig også, at der var meget fremragende arbejde tilbage i ham endnu.

Steen og Stoffer-filmtrilogi på vej!

Calvin & HobbesBill Watterson – manden bag den klassiske stribe Calvin & Hobbes (Steen og Stoffer) holdt i går det første pressemøde siden han holdt op med at tegne serien for over 15 år siden.

Her løftede Watterson sløret for en planlagt filmatisering af Steen og Stoffer, instrueret af Uwe Boll. I hovedrollerne står det allerede fast at Tom Cruise skal spille Steens far, Liv Tyler har rollen som moderen og Eddie Murphy som Frk. Mortensen (naturligvis sminket til lejligheden).

Hvem der skal spille Steen er endnu ikke afgjort – Watterson bemærkede at han gerne havde set Macaulay Culkin, men at han jo desværre var blevet for gammel – men så meget står fast at Rumagent Spiff-identitet bliver ændret radikalt i forhold til tegneserien og at Steen i disse sekvenser bliver spillet af en digitalt manipuleret Vin Diesel. Dette sker for at understrege at der er tale om fantasilege og “ikke handlinger som filmens unge publikum bør forsøge at gøre derhjemme” sagde Watterson. I det hele taget vil seriens vilde fantasi blive tonet ned til fordel for en mere realistisk, familievenlig vinkel.

Digital manipulation er også inde i billedet når Stoffer kommer på tale – her bliver der tale om en 100% digital figur, som i forhold til serien bliver udstyret med indtil flere superkræfter. Andy Serkis skal “spille” Stoffer, og det er også en skuespiller som har en vis erfaring med digitale figurer, da han jo er mest kendt som “Gollum” i Ringenes Herre. Stemmen til Stoffer vil dog blive leveret af Adam Sandler.

Endelig løftede Watterson til sidst sløret for at der – hvis den første film bliver en succes – vil blive tale om en trilogi. Senere afsnit kunne blive instrueret af Ronald Emmerich, men intet er endnu sikkert.
Der er allerede skrevet kontrakt med McDonalds om delvise rettigheder til markedsføring, så mon ikke man vil kunne finde Steen og Stoffer Happy Meals™ hos burgerkæden inden længe?

I det hele taget bliver merchandising en vigtig del af filmene, så forvent et massivt opbud af actionfigurer, sengetæpper og natuligvis tøjdyr. Til det formål er selskabet Watterson Media Industries, INC (WMI) blevet dannet.

Til spørgsmålet om hvorvidt filmen vil afføde nye striber sagde Watterson, at de i al fald ikke vil blive tegnet af ham selv, da han hellere vil prøve kræfter med filmverdenen. “Vi er i indledende kontraktsamtaler med Jims (Davis, skaberen af Garfield, red.) studie om at videreføre serien, men det er for tidligt at sige noget endnu.”

Det skal blive spændende at følge udviklingen af filmen, som under alle omstændigheder nok skal blive en succes.

Filmnyt: The Boys, Black Hole og Wolverine

I dag bringer mange spændende nyheder fra filmbranchen:

The Boys TPB CoverGarth Ennis og Darick Robertsons The Boys ser ud til at være på vej til Hollywood:

Moritz characterized the series as an original take on the superhero genre. “Rather than begin with a romantic idea of superheroes out to save the world, ‘The Boys’ imagines a world in which superheroes really exist, with all of the flaws that real people have,” he said. “The boys are there to make sure that people with superhuman powers don’t get out of line.”

– det kan aldrig blive lige så ekstremt som forlægget. Jeg har så heller ikke brug for at se en hamster kravle ud af en mands … bagdel … som live action.

Cover til Black HoleFilmatiseringen af Charles Burns fremragende Black Hole har fået en instruktør … nemlig David Fincher, som bl.a. instruererede Se7en og Fight Club:

Plan B and producer Kevin Messick are developing the project that’s based on Charles Burns‘ graphic novel. Burns wrote and illustrated the 12-issue series that became the graphic novel over a 10-year period.

Story kicks off when a sexually transmitted “bug” is passed from teenager to teenager.

Roger Avary and Neil Gaiman were tapped to adapt the screenplay in March 2006.

Jeg vidste ikke at Neil Gaiman var involveret i drejebogen, men det bliver det da ikke en dårligere nyhed af! Jeg tror at Fincher er den helt rigtige mand til den krybende uhygge i historien.

Endeligt er der annonceret en masse skuespillere til Wolverine-filmen:

Danny Huston “is playing Stryker, the military general who subjected Wolverine to the experiment that laced his bones with an unbreakable metal called adamantium.

Taylor Kitsch is playing Gambit, a Cajun thief whose powers include the manipulation of kinetic energy, which allows him to use card-throwing to deadly effect.

Will.i.am, frontman of hip-hop group the Black Eyed Peas, will play Wraith, a mutant with the power to turn himself translucent.

Lynn Collins will play as Kayla Silverfox, Wolverine’s lover and a member of Team X, a superpowered covert ops team.

Ryan Reynolds will appear as Deadpool, a wisecracking mercenary. “

Her er jeg lidt overrasket over at rygterne om at Deadpool skulle være med i filmen viste sig at holde vand, men det kan da gå hen og blive sjovt.

Del Toro vil instruere Dr. Strange-film skrevet af Gaiman?

Guillermo Del ToroI et interview med Empire, fortæller Guillermo Del Toro (Pan’s Labyrinth, Hellboy) om muligheden for en Dr. Strange-film:

 “I talked with Neil Gaiman [about writing it],” he tells us. “I said, that’s an interesting character because you can definitely make him more in the pulpy occult detective/magician mould and formula than was done in the Weird Tales, for example…the idea of a character that really dabbles in the occult in a way that’s not X-Filey, where the supernatural is taken for granted. That’s interesting…But I wouldn’t use the suit!”

Det er næsten i kategorien “for godt til at være sandt” – Gaimans version af Dr. Strange i 1602 giver mig en god fornemmelse omkring projektet, og Del Toro er et godt valg som instruktør. Men lad os nu se om han har tid ved siden af sine andre projekter som The Hobbit og At the Mountains of Madness.

Luc Besson køber filmrettighederne til Tardis Adele

AdeleVariety beretter at Luc Besson – manden bag film som Nikita, Leon og ikke mindst The Fifth Element – igennem sit firma EuropaCorp har købt rettighederne til Jacques Tardis serie om Adele Blanc-Sec.

Planen er at lave en trilogi – om Besson selv har tænkt sig at instruere, vides pt. ikke. Et forsigtigt bud vil være at første film er klar i 2009.

Tardi påbegyndte sin serie om den kyniske journalist/forfatter, som kæmper mod mørkets magter i mellemkrigstiden i 1976, og indtil videre er der kommet 8 bind, som alle er oversat til dansk.

Man kan se serien som en slags bedstefar til serier som Hellboy, der foregår i et univers, som på mange måder ligner Adeles.

Batman uden Joker?

Teaser poster til Batman med Heath Ledger som JokerDårligt nyt: Heath Ledger, der fik rollen som Jokeren i Batman: The Dark Knight, er fundet død i en lejlighed i Manhattan. Man er endnu usikker på årsagen til hans død, om end fundet af receptmedicin i lejligheden har gjort at der har været rygter fremme om selvmord. Dette har NYPD dog afkræftet. Hvad dødsårsagen så var er endnu uklart, men der er en undersøgelse i gang.

Det super-egoistiske spørgsmål er så: får det indflydelse på filmen? Svaret er “sandsynligvis ikke” – alle scener er i kassen og filmen er i post production, hvilket vil sige at de er i gang med at finpudse alle detaljerne og få al teknikken – lyd, klipning og special effects – til at fungere optimalt. Så ja, der bliver en Batman: The Dark Knight og også med Heath Ledger som Joker (så tilgiv mig overskriften på denne artikel).

Jeg får flashbacks til Brandon Lee og The Crow, om end omstændighederne omkring Ledgers død lader til at være lige knap så dramatiske som Lees død. Men alligevel: der er potentialet for en kultdannelse omkring filmen og Heath Ledger.