Den sidste synd – Sin City 7: Ind i helvede af Frank Miller

Cover til Sin City 7Med udgivelsen af syvende bind af Frank Millers hårdkogte serie Sin City, som på dansk har fået titlen Ind i helvede, har det danske tegneserieforlag G. Floy Studio sandsynligvis færdiggjort oversættelsesarbejdet af serien. Siden Miller lagde sidste hånd på den amerikanske original From Hell and Back i 2000, er der nemlig ikke udkommet mere i Sin City universet – på papir i hvert fald.

Det er nok meget godt, for bind syv er præget af en træthed og monotomi i sine virkemidler. Det virker som at Miller kender sit univers og dets mekanismer lidt for godt, og derfor formår han ikke at skyde samme entusiasme og fortælleglæde i bogen som i de tidligere (fantastiske) bind.

Ind i helvede starter meget passende som det første bind i sin tid startede, med en mand der møder og forelsker sig i en mystisk kvinde, kun for at miste hende igen, og så i resten af fortællingen uddele sin blodige hævn på de skyldige. Men i stedet for Marvs muskuløse knudemand, der blindt uddeler tæsk med gigantnæverne i sin blodrus over luksusluderen Goldies død, hedder den mandlige part her Wallace og er en følsom maler med langt sort hår. Nå ja, så er han desuden højt dekoreret Navy Seal-soldat og kan dræbe en mand på 99 forskellige måder.

Wallace redder Esther fra et selvmordsforsøg. Esther er vist skuespiller eller noget lignende, men vigtigst er selvfølgelig at hun, som de fleste kvinder i Sin City universet, kan bryste sig af ypperlige former, store læber, og – i dette tilfælde – en glat ibenholtshud. Wallace tager Esther med hjem, og de finder med det samme gnisten, og tilbringer derefter en hyggelig aften i Basin Citys natteliv.

Scene fra Sin City - ind i HelvedeI hvert fald lige indtil Wallace bliver skudt med en bedøvelsespil, og hjælpeløst må se til mens to skumle skikkelser kidnapper hans nyfundne kærlighed.

Herfra går det hånd i hånd. Wallace optrevler den organisation der står bag Esthers kidnapning, i et Millersk hævntogt gennem Sin Citys afkroge. Det viser sig at organisationen bag er et større foretagende der handler i slaver og organer, og har en mindre hær som vagtværn. Undervejs støder man blandt andet på gamle kendinge som kæmpechaufføren Manute, og den nymfomaniske lejemorder Delia, som poserer som Esthers værelseskammerat.

Det er ikke handlingen der fænger i Ind i helvede, skabelonen minder som sagt utrolig meget om første bind af Sin City. Når det så er sagt, er plottet her unødvendigt kompliceret. Hvis man ikke holder tungen lige i munden taber man hurtigt tråden. Kausaliteten i bogen er ikke så stram og velkomponeret som den ellers plejer at være i Sin City-bøgerne, og samtidig er den med sine 300 sider den længste og dyreste i serien. En god opstramning villet have gjort underværker.

Det mange Sin City-fans forventer af en bog, er nok utvivlsomt mange scener med halvnøgne kvinder, og udpenslede actionscener, og her skuffer Ind i helvede bestemt ikke. Ligene hober sig op i skønne sort-hvid farver, og den ene pin-up kvinde efter den anden poserer i smagsfulde skyggerige positurer.

Der er også en sjov og original sekvens i bogen, hvor Wallace hallucinerer efter at være blevet injiceret med et stof af lejemorderen Delia. Her skruer Miller ned for kontrasten, og pludselig kommer der faktisk gråtoner i Sin City (!). Wallace bliver reddet fra situationen af sin ven Kaptajnen, som, i Wallaces hallucinationer, forvandler sig til forskellige popkulturelle ikoner, som Kaptajn Amerika, Rambo, Kong Leonidas, Dirty Harry og Hellboy – for at nævne nogle få! Det er en underholdende og afvekslende scene, det er bare synd at G. Floy Studio ikke har bragt den i farver. Sådan udkom den nemlig i USA, farvelagt af Millers ekskone Lynn Varley. I stedet må vi så nøjes med gråtonerne.

Ind i helvede følger i høj udstrækning den succesfulde Sin City-skabelon, den bærer bare præg af en vis træthed i sit udtryk, og gør derfor ikke så stort indtryk som de tidligere bind i serien. Det ændrer dog ikke ved at den sætter punktummet for Millers fantastiske neo-noir serie, som nok skal se masser af succes endnu med de kommende filmatiseringer.

Fakta om serien

Sin City – Ind i helvede.

G. Floy Studio, 300 sider i sort/hvid, kr. 248,00. ISBN 978-87-91630-52-1.

Skrevet og illustreret af: Frank Miller

Oversat af: Steffen P. Maarup

Den sidste synd – Sin City 7: Ind i helvede af Frank Miller

Med udgivelsen af syvende bind af Frank Millers hårdkogte serie Sin City, som på dansk har fået titlen Ind i helvede, har det danske tegneserieforlag G. Floy Studio sandsynligvis færdiggjort oversættelsesarbejdet af serien. Siden Miller lagde sidste hånd på den amerikanske original From Hell and Back i 2000, er der nemlig ikke udkommet mere i Sin City universet – på papir i hvert fald.

Det er nok meget godt, for bind syv er præget af en træthed og monotomi i sine virkemidler. Det virker som at Miller kender sit univers og dets mekanismer lidt for godt, og derfor formår han ikke at skyde samme entusiasme og fortælleglæde i bogen som i de tidligere (fantastiske) bind.

Ind i helvede starter meget passende som det første bind i sin tid startede, med en mand der møder og forelsker sig i en mystisk kvinde, kun for at miste hende igen, og så i resten af fortællingen uddele sin blodige hævn på de skyldige. Men i stedet for Marvs muskuløse knudemand, der blindt uddeler tæsk med gigantnæverne i sin blodrus over luksusluderen Goldies død, hedder den mandlige part her Wallace og er en følsom maler med langt sort hår. Nå ja, så er han desuden højt dekoreret Navy Seal-soldat og kan dræbe en mand på 99 forskellige måder.

Wallace redder Esther fra et selvmordsforsøg. Esther er vist skuespiller eller noget lignende, men vigtigst er selvfølgelig at hun, som de fleste kvinder i Sin City universet, kan bryste sig af ypperlige former, store læber, og – i dette tilfælde – en glat ibenholtshud. Wallace tager Esther med hjem, og de finder med det samme gnisten, og tilbringer derefter en hyggelig aften i Basin Citys natteliv.

I hvert fald lige indtil Wallace bliver skudt med en bedøvelsespil, og hjælpeløst må se til mens to skumle skikkelser kidnapper hans nyfundne kærlighed.

Herfra går det hånd i hånd. Wallace optrevler den organisation der står bag Esthers kidnapning, i et Millersk hævntogt gennem Sin Citys afkroge. Det viser sig at organisationen bag er et større foretagende der handler i slaver og organer, og har en mindre hær som vagtværn. Undervejs støder man blandt andet på gamle kendinge som kæmpechaufføren Manute, og den nymfomaniske lejemorder Delia, som poserer som Esthers værelseskammerat.

Det er ikke handlingen der fænger i Ind i helvede, skabelonen minder som sagt utrolig meget om første bind af Sin City. Når det så er sagt, er plottet her unødvendigt kompliceret. Hvis man ikke holder tungen lige i munden taber man hurtigt tråden. Kausaliteten i bogen er ikke så stram og velkomponeret som den ellers plejer at være i Sin City-bøgerne, og samtidig er den med sine 300 sider den længste og dyreste i serien. En god opstramning villet have gjort underværker.

Det mange Sin City-fans forventer af en bog, er nok utvivlsomt mange scener med halvnøgne kvinder, og udpenslede actionscener, og her skuffer Ind i helvede bestemt ikke. Ligene hober sig op i skønne sort-hvid farver, og den ene pin-up kvinde efter den anden poserer i smagsfulde skyggerige positurer.

Der er også en sjov og original sekvens i bogen, hvor Wallace hallucinerer efter at være blevet injiceret med et stof af lejemorderen Delia. Her skruer Miller ned for kontrasten, og pludselig kommer der faktisk gråtoner i Sin City (!). Wallace bliver reddet fra situationen af sin ven Kaptajnen, som, i Wallaces hallucinationer, forvandler sig til forskellige popkulturelle ikoner, som Kaptajn Amerika, Rambo, Kong Leonidas, Dirty Harry og Hellboy – for at nævne nogle få! Det er en underholdende og afvekslende scene, det er bare synd at G. Floy Studio ikke har bragt den i farver. Sådan udkom den nemlig i USA, farvelagt af Millers ekskone Lynn Varley. I stedet må vi så nøjes med gråtonerne.

Ind i helvede følger i høj udstrækning den succesfulde Sin City-skabelon, den bærer bare præg af en vis træthed i sit udtryk, og gør derfor ikke så stort indtryk som de tidligere bind i serien. Det ændrer dog ikke ved at den sætter punktummet for Millers fantastiske neo-noir serie, som nok skal se masser af succes endnu med de kommende filmatiseringer.

Sin City – Ind i helvede.

G. Floy Studio, 300 sider i sort/hvid, kr. 248,00. ISBN 978-87-91630-52-1.

Skrevet og illustreret af: Frank Miller

Oversat af: Steffen P. Maarup

Du har set Watchmen – hvad nu?

En stor fordel ved en film som Watchmen er, at den potentielt får fat i nogle mennesker, som ellers ikke læser tegneserier. Det skal heller ikke hedde sig at vi her på tegneseriesiden ikke gør noget for disse potentielle læsere, så hvis du hører til denne gruppe: velkommen til tegneseriens forunderlige verden.Vi har kaffe på kanden og en magelig stol og man må blive oppe til over sin sengetid, hvis man læser noget spændende.

Så kom indenfor, kig på hylderne, tag nogle titler ned og kig i dem. Spørg, hvis der er noget du vil vide. Jeg går ud fra at du overvejer at læse tegneserien Watchmen – gør det! Den er spændende og udfordrende – og meget, meget bedre end filmen.

Forslag derudover? Jo, naturligvis kan du få nogle forslag – her er en liste med titler, som på en eller anden måde har et slægtskab med Watchmen.

(Ikke alt er naturligvis amerikanske superhelte, og jeg håber i en senere artikel at kunne komme omkring nogle af de mere alternative titler, som er derude)

Mere af samme forfatter:

Cover til Top 10 af Alan MooreMere med superhelte: Top 10

Hvor Watchmen blandt andre ting er en dekonstruktion af superheltegenren, som fremviser den særdeles mørke underside af universet, er Top 10 på mange måder en direkte modsætning – det er nemlig i det store og hele sjov og ballade.

‘Top 10 er kort beskrevet Distrikt Hill Street, bare med superhelte. Vi følger en rookie, som bliver partner med en erfaren, men modvillig outsider-cop med sine egne hemmeligheder, vi har morgensamlingen hvor alle betjentene tildeles dagens opgaver og alle de andre karakteristiske træk fra politiserierne – at betjentene så har superkræfter og f.eks. rykker ud til en mordsag involverende nogle fordrukne nordiske guder eller en formskifter, hvis kræfter er gået amok.

Top 10 er fuld af små sjove referencer til superheltegenren, som i høj grad øger dens gen-læselighed – hvad f.eks. med et boyband ved navn The Sidekicks? Eller en tøjbutik ved navn The Phonebooth? Siderne er ofte spækket med detaljer, hvilket gør at Top 10 er god at gå på opdagelse i på flere planer.
Det er sjovt og meget veloplagt, og i øvrigt fremragende illustreret af Gene Ha og Zander Cannon. Der er også et spin-off med en af hovedpersonerne, SMAX, hvori fantasygenren står for skud – det er også meget morsomt og om muligt endnu mere spækket med detaljer end Top 10.

Omslaget til Faraos udgave af From Hell

Mere dystert: From Hell

Hvad, mere dystert end Watchmen? Er det muligt?
Ja, når ens emnevalg er en udforskning af Jack The Ripper og ikke mindst hans samtid og man vælger at illustrere værket med sort/hvide, klaustrofobiske tegninger, så må det naturligvis ende med at være et meget dystert og i nogen grad misantropisk værk der kommer ud i den anden ende.

From Hell er anmeldt andetsteds på siden, så jeg går ikke i detaljer med handling og vurdering – jeg nøjes bare med at konstatere at det ligesom [[Watchmen]] er et moderne hovedværk indenfor tegneseriemediet og en stor og kompleks læseoplevelse, som man skal unde sig selv.

Man kunne skrive en lang artikel kun om Moores værker, men der er også mange andre gode forfattere derude, så resten af denne liste er tilegnet dem.

Udgivet nogenlunde samtidigt med Watchmen (men knap så højtragende):

Batman The Dark Knight ReturnsBatman – the Dark Knight Returns af Frank Miller

Sidst vi skrev om [[Frank Miller]] her på siden var det ikke specielt positivt, men det ændrer ikke på at hans Batman: The Dark Knight Returns er et hovedværk i moderne amerikansk tegneseriekunst.

I en grafisk meget genkendelig stil fortæller Miller om den aldrende Batman, der gør comeback efter flere års inaktivitet i en nær-fremtidsverden, som på mange måder er et billede af vores egen.

Udover at være en udforskning af Batman / Bruce Wayne og de psykologiske mekanismer, der er i spil, er den også bl.a. et opgør med mediernes sentasionslyst og kynisme samt en udforskning af traditionel heroisme, selvtægt og disses modsætninger.

I samme boldgade er Millers Batman: Year Zero om Bruce Waynes første tid som Batman også meget læsværdig – elementer fra den er blevet brugt i de nyere Batman-filmatiseringer, men Year Zero er helt sin egen og et vigtigt værk i Batman-mytologien.

Mord og intriger blandt superhelte

Cover til PowersPowers af Brian Michael Bendis og Michael Avon Oeming

Ligesom Top 10 er Powers et bud på en politiserie i et superhelteunivers, men der holder ligheden også i store træk op – Powers er nemlig (om end den har sine sjove øjeblikke) noget mere seriøs end Top 10.

I serien følger vi Christian Walker og Deena Pilgrim, som opklarer sager indenfor superhelteverdenen – i første bind det chokerende mord på superheltinden Retro Girl, som viser sig at have en højst overraskende forklaring og konklusion.

Et af seriens virkeligt store scoops er forfatteren Brian Michael Bendis evne til at skrive mundret og realistisk dialog, hvilket igen i høj grad tjener til at gøre personerne mere levende og nærværende. Tegningerne er også et kapitel for sig – lige dele naive og noir – og selv om de lige kræver noget tilvænning, fungerer de perfekt når man er komme i gang med dem.

Cover til SleeperSleeper af Ed Brubaker og Sean Philips

Sleeper har alt hvad der hører til en historie om en hemmelig agent, der er placeret undercover i en storforbryders organisation.

Vi følger Holden Carver, som i sit arbejde med med at afdække en forbryderorganisation er gået undercover og efterhånden får arbejdet sig ind i inderkredsen – men den pris han må betale er høj, og hvordan skal han nogensinde komme helskindet ud igen?

Serien refererer dels til klassiske undercover-historier og dels til superheltehistorier – Holden har selv superkræfter (og hader dem), ligesom der er masser af både skurke og helte med superkræfter i universet. Det lyder måske om en underlig fusion, men Ed Brubaker får det til at virke både naturligt og fængslende – i modsætning til Watchmens noget mere ikoniske figurer, er persongalleriet i Sleeper helt nede på jorden og særdeles genkendelige. Brubaker og Philips er netop påbegyndt en ny serie, Incognito, som minder noget om Sleeper, så der er mere at komme efter hvis man kan lide stilen.

Et realistisk superhelteunivers

Cover til AliasAlias af Brian Michael Bendis og Michael Gaydos

Alias er på mange måder lidt af et sats fra forlaget Marvel – historien foregår nemlig i Marvel-universet, befolket af Spider-Man, Captain America, Daredevil, Hulk og alle de andre – men vinklen er noget mere voksen end man er vandt til.

Vi følger Jessica Jones, som trods sine superkræfter ikke tager en tætsiddende latexdragt på og bekæmper kriminalitet – hun har derimod et lille detektivbureau, hvor hun f.eks. overvåger utro ægtemænd eller finder bortløbne teenagers, der er endt i narkomiljøet. Hendes veje krydser superheltenes en gang i mellem, men oftest er hun alene med sine sager og problemer.

Det store scoop ved serien er dog hovedpersonen Jessica Jones, der nok er en af de bedste personskildringer i amerikansk mainstream nogensinde – når man har læst Alias fra ende til anden ved man hvordan hun ser ud med morgenhår, hvordan hendes stemme lyder når hun er irriteret og sågar hvordan ser ud mens hun sidder på toilettet. Hun er ikke et perfekt superhelteikon – hun ryger og drikker for meget, bander, kommer op at skændes med sine venner over ingenting og begår fejl på fejl på fejl – men det gør hende bare mere menneskelig.

Cover til Rising Stars Rising Stars af J. Michael Straczynski og forskellige tegnere

Herhjemme kender de fleste J. Michael Straczynski for hans Spider-Man eller evt. hans banebrydende Science Fiction tv-serie Babylon 5.

Hans Rising Stars er nu også et bekendtskab værd, trods en ujævnt tegnet første trediedel. Vi følger en gruppe på 113 personer (kaldet the Peterson Specials efter deres hjemby, Peterson, Illinois), der får særlige kræfter in utero da en mystisk energikugle eksploderer over deres hjemby.

Vi følger en lang række specials, som de ændrer – og ændres af – verden, og allerede i slutningen af bind 1 (af 3) er historien en helt anden end den man troede man skulle læse, da man gik i gang. Vi får store og verdensomspændende konspirationer, store armbevægelser og en lang række “det gjorde han ikke”-scener.

Straczynski trækker undervejs i mange plottråde, men i sidste ende går alting op i en højere enhed og vi får en masse overraskelser undervejs – alle handlinger har en direkte konsekvens, måske ikke lige med det samme, men i sidste ende påvirker alle handlingstrådene den store og heldivis tilfredsstillende konklusion. Rising Stars er ikke et ligeså dybt værk som Watchmen, men alligevel er der rigtigt mange paralleller imellem de to.

Watchmens diametrale modsætninger

Cover til The New Frontier af Darwyn CookeThe New Frontier af Darwyn Cooke

Allerede omtalt andetsteds på siden, men stadig et fantastisk og dybt anbefalelsesmæssigt værk.

New Frontier foregår i perioden efter Korea-krigen, som i tegneseriesammenhæng er kendt som The Silver Age. Her dukker en lang række nye helte op i et noget anderledes USA, hvor de efter en kamp mod en øjensynligt uovervindelig fjende ender med at finde deres plads blandt etablerede helte som Superman og Wonder Woman.

Serien lever i den grad op til sit navn – man fornemmer virkeligt en pionerånd, følelsen af at stå på grænsen til et helt nyt og uopdaget land, som man skal til at begive sig ind i, hvilket er et billede både på tidsånden i halvtressernes USA og mere specifikt

Cover til All-Star SupermanAll-Star Superman af Grant Morrison og Frank Quitely

Dette er endnu en titel, som tidligere er omtalt her på siden, men som klart fortjener endnu mere opmærksomhed.

Med figuren Dr. Manhattan i Watchmen stiller Alan Moore spørgsmålet “hvordan ville en gudelignende person agere i den virkelige verden”. Grant Morrisons svar er Superman.

Ikke Superman som han var engang eller som han er nu, men et slags Superman-destillat, der tager de bedste træk fra figurens 70-årige historie og koger dem sammen til en af de mest gennemarbejdede og velskrevne tegneserier i mediets historie – og oveni sprudler det af kærlighed, vild fantasi og en hel ubændig fortælleglæde.

(mens jeg husker det: denne liste er inspireret af forlaget DCs liste “After Watchmen”, som også er en række gode anbefalinger, om end den af indlysende årsager er en smule DC-centrisk)

Det var så denne liste, men som alle lister er den naturligvis ikke på nogen måde dækkende. Hvad synes du man kunne inkludere på en liste som denne? Hvilke titler ville du give den nye læser, som gerne vil i gang med tegneseriermediet, baseret på at han godt kunne lide Watchmen? Giv et bud her i kommentarerne!

Med venner som Frank Miller behøver man ikke fjender

Plakat til The SpiritOkay, Frank Miller… denne gang er det personligt! Jeg har rystet på hovedet af dig flere gange i det sidste årti, men har alligevel både lukket øjnene og set den anden vej over for blandt andet din grusomme behandling af Nattens Ridder i All Star Batman and Robin. Men nu bør der sættes en stopper for det! The Spirit er årets værste film, og det er DIN skyld!

Hvis man er gammel tegneserie-fan, så ved man, at [[Frank Miller (f. 1957)|Frank Miller]]s navn var lig med det rene guld i 80erne. Man kunne simpelthen ikke forestille sig, at han kunne lave andet end originale, grafisk interessante historier, ofte inden for neo-noir genren. [[Nattens ridder vender tilbage]] er en milepæl i tegneseriehistorien, og Batman Year One og diverse andre titler var alle med til at gøre tegneserien voksen og lødig. Personligt har denne anmelder en særlig plads i hjertet reserveret til Millers [[Daredevil]], der jo som bekendt havde historien om Elektra som en rød tråd løbende igennem herlighederne. Det var virkeligt godt skrevet og vidunderligt tegnet. Tegneserier var ikke kun for børn længere.

Millers aftryk og indflydelse kan ses på mangen en moderne tegneserie og tegneseriefilmatisering, og således var det nok helt umuligt at forestille sig 2008s helt store sejr med filmen om The Dark Knight uden Frank Millers værker som de giganter, der gerne lagde skuldre til instruktøren Christopher Nolan og resten af filmholdet. I 2008 blev altså også tegneseriefilmatiseringen voksen. Selv urimeligt underholdende og generelt set befriende fjollede film som [[Iron Man]] tog deres emne alvorligt, og det var herligt at se på.

Tilbage til stenalderen

"The Audience Screams" ville nok være mere på sin plads...
"The Audience Screams" ville nok være mere på sin plads...

Hvor ironisk er det så, at selv samme filmår i det amerikanske sluttede med Frank Millers såkaldte filmatisering af Will Eisners klassiske og banebrydende tegneserie om The Spirit? Det lykkes nemlig Miller at banke genren (hvis man kan kalde den det) helt tilbage til stenalderen, hvilket i tegneseriefilmatiseringens historie er lig med 80er filmen om Howard the Duck. Ja, det er rigtigt: Jeg har lige sammenlignet The Spirit med Howard the Duck filmen.

Men i objektivitetens navn vil det måske være retfærdigt at tale om Millers film på dens egne præmisser. Hvor umuligt det end lyder, vil jeg prøve at glemme Eisners tegneserie i et kort øjeblik og udelukkende tale om filmen som film. Hvilket dog er en rigtigt dårlig ide, da den heller ikke som sådan har ret meget at byde på. Den starter sin tåbelige historie midt i plottet, hvilket sagtens kan fungere i en god film. Det gør det ikke her. Og da Miller få minutter senere hopper en anelse tilbage i tid for at vise os, hvad der virkeligt skete… ja, så gør det desværre ikke tilskuerne ret meget klogere. Men Miller bruger uendeligt lang tid på det første set-piece, der vistnok foregår ved havnen. Det er ikke helt til at vide, da kulisserne (eller manglen på samme) ikke rigtigt afslører noget. Der er ikke nogen fornemmelse for tid og rum i åbningsscenen, eller i filmen for den sags skyld.

Efter den første slåskamp, der tydeligvis forsøger at genskabe den looney toones-agtige humor, som Eisner (hvis forlæg vi er i gang med at ignorere) brugte i sin noget mere kulørte tegneserie, bliver der snakket i en uendelighed om ikke særligt meget. Den tegnefilms-agtige slåskamp føles aldeles påtaget og det skurrer slemt imod dialogens tough guy talk, der forsøger at lyde som Raymond Chandler, men i stedet ender med at lyde som det rene ingenting. Dialogen kører i ring, scener varer alt for længe og handler om alt for lidt, og det virker som om, at alt er filmet i mere eller mindre uplanlagte one-takes. Allerede i første scene er det tydeligt, at Samuel L. Jacksons skurk, The Octopus, er uden substans og nærmest skandaløst dårligt spillet. Han ævler kontant løs om æg, og jeg har helt ærligt ikke helt forstået hvorfor.

spirit-posters3Den her anmeldelse har allerede været for lang, og vi er kun nået til første scene. Men det gør nu ikke så meget, da så godt som alle filmens (mange, mange, MANGE) problemer er tilstede i de første ti minutter: Et plot, der ikke giver mening, indholdsløst dialog uden bid, horribelt skuespil fra alle involverede, en visuel stil stjålet fra Miller selv samt en instruktør, der åbenbart ikke har den fjerneste anelse om, hvordan man skaber narrativ fremdrift i en film. Eller hvordan man instruerer actions-scener. Det er ganske forfærdeligt. Derudover er historien om The Spirits barndomskæreste, der nu er på den anden side af loven, stjålet fra Millers egen Daredevil tegneserie. Hvor fantasiløs har man lov til at være, spørger jeg bare?

Filmens store gimmick er naturligvis den visuelle stil, der på alle måder er en gentagelse af Robert Rodriguez’ filmiske oversættelse af Millers eget udtryk fra tegneserien om Sin City. Miller stjæler med andre ord også her fra sig selv og tvinger sit eget udtryk (eller mangel på samme) ned over en historie, det ikke passer til. Det er et af de bedste eksempler på, hvordan en egocentrisk instruktør kan forråde sin egen film, jeg nogensinde har set. Hvorfor Miller ikke bare kastede sig over Sin City 2 i stedet for at sparke til stakkels Will Eisner, er mig en gåde. Hvor stilen var spændende og nyskabende i Sin City, virker den her fortærsket og påtaget.

Normalt fremhæver man en films bedste skuespillerpræstationer i en anmeldelse. Det er dog ikke helt muligt i den her film, så i stedet vil jeg atter engang fremhæve Samuel L. Jackson, der spiller så dårligt, at man knapt nok kan huske dengang, man syntes han var cool. Det var vist i en Quentin Tarantino film for rigtigt længe siden. Nu er han (ligesom Miller) både en parodi på sig selv og en skygge af sit tidligere jeg. Fremhæves skal også Scarlett Johansson, der spiller som var hun med i en skoleopsætning af en dårlig krimi. Fuldstændigt uden timing og variation. Værst er dog Sopranos og 24 Timer veteranen Louis Lombardi, der spiller en række kloner, som Octopus bruger som håndlangere. Måske er det Millers manuskript og instruktions skyld, at Lombardi er så forfærdelig, men det ændrer altså ikke på, at disse kloner er det allerværste ved en allerede forfærdelig film.

Og netop disse kloner bringer os til min endelige pointe: Filmen har absolut ingenting med Eisners tegneserie at gøre. Personerne hedder det samme, Miller har forsøgt at tvinge (vanvittigt mislykket) slap-stick ned over filmen, men derudover er det svært at se, hvor Eisner gemmer sig i denne film. Udover klonerne har Miller også givet Spirit en mobiltelefon, der snakkes om internettet, og snigskytterne har lasersigte på deres rifler. Det er den mest unødvendige opdatering, jeg nogensinde har set i en film, og det er så selvbevidst gjort, at man næsten får dårlige mave af det.

Will Eisners The Spirit på vej hen til Frank Millers hus
The Spirit på vej hen til Frank Millers hus

Miller har altid været en stor fan af Will Eisner, hvis storbystegninger har inspireret så mange af hans egne tegneserier. Hensigten med filmen har sandsynligvis været at hylde Eisner ved at føre hans tegneserie op til vores nutid og gøre den relevant og tilgængelig for et mainstream publikum, men det er som sagt noget af en bjørnetjeneste, Miller her har gjort Eisner.

Burde vide bedre

Med venner som Frank Miller behøver man ikke fjender. Og jeg føler mig faktisk næsten personligt krænket af denne film. Som tegneserie-fan føler jeg mig talt ned til og hånet. Nogle af de mere positive anmeldelser, jeg har set af denne film, fremhæver filmens tegnefilmsagtige stil og hævder, at tegneserie-fans vil elske den. Men der tager de altså fejl! Filmen ser tegneserie-agtig ud på en måde, der får en til at tro, at instruktøren aldrig har læst en tegneserie i sit liv. Det er overfladisk, billigt og påtaget. Og det ville næsten være til at tilgive, hvis Frank Miller altså ikke havde skrevet og tegnet nogle af 80ernes bedste tegneserier. Han burde vide bedre!

Jeg skal dog gerne indrømme, at jeg ikke kedede mig i de 103 minutter, filmen varede. Jeg var nærmest hypnotiseret af dens rædderlighed og det tæppe-bombardement af dårlige, kunstneriske valg, der voldtog mine stakkels øjne på biograflærredet. Det er en fascinerende film, hvis man har smag for det helt forfærdelige. Men har man ikke det, så vil jeg klart anbefale, at man holder sig væk. Der var klar uenighed i den gruppe, jeg var inde at se filmen med, om den nu faktisk var så dårlig, at den var god, eller om den blot var så dårlig, at den ikke fortjener at leve. Det spørgsmål vil jeg lade stå åbent.

Men Frank Millers The Spirit er en forbrydelse imod menneskeheden. Og imod Will Eisner. Og så sandelig også imod den legende, som Frank Miller kunne have været blevet.

Hjemmeside for The Spirit-filmen

The Spirit Movie Poster

Frank MillerFrank Miller er godt i gang med sin filmatisering af Will Eisners mesterværk, The Spirit, og nu er der kommet en hjemmeside for filmen.

Foreløbigt er der ikke meget på siden – de største trækplastre er et forum og en video med Frank Miller, hvor han siger lidt om hvor godt det går med indspilningerne og hvilket unikt hold der står bag filmen. Man kan også læse en synopsis af handlingen og lidt om skuespillerne, der fylder de forskellige roller.

Jeg er stadig lidt forbeholden overfor ideen om en The Spirit-film (og især instrueret af Frank Miller i lyset af hans seneste par års produktion), men ender nok med at give mig – det skal nok blive visuelt overvældede og underholdende. Og castingen er bestemt ikke håbløs, så mine fingre forbliver krydsede.

Nye baggrunde fra serien “300”

Eftersom oversættelsen af Frank Millers geniale 300 lige er udkommet og filmatiseringen kommer sidst på måneden, har jeg opsporet nogle baggrunde med motiver fra serien og uploadet dem til galleriet.

Her er et par direkte links, hvis man ikke selv vil opspore dem i Dark Horse-galleriet:
Første billede
Andet billede
Tredie billede

Er der andre end mig der glæder sig til filmen? :dance:

Frank Miller om filmen The Spirit

Nu har Frank Miller udtalt sig omkring sin kommende filmatisering af Will Eisners The Spirit:

Comics demigod Frank Miller (Sin City, 300), currently recouperating from serious hip and leg injuries, won’t appear at Con as scheduled on Saturday to plug his upcoming project, The Spirit, which he’s writing and directing. However, the show will go on without him, and Miller (pictured) gave EW’s Steve Daly a little taste of what to expect. Take it away, Frank:
“I’ve written a first draft of the screenplay. I’m working on the second draft, and it’s shaping up really good. It’s taken a while to get over the initial jitters, but it always does.The main focus I have is to write and direct a Spirit that captures a lot of the flavor of [creator Will] Eisner… but that doesn’t feel like nostalgia at all. Spirit fans often develop a rather cloudy memory of it, and think of it as this happy-go-lucky strip.

“The character has a terrifying side to him. This is a man who’s died and come back to life. So it twists into fantasy. And of course there are tons of women in it. There have to be — it’s The Spirit. They’re all in love with him, and he’s in love with all of them. You might say he’s a bit of a slut.”

Huzzah! As for the character of The Spirit’s sidekick Ebony White — now considered an embarassing stereotype? “Ebony’s gone. Ebony was simply a bad idea. Will Eisner was a genius, but even geniuses have their bad days.”

Jeg har stadigvæk forbehold overfor The Spirit i hænderne på Miller, men er dog klar til at give filmen en chance – den kunne jo gå hen og blive godt!

Salgstal for 2006

Der er lige lagt en spændende artikel på The Beat – den viser de amerikanske topsællerter for 2006. Først listen over alle forlags salg – det bagerste tal er antal solgte enheder:

#1 NARUTO V9 101,457
#2 NARUTO V1 THE TESTS OF THE NIN 96,651
#3 NARUTO V10 95,859
#4 NARUTO V11 85,184
#5 V FOR VENDETTA 79,907
#6 NARUTO V2 79,071
#7 NARUTO V8 76,489
#8 NARUTO V4 70,366
#9 NARUTO V3 69,865
#10 NARUTO V7 68,207

Det eneste på listen der ikke er mangaen Naruto er Alan Moores V for Vendetta, hvis salgstal nok skal ses i lyset af filmatiseringen. Men ikke dårligt af en over 20 år gammel udgivelse.

Hvis man går til de “to store”, nemlig DC og Marvel, får man følgende billede – først DC:

V FOR VENDETTA 79,907
WATCHMEN 37,554
SUPERMAN BATMAN V1 18,796
MEGATOKYO V4 16,331
BATMAN THE DARK KNIGHT RETURNS 15,689
KINGDOM COME 13,749
SUPERMAN BATMAN V2 SUPERGIRL 13,109
BATMAN THE LONG HALLOWEEN 11,591
SANDMAN V1 PRELUDES & NOCTURNE 11,540
INFINITE CRISIS 11,350

På de første to pladser ligger serier af Alan Moore, på 5. pladsen ligger Frank Millers The Dark Knight Returns, ligesom Kingdom Come, Batman The Long Halloween og Sandman Preludes and Nocturnes alle er ældre udgivelser – de eneste nye (eller nyere) udgivelser på listen er således de to Superman / Batman-samlinger samt DCs store event fra sidste år, Infinite Crisis. Hvis der er så god forretning i genudgivelser, forstår jeg godt at vi ser så mange pt.!

Marvels salgstal er som følger:

HALO GRAPHIC NOVEL 32,174
HOUSE OF M 17,365
ASTONISHING X MEN V2 DANGEROUS 15,328
NEW AVENGERS V1 BREAKOUT 13,874
X-MEN PHOENIX ENDSONG 13,062
MARVEL ZOMBIES 13,037
MARVEL 1602 12,112
ASTONISHING X-MEN V1 10,730
ULTIMATE X-MEN THE ULTIMATE C 9,960
ULTIMATE SPIDER-MAN V14 9,940

Marvel fremviser generelt lavere salgstal, men til gengæld er der mange flere nye og nyere titler på listen – den ældste udgivelse er vel Marvel 1602, og den kan jo ikke just siges at være decideret gammel. Ellers er det Marvels store navne der trækker:Joss Whedon med Astonishing X-Men og Brian Michael Bendis med House of M og Ultimate Spider-Man, Neil Gaiman med 1602 og så er der naturligvis også Marvels surprise-sælger fra sidste år, nemlig Marvel Zombies.

Set i forhold til situationen for bare fem år siden er det ganske pæne salgstal, og den krise der blev talt meget om sidst i 90’erne – både økonomisk og kunstnerisk – ser ud til at være redet af, så det er jo opløftende nyt. Vi kan så også konkludere, at Manga også i USA sælger helt vildt.

Med disse tal i baghovedet, kunne det egentligt være sjovt at kigge på salgstallene for de danske forlag – nogen der ved om de er offentligt tilgængelige?

Nu kommer “The Spirit” instrueret af … Frank Miller???

Frank Miller to Helm The Spirit

Comic book artist Frank Miller will adapt and direct The Spirit, based on comic legend Will Eisner’s classic strip, for Odd Lot Entertainment and Batfilm Productions, reports Variety.

Miller made his helming debut co-directing Sin City — adapted from his graphic novel — with Robert Rodriguez.

The Spirit, which debuted in 1940, tells the story of a masked detective who is believed to be dead. Using a mausoleum as his home base, Eisner’s character fights crime in the dark shadows of Central City, using cunning and ingenious forms of punishment.

DC Comics has reprinted much of the comic series — Eisner’s best-known work — in hardcover form.

Odd Lot bought rights to The Spirit from Eisner, who passed away last year, in 2004. The producers are Del Prete, Pritzker, and Batfilm’s Michael Uslan (Batman Begins).

“I intend to be extremely faithful to the heart and soul of the material, but it won’t be nostalgic. It will be much scarier than people expect,” said Miller.

Miller said he’s putting together a treatment that consists in large part of panels from the “Spirit” strip. Shooting is expected to start in late spring.

Batfilm co-founder Benjamin Melniker is executive producing. Odd Lot’s Linda McDonough and Batfilm’s F.J. DeSanto will co-produce.

Betyder det at vi vil se The Spirit med maskinpistol, Ellen som prostitueret og Ebony som incestoffer eller er Miller i stand til at lave en film, der er tro mod Eisners univers? En sætning som “I intend to be extremely faithful to the heart and soul of the material, but it won’t be nostalgic” kan pege begge veje. Jeg holder vejret og venter på en film, som i alle tilfælde sikkert bliver visuelt imponerende …

Batman vs. … Al Qaeda???

IGN Comics rapporterer at Frank Millers næste projekt bliver en serie kaldet Holy Terror, Batman!, hvori Batman forsvarer Gotham som er under angreb af Al Qaeda.
Miller kalder selv serien for “a piece of propoganda, where Batman kicks al Qaeda’s ass“. Han henviser også til, at kostumerede helte tidligere har deltaget i bl.a. 2. verdenskrig, hvor figurer lige fra Captain America over Captain Marvel til Superman deltog i krigen på amerikanernes side (hvad han så ikke kommer ind på er, at disse serier i bedste fald er ligegyldige og lidt grinagtige i dag).

Efter All Star Batman and Robin og The Dark Knight Strikes Again har jeg en, synes jeg, begrundet tvivl om hvorvidt Miller er i stand til at skrive en overbevisende Batman i dag, og præmissen for denne nye serie synes at være så langt ude, at jeg forholder mig afventende overfor serien.