The face of Evil – Crossed af Garth Ennis

Cover til CrossedAf alle forfattere jeg kan komme i tanke om, er der ingen som jeg har et så blandet forhold til som Garth Ennis. Der er få i amerikansk mainstream, der kan skrive så præcise og rammende personskildringer som han kan og han har en evne til at give skruen på sine plots lige én tand mere, især når man ikke venter det. Omvendt så bliver han også for meget for mig – han synes at ville holde fast i en rolle som plathedens depraverede mester, nogle gange for enhver pris. Med i bagkataloget har han Preacher, som plothuller til trods har status som nyklassiker, den fabelagtige, men oversete Hitman og en forrygende version af Marvels selvtægtshelt The Punisher. Og i nyere tid har vi fået Battlefields, som er fremragende og gribende skildringer af mennesker under 2. verdenskrig. Nu har han begået en ny serie, Crossed, som ifølge forfatteren selv er “as far as I’ve ever gone”.

Seriens præmis er simpelt: en flok mennesker forsøger at overleve fra dag til dag i et USA, som er overrendt af mennesker, transformerede til The Crossed. Med en blodig, arvævsagtig korsform hen over ansigtet og et manisk udtryk i øjnene, myrder, lemlæster og voldtager The Crossed sig hen over landet, og får man deres kropsvæsker – blod, spyt, sæd – i sig, transformeres man selv til en af dem og sønderdeler med høj latter de mennesker, man øjeblikke forinden kaldte venner og familie. De er ikke udøde, som er sultne efter menneskekød – de er bare mennesker, som lader til at være overtaget af deres inderste, mørkeste side og som udforsker hvor meget ondt de kan gøre andre. Gerne på så innovative måder som muligt.

Man ved ikke hvad der har frembragt the crossed – flere teorier nævnes undervejs i serien, men ingen autoritative – men det er heller ikke vigtigt. Vigtigt er det at de, der stadigt er mennesker kæmper en særdeles ulige kamp for deres egen overlevelse. Ja, det er en zombie/survival horror-type, men alt er taget til yderste ekstrem: hvis man falder i hænderne på dem, dør man ikke “kun” – man har faktisk ikke nogensinde haft nogen mareridt, der er så slemme som det, der helt sikkert vil overgå en. Her er for eksempel en af hovedpersonernes forhistorie (klik kun, hvis du tror du kan håndtere det):

crossed_06_12crossed_06_13
crossed_06_14crossed_06_15

Hvad er det så for en serie – eller rettere: hvad er det så for en Garth Ennis, der skriver den?
Til at starte med var jeg lige ved at droppe serien – volden virkede for overdrevet og selvforherligende, og serien virkede mest af alt som en “fuck jer, nu er jeg hos et lille forlag, hvor jeg må skrive alt! ALT! Se, nu parterer de  onde et barn! Se, nu hugger de et ben af et offer og har sex med det bagefter!”. Selv om der faktisk var en del god personbeskrivelse, troværdig dialog og et rimeligt solidt setup, var volden og de ekstreme scener simpelthen for meget for mig, og jeg betragter mig egentligt ikke som sart. Jeg vil bare have mening, for ellers er det for mig chokværdi for chokværdiens skyld, og så kan det være ligemeget. Tredie nummer af serien ændrede imidlertid mit syn på den: vel var det stadig ekstremt, men tempoet var noget mere afdæmpet og vigtigere endnu: jeg tror jeg så Ennis formål med serien (hvilket jeg ikke havde kunnet før).

crossed- 003Crossed #3 indeholder en rystende, grænseoverskridende scene, men modsat seriens øvrige scener sker den off-camera – og modsat de øvrige rystende scener, er det ikke the crossed der er direkte involverede. Mere kan jeg ikke sige uden at spoile for meget, men scenen fungerede for mig som et vendepunkt i forhold til min forståelse af serien, der stadig er rystende, men nu har meget mere mening. Det betyder ikke at jeg ikke stadigt har forbehold i forhold til serien, for det har jeg.

Ennis har mange pointer med Crossed, men en meget vigtig pointe er at den største trussel menneskeheden står overfor er sig selv. I George A. Romeros klassiske zombiefilm Dawn of The Dead bliver shoppingcentret fyldt med udøde ofte fremhævet som en metafor for det ukritiske forbrugersamfund, men metaforen i Crossed er en helt anden. The Crossed er menneskets morderiske skyggeside, fravær af empati og kærlighed og et darwinistisk vrangbillede, hvor den grusomste overlever. Vore menneskelige hovedpersoner antyder lige og lige et gran af håb, men samtidig ligger implicit at enhver på ethvert tidspunkt kan blive Crossed.

Jacen Burrows tegninger skifter for mig mellem at være let kluntede og ekstremt rammende, men selve fortællingen hænger sammen, rent billedmæssigt. Burrows største force er nok evnen til at lade folk tale igennem deres ansigtsudtryk, hvilket tillader Ennis at økonomisere med ordene og lade billederne tale. At jeg oplever The Crossed som ekstremt skræmmende, er også klart Burrows fortjeneste – han dypper øjensynligt sin pen i ren malice, når han tegner dem.

Det er ofte sagt at civilisationens fernis er millimetertyndt. I Crossed udforsker Garth Ennis præcis hvor tyndt, og resultatet er hverken kønt eller behagelig læsning. Er det nødvendigt? Det vil jeg lade den endnu ufortalte slutning afgøre, for hænge på, det gør jeg nu. Muligvis mod bedre vidende…

Filmnyt: The Boys, Black Hole og Wolverine

I dag bringer mange spændende nyheder fra filmbranchen:

The Boys TPB CoverGarth Ennis og Darick Robertsons The Boys ser ud til at være på vej til Hollywood:

Moritz characterized the series as an original take on the superhero genre. “Rather than begin with a romantic idea of superheroes out to save the world, ‘The Boys’ imagines a world in which superheroes really exist, with all of the flaws that real people have,” he said. “The boys are there to make sure that people with superhuman powers don’t get out of line.”

– det kan aldrig blive lige så ekstremt som forlægget. Jeg har så heller ikke brug for at se en hamster kravle ud af en mands … bagdel … som live action.

Cover til Black HoleFilmatiseringen af Charles Burns fremragende Black Hole har fået en instruktør … nemlig David Fincher, som bl.a. instruererede Se7en og Fight Club:

Plan B and producer Kevin Messick are developing the project that’s based on Charles Burns‘ graphic novel. Burns wrote and illustrated the 12-issue series that became the graphic novel over a 10-year period.

Story kicks off when a sexually transmitted “bug” is passed from teenager to teenager.

Roger Avary and Neil Gaiman were tapped to adapt the screenplay in March 2006.

Jeg vidste ikke at Neil Gaiman var involveret i drejebogen, men det bliver det da ikke en dårligere nyhed af! Jeg tror at Fincher er den helt rigtige mand til den krybende uhygge i historien.

Endeligt er der annonceret en masse skuespillere til Wolverine-filmen:

Danny Huston “is playing Stryker, the military general who subjected Wolverine to the experiment that laced his bones with an unbreakable metal called adamantium.

Taylor Kitsch is playing Gambit, a Cajun thief whose powers include the manipulation of kinetic energy, which allows him to use card-throwing to deadly effect.

Will.i.am, frontman of hip-hop group the Black Eyed Peas, will play Wraith, a mutant with the power to turn himself translucent.

Lynn Collins will play as Kayla Silverfox, Wolverine’s lover and a member of Team X, a superpowered covert ops team.

Ryan Reynolds will appear as Deadpool, a wisecracking mercenary. “

Her er jeg lidt overrasket over at rygterne om at Deadpool skulle være med i filmen viste sig at holde vand, men det kan da gå hen og blive sjovt.

Afstraffelse på højt niveau – Punisher MAX af Garth Ennis

Punisher i regnen

Der er nogle figurer derude, som aldrig rigtigt har sagt mig noget, og blandt de øverste på listen er The Punisher eller “Strafferen” som han hed da han kom på dansk for første gang. Jeg kan simpelthen ikke se det interessante i Vietnam-veteranen Frank Castle, der “straffer” (læs: dræber) de kriminelle for at finde en eller anden form for mening i verden, efter at han selv har mistet sin familie til en flok lidt for grundige lejemordere. I al fald slet ikke som månedlig serie.

Eller rettere: jeg kunne ikke se det interessante før jeg fik en stak trade paperbacks med Garth Ennis meget roste udgave af figuren og besluttede mig for at give Punisher endnu en chance.
Det var naturligvis mest på grund af Ennis, som jeg lagde mærke til da han skrev The Demon og Hitman, men som for alvor tog fat i mig – og store dele af verden – med sin meget roste serie Preacher. Blandt Ennis varemærker er store mængder sort humor og groteske, gerne blasfemiske situationer, et helt særligt had/kærlighedsforhold til superhelte samt en forkærlighed for lemlæstelse og ultravold (en fanside for Preacher havde en optælling af “Grievous Head Wounds” i serien, og det blev ikke til småting… ).

På mange måder er Ennis en provokatør; den dreng der siger “tis-lort” til læreren fordi det giver en sjov reaktion – heldigvis er der også en mere seriøs side af ham, og det endda en, der er dybt interesseret i manden på gaden og hans liv og færden.

En omtumlet tilværelse

Punisher som overnaturlig lejemorderPunisher har levet en lidt omskiftelig tilværelse – efter en lidt sløv start som bifigur i Spider-Man og andre blade fra starten af 1970’erne levede han sidst i 80’erne og starten af 90’erne højt på bølgen af mere barske helte. I figurens storhedstid var der tre månedlige blade med ham, inklusive et blad som gennemgik hans arsenal i minutiøse, tekniske detaljer, så enhver Gun nut kunne svælge i oplysninger om hvilken gøb der skulle bruges i hvilken situation.

Dernæst gik det for alvor ned af bakke for figuren – salgstallene var generelt dalende sidst i 90’erne, og Punisher var bestemt ikke en undtagelse. I et desperat forsøg på at forny figuren, endte han som overnaturlig agent for de højere magter og dræbte dæmoner med sine engle-opladte skydere. Nej, jeg laver ikke sjov, og det er lige så dårligt som det lyder.

Punisher fra Marvel Knights-serienEnnis har tidligere skrevet Punisher – på dansk er senest kommet “Velkommen tilbage, Frank” fra G. Floy Studios, hvor han tager flere skridt i retning mod at bringe figuren tilbage til sine rødder. Jeg har læst Ennis første version af Punisher, og selv om det er godt skrevet og læseværdigt, passer hans sorte, men også til tider ret infantile humor ikke rigtigt til figuren. Serien blev da ofte til talerør for Garth Ennis, der pegede fingre af superheltene i Marveluniverset – Punisher bruger f.eks. Spider-Man som skjold mod skurken The Russian og skyder de ædlere dele af Wolverine (“They’ll grow back” ) .

Serien kom på forlagsserien Marvel Knights, som specialiserede sig i de mere dystre helte i Marvels univers, men som på den anden side har visse rammer man skal holde sig indenfor i forhold til målgruppen.

Punisher MAX

Ennis tog så figuren med sig til forlagsserien MAX, hvor den eneste begrænsning mig bekendt er eksplicit sex – der er ikke noget problem med bandeord, eksplicit vold eller hvad forfatteren nu ellers kan finde på – med andre ord er seriernes indhold bestemt ikke for børn.

Scene fra Punisher MAX #19Turen til MAX og de nye muligheder lader til at have inspireret Ennis, for han begynder mere eller mindre forfra med serien – væk er alle tegn på superhelte, væk er de småinfantile jokes og i stedet koncentrerer han sig om det, som gør at han er i absolut topklasse: han skriver om mennesker, så man tror på dem og deres motiver. Punisher MAX er uden vaklen i sin skildring af samfundets underside og de mennesker der bevæger sig der, og især i sin skildring af Frank Castle og hans personlige – og kompromisløse – korstog mod kriminaliteten, hvor han end måtte finde den. Ennis har valgt ikke at opdatere figurens oprindelseshistorie, så Punisher er stadig Vietnam-veteran, hvilket gør ham til en mand i 60’erne med alle de ar og rynker der følger.

Med turen til MAX, har Ennis også flyttet Punisher ud af Marvel-universet som sådan (den eneste anden figur fra Marveluniverset, som medvirker i serien er en kort gæsteoptræden af Nick Fury i historien “Mother Russia” ) , og det er et rigtig fornuftigt valg – mutanter, vibranium, ustabile molekyler og Agamottos Øje passer dårligt sammen med virkelighedstro menneskesmulere, kokainsmuglere og det at meje en flok gangstere ned med en M60.

En ting der er blevet tilbage – og måske endda er forstærket – er den grafiske vold, men frataget sin overdrevne komiske element, så den tjener til at understrege både persontegningen, spændingen og frem for alt det kyniske og nådesløse univers som serien foregår i.

Der er vekslende tegnere på de enkelte samlinger, men der er en rød tråd igennem deres skildring af figuren – Frank Castle er en stor, firkantet mand, om hvem man med rette kan bruge den klassiske vending: “arret på krop og sjæl”. Miljøerne skifter – selv om han mest huserer i New York er der afstikkere til både Florida, Rusland og Afghanistan, og skildringen af dem er altid helt i top.

Effektfuld katarsis

Punisher som figur går groft forsimplet ud på at “Frank nakker de dumme svin” og Ennis udgave er som antydet ikke anderledes. Hvad er det så, der gør at den – for mig i al fald – er i særklasse?

Der er flere elementer i det – ofte får han Punishers metoder til at føles berettigede: når man f.eks. igennem fem numre har læst – og set – hvad ofrene for kvindehandel bliver udsat for (TPB: The Slavers), hepper man uværgligt når lederen af umenneskelighederne får sin bekomst. Vel er det følelsesmanipulation fra Ennis side, men det er også medrivende, effektivt og kartasisk som ind i helvede.

Noget jeg finder tiltalende ved denne udgave af Punisher er at Ennis ikke fremstiller ham som en helt – godt nok bekæmper han “det onde”, men samtidig er Castle skræmmende i al sin kompromisløshed. Det er et fantastisk kunstgreb fra Ennis side: at tegne Punisher som en overbevisende figur, ikke nødvendigvis en helt og bestemt ikke et sympatisk menneske. På en måde kan han ses som en videreførsel af Clint Eastwoods klassiske hævnerfigur fra de gamle westerns, bortset fra at Punisher fortsætter sin hævntogt længe efter at han har fået hævn over dem, der dræbte hans familie. Han er endt som et tomt hylster – ikke ulig et affyret patronhylster – der efterhånden som serien skrider frem i nogen grad mister den voldsomme hævntørst, der driver ham (se f.eks. starten på “Man of Stone” ) , men som fortsætter sin mission ikke desto mindre.

Fakta om serien

Punisher MAX vol 1-8
Bedømmelse (samlet): anbefales varmt, dog med forbehold for stærke scener

Forfatter: Garth Ennis
Tegnere: Lewis LaRosa, Leandro Fernandez, Dougie Braithwaite, Goran Parlov, Lan Medina
Udgiver: Marvel (forlagsserien MAX)

Samlinger:

PUNISHER MAX VOL. 1: IN THE BEGINNING TPB (tegner: Lewis LaRosa, ISBN: 0785113916)
PUNISHER MAX VOL. 2: KITCHEN IRISH (tegner: Leandro Fernandez, ISBN: 0785115390)
PUNISHER MAX VOL. 3: MOTHER RUSSIA (tegner: Dougie Braithwaite, ISBN: 0785116036)
PUNISHER MAX VOL. 4: UP IS DOWN AND BLACK IS WHITE (tegner: Leandro Fernandez, ISBN: 0785117318)
PUNISHER MAX VOL. 5: THE SLAVERS (tegner: Leandro Fernandez, ISBN: 0785120238)
PUNISHER MAX VOL. 6: BARRACUDA (tegner: Goran Parlov, ISBN: 0785120238)
PUNISHER MAX VOL. 7: MAN OF STONE (tegner: Goran Parlov, ISBN: 078512165X)
PUNISHER MAX VOL. 8: WIDOWMAKER (tegner: Lan Medina, ISBN: 0785124543)

Vol. 9, “Long Cold Dark” og Vol. 10, “Valley Forge”, forventes færdiggjort i løbet af 2008. Herefter forlader Ennis serien.

Garth Ennis genopliver Dan Dare for Virgin

Dan DareDan Dare: Pilot of the Future er en stor del af briternes tegneseriehistorie, idet han nok er den længstlevende helt af britisk oprindelse, og i al fald en af de mest kendte.

Nu har Richard Branson opkøbt rettighederne, hvilket vil sige at Virgin Comics står for at udgive en Dan Dare-tegneserie, og den bliver skrevet af ingen ringere end Garth Ennis:

“Dan Dare is the quintessential British hero,” siger Ennis til Variety. “He’s our Captain America, our Superman, our Batman; he’s all of them rolled into one.”

Der findes allerede en beskrivelse af #1 på Diamond Comics:

DAN DARE #1
Written by: Garth Ennis
Art by: Gary Erskine
Cover by: Bryan Talbot; Variant Cover by: Greg Horn
Dan Dare was once a hero. He brokered peace with alien races, pushed the frontiers of space, and saved the planet from total annihilation… repeatedly. But now, his Space Fleet has disbanded, the United Nations has crumbled, his friends scattered to the solar winds. Britain is once again the world power, but Dare, disillusioned and disappointed in his once-precious home country, has quietly retired. But there’s trouble mustering in Deep Space. The H.M.S. Achilles is picking up strange signals when, suddenly, an enormous fleet of hostile ships ambushes the destroyer. As the crew struggles to stay alive, they realize with horror that the hostiles have brought a weapon of unimaginable power. Dan Dare, pilot of the future, has been called out of retirement!

Tegnet af Gary Erskine – nice!

Virgin er et forholdsvist nyt forlag, men på det seneste har de virkeligt spillet ud med nogle interessante projekter – tegneserier af John Woo, Terry Gilliam eller Nicholas Cage, anyone? – og det her bør da også få flere øjne til at vende sig mod forlagets udgivelser.

Et lille men fra min side er, at Ennis måske ikke er et oplagt valg til figuren – blod-og-indvolde-jokes og “alle mennesker er fundamentalt nogle r*vhuller”-livssyn passer måske ikke specielt godt sammen med Dan Dares univers. På den anden side viste Ennis jo netop med sin fremragende Battler Briton-miniserie at han kan lave en opdatering af en gammel serie, som er tro mod forlægget, så jeg skruer op for håb-o-meteret og krydser fingre…

Ghost Rider Vejen til Helvede

Ghost Rider Titel: Ghost Rider: The Road to Damnation 1-6

Forfatter: Garth Ennis

Tegner: Clayton Crain

Udgiver: Marvel Comics, på dansk G.Floy Studio

Bedømmelse (samlet): en helvedes varm anbefaling

Ghost Rider på dansk igen efter så mange år, det kan da kun blive godt.
Ghost Rider er i helvede, og det er et helvede, som kun kan beskrives med et ord et helvede. Han får så meget uforventet mulighed for at komme ud fra helvede, fra en engel med navnet Malachi. Han tager selvfølgelig imod tilbuddet, men der er en lille hage ved det, og det er at han skal gøre det af med en dæmon ved navn Kazann, før både en engel og en dæmon gør det.
Kazann bliver så tilkaldet på jorden af den yderst rige ejer af Gustav Petroleum, som er endt i en kørestol på grund af en trafikulykke, som han selv er skyld i. Ved at tilkalde Kazann håber han på at Kazann vil kunne få ham til at gå igen.
Imens krydser Ghost Rider så vejen med Hoss, dæmonen som er udsendt fra helvede til at tage Kazann tilbage hvor han kommer fra. Så kæmper de lidt mod hinanden, men bliver enige om at de må arbejde sammen, for at kunne komme før Ruth, der er englen, og ikke den blide slags.
Grunden til at Ghost Rider skal gøre det af med Kazann før dæmonen og englen, er at hvis englen eller dæmonen får udført deres arbejde, finder de ud af at Malachi har noget med det hele at gøre. Og så er han færdig, og bliver nok kylet ned i helvede, så derfor skal Ghost Rider slette alle spor for ham. Gustav har samlet en lille hær på 500 mand til at standse dem der er ude efter Kazann. Imens graver Gustav et kæmpe hul i jorden lige ned til helvede. Hæren er jo ikke noget problem for en dæmon, en engel og Ghost Rider, så de bliver hurtigt mejet ned.
De får så boret et hul ned til helvede, og så ser det mildest talt ikke godt ud for Ghost Rider, da der begynder at sværme dæmoner ud fra helvede op til jorden. Ghost Rider tager så kampen op med Kazann, og smadrer hans værtskrop, men da Kazann jo er en kropsløs dæmon, er det ikke helt nok bare at udslette hans værtskrop. Gustavs assistent Miss Catmint, er ikke ligeså hensynsløs som sin chef, så derfor vil hun have Gustav til at bortmane dæmonerne, ellers smider hun ham ned i helvede. Det gør han selvfølgelig, så sammen med dæmonerne ryger Kazann også ned til helvede igen. Gustav slipper dog ikke for at blive forbandet i alle evigheder til helvede, da Ruth dukker op.
På de sidste par sider, sker der dog nogle ting som vækker op og ned på det hele, men det må blive en hemmelighed indtil man selv læser det.

gr1.jpggr2.jpggr-3.jpggr4.jpggr5.jpggr6.jpg

Forfatteren Garth Ennis har jeg ikke selv læst noget af før, men efter Ghost Rider er jeg 100 % klar til at læse mere fra ham. Han formår virkelig at give en spænding lige til slut, og når man så regner med at spændingen er ved at give lidt efter i slutningen, ender han det hele med et brag, som virkelig overrasker.
Tegneren Clayton Crain, har jeg dog set lidt af efterhånden, blandt andet i Spider-man. Hans stil er meget realistisk, jeg har ikke set noget lignende, men det er ikke sådan at den er kedelig, den stadig utrolig flot, og på same tid meget fængslende. Han tegner simpelthen de flotteste flammer jeg nogensinde har set, i rød, blå og hvidt. Kort sagt fremragende.

The Boys – Garth Ennis på slap line

The Boys

Efter at have læst Garth Ennis’ ”Preacher” og ”Punisher”, begge blevet til under samarbejde med tegneren Steve Dillon, gik jeg her og troede at grænsen for sorte og politisk ukorrekte historier var nået. Men jeg tog fejl. Ennis (denne gang sammen med Darick Robertson) formår i sin nye serie ”The Boys”, at dreje skruen en tand mere.

En gut ved navn Billy Butcher er ved at samle sit gamle black-ops team af sindsyge voldspsykopater, der fungere som CIA’s forlængede arm og særlig indsatsstyrke overfor de mere og mere magtfulde superhelte-teams. The Butcher mangler folk og han indrullerer en stakkels skotsk fyr ved navn Wee Hughie (tegnet efter skuespilleren Simon John Pegg – hovedrolle i ”Shaun of the dead”, hvis det siger dig noget) i sit team. Wee mister sin elskede på særlig grotesk vis, da ”speedsteren” A-train fra de magfulde helte ”The Seven” har et showdown med en skurk, og derfor er Wee skræddersyet til Butchers team. Det er nemlig ikke bare et team som reagerer når heltene er blevet for stærke, men et hadsk personligt vendetta for Billy Butcher og hans kumpaner, der alle har et horn i siden på ”the good guys” og især ”The Seven”. Vi følger således Wees oplevelser med hans nye ”venner”, og en ny mørk verden, han er fuldstændigt uforstående overfor (der er et hav af scener, hvor Wee ser det ene groteske optrin efter det andet i en blanding af skræk og dyb undren) og længe prøver at slippe væk fra, for tilsidst at falde til.

Og hvad så med heltene. Ja rigtige helte er der ikke mange af i denne serie, (på nær én, men hun tager i den grad også skraldet) for de såkaldte ”superhelte” er en flok arrogante, selvpromoverende, overfladiske, sexhungrene, pengefixerede og sexistiske sataner. Sjovt nok minder de i deres kræfter meget om de gamle klassiske Justice League helte, hvilket jo gør serien særligt provokerende overfor en old timer som mig og mit små-sentimentale forhold til de The Flash,Martian Manhunter og selvfølgelig Superman himself. Der eksperimenteres med alt hvad menneskets sorte sjæl har fundet på af dårligdomme og groteske absurditeter og det er ”heltene” der står for de mest utrolige, ubehagelige udskejelser.

Historien er simpelthen er fyldt med røvhuller og der er meget få figurer der har noget positivt og varmt at byde på, hvilket jeg synes er et af seriens problemer, men der er undtagelser og der hvor serien er bedst, er i de scener hvor venskaberne opstår på trods af alt det syge lort Wee, Billy Butcher og heltinden Starlight, befinder sig midt i. Et andet mindre problem er tegneren Darick Robertson, som er meget svingene i sin fremstilling, fra det sublime til det meget ordinære, hvilket indimellem er forstyrrende for historien.

Udover venskabs-temaet er ”The Boys” på flere måder en historie om magt. Hvordan man får den, holder fast i den og hvad man bruger den til og den kyniske pointe må vel være, at den ikke skal være til anden gavn end dig selv. Moralsk fordærvelse følger dem der har den og det gælder på alle niveauer i denne historie, selvom der selvfølgelig er nogle absolutte topscorer.

På en knivsæg balancerer historiens kulsorte parodier, mellem at falde i ved den indimellem overdreven brug af platte, provokerende, sexfikserede splatterscener – og holde sig oppe ved hjælp af den skarpe, rappe og slangprægede dialog som Ennis er så dygtig til. Jeg synes det kammer over indimellem. Det er som om der bliver fyldt for meget på af klamme ting disse ”helte” og ”skurke” foretager sig og jeg kan ikke helt forstå hvorfor, men en ting er sikkert, jeg morede mig det meste af tiden og jeg skal helt klart følge videre med i Wee og Billy Butchers oplevelser.
The Boys

Hellblazer: Rare cuts

hellblazerrarecuts.jpgEgentlig var jeg kommet ind i den lokale Faraos Cigarer for at få fat på efterfølgeren til den Hellblazer trade paperback jeg allerede havde stående på hylden, men jeg endte med at gå derfra med Lady Constantine som jeg for nyligt anmeldte og så denne samling af forskellige tidlige historier med John Constantine.

Tilbage i 1988 da jeg først opdagede Hellblazer købte jeg en første opsamling “Original sins” og tænkte med det samme at her var en serie der var som skabt til at blive udgivet i en hel række trade paperbacks, derfor var jeg også sikker på at der måtte eksistere et helt bagkatalog af trades som jeg burde have købt forlængst.

Derfor blev jeg en anelse overrasket da det viste sig at næste bind i serien var “Dangerous habits”. Selv om jeg ikke har fulgt Constantine så tæt som jeg nok burde kunne jeg ret hurtigt regne ud at den historie lå omkring nummer 50 i serien. Efter en forespørgsel hos folkene bag disken måtte jeg dog konstatere at den var god nok “Original sins” samler numrene 1-9 og “Dangerous habits” samler 41-46 – de mellemliggende numre findes ikke i trade paperback.

Det vil sige, indtil udgivelsen af “Rare cuts”, hvor man så i stedet for at fortsætte kontinuiteten har valgt at optrykke udvalgte historier. En meget mærkelig beslutning fra de ellers så seriøse Vertigo, men ifølge folkene hos Faraos cigarer skulle der være håb forude, de manglende tidlige numre skulle være på vej i trade paperback også, men indtil da må vi nøjes med “Rare cuts”.

Nøjes er måske et lidt hårdt udtryk, for indholdet i “Rare cuts” er slet ikke så ringe endda. Der lægges ud med “Newcastle: A taste of things to come” som er en af de meget vigtige historier i den tidlige del af Hellblazer sagaen. Indtil da har serien hele tiden haft henvisninger til disse begivenheder i Newcastle hvor en ung og overmodig John Constantine for første gang overvurderer sine evner, med fatale konsekvenser for hans med-okkultister.

De to efterfølgende historier “Early warning” og “How I learned to love the bomb” af Grant Morrison, udkom som nummer 25 og 26 og er ligesom Egmonts nylige udgivelse af Green Lantern/Green Arrow et billede på en tid som kan være svær at sætte sig ind i hvis man ikke selv har oplevet den. Atomkrigs-frygten i den kolde krigs sidste krampetrækninger og England under Thatcherismen kan virke lidt fjern set med vore dages øjne, men det grundlæggende gys i historien om det lille bysamfund Thursdykes undergang har en klar undertone af Lovecraft over sig.

“Dead boys heart” er ligesom den første historie et flashback, men denne gang helt tilbage til John Constantines barndom. For første gang får vi et lille indblik i hvordan den helt unge Constantine danner sine første tanker om magi, mens han stadigt lever i grænselandet mellem barndommens fantasi og virkelighedens mere dystre realiteter.

Med “This is the diary of Danny Drake” springer vi så frem til nummer 56 hvor Garth Ennis viser sin klasse i en fortælling der på overfladen ser ud til at dreje sig om en mand der hjemsøges af sin dagbog og i noget der ligner anfald af Tourettes syndrom tvinges til at udlevere sine inderste hemmeligheder.

I “In another part of hell” springer vi endnu engang fremad i numrene til nummer 84, men endnu en gang bagud i tid med et flashback til den unge Constantine. På vej hjem fra lufthavnen bringer et møde med den gamle ven Chas Constantine tilbage til det sted hvor han første gang stod overfor en okkult modstander der tilsyneladende var langt stærkere end han selv. Og som vi ved kan det være fatalt at undervurdere Constantine.

På grund af de mange tilbageblik på Constantines tidlige år og brugen af enkeltstående historier lykkes det faktisk for “Rare cuts” at levere en række gode historier uden at afsløre noget om den gennemgående handling i John Constantines saga. Det kræver imdlertid at man springer ekstra-materialet over, som indeholder en tidslinie for alle vigtige begivenheder i Constantines liv.

Hvis man allerede har sikret sig de øvrige Hellblazer bind i trade paperback og er begyndt at føle abstinenser, så er “Rare cuts” klart værd at tilføje til samlingen. Hvis man derimod stadigt er ny som samler vil jeg nok anbefale at man enten går videre med “Dangerous habits”.

Garth Ennis om Preacher TV-serien

NYCC snakkede Garth Ennis lidt om den kommende TV-serie baseret på hans efterhånden klassiske serie Preacher:

Garth Ennis’s first questions pertained to the “Preacher” television series for HBO. “We’ve done very, very little,” Ennis explained. “We’ve only taken a few steps on a very long trail. So far, Mark Johnson’s written a very good script, a very faithful adaptation. I read it and said a couple of things and he wrote a very good second draft as well. We’re a couple of weeks away from having a final draft or a pilot to give to the people at HBO and see what they think.

“As for casting, Mark’s idea, which I agree with, is to go with unknowns for the three leads. Beyond that… Saint of Killers, Star, Hugo Root and so on…hard to say. The real problem is when we first started kicking around the idea of a ‘Preacher’ film, all the people we wanted then are now too old. Johnny Depp is too old, frankly. The one ting I can tell you is that Arseface will be the easiest one. Anyone can do it, if anyone here wants the job…”

Det lyder foreløbigt meget godt alt sammen. Når man så lægger oveni at serien kommer til at køre på HBO og at de går efter den højeste rating de kan, kan vi måske nå til noget der er rimeligt tro mod forlægget. Jeg krydser fingre!

Ghost Rider #1-2

Ghost Rider #01Ghost Rider #02
Titel: Ghost Rider #1-2
Forfatter: Garth Ennis
Tegner: Clayton Crain
Udgiver: Marvel Comics
Bedømmelse (samlet): [rate 7.5]

Den udøde motorcykelrytter med flammende hoved har aldrig rigtigt interesseret mig, men Garth Ennis er måske den person som han ændre det – han skriver i al fald foreløbigt en spændende historie med onde dæmoner og næsten lige så slemme engle og midt i alt dette den originale Ghost Rider, Johnny Blaze. Umiddelbart lader det til at serien er god og basalt spændende, og Clayton Crains tegninger er detaljerede og utroligt flotte.

The Authority : The Magnificent Kevin (3 af 5)

The Magnificent Kevin #3Titel: The Authority : The Magnificent Kevin (3 af 5)
Forfatter: Garth Ennis
Tegner: Carlos Ezquerra
Udgiver: Wildstorm Comics
Karakter: [rate 7]

Igen et nummer som er bedre end det seneste i serien, for denne gang får Ennis gjort taberen Kevins fortid noget mere vedkommende end sidst. Humoren er stadig Ennis noget voldsomme og infantile galgenhumor, men nu virker det noget bedre en det noget forcerede #2.
Det er dog en tilsnigelse at kalde miniserien for “The Authority”, idet det eneste medlem af The Authority, som er med er Mid-Nighter, og det endda kun i et enkelt panel i et flash-back – på den anden side er det jo netop typisk Ennis, som synes at “den lille mand” er langt mere interessant end superhelten, og som gør sit bedste for at marginalisere eller endda latterliggøre superheltene i de serier han skriver.
En middel indsats for Ennis generelle standart (eller også er jeg ved at blive lidt træt af ham), men mon ikke det bliver bedre næste nummer, når flash-backet ophører og handlingen fortsætter?