Batencyklopædien

Supersleuth, arch-avenger of crime, foe of the underworld … this is the Batman! … A dark-mantled fighter who seems to dwell in night itself and whose fame as a scourge of evil has become almost legendary. (Batman #4/4, Winter 1941)

Cover til BatencyclopædienSom det vil være de fleste bekendt, har Batman i år rundet syv begivenhedsrige decennier: Fra Bill Fingers “The Case of the Chemical Syndicate” til Grant Morrisons Batman: R. I. P. og Final Crisis; fra Bob Kanes kantede efterligning af Chester Goulds stil til Tony S. Daniels super glatte streg; fra utallige revisioner, udvidelser, alternative virkeligheder og parallelle verdener til det multidimensionale DC-univers’ kollaps og videre til 52 – hvem pokker kan holde styr på alt dette?

Svaret er Robert Greenberger, forhenværende DC-redaktør, medforfatter til DC Comics Encyclopedia og egenhændig ophavsmand til The Essential Batman Encyclopedia. Egenhændig er måske så meget sagt, bl.a. bygger Greenberger på Michael Fleishers og Janet Lincolns The Encyclopedia of Comic Books Heroes Vol. 1: Batman (1976), der længe har trængt til at blive ført à jour.

En god encyklopædi er for mig først og fremmest en fælde. Jeg søger måske efter faktuelle oplysninger inden for et specifikt emne, men før jeg ved af det, er jeg via krydsreferencernes snørklede irgange kommet fra (lad os sige) kynikeren Diogenes til sommerfuglen Argynnis.

Selv med afgrænsede encyklopædier er der mange muligheder for at blive fanget og ende med meget mere information end den ønskede. Et tilfældigt opslag i The Essential Batman Encyclopedia kan således føre fra Poison Ivy til Floronic Man (hvem?) til Swamp Thing til Lex Luthor til Braniac, etc., etc., idet alle veje naturligvis fører til Rom, i.e. Batman.

Cover til Batman #1 Cover til Batman #251 Cover til Batman #688

Robert Greenbergers vidtspændende og gennemillustrerede Batencyklopædi opfylder altså mit første kriterium. En effektiv fælde ville den dog ikke være, hvis den ikke også var konsistent, gennemarbejdet, overskuelig, velskrevet og fuld af detaljer om stort og småt i perioden maj 1939 til september 2007 – hvilket den er. Lad os tage et kig på en af de kortere artikler, Doctor Dreemo (krydsreferencer angives ved versaler):

DARBY DEEMS was a stage performer, a self-professed expert on dreams. As Doctor Deemo, he used his stage notority to become host of radio’s The Nightmare Hour. Rather than use his expertise to help people understand their dreams, however, he was actually delving deep to better understand his guest’s subconscious fears. Deems then schemed to exploit them at a later date, as he did when he blackmailed one guest who had committed murder. Batman and ROBIN tracked and apprehended Doctor Dreemo and his men, ending the threat. (World’s Finest Comics #17, Spring 1945)

Hvem får ikke lyst til at læse lige præcis det nummer? Som ved så mange andre encyklopædier af denne art har man dog på fornemmelsen, at referaterne kan være mere interessante end historierne, men det er så absolut ingen anke – i mange tilfælde vil historierne jo desuden være uopdrivelige.

Et udvalg af Batmans skurkeI lighed med Fleisher & Lincoln koncentrerer Greenberger sig “kun” om de karakterer, der har optrådt mindst to gange i en af de mange kernetitler (og for Greenbergers vedkommende tillige miniserier og Batman-relaterede titler som Catwoman, Robin, Justice League of America og Birds of Prey), men det forhindrer altså ikke for eksempel Doctor Dreemo i at få en artikel i begge encyklopædier.

Den største forskel ligger i detaljerne. I kerneartikler følger Fleisher & Lincoln personerne kronologisk efter de enkelte titlers udgivelsesår, og deres referater er spækkede med (ofte lange) citater, mens Greenbergers tekstuelle referencer er mere arbitrære, citatløse og kortere. Til sammenligning spænder Alfred Pennyworth over næsten ni sider i den gamle encyklopædi, i den nye sølle to sider. En anden forskel er at Greenberger desværre ikke medtager historiske personer, så hvis man vil vide hvor, og hvornår Jules Verne assisterede Batman, må man ty til Fleisher & Lincoln, hvis optegnelser stopper sidst i tresserne (svaret er Batman #98/1, March 1958).

Greenbergers The Essential Batman Encyclopedia overflødiggør altså ikke sin forgænger, men supplerer den, og – måske vigtigst af alt – fører den stadigt voksende historie om Batmans eventyr op til dato. Bogen er med sine 388 sider for stor til dit utility belt (se under U), men uundværlig hvis du ønsker at genopfriske Bathulens interiør, bekendtskabet med Jokeren, Two-Face og Hugo Strange, besøge fremmede planeter eller blot tilbringe et par timer med at tilegne dig en viden, som med garanti ikke er efterspurgt på arbejdsmarkedet.

Fakta om værket

Robert Greenberger: The Essential Batman Encyclopedia. DC Comics/Del Rey Books 2008. Paperback, 388 sider, rigt illustreret i s/h og farve.

Tegneseriesidens twitter-opdateringer – kæmpe opsamling

Cav Bøgelunds tegning af Batman

Det har været nogen tid siden vi har lavet en opsamling på vores aktivitet på Twitter, så denne gang er det en kæmpe liste. Næste gang skal vi nok byde på noget mere overskueligt…

Du har set Watchmen – hvad nu?

En stor fordel ved en film som Watchmen er, at den potentielt får fat i nogle mennesker, som ellers ikke læser tegneserier. Det skal heller ikke hedde sig at vi her på tegneseriesiden ikke gør noget for disse potentielle læsere, så hvis du hører til denne gruppe: velkommen til tegneseriens forunderlige verden.Vi har kaffe på kanden og en magelig stol og man må blive oppe til over sin sengetid, hvis man læser noget spændende.

Så kom indenfor, kig på hylderne, tag nogle titler ned og kig i dem. Spørg, hvis der er noget du vil vide. Jeg går ud fra at du overvejer at læse tegneserien Watchmen – gør det! Den er spændende og udfordrende – og meget, meget bedre end filmen.

Forslag derudover? Jo, naturligvis kan du få nogle forslag – her er en liste med titler, som på en eller anden måde har et slægtskab med Watchmen.

(Ikke alt er naturligvis amerikanske superhelte, og jeg håber i en senere artikel at kunne komme omkring nogle af de mere alternative titler, som er derude)

Mere af samme forfatter:

Cover til Top 10 af Alan MooreMere med superhelte: Top 10

Hvor Watchmen blandt andre ting er en dekonstruktion af superheltegenren, som fremviser den særdeles mørke underside af universet, er Top 10 på mange måder en direkte modsætning – det er nemlig i det store og hele sjov og ballade.

‘Top 10 er kort beskrevet Distrikt Hill Street, bare med superhelte. Vi følger en rookie, som bliver partner med en erfaren, men modvillig outsider-cop med sine egne hemmeligheder, vi har morgensamlingen hvor alle betjentene tildeles dagens opgaver og alle de andre karakteristiske træk fra politiserierne – at betjentene så har superkræfter og f.eks. rykker ud til en mordsag involverende nogle fordrukne nordiske guder eller en formskifter, hvis kræfter er gået amok.

Top 10 er fuld af små sjove referencer til superheltegenren, som i høj grad øger dens gen-læselighed – hvad f.eks. med et boyband ved navn The Sidekicks? Eller en tøjbutik ved navn The Phonebooth? Siderne er ofte spækket med detaljer, hvilket gør at Top 10 er god at gå på opdagelse i på flere planer.
Det er sjovt og meget veloplagt, og i øvrigt fremragende illustreret af Gene Ha og Zander Cannon. Der er også et spin-off med en af hovedpersonerne, SMAX, hvori fantasygenren står for skud – det er også meget morsomt og om muligt endnu mere spækket med detaljer end Top 10.

Omslaget til Faraos udgave af From Hell

Mere dystert: From Hell

Hvad, mere dystert end Watchmen? Er det muligt?
Ja, når ens emnevalg er en udforskning af Jack The Ripper og ikke mindst hans samtid og man vælger at illustrere værket med sort/hvide, klaustrofobiske tegninger, så må det naturligvis ende med at være et meget dystert og i nogen grad misantropisk værk der kommer ud i den anden ende.

From Hell er anmeldt andetsteds på siden, så jeg går ikke i detaljer med handling og vurdering – jeg nøjes bare med at konstatere at det ligesom [[Watchmen]] er et moderne hovedværk indenfor tegneseriemediet og en stor og kompleks læseoplevelse, som man skal unde sig selv.

Man kunne skrive en lang artikel kun om Moores værker, men der er også mange andre gode forfattere derude, så resten af denne liste er tilegnet dem.

Udgivet nogenlunde samtidigt med Watchmen (men knap så højtragende):

Batman The Dark Knight ReturnsBatman – the Dark Knight Returns af Frank Miller

Sidst vi skrev om [[Frank Miller]] her på siden var det ikke specielt positivt, men det ændrer ikke på at hans Batman: The Dark Knight Returns er et hovedværk i moderne amerikansk tegneseriekunst.

I en grafisk meget genkendelig stil fortæller Miller om den aldrende Batman, der gør comeback efter flere års inaktivitet i en nær-fremtidsverden, som på mange måder er et billede af vores egen.

Udover at være en udforskning af Batman / Bruce Wayne og de psykologiske mekanismer, der er i spil, er den også bl.a. et opgør med mediernes sentasionslyst og kynisme samt en udforskning af traditionel heroisme, selvtægt og disses modsætninger.

I samme boldgade er Millers Batman: Year Zero om Bruce Waynes første tid som Batman også meget læsværdig – elementer fra den er blevet brugt i de nyere Batman-filmatiseringer, men Year Zero er helt sin egen og et vigtigt værk i Batman-mytologien.

Mord og intriger blandt superhelte

Cover til PowersPowers af Brian Michael Bendis og Michael Avon Oeming

Ligesom Top 10 er Powers et bud på en politiserie i et superhelteunivers, men der holder ligheden også i store træk op – Powers er nemlig (om end den har sine sjove øjeblikke) noget mere seriøs end Top 10.

I serien følger vi Christian Walker og Deena Pilgrim, som opklarer sager indenfor superhelteverdenen – i første bind det chokerende mord på superheltinden Retro Girl, som viser sig at have en højst overraskende forklaring og konklusion.

Et af seriens virkeligt store scoops er forfatteren Brian Michael Bendis evne til at skrive mundret og realistisk dialog, hvilket igen i høj grad tjener til at gøre personerne mere levende og nærværende. Tegningerne er også et kapitel for sig – lige dele naive og noir – og selv om de lige kræver noget tilvænning, fungerer de perfekt når man er komme i gang med dem.

Cover til SleeperSleeper af Ed Brubaker og Sean Philips

Sleeper har alt hvad der hører til en historie om en hemmelig agent, der er placeret undercover i en storforbryders organisation.

Vi følger Holden Carver, som i sit arbejde med med at afdække en forbryderorganisation er gået undercover og efterhånden får arbejdet sig ind i inderkredsen – men den pris han må betale er høj, og hvordan skal han nogensinde komme helskindet ud igen?

Serien refererer dels til klassiske undercover-historier og dels til superheltehistorier – Holden har selv superkræfter (og hader dem), ligesom der er masser af både skurke og helte med superkræfter i universet. Det lyder måske om en underlig fusion, men Ed Brubaker får det til at virke både naturligt og fængslende – i modsætning til Watchmens noget mere ikoniske figurer, er persongalleriet i Sleeper helt nede på jorden og særdeles genkendelige. Brubaker og Philips er netop påbegyndt en ny serie, Incognito, som minder noget om Sleeper, så der er mere at komme efter hvis man kan lide stilen.

Et realistisk superhelteunivers

Cover til AliasAlias af Brian Michael Bendis og Michael Gaydos

Alias er på mange måder lidt af et sats fra forlaget Marvel – historien foregår nemlig i Marvel-universet, befolket af Spider-Man, Captain America, Daredevil, Hulk og alle de andre – men vinklen er noget mere voksen end man er vandt til.

Vi følger Jessica Jones, som trods sine superkræfter ikke tager en tætsiddende latexdragt på og bekæmper kriminalitet – hun har derimod et lille detektivbureau, hvor hun f.eks. overvåger utro ægtemænd eller finder bortløbne teenagers, der er endt i narkomiljøet. Hendes veje krydser superheltenes en gang i mellem, men oftest er hun alene med sine sager og problemer.

Det store scoop ved serien er dog hovedpersonen Jessica Jones, der nok er en af de bedste personskildringer i amerikansk mainstream nogensinde – når man har læst Alias fra ende til anden ved man hvordan hun ser ud med morgenhår, hvordan hendes stemme lyder når hun er irriteret og sågar hvordan ser ud mens hun sidder på toilettet. Hun er ikke et perfekt superhelteikon – hun ryger og drikker for meget, bander, kommer op at skændes med sine venner over ingenting og begår fejl på fejl på fejl – men det gør hende bare mere menneskelig.

Cover til Rising Stars Rising Stars af J. Michael Straczynski og forskellige tegnere

Herhjemme kender de fleste J. Michael Straczynski for hans Spider-Man eller evt. hans banebrydende Science Fiction tv-serie Babylon 5.

Hans Rising Stars er nu også et bekendtskab værd, trods en ujævnt tegnet første trediedel. Vi følger en gruppe på 113 personer (kaldet the Peterson Specials efter deres hjemby, Peterson, Illinois), der får særlige kræfter in utero da en mystisk energikugle eksploderer over deres hjemby.

Vi følger en lang række specials, som de ændrer – og ændres af – verden, og allerede i slutningen af bind 1 (af 3) er historien en helt anden end den man troede man skulle læse, da man gik i gang. Vi får store og verdensomspændende konspirationer, store armbevægelser og en lang række “det gjorde han ikke”-scener.

Straczynski trækker undervejs i mange plottråde, men i sidste ende går alting op i en højere enhed og vi får en masse overraskelser undervejs – alle handlinger har en direkte konsekvens, måske ikke lige med det samme, men i sidste ende påvirker alle handlingstrådene den store og heldivis tilfredsstillende konklusion. Rising Stars er ikke et ligeså dybt værk som Watchmen, men alligevel er der rigtigt mange paralleller imellem de to.

Watchmens diametrale modsætninger

Cover til The New Frontier af Darwyn CookeThe New Frontier af Darwyn Cooke

Allerede omtalt andetsteds på siden, men stadig et fantastisk og dybt anbefalelsesmæssigt værk.

New Frontier foregår i perioden efter Korea-krigen, som i tegneseriesammenhæng er kendt som The Silver Age. Her dukker en lang række nye helte op i et noget anderledes USA, hvor de efter en kamp mod en øjensynligt uovervindelig fjende ender med at finde deres plads blandt etablerede helte som Superman og Wonder Woman.

Serien lever i den grad op til sit navn – man fornemmer virkeligt en pionerånd, følelsen af at stå på grænsen til et helt nyt og uopdaget land, som man skal til at begive sig ind i, hvilket er et billede både på tidsånden i halvtressernes USA og mere specifikt

Cover til All-Star SupermanAll-Star Superman af Grant Morrison og Frank Quitely

Dette er endnu en titel, som tidligere er omtalt her på siden, men som klart fortjener endnu mere opmærksomhed.

Med figuren Dr. Manhattan i Watchmen stiller Alan Moore spørgsmålet “hvordan ville en gudelignende person agere i den virkelige verden”. Grant Morrisons svar er Superman.

Ikke Superman som han var engang eller som han er nu, men et slags Superman-destillat, der tager de bedste træk fra figurens 70-årige historie og koger dem sammen til en af de mest gennemarbejdede og velskrevne tegneserier i mediets historie – og oveni sprudler det af kærlighed, vild fantasi og en hel ubændig fortælleglæde.

(mens jeg husker det: denne liste er inspireret af forlaget DCs liste “After Watchmen”, som også er en række gode anbefalinger, om end den af indlysende årsager er en smule DC-centrisk)

Det var så denne liste, men som alle lister er den naturligvis ikke på nogen måde dækkende. Hvad synes du man kunne inkludere på en liste som denne? Hvilke titler ville du give den nye læser, som gerne vil i gang med tegneseriermediet, baseret på at han godt kunne lide Watchmen? Giv et bud her i kommentarerne!

Tegneseriesidens twitter-opdateringer for uge 11 og 12 2009

Plakat til The Goon-filmen

I can see you! – Grant Morrisons Animal Man

animal_man_deus_ex_machina_1024x768Den amerikanske tegneserie var i opbrud sidst i 80’erne. Mainstream-serierne var i det store og hele stagnerede (undtagelserne var der, men de var få – Frank Millers nyfortolkning af Daredevil er et eksempel)., men i England blomstrede kreativiteten, bl.a. i bladet 2000AD.
Forlaget [[DC]] (udgiverne af bl.a. Superman og Batman) importerede så 2000ADs mest fremtrædende profil, [[Alan Moore]], til at relancere gyserserien Swamp Thing, hvilket han gjorde med så stor succes – både kunstnerisk og kommercielt – at DC så sig om efter nye talenter på den britiske scene. Et af disse talenter var Grant Morrison.

Før han tog turen over Atlanten, havde [[Grant Morrison]] ikke alverden at skrive på sit CV – nogle enkelte historier i Dr. Who Monthly, samt serien Zenith for 2000AD og Zoids for Marvel UK – så DC valgte mildt sagt ikke at overdrage ham arvesølvet, men tværtimod en figur som ingen rigtigt kendte – “så kan vi bare lukke bladet igen, hvis det ikke går” kan de have tænkt.

Figuren hed Animal Man, og hans særlige kraft var, at han kunne imitere et dyrs egenskaber, hvis han var tæt nok på det. Effekten fortog sig efter nogen tid, og Animal Man brugte generelt sine kræfter uden den store iderighed – superstyrke fra myren, flyveevne fra fugle, evnen til at ånde under vand fra fisk. Buddy Baker blev Animal Man, da han kom for tæt på et eksploderende rumskib og blev badet i nogle “mystiske stråler”. Yeah, right.

animal_man_vol_1Alt i alt en figur skåret over samme læst som hundredevis af andre, og endda en figur som aldrig havde haft sin egen månedlige serie før. Der skulle med andre ord noget særligt til for at få serien til at klare sig i det skiftende marked sidst i 80’erne, hvor de store forlag startede og afsluttede nye serier på måned-til-måned basis afhængigt af én ting : deres salgstal.

Startede Grant Morrison så Animal Man #1 med et actionfyldt brag? Næsten det modsatte – første gang vi møder Buddy, er han i gang med at redde en kat ned fra et træ for sin nabo – forstadsheroisme i et dovent forstadskvarter. Men han har planer: han vil genoptage sin karrierre som superhelt.

Indtræffer det actionfyldte brag så?

Ikke sådan rigtigt – hvis man læser alle Grant Morrisons 26 numre af Animal Man igennem, så er der da nogle slåskampe, jovist, men det er på ingen måde det bærende element på nogen måde – snarere tværtimod.

Verdens første pascifistiske øko-superhelt?

Når en figur kan tage kræfter fra dyr, endda tappe ind i det “morphogeniske felt” og komme i kontakt med alle dyrs essens, er der et meget logisk træk for ham, nemlig at blive vegetar – det føles nemlig lidt som kannibalisme at spise kød. Og Buddy går endnu videre – flere gange undervejs i historien bistår han dyreretsaktivister a la PETA eller miljøaktivister så som Greenpeace.

Derudover er Buddy Baker i høj grad karakteriseret igennem sin nærmest pacifistiske måde at løse problemer på – det er sjældent at han tyer til vold (næsten altid kun hvis han bliver direkte angrebet) og der er få konflikter, som han ikke forsøger at løse ved at prøve at snakke med sin modstander frem for at slå blindt om sig – “skurkene” er ofte misforståede og har hjertet på rette sted. Vi kan vel snakke om det?

Når figuren ved at han er fiktiv

Animal Man - I can see you!Animal Man markerer også – så vidt jeg ved – det første tilfælde af en helt på peyotetrip i amerikansk mainstream, da Buddy, Castaneda-style, søger efter meningen med alle de ting der er hændt ham.

I sit syretrip på en mesa i Arizona møder han først – helt efter bogen – sin dyretotem, en ræv ved navn Foxy, men det er så sandelig også kun begyndelsen.

Rundt om hjørnet venter nemlig en tidligere version af Animal Man, som er blevet [[retcon|retconned]] ud af den nuværende kontinuitet – selvsagt ikke en situation, som han er særligt begejstret for. Denne tidligere Animal Man forklarer sagens sammenhæng for Buddy:

What happens when continuity changes? What happens to all those lives? Who’s responsible?

They twist us and torture us. They kill us in billions. For what?

For entertainment.”

Buddy er naturligvis fuld af spørgsmål, ikke mindst “Who are ‘they’?”. Hans åndeguide beder ham vende sig om og opdage det, hvilket fører til scenen, der er vist i forbindelse med dette afsnit – “I can see you!” (underforstået: dig, læseren).

Den dag i dag er dette en særdeles effektiv scene, og gennem resten af serien beholder Buddy en grad af forståelse for at han er en fiktiv figur – han kan bogstaveligt talt sprænge rammerne i serien og bruger det aktivt i sin problemløsning.

Helten møder sin skaber

Der er hele historien igennem et forholdsvis stort element af metafiktion over Animal Man – det starter i #5, “The Coyote Gospel“, hvor Animal Man møder en lettere omskrevet version af Wile E. Coyote, hvor vi afsluttende ser en gigantisk hånd farvelægge tegningen og bliver stærkere i løbet af den sidste trediedel af serien (bl.a. “I can see you”-eksemplet) for endeligt at kulminere med at Buddy i #26 – det sidste nummer i serien – møder sin forfatter, Grant Morrison og taler med ham om alle de ting, der er tilstødt ham i seriens løb.

Det er en fantastisk scene – syret og sjov i mødet mellem skaberen og det skabte (“You write the Doom Patrol too?” “Yeah, but they don’t know.” )  og samtidig noget af det mest gribende jeg kender til – især da Morrison til sidst giver sig selv ordet, spiller alle sine esser lige fra hjertet og laver en af de mest perfekte og hjertegribende afslutninger på en serie ever.

Hvad der præcis sker skal jeg nok lade være med at afsløre her, men det er ikke en afslutning, som gjorde det nemt for Peter Milligan, der efterfulgte Morrison på titlen.

20 år efter

animal_man_vol_2Hvordan holder serien så, her tyve år efter? Der er sandelig en del scener som tiden ikke har været nådig ved (frisurer og tøjstil er meget 80’et) og “vær god mod dyrene”-afsnittene virker (meget ukarakteristisk for Morrison) ekstremt prædikende og frelste – jeg krummede mest tæer under grindedrabsepisoden, men der er også andre eksempler. Ikke at jeg modsiger budskabet – jeg har bare ikke brug for at få det skåret så meget ud i pap som tilfældet er.

Modsat holder serien utroligt godt som en udforskning af forholdet mellem fiktion og skaber, og de metafiktive elementer står stadigt meget stærkt, ligesom skildringen af især Buddy og hans familie er god og troværdig, og til tider særdeles gribende.

Stærkest står dog – som med så mange af Morrisons værker – ideerne; syrede, nyskabende og provokerende, og frem for alt udfordrende og vedkommende. Ligesom Grant Morrison lader Buddy Baker sprænge rammerne i serien, sprænger han selv rammerne for hvad man kan i en mainstream-serie.

Animal Man af Grant Morrison er i dag et klassisk værk (om end ikke det mesterværk som det kunne have været), og klart et studie værd – især hvis man kan se bort fra lidt tåkrummende frelsthed.

Fakta om serien

Animal Man. 240 sider i farver, 2001 (genudgivelse).
Animal Man: Origin of the Species. 224 sider i farver, 2002 (genudgivelse).
Animal Man: Deux ex Machina
. 232 sider i farver, 2003 (genudgivelse).

Forfatter: Grant Morrison
Tegnere: Chas Truog, Tom Grummett
Rentegner: Doug Hazelwood
Covers: Brian Bolland

Udgiver: DC Comics (Vertigo)

?MEN. E. SKETS. BEDST. E. VEN. R? – WE3 af Grant Morrison, Frank Quitely og Jamie Grant

I en artikel fra 1950 argumenterede den tyske etolog Konrad Lorenz for at spædbarnets karakteristika udløser en medfødt mekanisme for affektion og omsorg hos voksne mennesker: et relativt stort hoved, store øjne, runde kinder, tykke og korte ekstemiteter og kluntede bevægelser.

Lorenz påpeger, at nogle af disse babytræk deles af visse dyr, som således udløser den samme respons hos mennesker – vi finder hvalpe og killinger nuttede, fordi vi simpelthen ikke kan lade være. Heri ligger måske også, som palæontologen Stephen Jay Gould foreslår, hemmeligheden bag Disney-figurernes popularitet.

Ofte skal der ikke mere til end et par store våde øjne, før end vi er solgt. I WE3 præsenteres vi for tre nuttede kæledyr: en labrador, en kat og en kanin. Alle tre har forvildet sig væk fra deres ejere og er endt i et militært laboratorium, hvor de er blevet omskabt til fjernstyrede dræbermaskiner iklædt panser og udstyret med rudimentære taleegenskaber.

Det kan næsten ikke blive mere stødende for vores retfærdighedssans, og da de tre tekno-biologiske våben slipper løs og dræber den ene soldat efter den anden, er vi læsere helt på de tre stakkels dyrs side – de vil jo bare væk fra laboratoriet og torturen: “MMMMEN ST!NK!” som katten udtrykker det.

Historien i WE3 er lige så simpel, som den er storladen, emotionelt appellerende og tempofyldt. Mennesket er hensat til en birolle og vises ofte kun i udsnit, en mund, en torso eller et afrevet hoved. De voldelige scener er ekstremt voldelige, men oplevet gennem dyrenes anderledes sansning af rum og tid forlenes scenerne med en særegen æstetik.

De tre dyr har hver deres personlighed i overenstemmelse med deres art. Kaninen er en smule frygtsom og distræt, katten er uafhængig og interesseret i fugle, og hunden vil hjem, et abstrakt begreb som de to andre dyr har svært ved at forstå. “?HOME IS?” spørger katten, og hunden svarer: “IS RUN NO MORE.”

Ligesom Frank Quitelys dynamiske og afbalancerede tegnestil har et stænk af Moebius, kan den minimale brug af dialog i WE3 vække mindelser om Moebius’ Arzach (1974): talebobler fremkommer først efter 13 sider, der er en næsten ordløs scene på 6 sider med 36×3 rammer (CCTV-billeder) og ikke færre end 10 splash pages.

Grant Morrison og Frank Quitely har før vist, hvor godt de kompletterer hinanden (JLA: Earth 2, New X-Men), og WE3 er ingen undtagelse. Det er stor fortællekunst og med Jamie Grants digitale rentegning og farvelægning bringes WE3 så tæt på perfektion, at selv ikke nok så mange superlativer og anmelderfloskler kan yde værket retfærdighed.

Det er for øvrigt samme trio der står bag All-Star Superman (2005-08).

Fakta om serien

WE3 (2005) 104 sider. Oprindeligt udgivet som WE3 #1-3 (2004)
Forfatter: [[Grant Morrison]]
Tegner: [[Frank Quitely]]
Rentegner og farvelægger: Jamie Grant
Forlag: Vertigo

Læs også:
Konrad Lorenz: Studies in Animal and Human Behaviour, Vol. II. Methuen & Co. 1971.
Stephen Jay Gould: The Panda’s Thumb: More Reflections in Natural History. Penguin Books 1980.

Hello Spaceboy! – Marvel Boy af Grant Morrison

[[Grant Morrison]]s stil fornægter sig ikke: parallelle verdener, epifanidrevne motorer, underjordiske begrebsrum, klonede supersoldater, kritik af markedskræfterne og et strejf af fetichisme – Marvel Boy har det hele og mere til.

Kree-krigeren Noh-Varr, som er havareret på Jorden, minder ikke meget om den gamle Marvel Boy, men han er både et marvel og en teenager, Jack fra The Invisibles tilsat insekt-DNA og nanoaktive kropsvæsker, men ikke nær så irriterende.

Fuld af retfærdig harme påbegynder han et hævntogt mod hele menneskeheden, der således må bøde for et enkelt menneskes overgreb, den griske multi-trillionær Doctor Midas, som til gengæld er parat til at ofre hele planeten – datteren Oubliette inklusive – for at bade i kosmiske stråler ([[Jack Kirby]] in memoriam).

Gennem J. G. Jones’ tegninger – hans evne for komposition og energiske sekvenser, de lækre detaljer og levende persontegninger – får det actionprægede plot endnu et nøk, there’s never a dull moment.

Men Marvel Boy byder på mere end blot skæg og herlig massedestruktion, f.eks. da en rumparasit, det levende firma Hexus, bryder løs og fortærer de jordiske firmaer et efter et: “It imitates what people want. It hypnotizes them with sophisticated advertising techniques, then makes employees of them.

Jo jo, der er skam tale om en Marvel-tegneserie, vel at mærke i serien Marvel Knights, forlagets forsøg på at bryde ud af den “tegneserier-er-for-børn-myte”, som Marvel selv har perpetueret gennem årenes løb – arven fra the Comics Code. Med Morrisons og Jones’ Marvel Boy tager Marvel ikke kun endnu et skridt ud af børnehaveklassen men formår også at leve op til sit navn.

Tilbage er der kun at sige: Hvornår kommer fortsættelsen?

Fakta om serien

Marvel Boy Vol. 1 (2001) 144 sider

Forfatter: [[Grant Morrison]]
Tegner: J. G. Jones (med Ryan Kelly)
Rentegner: Sean Parsons

Forlag: [[Marvel]]

Vampirella i genoptryk

Langt sort hår, lange hjørnetænder, lange ben på høje hæle og en påklædning bestående af et stykke badedragts-lignende tekstil som kunne få tandtråd til at spørge “ser jeg fed ud?”, det er en hurtig opsummering af hvad de fleste nok har i erindringen når navnet Vampirella nævnes.

Nyt cover til Vampirella genoptryk

Men den veldrejede kvindelige vampyr har ikke bare tiltrukket massevis af mandlige fans, en lang række af branchens store navne har i tidens løb forsøgt at give deres bud på figuren, for eksempel Len Wein, Steve Engelhart, Mark Millar, Grant Morrison og Kurt Busiek.

Oprindelig var hun et rumvæsen fra planeten Drakulon, opfundet af forfatteren Forrest J. Ackerman, og hendes blodtørst skyldtes at Drakulons floder flød med blod i stedet for vand. I de nyere historier fra Harris Comics viser historien om Drakulon sig at være en illusion, men Vampirella er stadigt på menneskehedens side i kampen mod nattens yngel. I tilgift får man i hvert kvartals nummer en af de oprindelige historier.

Og hvis man er virkelig fan af serien er det selvfølgeligt de gamle Warren historier, hvor Archie Goodwin udviklede figuren sammen med Frank Frazetta, Tom Sutton og flere andre, som man bare må have stående på reolen. Et herligt forfriskende pust fra knapt så puritanske og politisk korrekte tider, hvor Vampirella sammen med den fordrukne tryllkunstner Pendragon og vampyrjægerne Conrad og Adam van Helsing kæmper mod vampyrer af alle slags, selveste Dracula kigger endda forbi.

Harris Comics har tidligere udgivet samle-udgaver under titlen “Vampirella: Crimson Chronicles”, men selv de kan være svære at få fat på, hvis man først for nyligt er begyndt at købe op – første bind som er udsolgt stod på et tidspunkt brugt på Amazon til over 1700 danske kroner.

Men nu er der håb for fans med et mere moderat budget, Harris Comic har annonceret en “Maximum TP” udgave af “Vampirella: Crimson Cronicles”. På 448 sider samles de første 37 klassiske numre til den forholdsvist rimelige pris af 18$. En oplagt kandidat til at stille på hylden sammen med Marvels Omnibus udgave af “Tomb of Dracula” i Gene Colans klassiske streg som også er at finde i denne måneds udgave af Previews.

Nyt om udgivelser med Vampirella og andre produkter, for eksempel den klassiske væg poster af Jose Gonzalez, på Vampirellas eget website.

Et år i kataklysmens efterdønninger – 52 af Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka og Mark Waid

Cover til 52 TPB #1Før Marv Wolfmans storladne Crisis on Infinite Earths fra 1985 var [[DC]]s univers et multivers med utallige [[alternative universer|parallelle verdener]] hver med sine historier, tidslinier, helte og skurke, som alle eksisterede uafhængigt af og uvidende om hinanden – lige indtil en fælles trussel bragte dem sammen i et kosmisk slag, som resulterede i én verden med én Jord og én tidslinie.

Således var der for en stund blevet luget ud og bragt orden i DC-universet. Men i Geoff Johns Infinite Crisis fra 2005 blev det afsløret, at nogle af de parallelle superhelte havde overlevet, blandt andre Alexander Luthor (Earth-Three) og Superboy (Earth-Prime), som ud fra de bedste hensigter forsøgte at genskabe multiverset på bekostning af Jorden (Earth-One).

Året efter begyndte udgivelsen af den næste store crossover, 52, som tager fat, hvor Infinite Crisis slap. Den store Krise er ovre, men farerne ikke – og denne gang er der ingen hjælp at hente fra hverken [[Superman]], [[Batman]] eller [[Wonder Woman]], som alle tre restituerer på hver deres måde.

I de tre superheltes fravær iværksætter Lex Luthor et storstillet projekt kaldet “Everyman Program”, hvor igennem almindelige mennesker kan erhverve sig superkræfter, naturligvis ikke uden skumle motiver fra Luthors side. Andetsteds arbejder Intergang på at omskabe verden efter deres kriminelle værdier. Til det formål har de samlet de mest gale og farlige videnskabsfolk (bl.a. professor Morrow og Sivana) og givet dem helt frie hænder – all expenses paid!

Og langt ude i rummet er den Stygianske Horde på vej mod Jorden …

Cover til 52 TPB vol 4Med sådanne trusler er der da én fare, som en superhelt ikke behøver at bekymre sig om, nemlig lediggang. Kan vel være at Superman, Batman og Wonder Woman er midlertidigt ude af billedet, men andre superhelte står parat til at udfylde hullet. I flæng kan nævnes John Henry Irons (Steel), Adam Strange, Animal Man, Black Adam, Nightwing, Captain Marvel, Starfire, Booster Gold, og mange, mange flere fra det mangfoldige DC-univers, inklusiv en ny inkarnation af Batwoman.

Fortællingen, der strækker sig over 52 uger (også i realtid), skifter plotfokus fra nummer til nummer, hvilket medvirker til at skabe en suspense som i Dickens’ romaner eller tv-serien Lost (uden sammenligning iøvrigt!), men ikke alle de mange plottråde udfoldes lige elegant. Især tråden om Animal Mans, Adam Stranges og Starfires tilbagevenden til Jorden og deres kamp mod de stygianske horder synes at lide under pladsmangel og resultatet bliver jævnt kedeligt. Ind imellem hører vi om Clark Kents og Bruce Waynes færden, men med hensyn til Diana virker det, som om de ellers rutinerede forfattere havde glemt hende, for vi møder hende først ganske kort hen imod slutningen.

At der har siddet fire meget forskellige forfattere ved spinderokken, bemærkes sjældent, og da kun med en genkendelsens fryd. Det samme gør sig gældende for illustrationerne, som trods mange pensler alligevel danner et fælles udtryk. I mange [[crossover|crossovers]] (for eksempel Crisis on Infinite Earths) er panelerne spækket til bristepunktet med superhelte og superskurke i en grad, så de enkelte sider bliver klaustrofobiske, men selv med sit talrige og brogede persongalleri fremtræder 52s omkring 1200 sider eksemplarisk afbalancerede.

Alt i alt er det lykkedes Johns, [[Grant Morrison|Morrison]], Rucka og [[Mark Waid|Waid]] at spinde en sammenhængende og flot superheltetegneserie, som samtidig er en rejse ind i DC-universets fantastiske verden(er).

Fakta om serien

52: Volume One (2007) 296 sider, opsamler 52 #1-13
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Ken Lashley, Shawn Moll, Todd Nauck
Rentegner: Marlo Alquiza, Draxhall, Jack Jadson, Ruy José, Tom Nguyen, Jimmy Palmiotti, Rob Stull
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Two (2007) 296 sider, opsamler 52 #14-26
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Dale Eaglesham, Phil Jimenez, Drew Johnson, Shawn Moll, Patrick Olliffe
Rentegner: Drew Geraci, Jack Jadson, Ruy José, Andy Lanning, Tom Nguyen, Rob Stull, Ray Snyder, Art Thibert
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Three (2007) 296 sider, opsamler 52 #27-39
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Chris Batista, Joe Bennett, Tom Derenick, Jamal Igle, Phil Jimenez, Drew Johnson, Dan Jurgens, Shawn Moll, Patrick Olliffe, Joe Prado, Andy Smith
Rentegner: Mariah Benes, Joe Bennett, Keith Champagne, Drew Geraci, Dan Green, Jack Jadson, Ruy José, Andy Lanning, Jay Leisten, Dave Meikis, Nelson, Rodney Ramos, Norm Rapmund, Prentis Rollins, Ray Snyder
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Four (2007) 320 sider, opsamler 52 #40-52
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Giuseppe Camuncoli, Jamal Igle, Dan Jurgens, Justiniano, Mike McKrone, Patrick Olliffe, Darick Robertson
Rentegner: Eddy Barrows, Belardino Brabo, Drew Geraci, Dan Green, Jack Jadson, Andy Lanning, Patrick Olliffe, Rodney Ramos, Darick Robertson, Lorenzo Ruggiero, Walden Wong
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

Improvisationer over et simpelt tema – JLA af Grant Morrison

The Brave and the Bold #28For en interstellar søstjerne må Jordens maritime landskab have forekommet et indflytningsklart paradis – hvis det det ikke havde været for Justice League of America, et nydannet forbund af superhelte. Året var 1960, og historien stod at læse i The Brave and the Bold #28 fra marts samme år.

En ny succes fra DC Comics var undfanget, og få måneder senere sprang Justice League ud i deres eget blad: amazoneprinsessen Diana, bedre kendt som Wonder Woman; Flash, verdens hurtigste mand; Martian Manhunter, som trods navn og kulturel baggrund er et særdeles benevolent og humanistisk væsen; Green Lantern, bærer af en magisk ring; Aquaman, verdenshavenes regent; og endelig Batman og Superman, som næppe behøver nærmere introduktion.

I årenes løb har der været en del udskiftninger, men da serien sidst i halvfemserne overgik til Grant Morrison og i den anledning blev akronymiseret til JLA, var det med de oprindelige syv medlemmer som udgangspunkt. Morrison var på det tidspunkt kendt – og berygtet – for at have genoplivet både Doom Patrol og Animal Man, samt skabt The Invisibles.

Hvor Animal Man i bogstaveligste forstand sprængte panelerne og kulminerede i forfatterens transformation til tegneseriefigur, havde The Invisibles et subversivt plot, som ikke ligefrem er hverdagskost i tegneserieverdenen (eller andre steder). Hvad angår “verdens mærkeligste helte”, Doom Patrol, ligger de nærmere det tradionelle DC univers. Med Morrisons egne ord i et interview med Mark Salisbury: “DC’s always been about science – I’m just making it weird science.” Men i forhold til Doom Patrol er Justice League nærmest banale – her er i hvert fald ingen transseksuelle gader eller hermafroditter.

Om sin tilgang til superheltegenren i almindelighed, og Justice League i særdeleshed, forklarer han følgende i ovennævnte interview:

“The way I look at it is comic book superhero stories are pretty simple. There’s one guy who’s got one set of powers and he’s got to fight another guy who’s got another set of powers, or else he’s got to deal with a natural disaster or something.”

Alt hvad Morrison gør, udtaler han, er at foretage “clever little improvisations on a basic structure.”

New World Order (JLA #1-4)

JLA - New World OrderEn improvisation over en grundstruktur er præcis, hvad vi møder i de første fire numre af JLA. En gruppe rumvæsner kaldet The Hyperclan ankommer til Jorden og går straks i gang med at bekæmpe forureningen og omskabe Sahara til et frodigt, grønt landskab. Som en anden Rennie fra The Day the Earth Stood Still (1951) har Hyperklanen altså de bedste hensigter, men vores helte fra Justice League forholder sig skeptiske – med god grund.

Mens medierne kalder JLA for reaktionære, fortsætter Hyperklanen med at underminere menneskenes tillid til deres gamle superhelte og således bane vejen for det som viser sig at være en storstilet invasion. Der er altså for så vidt intet nyt i denne underholdende historie, men det er her den sære videnskab kommer ind i billedet. Især Flashs kamp mod den ligeledes superhurtige Zum fra Hyperklanen er et godt eksempel: da Flash nærmer sig lysets hastighed, forøges hans masse betragteligt, og det resulterende knytnævestød er derefter; samtidig bliver de visuelle input blåforskudte, og i et panel gives der et fantasifuldt bud på, hvordan en tunnel af komprimerede protoner ser ud.

Naturligvis klarer vores syv helte skærene, men anticiperende nye ekstraterrestrielle farer opfører de deres nye base på månen. Og farer – dem er der rigeligt af i de efterfølgende numre.

American Dreams (JLA #5-9)

JLA - American DreamsFor at imødegå beskyldninger for elitisme beslutter JLA sig for at rekruttere nye medlemmer. Green Arrow og Aztek bliver optaget, samt Tomorrow Woman der præsenterer sig som en mutant med imponerende telekinetiske kræfter. Men i virkeligheden er hun en kunstig livsform med en elektromagnetisk pulsbombe i sit hjerte, skabt af to gale videnskabsmænd.

Dr. Ivo: You must be that “mad scientist” we’re always hearing about …

Morrow: I’ll have you know I studied mad science at Harvard, you oaf!

Senere kommer endnu et nyt medlem til, nemlig englen Zauriel, som har sagt himlen ret farvel og fravalgt udødeligheden fremfor dødeligheden. Den slags gør man ikke ustraffet, og i Zauriels kølvand ankommer Asmodel og en hel skare af himmelske væsner, indvarslende intet mindre end dommedag!

Og mens JLA kæmper mod Asmodel og alt hans væsen, vågner en mand op fra en lang coma: det er The Key, en gammel fjende, som i modsætning til så mange andre skurke ikke primært benytter sig af muskelkraft, men af intelligens. Det lykkes ham således at fange hele JLA (med undtagelse af Green Arrow) og injicere dem med en programmeret psyko-virus, som overtager centralnervesystemet og skaber strukturerede hallucinationer.

På denne snedige måde håber The Key at sjæle energi fra deres hjerner, overføre energien til sig selv og åbne døren til det negative rum: “When I enter negative space, the entire universe will fit around me like a glove!”

Igen virker både historie og illustrationer fint, det eneste problem er Superman, som i overgangen mellem #4 og #5 er blevet transformeret til et væsen af ren energi. Hvordan er det sket? Vi får ingen forklaring, og det forstyrrer læseoplevelsen. Disse forstyrrelser kommer der desværre flere af …

Rock of Ages (JLA #10-15)

JLA - Rock of AgesWonder Woman er død, Superman er stadig transformeret, og Flash er såret. Forklaringen er at disse begivenheder er sket i andre samtidige serier (tak til bl.a. The Continuity Pages, www.sequart.com) hvilket udgiveren af JLA af uudgrundelige årsager undlader at bemærke. Men ellers starter Rock of Ages meget fint.

Lex Luthor har formet The Injustice Gang, som foruden ham selv består af The Joker, Circe, The Mirror Master, Ocean Master og Doctor Light. Luthors mål er som altid at besejre Superman og vinde verdensherredømmet, hvilket JLA naturligvis skal forhindre. Det burde være simpelt nok, men der er en hage: hvis JLA vinder, vil det resultere i Darkseids invasion af Jorden en gang i fremtiden. Og her kører fortælligen af sporet.

De to plottråde er forvirrende, de videnskabelige begreber er for sære, og der er alt for mange karakterer på for lidt plads. Det eneste lyspunkt i dette narrative og grafiske rod er genintroduktionen af Plastic Man, som alt for længe har befundet sig i tegneseriernes limbo.

Til slut opløser JLA sig selv – for derefter straks at blive gendannet.

Strength in Numbers (JLA #16-23)

JLA - Strength in NumbersEt gendannet JLA behøver naturligvis nye medlemmer: Steel, tekno-kunstner og videnskabsmand; The Huntress fra Gotham City; og den vidunderlige Plastic Man med de mange grafiske muligheder. Endelig er Wonder Woman kommet tilbage, det vil sige, ikke den oprindelige, men hendes moder.

I kulisserne står skurkene nærmest i kø for at tage favntag med JLA. Den første er Prometheus, som i sit had til retfærdigheden naturligvis ønsker at bekæmpe retfærdighedens vogtere. Ikke blot har han studeret og lært at dræbe og lemlæste i et dusin sprog, men han har også erhvervet sig en nøgle fra et havareret rumskib (som tibetanerne kalder Shamballa) og med den nøgle har han fået adgang til limbo.

Den anden skurk er kvantefysikeren dr. Julian September. Forfulgt af uheld hele sit liv, har han endelig fundet en måde at manipulere tilfældigheder på et subatomart niveau. Dr. September vinder nobelprisen, vinder i lotteriet i syv dage i træk, osv. Men langsomt begynder sandsynlighedslovene at bryde sammen, og synkronisiteter begynder at optræde. Universelt kaos truer, men heldigvis får JLA hjælp af The Atom.

Green Lantern: Wait. I’m confused. If we’re smaller than light particles now, how are we even seeing?

The Atom: You’re not … Not in any human way. The five senses become something else entirely at this quantum level. Your mind’s doing you a favor. It’s processing all this into familiar visuals so you won’t go insane.

Fortællingen om Julian September er ikke skrevet af Grant Morrison, men af Mark Waid, som måske er bedst kendt for Kingdom Come. Det er også Waid som udsætter JLA for deres næste eventyr hvori de bliver kidnappet af en tilsyneladende sindssyg Adam Strange.

I den sidste fortælling er Morrison tilbage ved tastaturet med en rigtig lille sci-fi-horror à la Jack Finneys Invasion of the Body Snatchers (1955): JLA bliver kontaktet af ingen ringere end The Sandman hvis rige er blevet invadet af et væsen, som af udseende minder en hel del om en interstellar søstjerne. Men også kun af udseende …

Afsluttende bemærkninger

“I came into JLA at a time when most comics were about guys in trenchcoats. So I thought, let’s make them somebody to look up to instead of look down on,”

udtaler Grant Morrison til Salisbury, og det er i høj grad lykkedes ham (som senere med New X-Men fra det rivaliserende forlag).

Hvad der derimod ikke er lykkedes er forsøget på at sætte lighedstegn mellem Justice Leagues medlemmer og det græske pantheon. Jovist har f.eks. Aquaman, Flash og Steel en vis affinitet med henholdsvis Poseidon, Hermes og Hephaistos, og Green Arrow har en bue ligesom Apollon, men lighederne er i bedste fald overfladiske, i værste fald anstrengte.

Dermed ikke sagt at JLA (som så mange andre superhelte, især Superman) ikke har klare mytologiske træk. Problemet er bare at Morrison blot smider nogle kendte navne ind i fortællingen, uden at det har nogen konsekvens for handlingen.

Men alt i alt er Morrisons JLA en ganske god tegneserie. Hvis man savner mere personlighed hos nogle af Justice Leagues medlemmer, opvejes det rigeligt gennem portrættet af den dystre Batman hvis intellekt ofte træder til når de andres superkræfter svigter. Og så er der det rige og opfindsomme galleri af superskurke der som bekendt udgør mindst den halve fornøjelse ved en tegneserie, hvis ikke mere. Howard Porters illustrationer tager ikke ligefrem vejret fra en, men de passer fint til en tegneserie som i bund og grund er ren mainstream.

Sluttelig skal det bemærkes at Morrison ikke blot fortsatte som forfatter af JLA indtil #41, samlet i Justice for All (1999) og World War III (2000), men også skrev JLA 1,000,000 (1998), samlet i DC One Million (1999), samt JLA: Earth 2 (2000).

Fakta om serien

JLA: New World Order (1997) 94 sider, opsamler JLA #1-4
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: American Dreams (1997) 111 sider, opsamler JLA #5-9
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter, Oscar Jimenez
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: Rock of Ages (1998) 157 sider, opsamler JLA #10-15
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter, Gary Frank, Oscar Jimenez
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: Strength in Numbers (1998) 223 sider, opsamler JLA #16-23
Forfatter: Christoffer Priest, Grant Morrison, Mark Waid
Tegner: Howard Porter, Arnie Jorgensen
Rentegner: John Dell, Doug Hazlewood, m.fl.
Forlag: DC

Læs også:

Mark Salisbury: Writers On Comics Scriptwriting. Titan Books 1999.