Lilith i underverdenen

Scene fra MSerien Lilith i underverdenen, hvoraf bind to netop er kommet på gaden, er et nyt dansk bidrag ud i tegneseriemediet, både for de implicerede skabere, forfatteren Oskar K og tegneren Rasmus Bregnhøi, og for forlaget Branner og Korch. Det er altid rart med flere danske aktører på den danske tegneseriescene, og fra udgangspunktet har jeg været meget optimistisk omkring disse udgivelser. Desværre føles udgivelserne mest af alt som forsøg på at være med i ”graphic novel” bølgen, og man skal desværre lede langt efter gode grunde til at investerer i disse bøger frem for så mange andre.

I serien følger vi den blinde, synske pige Lilith og hendes ’førerhund’ den limsniffende gadedreng Schniff. De bevæger sig rundt i en unavngiven noir-storby hvor skyggerne er lange, og alt ligger i et blåt skær. I Lille Miss Nobody finder de skelettet af ukendt pige, tilsyneladende et mord der måske hænger sammen med en hvid unummereret ambulance der jagter dem. ’Mordet’ viser sig dog, noget antiklimatisk, at være en slags ulykke, og den hvide ambulance og alle de andre løse tråde bliver ikke samlet op her. I det hele taget virker plottet først og fremmest som en noget spinkel undskyldning for at vise spændende locations i storbyen, som ligner en blanding af de gyldne tyveres Berlin, Dickens London, og Københavns istedgade-kvarter.

Omslag til MI bind to, der hedder M, sker der heldigvis en betragtelig positiv udvikling. Værket, der som titlen ganske eksplicit gør opmærksom på, er en gendigtning af Fritz Langs fænomenale filmklassiker M fra 1931, om en barnemorder, eminent spillet af Peter Lorre, der jagtes gennem Berlins gader. Her bærer storbyen selvsagt endnu mere præg af mellemkrigstidens Berlin. De blå nuancer er her erstattet af røde. En rød himmel over Berlin, og røde armbind på nazisterne der går strækmarch gennem gaderne. Der er dog også henvisninger det 19. århundredes Paris, ikke mindst med brugen af det berømte parisiske sindssygehospital Salpêtrière. Historien i bind to har betragteligt mere kød på sig end det første bind, som da også grundlæggende følger plottet i Fritz Langs film, selvom den stadig er ret svag.

Undervejs gives der nik til andre noir- og krimiklassikere fra tegneserieverdenen, som Alan Moores og Eddie Campbells sublime From Hell og Frank Millers berømte neo-noir serie Sin City. Den sidste i form af Nancy der optræder på en natklub, men som fremfører tyske slagere iført blonde Prinsesse Leia frikadeller, i stedet for at svinge pisken iført cowboyhat.

Omslag til Little Miss NobodyDe to tegneserier fremstår begge som noget ujævne og ubearbejdede værker. Herrerne Oskar K (den erfarne børnebogsforfatter Ole Dalgaard) og illustratoren Rasmus Bregnhøi er bestemt ikke nybegyndere i børnebogsafdelingen, men det er de så sandelig i tegneserieafdelingen, og det mærkes, især i det første bind. Nu gør de det selvfølgelig heller ikke nemmere for sig selv, ved IKKE at lave en børnetegneserie, men en voksen tegneserie, som så ikke rigtigt er for voksne alligevel. Karaktererne, dialogen og plottet er overfladisk og forsimplet, men børnemord, stofmisbrug, prostitution, striptease og organhandel er vel næppe tiltænkt et barnligt publikum?

Jeg må så også indrømme at jeg ikke er meget til Rasmus Bregnhøis illustrationer. Han har jo ellers vundet priser for tegningerne til netop Lille Miss Nobody, så måske er det bare min helt egen idiosynkrasi, ikke desto mindre bryder jeg mig ikke om den bevidst forsimplede stil karaktererne har, og de udetaljerede baggrunde, som ofte ikke er andet end rene farveflader. Det virker for mange andre tegnere af alternative (læs: ikke-superhelte) tegneserier, men ikke her.

Alt i alt kan jeg ikke med god samvittighed anbefale disse to værker. Man kan selvfølgelig håbe at den positive udvikling fra bind et til bind to fortsætter i kommende udgivelser, men det er nok tvivlsomt at jeg nogensinde bliver fan.

Fakta om serien

Lille Miss Nobody

Branner & Korch, 88 sider, kr. 179,95. ISBN: 978-87-411-0144-6

M

Branner & Korch, 93 sider, kr. 179,95. ISBN: 978-87-411-0145-3

Skrevet af: Oskar K

Illustreret af: Rasmus Bregnhøi

I svømmehallens dyb…

Forside til Smagen af KlorEt af de mest underholdende aspekter ved begrebet “graphic novels” er, at der ikke rigtigt er enighed om en definition af det. Nogle mener at en opsamling af Spider-man løshæfter kvalificerer sig som en graphic novel, blot fordi de er samlet i såkaldt bogform. Andre mener, at det er et højkulturelt og (i forhold til almindelige tegneserier for “pøblen”) overlegen viderudvikling af tegneseriemediet. Og så er vi straks ude i en værdikamp. Den skal vi ikke rode alt for meget rundt i her, da min pointe blot er, at en graphic novel kan være mange forskellige ting for mange forskellige mennesker.

Selv mener jeg, at man kan bruge begrebet til to praktiske formål: For formidleren (og butiksindehaveren) er det en måde at “narre” såkaldte voksne mennesker til at læse noget så underlødigt som en tegneserie uden at de rigtigt opdager, at det er det, de har gjort. Og for kunstneren og forfatteren (og velsagtens forlaget) er det en måde at signalere et vist kunstnerisk ambitionsniveau i et værk. Jeg synes ikke, at Spider-man særligt ofte kan kaldes graphic novels, men nu bevæger jeg mig faretruende tæt på den nævnte værdikamp, og det er stadigvæk ikke min mission.

Jeg har også hørt folk sige fjollede ting som at en graphic novel er en tegneserie med mere tekst i end i en normal tegneserie. Det giver vist ikke rigtigt mening. Det svarer til at skabe en særlig kategori for film, hvor de snakker meget. Og når man så kigger på Bastien Vivés graphic novel Smagen af Klor, der nu er udkommet på dansk, så falder den definition til jorden. Her formidles historiens indhold og karakterernes udvikling nemlig hovedsageligt igennem et mageløst grafisk udtryk med næsten ingen tekst til at hjælpe de knapt så visuelt tænkende læsere.

Scene fra Smagen af KlorSmagen af Klor er et værk for os, der godt kan lide at gå i svømmehallen (samt for folk, der føler sig irrationelt selvbevidste, når de skal optræde i badetøj, der jo er skridtet før Adam og Eva kostumet). Hovedpersonen udstråler så meget usikkerhed og manglende selvværd, at det halve kunne være nok. At en billed-googling så afslører, at han ligner bogens forfatter på en prik kan man så forstå, som man vil. Hovedpersonen kigger sig modløst i spejlet, før han begiver sig ud i svømmehallen, og han starter da også seancen med at få klor i øjnene. Et problem et par svømmebriller naturligvis løser senere i historien. Nævnes skal det også, at det ikke er hovedpersonens eget valg, at han skal stille sig selv til skue i en svømmehal, men derimod hans fysioterapeut. Så den frie vilje er sat ud af spil. Dog lysner tingene, da han møder en kvindelig svømmer, der også kommer i svømmehallen om onsdagen. Et kejtet forsøg på at gøre kur til hende begynder, og det bliver hurtigt klart, at hovedpersonen nok bliver nødt til at overkomme sin usikkerhed og mande sig op.

Det lyder ikke som om, der er meget historie i Smagen af Klor, og det sådan set også rigtigt nok. I hvert fald på overfladen. Vivés er dog blændende til at fange kropssprogets fine nuancer, og et tankeforløb visualiseres i en persons kropsholdning eller ansigtsudtryk. En svømmetur på 25 meter opsummerer en persons manglende tro på sig selv. Man kunne således blæse igennem værket på under ti minutter, men så ville man gå glip af selve historien. Luften imellem personer, de manglende ord og de store flader af ensartede farver fortæller mere end flere siders tekst kunne gøre det.

Bogens visuelle udtryk er det første, man lægger mærke til. Over vandoverfladen er karaktererne tegnet i et næsten stregagtigt udtryk (hvor intet sandsynligvis er overladt til tilfældighederne, men Vivés får det til at se let ud, det talentfulde skarn) med flot og enkel farvelægning. Under overfladen forsvinder stregerne dog, og mennesker bliver reduceret til malede former. Det er et enkelt, men såre effektivt udtryk, og svømmehallens endeløse rækker samt vandets uendelighed får vores hovedperson til at minde om en myre på et gulv.

Kærlighedshistorien er der næsten ikke, og det er det fine ved det. Signaler misfortolkes, chancer misses, og det hele flyder ligesom ud i sandet (eller rettere vandet). Dog undergår vores hovedperson en form for udvikling, og det er her, at rygraden i historien ligger gemt. Mest af alt er Smagen af Klor en lille, poetisk oplevelse, hvor i hvert fald denne læser ofte kunne nikke genkendende til flere af de følelser og usikkerheder, som hovedpersonen giver udtryk for. Interaktionerne imellem karaktererne er naturlige og troværdige, og der gemmer sig en slags ekstrem hverdagsrealisme neden under det stærkt stiliserede visuelle udtryk og den stilfærdigt poetiske historie.

Der er intet underlødigt ved Smagen af Klor, og værkets kunstneriske ambitionsniveau kan man heller ikke sætte spørgsmålstegn ved, så jeg vover pelsen og kalder bogen for en vaskeægte graphic novel. Vivés vil noget mere og presser tegneseriemediets grafiske udtryk ud i en ny og uventet retning. Uden alt for megen tekst. Det er min påstand, at man i begrebet “graphic novel” skal tage ordet “graphic” ligeså alvorligt som ordet “novel”. Hvis det modsatte var tilfældet kunne man ligeså godt skrive en roman uden billeder som unødvendig støttepædagog. Tegneseriemediet er et grafisk medie, og det er Smagen af Klor et smukt eksempel på. Vivés anvender billeder, hvor det kan lade sig gøre, og tekst, hvor det er nødvendigt. Det er smukt i al sin velgennemtænkte enkelthed.

Smagen af Klor er en af de første graphic novel satsninger fra Forlaget Faraos Cigarer (jeg regner personligt Alan Moore og Eddie Campbells From Hell for en graphic novel), men jeg håber ikke, at det er den sidste. For det er herligt, at værker som dette også finder vej til de danske hylder.

Fakta om værket

Smagen af klor. Forlaget Faraos Cigarer, 2009. 128 sider i farver.

Skrevet og tegnet af Bastian Vivès

Se forlagets omtale af værket

Amerikanske graphic novel superstjerner besøger København

Chris Ware - Daniel Clowes
Chris Ware og Daniel Clowes besøger komiks.dk i 2010

De amerikanske graphic novel –og undergrundslegender, Chris Ware og Daniel Clowes, besøger Københavns Internationale Tegneseriefestival, Komiks.dk d. 21-23 maj 2010.

Det gode, litterære selskab…

Graphic novels er moderne. Landets boghandlere og biblioteker bugner med litterære og ofte dybt personlige tegneserier for voksne læsere, og mediet ser endelig ud til at være kommet med i det gode, litterære selskab. Komiks.dk stræber efter at afspejle alle aspekter af tegneseriemediet og dets udvikling, og derfor har vi inviteret to af den amerikanske independent-tegneseries allerstørste navne til landet.

Daniel Clowes: Satire, fremmedgjorthed og 60er popkultur

Clowes er blandt de mest roste forfattere og tegnere inden for amerikansk indie –og undergrundstegneserier. Hans værker er kendetegnet ved en bidende satire, en følelse af fremmedgjorthed og ensomhed, en imponerende forståelse for de mørkere kroge af den menneskelige psykologi samt en fascination af pop-kultur fra 60erne. Clowes debuterede i 70erne og har siden udgivet titler såsom Pussey, David Boring, Like a Velvet Glove Cast in Iron, Lloyd Llewellyn og Ghost World, hvoraf de fleste først blev udgivet i Clowes’ egen antologi-serie Eightball. Clowes blev Oscarnomineret for manuskriptet til filmatiseringen af Ghost World og har siden leveret manuskript til filmen Art School Confidential baseret på en novelle fra Eightball. Han har også skabt web-tegneserien Mr. Wonderful.

Chris Ware: Sære formater, nye veje og klippe-ud-samlesæt

Ware debuterede i en Texansk universitetsavis i sen 80erne, men det var selvudgivet materiale, der fangede tegneserielegenden Art Spielgelmans opmærksomhed, hvorefter han inviterede Ware til at bidrage til antologiserien RAW. Efter at være blevet udgivet i flere aviser i Chicago, skabte Ware den dybt originale serie Acme Novelty Library hos Fantagraphics. Udgivet i en række forskellige formater skubber serien på mange måder til tegneseriemediets grænser og søger nye veje. Her så Wares graphic novel Jimmy Corrigan – The Smartest Kid on Earth også dagens lys. Historien om den lidt sørgelige taber, Jimmy, er en melankolsk og sort humoristisk, amerikansk familiesaga, der blander inspirationer fra den europæiske ligne claire stil med inspirationer hentet fra de traditionelle amerikanske avisstriber. Ware integrerer endda klippe-ud-samlesæt i tegneseriens historie.

Den kæntrede amerikanske drøm…

Både Clowes og Ware skriver dybt personlige og ofte rørende historier om det amerikanske samfunds mindre smigrende sider. Kommercialismen, superheltemyten, misforstået nostalgi og den kæntrede amerikanske drøm bliver taget under knapt så kærlig behandling i begge de to herrers arbejde. Vigtigst af alt er der tale om dybt litterære og komplekse værker, der nægter at indordne sig under den amerikanske mainstreamtegneseries regler og konventioner.

Komiks.dk er stolte over at kunne præsentere både Chris Ware og Daniel Clowes i 2010!

Om Komiks.dk

Komiks.dk er Danmarks internationale tegneseriefestival, som hvert andet år fejrer tegneseriemediet med et bredt udvalg af danske og udenlandske gæster fra tegneseriemiljøet. I 2010 løber festivalen af stablen den 21-23. maj i Øksnehallen.

Foreningen Komiks.dk blev stiftet i november 2003, og i november 2004 løb den første festival af stablen. Succesen blev fulgt op af festivaler i både 2006 og 2008. Komiks.dk er en non-profit forening, der ønsker at gøre festivalen til en tilbagevendende begivenhed i det danske kulturlandskab med henblik på at gøre tegneseriemediet mere synligt for den danske befolkning samt at styrke det kreative miljø i den danske tegneseriebranche.

Man kan besøge os på Internettet på: www.komiks.dk.

Rene linjer og kaotiske streger: David Mazzucchellis Asterios Polyp

Coveret til Mazzucchellis Asterios PolypDen gennemsnitlige karriere for en tegneserieskaber foregår nogenlunde således: Man starter med at lave nogle mindre undergrundsting, der fører til enten en graphic novel eller en såkaldt creator owned titel på et mindre forlag. Derefter bliver man opdaget at et større forlag og ender måske med at tegne eller skrive superhelte for Marvel eller DC, imens man desperat – og mere og mere sjældent – klemmer mere personlige projekter ind imellem de bestilte opgaver.

Sådan gik det ikke for David Mazzucchelli. Han startede karrieren med at skrive kung fu tegneserier og brød igennem med samarbejdet med Frank Miller på Daredevil historien Born Again, der nok må regnes for den definerende historie om den blinde superhelt. Samarbejdet med Miller fortsatte på klassikeren Batman: Year One, og så var banen i den grad kridtet op for Mazzucchellis invasion af den amerikanske mainstreamtegneserie.

Men Mazzuchelli havde større fisk at stege. I 1994 var Mazzuchelli med til at omsætte Paul Austers korte roman By af Glas til graphic novel form, hvilket lød som et vanvittigt projekt, der var dømt til at mislykkes. Ikke desto mindre er det et glimrende værk, der på mange måder ikke blot fortolker Austers bog, men supplerer den. Mazzucchellis effektive streg fra mainstream værkerne blev skåret helt ind til benet og forenklet, men hvad der blev ofret i detaljer blev vundet i tyngde og præcision. Ligesom Austers sprog er komplekst i al sin enkelhed, således også Mazzucchellis streg.

Scene fra Asterios polypFemten år senere er Mazzucchelli nu klar med sin helt egen graphic novel, og den har i allerhøjeste grad været de femten års slid og ventetid værd. Før jeg satte mig ned for at skrive denne ydmyge tekst læste jeg bogen igennem to gange. Jeg begyndte i bogstaveligste forstand forfra samme aften, som jeg var blevet færdig. Eller rettere, færdig med første gennemlæsning. For helt færdig blev jeg langt fra. Bogen er fyldt til randen med betydninger, billedsymbolik og flere lag end en hel sæk fyldt med løg. Det gik også op for mig, at der er flere måder at anmelde den på og at en anmeldelse af dette værk er næsten umulig uden en personlig vinkel. Hvilket netop er et af bogens temaer og pointer, men det kommer jeg til senere.

Med andre ord: Skabelsen af denne tekst er en del af min personlige oplevelse af værket og forståelsen af samme. Jeg håber blot, at teksten vil være brugbar for andre mennesker end mig selv, og jeg undskylder på forhånd, hvis det ikke er tilfældet.

Asterios møder sin udkårneLigesom bogen hedder hovedpersonen Asterios Polyp. Han burde have været en tvilling, men hans bror døde ved fødslen, hvilket måske er årsagen til, at han konsekvent anskuer verden som en endeløs række af modsætninger: Liv og død. Kærlighed og had. Lys og mørke. De valg, vi træffer, er blot punkter på en linje imellem disse modsætninger. Han afviser konstant andre verdensanskuelser og er i det hele taget næsten frustrerende arrogant. Hans valgte profession er arkitekt, men han har aldrig tegnet noget, der er blevet bygget. Han underviser derimod i arkitektur på universitet og beskæftiger sig kun teoretisk med sit fag. Så det er altså historien om et lettere irriterende menneske, men det er også en kærlighedshistorie. Asterios’ udkårne er den blide Hana, der har levet hele sit liv fra sidelinjen og ude af spotlightet. Derfor indtager hun uden problemer sin plads i Asterios’ skygge. Den langt fra lineære historie starter efter alting er gået galt. Asterios sidder i sin lejlighed og er i den grad forsumpet. Lynet slår ned, og hans hjem forsvinder i en ildebrand. Med sine sidste penge køber han en billet ud af byen og forsvinder. En ny Asterios fødes ganske langsomt i løbet af bogen, og der leges hele tiden med, om han i virkeligheden har levet sin tvillings liv og ikke sit eget. Det er tunge sager, men fortalt med en let og kontrolleret hånd.

Plottet og det intellektuelle miljø, der langsomt rives ned, er genkendeligt for enhver, der har læst en roman af Paul Auster. Det er tydeligt, at Mazzucchelli har været rundt om Austers forfatterskab i skabelsen af By af Glas (faktisk er en figur i en af Austers romaner opkaldt efter Mazzucchelli), og det var nok en af de ting, der får Asterios Polyp til at gå rent ind hos mig. Jeg er nemlig kæmpe Auster fan. Asterios må langsomt indse, at han ikke selv er herre over alt i sit liv, at han ikke har svaret på alt, og at han selv bærer skylden for mange af de skidte ting, der er sket i hans liv. En rigtig austersk udvikling for en hovedperson. Mazzucchelli er præcis og nøjsom i sine personkarakteristikker, og ikke en eneste tone er falsk i skildringen af persongalleriet. Asterios udvikling er logisk og velgennemtænkt.

Mazzucchelli udfordrer mediet i Asterios PolypPå den grafiske side er der heller ikke noget, der er overladt til tilfældighederne. Mazzucchelli bøjer tegneseriemediet og rykker det i uventede retninger i sin histories tjeneste. Man fristes til at kalde bogen for eksperimenterende, men dertil er den nu alligevel for velovervejet. Et eksempel: Asterios møder sin kommende kone, Hana, til en fest. Mazzucchelli skildrer, hvordan hvert enkelt menneskes verdensbillede og perception er forskellig og ofte gør kommunikation næsten umulig, ved at tegne alle de festende mennesker på forskellige, grafiske måder. Nogle er skraverede andre er nærmest abstrakte. Hana er tegnet med næsten skitseagtige, røde streger. Varm og naturligt kaotisk. Asterois er tegnet med kolde, blå streger og ligner mest af alt en arkitekttegning uden plads til fortolkning. Som han siger: Alt, der ikke har et praktisk formål, er blot pynt. Det er altså to vidt forskellige mennesker, der mødes, men i løbet af samtalen begynder de to tegnestile af flyde sammen og blive et. Da de to senere i bogen har et skænderi skiller de to stilarter sig fra hinanden igen, og kommunikation bliver mere og mere umulig. Dette kunne sagtens have været et prætentiøst greb, hvis eneste formål var at bevise, at bogen altså var KUNST og ikke ”bare” en tegneserie. Men sådan føles det ikke. Det grafiske udtryk og dets virkemidler fortæller det usagte, og ofte er det usagte der, hvor den egentlige historie ligger. Mazzucchelli er blevet en mageløs visuel fortæller.

Personkarakteristikkerne begrænser sig dog ikke til den måde, hvorpå personerne er tegnet, men breder sig også til de miljøer, de færdes i. Asterios’ lejlighed er fyldt med rette vinkler og linjer, den familie, han bor hos efter branden, bor i et varmt hjem med masser af pyntegenstande og puder, og Hana introducerer et rundt, asymetrisk bord i Asterios’ lejlighed ved forholdets start. Hendes miljø efterlader et mærke på hans. Igen er der intet, der er tilfældigt i Mazzucchellis fortælling. Ethvert ansigtsudtryk, kropsholdning, genstand eller mangel på samme fortæller sin lille del af historien.

Asterios oplever verden som et ordnet og logisk opbygget sted og således også tilværelsen. Hans forståelse må nødvendigvis være den rigtige, og så må alle andre, inklusiv Hana, vige. Men bogen stiller spørgsmålet: Er vores opfattelse af verden blot en forlængelse af vores jeg? Ser vi alting igennem et filter? For så er der en fare for, at dette filter og denne verdensforståelse gør kommunikation nærmest umulig. Især når man er så stædig som vores hovedperson. Det viser sig dog, at der rigtigt mange ting, som selv Asterios ikke er herre over. Lyn fra en klar himmel og himmellegemer er uden for ethvert menneskes kontrol.

Nu er der så altså også en fare for, at jeg har læst Asterios Polyp igennem et bestemt filter, der er en forlængelse af mig selv og mine litterære interesser. Det skal jeg ikke kunne afvise, men jeg har valgt at acceptere det og tage højde for det ved at skrive følgende sætning: Læs bogen selv og find din egen vinkel på den. Du vil ikke fortryde det!

Det er overvældende suverænt. Og hvis der kommer en bedre tegneserie i år, så falder jeg død om af forbavselse. Mazzucchelli har med denne bog sat sig ved siden af giganter som Chris Ware, Marjane Satrapi, David B. og sågar Will Eisner. Det kan godt være, at det er mig, der er grøn bag ørerne, men jeg føler at tegneserien og graphic novels har fået et herligt spark i den rigtige retning med denne bog, og jeg kunne sådan set blive ved med at skrive om den i en uendelighed, men det vil jeg ikke gøre. Selvom en anmeldelse ikke har en naturlig afslutning, så skal den jo ende på et eller andet tidspunkt. Og det bliver så her.

Fakta om værket

Asterios Polyp. Pantheon Graphic Novels, 2009. 344 sider i farver. ISBN 0307377326

Tegnet og skrevet af David Mazzuccelli

Kom Hjem

Forsiden til Thomas Thorhauges Kom Hjem

Lad mig starte med det åbenlyse, så det er af vejen: det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg kender Thomas Thorhauge – vi arbejder begge to i Dansk Tegneserieråd, og jeg har været tekniske gris på hans nye hjemmeside, sacre-bleu.dk. Jeg er nok ikke så objektiv som jeg kunne være.

Hovedpersonen i Kom HjemMed det sagt, så var jeg noget skeptisk da jeg første gang hørte ham fortælle om Kom Hjem: “Det er en graphic novel om en enlig mor, som tager til Frankrig for at finde sig selv” (ok, jeg kan ikke huske den præcise formulering, men det var derhenad).

Enlig … mor? Arh, hvad?

Jeg får straks indre billeder af de socialrealistiske bøger om fraskilte fabriksarbejdere, som mine dansklærere fra folkeskolen tærskede os igennem uden nogen fornuftig grund.

ADW, aldrig mere!

Heldigvis er Kom Hjem en helt, helt anden størrelse. Handlingen vil jeg ikke komme så meget ind på – ja, hovedpersonen Thea er enlig mor, som flytter i kollektiv i Frankrig for at komme videre med sit liv.
En del af persongalleriet i Kom HjemKollektivet er fuldt af farverige personer, som alle i en eller anden forstand arbejder for en (politisk) revolution. Hvad der videre sker, må man læse sig til i en anden af de sikkert utallige anmeldelser, som dukker op i den nærmeste tid – eller bedre: købe bogen, først som sidst. 

Fra start til slut er det tydeligt, at vi har fat i et umanerligt gennemarbejdet værk, som både i streg og fortælleteknik viser at Thomas er i front for sin generation af serieskabere i Danmark – han opererer med nogle forholdsvis komplekse sideopbygninger, hvor der indgår mange parallelle forløb på en gang, men han får altid gjort det på en så legende let måde, at man aldrig er i tvivl om hvad der sker.

Kom Hjem er tegnet i en stil, som måske et eller andet sted har afsæt i ligne claire med en gang funny animal ind over, men som også tilsat en heftig gang Chris Ware og Scott McCloud. Stilen viser at tiden er 2009 – sidelayouts er som nævnt til tider rimeligt komplicerede (men stadig overskuelige) og selv om der er mange sekvenser, som bruger mediet til det yderste, føler man aldrig at det er anstrengt.

Side 1 af Thomas Thorhauges Kom HjemFaktisk vi jeg fremhæve værkets flow som en af dens væsentlige, positive egenskaber -til trods for passager med rimeligt høj koncentration af tekst og tanker, er der ikke noget der føles som en teksttung hurdle, som man lige skal tage en indånding inden man går i gang med.

Tværtimod bærer flowet læseoplevelsen, således at man rider på bølgen af personbeskrivelser, eftertænksomhed og handling indtil den rent ud sagt fremragende slutning, som er en af de stærkeste slutninger jeg har læst i nyere tid; poetisk, åben og gribende. I mine øjne måtte Thomas gerne slippe denne poetiske del lidt mere fri, for det griber en om sjælen og hjertet, som rigtig god literatur kan og skal – og får andre dele til at virke som om han har tænkt lidt for meget over det hele. Dette er den største svaghed jeg kan se ved Kom Hjem: det virker lejlighedsvis lidt for fortænkt og lidt for lidt følt, men det er heldigvis undtagelsen snarere end reglen.

Kom Hjem er årets uundgåelige, og et klart pejlemærke i dansk tegneserieproduktion – her er et værk som ikke er godt af en dansk tegneserie at være, men bare godt – og hvor er dét i grunden befriende. 

Fakta om værket

Kom Hjem. 200 sider i farve, 2009.

Skrevet og tegnet af Thomas Thorhauge
Udgiver: Rosinante 

Kom Hjem er den første tegneserieudgivelse fra Rosinante, og de ser ud til at mene det alvorligt – ikke kun er værket af høj kvalitet, den fysiske bog er også lækker: flot tryk, lækker papirkvalitet og så det her flexcover, som er bøjeligt og holdbart og ooohhh, shiny. Jeg ser frem til næste udgivelse fra forlaget, Gemma Bovery af Posy Simmonds.

David B på komiks.dk

David BKomiks.dk barsler med endnu en gæst:

David B. er en af de store fornyere af den grafiske roman, og hans værk Det Store Onde er et af de fineste eksempler på den selvbiografiske grafiske roman. Vi er stolte over i samarbejde med Seriejournalen at kunne byde ham velkommen til Københavns Internationale Tegneseriefestival, Komiks.dk.

Begrebet “grafisk roman” er i løbet af det sidste årti blevet lidt af et buzzword i tegneserieverdenen, også selvom begrebet i virkeligheden er meget ældre end det. På det seneste ser det dog ud til, at den grafiske roman har fundet sin plads i den litterære verden.

David B. blev født i Frankrig 1959 og er en af de centrale nyskabere indenfor den vestlige tegneserie i det seneste halvandet årti. Han var medstifter af det banebrydende franske forlag L’Association i 1990 og har således både som forlægger og tegner spillet en afgørende rolle i udviklingen af tegneserien som personligt medie.

Hans hovedværk er den selvbiografiske L’Ascension du haut mal (1996-2003, på dansk Det store onde), der fortæller historien om hans opvækst i selskab med en stærkt epileptisk broder. Den beskriver, hvor knusende en påvirkning broderens lidelse har på familien, og hvorledes sygdommen bliver grundstenen i hans identitetsdannelse. En tegneseriemæssig kraftpræstation, der udforsker mediets traditionelle billedsprogs muligheder udi de symbolske og fantastiske udtryk, uden nogensinde at slippe den konkrete virkelighed.

David B. udforsker de samme temaer i alle sine arbejder. Fra drømmetegneserierne Le Cheval blême (1992) og Les Complots nocturnes (2005) og det okkulte mysterium Les Incidents de la nuit (1999-2000), til mainstream-albumserier som La Lecture de ruines (2001) og Les Chercheurs de trésor (2003-2004). Han arbejder for tiden på serien Babel, der fungerer som en slags udvidelse af Det store onde og på Par Les Chemins noirs, et historisk drama, der foregår i Italien i det tidlige 20. århundrede.

Den grafiske roman er kommet for at blive, og Komiks.dk er glade for at kunne gå fremtiden i møde på 2008 festivalen.

Jeg må med skam melde at jeg ikke har fået læst Det Store Onde, men han er da et navn der hersker en del respekt omkring, så der er potentiale for endnu en spændende oplevelse på festivalen.