Døden uden ende – The Walking Dead

Cover fra Walking Dead

Det amerikanske Independent forlag Image Comics er nok mest kendt for Todd McFarlanes Spawn-serie, men firmaets nyeste gulddreng hedder Robert Kirkman. Han startede sin triumffærd med serien Invincible (2002-) om teenage-superhelten Mark Grayson alias Invincible, som hurtigt blev firmaets mest succesfulde serie. Kort efter Invincible startede Kirkman sammen med tegneren Tony Moore den apokalyptiske zombieserie The Walking Dead, som jeg vil kigge nærmere på her.

De levende døde i Walking DeadI slutningen af første hardbackbind, er der et efterord af Kirkman, hvor han erklærer sin kærlighed til zombiefilm. Han har dog et stort problem med dem, nemlig at de slutter! Med The Walking Dead vil han følge verdens undergang til dens naturlige afslutning, han vil lave zombiefilmen uden ende. Resultatet er intet mindre end fantastisk og ikke mindst, skrækindjagende uhyggeligt.

I The Walking Dead følger man politibetjenten, Rick Grimes, der var politimand i den lille by Cynthia i den sydlige stat Georgia. Rick bliver skudt i tjenesten og ligger som følge i koma på hospitalet, mens zombierne hærger landet. På første side vågner han op fra sit koma og finder langsomt ud af, hvad der er sket. Da han kommer hjem opdager han, at hans kone, Lori, og søn, Carl, ikke er at finde nogle steder. Han lærer, at myndighederne har opfordret civilbefolkningen til at tage til storbyerne, hvor hæren bedre kan beskytte dem mod zombietruslen.

Scene fra Walking DeadRick kører derfor mod Atlanta, på jagt efter sin kone og søn, men opdager, at byen er fuldstændig overrendt af zombier. Han finder ved et held sin familie i en lille improviseret lejr uden for byen, hvor de forsøger at holde sig i live sammen med 12 andre overlevende. Herfra går det slag i slag. Man følger den lille gruppe, som leder efter et sikkert sted at leve. Undervejs er der jævnlig udskiftning i persongalleriet, da nye overlevende støder til gruppen, mens andre må lade livet.

Kirkman er ikke bange for at slå selv centrale karakterer ihjel, så man kan aldrig vide, hvem der ryger næste gang, og de overlevende bliver i den grad decimeret. Meget mere skal ikke siges om plottet, da chokfaktoreren er helt essentiel for læseoplevelsen.

Zombierne ligner dem, vi kender fra George A. Romeros kanoniske film, dvs. de er levende døde, som langsomt stavrer af sted på jagt efter menneskekød. Et bid dræber først og bringer derefter offeret tilbage som zombie, og man kan kun stoppe dem ved at ødelægge deres hjerne. Som i alle gode zombiehistorier fungerer zombierne som katalysatorer for ekstreme omstændigheder, i hvilke man kan lave nogle interessante karakterstudier. Hvordan reagerer man fx ved at se ens nærmeste blive forvandlet? Og hvilke tanker flyver der gennem ens hoved, når man bliver bidt, og ved at man snart selv vil være en del af de levende dødes rækker? I sidste ende viser det sig dog, at mennesket stadig er det farligste rovdyr.

Indeed it is ...
Indeed it is ...

Serien låner flittigt ideer fra andre zombiefortællinger, men fører dem ud til yderste logiske konsekvens. Hvis man nu amputerer en bidt legemsdel hurtigt nok, kan man så undgå forvandlingen?  Og er en zombie uden tænder overhovedet farlig? Også det menneskelige aspekt undersøges nøje. Hvordan ordner man fx toiletbesøg i en lille lejr, eller tøjvask, strøm, vand, mad, benzin, børnepasning, underholdning og vintertøj? Det er simpelthen en fornøjelse at se emnet blive behandlet med en sådan alvor og grundighed.

Der hvor The Walking Dead virkelig fænger er dog i dens persongalleri. Nok er mange af karakterene arketypiske, men de er stadig psykologisk troværdige. Det er i særdeleshed fascinerende at se, hvordan de reagerer på at leve omringet af døden, tvunget til selv konstant at slå ihjel. Generelt kan man adskille karakterene i dem, der bliver effektive dræbermaskiner, men måske mister deres menneskelighed i købet, og så dem, der simpelthen ikke kan håndtere det og må bukke under for apati, hallucinationer og selvmordstendenser. Man ved aldrig, hvornår én af karakterene knækker, men det er sikkert, at det er med fatale konsekvenser til følge både for dem selv og de andre.

Walking Dead - in the eye of the beholderSerien er tegnet i dystre sort-hvid-tegninger. De første 6 bind er tegnet af Tony Moore i smukke og detaljerede sort-hvid-tegninger, som udtryksfuldt benytter hele paletten af gråtoner. De var åbenbart for smukke, for han havde tilsyneladende problemer med at følge med hver måned. Derfor blev han erstattet af Charlie Adlard fra bind 7, men  fortsatte med at tegne forsiderne til og med bind 24. Adlards tegninger er mere skitseagtige og ikke så detaljerede, kontrasten er større, og de er i det hele taget ikke så lækre, som man var blevet vant til. Det er et hårdt slag, især fordi karakterene også ser anderledes ud, og man derfor skal til at lære dem at kende igen. Man vænner sig dog til Adlards stil, hvis hurtige, rå tegninger faktisk fungerer glimrende i en tegneserie som denne.

The Walking Dead er en fantastisk medrivende serie, som på det stærkeste kan anbefales, og ikke kun til zombiefans. Det er en fornøjelse at se, hvor seriøst Kirkman behandler zombiegenren. Det bliver sjældent fjollet eller for meget, men er altid en stærk følelsesmæssig oplevelse. Man lever sig ind i de strabadser den lille flok overlevendes må gennemgå, og følger deres successer og fiaskoer med stort engagement. En tegneserie – eller et hvilket som helst andet medie – kan dårligt håbe på mere, og man kan kun glæde sig over at Robert Kirkman ikke planlægger at stoppe serien foreløbigt, for det er svært af få nok.

Fakta om serien

The Walking Dead #1-54

Forfatter: Robert Kirkman

Tegnere: Tony Moore, Charlie Adlard

Gråtoner: Cliff Rathburn

Forlag: Image Comics

Serien er samlet i 9 TPB:

1 Days Gone Bye (2004)

2 Miles Behind Us (2004)

3 Safety Behind Bars (2005)

4 The Heart’s Desire (2005)

5 The Best Defense (2006)

6 This Sorrowful Life (2007)

7 The Calm Before (2007)

8 Made To Suffer (2008)

9 Here We Remain (2009)

En mesterlig obduktion – From Hell af Alan Moore og Eddie Campbell

Der er noget ved historien om Jack the Ripper, som pirrer nysgerrigheden hos rigtigt, rigtigt mange mennesker – historiens første seriemorder kalder pressematerialet fra Faraos Cigarer sagen, men der er flere aspekter gemt i det. Hvordan kunne det ske i Whitechapel, i det centrale London, midt i Imperiets hjerte? Hvorfor blev morderen aldrig fanget? Hvem kunne begå nogen så bestialske og alligevel sofistikerede mord? Var politiet inkompetente eller dækkede de over nogen?

Vel var pressen (allerede dengang) en stor del af grunden til at sagen blev blæst op, men alligevel er de reelle spørgsmål utallige og næsten lige så utallige er eftertidens forsøg på at besvare dem – “det var ham/dem!” har lydt fra utallige mere eller mindre kvalificerede efterforskere i tidens løb, og sagen er stadig spændende, ikke mindst fordi den forbliver uløst.

Alan Moore brugte ti år på at skrive From Hell, hvis titel er taget fra de første ord i et brev, som mange mener er fra den virkelige Jack the Ripper. Han har læst hvad der er at læse om sagen og – ikke mindst – om samtiden og har valgt at basere denne tegneserie på teorierne fra Stephen Knight om en sammensværgelse, som involverede blandt andre frimurerne og kongehuset.

Det er værd at bemærke, at Moore selv ikke tror på Knights teorier (som da også er blevet tilbagevist et utal af gange), men har valgt ham, da teorierne passede med den historie som han selv ville fortælle.

En “Whydunit”

I Moores udgave er det ikke en whodunit – han melder klart ud næsten fra en start af hvem han mener står bag mordene og bruger i stedet historien til dels at fortælle en whydunit og derigennem tegne et meget detaljeret billede af morderen og dels til at beskrive af Victoriatidens London og trække paralleller til vores tid.

Historien følger Dronning Victorias hoflæge, Sir William Gull, som får til opgave at rydde nogle prostituerede af vejen, der har viden om et uægte barn, som prins Albert har lavet med en simpel butiksassistent. Gull har imidlertid sin egen agenda, og sammen med den simple kusk John Netley udfører han de nu klassiske mord som en magisk besværgelse, hvis formål er at bryde de sidste rester af kvindekønnets magt over mændene.

Parallelt følger vi opklaringsarbejdet med fokus på politiinspektøren Frederick Abberline, der ikke rigtigt kommer nogen vegne i sagen, før han slår sig sammen med den synske Robert Lees – “synsk” skal her tages med et gran salt, da Lees på bogens allerførste sider indrømmer, at han svindlede hele vejen igennem og aldrig havde en egentlig vision.

Undervejs kommer vi igennem Londons historie, spekulationer omkring tidens natur, datidens medicinske (og psykiatriske) behandlingsformer, frimurernes loge og ritualer og møder et væld af kendte mennesker fra historiens samtid, bl.a. John “Elefantmanden” Merrick, en ung Aleister Crowley, Oscar Wilde, William Morris samt en del andre.

Som nævnt er det er afsindigt gennemresearchet værk vi har med at gøre med – lige fra Londons historie på gadeplan over medicinske behandlingsmetoder over frimurernes trosgrundlag til de slangudtryk som de prostituerede brugte i perioden. Det taler til Moores fordel, at researchen ikke kommer til at overvælde værket, men bare understøtter det. For de mere interesserede er der et appendiks på næsten hundrede sider, som side for side gennemgår værket og bl.a. fortæller hvad der er historiske fakta, hvad der er kvalificerede gæt og hvad der er det rene opspind. Der er også et tegnet appendiks 2 – “Mågejægernes dans” – som gennemgår de forskellige teorier omkring morderens identitet igennem tiderne.

From Hell er et imponerende værk, der som alle store værker indeholder lag på lag på lag – lidt a la Peer Gynts løg – og én læsning er slet, slet ikke nok.

Gnidrede skitser eller stor kunst?

Det er ofte blevet sagt at dette eller hint deler vandene, men sjældent har det været mere på sin plads end med Eddie Campbells tegninger. Et par illustrationer er på sin plads inden jeg fortsætter:

Disse eksempler er rimeligt repræsentative for Campbells tegnestil i From Hell – sorte og gnidrede flader, tegninger, som nogen gange næsten har skitsepræg og en tæt og klaustrofobisk sideopbygning.

Når man slår bogen op, er det ikke et umiddelbart tiltalende indtryk man får – det er lidt mørkt og gnidret det hele og tegningerne er ikke “pæne” i gængs forstand – men når man kommer i gang med læsningen, er universet komplet netop igennem tegningerne.

Der er en del scener i bogen, der hører til nogle af de uhyggeligste, der i mine øjne er frembragt indenfor mediet – den sorte droske, der kører gennem det regnvåde London, Dr. Gulls ildevarslende silouet med den høje hat og kniven i hånden og den generelle stemning af trøstesløshed kryber ind under huden på en og udfordrer ens nattesøvn.

Det skal i øvrigt tilføjes at bogen ikke er for hverken snerper eller sarte sjæle – vi har både eksplicit sex og nogle særdeles grusomme og minutiøst skildrede mord.

En længe ventet udgivelse

Den danske udgave af From Hell har været undervejs længe, men det har været ventetiden værd at få Moores store værk på dansk. 600 sider i rimelig indbinding for knapt 400 kroner må siges at være særdeles rimeligt, oversættelsen er fin og Allan Haverholms tekstning passer fremragende til Campbells streg og bogens tone.

From Hell er – som antydet – intet mindre end et mesterværk, og her er tale om obligatorisk læsning. Alt spiller sammen og intet er overladt til tilfældighederne, samtidig med at det er en bog, der kommer ind under huden på en i en næsten uhyggelig grad. Som med al genial og banebrydende kunst, kan man ikke vende tilbage From Hell og være uændret – man har set verden igennem en morders øjne, set tiden ophævet som en regel i børns leg, næsten mærket elendigheden og fattigdommen i Whitechapel på sig selv og det er svært at ryste af sig. Det er en hård rejse, men den er det værd – From Hell er den største læseoplevelse jeg har haft i år og den vigtigste udgivelse på dansk i lang, lang tid.

From hell.
Mr Lusk,
Sor
I send you half the Kidne I took from one women prasarved it for you tother piece I fried and ate it was very nise. I may send you the bloody knif that took it out if you only wate a whil longer

signed
Catch me when you can Mishter Lusk

Fakta om serien

From Hell, 2008. 604 sider, sort/hvid.

Bedømmelse: Anbefales varmt. Mesterværk!

Forfatter: Alan Moore
Tegner: Eddie Campbell

Forlag: Faraos Cigarer

Dylan Dog 4: Erindringer fra usynlighedens verden

Cover til Dylan Dog #4Det er en gammel tanke – måske så gammel som mennesket selv – hvad hvis nu man kunne blive usynlig?

Vi finder det overalt – i folkloren, hvor bregnefrø efter sigende kunne gøre en usynlig, Perseus usynlighedshjælm, Herskerringen i Ringenes Herre, Cheshire-katten i Alice i Eventyrland, Harry Potters magiske kappe, Troldepus hvide tryllestav, erotiske versioner hos bl.a. Milo Manara, Sue Storm fra Fantastic Four, Klingon-skibenes cloakingdevice i Star Trek – listen er næsten uendelig.

Den historie der dog står centralt er H. G. Wells Den Usynlige Mand, om videnskabsmanden Griffin, der gør sig selv usynlig. Han kan dog ikke kan gøre sig synlig igen, hvilket gør ham sindssyg. Historien udspiller sig i Victoriatidens seksuelt undertrykte London, og det seksuelle element er – som i flere af Wells historier – tydeligt mellem linjerne historien igennem.
Alan Moore brugte Griffin i sin The League of Extraordinary Gentlemen.

Det nyeste nummer af Dylan Dog tager også historien om den usynlige mand under behandling, og ligesom hos Wells foregår historien i London, men det seksuelle element er dog lidt mere tydeligt – der er nemlig en morder, der er gået i gang med at dræbe byens prostituerede.

Bree Daniels fra DD#4De prostituerede har dog ikke tænkt sig at lade stå til mens politiet sylter sagen, så de slår deres økonomiske midler sammen og lader en af deres egne, Bree Daniels, kontakte Dylan Dog, så han kan løse problemet for dem. Naturligvis forelsker Dylan sig i den smukke Bree, hvilket ikke er helt ukompliceret med hendes metier i mente.

Imens skifter fortællingen så til en usynlig mand, der søger hævn over mordet på den prostituerede Aileen, som han var forelsket i. Tiziano Sclavi lader det i lang tid stå uvist hen hvorvidt denne person virkeligt er usynlig eller bare så ubetydelig at folk ikke lægger mærke til ham, hvilket fungerer virkeligt godt. Tegneren Giampiero Casertano skildrer Londons regnvåde gader, så det føles som om man var der selv. Hans streg er især stærk i skildringen af det lidt groteske, hvilket gør ham til den måske bedste Dylan Dog-tegner vi har set endnu.

Der er flere tråde i historien – og flere overraskelser undervejs – end vi har set i de tidligere numre i serien (måske med første nummer, En Knæler gik at Jage, som mulig undtagelse), og det fungerer godt og gribende undervejs, selv om jeg ikke er helt overbevist om historiens slutning. Det ændrer dog ikke på at dette er det måske bedste numre af Dylan Dog hidtil og kan anbefales både til faste og nye læsere – har du brug for et godt, solidt gys fås det på det danske marked ikke bedre end Dylan Dog.

Fakta om serien

Dylan Dog #4: Erindringer fra usynlighedens verden
Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Tiziano Sclavi
Tegner: Giampiero Casertano
Oversætter: Cecilia Jakobsen
Udgiver: Shadow Zone Media

Husk også at besøge seriens hjemmeside, www.dylandog.dk

Dylan Dog #3: Nætter med fuldmåne

Varulv i træsnit.Da Dylan Dog begyndte at udkomme indgik Ulf og jeg en aftale om at skiftes til at anmelde numrene. Det viste sig at være en rigtig god ide, jeg er nemlig ikke specielt begejstret for zombie-fortællinger, mens jeg altid har haft en forkærlighed for varulve. I det tredie nummer i den danske udgave drager Dylan og Groucho nemlig til Schwarzwald for at undersøge en mystisk sag om en ung piges forsvinden, og det bringer dem i forbindelse med Dylan Dog universets version af varulve.

Varulve i vor kulturkreds kendes helt tilbage til Vølsung sagaen hvor Sinfjotli og Sigmund ved at iklæde sig ulveskind overtager dyrets egenskaber og vildskab. I andre beskrivelser er påklædningen mere symbolsk og man kan nøjes med et bælte af ulveskind. Men typisk ifører man sig dyrets skind for at få dets egenskaber, som vi også kender det fra de frygtede krigere bersærkerne, som jo altså er klædt i bjørne-særk eller tøj af bjørneskind. Rødderne kan uden tvivl føres helt tilbage til mere primitiv religion hvor jægeren identificerer sig med byttedyret, først direkte men senere gennem en shaman som nu påtager sig rollen som stammens totem på vegne af krigerne eller jægerne.

For det moderne menneske er de imidlertid ikke så praktisk at kunne påtage sig egenskaber fra et vildt rovdyr, det giver hverken en elevplads i Netto eller en formandspost i grundejerforeningen. Derfor fremstilles varulve da også ofte i moderne fortællinger som ramt af en ond skæbne eller en forbandelse, eller som et kulturmenneske i konflikt med sin vilde natur eller et menneske der ikke vil erkende sin mørke side. En varulve-fortælling kan næsten henfalde til en traditionel whodunnit hvor man skal finde ud af hvem varulven er inden den lille afsides by løber tør for indbyggere. Corben bruger det mesterligt i en af sine historier, hvor ulven ironisk nok viser sig at være præsten som til det sidste ikke vil vedkende sig den mørke side af sig selv.

I nyere tids fortællinger er varulven dog begyndt at fremstå i et mildere lys. Hvor der før var tale om en enkelt udstødt kan der nu, for eksempel i Anita Blake historierne, optræde hele flokke med en indbyrdes rangorden og social struktur. En slags skygge-samfund i forhold til det etablerede. Rollespil viser dem som økologi-bevidste forekæmpere for moder jord, mens moderne film som “Underworld” fremstiller dem som en selvstændig art der befolker en skyggeverden som eksisterer lige ude af øjenkrogen på vores sorgløse dagligdag.

Sclavi tager fat på myten om varulven med sin typiske Dylan Dog tematik. De to hovedtemaer som man altid kan regne med i Dylan Dog er “Dylan og kvinderne” og “Menneskelighed i monstrene, mennesket som monster”. Lad os tage “Dylan og kvinderne” først, selv om man vel dårligt kan tale om kvinder i det her tilfælde. Dylan og Groucho er som bekendt hyret for at undersøge en ung piges forsvinden, og det fører dem til Frau Bluchers kostskole for unge piger. Hvor indehaveren helst ser ham ude af syne hurtigst muligt. Dette gælder dog ikke hendes elever, som hurtigt bemærker at han er den eneste tiltrækkende mand i miles omkreds. Begivenhederne fører ham sammen med den unge Alexandra som muligvis er et spor i sagen, hun har imidlertid sin egen dagsorden og Dylan finder det svært at afvise hendes tilnærmelser – tsk tsk Dylan, bad Dog, no bisquit!

Dylan Dog 3Da ingen ser ud til at ønske at hjælpe Dylan med opklaringen må han slå sig ned i den nærliggende landsby, som meget betegnende hedder Wolfburg. En slags bayersk “village that time forgot” hvor tyrolerhapt, lederhosen og piger med store blonde fletninger falder naturligt ind iblandt de gamle bindingsværks-bygninger. En by af den slags hvor man hvert øjeblik ville forvente at Dracula kunne komme flyvende forbi. Her stifter han nærmere bekendtskab med de lokale historier om hvem der lever i skovene, og meget betegnende er de ikke omtales som “ulve” men “fremmede” – de er ikke dyr, men mennesker man endnu ikke kender.

Hvem de fremmede er, og hvad motivet til den unge piges forsvinden er, skal ikke afsløres her, for historien er absolut værd for læsere selv at investere i. Bjarne Kristensen gør selv i forordet opmærksom på at det denne gang er to andre tegnere der står for illustrationen af Sclavis fortælling, Montanari og Grassani. Personligt forstår jeg ikke helt at han kalder måden at tegne på for dere “ikke ligefrem gyser-agtige stil”. Scenerne med Dylans kamp mod ulven i starten af bogen, og igen senere da han og Groucho konfronteres med ulvene i skoven gav for mig ihvertfald mindelser om Wrightsons varulve-illustrationer til Stephen Kings “Cycle of the Werewolf”. Så for mig virker tegnestilen ganske udmærket.

Slutteligt, så er det jo næsten ironisk at se sin egen anmeldelse af det første nummer citeret i “Dylan Dog Horror Club” vedrørende Grouchos rolle. For i “Nætter med fuldmåne” synes jeg faktisk han er langt mindre irriterende end i de to første numre. Hans rolle som den konstante ulykkesfugl der bare ikke kan lade være med at påkalde sig en værre skæbne ved at nævne de ting der heldigvis ikke er sket endnu er sjov, og hans konstant afbrudte historie om de fire mand der skal halshugges virker godt i sammenhængen selv om man godt kender den i forvejen. Jeg tror at grunden til at Groucho fungerer bedre i dette nummer end de tidligere er at hans vittigheder går ind og bliver en del af historien, på den måde virker han mindre malplaceret.

Skulle nogen være interesseret i at læse op på varulve, så har Wikipedia to udmærkede artikler som kan bruges som afsæt

http://en.wikipedia.org/wiki/Werewolf – dækker virkelighedns varulve i mytologi med videre.
http://en.wikipedia.org/wiki/Werewolf_fiction – dækker derimod varulve i fiktive værker, dog fortrinsvist bøger og film.

Fakta om serien

Dylan Dog #3: Nætter med fuldmåne
Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Tiziano Sclavi
Tegner: Montanari & Grassani
Oversætter: Bjarne Kristensen
Udgiver: Shadow Zone Media

Gotiske klassikere

Gothic Classics #14Jeg har netop modtaget en pressemeddelelse om at GOTHIC CLASSICS: Graphic Classics Volume Fourteen netop er blevet udgivet af forlaget Graphic Classics.

GOTHIC CLASSICS is the third multi-author anthology in the GRAPHIC CLASSICS series of adaptations of great literature. The book presents Ann Radcliffe’s archetypal gothic novel “The Mysteries of Udopho,” adapted by Antonella Caputo and Carlo Vergara. Plus Jane Austen’s gothic parody “Northanger Abbey,” by Trina Robbins and Anne Timmons, and Poe’s “The Oval Portrait,” by Malaysian illustrator Leong Wan Kok. Also “At the Gate,” a canine ghost story by Myla Jo Closser, illustrated by Shary Flenniken, and J. Sheridan Le Fanu’s great vampire tale “Carmilla,” by Rod Lott and Lisa K. Weber. With a dramatic cover painting from “Carmilla” by Lisa K. Weber.

Der er en del af disse noveller som jeg kender ganske godt i originalversionen, og da tegningerne ser ud til at være i orden, er det da en titel jeg vil holde øje med.

Bill Sienkiewicz tegner ny 30 Days of Night

Teaser til 30 Days of Night: Beyond BarrowJo, den er god nok – Sienkiewicz slutter sig til Steve Niles i en ny historie i 30 Days-universet, kaldet “30 Days of Night: Beyond Barrow”. CBR har i den anledning interviewet dem begge.

Niles lover at historien lægger en ny vinkel på hele “30 days”-universet, og at den skaber en baggrund og historie i universet som giver en ny vinkel på alle hændelserne.

Sienkiewicz har følgende at sige om sin tilgangsvinkel til tegningerne:

I’ve always felt the mind will fill in the more horrifying images than you can just simply show the audience. The way horror has been handled for the most part is there’s always a lot of darkness, but just for darkness’s sake. What I’d like to see is a little bit more contrast and beauty and set-up in terms of the landscape being a character. Let the environment play a role. So, when things go horribly wrong, you’re suddenly plunged into a horrific world, made ever so much more so when compared to the beauty you were just looking at. Or, have something very dark happen out in the sunshine. True horror can happen unexpectedly and it doesn’t necessarily have to happen in a dark room that’s been dirtied up a bit.

Der skulle være lagt i kakkelovnen til en af årets helt store gyseroplevelser når disse to herrer byder os indenfor i en verden befolket af vampyrer og det, der er værre.