Dylan Dog #3: Nætter med fuldmåne

Varulv i træsnit.Da Dylan Dog begyndte at udkomme indgik Ulf og jeg en aftale om at skiftes til at anmelde numrene. Det viste sig at være en rigtig god ide, jeg er nemlig ikke specielt begejstret for zombie-fortællinger, mens jeg altid har haft en forkærlighed for varulve. I det tredie nummer i den danske udgave drager Dylan og Groucho nemlig til Schwarzwald for at undersøge en mystisk sag om en ung piges forsvinden, og det bringer dem i forbindelse med Dylan Dog universets version af varulve.

Varulve i vor kulturkreds kendes helt tilbage til Vølsung sagaen hvor Sinfjotli og Sigmund ved at iklæde sig ulveskind overtager dyrets egenskaber og vildskab. I andre beskrivelser er påklædningen mere symbolsk og man kan nøjes med et bælte af ulveskind. Men typisk ifører man sig dyrets skind for at få dets egenskaber, som vi også kender det fra de frygtede krigere bersærkerne, som jo altså er klædt i bjørne-særk eller tøj af bjørneskind. Rødderne kan uden tvivl føres helt tilbage til mere primitiv religion hvor jægeren identificerer sig med byttedyret, først direkte men senere gennem en shaman som nu påtager sig rollen som stammens totem på vegne af krigerne eller jægerne.

For det moderne menneske er de imidlertid ikke så praktisk at kunne påtage sig egenskaber fra et vildt rovdyr, det giver hverken en elevplads i Netto eller en formandspost i grundejerforeningen. Derfor fremstilles varulve da også ofte i moderne fortællinger som ramt af en ond skæbne eller en forbandelse, eller som et kulturmenneske i konflikt med sin vilde natur eller et menneske der ikke vil erkende sin mørke side. En varulve-fortælling kan næsten henfalde til en traditionel whodunnit hvor man skal finde ud af hvem varulven er inden den lille afsides by løber tør for indbyggere. Corben bruger det mesterligt i en af sine historier, hvor ulven ironisk nok viser sig at være præsten som til det sidste ikke vil vedkende sig den mørke side af sig selv.

I nyere tids fortællinger er varulven dog begyndt at fremstå i et mildere lys. Hvor der før var tale om en enkelt udstødt kan der nu, for eksempel i Anita Blake historierne, optræde hele flokke med en indbyrdes rangorden og social struktur. En slags skygge-samfund i forhold til det etablerede. Rollespil viser dem som økologi-bevidste forekæmpere for moder jord, mens moderne film som “Underworld” fremstiller dem som en selvstændig art der befolker en skyggeverden som eksisterer lige ude af øjenkrogen på vores sorgløse dagligdag.

Sclavi tager fat på myten om varulven med sin typiske Dylan Dog tematik. De to hovedtemaer som man altid kan regne med i Dylan Dog er “Dylan og kvinderne” og “Menneskelighed i monstrene, mennesket som monster”. Lad os tage “Dylan og kvinderne” først, selv om man vel dårligt kan tale om kvinder i det her tilfælde. Dylan og Groucho er som bekendt hyret for at undersøge en ung piges forsvinden, og det fører dem til Frau Bluchers kostskole for unge piger. Hvor indehaveren helst ser ham ude af syne hurtigst muligt. Dette gælder dog ikke hendes elever, som hurtigt bemærker at han er den eneste tiltrækkende mand i miles omkreds. Begivenhederne fører ham sammen med den unge Alexandra som muligvis er et spor i sagen, hun har imidlertid sin egen dagsorden og Dylan finder det svært at afvise hendes tilnærmelser – tsk tsk Dylan, bad Dog, no bisquit!

Dylan Dog 3Da ingen ser ud til at ønske at hjælpe Dylan med opklaringen må han slå sig ned i den nærliggende landsby, som meget betegnende hedder Wolfburg. En slags bayersk “village that time forgot” hvor tyrolerhapt, lederhosen og piger med store blonde fletninger falder naturligt ind iblandt de gamle bindingsværks-bygninger. En by af den slags hvor man hvert øjeblik ville forvente at Dracula kunne komme flyvende forbi. Her stifter han nærmere bekendtskab med de lokale historier om hvem der lever i skovene, og meget betegnende er de ikke omtales som “ulve” men “fremmede” – de er ikke dyr, men mennesker man endnu ikke kender.

Hvem de fremmede er, og hvad motivet til den unge piges forsvinden er, skal ikke afsløres her, for historien er absolut værd for læsere selv at investere i. Bjarne Kristensen gør selv i forordet opmærksom på at det denne gang er to andre tegnere der står for illustrationen af Sclavis fortælling, Montanari og Grassani. Personligt forstår jeg ikke helt at han kalder måden at tegne på for dere “ikke ligefrem gyser-agtige stil”. Scenerne med Dylans kamp mod ulven i starten af bogen, og igen senere da han og Groucho konfronteres med ulvene i skoven gav for mig ihvertfald mindelser om Wrightsons varulve-illustrationer til Stephen Kings “Cycle of the Werewolf”. Så for mig virker tegnestilen ganske udmærket.

Slutteligt, så er det jo næsten ironisk at se sin egen anmeldelse af det første nummer citeret i “Dylan Dog Horror Club” vedrørende Grouchos rolle. For i “Nætter med fuldmåne” synes jeg faktisk han er langt mindre irriterende end i de to første numre. Hans rolle som den konstante ulykkesfugl der bare ikke kan lade være med at påkalde sig en værre skæbne ved at nævne de ting der heldigvis ikke er sket endnu er sjov, og hans konstant afbrudte historie om de fire mand der skal halshugges virker godt i sammenhængen selv om man godt kender den i forvejen. Jeg tror at grunden til at Groucho fungerer bedre i dette nummer end de tidligere er at hans vittigheder går ind og bliver en del af historien, på den måde virker han mindre malplaceret.

Skulle nogen være interesseret i at læse op på varulve, så har Wikipedia to udmærkede artikler som kan bruges som afsæt

http://en.wikipedia.org/wiki/Werewolf – dækker virkelighedns varulve i mytologi med videre.
http://en.wikipedia.org/wiki/Werewolf_fiction – dækker derimod varulve i fiktive værker, dog fortrinsvist bøger og film.

Fakta om serien

Dylan Dog #3: Nætter med fuldmåne
Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Tiziano Sclavi
Tegner: Montanari & Grassani
Oversætter: Bjarne Kristensen
Udgiver: Shadow Zone Media

Dylan Dog 2: Når de døde vågner

Dylan Dog 2Lad det være sagt med det samme: jeg er en sucker efter zombier. Siden jeg som ung så George A. Romeros klassiske zombietrilogi og Lucio Fulcis klassiske zombiefilm har jeg været … bidt … af zombiefortællinger, og når Dylan Dog så barsler med et nummer om zombier, kaster jeg mig naturligvis over serien.

Hvor det første nummer var en mordgåde med stærke påvirkninger fra italienske giallo-film (f.eks. Dario Argento) har vi her som sagt en zombie-fortælling med rødder i de klassiske film af Romero og Fulci.

Plottet går i al sin enkelthed ud på at de døde begynder at vågne til live igen – Sybil Brownings mand er en af de første, og hun bliver anklaget for mordet på ham, idet hun er nødt til at forsvare sig mod zombiens angreb.

Hun hyrer Dylan Dog til at opklare hvad der er sket og dermed rense hendes navn, og herfra går turen til Inverness i Skotland, hvor den mystiske doktor Xabaras udfører sine eksperimenter. Det hele ender med et stort klimaks med masser af zombier i en lille skotsk by og Dylan, Sybil og Dylans assistent Groucho fanget i midten af det hele.

Hvordan det hele ender skal ikke afsløres her, men da Dylan Dog er et månedsblad, er det nok ikke helt ved siden af at gætte på at vore hovedpersoner er tilbage i næste måned. Inden da har man fået gnavet en del af sine negle ned til roden over den fundamentalt spændende historie, der leverer både spænding og chok nok til næste nummer udkommer næste måned. Bladet er til tider en lille smule teksttungt, men når handlingen er så spændende som den er, nærmest blæser man alligevel igennem det på ingen tid.

De sort/hvide tegninger er også meget effektfulde, og vækker mindelser om Modersty Blaise med en håndfuld Hugo Pratt kastet ind over, om end stilen til tider er noget mere karrikeret end de to inspirationskilder. Fortællemæssigt passer de rigtigt godt sammen med historien, og især scenen med patologen på retsmedicinsk institut er stemningsfuld og hårrejsende.

Der er efterhånden kommet en del zombietegneserier – først og fremmest den fremragende The Walking Dead, men også Avatars “Living Dead”-serie og Warren Ellis “Black Gas”-miniserie. Det der adskiller Dylan Dog #2 fra denne store mængde er først og fremmest dens meget europæiske tone, og det gør faktisk en stor forskel.

Dylan Dog er fortsat et friskt pust hen over den danske scene, og jeg glæder mig til næste måned, hvor vi kommer i selskab med varulve. Hm, lige pludseligt er en måned rigtig lang tid…

Faktaboks:

Titel: Dylan Dog #2: når de døde vågner
Forfatter: Tiziano Sclavi
Tegner: Angelo Stano
Udgiver: Shadow Zone Media
Hjemmeside: www.dylandog.dk

Bedømmelse: Anbefales

Trailer til 30 Days of Night

Traileren til 30 Days of Night – filmatiseringen af Steve Niles og Ben Templesmiths tegneserie af samme navn – er at finde hos IGN.

Her er der et par screenshots:

30 days of night - screenshot 1
30 days of night - screenshot 2

30 days of night - screenshot 3

30 days of night - screenshot 4

Jeg glæder mig personligt – jeg synes tegneserien var et friskt pust i horrorgenren og det ser ud til at filmen bevarer tonen fra serien. Og jeg er en sucker for “isoleret et fjernt sted sammen med unævnelig trussel”-horror (se også: John Carpenters The Thing).

30 Days of Night udgives på dansk under titlen Nat i 30 dage af forlaget G. Floy Studios.

Gotiske klassikere

Gothic Classics #14Jeg har netop modtaget en pressemeddelelse om at GOTHIC CLASSICS: Graphic Classics Volume Fourteen netop er blevet udgivet af forlaget Graphic Classics.

GOTHIC CLASSICS is the third multi-author anthology in the GRAPHIC CLASSICS series of adaptations of great literature. The book presents Ann Radcliffe’s archetypal gothic novel “The Mysteries of Udopho,” adapted by Antonella Caputo and Carlo Vergara. Plus Jane Austen’s gothic parody “Northanger Abbey,” by Trina Robbins and Anne Timmons, and Poe’s “The Oval Portrait,” by Malaysian illustrator Leong Wan Kok. Also “At the Gate,” a canine ghost story by Myla Jo Closser, illustrated by Shary Flenniken, and J. Sheridan Le Fanu’s great vampire tale “Carmilla,” by Rod Lott and Lisa K. Weber. With a dramatic cover painting from “Carmilla” by Lisa K. Weber.

Der er en del af disse noveller som jeg kender ganske godt i originalversionen, og da tegningerne ser ud til at være i orden, er det da en titel jeg vil holde øje med.

Dylan Dog #1: En knæler gik at jage

dd-cover-1.jpgEn død mand kommer ind på en single-natklub…

Det er ikke begyndelsen på en af de mange vittigheder som Dylan Dogs assistent når at få afleveret i løbet af det første hæfte, men derimod indledningen på historien “En knæler gik at jage”. Natklubben har det dobbelttydige navn “Hiroshima mon amour”, en henvisning til den fransk/japanske film fra 1959 som flere steder deler temaer med Dylan Dog historien, men herom senere.

Uset og spøgelsesagtigt leder den døde mand os fra sit gravsted til natklubben som er omdrejningspunktet for denne første sag for Dylan Dog på dansk. Det giver os mulighed for at springe ind midt i arbejdet med at finde en kvindelig serimorder som finder sine ofre på “Hiroshima mon amour”.

Mareridtsdetektiven Dylan Dog udgiver sig for at være en af de mange singler der frekventerer natklubben i håb om at finde den eneste ene, dels for at hjælpe sin gamle ven og mentor Komissær Bloch fra Scotland Yard, dels for at hjæle en kunde som er mor til en af “knæleren”’s ofre. Det fantasifulde tilnavn skyldes at morderen ligesom sin navnesøster i insektriget dræber sin mandlige partner efter at kønsakten er fuldbyrdet.

Så man kan roligt sige at Dylans hjerte er i fare på flere planer, for kærlighed på en single-natklub kan nogen gange være lige så farlig og uforudsigelig som en seriemorder. I filmen “Hiroshima mon amour” mødes parret på en cafe ved navn “Casablanca”, hvilket ifølge nogen ses som en hilsen til filmen af samme navn, og et symbol på at vi har at gøre med den umulige kærlighed.

Så det er sikkert med fuldt overlæg at Sclavi og Ciaverotti lader sine personer mødes på “Hiroshima mon amour”, for rundt i yderkanterne af det i øvrigt ganske gode, men også lidt traditionelle plot, bevæger sig en række menneskeskæbner som alle søger kærligheden på den ene eller anden måde, med meget forskellige og alligevel ens resultater til følge.

Teknikken med at introducere små menneskeskæbner ved siden af den gennemgående historie og alligevel opnå at læseren på kort tid når at få en smule følelse for dem kendes sikkert af mange fra Stephen King, men også Neil Gaimen og Alan Moore har brugt den i deres tidlige numre af henholdsvis “Sandman” og “Swamp Thing”. Det giver en fin balance ved at læseren trods de voldsomme dele af handlingen fastholdes i menneskelige følelser i stedet for at bedøves og afstumpes – folk der synes at Doom og Resident evil er god horror vil måske nok blive lidt skuffede, men måske også udfordret på en positiv måde.

Nu kunne nogen læsere måske forledes til at tro, at med referencer til franske film og anbefalingen fra selveste Umberto Eco: “Jeg kan læse Biblen, Homer og Dylan Dog i dagevis …”, så kunne det udarte sig til noget højpandet noget, og måske er det netop derfor at forfatterne til serien har valgt at give Dylan Dog noget nær den underligste assistent man kan tænke sig. En skuespiller der en gang har spillet Groucho Marx og siden er blevet hængende i rollen, tilsyneladende uden at bidrage til sagen med andet en en række meget karakterisktiske vittigheder.

Nogen gange kan jeg godt synes at han er lidt i overkanten – om jeg med tiden vil finde ham lige så irriterende som de fleste personer omkring Dylan Dog ser ud til at gøre det er der kun en måde vi kan finde ud af – ved at vi alle køber både dette bind, det næste når det udkommer d. 6 juli og så fremdeles.

Velkommen til Dylan Dog og til Shadow Zone Media på det danske marked. Læsere der vil vide mere om dette nye forlag, følge med i nyheder om serien eller diskutere serien, horror, musik eller film bør besøge hjemmesiden (som altid er mit brugernavn verszou).

Shoot: den forbudte Hellblazer

Hellblazer #141: ShootFor efterhånden mange år siden var Warren Ellis forfatter på Hellblazer, hvilket i manges øjne gik rigtigt godt – hans næsten uundgåelige kynisme passede meget godt med John Constantine som figur og hans syntes at have et godt greb om titlens ånd. Ellis udtalte på sin hjemmeside, at han regnede med at blive på serien i 40 numre. Serien skiftede tegnere tit, men med Ellis blev det for alvor en del af konceptet – tegneren skulle passe til historiens ånd, og det fungerede godt. Alt var vel.

Men så gik det galt – kun otte numre inde. Ellis havde skrevet #141 og Phil Jimenez havde færdiggjort sine tegninger, da Warner Bros. (som ejer DC/Vertigo, der udgiver Hellblazer) slog bremsen i og krævede ændringer i manuskriptet hvis det skulle udgives.

Ellis svarede igen ved at forlade titlen så hurtigt han kunne – hvilket i praksis blev med #143.

#141 blev aldrig udgivet. Hvad skete der?

Lad os kigge på foromtalen:

“When a female psychologist researches a wave of premeditated mass killings in the American heartland, an enigmatic, chain-smoking Brit shows her that the roots of evil run deeper than she’d imagined.”

Det lyder da ikke specielt chokerende eller censurværdigt – både Hellblazer og serier som Preacher har da budt på værre plotelementer end det. Warren Ellis har mere at sige om indholdet:

“We follow a female psychologist in America as she gathers and prepares research work on the wave of ’schoolyard slayings’ – children gunning down other children en masse that’s slowly sweeping the country – for a Senate investigative committee. She’s also writing a paper on not only the pathology of premeditated mass killing, but the psychology of the victims. Jonestown is her starting point. She’s heard the tape of Jim Jones’ last sermon while his followers were screaming out in pain, the poison chewing through their guts. The children were poisoned too. They screamed too.”

“In this unslept state of constant horror, she notices one cohesive factor in the last few instances of children blowing away their playmates in the playground. A lean, rumpled, middle-aged Englishman in a trenchcoat. She starts investigating him, suspecting a connection. But Constantine – the original, spooky Constantine, seen from a distance, enigmatic, appearing and disappearing at will – prowls round her, bringing her to understanding of what’s really going on. He makes her look properly at the video evidence of the thing he came from England for (an old friend’s son who moved to America was shot dead in one of these incidents).”

Og her har vi så fat i noget – Hellblazer #141 skulle have udkommet et par uger efter massakren i Colombine, hvor to skoleelever dræbte 12 og sårede endnu flere. Medierne og befolkningen var ude efter blod, og populærkulturen stod – som det så ofte sker i den slags situationer – for skud.

Det var på grund af voldelige computerspil lød én anklage. Det var på grund af filmen “The Matrix” lød en anden. Og Warner ville under ingen omstændigheder skulle håndtere anklagen “Det var på grund af tegneserien Hellblazer”, hvor hovedpersonen – ligesom drabsmændene – går klædt i trenchcoat.
Man kan næsten mærke panikken forplante sig op i systemet igennem executive efter executive, til en eller anden med vægt har sat foden ned og sagt stop for udgivelsen – muligvis endda uden at have læst historien.

Nuvel, for nogle år siden begyndte kopier af den ufarvelagte serie at cirkulere i fankredse, og derfra gik der ikke længe før billederne ramte nettet. Hvor chokerende er serien så?

Bedøm selv:

Hellblazer #141: Shoot s. 1Hellblazer #141: Shoot s. 2Hellblazer #141: Shoot s. 3Hellblazer #141: Shoot s. 4Hellblazer #141: Shoot s. 5Hellblazer #141: Shoot s. 6Hellblazer #141: Shoot s. 7Hellblazer #141: Shoot s. 8Hellblazer #141: Shoot s. 9Hellblazer #141: Shoot s. 10Hellblazer #141: Shoot s. 11Hellblazer #141: Shoot s. 12Hellblazer #141: Shoot s. 13Hellblazer #141: Shoot s. 14Hellblazer #141: Shoot s. 15Hellblazer #141: Shoot s. 16Hellblazer #141: Shoot s. 17Hellblazer #141: Shoot s. 18Hellblazer #141: Shoot s. 19Hellblazer #141: Shoot s. 20Hellblazer #141: Shoot s. 21Hellblazer #141: Shoot s. 22

Det er en mørk og misantropisk historie, men det er der mange andre Hellblazer-historier der er. Men var det nok til at censurere / ikke udgive den? Ellis mener ja:

“At the last moment, DC’s executive level felt that the story could not go out in its original form. All media, particularly the narrative arts, are particularly sensitive to the politics of post-Columbine blame-placement at this time, and their concern was entirely justified given their position and special responsibilities. But the changes required created a story that I could not stand behind as a writer.”

Hvis man spørger mig, er det ikke bare fordi den omhandler de kontroversielle schoolyard slayings, men måden den gør det på – den peger en anklagende finger ind i USAs allerdårligste samvittighed, der hvor den amerikanske drøm er blevet en betændt byld.
Og den gør det rigtigt godt.

Jeg er ikke sikker på at jeg helt er enig i pointen, men vigtigheden af denne bidende sociale kommentar er ikke til at komme udenom. Og damn, om ikke den sidste side får det til at løbe mig koldt ned af ryggen.

Kommer vi så nogensinde til at se historien på tryk? Det er svært at sige. DC har i de seneste år (gen-)udgivet en del af de historier, som man ellers aldrig troede man ville se på tryk (igen), men i lyset af at historien har for vane at gentage sig, skal man nok ikke sætte sine forventninger for højt.

Hvad siger du? Er det en god historie, er det med god ret at den blev sløjfet og er Ellis genial eller en sensationalistisk popforfatter?

Bill Sienkiewicz tegner ny 30 Days of Night

Teaser til 30 Days of Night: Beyond BarrowJo, den er god nok – Sienkiewicz slutter sig til Steve Niles i en ny historie i 30 Days-universet, kaldet “30 Days of Night: Beyond Barrow”. CBR har i den anledning interviewet dem begge.

Niles lover at historien lægger en ny vinkel på hele “30 days”-universet, og at den skaber en baggrund og historie i universet som giver en ny vinkel på alle hændelserne.

Sienkiewicz har følgende at sige om sin tilgangsvinkel til tegningerne:

I’ve always felt the mind will fill in the more horrifying images than you can just simply show the audience. The way horror has been handled for the most part is there’s always a lot of darkness, but just for darkness’s sake. What I’d like to see is a little bit more contrast and beauty and set-up in terms of the landscape being a character. Let the environment play a role. So, when things go horribly wrong, you’re suddenly plunged into a horrific world, made ever so much more so when compared to the beauty you were just looking at. Or, have something very dark happen out in the sunshine. True horror can happen unexpectedly and it doesn’t necessarily have to happen in a dark room that’s been dirtied up a bit.

Der skulle være lagt i kakkelovnen til en af årets helt store gyseroplevelser når disse to herrer byder os indenfor i en verden befolket af vampyrer og det, der er værre.