tegneseriesiden

Who's your daddy?

Normalt plejer ugens tip at være en tegneserie eller en figur som vi her på Tegneseriesiden synes er værd at stifte nærmere bekendtskab med, men i denne uges tip bevæger Kent Damgaard sig i stedet ud på nettet for at se på tegneseriernes vandrehistorier hos Comic Book Resources.

I toppen af min entusiasme-skala indenfor tegneserier vil det nok ikke komme som nogen overraskelse at man kan finde Storm fra X-Men, alternative universser og dimensioner og “historien bagved”. Faste læsere har allerede set hvordan min nysgerrighed overfor intern politik, spøjse ideer og store konkurerende egoer hos Marvel endte som to artikler om Jean Grey og Phoenix.

Men det stopper ikke der, faktisk har jeg det sådan med de fleste ting. Da jeg første gang kørte Windows NT på min computer måtte jeg have fat i G. Pascal Zacherys “Showstopper” for at læse historien bag udviklingen. Min X-Box blev fulgt op af “Opening the X-Box” for at læse hvordan de havde lavet den, og nu hvor jeg kører en Mac må jeg selvfølgelig læse Andy Herzfelds “Revolution in the Valley” og “The Design and Implementation of the FreeBSD Operating system.

Så på den ene side elsker jeg de historier der fortælles, på den anden side er jeg en af den slags nørder der absolut skal kigge indenfor i tingene og finde ud af hvordan de er skruet sammen.Det værste ved vore dages internet er, at man stort set får historien bag historien inden at man selv har nået at læse den. Længe inden postbudet har nået at fragte en ny historie her til Lyngby er der allerede massevis af interviews med forfatteren rundt omkring på nettet.

Det gode ved vore dages internet er til gengæld at man endeligt kan få historien bag de serier man læste da man var yngre. Et sted jeg specielt har kastet min kærlighed på her for nyligt er Comic Book Resources afdeling for vandrehistorier indenfor tegneserier. De kalder det “Comic Book Urban Legends Revealed” og det betyder i daglig tale “Tegneseriernes svar på Mythbusters”.

Hvem kalder du for teenager knægt?

Her har man en chance for at få godbidder om hvad der skete bag kulisserne? Hvilke mærkelige ledelsesmæssige beslutninger der førte til at den ene serie blev stoppet og den anden fik lov til at fortsætte? Hvorfor Wolverine nær var blevet en teenager og af hunkøn? og hvorfor Mystique nær var blevet far og ikke mor til Nightcrawler?

Hvis man er typen der stadigt kan blive ophidset over Marvels beslutning om at bringe Jean Grey tilbage eller stadig er bitter over at DC nær havde slået Jokeren ihjel inden han nogensinde var kommet igang, så kan stedet ikke anbefales – der er masser af læsning der vil få både blodtryk og mavesyre op på et niveau hvor det ikke burde være.

Men hvis man godt kan lide at forundres over hvordan forfattere og tegnere nogen gange redder sig ud af tilsyneladende umulige situationer eller nogen gange sidder tilbage med en følelse af “Hvordan kan det egentlig være at …” så er det noget at hente.

I skrivende stund er der 170 afsnit med sådan cirka tre vandrehistorier i hver, og den seneste kan læses her på Comic Book Resources site. Og hvis man er klar til at kaste sig over de forgående 169 afsnit, så kan man finde en oversigt her. God fornøjelse.

Del dette indlæg med andre:

Er superhelte i virkeligheden en videreførelse af de gamle guder? Er Lex Luthor i virkeligheden formet efter okkultisten Aleister Crowley? og er der en forbindelse mellem Batman og kaballah? Det mener forfatteren Christopher Knowles. Kent Damgaard ser nærmere på sagen i denne boganmeldelse.

Gudernes genkomst?

I vore dage er det på mode at hade tegneren Rob Liefeld, og blandt folk der gør det er der vist ingen tvivl om at Christopher Knowles står temmeligt langt fremme i køen. Knowles ser tegneseriens “Chromium age” som et onde der nu heldigvis er ovre. Chromium hentyder til datidens mange forskellige forsider på forskellige former for metallisk folie der skulle give et indtryk af at være trykt i guld og sølv, en kynisk spekulation i at skabe samlerobjekter ud af den blå luft.

Ifølge Knowles er vi heldigvis blevet reddet fra denne tidligere ondskab, og frelseren er ingen ringere end Alex Ross og hans samarbejde med Mark Waid om værket “Kingdom come” som også er udgivet på dansk. Her gør fortidens superhelte op med den nye tids ultra-voldelige helte som er ved at ødelægge verden. For Knowles er der nærmest tale om en form for exorcisme hvor Waid og Ross uddriver 90′ernes dårskab og vender tilbage til det som Superhelte egentlig skal stå for, nemlig de guder og den religiøsitet vi nærmest har tabt i vores moderne samfund.

Med sådan et forlæg og et forord hvor Knowles fortæller om sin fascination af alle former for spirituel udfoldelse kunne man godt blive lidt bekymret for at resten af bogen ville blive en ørkenvandring i genfødt kristendom og moderne moralvogten, men det er heldigvis ikke tilfældet. For Knowles har gjort sit hjemmearbejde og gør meget ud af at sætte scenen for sine påstande om vor moderne tegneseriekultur.

Guder og helte fødes

Knowles trækker sine tråde helt tilbage til både egyptisk, græsk og romersk mytologi, men det er specielt de sidste 150 år at tingene for alvor begynder at tage form. Udgravninger i det gamle egypten vækker en ny interesse for fortidens myter, spiritismen og interessen for det okkulte begynder at gøre sit indtog og med den sættes scenen for en ny type af historier. Figurer som Aleister Crowley, Madame Blavatsky og Harry Houdini gør hver på deres måde et indtryk på det overnaturlige landskab og efterlader en inspiration som senere tegnere og forfattere kan trække på.

Men i stedet for at tage springet direkte til tegneserien tager Knowles os igennem en lang række af dens forløbere fra Conan Doyle over Sax Rohmer og videre til Lovecraft og Robert E. Howard. De tidlige figurer i tegneseriens verden som for eksempel The Shadow og Dr. Occult bliver sat i relief og knowles bruger dem til at vise sammenhængen til de mere moderne helte som vi kender dem idag. For mit at se er dette den stærkeste del af bogen, der er et væld af information om fortidens helte som man normalt ikke støder på. De enkelte tegnere og forfatteres tilknytning til enten religion eller forskellige okkulte grupperinger nævnes flittigt hvilket nogen gange fører til overraskende viden som måske kan hjælpe med at sætte dem i relief.

Guder, Golem og Amazoner

Efter at have sat brugt næsten halvdelen af bogens 230 sider til at sætte scenen begynder Knowles så at tage vore mest kendte helte under behandling. Superman og Captain Marvel bliver sat på plads som moderne Messias-legender mens Hawkman og Falcon får deres plads som genfortællinger af Horus fra den egyptiske mytologi. Så langt går det godt for Knowles, men i sit efterfølgende forsøg på at hægte den jødiske mytologis golem op på en række moderne serier begynder det at gå galt for ham. En golem er et væsen skabt af ler, animeret af en rabbiner ved hjælp af et magisk skaberord skrevet på den, skabt til at beskytte de jødiske samfund mod forfølgelse.

Flere har hæftet sig ved myten om golem og det faktum at en lang række af de første skabere af vore dages superhelte har en jødisk baggrund, for eksempel Siegel og Schuster (Superman) eller Stan Lee og Jack Kirby (Marvel Comics). Nu har Knowles jo allerede brugt Superman i en mytologisk sammenhæng, så selv om flere andre har bemærket at han ville passe ind som en golem-manifestation lige så vel som en kristus-manifestation, så vælger Knowles at kigge andetsteds i DC’s univers, nemlig til Batman. Batman opstår ifølge Knowles for at beskytte de almindelige mennesker fra forbrydere og korruption der kan sidestilles med omverdenens forfølgelse af jøderne.

Ved hjælp af dette kunstgreb kan Knowles så også placere Punisher og Wolverine under eksempler på golem, mens de mere indlysende eksempler som Hulk og The Thing (som oven i købet er en jødisk superhelt) får en lidt mere overfladisk behandling. Personligt føler jeg nok at det er et lidt voldsomt kunstgreb Knowles benytter sig af her, jeg ville tro at der med fordel kunne være trukket andre mytologier ind som ville have passet bedre på Batman, Punisher og Wolverine.

Det går heller ikke helt godt for Knowles da han tager fat på myten om amazonerne. Wonder Woman ligger selvfølgelig lige til højrebenet her, og Knowles giver en del eksempler på andre amazoner i tidligere tider, hvorefter han konkluderer at denne type kvindelige helt mere eller mindre er gået i sig selv og sjældent ses idag. Personligt ville jeg jo sige at der vist aldrig tidligere har været så mange TV-serier og tegneserier hvor kvindelige krigere optræder på linje med mænd. Knowles får da også skudt sig selv lidt i foden ved at nævne James Camerons Dark Angel, mens han helt forbigår Buffy og Xena (som begge stadig udkommer som tegneserier), ligesom Red Sonja der lige har fejret 35 års jubilæum med genudgivelse af de gamle Marvel serier og en ny serie som ser ud til at kunne holde salgstallene. Heller ikke den nye Wonder Woman forfatter Gail Simones serie Birds of Prey eller den moderne Cassandra/Batgirl finder nåde for Knowles’ blik.

Gudernes skabere

I det hele taget begynder Knowles at tabe dampen mod slutningen af bogen. Her tager han fat på at fortælle om nogen af de kendte skabere som står bag de historier der efter hans tese signalerer gudernes genkomst i tegneserieverdenen. Historien om Jack Kirby er ganske interessant, måske især for læsere der ikke er så bekendt med hans personlige historie og arbejde hos DC. Jack Kirby var altid den tavse part i samarbejdet med Stan Lee, som i stedet lod sin blyant og pen tale for sig, derfor kender flere sikkert også Lees historie bedre end Kirby. Knapt så interessant bliver gennemgangen af Alan Moore og Neil Gaiman, mens Grant Morrison og Mike Mignolas biografier ikke har meget at sige i forhold til en gennemsnitlig Wikipedia artikel. På dette punkt i bogen har Knowles egentlig fået sagt hvad han ville og træder mest vande for at fylde sidetallet ud.

Konklusion

Selv om “Our gods wear spandex” virker som lidt af en fuser mod slutningen, så er den første del af bogen grund nok til at læse den. Den giver læseren god mulighed for at orientere sig i denne del af populærkulturens univers, måske ikke direkte et referenceværk, men dog en bog der giver masser af inspiration til videre studie. Som et partsindlæg i en debat om hvor tegneserier om superhelte bevæger sig hen er den knapt så anvendelig, Knowles har allerede fra starten besluttet sig for at Waid og Ross er de nye guder på seriehimlen, og så må resten af verden og fakta rette ind efter det.

Et andet godt argument for bogen er Joseph Michael Linsners tegninger. Jeg kender ellers mest Linsner for hans goth/horror babe Dawn, men hans ofte lidt humoristiske illustrationer til teksten viser at Linsner sagtens kunne tegne superhelte hvis lysten og inspirationen skulle melde sig.

230 sider for omkring 20$ er en udmærket handel med den nuværende dollarkurs for den der vil vide mere om de mytologiske og religiøse rødder for superhelte genren.

Til de der vil læse mere kan Linsner findes på sin hjemmeside mens Christopher Knowles uddyber sine betragtninger om superhelte og meget andet i sin blog.

Fakta om Bogen

Christopher Knowles: Our gods wear spandex

Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Christopher Knowles
Illustrationer: Joseph Michael Linsner
Udgiver: Weisner Books
ISBN: 1-57863-406-7

Del dette indlæg med andre:

This is the story of the Green Scar.
The Eye of Anger.
Harkanon.
Haarg.
The Worldbreaker.
Holku.

Hulk.

Siden sin skabelse i en Gammabombeeksplosion for over 40 år siden, er der fortalt flere typer historier om Marvels grønne monsterhelt.

Der er den klassiske “BAH, hvorfor kan dumme militær ikke lade Hulk være i fred- HULK SMADRER!!!”, hvor Hulk, misforstået og forfulgt rejser igennem USA (og nogle gange resten af verden) i en evig jagt på den fred og ro som han ønsker over alt andet. Dette er ikke den type historie.

Så er der “Hulk bliver styret af Banners intelligens”-historierne, som giver dybere psykologisk indsigt i figuren og forholdet mellem de forskellige elementer i Hulk / Banners psyke. Dette er heller ikke den type historie.

Hulk strandet på en fremmed planet hvor der er flere væsner med hans styrke? Hulk som gladiator med et stort bredsværd? Hulk som oprørsleder sammen med en broget skare af væsner fra fremmede planeter mod en tyrannisk konge? Her har du en ide om hvilken type historie Planet Hulk er.

Baggrunden for historien er at visse af jordens superhelte, kendt som The Illuminati, har sendt Hulk ud i rummet for at slippe for hans raserianfald, som senest er gået ud over Las Vegas. Planen er at sende Hulk til en fjern, ubeboet planet, hvor han kan tilbringe resten af sine dage uden at være til fare for andre. Men – naturligvis – går der noget galt, og Hulk styrter ned på planeten Sakaar, der bliver styret af den barske og ubønhørlige Red King.

Svækket efter turen igennem et ormehul i rummet på vej til Sakaar tages Hulk til fange, sælges som slave og sættes til at slås i den kejserlige arena under navnet The Green Scar. Herfra tager tingene for alvor fart. Hulk allierer sig med en broget skare – den indfødte, insektlignende Miek, den klippelignende Korg af Kronan-racen, et medlem af The Brood (som vi jo ellers kender som skurke i X-Men), ambassadørdatteren Elloe og et medlem af de magtfulde skyggekrigere kaldet Hiroim the Shamed. Denne flok går meget igennem sammen – lige fra kampe i den kejserlige arena til et liv som oprørere efter at Silver Surfer fjerner de lydigheds-diske, som Red King får implanteret i dem.

Vi har også en mulig frelser-historie – indbyggerne på Sakaar har en legende om The Sakaarson, hvis komme skal indvarsle en gylden tid for planeten. Nogle mener at denne person er Hulk, mens andre mener at han snarere er The Worldbreaker, hvis komme varsler planetens undergang. Hvem har ret? Læs bogen og døm selv …

Der er (naturligvis) også en romance – vi får en klassisk “kærlighed mellem to mennesker på hver sin side i konflikten”-historie mellem Hulk og kejserens livvagt Caiera the Oldstrong.

Der er – som man kan ane – gang i de store armbevægelser i handlingen, og serien har flere “Oh Yes!”-øjeblikke, hvor man ikke kan andet end at sidde og heppe på vores grønne hovedperson. Hulk i gladiatorkampe mod Wildebots, Hulk mod Silver Surfer – ja, Hulk mod stort set alt hvad han kan slås mod på planeten. Ja, det er lidt primitivt, men også sindssygt medrivende og fyldt med kærlighed til den store grønne klump på godt og ondt.

En anden ting ved serien er at dens beskrivelse af planeten Sakaar er så overbevisende, at man snart føler sig hjemme der og ikke savner resten af Marveluniverset, og samtidig er den fremmede planet utroligt befriende i forhold til at fortælle en bare nogenlunde original historie om Hulk.

Planet Hulk er skrevet af Greg Pak, som jeg inden serien kendte fra den ligegyldig-skuldertræks-inducerende Phoenix: Endsong, der ikke efterlod sig de store minder. Det er så ikke tilfældet med Planet Hulk – serien står, udover at være en spændende og medrivende historie, som en revitalisering af Marvels grønne gigant, der igen bringer ham op blandt de helt store spillere. Hvor stor en spiller får vi at se i efterfølgeren World War Hulk, som kører lige nu i de amerikanske blade. Der er også blevet varslet en efterfølger til WWH, således at der ved vejs ende bliver tale om en trilogi. Både World War Hulk og efterfølgeren (som ikke har fået navn endnu) er også skrevet af Greg Pak.

Tegningerne er af forskellige tegnere, fortrinsvis Carlo Pagulayan og Aaron Lopresti, som begge rammer det fremmede miljø perfekt og skildrer det nogle gange meget store kampe med en glimrende blanding af detalje og store streger. De fremragende forsider er af den Moebius-inspirerende Ladrönn, der lige får malket endnu mere ud af figuren og universet.

Har du aldrig rigtigt læst Hulk? Så er Planet Hulk et perfekt sted at springe på – man behøver stort set ikke at vide noget om figurens fortid, og kan nyde tegningerne og historien for hvad de er.
Er du gammel Hulk-læser? Så er Planet Hulk noget af det bedste der er sket for serien og figuren i mange år, og man kan ikke andet end at sidde med et stort dumt grin på når man læser serien – der er simpelthen så mange “Oh yes”-øjeblikke, at man ikke kan andet end at holde af Planet Hulk.

Det er simpelthen den bedste Hulk-fortælling der er kommet i mange år og et fikspunkt i figurens historie nu og i mange år frem.

Sakaarson. Hear my cry.
My eyes are burning. My heart is ice.
My night is full of death.

Sakaarson. Hear my cry.
Cool my eyes. Warm my heart.
Let me dream again.

Fakta om serien

Planet Hulk HC (samler The Incredible Hulk #92-105 +  Giant Size Hulk #1 + historien “Mastermind Excello” fra Amazing Fantasy #15)
Bedømmelse: Anbefales varmt

Forfatter: Greg Pak
Tegner: Carlo Pagulayan, Aaron Lopresti m.fl. Forsider af Ladrönn
Udgiver: Marvel Comics

Wikipedias side om Hulk
Marvels side om Planet Hulk

Del dette indlæg med andre:

Keith Giffen er en bitter mand, det ved enhver der har fulgt hans klumme “As if I care” på Wizards hjemmeside. Men hans bitterhed og vrede er af den slags man ikke kan lade være med at grine over eller holde af, ligesom for eksempel Dennis Leary, Henry Rollins eller Wolverine. Kort sagt, han er en mand efter mit hjerte.

På det seneste har vi mest hørt fra Giffen i forbindelse med Marvel og DC’s stort anlagte kosmiske sagaer som “52″ og “Anihilation”, og måske er det netop for at bevare jordforbindelsen at Giffen sammen med J.M. DeMatteis og Kevin Maguire kastede sig over dette Defenders projekt, der giver os et noget anderledes bud på nogen af Marvels mest klassiske, men også mest pompøse og selvsmagende figurer.

Defenders opstod egentlig som en form for anti-Avengers der håndterede de mere mystiske/kosmiske eventyr. Modsat Avengers, som havde et regelsæt, anerkendelse fra FN, jævnlige møder og en masse andre forsøg på at skabe ordnede forhold, så var Defenders en gruppe uden fast medlemsskab der blev samlet efter de forhåndenværende søms princip når en ny fare truede jorden eller et andet sted i universet hvor medlemmerne befandt sig.

Trods det at der ikke var noget fast krav til medlemsskab var der fire helte som ofte gik igen i historierne, troldmanden Dr. Strange, herskeren over Atlantis Namor/The Submariner, den grønne kæmpe og tidligere Avenger Hulk samt den sølvklædte herold for Galactus Silver Surfer. Det er disse fire figurer som Giffen og kompagni har valgt som hovedfigurer i “indefensible” hvor de står overfor en klassisk skurk i Marvels mystiske univers, den frygtede Dormammu som denne gang har dannet en alliance med sin søster og tidligere rival Umar for at sprede rædsel og underkaste sig universet, som det nu er tradition i den slags familier.

Jeg tog fat på “indefensible” efter en weekend som især var blevet tilbragt i solen med at nyde en kold vildtgæret belgisk Geuze, lytte til gamle albums med Yes og læse Jim Starlins “Infinity gauntlet” og “Infinity war”. Kort sagt højdepunktet af oppustet kosmisk storladenhed, hvorefter “indefensible” er som at komme tilbage efter at have fyldt sit glas op og finde ud af at nogen har lagt en pruttepude på ens havestol mens man var væk.

Det lader til at der på det seneste har været en tendens til at tage lidt let på figurerne i Defenders, Ultimate udgaven af dem, som jeg desværre ikke har læst andet end omtalen af, ser ud til at vise dem som en gruppe wannabe helte uden egentlig kræfter, og Giffen og DeMatteis behandler vore helte på en tilsvarende respektløs måde. Men i dette tilfælde er der tale om respektløshed med en stor portion humor som gør at selv efter en overdosis Starlin kan man ikke lade være med at more sig, og inden man er nået igennem det første af de fem numre som samles i trade paperback udgaven smiler man fra øre til øre.

Fra begyndelsen af er der dømt tyk selvironi da Dr. Strange først af Nightmare og senere af The Submariner får at vide at hans måde at tale på er lige pompøs nok. Silver Surfer som jo heller aldrig har holdt sig tilbage fra store enetaler har slået sig ned i en australsk koloni af surfere, så selv om Strange med stort besvær har fået Hulk og Namor i samme rum, dog uden at kunne få dem til at holde op med at skændes, så lykkes det ikke for ham at få Silver Surfer til at hjælpe til i kampen mod Dormammu og Umar.

Heldigvis for vore helte er deres modstandere også optaget af deres egne problemer, Dormammu og Umar rivaliserer og udveksler spydigheder der er Niles og Frasier Crane værdige mens de hele tiden er ved at falde hinanden i ryggen på vej gennem udførelsen af deres skumle planer. Nedenstående dialog er et udmærket eksempel på hvad der venter

Dormammu: … a stroke of genius if I must say so myself
Umar: *sigh* I suppose you must.
Dormammu: a problem Umar … ?
Umar: I do hae a small question Dormammu — regarding the wisdom of drawing your greatest enemy here.
Dormammu: I draw him here sister — to die
Umar: Oh. I see. You plan to utterly destroy him –
Dormammu: Exactly
Umar: — just as you’ve destroyed him so many times before.
Dormammu: Sarcasm, dear?
Umar: Why, yes. How perceptive of you to notice. Considering how many times Srange
has defeated and humiliated you — one would think that you’d want to take him
by surprise.
Dormammu: He has beaten me in the past through trickery!
Umar: And who would ever expect a magician to use tricks?

Som man kan fornemme, så er tonen nærmest lagt til en “Hitchikers guide to the Marvel galaxy” som lykkes forbløffende godt for det kreative team bag serien. Man skal ikke tage sine helte alt for seriøst hvis man går igang med den her historie, men kan man komme ud over det er man til gengæld også fremragende underholdt. Til en pris på 139,50 i min lokale Faraos Cigarer betragter jeg den som en ganske glimrende investering.

Del dette indlæg med andre:

Variety rapporterer at Marvel / Universal har hyret Edward Norton til at spille Bruce Banner i den nye Hulk-film.

Filmen, der er fortsættelse/genindspilning/relaunch af Ang Lees film af samme navn fra 2003. Instruktøren er Louis Leterrier, som tidligere har instrueret actionfilmen Transporter (og dens fortsættelse) samt Danny the Dog. Manuskriptet bliver skrevet af Zak Penn, der er manden bag Elektra, X2 og X-Men: The Last Stand.

Norton kender vi jo fra The Illusionist, American History X og ikke mindst Fight Club, hvor han har prøvet kræfter med at spille en figur med personlighedsspaltning.

“Jeg er Bruces dårlige barndom.”

Ikke et dårligt valg, synes jeg. Hvis denne film så bliver 100% fri for mutantpudler er det da noget at se frem til – om intet andet så som en god popcornfilm.

Del dette indlæg med andre: