Anders Brønserud: Otto Obscura

Anders brønseruds Otto-karakter er tidligere udkommet under meget stramme forhold: små kvadratiske bøger med fire billeder på hver side og med den cirkelrunde hovedperson som fokus for det sort/hvide univers. Dem har jeg tidligere omtalt her.

Med “Otto Obscura” har Brønserud taget springet til til et større format – på flere måder. Det er forlaget Politisk Revy, der står bag, og værket er opgraderet til stor, flot hardcover. Det er ærligt talt på tide, for Brønseruds grafiske streg fortjener det større udstillingsvindue, som “Otto Obscura” er.

Der er nogle få figurer, som går igen i Otto-serien: vor hovedperson, naturligvis, som verden synes opsat på at nedbryde; Døden, som også gerne er ude efter ham; den stakkels abe, som det aldrig rigtig lykkes Otto at hjælpe; og den sure mand, der kan optræde under en utal af forskellige former: som dyrepasser eller kritiker for at nævne et par eksempler. Og i denne omgang begynder pingvinerne at have deres indtog – med deres sort/hvide klædedragt er de næsten selvforskrevne til det. Her får de alle så lov til at begå sig i en række længere historier.

Det er lidt et sats fra Brønseruds side, for en del af charmen ved Otto har i mine øjne altid være de meget stramme rammer. De har udfordret tegneserieskaberen og tvunget ham til at finde kreative udveje, og det har helt klart været med til at løfte serien op på et højere plan.

Men fungerer det så?

For størstedelens skyld: Ja. For enkelte historier får man måske fornemmelsen af, at den bliver trukket en side for langt til lige dén pointe, men i langt de fleste tilfælde får Brønserud rum til at sprælle, hvor han tidligere blot har haft hårde vægge, og resultatet er smukt. Otto bevarer sin unikke blanding af poesi og brutalitet, af filosofi og falde på halen. Man fornemmer et øje for tegningernes muligheder, som gør Otto til en humorstribe, der ikke blot forlader sig på nogle replikker og en fad pointe, men formår både at underholde og fortælle historier.

Det er ikke kun de længere historier, der er blevet plads til her, men også små pudsige ensides-ting, såsom et farv-selv-billede. Det giver en god balance og er med til at gøre “Otto Obscura” til en tegneserie, der ikke får lov at stå død på hylden. Og man kunne håbe, at den fik selskab der, for selv om den var tænkt som sidste kapitel i eposset om Otto, indrømmer Brønserud i dette interview, at han er begyndt at lave nye skitser – jeg krydser fingre og kunne især godt tænke mig at se Otto i nye formater. Indtil videre vil jeg dog blot håbe, at dette format vil tiltrække nye læsere, for det er fortjent. “Otto Obscura” er en sort/hvid fest for øje og sind.

Anders Brønserud: Otto – verdens ensomste palindrom

Jeg stødte første gang på Anders Brønseruds navn, da jeg var knægt og kom i besiddelse af nogle selvpublicerede hæfter ved navn Lattergalen, der blandt andet gjorde nar af hjembyens lokale antikvar. Jeg husker ærligt talt ikke meget af disse hæfter, men vil dog gerne tro, at der var et eller andet, som skinnede igennem; for da jeg første gang mødte Brønserud, cirka 20 år efter i forbifarten og mylderet på Bogforum, stod hans navn blandt andet på tegningerne af Otto, verdens ensomste palindrom og i mine øjne en af de bedste danske humorstrips i tiden.

Otto er måske ikke grel og højtråbende, som succes i tiden åbenbart kræver det (Ingemann og Wulffmorgenthaler, det er jer, jeg kigger på), men til gengæld spiller den på flere strenge og giver dem baghjul rent visuelt. Humoren er underspillet, grafisk, bogstavelig og lusket, men den gør ikke et stort nummer ud af sig selv.

Et par eksempler, som jeg på groveste vis har stjålet fra Freecomics:

Jeg besluttede mig for en genlæsning af Otto-bøgerne, da jeg hørte, at et nyt og større værk var på vej – det bliver det sjette bind, hvor vor sørgelige, runde helt begår sig (og viste sig rent faktisk at udkomme i dag, på Politisk Revy). Der kommer en anmeldelse senere, men indtil videre en introduktion til det hidtil udgivne:

Dit er riget / Thine is the Kingdom – lader til at være en prøveudgivelse fra 2004. 12 sider med hver tre striber, hvoraf en del går igen i Otto – Memento Mori – det første “rigtige” Otto-hæfte, også fra 2004, der lægger standarden for de følgende hæfter. Udstyret er firkantet, og der er fire billeder på hver side. Især er det interessant at se i disse to første hæfter, hvorledes Otto synes at være udsprunget helt færdig. Selvfølgelig kan man i senere hæfter se, hvordan Brønserud udvikler sig, men Otto er poleret (og rund) fra første færd – der er ikke den vaklen, man så ofte finder i sit første møde med en ny figur (og på sin vis en tegner, selv om Brønserud jo så har tegnet i en del år før dette).

Med lidt mellemrum fulgte så Otto in absintia (2006), Otto jacta est (2008) og Otto Nonchalangelo (2010) i samme udstyr og med masser af drejninger på figuren. Samtidig optrådte Otto i Freecomics, hvor den sørgede for en vedvarende kvalitet i et blad, der ærligt talt kunne have store udsving. Indimellem lavede Brønserud også Cosmo, der ligeledes optrådte i Freecomics og fik sit eget album (men ærligt talt aldrig faldt i min smag). For den kritiske forbruger (og tegneserielæser) har det den betydning, at man kan finde en god del Otto-striber i Freecomics arkiver.

Men hvem er så Otto? Eller måske rettere hvad? For Otto er en figur, der er svær at anbringe i en firkantet kasse. Hvor de fleste humorstriber med en fast figur gerne satser på de samme letgenkendelige karaktertræk igen og igen til punchlines, er den røde tråde i Otto-striberne snarere en personlighed. Otto skifter skikkelse og størrelse, alt efter hvad striben kræver (fra lillebitte til planet med egen satellit), men igennem det hele er der en personlighed, som skinner igennem. En blanding af barnagtigt blåøjet tilgang til verden, gammelmandsagtig irritation over virkeligheden og den tunge fornemmelse af, at alting rotter sig sammen mod Otto. Han kan være Dracula eller bedsteborger, løvetæmmer eller skattejæger, lalleglad eller ædende ond, men det er stadig Otto. Evnen til at fastholde en person i så forskellige situationen er en stor del af seriens kvalitet.

Et andet tydeligt fortrin er det grafiske – Brønserud holder sig til den rene streg, som det sig vel hør og bør for en humorstribe. Men det gør ikke Otto tandløs, for der eksperimenteres konstant med formatet, og mange af pointerne er rent grafiske – som når Ottos profil opstår af dampen fra en nybagt tærte, rækker ud efter den og får et slag over fingrene med en grydeske. Den er ikke alene godt udtænkt, den kunne sikkert også sætte en filosofisk indstillet person i selvsving.

Og så skiftes der form, så serien ikke forfalder til den samme skabelon – nogle striber er ganske gængse og fører os til en pointe i en klassisk historie i fire billeder, andre spiller på ordspil, andre igen på overraskende drejninger af billederne og så videre. Det holder serien frisk, selv når man (som jeg netop har gjort) læser den igennem fem albums. Ærligt talt, det har et nummer af Basserne svært ved at opretholde gennem et enkelt hæfte.

Otto er stilig, intelligent underholdning, som endda til tider formår at være krævende i sine fire billeder. Jeg undrer mig til stadighed over, at den ikke har nået større berømmelse, men håber, at Otto Obscura måske vil skabe lidt mere røre om Otto og bringe ham længere ud i lyset (også selv om han er sjovest, når der er megen mørke i striberne).

Som en bonus har jeg fået fat i en stribe fra Otto Obscura, hvor Brønserud bryder med sit tidligere format:

Krazy Kat: Kærlighed og Kunst i George Herrimans Kuriøse Kosmos

“Darn few comic strips challenge their readers any more.”
– Bill Watterson

Ignatz i en klassisk situationDet begyndte nærmest som en pludselig indskydelse i bunden af en avistribe i 1910. George Herriman, der syntes, at der var plads til lidt ekstra, tegnede en mus, der i bedste slapstick-tradition smed en mursten i nøden af en kat. Små tre år efter fik katten og musen deres egen selvstændige stribe – KRAZY KAT.

Striben blev en øjeblikkelig succes, men der gik ikke mange år, før den mistede sin appel til den brede smag. Læserne klagede til redaktørerne, som klagede til deres chef, William Randolph Hearst. Her kunne historien om KRAZY KAT være endt, for som enhver god kapitalist forstod Hearst hensynet til den laveste fællesnævner.

Hearst-aviserne var berygtede for at jage sensationer og for at sponsorere begivenheder, som så blev rapporteret som nyheder (”yellow journalism”). Men aviskongen havde en anden og mere idealistisk side. Hvor for eksempel andre amerikanske aviser underspillede jødeforfølgelserne i Nazityskland, gik Hearsts tabloidaviser mod strømmen.

KontactNår KRAZY KAT alligevel fortsatte (om end med mindre og mindre udbredelse), skyldtes det simpelt hen, at Hearst elskede den. Det har utvivlsomt også spillet en rolle, at striben havde fundet et lille og trofast publikum blandt et segment, der ellers nødigt ville gribes på fersk gerning med snuden i en af Hearsts sensationslystne aviser, nemlig de intellektuelle. Således havde kunstkritikeren Gilbert Seldes allerede i 1924 udnævnt KRAZY KAT til et af de største amerikanske kunstværker, og en jazzballet var blevet opført på Broadway.

Ifølge George Herriman var KRAZY KAT hverken udtænkt eller født: ”it jes’ grew” mens han arbejdede på humørstriben THE DINGBAT FAMILY.

Familien Dingbat og dem nedenunder

THE DINGBAT FAMILY, der blev trykt første gang i juni 1910, handlede om den lille og komisk udseende E. Pluribus Dingbat, der levede med sin kone og to børn i en beboelsesejendom i New York. Mr. Dingbat havde sine problemer med familien, men da de samme år fik nye overboer skiftede striben karakter og navn til THE FAMILY UPSTAIRS.

The Family Upstairs
The Family Upstairs

Det særlige ved familen ovenpå var, at vi aldrig fik dem at se, men de larmede. Alene spektaklerne var slemt nok for Mr. Dingbat, men situationen (læs: hans nerver) blev yderligere forværret af, at alle hans forsøg på at klage til den støjende familie ovenpå mislykkedes. Ofte skete det med store personlige og økonomiske omkostninger for Mr. Dingbat selv, og heri lå stribens komiske omdrejningspunkt. Det hele endte med at ejendommen blev revet ned, familien Dingbat flyttede, og striben vendte tilbage til sit oprindelige koncept og titel.

Skønt såvel konceptet, miljøet og tegnestilen var forholdsvis tidstypisk (THE BUNGLE FAMILY, BRINGING UP FATHER), udviser striben flere af de særegne stilmæssige træk, som Herriman senere videreudviklede i KRAZY KAT, bl.a. protagonistens kompulsive adfærd og den varierede gentagelse. Og så var der det med katten og musen.

Familien Dingbat havde en kat, det var den, der nederst i panelet blev forulempet af en mus, uden at det havde nogen relation til stribens egentlige handling. Det udviklede sig så til et smalt panel under hovedpanelet, en underetage, hvor musen kunne gokke katten – nu navngivet Krazy Kat – med en mursten.

4 1910-jul-26
The Family Upstairs, 26/7 1910

Dette optrin stjal efterhånden læserens opmærksomhed fra hovedpanelet. En enkelt gang overtog de to dyr endog pladsen fra Mr. og Mrs. Dingbat, som så måtte flytte undrende ned i underpanelet. Der var ikke meget plads dernede, men alligevel formåede Herriman at fylde baggrunden med kinesiske pagodaer, minareter, kaktusser og totempæle – igen et særligt Herrimansk stiltræk.

Der blev også plads til en række bifigurer, hvoraf nogle senere flyttede med over i KRAZY KAT, bl.a. hunden Bull Pupp, der som Offissa Pupp blev det tredie medlem af en bizar kærlighedstrekant. I den nye stribe blev bylandskabet skiftet ud med et ørkenlandskab, Coconino County i det syd-vestlige Amerika.

Herriman fortsatte med THE DINGBAT FAMILY indtil 1916, hvorefter han primært koncentrerede sig om KRAZY KAT.

Missil of love, and iffection

Hvis man skal sige det kort, består KRAZY KAT af geniale variationer over en simpel formular: den malefikante Ignatz Mouse kaster mursten efter Krazy, der opfatter det som en kærlighedserklæring, mens hunden Offissa Pupp, som er romantisk forelsket i Krazy, opfatter musens handlinger som syndige.

En sær kærlighedstrekant
En sær kærlighedstrekant

Det slutter som regel med, at Ignatz arresteres og fængsles i sidste panel, men præventive anholdelser er også en del af Pupps beføjelser. Alligevel kan Ignatz ikke lade være, og det findes der en forklaring på. Der var nemlig engang, hvor musefolket levede lykkeligt, men så kom der en forfader til Krazy Kat og decimerede musene; Ignatz Mouse, hedder det, ser sig som hævneren af denne fortidige udåd.

Men Ignatz’ adfærd er simpelt hen for kompulsiv til, at vi kan tro på denne forklaring. Det skal da også indskydes, at dette indblik i forhistorien kom så tidligt som i 1912 og aldrig siden blev gentaget. Der er ingen grænse for Ignatz’ opfindsomme krumspring, når det gælder om at kaste murstenen, uden at lovens repræsentant opdager det, men selv når Offissa Pupp står lige ved siden af, kan Ignatz ikke styre sin trang.

Ignatz forsøget at lægge bånd på sig selv – forgæves. Krazy Kat, 6/1 1918
Ignatz forsøget at lægge bånd på sig selv – forgæves. Krazy Kat, 6/1 1918

Dertil kommer, at Ignatz hader pansere, hvilket skal ses i sammenhæng med spiritusforbudet og Pupps selvhøjtidelige personlighed, men man fornemmer, at lovovertrædelsen rummer en attraktion i sig selv. Offissa Pupp har en tilsvarende tvangsmæssig adfærd, idet hans livsmission er at søge synd, og straffe den. Ignatz og Pupp kan således anskues som et komplementært modsætningspar, der kredser om stribens stjerne, Krazy Kat.

Akvarel sendt til en fan, omk. 1925
Akvarel sendt til en fan, omk. 1925

Krazy har tre indbyrdes forbundne karakteristika: sorgløshed, simpelhed og nysgerrighed. Sorgløsheden, eller glæden, kommer bl.a. til udtryk i sange og dans. Når Krazy rammes af Ignatz’ mursten, bliver ”han” (forklaring på anførelselstegn følger) en ”heppy, heppy kat”. Hvis murstenen derimod udebliver, overfaldes Krazy af længselsfuld melankoli.

8 histor3

Simpelheden viser sig i Krazys umiddelbare tilgang til verden. Som med murstenen, således også med forholdet mellem Ignatz og Offissa Pupp, som Krazy kun kan forstå som en leg. Dette sorgløse og simple sind er kombineret med en nysgerrighed, der måske nok hører barnet til, men også er filosoffens, kunstnerens og videnskabsmandens adelsmærke.

Krazy lever i sin egen verden, men ikke isoleret fra omverdenen. Krazys verden er det udgangspunkt, hvorfra ”han” foretager sine undersøgelser af fænomenerne og tester dem mod sin logik. Holder en ildflue sig varm hele tiden, spørger ”han” Ignatz. Nej, lyder svaret. Er en honingbi sød? Da Ignatz igen svarer nej, udbryder Krazy: ”Daw-gawn!! What is what it’s called anyway?” Ignatz har svaret på rede hånd: “A Krazy Kat that’s krazy,” siger han, og kyler en mursten afsted.

Krazy Kat, 7/9 1918
Krazy Kat, 7/9 1918

Lewis Carroll, der i forordet til SYLVIE AND BRUNO bemærkede at ”No word has a meaning inseparably attached to it,” ville have forstået Krazy, men Ignatz er en helt igennem no-nonsense-mus. Af samme årsag irriteres han over, at Krazy ikke kender sit eget køn. I en stribe fra oktober 1915 står Krazy over for et seriøst – men rent spekulativt – dilemma: ”Y’see I don’t know whether to take unto myself a wife, or a husband.” Andetsteds bliver spørgsmålet mere konkret, idet Krazy adopterer en killing, men hvad skal killingen kalde Krazy, far eller mor?

Læserne var også forvirrede. Den skøre kat blev næsten konsekvent omtalt med det maskuline pronomen, men hvis Ignatz og Pupp var af hankøn, måtte Krazy vel være en hunkat. Når Krazy tilmed kunne optræde iklædt strutskørt, blev denne antagelse yderligere underbygget. Men på Herrimans tid blev det maskuline pronomen brugt generisk og henviste således til en person i almindelighed uden hensyn til køn.

10 k-i 6

Frank Capra udbad sig en afklaring og fik et svar af den slags, der ville have fået Ignatz til at gribe efter den nærmeste mursten: ”I don’t know. I fooled around with it once; began to think the Kat is a girl – even drew up some strips with her being pregnant. It wasn’t the Kat any longer; too much concerned with her own problems – like a soap opera. Know what I mean? Then I realized Krazy is something like a sprite, an elf. They have no sex. So that Kat can’t be a he or a she. The Kat’s a spirit – a pixie – free to butt into anything. Don’t you think so?”

Det vil føre for vidt at introducere alle de bifigurer, der sammen med den androgyne kat, musen og hunden udgjorde det brogede persongalleri i Coconino County. Men blandt de mere eller mindre faste medlemmer bør nævnes Kolin Kelly, fabrikant af mursten; Bum Bill Bee, filosoferende vagabond; og endelig Joe Stork, ”purveyor of progeny to prince, and proletariat”, som ingen ønsker at få besøg af.

Krazy Kat, 2/7 1922
Krazy Kat, 2/7 1922

Efterhånden som striben udviklede sig, blev Ignatz’ fjendtlige indstilling til Krazy mindre markant, og det står klart, at murstenen hele tiden har været noget andet og mere end blot voldshandling: den er et symbol. Hvis vi ser bort fra Offissa Pupps udlægning (”Sin’s most sinister symbol”) er Krazy måske ikke så skør endda i sin fortolkning af murstenen som et ”missil of love, and iffection”?

12 krazykat-1940

Somethin’ turva topsa in Kokonino Kounty

Der har været mange forslag til, hvad KRAZY KAT egentlig handlede om. Frank Capra, der skrev, at striben ”tilted cat whiskers at inhumanities”, udnævnte George Herriman til ”one of the first intellectual philosophers to comment entertainingly and shrewdly on life’s frustrations through the medium of the comic strip” (præcis som Capra selv gjorde i sit medium, filmen).

For digteren e. e. cummings handlede striben om demokrati (Krazy) som en balancegang mellem individualisme (Ignatz) og samfund (Pupp), mens en læser med teologiske tilbøjeligheder fandt en vision af Paradis før syndefaldet med Krazy som både Adam og Eva, Ignatz som slangen og Pupp som ærkeenglen Michael. Læsere med freudianske tendenser behøver nok ikke lede længe efter en passende udlægning, hvorimod mere neurovidenskabeligt orienterede kan se hunden, katten og musen som henholdsvis det præfrontale cortex, pattedyrshjernen og det limbiske system.

Krazy Kat, 9/8 1937
Krazy Kat, 9/8 1937

13aJournalisten og tegneserieforskeren Jeet Heer har foreslået, at KRAZY KAT dybest set handler om en ”inter-species love triangle”. Krazy er en sort kat, der elsker en hvid mus, der gengælder denne kærlighed med vold. Men den mest fordomsfulde er overraskende nok ikke Ignatz. I en episode, hvor han er blevet sværtet helt sort af sod, er det ham, der bliver udsat for vold af Krazy, idet Krazy fejlagtigt tror, at det er en fremmed mus fra Etiopien. I en anden episode har Krazy besøgt en skønhedssalon for at blive hvid, og dermed vække Ignatz’ interesse – hvilket virker, indtil Ignatz opdager sandheden under make-upen. I det omfang Krazy og Ignatz er fanget i et spind af racistiske fordomme, sætter det Offissa Pupps rolle i et andet lys. Den hvide politihund er jo ikke bare forelsket i den sorte kat men gør sit bedste for at forhindre den hvide mus’ hate-crimes.

Listen over mulige fortolkninger er lang, men sikkert er det, at ingen fortolkning kan være fyldestgørende i sig selv. De er snarere gensidigt supplerende og vidner således om stribens mange lag – og indtil videre har jeg kun berørt de lag, der findes i den del af værkets tekstur, som udgøres af plottet.

Krazy Kat, 30/10 1918
Krazy Kat, 30/10 1918

Hverken handling eller plot er der meget af i KRAZY KAT, og når man tager i betragtning, at der er tale om en humørstribe, er der forsvindende få egentlige pointer. En dybere forståelse og værdsættelse af KRAZY KAT må altså komme et andet sted fra.

Gilbert Seldes ramte hovedet på sømmet, eller hovedet med murstenen, da han betegnede Herrimans kunst som fantastisk i dette ords ældste betydning, noget der hører fantasiens verden til og gør (det vi opfatter som) det uvirkelige og umulige virkeligt og muligt. Yes, Ignatz, you may nick my noodle!

Det fantastiske i Herrimans kunst ligger først og fremmest i tegningerne og det særegne univers, som flød fra blækhuset. Lige fra begyndelsen havde Herriman eksperimenteret med formen. For eksempel dikterede indholdet, om striben blev horisontal (som det var almindeligt) eller vertikal. Det var dog først fra april 1916, da striben begyndte at udkomme om søndagen, at Herrimans visuelle genialitet for alvor manifesterede sig.

15 hs_Krazy Kat - 1916-09-03
Krazy Kat, 3/9 1916

Herriman udnyttede den forøgede plads – en hel avisside – med en virtuositet og opfindsomhed som kun Winsor McCay før ham. Den traditionelle opbygning med konsekutive paneler forvitrer, panelerne bliver færre, de skråner og vælter, forsvinder endog helt eller delvist. Men hvor McCays Nemo rejser fra denne verden ind i en anden verden, har Herriman taget skridtet fuldt ud og skabt et selvstændigt fantasi-univers til sine karakterer.

Krazys verden hedder Coconino County, et ørkenlandskab, der er blevet kaldt komplet irrationelt og surrealt, hvilket det da også til en vis grad er. Coconino County er nemlig i konstant bevægelse og forvandling. I et panel ses en kaktus i baggrunden, i det næste panel ses en klippeformation eller en hytte eller en totempæl på samme sted. Der er træer, der gror i potter, en horisont, der afslører sig som en mur, en måne, der minder om en kvart citron, og ørkenlandskabet kan fra den ene dag til den anden skifte til et marinelandskab.

Krazy Kat, 12/9 1937
Krazy Kat, 12/9 1937

Herrimann fik sin inspiration fra det sydvestlige Amerika. Enhver der har set westerns – især John Fords – vil genkende visse af klippeformationerne, for eksempel ”the Mittens” i Monument Valley, Arizona. Vi befinder os altså i Navajo-regionen (det virkelige Coconino County ligger lidt længere væk). Også navajoernes kultur inspirerede Herriman, hvilket blandt andet kom til udtryk i mønstre, ornamenter og mytologiske naturkræfter såsom ”the Wind Witches” og ”the Snow Squaws”.

Den evige forvandling og bruddet på kontinuiteten mellem panelerne forvirrer ikke blot læserens visuelle perception, men udfordrer vores vante forestillinger om kausalitet, lokalitet og tid. Snarere end at være irrationelt, anfægtes rationalismen. Til gengæld er der unægteligt surrealistiske elementer i KRAZY KAT. Det var der også i LITTLE NEMO IN SLUMBERLAND, men Krazys nærmeste slægtning udfoldede sig på det store lærred – FELIX THE CAT. Til Herrimans visuelle pointer føjer der sig endnu to lag – det verbale vid og nedbrydningen af den fjerde væg.

Krazy Kat, 5/4 1919
Krazy Kat, 5/4 1919

Poddin’, was that rimmock a lengwidge – or wot?

Sproget i KRAZY KAT er ligeså særpræget – eller idiosynkratisk – som landskabet. Krazys dialekt er muligvis yat, en New Orleans-dialekt, men med elementer af Brooklyn yiddish tilsat onomatopoietika. Herrimann havde desuden en forkærlighed for alliterationer, ordspil, omvendt ordstilling, fonetiske gengivelser og arkaisk sprogbrug. To eksempler:

Krazy on his way to a rendevous (seelvooplay) pauses a moment in the presence of an “egg” – upon which he lays a loose limp eye – and rolling a lean thought in his fatous head, plunges into the perplexities of (wotchacallit?) – “life”. (2/11 1930)

A fugitive rounds the corner – with speed – as is the way with fugitives. While a moment later that which made him fugit – with speed – also rounds the corner. (15/4 1923)

Den flygtende og den forfølgende er naturligvis henholdsvis Ignatz og Offissa Pupp. Sidstnævntes pompøse talemåder ligger i forlængelse af hans selvhøjtidelige personlighed:

I sense the feel of evil – every nerve of me vibrates to the symphony of sin – somewhere at this very moment, crime holds revel. (16/11 1941)

All the world beams with beauty. The skies are ashine with sheen – prettiness prevails – and yet he packs a mind stuffed with a dire dearth of dignity. (14/7 1940)

Synderen Ignatz taler for det meste et helt normalt engelsk. Som nævnt ovenfor aggraveres han over Krazys sprogfilosofiske undersøgelser. I en stribe fra 1918 diskuterer de sprogets natur:

– Why is lenguage, Ignatz?

– Language is that we may understand one another.

– Can you unda-stend a Finn, or a Leplender, or a Oshkosher, huh?

– No.

– Can a Finn, or a Leplender, or a Oshkosher unda-stend you?

– No.

– Then I would say lenguage is that that we may mis-unda-stend each udda.

Ignatz forstår ikke Krazys logik, og reaktionen er herefter – en mursten. Læserne forstod hverken de verbale eller de visuelle pointer – de klagede. I 1944 var cirkulationen reduceret til kun femogtredive aviser, mens for eksempel BLONDIE kom i over tusind aviser. Men helt misforstået af samtiden blev KRAZY KAT ikke, ligesom den heller ikke faldt helt uden for visse af tidens strømninger.

Krazy Kat, 28/8 1918
Krazy Kat, 28/8 1918

I 1913 var borgerskabet blevet chokeret over den moderne kunst (fauvisme, impressionisme og kubisme), der var udstillet i The Armory Show, New York. Nogle år efter kom Dada og såede en mistro til rationalismen og samfundets konvententioner, som nogle af surrealisterne senere videreførte. M. Thomas Inge har i et glimrende essay om KRAZY KAT kaldt Herriman en amerikansk Dada og bl.a. sammenlignet striben med Magrittes LES MOTS ET LES IMAGES (1929): der er en forskel mellem, hvad vi siger, og hvad vi mener, mellem hvad vi tror, vi ser, og hvad vi ser.

Endelig var en ny generation ved at vokse op. Så forskellige personer som Charles M. Schultz og Jack Kerouac anerkendte Herrimans indflydelse. Kerouac skrev om KRAZY KAT, at den var ”an immediate progenitor of the Beat Generation and its roots could be traced back to the glee of America, the honesty of America, it’s wild, self-believing individuality.”

18 KrazyKat_3-15-42_lg
Krazy Kat, 15/3 1942

Herrimans kreativitet mistede ikke styrke med årene, tværtimod. Han vedblev at undersøge og udvide sit mediums grænser. I juni 1935 begyndte KRAZY KAT at komme i de nye farvelagte søndags-tegneseriesektioner i tabloidformat, og Herriman benyttede såvel det nye format som farverne til at eksperimentere videre med form og komposition. Men den måske allerstørste grænse – muren mellem fiktion og virkelighed – havde han allerede tidligt brudt igennem.

It’s wot’s behind me that I am

En af McCays mindre kendte striber var LITTLE SAMMY SNEEZE. Idéen var den enkle, at Sammy led af eksplosive nyseanfald, som forstyrrede verden omkring ham. En dag nøs den stakkels dreng så kraftigt, at stribens ramme brød sammen omkring ham, et af tegneseriehistoriens helt store øjeblikke.

Herriman bibeholdte rammen, men lod ofte panelerne være indrammede af teatergardiner og andre rekvisitter fra scenen. Og som en skuespiller er bevidst om publikum, skuespillet, kulisserne og dramatikeren, således er også Krazy, Ignatz og Pupp bevidste om, at de er tegnede karakterer i en tegnet verden. De kan for eksempel henvende sig direkte til både læseren og tegneren. I en episode arresteres Ignatz af Pupp i det første panel, men da de når frem til fjerde og sidste panel, er fængslet endnu ikke færdigtegnet. Pupp henvender sig kommanderende til tegneren: ”Wa-a-l – Finish it!!! Y’got kartoonist’s kramp?” En enkelt gang ser vi endog tegnerens hånd sætte proppen i et blækhus, hvor Igantz og Krazy har gemt sig – formentlig for tegneren.

Ignatz takker tegneren. Krazy Kat, 13/9 1940
Ignatz takker tegneren. Krazy Kat, 13/9 1940
Krazy læser Krazy Kat. Krazy Kat, 16/4 1922
Krazy læser Krazy Kat. Krazy Kat, 16/4 1922

I en hyppigt citeret søndagsstribe fra 1922 finder Krazy en avis, i hvilken han ikke blot læser sin egen stribe, men den selvsamme stribe, han aktuelt befinder sig i. Det er meget forvirrende, for hvordan kan man være to steder på samme tid? ”Because, fool, how could it be aught were it not thus,” svarer Ignatz – og for en gangs skyld må vi give ham medhold. Som M. Thomas Inge bemærker: ”We often measure art against reality rather than allow art to develop its own world and reason for being.” [Fig. 20: Krazypanel-4-16-1922]

Et andet og ligeså berømt eksempel stammer fra 1939, hvor Ignatz finder et blækhus og en pensel. Først tegner han en ramme, dernæst sig selv i rammen. Offissa Pupp kommer og kigger interesseret til, mens Ignatz tegner en mursten og Krazy. Ignatz’ tegnede mus samler murstenen op, og kaster den efter Krazy. I det næste panel ses Pupp i færd med at tegne et fængsel, hvor Ignatz sidder bag tremmer. For at der ikke skal være tvivl, har Pupp skrevet ”JAIL” på sit papir. Nedenfor står Krazy og (lidt længere væk) Ignatz, der netop har kastet en mursten afsted. Nederst på siden, hvor en spætte betragter et lærred, fortsættes refleksionen over kunst og virkelighed: ”But he’s a ott krittik, ain’t he?” spørger Krazy. ”Yes,” svarer Pupp, ”but he’s also a woodpecker.”

Krazy Kat, 11/6 1939 (her gengivet uden farver)
Krazy Kat, 11/6 1939 (her gengivet uden farver)

Disse og andre metafiktive episoder er mere end blot vittige tricks; de er med til at understrege de visuelle pointer omkring virkelighedens og kunstens natur, samt forholdet mellem værket og kunstneren: ”It’s wot’s behind me that I am,” som Krazy siger.

A squint at me may give you a laugh

George Herriman blev født i 1880 i New Orleans, men allerede tre år efter flyttede familien til Los Angeles, hvor George kom i katolsk skole. Sytten år gammel solgte han en tegning til Los Angeles Herald-Examiner, hvor han de næste tre år tegnede reklamer og politisk satire. Derefter sprang han på et godtstog til New York, hvor han skabte sine første syndikerede striber. Fælles for tidlige striber som MUSICAL MOUSE, ACROBATIC ARCHIE, GOOSEBERRY SPRIGG og THE DINGBAT FAMILY var, at de fokuserede på dyr og kompulsoriske (eller excentriske) personligheder. Herriman skrev senere, at dyr ”are of great importance to a cartoonist, no matter what kind of strip he is drawing. Almost any strip needs an animal in it once in a while, to add human interest, emphasize the reactions of the characters, to make the strip more realistic.” Selv havde han på et tidspunkt fem hunde og tretten katte.

Selvportræt, 1922
Selvportræt, 1922

Der har været spekuleret meget i Herrimans etnicitet. Som det var tilfældet med så mange andre samtidige tegnere, lavede Herriman i sine tidlige striber karikaturer af bl.a. negre og rødhuder, der vil få en moderne læser til at krumme tæer. I dag vil vi kalde det racisme (bortset fra Dansk Folkeparti, Jyllands-Posten og Trykkefrihedsselskabet, der vil kalde det ytringsfrihed), dengang var det god humor. I følge fødselsattesten var Herriman farvet, og hans forældre blev i en folkeoptælling betegnet mulatter. ”Colored” blev imidlertid brugt om næsten alle med en mørk lød, afrikanere, italienere, grækere, etc. Men hvis han ikke var af ren arisk afstamning, var der ingen af hans kolleger, der bemærkede det, ej heller den læge, der i dødsattesten skrev, at afdøde var kaukasier.

KRAZY KAT var en født succes – men i aftagende. Havde det ikke været for Hearst, der for øvrigt havde sin egen private zoologiske have, ville striben formentlig have endt som en fodnote i tegneseriehistorien. Hearst gav Herriman en livstidskontrakt med King Features Syndicate, og under Depressionen var Herriman (mod sin vilje) en af de højst betalte tegnere. Herriman var genert og nærmest selvudslettende beskeden: ”A squint at me may give you a laugh – I’m a funny looking monkey.”

George Herriman, omk. 1940
George Herriman, omk. 1940

Herrimans kone døde i 1934, og få år efter fulgte den ene af hans to døtre. Resten af sit liv tilbragte Herriman som noget nær en eneboer i sit hjem i Holywood, hvor han havde boet siden 1922. Han arbejdede hver dag på sin stribe, tog sig af sine dyr og sov ved siden af tegnebordet. Fra Holywood var der ikke langt til det sydvestlige Amerika, som han holdt så meget af. Fra 1922 var landskabet begyndt at fylde mere i KRAZY KAT, og efterhånden antog det en lige så betydelig rolle som Krazy, Ignatz og Pupp. Det var da også over Monument Valley, at Herrimans aske blev spredt, da han døde den 25. april 1944. På tegnebordet lå en uges ufærdige striber.

Med Herriman døde KRAZY KAT – som avisstribe. For i Kokonino Kounty lever Krazy, Ignatz, Pupp og alle de andre videre til inspiration for tusindvis af kunstnere, som Walt Disney sagde, og en glæde for mindst ligeså mange læsere. Inden for sit mediums rammer havde Herriman sprængt rammerne – og skabt stor kunst.

Sammen med LITTLE NEMO IN SLUMBERLAND og BRINGING UP FATHER er KRAZY KAT et af højdepunkterne i en tid, hvor tegneserier først og fremmest var comics. Men hvor Winsor McCays og George McManus’ humor er mere umiddelbart tilgængelig, forudsætter Herrimans absurde og visuelle humor, at læseren bruger lidt længere tid end normalt på at fatte galoppen. Som Bill Watterson sukkede, udfordrer KRAZY KAT sin læser på en måde, som pokkers få humørstriber siden har gjort.

24 1932-painting-for-ernest-pascal
Oliemaleri, omk. 1932

Alle søndagssiderne med KRAZY KAT er genoptrykt i tyve bind fra henholdsvis Eclipse Comics (1916-25) og Fantagraphics Books (1925-44).

Fantagraphics Books har desuden udgivet: Krazy & Ignatz: The Kat Who Walked in Beauty. The Panoramic Dailies of 1920.

Bryan Lee O’Malley – Scott Pilgrim kører stilen

Forsiden til Scott Pilgrim, bind 1Jeg købte engang et par slidte og i grunden ret ubekvemme bryderstøvler på grund af en tegneserie. Det er, hvad der kan ske, når fiktive personligheder trænger sig ind på én og vifter med et alternativt åndehul. Indrømmet, det sker måske mest for folk i puberteten, men pointen kan vi godt bruge: tegneserier kan skabe fællesskaber på tværs af talebobler og illustrerede parallelverdener.

For noget tid siden stødte jeg på Scott Pilgrim, og jeg har næsten kun haft ham til fælles med min hund, der tog en pænt stor mundfuld af bind nummer 3. Derfor er det med begejstring og stor forventning, at jeg ser ham blive sluppet løs med danske undertekster.

Scott Pilgrim er en forholdsvis almindelig ung fyr i starten af 20’erne. Han går i parkacoat, sikkert mest fordi han bor i Toronto, spiller rodet rock, med tre akkorder, i et band med det rammende navn Sex Bob-omb. Derudover er Scott mellem jobs, som er helt præcis det samme som at være arbejdsløs, og så har han sin helt egen bøsseroomie, som betaler hele gildet med lejlighed, fælles Futon og tandbørste. I bussen har han scoret en katolsk kinesisk pige på blot 17 år, som han udlever et ømt forhold med,  hvor de mest holder i hånd, mens hun fortæller om livet i High school. Men så møder Scott den klart lækre men mystisk dragende Ramona, der ernærer sig som superhurtigt rulleskøjtebud for Amazon.ca. Scott forstår, at de er skabt for hinanden, og sætter sig for at få det forklaret for Ramona. Efter en vellykket stalking falder hun måske for hans hjælpeløse charme, men der er mere mellem jul og nytår, end man først skulle tro, fordi for at vinde Ramona skal Scott overvinde en håndfuld af hendes gustne og onde ekskærester.

sp1s032Historien om Scott Pilgrim sprudler og lever især igennem de vellykkede, underspillede men rappe replikker, som spiller op og giver en rytme i historien, der gør den ualmindeligt underholdende. Stilen, som man f.eks. også finder i filmen Clerks af Kevin Smith, er lavet af det stof, som giver kultklassikere. Visuelt præsenterer Scott Pilgrim sig som en s/h manga-tegneserie, hvor personerne har genrens typiske karakteristika med f.eks. enorme glugger og ingen næsebor. Mangastilen inviterer helt sikkert et bredere publikum indenfor i Scotts virkelighed, men andre af genrens virkemidler bliver også udnyttet på bedste vis, når f.eks. følelser skal leves helt ud, eller som når Scott deler røvfuld ud, hvilket han gør i tjekket Tekkenstil uden tyngdelove. Det ser fedt ud – og det fungerer.

Men tilbage til bryderstøvlerne, som jeg hev ud af et andet gennemført tegneserieunivers, der grundlæggende har en del kvaliteter og dikkedarer tilfælles med Scott Pilgrim: Jaime Hernandez’ fantastiske Mekanix (Locas), som desværre ikke er udkommet i komplet dansk oversættelse, men der på samme sublime og elegante måde har skabt en kultur, som rækker ud og hiver læseren indenfor. Mekanix og Scott Pilgrim rummer også begge fantastiske elementer i en genkendelige og realistisk verden, som normalt ikke undfanger superhelte. Scot Pilgrim er dog langt enklere og mere folkelig end Hernandez’ Mekanix, der rent narrativt spiller på flere strenge, hvor Bryan Lee O’Malley har lavet en mere stramt komponeret og samlet historie med humoren som diesel.
Scott Pilgrim er nyskabende, hot og kommet for at blive. Serien kører charmerende stilen hele vejen, og det gør Forlaget Aben maler også, fordi de fremsynet og venligt bringer Scott sammen med folket. Prisen for at være med er på niveau med en biografbillet, og bind nummer 2 er klar til at skabe glæde allerede i december 2009

Fakta om serien

Scott Pilgrim kører stilen. Aben Maler, 2009. ISBN: 8792246168

Skrevet og tegnet af Bryan Lee O’Malley

De sande troende

Vidste du at Reed Richards havde en dom for at flyve Fantasticar’en i beruset tilstand? Det gjorde jeg heller ikke før jeg fik fat i True Believers, en ny miniserie fra Marvel.

Serien følger en lille gruppe superhelte der arbejder for at nå frem til Sandheden – de afslører slemme øvrighedspersoner, der driver en ulovlig Fight Club-lignende klub, bortset fra at de kæmpende er prostituerede, der bliver dopet til at slås og publikum er klædt ud som superhelte. Ok, så er det ikke særligt meget som Fight Club.

Så er der Reeds førnævnte DUI-sag og ikke mindst sagen om hovedpersonen Mavis Trents afdøde far og det projekt han arbejdede på.

Vi kommer rundt omkring holdets medlemmer (som bliver antydet uden at blive udpenslede) og ser en masse til S.H.I.E.L.D., hvilket i mine øjne altid er en god ting – mere agenthalløj og blå briller til folket!

Cary Bates er en på mange måder usædvanlig forfatter – han begyndte at indsende forslag til DC da han var 13 år gammel (hvoraf flere blev til forsider, bl.a. Superman #167 fra 1964) og han begyndte at sælge historier til DC som 17-årig.

Op igennem 70’erne og 80’erne arbejdede han i tegneseriebranchen – fortrinsvis for DC – og stod bl.a. for fænomenalt vilde historier som Flash vs. Future Abe Lincoln, men igennem 90’erne har han mest arbejdet med manuskripter til filmbranchen og især til tv-serier (bl.a. Gargoyles og W.I.T.C.H.).

Nu er han vendt tilbage, denne gang hos Marvel, og det er et generelt glædeligt gensyn – manuskriptet virker nogle gange lidt gammeldags og det tager også nogen tid inden vi for alvor føler med hovedpersonen. Tegningerne er af 70’er-veteranen Paul Gulacy, som leverer det bedste jeg har set ham tegne i årevis.

True Believers har veloplagt dialog, vilde og sjove ideer og en bagved liggende professionalisme, som aldrig overspilles, men altid anes – det er simpelthen godt, gammeldags håndværk, vi har fat i her!

Like a Cat out of Hell

Vor heltinde er klar til at sætte kløerne i dig
Vor heltinde er klar til at sætte kløerne i dig

Jeg lægger ud med at at bede jer holde tæt med den næste sætning:

Patsy Walker, som er hovedperson i denne uges tip, er faktisk en ældre dame hvis man skal gå efter den dato, hun første gang optrådte i en tegneserie: hun debuterede nemlig i teen/humor-serien Miss America Magazine #2, 1944 og hørte til forlaget Timely Comics (senere Marvel) bedst sælgende serier igennem 40’erne og 50’erne – og holdt faktisk sin popularitet ind i 60’erne, hvor hun blev introduceret til det øvrige Marvel-univers i Fantastic Four Annual #3 fra 1965.

Og som alle ved, er ens mulighed for at få superkræfter proportionalt forøgede når man er i Marveluniverset – og ganske rigtigt: Patsy fik superkræfter og optrådte første gang under navnet Hellcat i Avengers #144 (1976). Senere sluttede hun sig til Defenders og arbejdede bl.a. sammen med Dr. Strange.

Grunden til at jeg beder jer holde tæt er, at hører Patsy mig omtale hende som en “ældre dame”, kunne der meget nemt ske noget … meget lidt behageligt med mig. Egentligt vil jeg også bare gerne være på god fod med hende, for hun er et sjovt og spændende bekendtskab i sin egen miniserie Patsy Walker: Hellcat.

I serien bliver Patsy sendt til Alaska for at forøge statens superheltepopulation med 100%, og render snart ind i alskens forviklinger, der starter med talende isbjørne med rensdyrgevir og fortsætter videre over tentakeluhyrer fra dybet, eksimo-shamaner … jeg kunne faktisk blive ved, men det er at afsløre for meget. Det her skal læses og nydes.

Serien er skrevet af Kathryn Immonen, der nok er bedst kendt for serien Moving Pictures sammen med sin mand Stuart Immonen. De to skrev også en Hellcat-miniserie i Marvel Comics Presents 1-4 fra 2007, hvor stilen blev lagt til denne serie: Hellcat er rap i replikken og slås mod mystiske og mytiske monstre, samtidigt med at hun får vist at hendes stilsans stadig er i god behold. Kathryn skriver veloplagt, har en god ide om persontegning, skriver fremragende dialog og har konstant en balance mellem action og glimt i øjet.

Denne serie er ikke som den tidligere miniserie tegnet af Stuart Immonen (han har nok travlt med at tegne Ultimate Spider-Man), men af spanieren David Lafuente, der for mig er et ubeskrevet blad. Hans stil passer dog perfekt til serien og formidler både humor, mystik og action samtidig med at den formår at være personlig. Mere fra hans hånd, tak!

Hvis man som mig har en svaghed for rapkæftede rødhårede kvinder, er Patsy Walker: Hellcat klart et bekendtskab værd, også selv om man til tider er i overhængende fare for at falde en lille smule for en tegneseriefigur.

Uddrag fra Patsy Walker: Hellcat #2
Uddrag fra Patsy Walker: Hellcat #2
Uddrag fra Patsy Walker: Hellcat #2
Uddrag fra Patsy Walker: Hellcat #2

Patsy Walker: Hellcat udgives af Marvel Comics, og tre ud af fem numre er allerede udkommet.

Galskab med meningen – The Perry Bible Fellowship

Min engang store liste over webcomics jeg følger med i er svundet betragteligt i løbet af de sidste par år, men der er en side, der aldrig forsvinde fra listen: The Perry Bible Fellowship.

The Perry Bible Fellowship

Det er svært at finde et sted jeg kan gå i gang med at skrive om serien, for der er så meget man kan tage fat på.

Skal man starte med seriens tegner, Nicholas Gurewitch og hans særegne tegnestil? Her er der klare farver, glade dinoer, ansigtsløse mennesker og en generel vibe af fantastiske (børne)tegninger. Han laver nogle gange hints til bl.a. Edward Gorey, Shel Silverstein eller Robert Crumb, men oftest er det hans eget univers, vi bevæger os i. Og selv om han ofte tegner ansigtsløse mennesker, skal man ikke lade sig nare – hans tegneevner er helt i top og langt over gennemsnittet for webcomics. Her er ikke noget cut-and-paste-i-Photoshop.

Man kunne også tage fat på det syrede indhold, der ofte er en direkte modsætning til tegningerne – her behandles religion, sex, science fiction og mere voldsomme emner som selvmord, mord og dødsstraf – men altid med en skæv humor, som man nogle gange virkeligt hader sig selv for at grine af. Men sjovt, det er det (næsten) altid.

Humoren er blevet sammenlignet med Gary Larsons The Far Side, men i mine øjne har Gurewitch langt flere hits end missere i forhold til Larson … og så tegner han langt bedre. Ja, jeg sagde lige med andre ord at Perry Bible Fellowship er sjovere og bedre end Far Side. Har du brug for flere grunde til at checke den?

Afsted, afsted! Du kan altid takke mig (eller modsige mig!) bagefter.

(fik jeg sagt at der også er kommet en samling fra Dark Horse? Den hedder The Trial of Colonel Sweeto og fortjener at stå på din hylde)

Superman – True Brit

Superman - True BritMeget kan man sige om Egmonts redaktør Michael G. Nielsen og hans udgivelsespolitik, men når det kan lykkes for Egmont indenfor det samme halvår at udgive to historier med Superman som jeg er nysgerrig nok til at investere i, så er der grund til at være imponeret.

Jeg er absolut ikke den store fan af Superman, og derfor er det nok heller ikke nogen tilfældighed at de to udgivelser der har kunnet vække min nysgerrighed begge handler om alternative versioner, Superman som han kunne have været hvis bare …

I “Red Son” fik vi et bud på hvordan DC universet kunne have set ud hvis Superman var landet i det daværede Sovjetunionen. En ganske fascinerende leg med koldkrigsuniverset i nutidens bakspejl hvor både socialismen og kapitalismen får lov til at vise sine gode og dårlige sider. Som altid når der er tale om store ideologier som kæmper om herredømmet over verden kunne min sympati selvfølgeligt ikke undgå at falde hos den lidt mere anarkistiske Batman udgave fra dette univers.

Men selv om “Red Son” gav et godt bud på en alternativ Superman, så gav historiens store ideologiske temaer ikke plads til megen humor, ganske som Superman serien normalt ikke gør det. Med “True Brit” er man derimod gået gevaldigt over i den anden grøft ved at invitere ingen ringere end John Cleese indenfor i DC universet. Og ud af det er kommet en version af Superman som jeg tror at fans enten vil elske eller hade.

Med sig har Cleese Kim “Howard” Johnson som tidligere har skrevet en bog om Monty Python og arbejdet sammen med Terry Jones, John Byrne – som i de senere år har udviklet sin egen absurde personlighed helt på linje med Basil Fawlty og Mark Farmer som tidligere har arbejdet sammen med en anden ekspert i at fremvise britiske absurditeter ,Alan Davis, og som er supporter for Aston Villa, hvilket gør ham fortjent til en vis grad af medfølelse og en fri fadøl her hvor Premier League sæsonen går på hæld.

Med John Cleese ombord kunne man jo nok forvente en enkelt eller to diskrete hentydninger til Monty Python, og på dette punkt skuffer “True Brit” ikke. Vi får indledende beskrivelse fra Jor-El om hvad der venter hans søn på jorden, illustreret med den berømte Trout slapping sketch, og en diskret reference til Monty Pythons egen superhelt Bicylcle Repairman og deres Beatles-parodi The Rutles, samt en god del fjollet humor undervejs.

Til gengæld mangler der de sædvanlige superskurke fra Superman universet, tilsvarende med de øvrige helte fra for eksempel Justice League, og Cleese og co.’s udgave af Batman fortjener vist ikke meget andet end et hånligt fnys og en larmende tavshed.

I stedet for at lande på en farm i det amerikanske midtvesten som vi normalt ville forvente, lander Kal-El i stedet i Storbritanien, nærmere bestemt Weston-super-Mare. Stedet vil måske være visse læsere bekendt enten som fødested for den tidligere Deep Purple-guitarist Ritchie Blackmore eller som stedet hvor Eddie Hitler og Richard Richard fra “Bottom” tager hen for at komme på ferie fra deres skidne lejlighed i Hammersmith.

I dette provinshul bliver han adopteret af et ældre engelsk ægtepar som opdrager ham efter hvad forfatterne opfatter som typiske engelske provins-normer, så i stedet for den amerikanske drøm og troen på at enhver der arbejder hårdt nok kan gå fra at være avisbud til at blive koncerndirektør eller præsident, får den unge Colin Clark indprentet mottoet “Hvad ville naboerne ikke tænke”. Læsere der som jeg selv er vokset op i provinsen kan dårligt undgå øjeblikkeligt at fatte sympati for staklen.

Kampen mod den provinsielle tankegang virker som det gennemgående tema som forfatterne bag “True Brit” har haft på sinde da de skrev historien, også i forholdet mellem den voksne Superman og medierne, som får et par drøje hug med undervejs for den måde de bygger berømtheder op for senere at destruere dem igen med navlepilleri over deres privatliv og jantelov overfor de ting de opnår. Måske er det Cleese med sin mangeårige berømmelse og forfatterskab til to populær-psykologiske bøger der gerne vil drive et par pointer hjem, ihvertfald ender Colin Clark i sin lidt modvillige rolle som superhelt næsten mere om Brian fra Monty Pythons Life of Brian end om den slags superhelte vi kender.

Og dog …

For hvis man nu drejer blikket fra DC’s univers over mod et andet helteunivers, så kan man ikke undgå at se nogen lighedspunkter. Hvis man for eksempel erstatter Clarks modvillige forældre med en svagelig tante som er bange for sin nevøs alter ego, og hvis man så tænker på J. Jonah Jameson i stedet for den koleriske Whyte-Badger som Colin Clark må arbejde for selv da hans chef fører en smædekampagne mod Superman. Selv Lois Lane i skikkelse af Luisa Layne-Ferret har smidt stakkels-kvinde-i-nød rollen og ligner mere en selstændig mere ligeværdig partner som Felicia Hardy eller Mary-Jane Watson.

Dermed ikke sagt at “True Brit” er en Spider-Man fortælling med Superman i hovedrollen. Den bevæger sig tæt nok på til at tanken strejfer en, men holder afstand nok til at det ikke virker påfaldende (selv om den ikke kan nære sig for en enkelt henvisning til radioaktive edderkopper). Men problemet er stadigt at en stor del af den historie som holdet bag “True Brit” gerne vil fortælle er fortalt masser af gange i Marvel universet i stedet, man kan heller ikke undgå at tænke Cyclops fra X-Men når Colin Clark får at vide at han skal passe på med sit varmesyn og at folk ikke må opdage hans kræfter fordi de hader det de frygter.

Så hvis man i forvejen har læst Marvels historier genne mange år er det eneste unikke ved “True Brit” den fjollede meget engelske humor som gennemsyrer hele historien. Det kan være nok hvis man skal slå et par timer ihjel i en flyver eller et tog, men måske ikke noget man har lyst til at tage ned fra hylden igen.

And now for something completely differentOg apropos at tage ned fra hylden igen, så kan fans til gengæld glæde sig over at Super-Ove er vendt tilbage og står for indledningen til hæftet. Her funderer han over hvordan Superman historien mon ville tage sig ud hvis nu Kal-El var landet i Rebild Bakker i stedet for, personligt tror jeg ikke at der ville være den store forskel mellem at han voksede op i det mørke Jylland eller det afsides England.

Men hvis jeg tilsvarende skulle give mit bud på hvad der kunne være sjovt at se, så kunne jeg tænke mig at se ham lande i New England, nærmere betegnet Arkham Massechusetts hvor en aldrende professor ved Miscatonic University sammen med sin husholderske adopterer barnet fra rummmet. Vil Supermans kræfter være nok til at beskytte jorden mod Cthulhu og de andre væsener fra stjernerne og dimensionerne hinsides tid og rum, eller vil Lex Luthor have held til at påkalde den vanvittige rumgud Azathoth som i sin tid forårsagede Kryptons undergang?

Jeg ved ikke om der ville være andre læsere til den, men det ville i hvertf fald være “Something completly different”.

Empowered – anti-girl power?

14043.jpg“Empowered” er titlen på en trade paperback som udkommer i marts fra forlaget Dark Horse, skrevet og tegnet af Adam Warren. Historien virker umiddelbart som en humoristisk indfaldsvinkel til den bølge af “girl power” der ellers har været indenfor kvindelige superhelte.

Hos DC har man fået en barsk, asiatisk udgave af Batgirl, som kan kæmpe lige op selv med de fjender Batman har besvær med. Supergirl viser bar mave og fester igennem på det lokale diskotek. Hos Marvel har man gen-introduceret Rachel Summers som en yngre Phoenix og lanceret unge kvindelige udgaver af Wolverine og Nightcrawler i form af X-23 og Nocturne.

Men mens Batgirl og X-23 måske nok er den bedste babe til det de gør bedst, så er tingene lidt mere besværlige for heltinden ved navn Empowered. For det første er hendes navn ikke rigtigt cool, hendes dragt sidder tæt, men da hun ikke er helt tryg ved at vise sin krop frem på den måde hjælper det ikke ret meget, specielt ikke da den har det med at gå i stykker eller ikke virke når dens indbyggede kræfter skal bruges.

Som hun selv udtrykker det “… but that power doesn’t work if my suit’s really torn up like this. Or if I’m too distracted or scraed. Or if I don’t get enough sleep the night before”. Så hendes rygte blandt heltene er ikke det bedste, til gengæld får hun så hjælp af sin skumle kæreste og en fordrukken ninja-veninde, for ikke at glemme en dæmon der er fanget hjemme på hendes stuebord, som får tiden til at gå med at se DVD’er og komme med skurkagtige råd.

Så mens at de kvindelige helte har fået en tand opdad med hensyn til de barske egenskaber, så er der så til gengæld også blevet plads til den kvindelige anti-helt på samme måde som vi tidligere har set det på mande-siden. Umiddelbart lyder foromtalen ihvertfald til at der skulle være et par gode grin at hente.

Mere information kan fås hos Dark Horse selv.

Marvel Team-Up #14

Marvel Team-Up #14Titel: Marvel Team-Up #14
Forfatter: Robert Kirkman
Tegner: Cory Walker
Udgiver: Marvel Comics
Bedømmelse (samlet): [rate 7.5]

Dette nummer byder på et yderst veloplagt møde mellem Spider-Man og Invincible (som udgives af Image Comics). En skurk har evnen til at kaste Invincible ind i andre universer, og han lander så – meget belejligt – i Marvel-universet, hvor han ankommer tidsnok til at hjælpe Spider-Man med at klare sin ærkefjende, Doctor Octopus og se lidt af universet inden han bliver kaldt tilbage til sit eget univers igen..
Robert Kirkman lægger vægt på humor og solid historiefortælling, hvilket er rart i set i forholds til samtidens øvrige mørke og alvorlige superhelte. Hans skildring af både Spider-Man og Invincible er meget præcis, og mange af hans jokes er virkeligt sjove (i al fald for folk som kender Marvel-universet).
Cory Walkers tegninger understøtter det humoristiske og ubesværede i historien uden at blive for karrikerede.