tegneseriesiden

Vi elsker STADIG tegneserier!

Archive for the ‘Image’ tag

Phonogram : musikkens magi

without comments

“Choose a track. Doesn’t matter what it is – just that it matters to you. Stick it on and turn it up. Close your eyes. And listen HARD. Focus. Just feel the song. Let it sweep over you. Breathe it in. Let it possess you. And when you can feel it filling every single cell in your body … just ride it as long as you can.”

Hvis musik for dig kun er noget der kører på radioen uden din bevidste indblanding; rart at have, men ikke livsvigtigt eller bare signifikant, er dette ikke en bog for dig.

Hvis du aldrig har oplevet at et stykke musik stoppede dig midt i en sætning, løftede dig op i nakkeskindet for derefter at transportere dig til en anden verden og derpå sende dig tilbage igen, uvis på hvor lang tid der egentligt er gået, er dette sandsynligvis heller ikke en bog for dig.

Der er nogle ideer, der i deres slående simplicitet umiddelbart forekommer indlysende sande. Phonogram af Jamie McKelvie og Kieron Gillen er baseret på en sådan idé:

musik er magi.

For nogen et banalt udsagn, men har man en gang prøvet at fortabe sig i en sang, ved man i sit hjerte, at det er den reneste sandhed du kan møde.

Musik ér magi.

I Phonogram: Rue Britannia følger vi David Kohl, som er Phonomancer, altså en magiker hvis kræfter er baseret på musik – eller som han selv siger: ”I do intricate vivisection rituals on pop songs to better understand their totemic powers”.

Kohl bliver af den store gudinde udvalgt / truet / forbandet til at undersøge hvad der er galt med et af hendes aspekter, den nu afdøde guddommelige dronning af Britpop, Britannia. Ja, britpop – musikgenren, som startede midt i 90′erne med navne som Oasis, Blur, Pulp, Kenickie, The Auteurs, og som kulminerede med Knebworth-festivallen i 1996, hvor Oasis spillede for en kvart million mennesker – og som 2.5 million mennesker (en ud af tyve briter) forgæves forsøgte at få billet til.

Men det er nu fortid, Britannia er død og hendes følge af musik og fans er forlængst væk eller i al fald fortsat til andre ting. Og dog – der er noget galt et sted: Kohls gamle flamme, Beth, dukker op i britpop-spøgelsesform, selv om hun er i live og Kohl selv sætter uden at tænke en Echobelly-plade på. Så ved man, at der er noget rygende galt.

Undervejs drager vi igennem Memory Kingdoms, møder Retromancers (”Nostalgia Parasite. A kind of phonomancer in the same way a date rapist is a kind of lover”), Indie Dave (”More a very crude golem sculpted from decomposing festival detritus”) og det hele kulminerer under bakken Primrose Hill, hvor Britannia i sin tid blev til.

Man kan se Phonogram: Rue Britannia som et billede på nødvendigheden af at lægge fortiden bag sig, og det vil ikke være helt forkert, men samtidig byder den på et unikt indblik i musikkens magiske underverden, det sted hvor kunsten møder sit publikum og forandrer dem, har magt over dem. Selv var jeg ikke blandt Britannias undersåtter – jeg fordybede mig på det tidspunkt i Desert Rocks transcendentale, monumentale tyngde – men jeg kan sagtens forholde mig til følelsen alligevel.

En noget anden sag er Phonogram: The Singles Club.

Her er der tale om flere små fortællinger, der alle foregår samme aften på samme natklub, og som til sidst knyttes sammen til en stor mangefacetteret fortælling, set fra syv forskellige menneskers øjne. Der er – som det nødvendigvis må være med den slags fortælling – nogle afsnit, der fungerer bedre end andre. Eller snarere, afsnit, som taler mere til én end andre gør. Ja, der er en forskel.

Hvis Rue Britannia er et koncept-debutalbum, er Singles Club den svære toer, som teknisk set er  1′eren overlegen, men som ikke helt har den samme energi. Den er dog stadig fremragende og særdeles læsværdig.

Ærgeligt for begge samlingers vedkommende er det, at de ikke har medtaget de mange B-sides; små, afsluttede en-sides fortællinger som kørte bagerst i månedsbladet. De er ikke essentielle for noget, men de ville have været rare at have.

Noget meget iøjnefaldende ved begge bind af Phonogram er, hvor meget værkerne taler med deres egen stemme. Det er ikke Moores nøje planlagte kinesiske æske, fyldt til randen med fakta og instruktioner. Det er heller ikke Morrisons hjerne- og hjertevridende mindfuck. Åbenbaringerne er ikke afgrundsdybe og jordrystende. Tværtimod er det næsten nøgterne skildringer af en flok menneskers liv – mennesker, der alle er berørt af musikken basale magi. Det er fremragende og vedkommende.

Er du nået hertil i anmeldelsen, er det nok fordi du kender følelsen. For musik er magi, og vi der er berørt af den, ved det allerinderst i vores sjæl.

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Ulf Reese Næsborg

august 6th, 2010 at 12:27 pm

Døden uden ende – The Walking Dead

with 8 comments

Cover fra Walking Dead

Det amerikanske Independent forlag Image Comics er nok mest kendt for Todd McFarlanes Spawn-serie, men firmaets nyeste gulddreng hedder Robert Kirkman. Han startede sin triumffærd med serien Invincible (2002-) om teenage-superhelten Mark Grayson alias Invincible, som hurtigt blev firmaets mest succesfulde serie. Kort efter Invincible startede Kirkman sammen med tegneren Tony Moore den apokalyptiske zombieserie The Walking Dead, som jeg vil kigge nærmere på her.

De levende døde i Walking DeadI slutningen af første hardbackbind, er der et efterord af Kirkman, hvor han erklærer sin kærlighed til zombiefilm. Han har dog et stort problem med dem, nemlig at de slutter! Med The Walking Dead vil han følge verdens undergang til dens naturlige afslutning, han vil lave zombiefilmen uden ende. Resultatet er intet mindre end fantastisk og ikke mindst, skrækindjagende uhyggeligt.

I The Walking Dead følger man politibetjenten, Rick Grimes, der var politimand i den lille by Cynthia i den sydlige stat Georgia. Rick bliver skudt i tjenesten og ligger som følge i koma på hospitalet, mens zombierne hærger landet. På første side vågner han op fra sit koma og finder langsomt ud af, hvad der er sket. Da han kommer hjem opdager han, at hans kone, Lori, og søn, Carl, ikke er at finde nogle steder. Han lærer, at myndighederne har opfordret civilbefolkningen til at tage til storbyerne, hvor hæren bedre kan beskytte dem mod zombietruslen.

Scene fra Walking DeadRick kører derfor mod Atlanta, på jagt efter sin kone og søn, men opdager, at byen er fuldstændig overrendt af zombier. Han finder ved et held sin familie i en lille improviseret lejr uden for byen, hvor de forsøger at holde sig i live sammen med 12 andre overlevende. Herfra går det slag i slag. Man følger den lille gruppe, som leder efter et sikkert sted at leve. Undervejs er der jævnlig udskiftning i persongalleriet, da nye overlevende støder til gruppen, mens andre må lade livet.

Kirkman er ikke bange for at slå selv centrale karakterer ihjel, så man kan aldrig vide, hvem der ryger næste gang, og de overlevende bliver i den grad decimeret. Meget mere skal ikke siges om plottet, da chokfaktoreren er helt essentiel for læseoplevelsen.

Zombierne ligner dem, vi kender fra George A. Romeros kanoniske film, dvs. de er levende døde, som langsomt stavrer af sted på jagt efter menneskekød. Et bid dræber først og bringer derefter offeret tilbage som zombie, og man kan kun stoppe dem ved at ødelægge deres hjerne. Som i alle gode zombiehistorier fungerer zombierne som katalysatorer for ekstreme omstændigheder, i hvilke man kan lave nogle interessante karakterstudier. Hvordan reagerer man fx ved at se ens nærmeste blive forvandlet? Og hvilke tanker flyver der gennem ens hoved, når man bliver bidt, og ved at man snart selv vil være en del af de levende dødes rækker? I sidste ende viser det sig dog, at mennesket stadig er det farligste rovdyr.

Indeed it is ...

Indeed it is ...

Serien låner flittigt ideer fra andre zombiefortællinger, men fører dem ud til yderste logiske konsekvens. Hvis man nu amputerer en bidt legemsdel hurtigt nok, kan man så undgå forvandlingen?  Og er en zombie uden tænder overhovedet farlig? Også det menneskelige aspekt undersøges nøje. Hvordan ordner man fx toiletbesøg i en lille lejr, eller tøjvask, strøm, vand, mad, benzin, børnepasning, underholdning og vintertøj? Det er simpelthen en fornøjelse at se emnet blive behandlet med en sådan alvor og grundighed.

Der hvor The Walking Dead virkelig fænger er dog i dens persongalleri. Nok er mange af karakterene arketypiske, men de er stadig psykologisk troværdige. Det er i særdeleshed fascinerende at se, hvordan de reagerer på at leve omringet af døden, tvunget til selv konstant at slå ihjel. Generelt kan man adskille karakterene i dem, der bliver effektive dræbermaskiner, men måske mister deres menneskelighed i købet, og så dem, der simpelthen ikke kan håndtere det og må bukke under for apati, hallucinationer og selvmordstendenser. Man ved aldrig, hvornår én af karakterene knækker, men det er sikkert, at det er med fatale konsekvenser til følge både for dem selv og de andre.

Walking Dead - in the eye of the beholderSerien er tegnet i dystre sort-hvid-tegninger. De første 6 bind er tegnet af Tony Moore i smukke og detaljerede sort-hvid-tegninger, som udtryksfuldt benytter hele paletten af gråtoner. De var åbenbart for smukke, for han havde tilsyneladende problemer med at følge med hver måned. Derfor blev han erstattet af Charlie Adlard fra bind 7, men  fortsatte med at tegne forsiderne til og med bind 24. Adlards tegninger er mere skitseagtige og ikke så detaljerede, kontrasten er større, og de er i det hele taget ikke så lækre, som man var blevet vant til. Det er et hårdt slag, især fordi karakterene også ser anderledes ud, og man derfor skal til at lære dem at kende igen. Man vænner sig dog til Adlards stil, hvis hurtige, rå tegninger faktisk fungerer glimrende i en tegneserie som denne.

The Walking Dead er en fantastisk medrivende serie, som på det stærkeste kan anbefales, og ikke kun til zombiefans. Det er en fornøjelse at se, hvor seriøst Kirkman behandler zombiegenren. Det bliver sjældent fjollet eller for meget, men er altid en stærk følelsesmæssig oplevelse. Man lever sig ind i de strabadser den lille flok overlevendes må gennemgå, og følger deres successer og fiaskoer med stort engagement. En tegneserie – eller et hvilket som helst andet medie – kan dårligt håbe på mere, og man kan kun glæde sig over at Robert Kirkman ikke planlægger at stoppe serien foreløbigt, for det er svært af få nok.

Fakta om serien

The Walking Dead #1-54

Forfatter: Robert Kirkman

Tegnere: Tony Moore, Charlie Adlard

Gråtoner: Cliff Rathburn

Forlag: Image Comics

Serien er samlet i 9 TPB:

1 Days Gone Bye (2004)

2 Miles Behind Us (2004)

3 Safety Behind Bars (2005)

4 The Heart’s Desire (2005)

5 The Best Defense (2006)

6 This Sorrowful Life (2007)

7 The Calm Before (2007)

8 Made To Suffer (2008)

9 Here We Remain (2009)

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Christian Rasmussen

august 3rd, 2009 at 8:26 am

Håbløsheden er lortebrun: Fell af Warren Ellis

without comments

Fell vol. 1: Feral CityWarren Ellis er efterhånden kendt som en misantropisk gammel mand, som har en fascination af tilværelsens skyggesider. Men igennem sin fascination er ham også i stand til at skabe værker der giver grund til eftertanke, og Fell: Feral City er bestemt ingen undtagelse.

I Fell følger vi kriminalbetjenten Richard Fell, som overflyttes til Snowtown, en bydel som er alle betændte og hårdkogte bydele destilleret – eller måske snarere rådnet sammen – til én pøl af tragiske og forvredne menneskeskæbner badet i kriminalitet og håbløshed.

Kriminalafdelingen består af en forstyrret leder på nervemedicin, der efter eget udsagn leder 3½ mand (“Owlsley has no legs”), som ikke gør andet end det mest nødvendige for at dæmme op for det hav af lovløshed der omgiver dem.

Alle historierne i Fell er afsluttede enheder, hvor det eneste samlende element er Richard Fell og personerne omkring ham – her nok især det spirende forhold til bartenderen Mayko. Mange – hvis ikke endda størstedelen – af historierne er baserede på virkelige sager, så som kvinden der myrder sin mand med et alkohollavement eller manden der skærer fostre ud af gravide kvinder for at bruge dem som beskyttelsestalismaner. Det er hård kost og Fell er da heller ikke godnatlæsning for sarte sjæle.
Ellis har tidligere brugt virkelige sager, bl.a. i serien Bad World, men her virker de meget mere som en del af handlingen.

Side fra Fell #1Der er mange uforklarede elementer i serien, for eksempel Snowtown-tagget, der er et S med et kryds igennem eller den mystiske – og skræmmende – nonne iklædt Nixon-maske, og de tjener alle til at understrege det uforudsigelige og mystiske ved Fells univers.

Tegningerne er af Ben Templesmith, som de fleste nok kender fra 30 Days of Night / Nat i 30 dage. Hans malede, meget ekspressive tegninger er her i serien lagt ind i et 9 x 9 gitter af rammer, hvilket strammer dem gevaldigt op og i det hele taget understøtter historien på en fremragende måde – sidekompositionerne virker decideret klaustrofobiske. Selv om man ikke kan lide Templesmith i Nat i 30 dage, kan man sagtens synes om hans tegninger i Fell – det er en meget anden oplevelse.

Farverne holdes i en palette af – undskyld udtrykket -tisgult og lortebrun med lejlighedsvise vandringer til tilstødende farver som størknet blod-rødt, muggrønt og grå og sorte farver, hvilket kun tjener til at understrege historiernes klaustrofobiske stemning af håbløshed.

Der er heldigvis også øjeblikke af (sort) humor og – endnu vigtigere – gryende håb i visse af historierne, hvilket er med til at løfte skyen af håbløshed, men man sidder ikke just tilbage med en stålfast tro på menneskeracen efter at have læst samlingen.

Med Fell har Warren Ellis lavet et af sin karrieres mest helstøbte værker, og ligemeget om man er fan eller ej er man godt tjent ved at dykke ned på verdens vrangside med Richard Fell som rejsefører – det er en næsten terapeutisk oplevelse, og den er alt hvad serier som CSI og andre hårdkogte “realistiske” politiserier burde være.

Fakta om serien:

Fell Vol. 1: Feral City
Bedømmelse: Anbefales varmt

Forfatter: Warren Ellis
Tegner: Ben Templesmith
Udgiver: Image Comics
År: 2007

Læs #1 online

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Ulf Reese Næsborg

november 3rd, 2007 at 10:54 am

Warren Ellis

with one comment

Warren Ellis

Note: denne artikel er undtaget fra tegneseriesidens sædvanlige copyright, idet den er overgået til ComicWiki og dermed er omfattet af en Creative Commons-licens.

Du kan fra nu af altid finde den nyeste version af artiklen på ComicWiki.

Warren Ellis (f. 16. february, 1968) er en britisk forfatter, nok bedst kendt for serier som Transmetropolitan, The Authority, Planetary, Nextwave og Fell. Herhjemme er bl.a. udkommet hans Ultimate Fantastic Four.

Ellis er også en markant profil på nettet med sin egen hjemmeside (som opdateres flere gange dagligt) og ivrig deltager i sociale nettjenester så som MySpace, ComicSpace, Flickr og Bloglines.
Han skriver også om internetspillet Second Life for Reuters og driver forummet The Engine.
Efter at have arbejdet på flere mindre blade, fik Ellis i 1994 job hos Marvel, hos hvem han bl.a. skrev Hellstorm, Excalibur og Doom 2099.
Transmetropolitan - Spider Jerusalem Derefter overtog han serien Stormwatch for Wildstorm og fik radikalt omformet serien, indtil den muterede til The Authority, som er et af de første eksempler på de såkaldte “widescreen comics” med masser af action og store panorama-billeder.

I 1997 påbegyndte han sammen med tegneren Darick Robertson serien Transmetropolitan, som omhandler gonzo-journalisten Spider Jerusalem i et futuristisk (og dystert) Amerika. Serien sluttede efter 60 numre i 2002 og er Ellis største værk til dato.

Planetary - Jakita, Ellijah, The DrummerPlanetary blev påbegyndt i 1999 og omhandler et hold af “det umuliges arkæologer”, der undersøger paranormale hændelser overalt på jorden og kæmper imod “The Four“, som vil holde den viden som hovedpersonerne afdækker skjult. Serien har været plaget af forsinkelser, men vil blive endeligt afsluttet i løbet af 2007 med nummer 27.

Ellis har også skrevet serien Global Frequency for Wildstorm
I 2004 vendte han tilbage til Marvel og skrev bl.a. Ultimate Fantastic Four, Ultimate Galactus, Iron Man: Extremis og den humoristiske Nextwave.

I skrivende stund arbejder Ellis på serierne Fell, Desolation Jones, Thunderbolts, Blackgas og newuniversal.

Hans første roman, Crooked Little Vein, ventes udgivet i løbet af 2007.

Biografi i udvalg:

Transmetropolitan (1997-2002):

  1. Transmetropolitan : Back on the Street
  2. Transmetropolitan : Lust For Life
  3. Transmetropolitan : Year of the Bastard
  4. Transmetropolitan : The New Scum
  5. Transmetropolitan : Lonely City
  6. Transmetropolitan: Gouge Away
  7. Transmetropolitan: Spider’s Thrash
  8. Transmetropolitan: Dirge
  9. Transmetropolitan: The Cure
  10. Transmetropolitan: One More Time
  11. Transmetropolitan: Tales of Human Waste

Authority (1999-2000):

  1. The Authority : Relentless
  2. The Authority : Under New Management

Planetary (1999-):

  1. Planetary : All Over the World and Other Stories
  2. Planetary : The Fourth Man
  3. Planetary: Leaving 20th Century
  4. Planetary: Crossing Worlds

Global Frequency (2002):

  1. Global Frequency: Planet Ablaze
  2. Global Frequency: Detonation Radio

Ultimate Fantastic Four (2004-2005):

  1. Ultimate Fantastic Four Volume 2: Doom
  2. Ultimate Fantastic Four Volume 3: N-Zone

Ultimate Galactus Trilogy (2004-2005):

  1. Ultimate Galactus: Nightmare v. 1
  2. Ultimate Galactus: Secret v. 2
  3. Ultimate Galactus: Extinction v. 3

Iron Man (2005-2006):

  1. Iron Man: Extremis

Desolation Jones (2005-):

  1. Desolation Jones Volume 1: Made in England

Fell (2005-):

  1. Fell: Feral City v. 1

Nextwave (2006-2007):

  1. Nextwave: Agents of H.A.T.E: This Is What They Want v. 1
  2. Nextwave: Agents of H.A.T.E.: I Kick Your Face v. 2

Relevante links:

Warren Ellis officielle side
Wikipedia om Ellis

Komplet bibliografi

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Ulf Reese Næsborg

februar 28th, 2007 at 10:27 pm

Kurt Busiek

with one comment

Kurt Busiek

Note: denne artikel er undtaget fra tegneseriesidens sædvanlige copyright, idet den er overgået til ComicWiki og dermed er omfattet af en Creative Commons-licens.

Du kan fra nu af altid finde den nyeste version af artiklen på ComicWiki.

Kurt Busiek (født 16. september, 1960) er nok herhjemme bedst kendt som forfatteren til Marvels, men har igennem sin lange karrierre arbejdet på snesevis af serier. Af mainstream-serier han har skrevet kan nævnes The Avengers (hans samarbejde med George Perez er af mange betragtet som noget af det bedste i serien), Iron Man, Thunderbolts og JLA. Han stod også for det store Avengers/JLA crossover i 2003.

Han har skrevet nogle serier som foregår i “udkanten” af de etablerede universer, nemlig Marvels, som skildrer Marveluniverset igennem en fotografs øjne og Superman: Secret Identity, som fortæller historien om Superman hvis han var dukket op i vores virkelighed i stedet for DC-universet.

Udenfor mainstream har han skrevet Arrowsmith og måske især den imponerende Astro City.

I perioden 2003-2005 revitaliserede han figuren Conan for forlaget Dark Horse, men forlod titlen til fordel for en eksklusivkontrakt med DC Comics.

I dag skriver han Aquaman: The Sword of Atlantis og Superman for DC.

Busiek har i løbet af sin karrierre vundet adskillige priser, heriblandt Squiddy Awards, Comics’ Buyer’s Guide Awards for Favorite Writer og ikke mindst Eisner Awards.

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Ulf Reese Næsborg

februar 26th, 2007 at 1:43 pm

Godland #4

without comments

Godland #4Titel: Godland #4
Forfatter: Joe Casey
Tegner: Tom Scioli
Udgiver: Image Comics
Bedømmelse (samlet): ********

Den hippe retro-influerede successerie Godland fortsætter, denne gang med flere gæve eventyr for vor helt, Adam Archer, som må forsøge at redde sin søster, da hun er faldet i kløerne på den fæle Discordia. Persontegningerne er meget præcise, hvilket ikke siger så lidt, taget i betragtning at persongalleriet er noget mere farverigt end man måske er vandt til.
Serien har ikke mistet sit veloplagte præg, og den virker så forfriskende på den amerikanske scene, at jeg sidder og klapper i mine små hænder herhjemme. Dette citat fra Entertainment Weekly beskriver en stor del af seriens appel meget præcist:

Anyone who gets all misty thinking about Lee & Kirby’s Fantastic Four will love Godland.

Joe Casey og Tom Scioli bringer noget oprindeligt, næsten uskyldigt ind i serien, alt imens den er meget moderne.

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Ulf Reese Næsborg

november 7th, 2005 at 10:49 am

Marvel Team-Up #14

without comments

Marvel Team-Up #14Titel: Marvel Team-Up #14
Forfatter: Robert Kirkman
Tegner: Cory Walker
Udgiver: Marvel Comics
Bedømmelse (samlet): *******½

Dette nummer byder på et yderst veloplagt møde mellem Spider-Man og Invincible (som udgives af Image Comics). En skurk har evnen til at kaste Invincible ind i andre universer, og han lander så – meget belejligt – i Marvel-universet, hvor han ankommer tidsnok til at hjælpe Spider-Man med at klare sin ærkefjende, Doctor Octopus og se lidt af universet inden han bliver kaldt tilbage til sit eget univers igen..
Robert Kirkman lægger vægt på humor og solid historiefortælling, hvilket er rart i set i forholds til samtidens øvrige mørke og alvorlige superhelte. Hans skildring af både Spider-Man og Invincible er meget præcis, og mange af hans jokes er virkeligt sjove (i al fald for folk som kender Marvel-universet).
Cory Walkers tegninger understøtter det humoristiske og ubesværede i historien uden at blive for karrikerede.

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Ulf Reese Næsborg

november 7th, 2005 at 10:10 am

Fell #1-2

without comments

Fell #02Fell #02
Titel: Fell #1-2
Forfatter: Warren Ellis
Tegner: Ben Templesmith
Udgiver: Image Comics
Bedømmelse (samlet): ********½

Fell er en ny serie fra Warren Ellis hånd, og mine forventninger var ikke særligt høje på forhånd; jeg synes at Ellis er ved at forvandle sig til en karikatur af sig selv, som ikke har fornyet sig i lang tid. Fell ændrer dette, og bringer ham tilbage helt i front blandt moderne tegneserieskabere.
Serien handler om detektiv Richard Fell, som bliver forflyttet til Snowtown, en korrupt og forrået bydel i en ikke-navngiven by, hvor han starter sit liv forfra igen. Det er fortalt med indlevelse og spændende plottet, og Templesmiths meget stemningsfulde tegninger er bare den sidste finish, som gør dette til en af de bedste nye serier derude nu.

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Ulf Reese Næsborg

november 6th, 2005 at 4:28 pm

Godland #1-3

without comments

Godland #1Godland #2Godland #3
Titel: Godland #1-3
Forfatter: Joe Casey
Tegner: Tom Scioli
Udgiver: Image Comics
Læs mere: GØDLAND Online
Bedømmelse (samlet): ********

De fleste mennesker som læser amerikanske superhelteserier, har et blødt punkt for Jack Kirby, og denne serie er – i lighed med udgivelserne fra Marvels Monster Group – tegnet i retro-stil, som står i stor, stor gæld til Kirby. Denne serie har til gengæld et meget moderne manuskript (hvad f.eks. med en skurk, hvis motivation er at udvinde blodet fra en rum-hund, da han kan blive høj af det?) samtidig med at den leger med klicheerne fra de gamle serier.
Tegningerne er ikke lige så dynamiske som Kirbys (det er også umuligt!), men fungerer glimrende, historien er fængslende og godt fortalt og både persontegninger og dialog er skrevet dybt professionelt og med indlevelse. Kan klart anbefales.

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Ulf Reese Næsborg

november 6th, 2005 at 4:19 pm