Jim Woodring: Alkymisterne

Forside til alkymisterneJim Woodring er… sær. Besynderlig, mærkværdig, grotesk, bizar og sær. Og fascinerende. Uendeligt fascinerende.

”Alkymisterne” er den første Jim Woodring-titel på dansk, og det er (naturligvis, fristes man til at sige) Aben Maler, der står bag. Så man ved, at man får serveret noget, der bevæger sig i grænselandet mellem tegneserie og Kunst med stort K (omend jeg ikke tror, forlaget ser nogen skillelinie); men kender man ikke Woodring i forvejen (mit eget kendskab var yderst overfladisk), er det svært at forudse, hvad der venter bag den uskyldigt udseende forside.

De lige så uskyldige facts er som følger: ”Alkymisterne” er på cirka hundrede sider, er helt blottet for dialog eller tekst i det hele taget og rummer i en birolle en af Woodrings faste figurer, den katteagtige Frank. Tegningerne er holdt i sort/hvid i en næsten træsnitsagtig stil.Scene fra Alkymisterne af Jim Woodring

Men de uskyldige facts flyder blot på overfladen og dækker kun dårligt over alle de sorte absurditeter, der stiger op fra dybderne. At begive sig ind i ”Alkymisterne” er som at stikke hovedet dybt i en heksegryde og lade ens hjerne koge langsomt. Det er som et angreb, der har evnen til at skylle fra det visuelle over i ens andre sanser; det er som at lugte og høre og frem for alt føle med øjnene, synæstesi i tegneserieform.

Men hvad er ”Alkymisterne”? Måske er det en parabel over, hvad der skaber et menneske, hvad der hæver det over dyrene og i sidste ende sandsynligvis også tvinger det til at vende tilbage dertil. Måske. Måske er det noget helt andet. Igen er der overfladen: et griselignende menneskedyr tvinges til at søge tilflugt i en hule, hvor det udsættes for et tændstiklignende djævledyr. Det lykkes vor hovedperson, menneskegrisen, at undslippe, og den begiver sig ud på en mareridtsodyssé, der bringer den i kontakt med mærkeligere og mærkeligere væsener.

Scene fra Alkymisterne af Jim WoodringWoodring leger med en drømmelogik, som rent faktisk går i spænd med historien. Normalt er det et kunstgreb, jeg ikke bryder mig om, men det er, fordi det som regel virker som en undskyldning – hos Woodring passer det sammen med tegningerne, med historien, med den underliggende stemning af gru, som siver ud af siderne.

Det er Woodrings streg, som rummer den dystre magi, der binder det hele sammen.

Billederne er ikke umiddelbart tiltalende. De er ikke pæne. De får ikke én til at sige wow. Men de passer superbt sammen med den historie, Woodring fortæller (hvad den så end er). Stregerne er dybsorte, og billederne ligeså. Men det forunderlige er, at de – trods deres flertydigheder og mangel på letkøbt aftydning – er ufatteligt lette at aflæse. Woodring er knudret og mærkelig, men han holder sidedesignet enkelt og let at overskue, og det bliver på intet tidspunkt svært at følge med i, hvad der foregår.

Hvad det så betyder, er en helt anden sag, der får læserens hjerne op i gear. For på trods af de hindringer, der synes at stå i vejen for en umiddelbar nydelse af ”Alkymisterne”, så er det et værk, der synker ned i læserens tanker og derfra sender sine bobler af hallucinoge illustrationer op, så de brister lige bag øjnene på én. Det er et værk, der er luftigt, men tungt og helt umuligt at binde fast. Det er Hieronymus Bosch i det 21. århundrede. Det er eksistensiel horror. Det er Disney på LSD. Det er sandsynligvis mange ting for lige så mange mennesker. Men det er først og fremmest en tegneserie, man bør læse. Hvis man altså ikke er bange for at blive udfordret. Hvis man ikke er bange for at blive ført et ganske andet sted hen. Hvis man ikke er bange.

Bryan Lee O’Malley – Scott Pilgrim kører stilen

Forsiden til Scott Pilgrim, bind 1Jeg købte engang et par slidte og i grunden ret ubekvemme bryderstøvler på grund af en tegneserie. Det er, hvad der kan ske, når fiktive personligheder trænger sig ind på én og vifter med et alternativt åndehul. Indrømmet, det sker måske mest for folk i puberteten, men pointen kan vi godt bruge: tegneserier kan skabe fællesskaber på tværs af talebobler og illustrerede parallelverdener.

For noget tid siden stødte jeg på Scott Pilgrim, og jeg har næsten kun haft ham til fælles med min hund, der tog en pænt stor mundfuld af bind nummer 3. Derfor er det med begejstring og stor forventning, at jeg ser ham blive sluppet løs med danske undertekster.

Scott Pilgrim er en forholdsvis almindelig ung fyr i starten af 20’erne. Han går i parkacoat, sikkert mest fordi han bor i Toronto, spiller rodet rock, med tre akkorder, i et band med det rammende navn Sex Bob-omb. Derudover er Scott mellem jobs, som er helt præcis det samme som at være arbejdsløs, og så har han sin helt egen bøsseroomie, som betaler hele gildet med lejlighed, fælles Futon og tandbørste. I bussen har han scoret en katolsk kinesisk pige på blot 17 år, som han udlever et ømt forhold med,  hvor de mest holder i hånd, mens hun fortæller om livet i High school. Men så møder Scott den klart lækre men mystisk dragende Ramona, der ernærer sig som superhurtigt rulleskøjtebud for Amazon.ca. Scott forstår, at de er skabt for hinanden, og sætter sig for at få det forklaret for Ramona. Efter en vellykket stalking falder hun måske for hans hjælpeløse charme, men der er mere mellem jul og nytår, end man først skulle tro, fordi for at vinde Ramona skal Scott overvinde en håndfuld af hendes gustne og onde ekskærester.

sp1s032Historien om Scott Pilgrim sprudler og lever især igennem de vellykkede, underspillede men rappe replikker, som spiller op og giver en rytme i historien, der gør den ualmindeligt underholdende. Stilen, som man f.eks. også finder i filmen Clerks af Kevin Smith, er lavet af det stof, som giver kultklassikere. Visuelt præsenterer Scott Pilgrim sig som en s/h manga-tegneserie, hvor personerne har genrens typiske karakteristika med f.eks. enorme glugger og ingen næsebor. Mangastilen inviterer helt sikkert et bredere publikum indenfor i Scotts virkelighed, men andre af genrens virkemidler bliver også udnyttet på bedste vis, når f.eks. følelser skal leves helt ud, eller som når Scott deler røvfuld ud, hvilket han gør i tjekket Tekkenstil uden tyngdelove. Det ser fedt ud – og det fungerer.

Men tilbage til bryderstøvlerne, som jeg hev ud af et andet gennemført tegneserieunivers, der grundlæggende har en del kvaliteter og dikkedarer tilfælles med Scott Pilgrim: Jaime Hernandez’ fantastiske Mekanix (Locas), som desværre ikke er udkommet i komplet dansk oversættelse, men der på samme sublime og elegante måde har skabt en kultur, som rækker ud og hiver læseren indenfor. Mekanix og Scott Pilgrim rummer også begge fantastiske elementer i en genkendelige og realistisk verden, som normalt ikke undfanger superhelte. Scot Pilgrim er dog langt enklere og mere folkelig end Hernandez’ Mekanix, der rent narrativt spiller på flere strenge, hvor Bryan Lee O’Malley har lavet en mere stramt komponeret og samlet historie med humoren som diesel.
Scott Pilgrim er nyskabende, hot og kommet for at blive. Serien kører charmerende stilen hele vejen, og det gør Forlaget Aben maler også, fordi de fremsynet og venligt bringer Scott sammen med folket. Prisen for at være med er på niveau med en biografbillet, og bind nummer 2 er klar til at skabe glæde allerede i december 2009

Fakta om serien

Scott Pilgrim kører stilen. Aben Maler, 2009. ISBN: 8792246168

Skrevet og tegnet af Bryan Lee O’Malley

Rene linjer og kaotiske streger: David Mazzucchellis Asterios Polyp

Coveret til Mazzucchellis Asterios PolypDen gennemsnitlige karriere for en tegneserieskaber foregår nogenlunde således: Man starter med at lave nogle mindre undergrundsting, der fører til enten en graphic novel eller en såkaldt creator owned titel på et mindre forlag. Derefter bliver man opdaget at et større forlag og ender måske med at tegne eller skrive superhelte for Marvel eller DC, imens man desperat – og mere og mere sjældent – klemmer mere personlige projekter ind imellem de bestilte opgaver.

Sådan gik det ikke for David Mazzucchelli. Han startede karrieren med at skrive kung fu tegneserier og brød igennem med samarbejdet med Frank Miller på Daredevil historien Born Again, der nok må regnes for den definerende historie om den blinde superhelt. Samarbejdet med Miller fortsatte på klassikeren Batman: Year One, og så var banen i den grad kridtet op for Mazzucchellis invasion af den amerikanske mainstreamtegneserie.

Men Mazzuchelli havde større fisk at stege. I 1994 var Mazzuchelli med til at omsætte Paul Austers korte roman By af Glas til graphic novel form, hvilket lød som et vanvittigt projekt, der var dømt til at mislykkes. Ikke desto mindre er det et glimrende værk, der på mange måder ikke blot fortolker Austers bog, men supplerer den. Mazzucchellis effektive streg fra mainstream værkerne blev skåret helt ind til benet og forenklet, men hvad der blev ofret i detaljer blev vundet i tyngde og præcision. Ligesom Austers sprog er komplekst i al sin enkelhed, således også Mazzucchellis streg.

Scene fra Asterios polypFemten år senere er Mazzucchelli nu klar med sin helt egen graphic novel, og den har i allerhøjeste grad været de femten års slid og ventetid værd. Før jeg satte mig ned for at skrive denne ydmyge tekst læste jeg bogen igennem to gange. Jeg begyndte i bogstaveligste forstand forfra samme aften, som jeg var blevet færdig. Eller rettere, færdig med første gennemlæsning. For helt færdig blev jeg langt fra. Bogen er fyldt til randen med betydninger, billedsymbolik og flere lag end en hel sæk fyldt med løg. Det gik også op for mig, at der er flere måder at anmelde den på og at en anmeldelse af dette værk er næsten umulig uden en personlig vinkel. Hvilket netop er et af bogens temaer og pointer, men det kommer jeg til senere.

Med andre ord: Skabelsen af denne tekst er en del af min personlige oplevelse af værket og forståelsen af samme. Jeg håber blot, at teksten vil være brugbar for andre mennesker end mig selv, og jeg undskylder på forhånd, hvis det ikke er tilfældet.

Asterios møder sin udkårneLigesom bogen hedder hovedpersonen Asterios Polyp. Han burde have været en tvilling, men hans bror døde ved fødslen, hvilket måske er årsagen til, at han konsekvent anskuer verden som en endeløs række af modsætninger: Liv og død. Kærlighed og had. Lys og mørke. De valg, vi træffer, er blot punkter på en linje imellem disse modsætninger. Han afviser konstant andre verdensanskuelser og er i det hele taget næsten frustrerende arrogant. Hans valgte profession er arkitekt, men han har aldrig tegnet noget, der er blevet bygget. Han underviser derimod i arkitektur på universitet og beskæftiger sig kun teoretisk med sit fag. Så det er altså historien om et lettere irriterende menneske, men det er også en kærlighedshistorie. Asterios’ udkårne er den blide Hana, der har levet hele sit liv fra sidelinjen og ude af spotlightet. Derfor indtager hun uden problemer sin plads i Asterios’ skygge. Den langt fra lineære historie starter efter alting er gået galt. Asterios sidder i sin lejlighed og er i den grad forsumpet. Lynet slår ned, og hans hjem forsvinder i en ildebrand. Med sine sidste penge køber han en billet ud af byen og forsvinder. En ny Asterios fødes ganske langsomt i løbet af bogen, og der leges hele tiden med, om han i virkeligheden har levet sin tvillings liv og ikke sit eget. Det er tunge sager, men fortalt med en let og kontrolleret hånd.

Plottet og det intellektuelle miljø, der langsomt rives ned, er genkendeligt for enhver, der har læst en roman af Paul Auster. Det er tydeligt, at Mazzucchelli har været rundt om Austers forfatterskab i skabelsen af By af Glas (faktisk er en figur i en af Austers romaner opkaldt efter Mazzucchelli), og det var nok en af de ting, der får Asterios Polyp til at gå rent ind hos mig. Jeg er nemlig kæmpe Auster fan. Asterios må langsomt indse, at han ikke selv er herre over alt i sit liv, at han ikke har svaret på alt, og at han selv bærer skylden for mange af de skidte ting, der er sket i hans liv. En rigtig austersk udvikling for en hovedperson. Mazzucchelli er præcis og nøjsom i sine personkarakteristikker, og ikke en eneste tone er falsk i skildringen af persongalleriet. Asterios udvikling er logisk og velgennemtænkt.

Mazzucchelli udfordrer mediet i Asterios PolypPå den grafiske side er der heller ikke noget, der er overladt til tilfældighederne. Mazzucchelli bøjer tegneseriemediet og rykker det i uventede retninger i sin histories tjeneste. Man fristes til at kalde bogen for eksperimenterende, men dertil er den nu alligevel for velovervejet. Et eksempel: Asterios møder sin kommende kone, Hana, til en fest. Mazzucchelli skildrer, hvordan hvert enkelt menneskes verdensbillede og perception er forskellig og ofte gør kommunikation næsten umulig, ved at tegne alle de festende mennesker på forskellige, grafiske måder. Nogle er skraverede andre er nærmest abstrakte. Hana er tegnet med næsten skitseagtige, røde streger. Varm og naturligt kaotisk. Asterois er tegnet med kolde, blå streger og ligner mest af alt en arkitekttegning uden plads til fortolkning. Som han siger: Alt, der ikke har et praktisk formål, er blot pynt. Det er altså to vidt forskellige mennesker, der mødes, men i løbet af samtalen begynder de to tegnestile af flyde sammen og blive et. Da de to senere i bogen har et skænderi skiller de to stilarter sig fra hinanden igen, og kommunikation bliver mere og mere umulig. Dette kunne sagtens have været et prætentiøst greb, hvis eneste formål var at bevise, at bogen altså var KUNST og ikke ”bare” en tegneserie. Men sådan føles det ikke. Det grafiske udtryk og dets virkemidler fortæller det usagte, og ofte er det usagte der, hvor den egentlige historie ligger. Mazzucchelli er blevet en mageløs visuel fortæller.

Personkarakteristikkerne begrænser sig dog ikke til den måde, hvorpå personerne er tegnet, men breder sig også til de miljøer, de færdes i. Asterios’ lejlighed er fyldt med rette vinkler og linjer, den familie, han bor hos efter branden, bor i et varmt hjem med masser af pyntegenstande og puder, og Hana introducerer et rundt, asymetrisk bord i Asterios’ lejlighed ved forholdets start. Hendes miljø efterlader et mærke på hans. Igen er der intet, der er tilfældigt i Mazzucchellis fortælling. Ethvert ansigtsudtryk, kropsholdning, genstand eller mangel på samme fortæller sin lille del af historien.

Asterios oplever verden som et ordnet og logisk opbygget sted og således også tilværelsen. Hans forståelse må nødvendigvis være den rigtige, og så må alle andre, inklusiv Hana, vige. Men bogen stiller spørgsmålet: Er vores opfattelse af verden blot en forlængelse af vores jeg? Ser vi alting igennem et filter? For så er der en fare for, at dette filter og denne verdensforståelse gør kommunikation nærmest umulig. Især når man er så stædig som vores hovedperson. Det viser sig dog, at der rigtigt mange ting, som selv Asterios ikke er herre over. Lyn fra en klar himmel og himmellegemer er uden for ethvert menneskes kontrol.

Nu er der så altså også en fare for, at jeg har læst Asterios Polyp igennem et bestemt filter, der er en forlængelse af mig selv og mine litterære interesser. Det skal jeg ikke kunne afvise, men jeg har valgt at acceptere det og tage højde for det ved at skrive følgende sætning: Læs bogen selv og find din egen vinkel på den. Du vil ikke fortryde det!

Det er overvældende suverænt. Og hvis der kommer en bedre tegneserie i år, så falder jeg død om af forbavselse. Mazzucchelli har med denne bog sat sig ved siden af giganter som Chris Ware, Marjane Satrapi, David B. og sågar Will Eisner. Det kan godt være, at det er mig, der er grøn bag ørerne, men jeg føler at tegneserien og graphic novels har fået et herligt spark i den rigtige retning med denne bog, og jeg kunne sådan set blive ved med at skrive om den i en uendelighed, men det vil jeg ikke gøre. Selvom en anmeldelse ikke har en naturlig afslutning, så skal den jo ende på et eller andet tidspunkt. Og det bliver så her.

Fakta om værket

Asterios Polyp. Pantheon Graphic Novels, 2009. 344 sider i farver. ISBN 0307377326

Tegnet og skrevet af David Mazzuccelli

The best 24-year old … ever!

spv5_pg4Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er vild med Bryan Lee O’Malleys serie om Scott Pilgrim.

Det skal faktisk ikke være nogen hemmelighed at jeg tror at Scott Pilgrim egenhændigt kan frelse verden, kurere kræft og få antallet af dårlige bands til at falde med 47%. Eller noget i den stil.

Min oplevelse med at læse bind 1-4 var i al fald helt i top, og forventningerne har været skruet op på 11 til det 5. bind, Scott Pilgrim vs. the Universe, som udkommer i dag. Og naturligvis er det med en vis spænding at jeg læste den – det ville være så ærgeligt hvis serien tog et dyk nu så kort tid før målstregen.

Heldigvis sidder jeg nu og skammer mig over nogen sinde at have tvivlet, for naturligvis lever Vol. 5 ikke bare op til de tidligere bind i serien, den overgår dem faktisk på flere måder. O RLY? SRSLY!

Vol. 5 bringer en mere seriøs vinkel på seriens univers, uden at det af den grund bliver mindre Scott Pilgrim’sk – vi har store, episke kampe hvor Scott kæmper mod Ramona Flowers to onde ex’er, tvillingerne Kyle K. og Ken K., men vi har også Scott og Ramonas forhold i fokus på en anden måde, som giver fuldstændigt mening, men samtidig er en naturlig udvikling. Ja, man skal læse bogen for rigtigt at forstå det, men det skal du så også se at få gjort ved først kommende lejlighed.

spv5_pg5Scott Pilgrim vs. The Universe er også den bog, der for alvor cementerer bifigurerne i Scotts univers – Wallace Wells, Stephen Stills, Knives Chau og især Kim Pine er mere i fokus end tidligere, og det er en virkeligt god ting. Kim er faktisk helt oppe og blive hovedperson nummer tre i bogen og hun er bestemt bekendtskabet værd.

Kritikpunkter? Nej, egentligt ikke. Kan man i forvejen ikke lide Scott Pilgrims univers og O’Malleys tegne- og fortællestil (jeg har hørt at I er derude – freaks!), får vol. 5 ikke en til at skifte mening – snarere nok tværtimod, for SP5 er mere af alting og så noget nyt oveni. Det er en elske / hade-serie, og sådan er det.

Scott Pilgrim vs. the Universe er en fremragende fortsættelse på en i forvejen fantastisk serie – O’Malley udvikler sin stil og sin fortælling på en måde som både er naturlig og fængslende samtidig med at han forbliver tro mod serien og figuren – og bind 6 kan ikke udkomme hurtigt nok!

Der er i mine øjne ikke nogen bedre og mere nyskabende serie end Scott Pilgrim i dag, og alle i branchen – både de gamle i gårde og de helt unge talenter, såvel som fanskaren – bør stoppe op og kigge på den, for den vil blive en standard hvorimod alle senere serier vil blive målt imod. Ikke dårligt af en 24-årig slacker.

sp5_cover

Fakta om serien

Scott Pilgrim vs the Universe, 192 sider, sort/hvid.

Tegner og forfatter: Bryan Lee O’Malley
Forlag: Oni Press

Åbent brev til Sisyfos

Omslaget til SisyfosKære Sisyfos

Det er måske ikke den bedste måde at indlede en samtale på, men fuck dig. På en pæn og sober måde, forstås. Hvorfor?

Well, primært fordi du har trukket denne anmeldelse ud og ud – jeg har syntes at jeg var klar til at skrive flere gange undervejs, men hver gang har du spændt ben for mig ved lige at spille endnu et es frem af ærmet eller holde mig vågen midt om natten, fordi jeg lige skulle læse en passage igen – hvis ikke du bare har lagt dig på gulvet og råbt OM IGEN! (Eller måske OGNEIM?)

Mange gange har jeg været på nippet til at smide med dig, råbe af dig, og alligevel har du holdt mig fast, selv om du er en prætentiøs snob som vil det hele på en gang. Fuck.

Som det måskefremgår er [[Sisyfos]] ikke en helt almindelig tegneserie (hvad det så end er). Et eksempel: afsnittet Hændelse består af en række farvede kvadrater, som beskriver forskellige elementer ved en ikke nærmere uddybet hændelse – “Fire mennesker som berøres direkte” er for eksempel fire kvadrater i farvenuancer fra grøn over blå til lys gul.

Jeg bliver – sikkert helt i overensstemmelse med Anders Nilsens formål – lettere provokeret: er det en tegneserie? I want my money back! Efterfølgende kommer de intellektuelle mekanismer i spil – er det en tegneserie? Hvis ikke det er, hvad er det så? Er der en mening med kvadraternes farve? Deres antal?

Og hov! Dér fik han mig – ganske eftertrykkeligt, endda: fra småforarget til inddraget på et splitsekund.

Senere kommer f.eks.denne køretur til Pittsburg (dette er kun et uddrag):

sisyfossisyfos

sisyfossisyfos

What? Hvor er sammenhængen mellem dialog og billeder? Er den der, eller er det læserens associationer, hans forsøg på at lave sammenhæng, der er det egentlige mål? Er det “bare” et mindfuck eller er der en dybere mening? Hvis nu jeg læser den igen, så dukker der måske en mening op, måske ser jeg en symbolik som jeg havde misset, måske kan jeg …

Dette er enaf Sisyfos’ helt store styrker, for som tænkende menneske kan jeg ikke lade være med at læse igen og igen for at prøve at få hold på mine associationer, måske endda afkode værket nogle af dets hemmeligheder (og der er mange).

Værket er en leg med – og en udfordring af – vores opfattelse af tegneserien som symbolsprog, for hvis en (fart-)streg ved en arm indikerer en bevægelse, hvis ordet BOOM! indikerer lyden af en eksplosion, hvad forhindrer så en samling kvadrater i at symbolisere en hændelse? Det stiller store krav til vore vaner som læsere, til alle de konventioner om mediet og dets rammer, som vi nu engang har vedtaget, men det er et eller andet sted også kunstens rolle – Anders Nilsen går bare helt ud i ekstremen, og tak for det!

Og det eri øvrigt ikke kun billedsiden, der står for skud – i afsnittet “monologer til den kommende plage” bytter to mænd – den ene med en krims-krams-skravering i stedet for et hoved – rundt på sætningen “Kaffe og kage, frem og tilbage“, indtil de til sidst ender med at have reduceret den til en meningsløs række bogstaver (“FRGGGAI / KKTLEEEE / BGMFFOOAA” ).

sisyfosJa, det er prætentiøst som ind i helvede, og Sisyfos bevæger sig på den måde hele tiden på grænsen til at være for konstrueret og irriterende fortænkt – i mine øjne heldigvis på den rigtige side, men dine grænser er måske anderledes.

Min store indvending– for jeg har én – imod Sisyfos er denne, og det er en stærkt subjektiv holdning: hvis man virkeligt skal op og ringe, skrive sig ind på min personlige top ti, så skal man tale til mit hjerte og ikke min hjerne, og det gør værket alt, alt for sjældent. Min hjerne er på hårdt arbejde det meste af tiden, men mit hjerte hæver sjældent sit pulsslag til over normalen.

Er det et originalt og (næsten) genialt værk? Ja. Bør det stå i enhver nysgerrig læsers samling? Ja, uden tvivl. Er det et værk som vil hjemsøge mig de kommende år, som vil bevæge mig og finde plads ved mit indre højbord? Nej, desværre ikke – desværre fordi jeg klart tror at Anders Nilsen har det i sig.

Så fuck dig, Sisyfos – du var så tæt på!

Med Sisyfos er Anders Nilsen helt derude hvor grænserne for mediet går, der hvor det defineres og ikke nok med det – han piller ved dem som en skoledreng piller ved en sårskorpe. Det er ikke en nem tegneserie, det er et af de mest krævende værker jeg har læst i nyere tid, og er det ikke netop en af de ting, der skiller den store kunst fra … alt det andet?

Sisyfos er i al fald stor kunst og et af de mest originale værker jeg har læst – jeg mangler bare som tidligere beskrevet at føle mig involveret udover den initiale provokation (som vel også mest er af intellektuel art), men det skal ikke betyde at du ikke bliver det. Under alle omstændigheder er værket required reading. Jeg venter her til du bliver færdig.

Fakta om værket

Sisyfos. Hardcover, ca. 160 sider, nogle i farver.

Forfatter og tegner: Anders Nilsen
Oversætter: Steffen P. Maarup
Forlag: Aben Maler

Flere smagsprøver på forlagets hjemmeside

Hvad er 4 x 676?

Det lille forlag [[Aben maler]] er mest kendt for sine danske udgaver af f.eks. Daniel Cloves Ghost World og Edwards Goreys finurlige billedbøger, men de har også en serie, kaldet [[676]], hvor danske tegnere og forfattere slår sig løs med det, som man vel bedst kan beskrives som tegneserie-noveller. Formatet er lille og kvadratisk og minder mest af alt om en forvokset pixibog.

Op til bogmessen kom der fire nye udgivelser i serien.

676 #009 – Thomas Thorhauge: Jørgen Leth

Sportsjournalisten Jørgen Leth har været genstand for megen omtale – ikke alt lige positiv – forskellige steder fra, men dette har han vist ikke prøvet før: [[Thomas Thorhauge]] har taget en række citater fra Leths selvbiografi, Det uperfekte menneske, og sat dem ind i en mildest talt syret tegneserie med Leth selv som hovedperson.

Vi ser Leth stå op og gå gennem en lem i gulvet til et mærkeligt kælderrum, befolket af haitianske kvinder. Hans videre færd involverer bl.a. en lysende åbning i maven på en af disse kvinder og et blændende symbolsk lynnedslag samt en knap så symbolsk morgenmad bestående af mango og omelet.

Det er et modigt træk at benytte en nulevende person på denne måde, men Thorhauge slipper forbilledligt fra det, ikke mindst på grund af den forløsende humor der er i værket. Jeg kan sagtens se denne udgivelse nå et meget større publikum end jeg forestiller mig at 676’ere normalt gør, da fans af Leth eje Thorhauges hyldest til ham. Jeg er personligt ikke så velbevandret i Lethania, så jeg sidder et par steder med en fornemmelse af at misse pointen – hvilket dog ikke trækker ned på det samlede indtryk.

676 #010 – Cav Bøgelund: Sorte

Sorte er en helt anden størrelse – her er tale om en pantomimeserie med titelfiguren som gennemgående person.

Pantomime-tegneserier er en afsindigt svær ting at få til at lykkes i mine øjne – man ender ofte med at man enten ikke forstår hvad der sker eller med at handlingen bliver påtaget simpel for at man skal kunne forstå den, men [[Cav Bøgelund]] klarer suverænt at lade sine 22 sider om Sorte give mening og man bliver draget ind i det særegne og unikke univers som historien foregår i.

Billedsiden får lige et par ekstra ord med på vejen, da de bærer så meget – Sorte ser ud som en drøm, som Fritz Lang kunne have haft omkring den tid han fik lavet kulisserne til Metropolis, parret med storyboards til en film, som Henry Selick endnu ikke har fået ideen til og sikkert aldrig får filmselskaberne med på alligevel.

Af de fire nye 676’ere er Sorte min personlige favorit, uden at jeg helt kan sætte en finger på hvorfor.

676 #011 – Gitte Skov: Den der får aben

Det er ikke alle minder om skoletiden, der er lige lykkelige, men det ser ud til at Gitte Skov har flere dårlige end gennemsnittet – Den der får aben behandler nemlig klikedannelser, mobning og skolegårdens hakkeorden og især det at befinde sig nederst i den.

Jeg fornemmer trækninger omkring øjnene på en del af mine læsere nu, så jeg vil fluks skynde mig at tilføje, at Gitte Skov holder sig væk fra de gængse klichéer der er forbundet med at fortælle denne type historie, og tager tekstmæssigt afsæt i børnerim og -sange, som ender som lyrik (“Så hellere een god sladrehank / ved hånden / end ti i døren / får sine bank. / Slår med ord. / Tarvelig.” ) kombineret med de meget udtryksfulde og skræmmende tegninger, der driver pointen hjem noget mere effektivt end en traditionel “det er synd for Knud at han bliver mobbet”-historie kan drømme om at gøre.

Modsat ender jeg med ikke at leve mig følelsesmæssigt ind i værket, hovedsageligt på grund af fortællestilens fragmentariske natur.

676 #012 – Anders Jørgen Mogensen og Simon Bukhave: Skæbnen er en ådselsæder

Kærlighed og død er gammelkendte temaer i litteraturen – ådselsædere knapt så meget, men alle tre er ingredienser i denne velfortalte historie om unge elskende, skæbne og en enkelt ræv.

Tegningerne er dystre og karakterfulde med god brug af sorte områder, hvilket giver en meget dramatisk, til tider nærmest træsnitsagtig effekt – dette passer igen meget godt til den præcise og virkningsfulde dialog.

Det er en velfortalt og makaber fortælling, som på mange måder nærmer sig fablens område, men som også viser hvor solidt man kan fortælle en historie på lidt plads – og endda få plads til en twist ending, som ikke virker påklisteret og som endda kom bag på mig.

Simon Bukhave kender jeg til fra forskellige sammenhænge (bl.a. antologien [[Blæk]]), mens jeg ikke kender Anders Jørgen Mogensen, som ifølge covernoterne også er sanger og tekstforfatter i sin civile identitet.

Resultatet af regnestykket

676 er en brandgod ide, og både novelleformen, prisen (35 kr) og udførelsen er helt i top – dansk tegneseriekultur trænger til et forum som dette, hvor vidt forskellige talenter kan slå deres folder. Min største anke er, at formatet bliver set som en hindring af for eksempel bibliotekerne – de køber generelt ikke serien, da de har problemer med at håndtere den rent fysisk (den er lille og numrene bliver let væk). Dette virker igen som en bremseklods for seriens – og dermed talenternes – udbredelse til et større publikum, og det er i mine øjne synd, for de fortjener noget mere opmærksomhed end tilfældet er.

676 er dansk tegneseries svar på Ritter Sport – kvadratisk, praktisk og god – og, tvinges jeg til at tilføje, noget mere nærende. Jeg glæder mig til næste runde.

Rating: AWESOME!!! – Scott Pilgrim af Brian Lee O’Malley

Scott Pilgrim vol. 1Du der!

Ja, dig!

Du er måske en person, der ikke læser Scott Pilgrim – hold straks op med det! Du snyder nemlig dig selv for en tegneserie, som er det friskeste pust der har ramt mig i mange år.

Hvis du allerede læser Scott Pilgrim, så kom endelig indenfor og modtag Mallet of Excellent Taste (+4 vs. crappy comics) – og smid en kommentar og lad os hænge lidt ud og savle over hvorfor serien er så fed.

Lidt om handlingen

Serien handler – ikke overraskende – om Scott Pilgrim.

Scott er 23 år, spiller bas i rockbandet Sex Bob-Omb (+5 exp hvis du fanger referencen til Super Mario uden at skulle slå det op), som er hans primære motivation til at komme ud af sengen og huset. Scott har intet arbejde, bor i Toronto sammen med vennen Wallace i en 1-værelses lejlighed og hygge-dater highschool-pigen Knives Chau – på alle måder en klassisk slacker af den type som bliver overrasket over uforudsete udgifter som husleje og mad.

Coveret til Scott Pilgrim #2Da han en dag falder for Ramona Flowers, som er subspace-rejsende bud for Amazon.ca (“Amazon.ca […] – what’s the website for that?” ), vendes der op på Scotts hyggelige status quo – ikke nok med at er nødt til at mande sig op til at slå op med Knives (det tager ham indtil et godt stykke inde i bind to at få gjort det), han skal også slås mod og overvinde hendes Syv Onde Ex’er. Og når jeg siger slås mener jeg Street Fighter møder Ranma½ møder River City Ransom. Tju.

Som en ekstra bonus får Scott et item og noget exp når han har overvundet en ond ex, men kampene bliver hårdere og hårdere som serien skrider frem. Der er muligvis en coming of age-historie gemt her, men det ved vi først når serien er færdig om to binds tid.

Scott Pilgrim er tegnet og skrevet af Bryan Lee O’Malley, som ellers kun har albummet Lost at Sea på sit CV. Der er mange lighedspunkter mellem ham og Scott – O’Malley har bl.a. en fortid i Toronto som amatørmusiker – men serien er ikke selvbiografisk. Rent kunstnerisk er der en markant og stor udvikling i serien – O’Malley bliver simpelthen tydeligt bedre og bedre for hver bog, samtidig med at det føles om en naturlig udvikling.

Udover det tegnetekniske, er O’Malley også en fremragende fortæller med sin helt egen stil – til tider er han på grænsen til ren bevidsthedsstrøm, til andre tider er han helt nede på jorden. Hans dialog er realistisk og hans sans for komisk timing er helt i top, hvilket også er en væsentlig ting ved Scott Pilgrim: det er i mine øjne den sjoveste serie, der udgives i dag. Ikke så meget HAR-HAR-HAR-sjov – selv om jeg griner højt flere gange per album – som det-er-sjovt-fordi-det-er-sandt-sjov og øj-det-her-er-syret-men-sjovt-sjov.

1UP!

Scott Pilgrim vol. 3Lad mig sige det en gang for alle: Scott Pilgrim har stil – her taler jeg ikke om personen, men tegneserien. Tegningerne er lettere manga-inspirerede, men jeg har som ikke-manga-læser ingen problemer med at komme ind både i handlingen og personskildringerne efter en side eller to, hvilket nok skyldes at der er tale om en tegne- og fortællefusion på højt plan.

Og det er en fantastisk oplevelse! Serien tager – som mere end antydet – masser af inspiration fra nørd-verdenen, især (gamle) Nintendo-spil. Når Scott f.eks. går på toilettet, ser vi en lille tis-indikator over hans hoved der tømmes, ligesom livs-indikatoren i spil. Scott får også exp-point, når han gør noget sejt eller svært i sit liv – faktisk har han lige gået et level op (“Guts +2, Heart +3, Smarts +1, Will +1” ).
Ud over den umiddelbare humor-værdi, tjener det også til at beskrive Scott, som i mange henseender opfatter verden og livet som et konsolspil.

Dette ville ikke fungere så godt som det gør, hvis ikke den menneskelige del af historien er så stærk – der er en masse ting, som jeg sagtens kan relatere mig til, og personerne taler og opfører sig meget overbevisende, måske især hvis man har bevæget sig mellem amatørmusikere.

Scott Pilgrim har potentiale til at nå folk der normalt ikke læser tegneserier, da det mere end noget andet er en generationbeskrivelse, meget på samme måde som Generation X eller Singles var det for 15 år siden. Det er en uundgåelig tegneserie, der meget vel kan markere en ny fase for mediet, både fortællemæssigt og publikumsmæssigt. Det er naturligvis i sidste ende afhængigt af markedskræfterne, men jeg kan sagtens se en ny generation af tegneserielæsere, der er startet med at læse Scott Pilgrim samt en ny generation af fortællere, der tager afsæt i O’Malleys arbejde.

Scott Pilgrim er en af de bedste serier der udgives pt., men den er samtidigt den vigtigste nye serie i mange år.

Og den skal læses af dig.

Ja, dig. Du kan ikke komme udenom Scott Pilgrim.

Scott Pilgrim vol. 4 cover

Fakta om serien

Scott Pilgrim’s precious little life (vol. 1, 2004)
Scott Pilgrim vs. the World (vol. 2, 2005)
Scott Pilgrim & the Infinite Sadness (vol. 3, 2006)
Scott Pilgrim gets it together (vol. 4, 2007)
(om alt går vel, kommer vol. 5 sidst på året. Vol. 6 (den sidste!) vides der ikke noget om endnu.)

Samlet bedømmelse: AWESOME!!!

Tegner og forfatter: Bryan Lee O’Malley
Forlag: Oni Press

Der er en film på vej under titlen Scott Pilgrim vs. the World.

Links:
scottpilgrim.com
radiomaru.com – Bryan Lee O’Malleys hjemmeside

Indie-antologi fra Marvel

Der har gået rygter om det i nogen tid, men nu skulle den vist være god nok – Marvel udgiver en antologi med forskellige navne fra den amerikanske indie-scene.

Newsarama: What can you tell readers about that? Would it be accurately described as an “indy anthology” as a creator involved has described it?

JQ: You know, I can speak volumes about this, but why don’t I give the floor to Assistant Editor, Aubrey Sitterson, who is spearheading the project.

Aubrey Sitterson: Indy Anthology is definitely the most accurate term you could use to describe the book. It’s going to be a five-issue limited series (we’re still hammering out what its name will be), with an eye towards the imminent trade paperback collection. Each issue will contain a 10-page lead story done by a creator that you’ll be familiar with (but not for their Marvel work) followed by three or four shorter stories by folks I’m hoping are new to our readers – but every bit as exciting, trust me. Due to the nature of the project, it’s a difficult thing to schedule with any certainty this far out, but we’re looking at a late-’07, early ’08 release.

Umiddelbart et spændende projekt – jeg håber på f.eks. at se mere James Kochalka, hvis Hulk vs. the Rain er en af mine yndlingsfortolkninger af Hulk.

Hulk vs. the Rain 1Hulk vs. the Rain 2Hulk vs. the Rain 3Hulk vs. the Rain 4
(klik for stor)

Ny tegneserie fra Jhonen Vazquez

Jhonen Vazquezs JellyfistThe Beat rapporterer at Jhonen Vazquez – der nok er bedst kendt som manden bag Johnny the Homicidal Maniac – vender tilbage til tegneseriemediet efter lang tids pause. Den nye tegneserie kommer til at hedde Jellyfist og bliver udgivet af Slave Labor Graphics (SLG) Publishing. Serien er skrevet af Vazquez og bliver tegnet af det forholdsvist ubeskrevne blad J. R. Goldberg.

SLG announced the impending July 2007 release of Jellyfist, a new work of collaborative nonsense by Jhonen Vasquez (Johnny the Homicidal Maniac) and J.R. Goldberg, a comic that is quite possibly like nothing that heretofore has been seen in the universe. Produced in a climate of tension, aggression, meandering conversations and ego-clashing arguments, Jellyfist is the work of two artists who battle with interpretation and pull down the curtain between audience and creators, revealing artistic collaboration in all its alarming nudity.

Jellyfist is a 48-page, full-color book of strange, disconnected stories written by Vasquez and drawn by Goldberg, a newcomer to comics. Begun as a simple, spontaneous collaboration when Vasquez wrote “a tiny, incredibly vague surreal script” and gave it to Goldberg to draw, Jellyfist soon grew into a side-show-freak embodiment of the issues that arise when one artist tries to draw what another has envisioned. After the initial story, Goldberg began to take more time and care to draw the scripts Vasquez gave to her. “So I started getting a lot more bossy in my writing direction,” Vasquez said, “and then the battles begin.”

Det lyder da spændende, og det er helt sikkert en titel, som jeg skal se nærmere på.

Indie-tegneserier tilbage på amerikanske biblioteker

Fun Home og BlanketsNu er der faldet en afgørelse i sagen hvor Marshall Public Library Board of Trustees fjernede flere titler fra hylderne – heriblandt de prisbelønnede “Fun Home” og “Blankets” – p.g.a. anklager om pornografisk og anstødeligt indhold. Titlerne er nu tilbage på hylderne, dog flyttet fra ungdomshjørnet til voksenafdelingen.

The meeting began with John Carton, executive director of Butterfield Youth services, speaking about the two novels in question. He noted that he was speaking as an individual and not on behalf of BYS.

Carton said that he went to the library to read these novels because he wanted to be better informed.

“I felt offended by not being allowed to check them out and read them, so I went and bought them,” he said. “I found them intriguing.”

He told of the personal identity issues of the characters in the books and the isolation the characters went through.

He said it requires strength to go through those experiences.

“We should encourage those processes, not discourage them,” Carton said. Isolation can be devastating to kids, he said.

Det er godt at se at fornuften sejrer i en sag som denne, som nærmede sig censur.