Den strømlinede Inkal

InkalenDer er få – om nogen – tegneserielæsere på min alder, som ikke har et eller andet forhold til [[Jodorowsky]] og [[Moebius]]’ storslåede science fiction-opus [[Inkalen]], der kom i seks bind fra forlaget Carlsen i perioden 1982-1989, men som siden da ikke har været genoptrykt og er blevet sværere og sværere at få fingre i antikvarisk. Nu foreligger den i en genoptrykt udgave i forlaget Faraos Cigarers efterhånden velkendte høje kvalitet.

For mig var Inkalen en stor oplevelse at læse dengang – jeg havde vendt mig fra barndommens Anders And, Tintin og Asterix mod Lee og Kirbys store, kosmiske armbevægelser … faktisk læste jeg ALT, der havde store, kosmiske armbevægelser, og Inkalen faldt bestemt på et tørt sted.

Vi følger den sølle klasse-R privatdetektiv John Difool, som kommer i besiddelse af Inkalen, en kosmisk artefakt (eller et levende væsen?) med umådelige kræfter, som der er mange der er interesserede i at få fat på – både sekten Amok, ledet af den smukke Tanatah, de fremmedartede Berg’er, den skræmmende Techno-sekt, den smukke og mystiske Animah samt en hel del flere. Undervejs kommer vi forbi den Gyldne Planet , fængselsplaneten Aquaend, ligesom vi mødte en lang række forbundsfæller, så som Difools trofaste betonpapegøje Deepo, barske Kill Hundehoved og ikke mindst den mystiske og – set med 15-årige briller – ultraseje Metabaron (ok, han er sgu også sej den dag i dag).

Difool lever i et ekstremt klasseinddelt samfund, hvor overklassen bærer glorier og aura, og deres yndlingsadspredelse er at se underklassen blive slagtet igennem oprør på oprør. Underklassen er heller ikke på nogen måde helgener – de lever i en næsten konstant bedøvelse, dels af stoffer, dels af 3d-tv, som kører overalt og er deres primære kontaktflade med omverdenen.

Inkalen er et overvældende værk, især ved første læsning, og selv om Moebius fantastiske tegninger bærer en stor del af fortællingen, så kommer store dele af værkets kompleksitet fra Jodorowskys manuskript, som er spækket med syrede, okkulte indfald og en masse underliggende teoristof fra alt fra Tarot (John Difool = John, The Fool) til The Emeralt Tablet og med hentydninger til ikke mindst Frank Herberts Dune-serie.

Inkalens nye klæder

Det, der allerede inden bogens udgivelse har splittet vandene totalt er den nye farvelægning, som forlaget har valgt at udsende værket i. Tråde i diverse diskussionsfora har allerede på forhånd udråbt den nye farvelægning som en VEDERSTYGGELIGHED! som er en trussel mod alt godt i verden og med garanti er bragt i verden udelukkende for at pisse direkte på netop den enkelte persons barndomsminder. Ja, det er en rimeligt ironisk distance jeg lægger, for alle ved jo at majoriteten af tegneseriefans (majoriteten af en hvilken som helst fanskare) frygter og hader forandring over alt andet, og som sådan er det ofte tjeneligt at træde et skridt tilbage og se hvor galt det går. Faraos må have fulgt med i disse diskussioner, for en god del af redaktørens forord er mere eller mindre et forsvar for at bruge den nye farvelægning.

Inden jeg fortsætter, er det måske på sin plads med nogle eksempler på den nye farvelægning:

(se også lidt sammenligning mellem de to versioner)

Hvad synes jeg? Det er måske 15 år siden jeg har læst 1. udgaven af Inkalen fra ende til anden, men jeg har bladret igennem de numre jeg har, og min konklusion må blive noget i retning af “både / og“.

Der har altid været ting ved den gamle farvelægning der irriterede mig – “det røde hav” på fængselsplaneten Aquaend fungerede aldrig rigtigt for mig, og den gyldne planet er nærmest brun-gul og det overordnede indtryk er lidt udflydende. Ja, det er sandsynligvis et bevidst valg, for samtidig er bl.a. denne udflyden med til at give serien et meget organisk præg, som er helt væk i den nye version – her er linjerne strammere, farverne klarere og kanterne mere spidse og hele universet fremstår mere strømlinet og maskinelt. Man kan gå mere i dybden, men det er for mig at se den helt centrale forskel – den gamle farvelægning er organisk og ekspressiv, mens den nye er strømlinet og logisk – eller sagt på en anden måde: den oprindelige farvelægning er meget europæisk i sit udtryk, mens den nye er meget amerikansk. Måske vi også har en del af stridens kerne (for nogle, i al fald)? Inkalen ska’ sku’ ikke amerikaniseres!

Mig er det sådan set fint med, hvis det får nogle nye læsere – der er opvoksede med den mere strømlinede farvelægning – til at hoppe på værket.

I dag er det stadigt et usædvanligt godt værk, og især Jodorowsky har vi ikke set i bedre form siden da, så Inkalen er stadig required reading for tegneserielæsere. Om man kan lide den nye farvelægning er en smagssag, men giv den en chance – jeg glemte alt om ny farvelægning og kontroverser nogle sider inde i værket og lod mig bare rive med af den intense, til tider Space Opera-agtige historie. Jeg tror de fleste læsere vil gøre det samme, med mindre de allerede er druknet i forudindtagethed.

Før Inkalen

Forside til Før InkalenAlexandro Jodorowskys originale værk om Inkalen udkom på dansk i 6 bind i 1981-89 (under serietitlen [[John Difool]]). Nu, en god del år efter, har Faraos Cigarer udgivet det, der på godt dansk hedder en prequel, altså en forhistorie til det originale værk. Historien viser, at det er en farlig øvelse at begive sig ud i, men Jodorowsky har også lavet en ganske vellykket (igen godt dansk) [[spin-off]]-serie til Inkalen, nemlig den indtil videre 10 bind lange serie om Metabaronernes kaste. Så der burde være grund til at skrue forventningerne lidt i vejret.

Problemet med en prequel er naturligvis, i hvilken grad den skal (og kan) hænge sammen med originalværket. Med mindre forfatteren har været meget forudseende i sit arbejde med det originale værk, er der grænser for hvad han kan lave på det historiemæssige plan – en velfungerende historie kan godt havde uforklarede elementer, men bør dog ikke direkte have løse tråde tilbage i tiden, som prequel’en kan gribe fat i. Tilbage er der at forklare, hvorfor personerne er, som de er – hvilket også bør være afklaret til en vis grad i originalen, eller i al fald ikke kræve forklaring (se blot Star Wars for nu at tage et klassisk eksempel: havde vi behøvet tre films ørkenvandring for at få skåret ud i CGI-pap, hvorfor Darth Vader var, som han var?). Og så er der naturligvis muligheden for at smide en masse indforståede henvisninger på bordet.

Side fra Før inkalenSå er der spørgsmålet, hvordan man bør anmelde en prequel. Skal man genlæse originalen og sammenholde de to, kræve 100% overensstemmelse mellem de to? Jeg har valgt at lade være – og blot forholde mig til den (måske lettere lyserøde) erindring, jeg har om oplevelsen af at læse den oprindelige Inkal-historie: en sprudlende historie formelig fyldt med ideer, drejninger, vilde indspark og overraskelser. Sagaen om Inkalen var måske ikke 100% sammenhængende, men den opvejede det med alle sine andre kvaliteter. Den forundrede.

”Før Inkalen” handler om John Difool, den oprindelige series absolutte hovedperson. Jodorowsky har valgt at fortælle hans baggrundshistorie – hans noget groteske barndom og ungdom, og hvordan det egentlig gik til, at han blev detektiv. Det betyder bl.a., at historien er lidt fastlåst, for vi ved, hvem der overlever, og hvor de havner henne. Det er en skavank, som forfatteren forsøger at opveje ved at fylde historien med endnu flere og endnu mere groteske påfund. Jeg vil ikke forsøge at forklare dem her, for de skal ærligt talt opleves.

Kritikken først: ærligt talt er lidt af magien forsvundet. Det er Zoran Janjetov, der har illustreret denne gang, og det er med skiftende held; bl.a. har vor hovedperson det med at skifte udseende til en vis grad. Ligesådan svinger computerfarvelægningen mellem ganske og mindre vellykket. Og historien – eller rettere: historierne – har det med at blive noget rodede.

Side fra Før InkalenJodorowsky har sit helt eget univers af sex, kynisme, tabu-brud, religion og andet godt – det er stadig ene og alene hans, men det virker lidt, som om tiden måske er løbet fra det. Det er ikke længere grænseoverskridende eller overraskende – snarere end forundrende er det blevet forvirrende.

Men der er også en grund til, at det ene og alene er Jodorowskys univers – for jeg tror ikke, nogen anden kunne få det til tilnærmelsesvist at fungere, som det lykkes ham.

Der er et stærkt satirisk element i ”Før Inkalen”, og det er især den del af værket, der gør det værd at læse. Og omend jeg synes, at der jongleres med lidt for mange elementer over historiens næsten 300 sider, så er der altså en kerne af dem, som fungerer. Selv om den høje hastighed er en del af forfatterens kendetegn, så kunne det nok have hjulpet at sætte farten en smule ned her. Som læser kan man selv gøre en del ved at læse tegneserien i dens enkelte kapitler i stedet for ud i ét.

”Før Inkalen” lider naturligvis under at blive sammenlignet med en klassiker, hvilket den ikke kan leve op til. På sine egne vilkår kan den dog godt være en ganske fornøjelig læseoplevelse – især hvis man ikke tager den i for store bidder og tillader sig at lade Jodorowskys eksplosionsfortællestil udfolde sig. Og så er den første store udgivelse i en række af Inkal-værker fra Faraos Cigarer. Den bliver ganske snart fulgt op af en samlet udgivelse af hele den klassiske historie, hvilket i sig selv er grund til jubel. Så skal man ikke ud og søge efter de gamle og svært tilgængelige hæfter, men kan i stedet få historien samlet i én lækker udgave som her.

Fakta om værket

Titel: Før Inkalen. 294 sider i farver. ISBN: 978-879197634-6

Forfatter: [[Alexandro Jodorowsky]]
Tegner: [[Zoran Janjetov]]
Forlag: Faraos Cigarer