Junji Ito: Museum of Terror 1-3

“Tak for lån. Jeg bliver nok aldrig stor fan af Tomie :)”

Den ganske korte og noget sigende besked fulgte med, da en kollega afleverede de tre “Museum of Terror”. Jeg havde lånt dem til hende, efter hun havde anmeldt filmene baseret på Junji Itos værk på Gyseren.dk – i håbet om, at de originale historier ville tiltale hende mere end de afledte. Desværre ikke, viste det sig.

Det sjove er, at selv om jeg er vild med “Museum of Terror”, kan jeg egentlig godt forstå, hvorfor hun ikke kan lide den. Og selv om jeg har lovprist Junji Itos nok største værk, “Uzumaki”, så forstår jeg også godt, når Thomas Strømsholt ovre på Planet Pulp finder den helt mislykket. Jeg tror, at Itos værker er lidt som en vippe – det kommer an på, hvor man lægger vægten, om man rammer jorden på den ene eller anden side af den gode læseoplevelse.

Jeg lander selvsagt godt og tungt på den gode side, også med “Museum of Terror”. Ikke, at den mangler sine fejl, men den har også en energi og en vision, der virker overbevisende på mig.

De tre bind samler en lang række historier, som kan deles op i to.

Først og fremmest er der Tomie-historierne, som fylder de to første bind, dernæst en lang række enkeltstående historier, som fylder tredie bind under titlen “The Long Hair in the Attic”. Dette sidste bind er i sagens natur meget blandet både i udtryk, og hvor godt det lykkes Ito – hvor man i Tomie-bindene har et mere sammenhængende univers og en skaber, der tydeligvis udvikler sig igennem historierne.

Tomie er en ung pige – smuk og af typen, der tiltrækker unge og ikke helt så unge mænd som bier til holdning. I den allerførste historie om hende er hun netop død, og hele hendes klasse er ramt af det. Punktum. Den burde ende der, indtil Tomie møder op i skolen, tilsyneladende uden at vide, at hun nyde den evige hvile. Snart får vi historien om, hvad der virkelig skete, da hun døde, og den viser sig at involvere hele klassen – og Tomie er som en hævnende ånd, hvis tilsyneladende uvidenhed og besynderlige sorgløshed er som en negl over en tavle for alle de involverede.

Det er egentlig en ganske gennemskuelig skæbnefortælling – velfortalt, men i sig selv ikke noget ud over det sædvanlige. Itos svært definerbare styrke kommer, når han går over gevind. For historien stopper ikke der – omkring 750 sider fylder han med med historier om Tomie, alle ud fra de få fakta: Tomie får mænd til at forelske sig, og mænd slår Tomie ihjel, men hun vender altid tilbage. Og over gevind går han – for ideerne bliver mere og mere groteske, mens historierne vælter derudaf. Der er en manisk aggression i Juni Itos måde at fortælle på – hæng på eller fald af, land på den ene eller anden side af vippen, det er ligemeget, for han har ikke tænkt sig at stoppe op og kigge tilbage.

Hans værker- ikke de enkelte historier, men sammenhængen – er som groteske tæger, der bider sig fast i en ide og suger blod af dens, mens de vokser til store blævrende masser af blodfyldt kød, der virker på nippet til at eksplodere, hvad øjeblik det skal være. De virker foruroligende, alene fordi de formår at hænge sammen på trods af den umådelige vægt på dem.

Helt samme effekt har tredie og sidste bind i serien så ikke på mig – det er ene og alene enkeltstående historier, der så selvføgelig ikke kan opnå samme umådelige inerti. Her svinger vippen noget mere – nogle er okay håndværk, enkelte er lidt latterligt, og nogle få rummer den der ægte knivsæg af ægte ubehag. Det er det svageste bind af de tre, men dog med sine perler imellem.

God horror handler ofte om at finde det fremmede i det velkendte – måske er det derfor, at jeg som 34-årig mand i en sådan grad fascineres af Itos verden, der konsekvent tager udgangspunkt i teenagepiger og den verden, de færdes i. Det er ikke kvalmende romantisk glasur efter laveste fællesnævner, som en vis Stephenie Meyers brug af samme, men ægte mørke, hvor realismens vægge bryder sammen under vægten af det, der læner sig op ad dem udefra. Og så er det helt grundlæggende bare historier, der forstår at overraske igen og igen.

Junji Ito: Uzumaki, vol. 1-3

Katayama har altid været langsom – på flere måder. Han synes ganske enkelt ude af stand til at bevæge sig hurtigt. Og som regel kommer han kun i skole, hvis det regner. En dag efter volleyball, hvor han igen har udstillet sin manglende evne til at udføre selv de mest enkle opgaver, kaster de andre drenge sig over ham i omklædningsrummet og ydmyger ham ved at trække tøjet af ham.

Der er en sort, ildevarslende spiral på Katayamas ryg.

Det fortsætter med at regne, og da han igen kommer i skole, er hans ryg opsvulmet under skjorten. Væksten fortsætter med at blive større over de næste par dage, indtil han en dag kommer kravlende nøgen gennem døren – spiralen på hans ryg er blevet til et sneglehus, og Katayama selv er tydeligvis ved at blive noget andet end menneskeligt.

Få dage senere er metamorfosen komplet, og de opdager ham på ydersiden af skolebygningen. Han er blevet til en kæmpesnegl. Forældrene nægter at kendes ved ham, så skoleklassen må tage sig af det sære væsen. Og lidelsen spreder sig.

The Snail” er ottende kapitel i Junji Itos horrormanga ”Uzumaki” – et værk, der strækker sig over 18 kapitler i det hele og er blevet udgivet i tre bind. Man kan argumentere for, at dette kapitel er ”point of no return”, fordi de kræfter, der virker under overfladen og koncentrerer sig om en begrænset gruppe mennesker, her endelig begynder at skylle ud over den lille by Kurôzu-cho. Sikkert er det, at ”The Snail” rummer mange af de ting, der er betegnende for hele værket – på godt og ondt.

Men hvad er ”Uzumaki”?

Titlen betyder spiral, hvirvel eller malstrøm – den der enkle, men også ret hypnotiske streg, som man lynhurtigt kan lave med en kuglepen; som synes at trække blikket ind i sig; som er tegnet for svimmelhed og bevægelse nedad i mørket. Og det beskriver meget godt det, der sker med Kurôzu-cho – det starter enkelt, men samler momentum og trækker alle byens indbyggere ned i mørket. Der er nemlig ingen skurk i ”Uzumaki” – der er ikke horrorgenrens evindelige behov for at sætte ansigt på ondskaben; i stedet er der blot hvirvlerne i alle deres inkarnationer: spiralen på Katayamas ryg, der bliver til en snegleskal, røgen, der stiger op fra krematoriet i samme form og bliver slugt af malstrømmen i byens sø, lyset i fyrtårnet, de cykloner, der senere hen skyller ind over byen.

I Junji Itos værk er truslen blot en form, en ansigtsløs kraft, der omdanner alt omkring sig. Der er ingen forklaring, men alligevel en form for mørk, underliggende logik – som måske blot fremkommer af den grundighed, hvormed skaberen går til værket. Han synes at pille alt fra hinanden ved at bruge spiralformen som det dystre ukrudt, der bryder igennem selv de mindste revner og vokser op fra undergrunden. Det er frit for mange af de fortællekonventioner, der ofte er med til at gøre horror til lige præcis det, som den ikke må være: tryg.

Det har sine fordele og ulemper, det tidligere nævnte godt og ondt.

Som det element, der skal binde alle historierne sammen, har Junji Ito valgt pigen Kirie og hendes ven/kæreste Shuichi. Især Kirie har en evne til at befinde sig i begivenhedernes centrum og fungerer som vores guide til det helvede, Kurôzu-cho omdanner sig til – men samtidig kan Ito ikke tillade sig at lade hende påvirke i samme grad som omgivelserne. Hvis han gjorde det, ville han nok blive nødt til at være sig sin tydelige Lovecraft-inspiration bevidst og lade hende blive rablende sindssyg. I betragtning af, hvad han udsætter hende for, ville det kunne kaldes barmhjertigt. I stedet forbliver hun gennem næsten hele serien en karikeret naiv pige, som virker lige overrasket, hver gang virkelighedens vægge synes at bryde ned omkring hende. På samme måde har Shuichi fået tildelt rollen som manisk dommedagsprædikant, der øjner faren fra første færd og konstant mumler om, hvordan byen er blevet inficeret med spiraler, og udpeger infektioner for Kirie. De to er ganske enkelt gjort til papfigurer i historiens tjeneste.

Det opvejes dog til fulde af, at ”Uzumaki” er det, som rigtig horror bør være: dybt foruroligende. Manglen på konventioner gør også, at vi ikke ved, hvad vi skal forvente, og Ito river tæppet væk under læseren igen og igen. Grundideen er enkel, men kraftfuld, og han udfolder med en ensporet effektivitet, der ikke kan undgå at overraske. Historien er fortalt i en klar og enkel streg, der dog hurtigt bliver dyster og svømmende med organiske former, når mørket flyder ud fra sprækkerne ind i vores verden.

Mest utroligt er dog i mine øjne Itos evne til at balancere sine historier – for nogle af de påfund, historierne bygger på, grænser da til det tåbelige, men han går sammenbidt til dem uden at forfalde til selvbevidst humor, som måske ville lette det for læseren, men også udvande effekten. Nogle få gange lander han måske på den forkerte siden af stregen, men som regel er effekten vellykket.

Når man har læst samtlige bind, fremstår ”Uzumaki” som nok det mest vellykkede eksempel på kosmisk horror, jeg har læst, hvad enten vi snakker bøger eller tegneserier. Det gør den blandt andet, fordi skaberen tager sig den til, der skal til – han starter (næsten) nede på jorden og fylder derefter på, så da vi endelig står ved den groteske finale, virker det som det eneste rigtige. Der er stadig ingen forklaring, men man mærker inderst inde, at dette er den eneste vej, tingene kunne gå.

Om at vende tilbage – Min fjerne barndomsby af Jiro Taniguchi

“Himlen er forunderlig.

Som om den er hævet over tiden og bare eksisterer.

Hvis evigheden var som himlen var der aldrig nogen, der blev voksne. Barnet i os ville blive ved med at eksistere. Ligesom himlen … Men tiden gør os voksne og den voksne tilstand lægger vores barnlige sind i lænker.

Nu hvor jeg igen var 14 år, så jeg pludselig alt muligt, som jeg før havde overset.”

For et par år siden tog jeg tilbage til min fødeby, som jeg boede i den første del af min barndom. Jeg havde ikke været der siden.
Jeg brugte en del tid på at gå rundt i byen, se de steder og stier jeg opholdt mig på i en anden, på mange måder mere ukompliceret tid. Mit gamle hjem, min gamle skole, kiosken (nu lukket), hvor jeg brugte lommepenge på tegneserier, gadekæret, hvor jeg fiskede vandkalve og haletudser – det var der alt sammen. Naturligvis gav det anledning til en del refleksion fra min side – naturligvis, for tanken om at vende tilbage til et tidligere tidspunkt i ens liv og eventuelt ændre på sin livslinje må være så gammel som det reflekterende menneske. Det er ikke så meget et spørgsmål om at gøre gjort ugjort, men snarere om at gøre ugjort gjort. Hvad nu hvis … ?

I Jiro Taniguchis Min fjerne barndomsby er det den samme tematik, der tages op: hovedpersonen Nakahara ender ved et tilfælde i sin barndomsby, falder i søvn og vågner op i sin 14-årige krop i starten af 1960’erne. Året han færdiggør grundskolen og starter på gymnasiet … og året hvor hans far en dag forsvinder sporløst for aldrig at vende tilbage. Kan han med sin voksne erfaring forhindre sin far i at forlade den lille, lykkelige familie og efterlade kaos eller er historien mejslet i sten og kan aldrig ændres?

Undervejs giver hans voksne viden og selvsikkerhed kombineret med ungdommens fysiske form og gåpåmod ham en række fordele: han får meget bedre resultater i skolen, bliver god til atletik og ikke mindst bliver den populære pige forelsket i ham. Omvendt ser han også negative sammenhænge, som han ikke havde bemærket før og finder ud af en masse om sin far, som han aldrig har vidst før.

Fundamentalt set er det en forholdsvis velkendt historie, der bliver fortalt i “Min fjerne barndomsby”, men på den anden side er der mange historier, der i deres fundament er ens – det er ofte måden, de bliver fortalt på, der gør hele forskellen. Taniguchi er heldigvis en forrygende fortæller – historien er medrivende, personerne levende og frem for alt giver han handlingen plads til at ånde uden på noget tidspunkt at skynde sig. Ikke dermed sagt at historien er kedelig, for det er den bestemt ikke – jeg læste de 408 sider med uhørt fart – den tager også bare sin tid til at bygge spændingen op. Tegningerne er detaljerede grænsende til det perfektionistiske, men har stadig liv og frem for alt hjerte – man får et glimrende indtryk af en landsby i Japan i starten af 1960’erne, hvilket – ved alt andet end et tilfælde – også var det tidspunkt, hvor Taniguchi var ung.

Og min egen tur til min barndomsby? Selv om tingene i store træk var som dengang, var alting alligevel underligt at se på: afstandene og vinklerne var på en eller anden måde forkerte, som om deres dimensionerne var fortegnede. Men selv om der var nogle ydre ændringer, var den vigtigste ændring indeni – det var dér, min barndomsverden altid havde været og dér den stadig var – som en del af det, jeg er nu. Naturligvis var der ikke ændret noget i min barndomsby – det eneste der var anderledes, var mig. Man kan aldrig vende tilbage til fortiden, men det er samtidig den, der former nutiden og fremtiden.

Taniguchi udforsker elegant barndommens verden og dens sammenhæng med ens nutidige jeg, og man er fanget hele vejen – og som med de bedste historier, går man derfra og har fået stof til eftertanke og er måske også blevet rykket en smule.

Dette er afgjort “Manga for voksne” eller en “Manga Graphic Novel” og bør læses af alle, der kan lide gode, velfortalte historier, som ikke er bange for at gå i dybden og dvæle i detaljen. Samtidig er det japansk kultur på højt plan – forordet drager paralleller til Murakami, Kurosawa og Miyazaki, og det er ikke helt ved siden af. En fremragende udgivelse fra forlaget Fahrenheit, som hermed indleder 2010 i fin stil.

Hvad Tegneseriesiden tweetede i uge 17

 

Monster fra Big Man Japan

Denne uge bringer en masse forskellige nyheder – på filmområdet lige fra Tintin-filmen over Kick-Ass til den syrede Big Man Japan, mens vi også byder på japanske prisvindere, en Scott Pilgrim-hyldest og … Marvel Divas?

Og Over Floden tager en tur over dammen med deres tegninger af en aldrende superhelt. Tillykke!

komiks.dk – nye gæster (opsamlingspost)

Jeg har – ganske ufortjent – ikke fået skrevet om de seneste par gæster på komiks.dk (som nu er mindre end to måneder væk!). Undskyld, komiks.dk-folk – det er bestemt ikke fordi vi ikke kan lide jer eller festivalen mere … ;)
Gæster siden min sidste opdatering inkluderer:

Byron EricksonByron Erickson – redaktør og forfatter i Disney-universet:

[…] Han arbejdede nu også som forfatter, og hans arbejde inkluderer historier som Fantasi-Øen, En Mus og hans Hund og naturligvis den episke og ambitiøse fantasy-historie Dragonlords, der er smukt tegnet af Giorgio Cavazzano.

I denne historie bliver Onkel Joakim, Anders And og hans tre nevøer teleporteret ind i et fantasy-univers, der har mere tilfælles med Ringenes Herre end med Andeby, og historien skiller sig da også ud fra de vanlige Disney-historier på flere måder, end der er plads til at nævne her.

Alessandro Barbucci og Barbara Canepa – folkene bag W.I.T.C.H. og Sky Doll:

Alessandro Barbucci og Barbara Canepa arbejdede tidligt i deres karrierer for Disney, hvor de skabte den ekstremt succesfulde tegneserie W.I.T.C.H., der handler om en gruppe teenage-hekse. Serien blev deres helt store gennembrud og er blevet et kæmpe fænomen verden over med sin blanding af japansk manga stil og europæiske træk. Serien bliver nu udgivet i mere end 50 lande.

I de senere år har duoen skabt den anmelderroste tegneserie Sky Doll, der er deres første projekt rettet imod et voksent publikum. Igen blandes japansk og europæisk stil i en flot science fiction-serie, hvori skaberne også med fordel udnytter Canepas grad i arkitektur.

Juanjo Guanido – manden bag Blacksad:

Tegneserier om talende dyr er som regel søde og hyggelige. Ænder, hunde, mus, drager og andre skabninger har været hverdagskost siden de første tegneserier så dagens lys. Der er dog ikke noget sødt eller hyggeligt over den beskidte, grumme verden, som privatdetektiven John Blacksad bor i. Det kan godt være, at han ligner en kat, men i Juanjo Guarnidos streg bliver han til en hård banan, du ikke har lyst til at være uvenner med!

Bortset fra Guanido ikke nogle gæster som jeg har den store interesse i – men det tjener jo bare til at skabe bredde i gæstelisten.

Nettet raser over cover fra Marvel

De store forlag udsender månedligt lister over deres fremtidige udgivelser – de såkaldte solicitations – så man kan kontakte sin seriepusher og forudbestille. Intet usædvanligt i det, sådan set.

For nylig udsendte Marvel så deres solicitations for august, og naturligvis var der som sædvanligt intet anstødeligt i det – ingen covers som ville kunne findes på et japansk hentai-blad … oh damn …

Heroes for Hire #13 (hentai tentacle demon rape)

Ja, det er Black Cat, Misty Knight og Colleen Wing – tre af de stærkeste og mest uafhængige kvinder i Marvel-universet – der hænger klar til tentakel-voldtægt (linket ikke for børn!) a la Urotsukidoji. Og nej, det er fand’me ikke i orden.

Men det er naturligvis heller ikke gået tegneserieverdenens feminister forbi – der var lige blevet stille ovenpå sagen om Mary Jane-statuen (se kommentarerne eller søg på nettet efter flere indlæg om statuen), men nu er der for alvor skyts til den feministiske kanon.

Tamora Pierce (som også arbejder for Marvel) har følgende at sige:

This cover makes me INSANE. It is nasty. It is degrading. It is everything I fight and write against.

Three supposedly strong, war-like women, strung up by their wrists, in chains, the emblem of the slave […]; dazed and helpless […]; bared practically to their navels (but no nipple showing because nurturing organs would be dirty in this screwed-up pervo-catering censorship universe) as nameless Things with glowing eyes (and probably elongated barbed dicks) slaver in the background–and phallic tentacles reach up to their crotches. Misty’s clothes are ripped; she’s bleeding. Do her eyes and Colleen’s glimmer with tears? Colleen’s mouth hangs open–to receive a tentacle?

It’s not right that we have these powerful women. Let’s humiliate them publicly, on the cover. Let’s strip them of their power, wit, and rage, and show them off to everyone who walks by, to show what powerful women can expect, even when we’ve showed them being powerful. This is what happens when women strut along, kicking butt. This is what they can expect. Savor and learn!

Elin Winkler, hvis forlag Radio Comics udgiver pornografiske tegneserier, har denne kommentar:

Now, as we all know, I publish pornographic comics. Not just tease comics or pinup comics or sexy comics- hardcore pornography. Poles & holes, money shots, manga-style spurting penii, cartoon boobies bouncing, etc. I am not ashamed of the adult comics my company publishes. This is because I try to be a responsible editor and I believe there should be adult comics out there with consensual sex, women enjoying themselves and not being treated as mere objects, couples in love who can’t keep their hands off each other, and the radical idea that sex, in all its forms, should be fun and pleasant and positive. This means it’s often difficult to find artists who understand these concepts, and we often have to reject stuff with very nice art that contains things like rape, snuff, extreme violence, and the like.

I looked at this cover for Heroes For Hire and realized that 1) it looks like it belongs on the cover of a porn comic, like Milk and 2) it’s a cover I wouldn’t even run on Milk, because the women are all obviously in an abused position. That was my initial reaction.

My second reaction was something along the lines of “holy shit, is that Misty Knight?!”

And then I got really mad. Misty Knight was one of those characters that you just sort of encountered in comics when you grew up in the 1970’s. She was a butt-kicking powerful black woman, like Pam Grier in Coffy, and she was really cool. Her friend, Colleen Wing, was also a butt-kicking strong woman, though not as cool as Misty, of course. As I recall, Misty and Colleen don’t really even have any kind of superpowers, they just kick ass.

Selv er jeg ved at være træt – jeg har fundet mig i Michael Turners anorektiske Supergirl i miniskørt og Greg Land, der konsekvent tracer sin pornosamling (den her er åbenlys), men med det her cover har Marvel overskredet grænserne både for god smag og hvor sexistisk man kan tillade sig at være i en verden, hvor kvindelige figurer oftest eksisterer som Cheesecake. Det der er mærkeligt er at coveret er tegnet af en kvinde, nemlig den japanske Sana Takeda, men der er på den anden side masser af kulturforskelle, der kan forklare det.

Misforstå mig ikke – jeg vil til enhver tid forsvare en udskældt figur som Power Girl, men det her er for meget. Man kan ikke fratage disse figurer deres værdighed uden at det går imod ens egen troværdighed som forelægger.

Der er mere at læse på disse sider:

Dalende salgstal for Manga i Japan

Astro BoyMens vi her i Danmark ser manga allevegne og (så vidt jeg ved) oplever et boomende marked, ser billedet noget anderledes ud i mangaens hjemland, Japan.

Her oplever man et stadigt fald i det ellers før så massive salg af manga – over de sidste 10 år er salget dalet med næsten 20%, hvilket bestemt er et tal der er værd at tage og føle på. Sidste år endte de samlede salgstal på under 500 milliarder yen, hvilket er første gang nogen sinde.

Men hvad betyder det så for os her i Danmark? Ikke noget sådan lige nu og her, men der er flere langsigtede perspektiver i det. Dels er mangaen en af hjørnestenene i den japanske underholdningsindustri, og det frygtes at det kan få konsekvenser for branchen som helhed.

Og dels har vi set, at den vestlige (ungdoms-)kultur lige pt. skæver meget til den japanske, og man kunne frygte at tendensen vil sprede sig til USA og videre til resten af den vestlige verden.

Men hvad laver de unge så, når de ikke læser manga? Jo, ifølge artiklen bruger de tiden på deres mobiltelefoner …