Jim Woodring: Alkymisterne

Forside til alkymisterneJim Woodring er… sær. Besynderlig, mærkværdig, grotesk, bizar og sær. Og fascinerende. Uendeligt fascinerende.

”Alkymisterne” er den første Jim Woodring-titel på dansk, og det er (naturligvis, fristes man til at sige) Aben Maler, der står bag. Så man ved, at man får serveret noget, der bevæger sig i grænselandet mellem tegneserie og Kunst med stort K (omend jeg ikke tror, forlaget ser nogen skillelinie); men kender man ikke Woodring i forvejen (mit eget kendskab var yderst overfladisk), er det svært at forudse, hvad der venter bag den uskyldigt udseende forside.

De lige så uskyldige facts er som følger: ”Alkymisterne” er på cirka hundrede sider, er helt blottet for dialog eller tekst i det hele taget og rummer i en birolle en af Woodrings faste figurer, den katteagtige Frank. Tegningerne er holdt i sort/hvid i en næsten træsnitsagtig stil.Scene fra Alkymisterne af Jim Woodring

Men de uskyldige facts flyder blot på overfladen og dækker kun dårligt over alle de sorte absurditeter, der stiger op fra dybderne. At begive sig ind i ”Alkymisterne” er som at stikke hovedet dybt i en heksegryde og lade ens hjerne koge langsomt. Det er som et angreb, der har evnen til at skylle fra det visuelle over i ens andre sanser; det er som at lugte og høre og frem for alt føle med øjnene, synæstesi i tegneserieform.

Men hvad er ”Alkymisterne”? Måske er det en parabel over, hvad der skaber et menneske, hvad der hæver det over dyrene og i sidste ende sandsynligvis også tvinger det til at vende tilbage dertil. Måske. Måske er det noget helt andet. Igen er der overfladen: et griselignende menneskedyr tvinges til at søge tilflugt i en hule, hvor det udsættes for et tændstiklignende djævledyr. Det lykkes vor hovedperson, menneskegrisen, at undslippe, og den begiver sig ud på en mareridtsodyssé, der bringer den i kontakt med mærkeligere og mærkeligere væsener.

Scene fra Alkymisterne af Jim WoodringWoodring leger med en drømmelogik, som rent faktisk går i spænd med historien. Normalt er det et kunstgreb, jeg ikke bryder mig om, men det er, fordi det som regel virker som en undskyldning – hos Woodring passer det sammen med tegningerne, med historien, med den underliggende stemning af gru, som siver ud af siderne.

Det er Woodrings streg, som rummer den dystre magi, der binder det hele sammen.

Billederne er ikke umiddelbart tiltalende. De er ikke pæne. De får ikke én til at sige wow. Men de passer superbt sammen med den historie, Woodring fortæller (hvad den så end er). Stregerne er dybsorte, og billederne ligeså. Men det forunderlige er, at de – trods deres flertydigheder og mangel på letkøbt aftydning – er ufatteligt lette at aflæse. Woodring er knudret og mærkelig, men han holder sidedesignet enkelt og let at overskue, og det bliver på intet tidspunkt svært at følge med i, hvad der foregår.

Hvad det så betyder, er en helt anden sag, der får læserens hjerne op i gear. For på trods af de hindringer, der synes at stå i vejen for en umiddelbar nydelse af ”Alkymisterne”, så er det et værk, der synker ned i læserens tanker og derfra sender sine bobler af hallucinoge illustrationer op, så de brister lige bag øjnene på én. Det er et værk, der er luftigt, men tungt og helt umuligt at binde fast. Det er Hieronymus Bosch i det 21. århundrede. Det er eksistensiel horror. Det er Disney på LSD. Det er sandsynligvis mange ting for lige så mange mennesker. Men det er først og fremmest en tegneserie, man bør læse. Hvis man altså ikke er bange for at blive udfordret. Hvis man ikke er bange for at blive ført et ganske andet sted hen. Hvis man ikke er bange.