Sværd, troldom og personlighed

Robert E. Howard sammen med sin mest kendte figur
Robert E. Howard sammen med sin mest kendte figur

Conan the Barbarian og The Incredible Hulk er uden tvivl de mest forhadte tegneseriefigurer blandt det litterære etablissement. Men selv den mest kontra-revolutionære og politisk ukorrekte helt kan levere en læseværdig historie hvis bare man husker hvad det hele drejer sig om. Og for Kurt Busiek drejer enhver historie sig om personlighed, så selv om helten ikke er moralsk retskaffen kan der sagtens fortælles en interessant historie.

Busiek summerer det op endnu kortere endnu. Da talen falder på Conan bryder han ud i et meget ukarakteristisk “RAAAAGGHH!!” efterfulgt af et højlydt grin. Herefter forsikrer han Tegneseriesidens udsendte medarbejdere om at det stadig drejer sig om hovedpersonens personlighed.

Men inden vi går i dybden med den del af arbejdet vil vi gerne vide hvordan Busiek havde det med at skulle genstarte en serie som ikke bare havde en fortid i de trykte medier i form af Robert E. Howards fortællinger, som senere blev fulgt op af L. Sprague de Camp og Lin Carter, men også i en etableret tegneserieudgave hos Marvel der nåede op på mere end 200 hæfter.

Den oprindelige Conan
Den oprindelige Conan

Efter min mening var en genstart den eneste måde man kunne komme videre på. Marvel havde startet serien i 70’erne, så først og fremmest: hvis man starter fra det sted hvor Marvel var nået til, så havde Marvel allerede lavet en udgave af alle Howards historier og der ville have været al den her forhistorie som har at gøre med figurer som Red Sonia og Zula og forskellige tilbagevendende skurke som Roy (Thomas) og andre forfattere havde fundet på.
Det er 200 numre med materiale som Roy ikke skrev og det meste af det er ikke særligt godt. Så hvis man starter med det som grundlag tror jeg en masse fans vil sige “Hvad er det her for noget lort? Jeg bad om Conan the Barbarian, ikke om en genoplivning af alle de dårlige Marvel-historier.
Så hvis man skal smide de dårlige historier ud, kan man lige så godt smide de gode ud også og så vende tilbage til de gode sager, de blodige sager, Robert E. Howards sager. Det betyder at jeg har muligheden for at skrive “The Frost Giant’s Daughter” og lave min egen version af den i stedet for  … Roy og Barry brugte 12 sider og jeg havde mulighed for at  bruge hele 22 sider og lade historien åbne sig op og håndtere de på min måde hvor jeg ikke behøvede at forholde mig til The Comics Code.

Born on the Battlefield
Born on the Battlefield

The Comics Code var en amerikansk selv-censur foranstaltning som tegneserieforlagene havde underkastet sig siden halvtredserne. Som Ed Brubaker påpeger i forordet til “Born on the battlefield” som samler Busieks historier om Conans allertidligste år, så kan det ikke undgå at netop en figur som Conan taber noget det hårde og rå der er i de oprindelige historier. Kuriøst nok havde netop Ed Brubakers kollega på serien “Criminal” Sean Phillips annonceret på Komiks 2008 at han var på vej til at skulle arbejde som tegner på Conan.

Modsat sine forgængere Roy Thomas og Barry Windsor-Smith, så havde Busiek hos Dark Horse ikke de samme begrænsninger at bekymre sig om.

Jeg behøvede ikke at forholde mig til forventninger fra kiosk-markedet som det var den gang i ’72. Jeg kunne lave min egen udgave af den på en måde som jeg følte ville få Howards styrker til at skinne igennem for et nutidigt publikum i stedet for det der eksisterede da jeg var 11 år gammel. Så jeg synes at det er bedst at lade Roys ting stå på egne ben, Dark Horse genoptrykten dem i trade paperbacks og de er absolut værd at have. Men det var den specifikke udgave af Conan og jeg ville gå tilbage til rødderne og være i stand til at sige at jeg ikke vil skelne til nogen af de bøger som Robert Jordan og L. Sprague de Camp eller Lin Carter skrev – jeg vil bare gå tilbage til de oprindelige Robert E. Howard historier, ikke udgivne fragmenter og den ene roman og så bygge på det. Det gav folk en renre udgave af Conan end hvis vi havde forsøgt at bygge på noget som 45-50 andre personer havde sat deres fingeraftryk på. Hvorfor ikke gå tilbage til før de blev trykt – og det virkede!

På trods af, at jeg er stor fan af Conan og har store dele af Busieks udgave som trade paperbacks, så må jeg indrømme at det var Avengers der først røg gennem hovedet på mig da Busiek blev annonceret til Komiks 2008. Koblingen mellem de store solskins-helte, som han selv benævnte dem i den forrige del af interviewet, og så den sværdsvingende barbar var lidt længere om at indfinde sig. Så derfor måtte jeg selvfølgelig spørge hvordan det var at skifte fra uselviske helte til en figur der kun tænker på sig selv.

Forside til The Frost Giants Daughter
Forside til The Frost Giants Daughter

Han er en helt på en anden måde. Han er den stærke mand som er hovedpersonen i en fantastisk historie, men han er ikke ude på at gøre tilværelsen lettere for andre end sig selv. Så han er hovedpersonen mere end den moralske helt. Og han har det med at opføre sig som den moralske helt på mange måder forid han har dem med at få sig rodet ind i situationer hvor han ender op imod folk der gør onde ting ved andre mennesker. Men det er ikke fordi han tænker “Åh, de her mennesker bliver jo undertrykt! Jeg er nødt til at hjælpe dem!” hvilket er hvad Captain America gør. Han [Conan]  tænker “De er fandeme da en flok sørgelige stakler! Giv mig en øl! Hvad er det for noget med at møde op og ville spærre mig inde? Jeg skal dælme kappe hovedet af jer!”. På den måde ender han med at redde folk fordi han vil redde sit eget skind, på grund af penge eller for øl eller kvinder fordi han ender i en situation hvor hans egne pricipper overtager kontrollen.
Men det er meget forfriskende at have at gøre med en figur som ikke har behov for at skulle skifte til sit kostume og som ikke har et sæt af superkræfter – det tætteste på superkræfter som Conan har er at folk fra Cimmeria er virkeligt gode til at klatre. Det er forfriskende at skrive på en figur som ikke har en mission og jeg vil så afgjort gerne lave mere af den slags.

Savage Sword of Conan
Savage Sword of Conan

Mens vi venter på at Busiek får tid til at lave flere af den slags historier, så kan folk glæde sig over at der er fem bind med historer om Conan i trade paperback fra Dark Horse, og det føromtaltet “Born in a battlefield” som regnes for bind nummer nul er lige udkommet. De gamle Marvel historier kan også fås i trade paperback fra Dark Horse, ligesom “Savage Sword of Conan” er udkommet i foreløbigt tre bind der mere minder om Marvels Essentials format, tommetykke bind i sort-hvid på tyndere papir.

Og for Conan fans stopper det ikke der. “Conan The Cimmerian” fra Dark Horse tager hul på et nyt kapitel af Conans liv, nummer nul er netop udkommet. Og i andre medier kan man møde online rollespillet “Age of Conan” som sikkert vil tiltale dem der synes at World of Warcraft er lidt for pænt, og ikke mindst er Robert Rodriques og Rose McGowan sat i forbindelse med en genindspilning af “Red Sonja”. Ved Crom! Det er gode tider at være Conan fan i.

Følg med i de seneste Conan nyheder hos Dark Horse. Og hvis du ikke har fået Kurt Busiek nok ved at følge de mange dele i vores interview med ham, så er det så heldigt at Comic Book Resources netop i disse dage starter på et nyt interview i flere dele, som blandt andet kommer ind på “Trinity” den nye serie hos DC hvor Busiek sender Batman, Wonder Woman og Superman ud på nye eventyr.

Personer, ikke politik – Busiek om Avengers

I det forrige afsnit af interviewet med [[Kurt Busiek]] beskæftigede vi os med [[Thunderbolts]], en gruppe skurke der optrådte som helte mens de traditionelle Marvel helte var forsvundet. I dette afsnit rykker vi lidt frem i tid og ser på en periode hvor Busiek sammen med den legendariske tegner [[George Perez]] bragte [[Avengers]] tilbage til deres rødder og viste at man godt kan lave superhelte-grupper uden at de behøver at være mutanter.

Kort forinden Komiks 2008 havde det amerikanske blad [[Wizard]] lavet en liste over de største samarbejder i den tid bladet havde eksisteret, og ikke overraskende var Busieks samarbejde med George Perez med på listen. Busiek selv husker det også som noget specielt, men man fornemmer også at han ikke har lyst til at fremhæve et enkelt samarbejde frem for de andre.

Busiek: Ja, jeg ville nok sige Alex Ross og jeg, George Perez og jeg, Brent Anderson og jeg, Carlos Pacheco, Stuart Immonen … men ja, at lave The Avengers samme med George ver en pragtfuld oplevelse. Han er en fantastisk person at arbejde sammen med og et forbløffende og enestående talent.

Samarbejdet mellem de to blev kortvarigt udgivet på dansk i [[Mega Marvel]] nummer 28, men som så mange andre fremragende værker, så faldt det ikke i de danske fans smag. Og det er synd, for samarbejdet mellem de to byder både gode historier og George Perez legendariske tegninger.

Avengers - allesammen

Samarbejdet førte også til en klassisk bemærkning som er blevet genbrugt flere gange, for da Busiek blev spurgt om hvilke figurer Perez havde tænkt sig at tegne var svaret “Dem allesammen”. Bemærkningen skulle efter sigende være faldet i forbindelse med et crossover mellem Justice League og Avengers, men den kunne også være møntet på starten af deres samarbejde på Avengers hvor det lykkes dem at samle alt hvad der kan krybe og gå af nuværende og tidligere medlemmer.

Samarbejdet mellem de to omkring Avengers kom i stand på et tidspunkt hvor det i høj grad var mutanterne som var i fokus hos Marvel Comics. Det virkede som om at enhver serie de udgav på en eller anden måde skulle have et ‘X’ i titlen. Men det afskrækkede ikke Kurt Busiek der så det som en udfordring at lave noget andet.

Busiek: Du ved, Marvel havde været domineret af X-serier i så lang tid at Avengers endda var endt ovre hos Image fyrene i et års tid. Og de havde imiteret X-Men, de havde prøvet at få Avengers til at være mere som X-Men.
Det jeg gerne ville gøre – og George var helt med på det  – var, som jeg sagde: ‘Jeg vil have Avengers til at være mere som Avengers – Lad os lave rigtigt gode Avengers-historier i stedet for andenrangs X-Men historier’. Ved du hvad, hvis nogen vil læse X-Men historier så har de tretten bøger om måneden som de kan læse dem i, og jeg tror ikke de har travlt med at finde flere. Hvis nogen gerne vil læse den slags historier som Avengers handler om, så er der ikke andre steder de kan få dem med mindre Avengers fortæller dem, så lad os gør det, klampen i bund, fuld fart frem så godt som vi kan gøre det og se om ikke folk vil læse det. Og det ville de, så det virkede jo ganske godt.

I mange år har jeg også selv været en større fan af X-Men end af Avengers, jeg har altid haft lettere ved at identificere mig med de utilpassede X-Men som ikke var en del af det etablerede samfund end med Avengers som indeholder nogen store symboler som Captain America.

Busiek: Ja det er lige det – X-Men er heltene som befinder sig i skyggerne, dem man ikke stoler på – det er let at se hvorfor de er poplulære. Men Avengers kan ikke gøre den slags – Captain America kan ikke være helten i skyggerne man ikke stoler på. Han er Captain-Frigging-America!

AvengersMin egen tidlige opfattelse af Avengers var i høj grad at de var håndlangere for regeringen og at det var X-Men der var de rigtige helte. Derfor var det naturligt også at spørge Busiek om han opfattede dem på den måde.

Jeg ved ikke om jeg ville udtrykke det på den måde, men de er helte for det etablerede samfund. Den måde jeg vil udtrykke det på er, at de er vagtposterne som står deroppe på bymuren så du kan sove roligt i din seng om netten.
X-Men er skræmmende, Spider-Man er skræmmende, The Hulk er skræmmende, Daredevil er en smule bekymrende, men Avengers to Fantastic Four er solskins-heltene. De er den slags der ser godt ud i dagslys, de er den slags som gør at du er glad når de duker op. For de andres vedkommende så er du skræmt når de dukker op. Så det er en anden fornemmelse og det er hvad Avengers skal være efter min mening. Det skal være en katarsis, og lige nu har de et helt andet koncept, men jeg har ikke læst de historier så jeg kan ikke rigtigt kommentere på dem.

Meget overraskende havde Busiek nemlig tidligere på dagen afsløret at han faktisk ikke havde læst Marvels store crossover begivenhed “Civil War”. Hvilket vi vender tilbage til senre i interviewet. Men inden da var det tid til at følge nogen flere af de politiske undertoner omkring heltene til dørs.

I den danske udgivelse nåede man aldrig frem til den del af historien, men et gennemgående tema i Busieks Avengers historie er den sorte superhelt [[Triathlon]] som Avengers nærmest bliver påtvunget under en række beskyldninger for racisme, med henvisning til at de ingen farvede medlemmer har.  Som læser kunne man godt føle at Busiek prøvede at kommentere på den stigende politiske korrekthed i samfundet.

Triathlon fra AvengersJeg syntes det kunne være en interessant ting at udforske – Marvel havde gjort noget tilsvarende i årevis og de havde allerede havde haft The Falcon på holdet på grund af ligestilling.

Jeg ville ikke udforske de samme ideer, men folk spurgte: ‘Kommer der til at være nogen farvede medlemmer i Avengers?’ og det fik mig til at tænke ‘Vi vil gerne have det til at være de klassiske Avengers og alle de klassiske Avengers medlemmer er hvide fyre’ måske med undtagelse af Black Panther og han har sit eget hæfte.
Så i samme øjeblik du bringer en farvet fyr ind på holdet, så har du en person hvor halvdelen af læserne vil sige ‘Tjah, han er jo ikke en rigtig Avenger”. Han er ikke et af kerne-medlemmerne, en af de seje fyre, så jeg ville gerne lege lidt med den ide og jeg ville også gerne lege med den ide at Triathlons problem ikke var hans hudfarve, det var hans religion. Årsagen er hans forbindelse til The Triune Understanding og det ville være interessant at udforske for hvis folk havde noget mod at han var på holdet, så er det mere sandsynligt at det ville blive opfattet som at de var imod hans hudfarve selv om det i virkeligheden er hans religiøse tilknytning.

Og den slags ting – når man har en figur som gør noget og en anden figur der opfatter det på en anden måde – skaber et interessant drama. Jeg synes ikke det sådan rigtigt endte med at blive en stor historie, men det gav os nogen interessante øjeblikke, nogen interessante fokuseringer på personerne. [Mens jeg skrev] Avengers var jeg nok en smule for tilbageholdende når jeg skulle skrive noget med de nye figurer. Når jeg skulle bringe Ultron ind i historien kunne jeg bare sprænge alting i luften og bruge en masse tid på at fokusere på Ultron, men når jeg skulle fokusere på Triathlon eller en ny skurk havde jeg en følelse af ‘åh, jeg må hellere snart komme videre til noget andet, for det folk gerne vil se er jo de klassiske ting’, så jeg forfordelte dem en smule.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse hvis man har fulgt alle dele af interviewet med Busiek op til dette punkt at han helst forholder sig til personerne og deres indbyrdes forhold, snarere end til de store ideologier, så vi besluttede at spørge ham direkte.

Avengers forsideIkke som forfatter, nej. Jeg er meget mere interesseret i persondrama, så hvis man ser på hele spørgsmålet om … Triathlon er medlem af The Triune Understanding. The Triune Understanding kan ikke lide Avengers, men det er deres ledelse, og han er ikke en del af ledelsen.

Jeg var egentlig ikke så bekymret for hvem der havde retten på sin side – min eneste bekymring var: skaber det noget interessant omkring personerne? Iron Man ville være egenmægtig omkring det fordi Iron Man er egenmægtig. Triathlon ville være pisse sur over det, for Triathlon sluttede sig til i forventning om at de ikke ville synes om ham fordi han er farvet. Og når det så viser sig at de ikke kan lide ham, tjah ‘det må være fordi jeg er farvet’, bortset fra at det er det ikke.

Hvordan reagerer han så på det? Han er usikker på hvad han skal gøre – han kommer til med en vis fortørnelse og inderst inde er Triathlon en holdspiller  han er i høj grad typen på en professionel sportsudøver, så ved at gøre ham til holdspiller på et hold hvor han ikke følte sig velkommen gav ham en interessant personlig udvikling at skulle gennnemløbe. Med hensyn til det politiske i det – de kommer til at løse det ud fra det faktum at Iron Man er en af de gode og Triathlon er en af de gode og selv om der vil opstå misforståelser undervejs, så er de begge to på det godes side og de skal nok klare det.
Men det personlighedsmæssige er det som jeg er interesseret i, og jeg syntes at det gav mig en fin lejlighed til at arbejde med det.

Astro CityEt par dage før interviewet var undertegnede blevet grebet af panik over sin manglende viden om en stor del af Busieks produktion, så jeg havde kastet mig over de to første trade paperbacks med Astro City som godnat-læsning, kun for at springe ud af sengen igen med et “Du godeste! Det er jo Civil War om igen”. Et hurtigt blik på udgivelsesdatoen kunne dog forsikre om at Busiek havde skrevet historien tilbage i 1997. Så selv om Busiek havde påstået at han ikke havde læst “Civil War” måtte jeg nødvendigvis spørge ham om han ikke følte at han allerede havde skrevet den.

Som altid var Busiek diplomatisk og henviste til at der var indtil flere forløbere i tidligere historier:

Well, jeg lavede den her historie hvor regeringen blev overtaget af rumvæsener der kunne skifte form og lige nu er de ved at lave noget med Skrulls, men selv før mig var der The Mutant Registration Act som var en del af plottet i X-Men historierne. Jeg ved ikke hvor tæt på jeg kom, for jeg har ikke læst det. Jeg ville snarere tro at serieskaberne hos Marvel langt hellere vil gentage The Mutant Registration Act med The Superhero Regirstration Act end at de vil kopiere Astro City, men jeg har som sagt ikke læst det, så jeg kan ikke bedømme det.

Personligt kan jeg kun anbefale de der har læst “Civil War” at købe “Life in the Big City” og “Confession” og drage deres egne konklusioner.

Skulle man efter at have læst dette have fået lyst til at læse den del af Busiek og Perez’ udgave af Avengers som aldrig kom på dansk, så kan den købes i en meget lækker hardcover udgave i stor størrelse. Ligesom Waid og Weiringos udgave af Fantastic Four så egner den sig perfekt til en ordentlig indbinding, kraftigt papir og ordentlige farver, så køb dem og lade være med at bruge pengene på antikvariske eksemplarer af Mega Marvel.

Skurke i helteroller? Busiek taler om Thunderbolts

ThunderboltsI den forrige bid af Busiek interviewet kom vi ind på hvordan Kurt Busiek fandt frem til en måde at bringe Jean Grey tilbage fra de døde. Vel at mærke uden at hun var skyldig i det massedrab som blev begået i Dark Phoenix sagaen. Løsningen var at skille de to ad, så Jean ikke havde begået noget. Men hvad med de rigtige forbrydere? Kan man også redde dem i land når de en gang er etableret som skurke? Temaet har været brugt hos Marvel med for eksempel Magneto og Rogue – men i [[Thunderbolts]] gik Busiek et skridt videre og lod skurkene danne en supergruppe.

Spørgsmålet kunne derfor ikke være om en skurk kan omvende sig, så i stedet lagde vi ud med at spørge om der findes skurke som er hinsides enhver redning, personer som aldrig vil omvende sig?

Helt klart. De fleste af dem er med i Thunderbolts nu.

svarede Busiek grinende, med henvisning til den nye samling af Thunderbolts der kom frem i forbindelse med Civil War. Busiek havde ikke den store tiltro hverken til den tidligere eller nye leder af gruppen:

Du ved – en fyr som Norman Osborn vil ikke pludseligt omvende sig – han er en møghund! Jeg anvender selv Moonstone, og Moonstone vil heller ikke omvende sig. Baron Zemo vil ikke omvende sig. De flirter lidt med det. De legede lidt med nogen ideer om … Baron Zemo, altså for det første: hans navn starter med ‘Baron’! Man kan ikke være en helt hvis man hedder ‘Baron’ – baroner hører til blandt skurkene! Nu er vi for eksempel i Danmark – har i nogen gode baroner?

Selv med en vis anerkendelse til Baron Raben-Levetzau, hvis bilmuseum jeg på Ålholm jeg husker fra min barndom, så er det op ad bakke at finde positive konotationer til titlen ‘baron’. Det er ikke for ingenting at man taler om røverbaroner, gullaschbaroner og baronen bag “The Voice”.

En anden uforbederlig figur i Thunderbolts er psykiateren Moonstone som optræder i både den nye og gamle udgave af Thunderbolts. Efter min mening en meget undervurderet kvindelig skurk i Marvel universet. Emma Frost, bare uden den varme og imødekommende personlighed.

Og Moonstone så hele den her omvendelses-ting som et stort svindelnummer, mens andre medlemmer af Thunderbolts faktisk begyndte at gennemgå en forløsende proces og forandrede sig.

De virkelige personer bag ThunderboltsI dag ved de fleste som følger med i de amerikanske Marvel udgivelser godt at Thunderbolts ikke er helte men derimod skurkene Fixer, Beetle, Screaming Mimi, Goliath og Moonstone. Men i sin tid var deres virkelige identiteter en velbevaret hemmelighed helt frem til sidste side af det første nummer i serien, og af fans betragtes det som et af de store øjeblikke indenfor superhelte-historier.

Som Busiek også påpegede med hensyn til ideerne omkring Phoenix og Jean Grey, så er ideerne i sig selv ikke helt nye, selv om Busiek formår at tilføre dem en dybde som der ikke var i originalerne.

Jeg var fan af den ide helt tilbage i Avengers #16, hvor de fleste Avengers har forladt holdet og de har hentet nogen nye Avengers ind, som viser sig at være Hawkeye, som tidligere var skurk og Quicksilver som tidligere var skurk og Scarlet Witch som tidligere var skurk og Captain America må have tænkt ‘Hvad hulen skal jeg stille op med de her folk?’
Og det var simsalabim, så var de omvendt. Så de legede ikke rigtigt med ideen om hvad det vil sige for en flok skurke at blive helte og seriøst mene det, men det syntes jeg var et interessant tema at udforske.

Så, påvirket af det gamle nummer af Avengers begyndte Busiek at udforske ideen allerede inden Thunderbolts.

Jeg havde udforsket det tidligere i en serie som hed Liberty Project, som var den første serieskaber-ejede historie jeg lavede sammen med James Fry for Eclipse Comics en gang tilbage i firserne.  Det var en gruppe af unge skurke med superkræfter som sådan basalt set havde lavet samfundstjeneste som superhelte for at få nedsat deres straf.
Men det var også igen til en vis grad inspireret af en TV-serie som kørte i Amerika i 1970’erne som hed ‘Alias Smith and Jones’.

Alias Smith and JonesSerien som Busiek omtaler huskede jeg faktisk selv fra min barndom i 70’erne. De fleste vil nok ud fra titlen komme til at tænke på et underholdningsprogram med komikerne Mel Smith og  Griff Rhys-Jones hvis engelske titel “Alas Smith and Jones” faktisk blev oversat til “Alias Smith & Jones”. Men som Busiek forklarer så var der oprindeligt tale om en western-serie.

Det var en western-serie og de hed Hanniabal Heyes og Kid Curry – to berømte fredløse som egentlig var Butch Cassidy og The Sundance Kid bare med andre navne … bortset fra at der var en virkelig fredløs ved navn Hannibal Heyes og jeg tror nok at der var en der hed Kid Curry også. De havde indgået en aftale med guvernøren – hvis de kunne holde sig på dydens sti i et år, ville han overveje at give dem amnesti, men i mellemtiden var de stadigt eftersøgte. Så derfor gav de sig ud for at være Joshua Smith og Thaddeus Jones, almindelige hårdtarbejdende fyre, så kilen til nye historier var folk der genkendte dem og prøvede at fange dem ind på grund af dusøren eller afpresse dem til at begå nye forbrydelser. Jeg kunne rigtigt godt lide den serie og jeg syntes om at lege med ideen, så ideen med superskurke der forsøger at blive retskafne er noget jeg har hevet frem igen og igen, i Liberty Project, i Thunderbolts, i Astro City. Det er et tema jeg kan lide.

Læsere der skulle have lyst til at se hvordan Busiek udforsker temaet i [[Thunderbolts]] har mulighed for at gøre det i trade paperback udgaven “Justice, Like Lightning”, mens den nye udgave af Thunderbolts kan findes i en egen trade paperback med titlen “Faith in monsters”. Desuden er der startet en dansk artikel om Thunderbolts på ComicWiki som man kan komme til ved at klikke på et af de to links i denne artikel. Denne nye feature som Ulf i al stilfærdighed har fået listet ind på siden er endnu et eksempel på hvordan vi løbende udvidder vores samarbejde med ComicWiki.

Hvorfor skulle Phoenix og Jean Grey dø ? – del 2

PhoenixGanske som sit emne har Tegneseriesidens artikel om Phoenix og Jean Grey vist sig ikke at ville dø. Dels har den affødt en af de mest seriøse debatter i sidens historie, dels gav den et meget interessant spørgsmål til vort interview med Kurt Busiek. Busiek var, som nævnt i første udgave af artiklen, manden der fandt ud af hvordan det var muligt at bringe Jean Grey tilbage til Marvel universet. Derfor virkede det naturligt at stille Busiek spørgsmålet om hvordan ideen opstod og hvad hans egen holdning er til de mange efterfølgende genoplivninger.

I sit udgangspunkt er Busiek meget beskeden omkring sit bidrag, som han understreger var noget han som fan af serien selv fandt på længe før Marvel overhovedet overvejede at bringe det oprindelige medlem af X-Men tilbage til de levendes verden:

Busiek: Tjah, jeg er sikker på at jeg ikke var den eneste, men det var mig der fandt på den ide som faktisk endte med at blive brugt, og jeg fandt ikke på den med nogen forventning om at den nogensinde ville blive brugt.

Det var ikke sådan at de var på udkig efter den ide. Faktisk så – før det nummer hvori hun døde nogensinde udkom var rygtet nået til nogen venner og jeg selv om at Jim Shooter havde dikteret at hun skulle dø og det skulle være i like nøjagtigt det nummer.

Forklarer Busiek meget beskedent inden han kaster sig ud i den lange forklaring om hvordan en tilfældig diskussion blandt fans endte hos cheferne hos Marvel.

Busiek: Mine venner og jeg kunne godt lide de oprindelige fem X-Men som de var så vi brød os ikke om det.  Men vi havde også hørt at ingen ville få lov til at bringe hende tilbage på en måde hvor hun stadigt var skyldig i de forbrydelser hun endte med at måtte dø på grund af.
Når den slags udtalelser kommer frem, så er det en kreativ udfordring! “Ah, det kan ikke lade sig gøre?!” Så en aften sad jeg og udvekslede ideer med mine venner
“Hvordan ville du gøre det?”
“Jeg ville gøre det og det”
“Ah, jeg kan ikke lide det af den her grund – jeg ville gøre det her og det her”

Som altid skulle viste det sig at Busiek kun skulle have ganske få stikord for at give et indblik i den process der foregår når han får ideer, ganske som han dagen efter skulle forklare for en større forsamling hvordan ideer er noget man kan træne sig op til. Som en mand der betragter en uge hvor han ikke får to-tre ideer som en dårlig uge må man sige at Busiek trods sit runde ydre på det mentale plan er en topatlet. Men inden vi når frem til processen som Busiek ser den, skal vi lige forbi en lang og kringlet vej fra Busieks vennesnak til Marvels ledelse:

Roger SternBusiek: Så det var bare tegneseriefans der sad og snakkede. Så et par år senere var jeg til en lille tegneseriefestival i Attica, New York. Jeg besøgte Roger Stern og vil kom til at snakke om X-Men. Roger Stern var ked af at man aldrig kunne samle de oprindelige fem X-Men fordi Jean var død og der ikke var nogen måde man kunne bringe hende tilbage igen. Og så sagde jeg “Jo da, der er måder at bringe hende tilbage igen – der er altid en måde” og så fortalte jeg ham at jeg havde fundet på den hersens ide og han svarede “Ah, det kan jeg godt lide – det ville virke!”.

For mit vedkommende så var der ikke mere i det, men det viste sig så at et par uger senere talte Roger med John Byrne og Roger fortalte “Øh for resten, jeg snakkede med en fyr forleden som havde en ide til hvordan Jean kunne vende tilbage. Jeg tror du vil kunne lide det her”. Så fortalte han John hele historien og John sagde “Det er faktisk en ret god ide”.

Så da man begyndte at arbejde på X-Factor samlede man de oprindelige fire X-Men og da de ikke kunne have Jean med var de begyndt at overveje at bringe Dazzler ind i gruppen sa John ringede til Bob Layton og sagde “Jeg har en måde vi kan få Jean tilbage hvis du er interesseret?” og John svarede “Helt klart! Lad mig høre historien” og John forklarede “Det er ikke min historie – det er noget en fan har foreslået til Roger”.
Og så gav han en kort disposition for historien og Bob syntes om den. Så de vendte tilbage med en ide der gik ud på “Vi laver et cross-over mellem Fantastic Four (som John arbejder på) og Avengers (som Roger arbejder på) og så X-Factor. Og i den forbindelse bringer vi så Jean Grey tilbage”.

Og Roger forklarede så “Ham fyren der foreslog det, han er en forfatter der arbejder med tegneserier”. Jeg arbejdede for Marvel på Marvel Age Magazine, så de krediterede mig i bogen og de betale mig for ideen og alt muligt. Men jeg fandt bare på det som en utilfreds fan og så nævnte jeg det for en der ikke arbejdede på X-Men på det tidspunkt, bare som et “Her er noget der måske kan bruges” og så rullede lavinen derfra og det blev til virkelighed uden at jeg havde nogen ide om det.

Og mens Roger Stern, John Byrne og resten af folkene hos Marvel overvejer hvordan de skal få Jean Grey tilbage, er Kurt Busiek igang med at arbejde sig videre frem som forfatter og arbejder på Marvel Age.

Busiek: Første gang jeg hørte noget om det var mens jeg arbejde inde på Marvels kontor [på Marvel Age] og så kommer Bob Layton op bag mig og siger “Hey, jeg hører at det er dig jeg skal takke for at vi har fået Jean tilbage”. Jeg anede ikke hvem han var! Jeg havde ingen ide om hvad han snakkede om! En historie der skulle genoplive Jean Grey – det have jeg ikke skænket en tanke i over to år, så jeg var helt “hvaba?”
Så fortalte han mig hvad der skulle ske og om aftenen ringede jeg til Roger og han forklarede tingene for mig, men det hele kom som en fuldstændig overraskelse for mig.

Det at bringe en afdød seriefigur tilbage fra de døde er noget som mange fans anser for kontroversielt, specielt i de senere år hvor det er blevet mere almindeligt. Kurt Busiek kunne med god grund slå en kluklatter op og bedyre at det ikke er hans fejl at det er endt på den måde, men hans efterfølgende forklaring dykker ned i hvordan de genopstandne helte har baggrund i en tidligere fortælleteknik.

The Mole ManBusiek: Jeg fik ideen ud fra den måde man plejede at behandle skurkene – da jeg var i high school havde vi en leg. Når vi sad og snakkede kunne jeg finde på at sige “Prøv at finde på en måde at slå nogen ihjel på som jeg ikke kan finde en måde at lave om på igen”.
For jeg havde læst så mange historier hvor det var “Årh ja, vi så lige Mole Man falde ned i en aktiv vulkan”. Og når han så dukkede op igen ville der være en halv sides forklaring på hvorfor “Nej han faldt ikke ned i en aktiv vulkan – han blev teleporteret væk i sidste øjeblik af sine håndlangere” eller “Den her fyr blev sendt ud i det ydre rum og sprang i luften!” men “Nej, det var kun hans rustning der sprang i luften – han svævede rundt i nedfrossen tilstand indtil han blev samlet op af de her rumvæsener …”
Der er altid en “Det her er hvad du så … men hvad der virkeligt skete var …”
Så genoplivningen af Jean var i høj grad en “Det er hvad du så – men det var i virkeligheden en kopi”, hvilket en en klassisk måde en skurk kan slippe ud af problemer på. Jeg anvendte bare den metode.

Busiek giver selv et eksempel på hvordan han ikke var den første til at bruge den form for historiefortælling, faktisk havde X-Men selv banet vejen for at bruge det kneb.

The ChangelingBusiek: Og det er ikke engang første gang i X-Mens historie at det er sket: Professor Xavier er død – to år senere er det “Øh nej nej, det var The Changeling! Han omvendte sig og ville rigtigt gerne gøre noget godt, så Xavier sagde ‘Jeg har noget arbejde jeg skal lave ude i baglokalet, så hvad med at du udgiver dig for at være mig, så kan jeg give dig telepatiske kræfter og du kan ofre dit liv, men det gør ikke noget for du skal alligevel dø af kræft’.
Den historie giver ikke nogen mening overhovedet! Men vi fik Professor X tilbage og genoplivningen af Jean var det samme grundlæggende princip: det var ikke hende i virkeligheden, det var noget andet. Det er den slags historie der er blevet brugt igen og igen.

Men selv om genoplivningen af helte og skurke ikke er noget nyt må Busiek nok indrømme at der er visse kræfter der spiller ind når man vælger at bruge dette middel i en historie.

Busiek: Jeg synes at tegneserier har drevet rovdrift på død-og-genopstandelse ideen, men allerede før Jean blev bragt tilbage havde vi haft Professor X som vendte tilbage fra de døde, Captain America ver vendt tilbage fra de døde, Ligtning Lad var vendt tilbage fra de døde – så det var ikke sådan at det aldrig var sket før! Det skete og der blev tjent mange penge på det! Så folk begynder at sige til sig selv “Well, jeg vil også tjene en hel masse penge! Jeg gør det!” – og de vil blive ved med at gøre det indtil der ikke er nogen penge at tjene på det overhovedet …

Som Tegneseriesidens redaktør konkluderede, så er det ikke uhørt at økonomiske interesser er med til at drive hvad der sker i seriens handling, og Busiek giver ham ret:

Busiek: “Nogen tjente kassen på det – det vil jeg også gøre!”? Jo det er meget almindeligt i tegneserier! Det er hele tegneseriens historie i den sætning!

Og selv med disse tilføjelser fra Kurt Busiek om hvordan genoplivningen af Jean Grey egentlig bare følger en etableret tradition indenfor tegneserien, så er det sidste ord i diskussionen for og imod genoplivningen af hende garanteret ikke sagt.

Rachel SummersOg skulle man være af den type der ikke kan få nok af Jean Grey og Phoenix, så er det værd at bemærke at Claremonts gamle serie Excalibur er ude i genoptryk hvor gruppen på vej gennem de mange alternative universer også støder på andre udgaver af Jean/Phoenix, alt imens den første alternative Phoenix, Rachel Summers er med i de første 50 numre.

En anden Phoenix historie kan man læse i den første trade paperback med gruppen Exiles, en samling mutanter fra forskellige alternative tidslinier som forsøger at rette op på alternative universer hvor tingene er gået galt. Exiles dukke op netop som Shi’ar imperiet skal begynde deres retssag mod Phoenix/Jean Grey, men den verden de er havnet i er ikke helt som i den oprindelige historie.

De to genudgivelser har i øvrigt en lille sammenhæng idet at Nocturne, datter af Nightcrawler i Exiles siden er dukket op som fast medlem af den nye udgave af Excalibur.

Vampirella i genoptryk

Langt sort hår, lange hjørnetænder, lange ben på høje hæle og en påklædning bestående af et stykke badedragts-lignende tekstil som kunne få tandtråd til at spørge “ser jeg fed ud?”, det er en hurtig opsummering af hvad de fleste nok har i erindringen når navnet Vampirella nævnes.

Nyt cover til Vampirella genoptryk

Men den veldrejede kvindelige vampyr har ikke bare tiltrukket massevis af mandlige fans, en lang række af branchens store navne har i tidens løb forsøgt at give deres bud på figuren, for eksempel Len Wein, Steve Engelhart, Mark Millar, Grant Morrison og Kurt Busiek.

Oprindelig var hun et rumvæsen fra planeten Drakulon, opfundet af forfatteren Forrest J. Ackerman, og hendes blodtørst skyldtes at Drakulons floder flød med blod i stedet for vand. I de nyere historier fra Harris Comics viser historien om Drakulon sig at være en illusion, men Vampirella er stadigt på menneskehedens side i kampen mod nattens yngel. I tilgift får man i hvert kvartals nummer en af de oprindelige historier.

Og hvis man er virkelig fan af serien er det selvfølgeligt de gamle Warren historier, hvor Archie Goodwin udviklede figuren sammen med Frank Frazetta, Tom Sutton og flere andre, som man bare må have stående på reolen. Et herligt forfriskende pust fra knapt så puritanske og politisk korrekte tider, hvor Vampirella sammen med den fordrukne tryllkunstner Pendragon og vampyrjægerne Conrad og Adam van Helsing kæmper mod vampyrer af alle slags, selveste Dracula kigger endda forbi.

Harris Comics har tidligere udgivet samle-udgaver under titlen “Vampirella: Crimson Chronicles”, men selv de kan være svære at få fat på, hvis man først for nyligt er begyndt at købe op – første bind som er udsolgt stod på et tidspunkt brugt på Amazon til over 1700 danske kroner.

Men nu er der håb for fans med et mere moderat budget, Harris Comic har annonceret en “Maximum TP” udgave af “Vampirella: Crimson Cronicles”. På 448 sider samles de første 37 klassiske numre til den forholdsvist rimelige pris af 18$. En oplagt kandidat til at stille på hylden sammen med Marvels Omnibus udgave af “Tomb of Dracula” i Gene Colans klassiske streg som også er at finde i denne måneds udgave af Previews.

Nyt om udgivelser med Vampirella og andre produkter, for eksempel den klassiske væg poster af Jose Gonzalez, på Vampirellas eget website.

Busiek besvarer læserspørgsmål – Arrowsmith

I forbindelse med Tegneseriesidens interview med Kurt Busiek ville vi gerne have spørgsmål fra almindelige læsere. Efter et opslag på ComicZones forum, som står for en seriøs debat om superhelte-genren, fik vi et spørgsmål ind fra felsted som også selv er bidragsyder her på Tegneseriesiden.

Felsted: Man kunne måske spørge om noget angående Arrowsmith serien, som han har lavet, som viser krig fra en dyster side på trods af at det foregår i en fantasy verden. Om hans syn generelt på krig er negativt ? Og hvad han synes om andre krigserier, som f.eks. sgt. rock og war stories?

Forsiden til ArrowsmithVi forelagde spørgsmålet for Busiek da vi allerede var inde i overtiden af den halve time vi havde fået bevilliget, men som i resten af interviewet skulle det vise sig at Busiek gav mere end bare et par ord med på vejen.
Af hensyn til læsere som eventuelt ikke har læst Busieks serie, som i parentes bemærket kan købes på dansk udgivet af G.Floy studio under titlen “Arrowsmith: Så smarte i deres fine uniformer”, lige et kort rids af indholdet.
Vi skriver 1915, men verden er ikke som vi kender den fra historiebøgerne. I elleve århundreder har verden været en anden, teknologi er erstattet af magi og overnaturlige væsener.
I Europa er krigen i fuld gang og i en del af det nordamerikanske kontinent kaldet Colombias Forenede Stater går den unge Fletcher Arrowsmith rundt og drømmer om at blive luftsoldat. Men da han stikker af og melder sig til krigen viser det sig snart at tingene ikke er så glorværdige som han troede.
Busiek lægger ud med at placere sin nuværende arbejdsgiver DC Comics i forhold til krigstegneserier:

Busiek: Well, i mange år afsluttede DC alle deres historier med et lille projektil til slut som sagde “Make War No More” [Før aldrig mere krig]. Og DC lavede også anti-krig historier.

Men ellers var der ikke meget “firmaets mand” over Busiek som havde meget klare holdninger til  hvad krig er og hvordan den opstår.
Busiek: Krig er ikke et stort eventyr eller en leg – krig er et barsk forehavende hvor folk dør. Så ja, Arrowsmith er ikke bare mit syn på krig, men mit syn på første verdenskrig, som var en krig hvor millioner døde over dybt idiotiske ting. For mig at se, det der startede første verdenskrig var at alle havde traktater med alle andre, så når man skubbeder til en ærke-hertug i Sarajevo, så begynder alle domino-brikkerne at falde og hele Europa står i flammer.
Det er helt bananas! Det var en forbrydelse – en mand var blevet skudt. Man sender ikke et helt kontinent ud i en krig fordi en mand bliver skudt, man sporer de fyre der gjorde det, stiller dem for retten og sender dem i fængsel. Men på grund af den måde domino-brikkerne faldt endte det hele med en krig som hærgede en hel generation.
I Busieks fantasy verden er alle mulige væsener at finde i de stridende hære

Første verdenskrig var jo, i vores virkelige verden kendetegnet ved at man for første gang så ting som kampvogne, krigsfly og anvendelsen af gas som våben mod soldaterne. Teknologien havde erstattet kampen mand mod mand. Dette afspejler sig også i Busieks opfattelse af krigen og den måde han skildrer den i Arrowsmith.

Busiek: Og specielt i forhold til Arrowsmith var det en krig hvor verdens industrialisering havde ændret hvem der sad ved magtens tøjler på en måde som folk ikke forstod. I løbet af krigen og det der fulgte efter blev det klart at magtfordelingen i verden havde ændret sig, væk fra aristokraterne og over til folket. Det er også noget der foregår i Arrowsmith.
Men selv om Busiek har klare holdninger omkring at krig er en forfærdelig ting, så har han ikke nogen frelste eller politisk korrekte holdninger i forhold til de traditionelle krigstegneserier.
Busiek: Men nu være spørgsmålet jo også om andre krigsserier … noget som Sgt. Fury and his Howling Commandos, som helt igennem er ironisk – det er ikke meningen at den skal tages seriøst, den er ikke ment som et velgennemtænkt udsagn omkring krig. Det er et spil for superhelte, men i stedet for superkræft er har de pistoler, sjove hatte og signalhorn.

For Busiek er der ikke tale om at krig nødvendigvis er noget der skal undgås for enhver pris, selv om prisen der betales rent menneskeligt kan være høj.

Fletcher Arrowsmith som flyvende soldatBusiek: Men jeg synes knapt at jeg kan siges at være den første person som har skrevet en krigshistorie hvor nogen anskuer krigen som et stort eventyr, hvorefter han når frem til den og ser at nej, krig handler om andre fyre som ligger i mudderet mens deres involde er ved at falde ud.
Det er ikke kønt, det er ikke glorværdigt, det er ikke et forunderligt eventyr, men der er tidspunkter hvor det er nødvendigt at udkæmpe dem. Selv om første verdenskrig startede af nogen tåbelige årsager, hvad skal man så gøre? Skal man sige “Ok, fortsæt bare, invader Paris! Overtag det hele” bare fordi årsagerne var tåbelige? Nej, man er nødt til at kæmpe imod og det skaber den slags situationer som vi har i Arrowsmith, hvor det overnaturlige våbenkapløb er med til at fremstille større og større rædsler.
For hvis kun den ene side gør det, så vil det være dem der vinder. Så den anden side er også nødt til at gøre det, men de gør ting som er skændige. Men de gør det i frihedens navn for de mennesker de kæmper for, og det er det dilemma som de hænger fast i, og det er et forfærdeligt dilemma. Og der har du det igen: en person som er havnet midt i et dilemma, drama med fokus på personbeskrivelsen og så har du de ting som jeg virkeligt er interesseret i ud over det hele. Der har du det!

På den måde kom Kurt Busiek ad en længere omvej tilbage til det der er drivkraften i hans forfatterskab. Det er ikke de store ideologier der er interessante, men de almindelige mennesker og hvordan de påvirkes af dem.

Arrowsmith er som tidligere nævnt udgivet på dansk fra G.Floy Studio, i den sædvanlige høje kvalitet der præger deres udgivelser. Den kan klart anbefales.

Kurt Busiek om Superman: Secret Identity og Astro City

Kurt Busiek under interviewet med tegneseriesiden - billede taget af Kim SchouPå [[komiks.dk]] fik tegneseriesidens udsendte medarbejdere, Kent Damgaard og undertegnede, lejlighed til at interviewe forfatteren [[Kurt Busiek]], og det er der kommet en serie af artikler ud af, hvoraf dette er den første.

Forberedelsen til interviewet var noget af en opgave – slår man op på Wikipedia, finder man en liste over hans værker, der i udprintet tilstand fylder seks A4-ark! Vi valgte derfor at tage udgangspunkt i de af hans serier, som vi selv havde et særligt forhold til.

Op til dagene hvor interviewet skulle foregå, fik jeg en god del sommerfugle i maven – det var Kurt Busiek, for pokker! Da vi på dagen mødtes med Busiek, faldt mine skuldre helt ned på plads igen: manden var helt nede på jorden og et venligt, vidende og frem for alt snakkende menneske. Faktisk snakkede han så meget, så vores berammede halve time endte med at blive til noget i retning af tre kvarterer i stedet for.

For overskuelighedens skyld har vi valgt at dele interviewet op i mindre bidder.

Kurt Busiek om Superman: Secret Identity

Cover til Superman: Secret IdentityJeg har tidligere anmeldt Busieks Superman-miniserie Secret Identity og vil ikke lægge skjul på at det er en af mine yndlingstegneserier. Naturligvis benyttede jeg lejligheden til at stille et par spørgsmål om serien.

For mig står helt centralt i Busieks forfatterskab en dyb interesse i mennesket bag handlingerne, personen omme bag facaden. Han bekræftigede da også at han primært er interesseret i “Character Drama”.

Dette er også tilfældet i Superman: Secret Identity, hvor vores hovedperson, Clark Kent, ikke er den Superman vi kender, men en – til at starte med – ung mand i en verden, der ligner vores. Det særlige ved ham – bortset fra navnet – er, at han pludseligt en dag har superkræfter. Vi følger nu denne meget troværdige figur igennem livet, næsten til afslutningen, og ser hvilken indflydelse hans kræfter har på hans liv. Jeg spurgte til ideen bag bogen:

Kurt Busiek: Superman: Secret Identity er bygget op omkring den idé at Superman er en slags metafor for puberteten.
[han havde tidligere på dagen uddybet denne ide under en paneldiskussion – Superman er stærk og selvsikker som Superman, men klodset og usikker som Clark Kent. Dette er en metafor på teenagelivet med et ben i den voksne lejr og et i barndommens.]
Men kan vi bruge den metafor på andre livsstadier?

Alle mennesker føler at den person de er indeni og den person verden ser ikke er den samme person – i Clark Kents tilfælde er det bogstaveligt, og hans hemmelighed er virkelig stor! Men de store spørgsmål omkring kærlighed og ægteskab handler stadig om hvornår man åbner op, hvornår man gør sig selv sårbar overfor en anden ved at dele sine hemmeligheder. I hans tilfælde er hans hemmelighed potientelt farlig for andre [bl.a. grundet indblanding fra en skummel regeringsenhed], men set som metafor er det den samme ide.

Og da han senere bliver far, skal han løse problemet [med regeringsenheden] fordi han skal være forælder – han er nødt til at være ansvarlig overfor sine børn, hvilket betyder at han er nødt til at gå på kompromis med sine principper om bl.a. uafhængighed.

På ethvert stadie i historien stiller vi et spørgsmål om hovedpersonen: hvordan kan vi se hans menneskelighed, selv i en sammenhæng der inkluderer superkræfter. Det er det, jeg er mest interesseret i.

Busiek har også skrevet figuren Conan (hvilket vi kommer ind på i en senere artikel) og sjovt nok har barbaren noget tilfælles med hovedpersonen i Superman: Secret Identity – ingen af dem er egentligt deciderede (super-)helte:

KB: [Hovedpersonen i] Superman: Secret Identity er ikke en superhelt. Han gør heroiske ting, men han gør dem hemmeligt – han vil ikke ses. Og hans primære interesse er hans kone og familie.

Ulf Reese Næsborg: Men har har stadigvæk et … behov … for at bruge sine kræfter. Han kan ikke bare sidde og …

KB: Ja, det ville klart føles forkert for ham at bruge dem til at blive rig i Las Vegas.

URN: Præcis. Og havde vi ikke haft indblandingen fra regeringen til at gøre ham nervøs omkring det hele, ville han måske have været noget andet …

KB: Det tror jeg ikke. Det er ikke kun regeringen, det er ikke et juridisk anliggende – det handler om at han vil være den han er frem for den, som andre mennesker definerer ham som. Da han i første nummer [af miniserien] skjuler sin identitet, er det ikke på grund af regeringen – han ved på det tidspunkt ikke at de er ude efter ham. Han gør det fordi ellers ville han blive en super-berømt person på grund af sine superkræfter – han ville blive som en berømt sportsstjerne eller en filmstjerne og hans liv ville handle om grunden til hans berømthed i stedet for at handle om hvem han selv vil være.

Man er nødt til at hemmeligholde sit inderste jeg for at kunne forholde sig til verden på sine egne vilkår – ellers dikterer verden sine vilkår til dig.

Lidt om Astro City

Astro City er på mange måder at betragte som Busieks hovedværk – han har selv skabt serien og har selv fuld kontrol med den.

På den baggrund kan det måske undre at vi har så forholdsvis få spørgsmål om serien, men vi var som tidligere nævnt nødt til at begrænse os, og valgte altså at fokusere på andre værker – man kunne let fylde 45 minutter med kun at tale om Astro City, og vi ville også nå andre ting. Men der var lige et par spørgsmål, jeg skulle have fyret af…

En ting, der især ramte mig da jeg genlæste det første bind af serien, var den tydelige påvirkning fra mesteren [[Will Eisner]], som jeg syntes at kunne ane. Jeg spurgte om jeg så syner eller om der var noget om snakken:

KB: Især historien om spionen fra det ydre rum. Den første side er helt bevist Eisnersk.

URN: Eisner fokuserer jo også meget på personerne [ligesom Busiek].

KB:Når jeg skriver en historie og planlægger strukturen og hvordan den skal tage sig ud på siden er der tre spørgsmål jeg stiller mig selv hvis jeg er i tvivl:

Hvordan ville denne historie starte hvis [[Jack Kirby]] tegnede den? Hvad ville vi se på siden?
Eller hvis Will Eisner skrev den, hvordan ville den så starte? Hvor ville fokus ligge?
Og hvordan ville den være hvis Archie Goodwin skrev den?

Når jeg stiller disse spørgsmål, får jeg som regel det svar jeg søger i mindst et af tilfældene.

URN: Jeg kan også se det i historien om småsvindleren, der opdager superhelten Jack-in-the-Boxs hemmelige identitet. Det kunne også have været en historie i The Spirit [af Will Eisner]. Og det mener jeg på den mest positive måde overhovedet!

KB: “Kunne have været en Spirit-historie” er altid et positivt udsagn!

Med denne bemærkning slutter denne del af interviewet – vi vender snarligt tilbage med næste del!

Komiks 2008 – en overvældende success

Da Tegneseriesidens udsendte ankom til Vanløse station omkring klokken ti lørdag formiddag var det et noget overvældende syn der mødte ham. Kø hele vejen fra medborgerhuset over til stationen af forventningsfulde tegneseriefans, og uanset hvilken genre man er til ser Komiks 2008 ud til at have noget at byde på.

Køen foran Komiks 2008Det helt store trækplaster var selvfølgeligt Anders And tegneren Don Rosa. Heldigvis flyttede køen ved indgangen sig hurtigt men vel ankommet til medborgerhuset kunne man gå direkte til en anden kø. Antallet af fans som ønskede at få signeret “Her er dit liv Onkel Joakim” var enormt, så det var en træt Don Rosa der ved dagens slutning kunne hilse Egmont Serieforlagets Kim Helt med ordene “You’re the man I’ve been looking for all day”. Kim Helt var nemlig den sidste mand i køen til signeringen.

Kim Helt var bare en af mange navne indenfor tegneserie fankulturen som havde lagt vejen forbi, de var der allesammen lige fra Super-Ove og Marvel-Morten til Ondskabens Flydende Vatikan som rapporterer fra festivalen her.

Et af dagens højdepunkter for Tegneseriesidens dynamiske duo var panelet om Superhelte, som hurtigt udviklede sig til et Kurt Busiek show med Hellboy-tegneren Duncan Fegredo og danske Peter Snejbjerg som lejlighedsvise statister. Busiek behøver kun ganske få stikord for at tale om Superhelte i alle afskygninger.

Det blev til forklaringer om hvorfor dårlig trykkvalitet førte til superheltenes meget markante dragter, hvorfor Buffy og Angel også er superhelte selv om de ikke har førnævnte dragter på, hvordan den amerikanske mangel på en oprindelig mytologi måske var drivkraften bag superheltenes opståen og hvorfor det er  interessant at udforske heltene gennem karakterudvikling.

Entutiasmen fortsatte i det efterfølgende interview som Tegneseriesiden havde arrangeret med Busiek. Trods flere årtier i branchen er Busiek stadigt entutiastisk og gav et kvarter mere end den afsatte tid, hvorefter han venligt signerede redaktionens medbragte eksemplarer af Avengers, Astro City og Conan.

Dagen afsluttedes med en Tegneseriequiz hvortil Ulf og undertegnede var blevet kapret af en entutiastisk Tue Sørensen fra foreningen Fantastik. Hans fornemmelse for at sammensætte et bredt dækkende hold skulle vise sig at give pote da det kombinerede Tegneseriesiden/Fantastik hold “De farlige fem” løb af med sejren foran et stærkt kæmpende hold af bonusrunde-specialister under banneret “Alles mit schwung”.

Her sluttede det ordinære program, men for de der ikke havde fået nok var der reception på Lopperiet på Christiania hvor Palle Schmidts “Blodets konkubine” blev præsenteret sammen med en udstilling af original dansk tegneseriekunst. Ulf har allerede anmeldt historien andetsteds her på siden, så jeg vil kun tilføje at der er tale om en udgivelse der virker meget lidt dansk – en udtalelse som er ment på en meget positiv måde,  som den også blev opfattet af den meget sympatiske forfatter, som absolut ikke ligner en der kunne finde på at skrive en historie hvor dogmet er at “lige meget hvor i bogen man slår op, så vil man kunne se sex, vold eller skydevåben”.

Efter at have skyllet dagens indtryk ned med et par af de lokale økologiske øl gik turen hjem, tynget af en indkøbspose fra Fantask der truede med at sprænges hvert øjeblik efter at have besøgt de mange stande hvor den nyligt ankomne månedsløn straks kunne få ben at gå på.

Nu truer en ny dag, solen skinner, flere tegneserieoplevelser venter forude. Tegneseriesiden vender tilbage med indtryk fra anden dag af festivalen og ikke mindst det store interview med Kurt Busiek.

Kurt Busiek til Komiks.dk 2008

Kurt BusiekSå er der nyt om gæster til komiks.dk, og det er rigtigt godt nyt:

Kurt Busiek er en af den amerikanske tegneseriebranches travleste forfattere, men han har alligevel fundet tid til at besøge Komiks.dk i 2008. Fra Avengers til Superman og Astro City… Busiek har prøvet det hele!

Da Komiks.dk drog til Comic Expo i Bristol var det blandt andet med henblik på at invitere tegneserieskabere fra hele verden til Danmark. Vi snakkede blandt andet med superhelte-legenden Kurt Busiek, der nu har sagt ja til at være vores gæst i 2008.

Busiek har været forfatter på en næsten uendelig række af tegneserier fra de fleste store amerikanske forlag. Vi kan blandt andet nævne Superman, Spider-man, Justice League, Iron Man , Conan, Aquaman, Vampirella samt hans meget roste tid med Avengers. Mest kendt er han dog nok for miniserien Marvels, der handler om en verden af superhelte set fra gadeniveau. Dette tema går igen i Busieks med personlige og roste værk, den ambitiøse Astro City. På dansk er også udkommet Arrowsmith om magi og drager under 1. verdenskrig.

Vi regner stærkt med, at Busiek vil øse ud af sin enorme viden om og forståelse for superheltegenren, når han går på scenen i København, og vi er meget stolte over at kunne præsentere ham for de danske fans.

Jeg ser meget frem til at se Busiek på komiks.dk 2008 – forlydener fra udenlandske tegneseriefestivaller vil vide at han er værd at høre på.

Her på tegneseriesiden har vi anmeldt hans Astro City og Superman: Secret Identity og skrevet et forfatterportræt om ham hvis man vil vide mere.

Kurt Busiek

Kurt Busiek

Note: denne artikel er undtaget fra tegneseriesidens sædvanlige copyright, idet den er overgået til ComicWiki og dermed er omfattet af en Creative Commons-licens.

Du kan fra nu af altid finde den nyeste version af artiklen på ComicWiki.

Kurt Busiek (født 16. september, 1960) er nok herhjemme bedst kendt som forfatteren til Marvels, men har igennem sin lange karrierre arbejdet på snesevis af serier. Af mainstream-serier han har skrevet kan nævnes The Avengers (hans samarbejde med George Perez er af mange betragtet som noget af det bedste i serien), Iron Man, Thunderbolts og JLA. Han stod også for det store Avengers/JLA crossover i 2003.

Han har skrevet nogle serier som foregår i “udkanten” af de etablerede universer, nemlig Marvels, som skildrer Marveluniverset igennem en fotografs øjne og Superman: Secret Identity, som fortæller historien om Superman hvis han var dukket op i vores virkelighed i stedet for DC-universet.

Udenfor mainstream har han skrevet Arrowsmith og måske især den imponerende Astro City.

I perioden 2003-2005 revitaliserede han figuren Conan for forlaget Dark Horse, men forlod titlen til fordel for en eksklusivkontrakt med DC Comics.

I dag skriver han Aquaman: The Sword of Atlantis og Superman for DC.

Busiek har i løbet af sin karrierre vundet adskillige priser, heriblandt Squiddy Awards, Comics’ Buyer’s Guide Awards for Favorite Writer og ikke mindst Eisner Awards.