Junji Ito: Museum of Terror 1-3

“Tak for lån. Jeg bliver nok aldrig stor fan af Tomie :)”

Den ganske korte og noget sigende besked fulgte med, da en kollega afleverede de tre “Museum of Terror”. Jeg havde lånt dem til hende, efter hun havde anmeldt filmene baseret på Junji Itos værk på Gyseren.dk – i håbet om, at de originale historier ville tiltale hende mere end de afledte. Desværre ikke, viste det sig.

Det sjove er, at selv om jeg er vild med “Museum of Terror”, kan jeg egentlig godt forstå, hvorfor hun ikke kan lide den. Og selv om jeg har lovprist Junji Itos nok største værk, “Uzumaki”, så forstår jeg også godt, når Thomas Strømsholt ovre på Planet Pulp finder den helt mislykket. Jeg tror, at Itos værker er lidt som en vippe – det kommer an på, hvor man lægger vægten, om man rammer jorden på den ene eller anden side af den gode læseoplevelse.

Jeg lander selvsagt godt og tungt på den gode side, også med “Museum of Terror”. Ikke, at den mangler sine fejl, men den har også en energi og en vision, der virker overbevisende på mig.

De tre bind samler en lang række historier, som kan deles op i to.

Først og fremmest er der Tomie-historierne, som fylder de to første bind, dernæst en lang række enkeltstående historier, som fylder tredie bind under titlen “The Long Hair in the Attic”. Dette sidste bind er i sagens natur meget blandet både i udtryk, og hvor godt det lykkes Ito – hvor man i Tomie-bindene har et mere sammenhængende univers og en skaber, der tydeligvis udvikler sig igennem historierne.

Tomie er en ung pige – smuk og af typen, der tiltrækker unge og ikke helt så unge mænd som bier til holdning. I den allerførste historie om hende er hun netop død, og hele hendes klasse er ramt af det. Punktum. Den burde ende der, indtil Tomie møder op i skolen, tilsyneladende uden at vide, at hun nyde den evige hvile. Snart får vi historien om, hvad der virkelig skete, da hun døde, og den viser sig at involvere hele klassen – og Tomie er som en hævnende ånd, hvis tilsyneladende uvidenhed og besynderlige sorgløshed er som en negl over en tavle for alle de involverede.

Det er egentlig en ganske gennemskuelig skæbnefortælling – velfortalt, men i sig selv ikke noget ud over det sædvanlige. Itos svært definerbare styrke kommer, når han går over gevind. For historien stopper ikke der – omkring 750 sider fylder han med med historier om Tomie, alle ud fra de få fakta: Tomie får mænd til at forelske sig, og mænd slår Tomie ihjel, men hun vender altid tilbage. Og over gevind går han – for ideerne bliver mere og mere groteske, mens historierne vælter derudaf. Der er en manisk aggression i Juni Itos måde at fortælle på – hæng på eller fald af, land på den ene eller anden side af vippen, det er ligemeget, for han har ikke tænkt sig at stoppe op og kigge tilbage.

Hans værker- ikke de enkelte historier, men sammenhængen – er som groteske tæger, der bider sig fast i en ide og suger blod af dens, mens de vokser til store blævrende masser af blodfyldt kød, der virker på nippet til at eksplodere, hvad øjeblik det skal være. De virker foruroligende, alene fordi de formår at hænge sammen på trods af den umådelige vægt på dem.

Helt samme effekt har tredie og sidste bind i serien så ikke på mig – det er ene og alene enkeltstående historier, der så selvføgelig ikke kan opnå samme umådelige inerti. Her svinger vippen noget mere – nogle er okay håndværk, enkelte er lidt latterligt, og nogle få rummer den der ægte knivsæg af ægte ubehag. Det er det svageste bind af de tre, men dog med sine perler imellem.

God horror handler ofte om at finde det fremmede i det velkendte – måske er det derfor, at jeg som 34-årig mand i en sådan grad fascineres af Itos verden, der konsekvent tager udgangspunkt i teenagepiger og den verden, de færdes i. Det er ikke kvalmende romantisk glasur efter laveste fællesnævner, som en vis Stephenie Meyers brug af samme, men ægte mørke, hvor realismens vægge bryder sammen under vægten af det, der læner sig op ad dem udefra. Og så er det helt grundlæggende bare historier, der forstår at overraske igen og igen.

Junji Ito: Uzumaki, vol. 1-3

Katayama har altid været langsom – på flere måder. Han synes ganske enkelt ude af stand til at bevæge sig hurtigt. Og som regel kommer han kun i skole, hvis det regner. En dag efter volleyball, hvor han igen har udstillet sin manglende evne til at udføre selv de mest enkle opgaver, kaster de andre drenge sig over ham i omklædningsrummet og ydmyger ham ved at trække tøjet af ham.

Der er en sort, ildevarslende spiral på Katayamas ryg.

Det fortsætter med at regne, og da han igen kommer i skole, er hans ryg opsvulmet under skjorten. Væksten fortsætter med at blive større over de næste par dage, indtil han en dag kommer kravlende nøgen gennem døren – spiralen på hans ryg er blevet til et sneglehus, og Katayama selv er tydeligvis ved at blive noget andet end menneskeligt.

Få dage senere er metamorfosen komplet, og de opdager ham på ydersiden af skolebygningen. Han er blevet til en kæmpesnegl. Forældrene nægter at kendes ved ham, så skoleklassen må tage sig af det sære væsen. Og lidelsen spreder sig.

The Snail” er ottende kapitel i Junji Itos horrormanga ”Uzumaki” – et værk, der strækker sig over 18 kapitler i det hele og er blevet udgivet i tre bind. Man kan argumentere for, at dette kapitel er ”point of no return”, fordi de kræfter, der virker under overfladen og koncentrerer sig om en begrænset gruppe mennesker, her endelig begynder at skylle ud over den lille by Kurôzu-cho. Sikkert er det, at ”The Snail” rummer mange af de ting, der er betegnende for hele værket – på godt og ondt.

Men hvad er ”Uzumaki”?

Titlen betyder spiral, hvirvel eller malstrøm – den der enkle, men også ret hypnotiske streg, som man lynhurtigt kan lave med en kuglepen; som synes at trække blikket ind i sig; som er tegnet for svimmelhed og bevægelse nedad i mørket. Og det beskriver meget godt det, der sker med Kurôzu-cho – det starter enkelt, men samler momentum og trækker alle byens indbyggere ned i mørket. Der er nemlig ingen skurk i ”Uzumaki” – der er ikke horrorgenrens evindelige behov for at sætte ansigt på ondskaben; i stedet er der blot hvirvlerne i alle deres inkarnationer: spiralen på Katayamas ryg, der bliver til en snegleskal, røgen, der stiger op fra krematoriet i samme form og bliver slugt af malstrømmen i byens sø, lyset i fyrtårnet, de cykloner, der senere hen skyller ind over byen.

I Junji Itos værk er truslen blot en form, en ansigtsløs kraft, der omdanner alt omkring sig. Der er ingen forklaring, men alligevel en form for mørk, underliggende logik – som måske blot fremkommer af den grundighed, hvormed skaberen går til værket. Han synes at pille alt fra hinanden ved at bruge spiralformen som det dystre ukrudt, der bryder igennem selv de mindste revner og vokser op fra undergrunden. Det er frit for mange af de fortællekonventioner, der ofte er med til at gøre horror til lige præcis det, som den ikke må være: tryg.

Det har sine fordele og ulemper, det tidligere nævnte godt og ondt.

Som det element, der skal binde alle historierne sammen, har Junji Ito valgt pigen Kirie og hendes ven/kæreste Shuichi. Især Kirie har en evne til at befinde sig i begivenhedernes centrum og fungerer som vores guide til det helvede, Kurôzu-cho omdanner sig til – men samtidig kan Ito ikke tillade sig at lade hende påvirke i samme grad som omgivelserne. Hvis han gjorde det, ville han nok blive nødt til at være sig sin tydelige Lovecraft-inspiration bevidst og lade hende blive rablende sindssyg. I betragtning af, hvad han udsætter hende for, ville det kunne kaldes barmhjertigt. I stedet forbliver hun gennem næsten hele serien en karikeret naiv pige, som virker lige overrasket, hver gang virkelighedens vægge synes at bryde ned omkring hende. På samme måde har Shuichi fået tildelt rollen som manisk dommedagsprædikant, der øjner faren fra første færd og konstant mumler om, hvordan byen er blevet inficeret med spiraler, og udpeger infektioner for Kirie. De to er ganske enkelt gjort til papfigurer i historiens tjeneste.

Det opvejes dog til fulde af, at ”Uzumaki” er det, som rigtig horror bør være: dybt foruroligende. Manglen på konventioner gør også, at vi ikke ved, hvad vi skal forvente, og Ito river tæppet væk under læseren igen og igen. Grundideen er enkel, men kraftfuld, og han udfolder med en ensporet effektivitet, der ikke kan undgå at overraske. Historien er fortalt i en klar og enkel streg, der dog hurtigt bliver dyster og svømmende med organiske former, når mørket flyder ud fra sprækkerne ind i vores verden.

Mest utroligt er dog i mine øjne Itos evne til at balancere sine historier – for nogle af de påfund, historierne bygger på, grænser da til det tåbelige, men han går sammenbidt til dem uden at forfalde til selvbevidst humor, som måske ville lette det for læseren, men også udvande effekten. Nogle få gange lander han måske på den forkerte siden af stregen, men som regel er effekten vellykket.

Når man har læst samtlige bind, fremstår ”Uzumaki” som nok det mest vellykkede eksempel på kosmisk horror, jeg har læst, hvad enten vi snakker bøger eller tegneserier. Det gør den blandt andet, fordi skaberen tager sig den til, der skal til – han starter (næsten) nede på jorden og fylder derefter på, så da vi endelig står ved den groteske finale, virker det som det eneste rigtige. Der er stadig ingen forklaring, men man mærker inderst inde, at dette er den eneste vej, tingene kunne gå.

Om at vende tilbage – Min fjerne barndomsby af Jiro Taniguchi

“Himlen er forunderlig.

Som om den er hævet over tiden og bare eksisterer.

Hvis evigheden var som himlen var der aldrig nogen, der blev voksne. Barnet i os ville blive ved med at eksistere. Ligesom himlen … Men tiden gør os voksne og den voksne tilstand lægger vores barnlige sind i lænker.

Nu hvor jeg igen var 14 år, så jeg pludselig alt muligt, som jeg før havde overset.”

For et par år siden tog jeg tilbage til min fødeby, som jeg boede i den første del af min barndom. Jeg havde ikke været der siden.
Jeg brugte en del tid på at gå rundt i byen, se de steder og stier jeg opholdt mig på i en anden, på mange måder mere ukompliceret tid. Mit gamle hjem, min gamle skole, kiosken (nu lukket), hvor jeg brugte lommepenge på tegneserier, gadekæret, hvor jeg fiskede vandkalve og haletudser – det var der alt sammen. Naturligvis gav det anledning til en del refleksion fra min side – naturligvis, for tanken om at vende tilbage til et tidligere tidspunkt i ens liv og eventuelt ændre på sin livslinje må være så gammel som det reflekterende menneske. Det er ikke så meget et spørgsmål om at gøre gjort ugjort, men snarere om at gøre ugjort gjort. Hvad nu hvis … ?

I Jiro Taniguchis Min fjerne barndomsby er det den samme tematik, der tages op: hovedpersonen Nakahara ender ved et tilfælde i sin barndomsby, falder i søvn og vågner op i sin 14-årige krop i starten af 1960’erne. Året han færdiggør grundskolen og starter på gymnasiet … og året hvor hans far en dag forsvinder sporløst for aldrig at vende tilbage. Kan han med sin voksne erfaring forhindre sin far i at forlade den lille, lykkelige familie og efterlade kaos eller er historien mejslet i sten og kan aldrig ændres?

Undervejs giver hans voksne viden og selvsikkerhed kombineret med ungdommens fysiske form og gåpåmod ham en række fordele: han får meget bedre resultater i skolen, bliver god til atletik og ikke mindst bliver den populære pige forelsket i ham. Omvendt ser han også negative sammenhænge, som han ikke havde bemærket før og finder ud af en masse om sin far, som han aldrig har vidst før.

Fundamentalt set er det en forholdsvis velkendt historie, der bliver fortalt i “Min fjerne barndomsby”, men på den anden side er der mange historier, der i deres fundament er ens – det er ofte måden, de bliver fortalt på, der gør hele forskellen. Taniguchi er heldigvis en forrygende fortæller – historien er medrivende, personerne levende og frem for alt giver han handlingen plads til at ånde uden på noget tidspunkt at skynde sig. Ikke dermed sagt at historien er kedelig, for det er den bestemt ikke – jeg læste de 408 sider med uhørt fart – den tager også bare sin tid til at bygge spændingen op. Tegningerne er detaljerede grænsende til det perfektionistiske, men har stadig liv og frem for alt hjerte – man får et glimrende indtryk af en landsby i Japan i starten af 1960’erne, hvilket – ved alt andet end et tilfælde – også var det tidspunkt, hvor Taniguchi var ung.

Og min egen tur til min barndomsby? Selv om tingene i store træk var som dengang, var alting alligevel underligt at se på: afstandene og vinklerne var på en eller anden måde forkerte, som om deres dimensionerne var fortegnede. Men selv om der var nogle ydre ændringer, var den vigtigste ændring indeni – det var dér, min barndomsverden altid havde været og dér den stadig var – som en del af det, jeg er nu. Naturligvis var der ikke ændret noget i min barndomsby – det eneste der var anderledes, var mig. Man kan aldrig vende tilbage til fortiden, men det er samtidig den, der former nutiden og fremtiden.

Taniguchi udforsker elegant barndommens verden og dens sammenhæng med ens nutidige jeg, og man er fanget hele vejen – og som med de bedste historier, går man derfra og har fået stof til eftertanke og er måske også blevet rykket en smule.

Dette er afgjort “Manga for voksne” eller en “Manga Graphic Novel” og bør læses af alle, der kan lide gode, velfortalte historier, som ikke er bange for at gå i dybden og dvæle i detaljen. Samtidig er det japansk kultur på højt plan – forordet drager paralleller til Murakami, Kurosawa og Miyazaki, og det er ikke helt ved siden af. En fremragende udgivelse fra forlaget Fahrenheit, som hermed indleder 2010 i fin stil.

Bryan Lee O’Malley – Scott Pilgrim kører stilen

Forsiden til Scott Pilgrim, bind 1Jeg købte engang et par slidte og i grunden ret ubekvemme bryderstøvler på grund af en tegneserie. Det er, hvad der kan ske, når fiktive personligheder trænger sig ind på én og vifter med et alternativt åndehul. Indrømmet, det sker måske mest for folk i puberteten, men pointen kan vi godt bruge: tegneserier kan skabe fællesskaber på tværs af talebobler og illustrerede parallelverdener.

For noget tid siden stødte jeg på Scott Pilgrim, og jeg har næsten kun haft ham til fælles med min hund, der tog en pænt stor mundfuld af bind nummer 3. Derfor er det med begejstring og stor forventning, at jeg ser ham blive sluppet løs med danske undertekster.

Scott Pilgrim er en forholdsvis almindelig ung fyr i starten af 20’erne. Han går i parkacoat, sikkert mest fordi han bor i Toronto, spiller rodet rock, med tre akkorder, i et band med det rammende navn Sex Bob-omb. Derudover er Scott mellem jobs, som er helt præcis det samme som at være arbejdsløs, og så har han sin helt egen bøsseroomie, som betaler hele gildet med lejlighed, fælles Futon og tandbørste. I bussen har han scoret en katolsk kinesisk pige på blot 17 år, som han udlever et ømt forhold med,  hvor de mest holder i hånd, mens hun fortæller om livet i High school. Men så møder Scott den klart lækre men mystisk dragende Ramona, der ernærer sig som superhurtigt rulleskøjtebud for Amazon.ca. Scott forstår, at de er skabt for hinanden, og sætter sig for at få det forklaret for Ramona. Efter en vellykket stalking falder hun måske for hans hjælpeløse charme, men der er mere mellem jul og nytår, end man først skulle tro, fordi for at vinde Ramona skal Scott overvinde en håndfuld af hendes gustne og onde ekskærester.

sp1s032Historien om Scott Pilgrim sprudler og lever især igennem de vellykkede, underspillede men rappe replikker, som spiller op og giver en rytme i historien, der gør den ualmindeligt underholdende. Stilen, som man f.eks. også finder i filmen Clerks af Kevin Smith, er lavet af det stof, som giver kultklassikere. Visuelt præsenterer Scott Pilgrim sig som en s/h manga-tegneserie, hvor personerne har genrens typiske karakteristika med f.eks. enorme glugger og ingen næsebor. Mangastilen inviterer helt sikkert et bredere publikum indenfor i Scotts virkelighed, men andre af genrens virkemidler bliver også udnyttet på bedste vis, når f.eks. følelser skal leves helt ud, eller som når Scott deler røvfuld ud, hvilket han gør i tjekket Tekkenstil uden tyngdelove. Det ser fedt ud – og det fungerer.

Men tilbage til bryderstøvlerne, som jeg hev ud af et andet gennemført tegneserieunivers, der grundlæggende har en del kvaliteter og dikkedarer tilfælles med Scott Pilgrim: Jaime Hernandez’ fantastiske Mekanix (Locas), som desværre ikke er udkommet i komplet dansk oversættelse, men der på samme sublime og elegante måde har skabt en kultur, som rækker ud og hiver læseren indenfor. Mekanix og Scott Pilgrim rummer også begge fantastiske elementer i en genkendelige og realistisk verden, som normalt ikke undfanger superhelte. Scot Pilgrim er dog langt enklere og mere folkelig end Hernandez’ Mekanix, der rent narrativt spiller på flere strenge, hvor Bryan Lee O’Malley har lavet en mere stramt komponeret og samlet historie med humoren som diesel.
Scott Pilgrim er nyskabende, hot og kommet for at blive. Serien kører charmerende stilen hele vejen, og det gør Forlaget Aben maler også, fordi de fremsynet og venligt bringer Scott sammen med folket. Prisen for at være med er på niveau med en biografbillet, og bind nummer 2 er klar til at skabe glæde allerede i december 2009

Fakta om serien

Scott Pilgrim kører stilen. Aben Maler, 2009. ISBN: 8792246168

Skrevet og tegnet af Bryan Lee O’Malley

Lousiana sætter spotlight på japansk filmindustri

I forbindelse med den store Manga-udstilling på Lousiana, sætter professor Yasuko Hamano spotlight på den japanske filmindustri, nærmere bestemt animationens verden.

Hvorfor er japansk animation blevet så populært verden over? Og hvorfor har den ligefrem fået forbilledlig karakter – også for andre landes filmmagere? Hvori består dens fascinationskraft og kunstneriske kvalitet?

Det er nogle af de spørgsmål, som professor Yasuko Hamano, Tokyo Universitet, vil forsøge at besvare i sit foredrag om den japanske filmindustri, onsdag den 29. oktober 2008, kl. 19.30 i Louisiana Koncertsal.

Også kendte japanske filminstruktører som eksempelvis Hayao Miyazaki og pop-kunstneren Takashi Murakami vil blive omtalt; det hele perspektiveret gennem japansk natur, tradition, kunst og kultur.

Kort sagt – et foredrag om animation og en mulighed for indblik i japansk tankemåde.

Yasuko Hamano har en meget stor viden om filmens udvikling i Japan. Dels underviser han de studerende i fagene film og animation samt i publikation og markedsføring, dels har han arbejdet i filmindustrien siden han var 18 år. I dag sidder han i bestyrelsen for “Akira Kurosawa Foundation” og “Ghibli Museum” – et museum om den berømte animations-film-direktør Hayao Miyazaki, filmskaberen af “Chihiro” eller “Totoro”. Desuden er han tilknyttet “Production IG Inc.”, der er kendt for produktion af animationer som eksempelvis “Ghost in the shell” og “Kill Bill”.

Igen et spændende tiltag fra Lousiana, som virkeligt rykker med deres udstilling.

Manga på Louisiana ^___^

Lousiana åbner snart dørene for en meget spændende udstilling, nemlig Manga! Japanske billeder. Vi viderebringer foreløbigt pressemeddelelsen:

Manga er det japanske ord for tegneserie, og det brogede univers af krig og kærlighed, erotik og mytologi, science fiction og hverdagsliv i de japanske billedfortællinger har med tiden opnået en international udbredelse med millioner af hæfter solgt hver måned.

Udstillingen Manga! Japanske billeder er en historisk indføring i mangaens univers, belyst ved hjælp tegneserier og tegnefilm, og den giver mulighed for et enestående indblik i det billedunivers, der ligger til grund for den verdensomspændende kultur. Udstillingen viser, hvordan tegneseriekulturen har udviklet sig, og hvor den visuelle tradition, manga, kommer fra, og hvor den peger hen, med eksempler der strækker sig både i tid og medier fra træsnit til tegneserier, fra bogillustrationer til tegnefilm og fra computerspil til samtidskunst. I dag er manga ikke alene tegneserier men en vidt spredt kultur, der forgrener sig til mange andre områder som tegnefilm og computerspil. Den sætter sig også tydelige spor i samtidskunsten. Tre markante kunstnere fra den japanske samtidskunstscene vil være repræsenteret i udstillingen: Kenji Yanobe, Tabaimo og Kumi Machida.

Historisk rækker manga 200 år tilbage. Det var oprindelig den berømte japanske maler Katsushika Hokusai (1760-1849), der kaldte sine tegnede portrætskitser for manga. Men der har også været tradition for at gengive karikaturer af eksempelvis skuespillere i japanske træsnit. De blev trykt i masseoplag for at blive vidt distribueret som reklame for teatret – så traditionen for at masseproducere populære billedfortællinger har allerede fundet sted langt før tegneserie-hæfterne, som vi kender dem i dag, hvilket blandt andet kan ses på udstillingen.

Udstillingen

Udstillingen er opdelt i tre sektioner. Den første sektion sætter fokus på mangaens udvikling fra starten af 1900-tallet og frem til i dag – med særligt fokus på de årtier efter 2. verdenskrig, hvor udviklingen af tegneserier og de efterfølgende anime (de japanske tegnefilm) tog fart. Eksempler på kendte mangaikoner kan ses her – bl.a. tegneseriefigurerne “Astro Boy” og “Dragon Ball”, der begge er typiske karakterer inden for genren drengemanga.

Sektionen viser desuden, hvordan manga er inddelt efter genrer, manga for drenge, for piger og for voksne, spændende fra sex, erotik og vold til eksempelvis historisk litteratur, og hvordan tegneserierne bliver omformet til tegnefilm.

Hvis nysgerrigheden er vakt, inviteres publikum til selv at kigge i et bredt udvalg af serier i et dertil indrettet bibliotek, hvor originale japanske manga, doneret af forlagene Tutle-Mori Agency Ltd. og Shueisha Inc. samt eksempler fra den voksende produktion af japansk manga i dansk oversættelse ligger frit tilgængelige, generøst stillet til rådighed af forlaget Carlsen. Her – og i udstillingens sidste rum – er der desuden lejlighed til at spille manga computerspil, idet flere spil er tilgængelige for publikum.

De næste to sektioner er af en mere refleksiv karakter, hvor fokus er lagt på kulturens afsæt i og relation til den generelle japanske visuelle kultur og dens historiske baggrund i japansk billedkunst. Her præsenteres værker af de tre kendte samtidskunstnere: Kenji Yanobe, Tabaimo og Kumi Machida, der hver især undersøger en kultur og historie, der spænder fra traditionelle ritualer og en distinkt visuel arv til post 2. verdenskrig – og post atombombe-periodens teknologiske fremskridt.

Kenji Yanobe (f. 1966) forholder sig i sin installation “Biografen i skoven” til temaer, der ofte er tæt knyttet til mangaens univers: krig og atomkraft, bomber og udryddelse. Det er et stærkt personligt værk om beskyttelse og isolation, der både inkluderer hans far og egne børn som personer i fortællingen. Tabaimo (f. 1975) har vakt opsigt med sine animationsfilm, både på grund af hendes særlige tegnestil og farveholdning med rødder til de gamle japanske træsnit og hendes fascination og udfordring af den prekære skillelinje mellem det private og det offentlige, som i udstillingens værk “Public conVENience” handler om dametoiletter, som de findes på stationer og parker rundt om i Japan. Endelig præsenteres Kumi Machida (f. 1971), der med sine sort/hvide billeder og en teknik, der lægger sig tæt op af den klassiske, japanske maleteknik, udnytter den for manga så markante konturstreg til at skabe billeder, der på overfladen synes infantile men ved nærmere granskning afslører en foruroligende og uforudsigelig stemning.

Tredje og sidste sektion i udstillingen er et historisk afsnit om japansk billedtradition, hvor mangaens opfinder Hokusais billeder er udstillet. Desuden vises billedruller og eksempler på gamle træsnit fra midten af 1800-tallet.

Udstillingen er blevet til i samarbejde med Museum für Angewandte Kunst, Deutsches Filminstitut – DIF og Deutsches Filmmuseum, Frankfurt. Materialet er nøje tilpasset Louisiana og den billedkunstneriske sektion er ny – hvilket ikke havde været muligt uden et generøst bidrag til billedkunsten i udstillingen fra Kunstrådet – og udvalgt af Louisiana til lejligheden.

Der bliver også mulighed for at hvile benene og se en god film:

I tilknytning til udstillingen har Louisiana med hjælp fra Cinematekets programredaktør, Rasmus Brendstrup sammensat et filmprogram af nogle af de mest markante japanske tegnefilm:

“Akira”, (Akira), 1988, Katsuhiro Otomo, Bandai Visual.

“Memories”, (Memorizu), 1996, Koujo Morimoto, 4C.

“Paprika”, (Paprika), 2006, Satoshi Kon, Madhouse.

“Tekkonkinkreet”, (Tekon kinkurito), 2006, Michael Arias, 4C.

Til børnene er der:

“Min nabo Totoro”, (Tonari no Totoro), 1989, Hayao Miyazaki, Ghibli.

“Kiki – Den lille heks”, (Majo no takkyubin), 1989, Hayao Miyazaki, Ghibli.

Desuden bliver der mulighed for at høre foredrag med Johnnie McCoy, chefredaktør på forlaget Carlsen, Professor Yasuko Hamano, fra Universitetet i Tokyo, Gunhild Borggreen, ph.d. Københavns Universitet samt en Live drawing session med kunstneren Yoshitaka Amano og tegneværksted for børn med kunstneren Nao Yazawa.

Louisiana Revy og Louisiana Magasin 29 kommer også til at stå i mangaens tegn med masser af spændende artikler om manga og japansk kultur.

Alt i alt et spændende program for en spændende udstilling, som jeg vil opfordre alle interesserede til at besøge.

Return of the son of komiks.dk

Igen mere nyt fra komiks.dk, hvilket ikke er mærkeligt taget i betragtning at der er under en måned til festivallen.

Først er der komiks.dk-prisen, der bliver uddelt fredag aften. Der er 6 nominerede i disse kategorier:

Bedste danske debutant
Bedste børneudgivelse på dansk
Bedste udenlandske udgivelse
Bedste danske udgivelse
Bedste udenlandske udgivelse på dansk
Bedste danske serieskaber

Se nomineringerne på komiks.dks hjemmeside.

Så har de åbnet en særlig del af deres hjemmeside med fokus på børn – som de selv siger er her jo tale om fremtidens tegneserielæsere, så det er vigtigt at tage godt imod dem. ;)
Det ser rigtigt godt ud og det er et fint initiativ at tage særligt hensyn til børnene.

Og der er naturligvis mere – faktisk kan man redde verden ved at tage til komiks.dk! Det er naturligvis auktionen Draw The World Together, hvorfra alle pengene går til børn i den tredie verden. Læs mere om Draw the World Together på http://dtwt.blogspot.com/

Endeligt er det åbenbart heller ikke slut med nye gæster – her i sidste time har de annonceret at Nao Yazawa, medskaberen af shojo-mangaen Wedding Peach, er at finde på årets festival. I sandhed et imponerende program!

Manga på komiks.dk: Kouhei Nishino og Tsugumi Nishino ^__^

Naturligvis skal mangaen også repræsenteres på komiks.dk :Ægteparret Nishino

Komiks.dk stræber efter at repræsentere samtlige aspekter af tegneseriekunsten er derfor glade for at kunne præsentere to manga-skabere: Ægteparret Kouhei Nishino og Tsugumi Nishino.

Kouhei Nishino har arbejdet på titler såsom Psychic Detective Luna and Saiko, C.A.T.S. og Yohei Yakuza og var desuden rådgiver på anime-filmen Gundam F-91. Nishino underviser desuden i Kunst på Kyoto Seika universitetet.

Manga-skaberen Tsugumi Nishino, ofte kendt som blot Tsugumi, debuterede i det ugentlige blad Young Jump i 1993. Siden da har hun haft travlt på titler såsom Yurameki Paradise Girl, My Sweet Home and Tatakau Meido San (The Battling Maid). Hendes værk Fubuki the Female Ninja er blevet udgivet i det amerikanske manga-magasin Chibi-Pop Manga.

Sammen er de to ansvarlige for det web-baserede manga-magasin Cybermanga, der er skabt for at finde nye udtryksformer for manga igennem de nye medier. Cybermanga bliver udgivet på nettet på ni forskellige sprog. Tsugumi Nishino har bidraget med den nuttede og vovede Fighting Maidroids om stuepige-robotter samt Hanamaru Angels, der foregår i et fantasy-univers, hvor tre piger går på en High School for Magi. Kouhei Nishinos bidrag er serien Air Knights, der foregår i år 2015 og omhandler en svært bevæbnet politistyrke, der bekæmper voldelige forbrydelser i et dystopisk fremtidssamfund. Mangaen er i farver og demonstrerer Kouhei Nishinos dynamiske stil.

Kouhei Nishino og Tsugumi Nishino afholder en workshop på festivalen, så der er rig mulighed for at få finpoleret dine evner som manga-tegner!

komiks.dk – nye gæster (opsamlingspost)

Jeg har – ganske ufortjent – ikke fået skrevet om de seneste par gæster på komiks.dk (som nu er mindre end to måneder væk!). Undskyld, komiks.dk-folk – det er bestemt ikke fordi vi ikke kan lide jer eller festivalen mere … ;)
Gæster siden min sidste opdatering inkluderer:

Byron EricksonByron Erickson – redaktør og forfatter i Disney-universet:

[…] Han arbejdede nu også som forfatter, og hans arbejde inkluderer historier som Fantasi-Øen, En Mus og hans Hund og naturligvis den episke og ambitiøse fantasy-historie Dragonlords, der er smukt tegnet af Giorgio Cavazzano.

I denne historie bliver Onkel Joakim, Anders And og hans tre nevøer teleporteret ind i et fantasy-univers, der har mere tilfælles med Ringenes Herre end med Andeby, og historien skiller sig da også ud fra de vanlige Disney-historier på flere måder, end der er plads til at nævne her.

Alessandro Barbucci og Barbara Canepa – folkene bag W.I.T.C.H. og Sky Doll:

Alessandro Barbucci og Barbara Canepa arbejdede tidligt i deres karrierer for Disney, hvor de skabte den ekstremt succesfulde tegneserie W.I.T.C.H., der handler om en gruppe teenage-hekse. Serien blev deres helt store gennembrud og er blevet et kæmpe fænomen verden over med sin blanding af japansk manga stil og europæiske træk. Serien bliver nu udgivet i mere end 50 lande.

I de senere år har duoen skabt den anmelderroste tegneserie Sky Doll, der er deres første projekt rettet imod et voksent publikum. Igen blandes japansk og europæisk stil i en flot science fiction-serie, hvori skaberne også med fordel udnytter Canepas grad i arkitektur.

Juanjo Guanido – manden bag Blacksad:

Tegneserier om talende dyr er som regel søde og hyggelige. Ænder, hunde, mus, drager og andre skabninger har været hverdagskost siden de første tegneserier så dagens lys. Der er dog ikke noget sødt eller hyggeligt over den beskidte, grumme verden, som privatdetektiven John Blacksad bor i. Det kan godt være, at han ligner en kat, men i Juanjo Guarnidos streg bliver han til en hård banan, du ikke har lyst til at være uvenner med!

Bortset fra Guanido ikke nogle gæster som jeg har den store interesse i – men det tjener jo bare til at skabe bredde i gæstelisten.

Fox går Super-Saiyajin: Dragonball Live Action film på vej

Dragon Ball - Son Goku bliver Super SaiyajinJo, du læste rigtigt – 20 Century Fox har en live-action filmatisering af Akira Toriyamas berømte manga Dragon Ballprogrammet til næste sommer, og det endda med et budget på over 100 millioner dollars.

Der er endnu ingen forlydener om hvem der instruerer eller spiller med i filmen, men man forventer at færdiggøre optagelserne næste juni, så der kan ikke være længe til vi får noget at vide. Nogen bud på hvem der skal være Son Goku?

… nu kan vi så se frem til en film med kampscener på 14 timer, hvor deltagerne hiver den ene ultimative kampteknik frem efter den anden… ;)