Neil Gaiman & John Romita jr.: De evige

Neil Gaiman & John Romita jr.: De evige”De evige”, udgivet på dansk af G. Floy Studio i 2007, samler syv hæfter i ét og tre af branchens store navne i én historie.

Titlens evige kunne sagtens tages for superhelte, men de er i virkeligheden et folk af udødelige skabninger, som mægtige gudevæsener har anbragt på Jorden. Serien blev skabt i 1976 af Jack Kirby, et navn, der har stået for mange klassiske tegneserieværker – han var bl.a. et af navnene bag Fantastic Four, X-Men, Hulk og en perlerække af andre kendte navne.

Historierne blev med tiden gjort til en del af Marvel-universet, men rummer også sin helt egen mytologi, hvor det er de helt store koncepter, der er oppe at ringe. Stjernevandrerne ankom til Jorden i dens helt unge dage og brugte planeten som et genetisk laboratorium – hvilket skabte en laverestående, voldelig race kendt som afvigerne og en race af nærperfekte væsener, de evige. Gennem tiden har de udødelige evige beskyttet menneskeheden mod de mangetallige afvigere.

”De evige” kobler to andre navne på Kirbys værk: forfatteren Neil Gaiman (selvfølgelig især kendt for Sandman-serien, men også en lang række andre tegneserier, romaner og andet) og tegneren John Romita Jr. (hvis streg har prydet et utal af historier). Det er garanter for kvalitet, men selv om det færdige resultat er langt bedre end de fleste af konkurrenterne, så når det aldrig op på det niveau, man burde kunne forvente.

Scene fra De EvigeHistorien indledes på lidt fortærsket vis: Mark Curry forsøger blot at blive læge, men han hjemsøges af drømme om mystiske væsener og kræfter. Og som om det ikke er nok, bliver han opsøgt af en mystisk mand ved navn Ike Harris, der påstår, at Mark er over en halv million år gammel, har overnaturlige kræfter og er sat på Jorden for at beskytte den. Harris er selv en af de evige, ligesom omkring hundrede andre på kloden skulle være det – men heller ikke hans hukommelse er, som den skulle være, og han kæmper forgæves for overbevise Mark.

Samtidig følger vi en lille gruppe mennesker: festarrangøren Sersi, tweener-tvstjernen Sprite, Thena Elliot, der laver våben for Tony Stark (også kendt som Ironman) og Druig, vicestatsminister for Vorozhikiet og med et udseende, som tydeligvis viser, at han ikke rummer det reneste hjerte. Forbindelsen mellem disse mennesker er naturligvis let at få øje på, men mysteriet er, hvorfor ingen  af dem husker deres meget lange fortid.

Det hele udspiller sig på baggrund af et samfund, hvor superhelte registreres, og der er uenigheder heltene imellem, hvordan man bør forholde sig til dette. Det er med andre ord en fordel, hvis man kender noget til Marvel-universet, før man går i gang med ”De evige” – ellers kan man nok støde på en del forvirrende detaljer.

Endnu en scene fra De EvigeI det store hele begår Gaiman og Romita en ganske underholdende og velskrevet superhelte-historie. De kan begge deres metier, og historien glider gnidningsfrit fra start til slut. Der er spænding, overraskelser og action, som man kunne ønske sig, og det krydres med storladent drama. Men alligevel er det, som om det ikke går op i en højere enhed. De enkelte scener fungerer upåklageligt, og Gaiman har en god fornemmelse for sine personer, men men men…

Det virker et sted, som om han ikke helt har gjort sig klart, hvad han vil med ”De evige”. Opdatere serien og få den op i gear igen, selvfølgelig, og det gør han efter bogen – antallet af personer skæres ned til en overskueligt størrelse, der introduceres nogle mål, nogle konflikter, der kan udvikle sig, og en altoverskyggende trussel. Men derudover? Der er lidt Superman/Lynet-leg med et par af personerne; lidt Jesus-skabelon over en af dem; lidt typisk overraskelse med en gammelkendt person – men det indledende plot (hvem er ude efter de evige?) gøres ret hurtigt forbi over et par fortællende sider uden egentlig et blive et klimaks, mens historiens egentlige klimaks forplumres af et flashback med et hastig introduceret underplot og lidt løber ud i sandet – simpelthen fordi der er tale om en serie, som skal fortsætte efter denne historie. Gaiman virker ikke helt tilpas i krydsfeltet mellem superhelte og guder, og resultatet bliver derefter. Der er masser af detaljer i ”De evige”, som gør, at den vinder ved flere gennemlæsninger, men desværre også nogle mangler, som gør, at den ikke vil blive husket, som den burde. Det, man får, er en velfortalt og underholdende tegneserie, men så heller ikke mere. Det er for så vidt nok, men man burde kunne forvente mere med de navne, der står på omslaget.

Tegneseriesidens twitter-opdateringer for uge 11 og 12 2009

Plakat til The Goon-filmen

Claremont vender tilbage til X-Men

X-Men Forever
X-Men Forever

Ulrik Kristiansen fra foreningen Fantastik er en mand med et stort hjerte. Det opdagede de danske tegneseriefans da han for et stykke tid siden tog initiativ til at sende en hilsen til den alvorligt syge serietegner Gene Colan.

Og hvis man er i tvivl om at en del af dette store hjerte banker for [[X-Men]] og for seriens mest berømte forfatter [[Chris Claremont]], så burde al tvivl være fjernet med den mail der for nyligt dumpede ind i Tegneseriesidens inbox med titlen “Tegneserienyhed af dimensioner”.

Teksten var oprindeligt beregnet på et diskussionsforum for foreningen [[Fantastik]], men da undertegnede selv er så stor fan af Claremont at jeg gerne læser ham både når han er god og når han er knapt så god (det som ikke-fans af manden kalder dårlig), så viderebringer jeg gerne det gode budskab.

Den berømte X-MEN skribent, Chris Claremont, vender tilbage til X-MEN i en ny serie, X-MEN FOREVER, som foregår i en alternativ kontinuitet.

Serien *fortsætter* således hvor Claremont oprindelig slap tøjlerne – nemlig i X-Men vol. 2 # 3 fra 1991. (Det var den hvor # 1 havde 5 forskellige forsider af Jim Lee :-9)

Claremont har tidligere forsøgt sig med comeback på UNCANNY X-MEN og X-MEN(vol. 2) med blandede resultater. I 2000 kom han tilbage første gang på begge serier, men blev dog taget af serierne igen efter under et år.

Dernæst skrev han serien X-TREME X-MEN, som varede i 46 numre.

Efterfølgende vendte han så igen tilbage til hovedserierne og skrev UNCANNY X-MEN med lidt mere publikumssucces i omkring 30 numre (# 444-473), samt efterfølgende serierne NEW EXCALIBUR, EXILES og NEW EXILES.

Han har også forfattet de afsluttede serier X-MEN: THE END og GEN-NEXT.

Læs interviewet med Claremont om den nye serie, X-MEN FOREVER

http://comics.ign.com/articles/952/952385p1.html

Personligt prøver jeg ikke at skrue forventningerne alt for højt op. Efter min mening er Claremont ikke nær så god en forfatter i 00’erne som han var i 80’erne, bl.a. fordi han synes at have mistet fokuset på den førhen så stærke personkarakteristik, såvel som evnen til at skabe et stramt, dramatisk plot.

Men X-TREME X-MEN havde både en vis grad af den personudvikling,

X-treme X-Men
X-treme X-Men

drama og samfundskritik, som kendetegnede Claremonts lange run på UNCANNY X-MEN og diverse spin-off-serier (NEW MUTANTS vol. 1 fx) fra 1975-1991. Claremont har også i glimt vist takterne fra dengang i de andre serier. Så jeg vil selvfølgelig støtte op om serien, dvs. købe den, og håbe det bedste.

En af de muligheder som serien åbner for qua at den foregår udenfor kontinuitet er i øvrigt til Claremont’s fordel. Karakternerne behøver ikke længere forblive levende og uforanderlige, dvs. ‘ikoniske’, fordi de er en del af en franchise, som – reelt set – er styret af redaktørerne og aktionærernes ønsker.

Claremont kan således, hvilket han også antyder ret kraftigt i interviewet at han vil gøre, lade X’erne leve og dø som ‘normale mennesker’, selv om de har superkræfter og tilhørende ansvar. Det var jo – efter min mening – også dette der gjorde UNCANNY X-MEN til måske den mest gennemførte serie ud fra Stan Lees oprindelige vision om ’superhelte med personlige problemer’, især i seriens storhedsperiode som jeg vil betegne som fra # 129 og ca. 100 numre frem. Det var da at personerne for alvor blev voksne og udviklede sig – og døde.

Så … til dem af jer, som også glæder sig over denne nyhed er der bare tilbage at sige: Spred den! :-)

Det glade budskab er hermed givet videre.

Ulrik har funderet en del over hvordan de senere års af og til ret rodede kontinuitet hos Marvel og satsningerne på at have store navne som forfattere og tegnere kan påvirke Marvels univers i fremtiden.

Jeg tror Chris Claremont’s tilbagevenden til sit ‘eget’ X-univers er den positive, men lidet omtalte, konsekvens af den efterhånden totalt opløste Marvel-kontinuitet.

Marvel har i forvejen en håndfuld sideløbende ‘kontinuiteter’ kørende – såsom:

  • Marvel Age-universet
  • Ultimate-universet
  • Film-adaptionerne
  • First Class-universerne (som angiveligt foregår i kontinuitet men ikke gør det reelt – jfr. fx. de gamle X-Mens nydesignede uniformer)
  • Marvel Universe proper (som ikke længere er internt konsistent – fx burde Wolverine have mindst 3 kloner for at kunne optræde i så mange serier samtidig som han gør. Vent! Måske har han faktisk 3 … uha, nej – perish the thought! :-)
  • Osv. [indsæt selv eksempel]
X-Men for alle pengene
X-Men for alle pengene

Så X-MEN FOREVER vil måske retrospektivt ses som det arketypiske serie-eksempel på, at den postmoderne tegneserieæra *er*, og aldrig vil vende tilbage til det der var. (Læs: Et rimelig kohærent Silver Age-univers med masser af krydshenvisninger til figurernes gæsteoptrædender i forskellige serier.)

Marvel har jo (indirekte) tidligere tilladt kunstnere stort set at lave deres egne versioner af fx X-Men (Morrison), men disse versioner har altid haft en eller anden relation til eksisterende kontinuitet og er så siden blevet omgjort, når en ny Big Artist er kommet til.

De hyppige kostumeskift, hver gang en Big Artist fulgte en anden er vel det mest iøjnefaldende – og tilsyneladende mest overfladiske – eksempel på de postmoderne tider, hvor ingen status quo er hellig i kampen om at tiltrække nye læsere.

De årlige Really Big Cross-Over Events, hvor ‘intet nogensinde vil blive det samme’, er det tilsyneladende mest substantielle eksempel. For i sidste ende vender alting tilbage til status quo, som da Marvel-heltene vendte tilbage fra deres ‘lommeunivers’ i HEROES RETURN fra 1996. Eller fra House of M-universet. Eller fra Age of Apocalypse-universet. Eller, eller, eller.

tilsyneladende er nøgleordet, for i virkeligheden er der ikke noget, som forandrer sig afgørende.

Men det betyder også at alle i princippet har mulighed for at skrive deres egen version af de ikoniske figurer som X-Men er. Og hvis ikke man kan lide den ene version kan man altid vælge den anden – om ikke andet så som fanfiction!

Det seneste eksempel på den udvikling er således, at Marvel nu direkte tillader en kunstner – Claremont – at lave sin helt egen kontinuitet for X-Men. Claremont bliver formodentlig kun den første. Om kortere tid end nogen aner får vi sikkert en serie med Brian Bendis egen kontinuitet for Avengers og en serie med Millars egen kontinuitet for Fantastic Four. Det vil blot være en naturlig videreudvikling af den Big Artist-drevne promovering af ikoniske figurer, som altid skal forandre sig uden nogensinde at forandre sig afgørende.

Om det postmoderne Marvel så er hvad man kan lide som fan må jo være op til en selv – og ens nærighed. Men der er så afgjort en udvikling der rummer både fordele og ulemper.

Personligt har jeg altid været en stor tilhænger af den slags historier der i Marvels univers hedder “What if”, så jeg har ikke noget problem med de mange forskellige kontinuiteter. Men gamle fans og nye læsere vil sikkert have deres egen meninger om det.

Ulrik slutter sit indlæg af med et ganske interessant postscriptum.

P.S. Interviewet indeholder i øvrigt også en – for mig personligt – sjov reference, sådan da, til et interview Tue og jeg lavede med Claremont til San Diego Comic Con i 1995 og som stadig kan læses på Seriejournalen.dk.  Men jeg skal ikke afsløre hvilken reference her. Hardcore Claremont-fans skal nok selv finde den :-)

Så er det jo bare at gå igang med at lede.

Robert E. Howard – mere end bare Conan

Kull som Will Conrad ser ham
Kull som Will Conrad ser ham

Egentlig var mine tanker langt væk i fjerne galakser da jeg skulle finde på denne uges tip, der er nemlig deadline på bladet Himmelskibet som udgives af foreningen Fantastik, og næste nummer er temanummer om superhelte, hvortil undertegnede havde lovet at skrive et par indlæg.

Men vores tema her på Tegneseriesiden er jo Hellboy, så lad os vende blikket i en helt anden retning og se lidt på to projekter med tilknytning til et af Mike Mignolas litterære forbilleder – Robert E. Howard. Selv om det ikke skal handle om Conan, så er det interessant at bemærke at Mignola ligesom Howard valgte at starte sin fortælling om Hellboy midt i hans liv og derefter bevæge sig frem og tilbage i historien for gradvist at bygge flere lag på.

Men inden Howard skabte sin mest berømte barbar var der en anden figur i fantasy omgivelser som skulle være med til at sætte ham igang. Howards far var alt andet end begejstret for sønnens ambitioner om at ville være forfatter, så de to havde indgået et kompromis. Robert ville sørge for at tage kurser i bogholderi så han havde noget at falde tilbage på. Til gengæld ville han så et år til at forsøge sig med at skabe et navn som forfatter.

I 1927, mens Howard ventede på at få sit eksamensbevis færdiggjorde han historien “The Shadow Kingdom” om Kong Kull, en landflygtig fra det sagnomspundne Atlantis der nu sad på tronen i Valusia. Krigerkongen Kull havde knapt besteget tronen, før det viser sig at hoffet er infiltreret af en række formskiftende slange-mennesker som vil omstyrte menneskens styre.

Kull som han så ud dengang
Kull som han så ud dengang

Ved hjælp af den spyd-bærende pikter Brule lærer Kull den hemmelige frase “ka nama kaa lajerama” som kan afsløre slangefolkenes sande natur. Og hvis frasen lyder bekendt, så er det muligvis fordi den går igen mange år senere i Marvels udgivelse af [[Conan og Røde Sonja]] hvor Sonja uden held forsøger at bruge den som formular mod en forhekset tiara.

Lige som Conan gjorde Kong Kull i halvfjerdserne sit indtog hos Marvel Comics, som prøvede at tilfredsstille et stigende marked for historier om sværd og troldom. I Danmark udkom han i [[Seriemagasinet]], men siden den gang er det ikke meget man har set til figuren på dansk. Vender man derimod blikket mod USA hvor Conan i en længere periode har haft en udmærket success hos [[Dark Horse]] så er lysten til at se mere til Howards klassiske figur åbenbart større, så Conan The Cimmerian, som serien hedder for tiden får selskab af seks numre med titlen “Kull”.

Serien vil blive skrevet af Arvid Nelson og tegnet af Will Conrad, men forlægget er Howards oprindelige “The Shadow Kingdom”. Nelson er kendt fra Rex Mundi, mens Conrad tidligere har leveret tegninger til Joss Whedons Serenity.

En anden af Howards figurer som efter en periode hos Marvel har fået sin egen mindre serie hos Dark Horse er Solomon Kane. Ikke bare har Dark Horse startet en serie på fem hæfter med figuren, der er også  en film af Michael J. Bassett baseret på Howards oprindelige historie i produktion.

Solomon Kane
Solomon Kane

Solomon Kane er ikke som Conan og Kull en sværdsvingende barbar, men derimod en dyster og sammenbidt puritaner som rejser rundt i det syttende århundredes verden for at bekæmpe ondskab. Som flere andre af Howards figurer blev han oprindeligt udgivet i [[Weird Tales]] og for fans af Hellboy er det interessant at bemærke at en af historierne havde titlen “The Right Hand of Doom”, samme titel som den fjerde Hellboy historie.

Det er dog ikke denne historie, men derimod en af Howards mange ufærdige manuskripter “Castle of the Devil” som ligger til grund for udgivelsen fra Dark Horse. Solomon Kane er på vej gennem Schwarzwald da han finder en ung dreng som er blevet hængt, tilsyneladende af en ond baron som terroriserer de lokale i miles omkreds. Men der er noget andet, ikke helt menneskeligt på færde i den mørke skov.

Manden der har fået den vanskelige opgave med at omsætte Howards figur til tegneseriemediet er ingen ringere en den mangeårige redaktør Scott Allie, som tidligere har gjort sig bemærket gyser historien “The Devil’s Footprints”, mens tegningerne bliver varetaget af Mario Guevara.

Med disse to udgivelser, samt nyheder om at både [[Red Sonja]] og [[Thulsa Doom]] skulle være på vej som film, må man sige at det er gode tider for fans af Robert E. Howards fortællinger.

Mythbusters for tegneserier

Who's your daddy?
Who's your daddy?

Normalt plejer ugens tip at være en tegneserie eller en figur som vi her på Tegneseriesiden synes er værd at stifte nærmere bekendtskab med, men i denne uges tip bevæger Kent Damgaard sig i stedet ud på nettet for at se på tegneseriernes vandrehistorier hos Comic Book Resources.

I toppen af min entusiasme-skala indenfor tegneserier vil det nok ikke komme som nogen overraskelse at man kan finde Storm fra X-Men, alternative universser og dimensioner og “historien bagved”. Faste læsere har allerede set hvordan min nysgerrighed overfor intern politik, spøjse ideer og store konkurerende egoer hos Marvel endte som to artikler om Jean Grey og Phoenix.

Men det stopper ikke der, faktisk har jeg det sådan med de fleste ting. Da jeg første gang kørte Windows NT på min computer måtte jeg have fat i G. Pascal Zacherys “Showstopper” for at læse historien bag udviklingen. Min X-Box blev fulgt op af “Opening the X-Box” for at læse hvordan de havde lavet den, og nu hvor jeg kører en Mac må jeg selvfølgelig læse Andy Herzfelds “Revolution in the Valley” og “The Design and Implementation of the FreeBSD Operating system.

Så på den ene side elsker jeg de historier der fortælles, på den anden side er jeg en af den slags nørder der absolut skal kigge indenfor i tingene og finde ud af hvordan de er skruet sammen.Det værste ved vore dages internet er, at man stort set får historien bag historien inden at man selv har nået at læse den. Længe inden postbudet har nået at fragte en ny historie her til Lyngby er der allerede massevis af interviews med forfatteren rundt omkring på nettet.

Det gode ved vore dages internet er til gengæld at man endeligt kan få historien bag de serier man læste da man var yngre. Et sted jeg specielt har kastet min kærlighed på her for nyligt er Comic Book Resources afdeling for vandrehistorier indenfor tegneserier. De kalder det “Comic Book Urban Legends Revealed” og det betyder i daglig tale “Tegneseriernes svar på Mythbusters”.

Hvem kalder du for teenager knægt?
Hvem kalder du for teenager knægt?

Her har man en chance for at få godbidder om hvad der skete bag kulisserne? Hvilke mærkelige ledelsesmæssige beslutninger der førte til at den ene serie blev stoppet og den anden fik lov til at fortsætte? Hvorfor Wolverine nær var blevet en teenager og af hunkøn? og hvorfor Mystique nær var blevet far og ikke mor til Nightcrawler?

Hvis man er typen der stadigt kan blive ophidset over Marvels beslutning om at bringe Jean Grey tilbage eller stadig er bitter over at DC nær havde slået Jokeren ihjel inden han nogensinde var kommet igang, så kan stedet ikke anbefales – der er masser af læsning der vil få både blodtryk og mavesyre op på et niveau hvor det ikke burde være.

Men hvis man godt kan lide at forundres over hvordan forfattere og tegnere nogen gange redder sig ud af tilsyneladende umulige situationer eller nogen gange sidder tilbage med en følelse af “Hvordan kan det egentlig være at …” så er det noget at hente.

I skrivende stund er der 170 afsnit med sådan cirka tre vandrehistorier i hver, og den seneste kan læses her på Comic Book Resources site. Og hvis man er klar til at kaste sig over de forgående 169 afsnit, så kan man finde en oversigt her. God fornøjelse.

Sværd, troldom og personlighed

Robert E. Howard sammen med sin mest kendte figur
Robert E. Howard sammen med sin mest kendte figur

Conan the Barbarian og The Incredible Hulk er uden tvivl de mest forhadte tegneseriefigurer blandt det litterære etablissement. Men selv den mest kontra-revolutionære og politisk ukorrekte helt kan levere en læseværdig historie hvis bare man husker hvad det hele drejer sig om. Og for Kurt Busiek drejer enhver historie sig om personlighed, så selv om helten ikke er moralsk retskaffen kan der sagtens fortælles en interessant historie.

Busiek summerer det op endnu kortere endnu. Da talen falder på Conan bryder han ud i et meget ukarakteristisk “RAAAAGGHH!!” efterfulgt af et højlydt grin. Herefter forsikrer han Tegneseriesidens udsendte medarbejdere om at det stadig drejer sig om hovedpersonens personlighed.

Men inden vi går i dybden med den del af arbejdet vil vi gerne vide hvordan Busiek havde det med at skulle genstarte en serie som ikke bare havde en fortid i de trykte medier i form af Robert E. Howards fortællinger, som senere blev fulgt op af L. Sprague de Camp og Lin Carter, men også i en etableret tegneserieudgave hos Marvel der nåede op på mere end 200 hæfter.

Den oprindelige Conan
Den oprindelige Conan

Efter min mening var en genstart den eneste måde man kunne komme videre på. Marvel havde startet serien i 70’erne, så først og fremmest: hvis man starter fra det sted hvor Marvel var nået til, så havde Marvel allerede lavet en udgave af alle Howards historier og der ville have været al den her forhistorie som har at gøre med figurer som Red Sonia og Zula og forskellige tilbagevendende skurke som Roy (Thomas) og andre forfattere havde fundet på.
Det er 200 numre med materiale som Roy ikke skrev og det meste af det er ikke særligt godt. Så hvis man starter med det som grundlag tror jeg en masse fans vil sige “Hvad er det her for noget lort? Jeg bad om Conan the Barbarian, ikke om en genoplivning af alle de dårlige Marvel-historier.
Så hvis man skal smide de dårlige historier ud, kan man lige så godt smide de gode ud også og så vende tilbage til de gode sager, de blodige sager, Robert E. Howards sager. Det betyder at jeg har muligheden for at skrive “The Frost Giant’s Daughter” og lave min egen version af den i stedet for  … Roy og Barry brugte 12 sider og jeg havde mulighed for at  bruge hele 22 sider og lade historien åbne sig op og håndtere de på min måde hvor jeg ikke behøvede at forholde mig til The Comics Code.

Born on the Battlefield
Born on the Battlefield

The Comics Code var en amerikansk selv-censur foranstaltning som tegneserieforlagene havde underkastet sig siden halvtredserne. Som Ed Brubaker påpeger i forordet til “Born on the battlefield” som samler Busieks historier om Conans allertidligste år, så kan det ikke undgå at netop en figur som Conan taber noget det hårde og rå der er i de oprindelige historier. Kuriøst nok havde netop Ed Brubakers kollega på serien “Criminal” Sean Phillips annonceret på Komiks 2008 at han var på vej til at skulle arbejde som tegner på Conan.

Modsat sine forgængere Roy Thomas og Barry Windsor-Smith, så havde Busiek hos Dark Horse ikke de samme begrænsninger at bekymre sig om.

Jeg behøvede ikke at forholde mig til forventninger fra kiosk-markedet som det var den gang i ’72. Jeg kunne lave min egen udgave af den på en måde som jeg følte ville få Howards styrker til at skinne igennem for et nutidigt publikum i stedet for det der eksisterede da jeg var 11 år gammel. Så jeg synes at det er bedst at lade Roys ting stå på egne ben, Dark Horse genoptrykten dem i trade paperbacks og de er absolut værd at have. Men det var den specifikke udgave af Conan og jeg ville gå tilbage til rødderne og være i stand til at sige at jeg ikke vil skelne til nogen af de bøger som Robert Jordan og L. Sprague de Camp eller Lin Carter skrev – jeg vil bare gå tilbage til de oprindelige Robert E. Howard historier, ikke udgivne fragmenter og den ene roman og så bygge på det. Det gav folk en renre udgave af Conan end hvis vi havde forsøgt at bygge på noget som 45-50 andre personer havde sat deres fingeraftryk på. Hvorfor ikke gå tilbage til før de blev trykt – og det virkede!

På trods af, at jeg er stor fan af Conan og har store dele af Busieks udgave som trade paperbacks, så må jeg indrømme at det var Avengers der først røg gennem hovedet på mig da Busiek blev annonceret til Komiks 2008. Koblingen mellem de store solskins-helte, som han selv benævnte dem i den forrige del af interviewet, og så den sværdsvingende barbar var lidt længere om at indfinde sig. Så derfor måtte jeg selvfølgelig spørge hvordan det var at skifte fra uselviske helte til en figur der kun tænker på sig selv.

Forside til The Frost Giants Daughter
Forside til The Frost Giants Daughter

Han er en helt på en anden måde. Han er den stærke mand som er hovedpersonen i en fantastisk historie, men han er ikke ude på at gøre tilværelsen lettere for andre end sig selv. Så han er hovedpersonen mere end den moralske helt. Og han har det med at opføre sig som den moralske helt på mange måder forid han har dem med at få sig rodet ind i situationer hvor han ender op imod folk der gør onde ting ved andre mennesker. Men det er ikke fordi han tænker “Åh, de her mennesker bliver jo undertrykt! Jeg er nødt til at hjælpe dem!” hvilket er hvad Captain America gør. Han [Conan]  tænker “De er fandeme da en flok sørgelige stakler! Giv mig en øl! Hvad er det for noget med at møde op og ville spærre mig inde? Jeg skal dælme kappe hovedet af jer!”. På den måde ender han med at redde folk fordi han vil redde sit eget skind, på grund af penge eller for øl eller kvinder fordi han ender i en situation hvor hans egne pricipper overtager kontrollen.
Men det er meget forfriskende at have at gøre med en figur som ikke har behov for at skulle skifte til sit kostume og som ikke har et sæt af superkræfter – det tætteste på superkræfter som Conan har er at folk fra Cimmeria er virkeligt gode til at klatre. Det er forfriskende at skrive på en figur som ikke har en mission og jeg vil så afgjort gerne lave mere af den slags.

Savage Sword of Conan
Savage Sword of Conan

Mens vi venter på at Busiek får tid til at lave flere af den slags historier, så kan folk glæde sig over at der er fem bind med historer om Conan i trade paperback fra Dark Horse, og det føromtaltet “Born in a battlefield” som regnes for bind nummer nul er lige udkommet. De gamle Marvel historier kan også fås i trade paperback fra Dark Horse, ligesom “Savage Sword of Conan” er udkommet i foreløbigt tre bind der mere minder om Marvels Essentials format, tommetykke bind i sort-hvid på tyndere papir.

Og for Conan fans stopper det ikke der. “Conan The Cimmerian” fra Dark Horse tager hul på et nyt kapitel af Conans liv, nummer nul er netop udkommet. Og i andre medier kan man møde online rollespillet “Age of Conan” som sikkert vil tiltale dem der synes at World of Warcraft er lidt for pænt, og ikke mindst er Robert Rodriques og Rose McGowan sat i forbindelse med en genindspilning af “Red Sonja”. Ved Crom! Det er gode tider at være Conan fan i.

Følg med i de seneste Conan nyheder hos Dark Horse. Og hvis du ikke har fået Kurt Busiek nok ved at følge de mange dele i vores interview med ham, så er det så heldigt at Comic Book Resources netop i disse dage starter på et nyt interview i flere dele, som blandt andet kommer ind på “Trinity” den nye serie hos DC hvor Busiek sender Batman, Wonder Woman og Superman ud på nye eventyr.

Afstraffelse på højt niveau – Punisher MAX af Garth Ennis

Punisher i regnen

Der er nogle figurer derude, som aldrig rigtigt har sagt mig noget, og blandt de øverste på listen er The Punisher eller “Strafferen” som han hed da han kom på dansk for første gang. Jeg kan simpelthen ikke se det interessante i Vietnam-veteranen Frank Castle, der “straffer” (læs: dræber) de kriminelle for at finde en eller anden form for mening i verden, efter at han selv har mistet sin familie til en flok lidt for grundige lejemordere. I al fald slet ikke som månedlig serie.

Eller rettere: jeg kunne ikke se det interessante før jeg fik en stak trade paperbacks med Garth Ennis meget roste udgave af figuren og besluttede mig for at give Punisher endnu en chance.
Det var naturligvis mest på grund af Ennis, som jeg lagde mærke til da han skrev The Demon og Hitman, men som for alvor tog fat i mig – og store dele af verden – med sin meget roste serie Preacher. Blandt Ennis varemærker er store mængder sort humor og groteske, gerne blasfemiske situationer, et helt særligt had/kærlighedsforhold til superhelte samt en forkærlighed for lemlæstelse og ultravold (en fanside for Preacher havde en optælling af “Grievous Head Wounds” i serien, og det blev ikke til småting… ).

På mange måder er Ennis en provokatør; den dreng der siger “tis-lort” til læreren fordi det giver en sjov reaktion – heldigvis er der også en mere seriøs side af ham, og det endda en, der er dybt interesseret i manden på gaden og hans liv og færden.

En omtumlet tilværelse

Punisher som overnaturlig lejemorderPunisher har levet en lidt omskiftelig tilværelse – efter en lidt sløv start som bifigur i Spider-Man og andre blade fra starten af 1970’erne levede han sidst i 80’erne og starten af 90’erne højt på bølgen af mere barske helte. I figurens storhedstid var der tre månedlige blade med ham, inklusive et blad som gennemgik hans arsenal i minutiøse, tekniske detaljer, så enhver Gun nut kunne svælge i oplysninger om hvilken gøb der skulle bruges i hvilken situation.

Dernæst gik det for alvor ned af bakke for figuren – salgstallene var generelt dalende sidst i 90’erne, og Punisher var bestemt ikke en undtagelse. I et desperat forsøg på at forny figuren, endte han som overnaturlig agent for de højere magter og dræbte dæmoner med sine engle-opladte skydere. Nej, jeg laver ikke sjov, og det er lige så dårligt som det lyder.

Punisher fra Marvel Knights-serienEnnis har tidligere skrevet Punisher – på dansk er senest kommet “Velkommen tilbage, Frank” fra G. Floy Studios, hvor han tager flere skridt i retning mod at bringe figuren tilbage til sine rødder. Jeg har læst Ennis første version af Punisher, og selv om det er godt skrevet og læseværdigt, passer hans sorte, men også til tider ret infantile humor ikke rigtigt til figuren. Serien blev da ofte til talerør for Garth Ennis, der pegede fingre af superheltene i Marveluniverset – Punisher bruger f.eks. Spider-Man som skjold mod skurken The Russian og skyder de ædlere dele af Wolverine (“They’ll grow back” ) .

Serien kom på forlagsserien Marvel Knights, som specialiserede sig i de mere dystre helte i Marvels univers, men som på den anden side har visse rammer man skal holde sig indenfor i forhold til målgruppen.

Punisher MAX

Ennis tog så figuren med sig til forlagsserien MAX, hvor den eneste begrænsning mig bekendt er eksplicit sex – der er ikke noget problem med bandeord, eksplicit vold eller hvad forfatteren nu ellers kan finde på – med andre ord er seriernes indhold bestemt ikke for børn.

Scene fra Punisher MAX #19Turen til MAX og de nye muligheder lader til at have inspireret Ennis, for han begynder mere eller mindre forfra med serien – væk er alle tegn på superhelte, væk er de småinfantile jokes og i stedet koncentrerer han sig om det, som gør at han er i absolut topklasse: han skriver om mennesker, så man tror på dem og deres motiver. Punisher MAX er uden vaklen i sin skildring af samfundets underside og de mennesker der bevæger sig der, og især i sin skildring af Frank Castle og hans personlige – og kompromisløse – korstog mod kriminaliteten, hvor han end måtte finde den. Ennis har valgt ikke at opdatere figurens oprindelseshistorie, så Punisher er stadig Vietnam-veteran, hvilket gør ham til en mand i 60’erne med alle de ar og rynker der følger.

Med turen til MAX, har Ennis også flyttet Punisher ud af Marvel-universet som sådan (den eneste anden figur fra Marveluniverset, som medvirker i serien er en kort gæsteoptræden af Nick Fury i historien “Mother Russia” ) , og det er et rigtig fornuftigt valg – mutanter, vibranium, ustabile molekyler og Agamottos Øje passer dårligt sammen med virkelighedstro menneskesmulere, kokainsmuglere og det at meje en flok gangstere ned med en M60.

En ting der er blevet tilbage – og måske endda er forstærket – er den grafiske vold, men frataget sin overdrevne komiske element, så den tjener til at understrege både persontegningen, spændingen og frem for alt det kyniske og nådesløse univers som serien foregår i.

Der er vekslende tegnere på de enkelte samlinger, men der er en rød tråd igennem deres skildring af figuren – Frank Castle er en stor, firkantet mand, om hvem man med rette kan bruge den klassiske vending: “arret på krop og sjæl”. Miljøerne skifter – selv om han mest huserer i New York er der afstikkere til både Florida, Rusland og Afghanistan, og skildringen af dem er altid helt i top.

Effektfuld katarsis

Punisher som figur går groft forsimplet ud på at “Frank nakker de dumme svin” og Ennis udgave er som antydet ikke anderledes. Hvad er det så, der gør at den – for mig i al fald – er i særklasse?

Der er flere elementer i det – ofte får han Punishers metoder til at føles berettigede: når man f.eks. igennem fem numre har læst – og set – hvad ofrene for kvindehandel bliver udsat for (TPB: The Slavers), hepper man uværgligt når lederen af umenneskelighederne får sin bekomst. Vel er det følelsesmanipulation fra Ennis side, men det er også medrivende, effektivt og kartasisk som ind i helvede.

Noget jeg finder tiltalende ved denne udgave af Punisher er at Ennis ikke fremstiller ham som en helt – godt nok bekæmper han “det onde”, men samtidig er Castle skræmmende i al sin kompromisløshed. Det er et fantastisk kunstgreb fra Ennis side: at tegne Punisher som en overbevisende figur, ikke nødvendigvis en helt og bestemt ikke et sympatisk menneske. På en måde kan han ses som en videreførsel af Clint Eastwoods klassiske hævnerfigur fra de gamle westerns, bortset fra at Punisher fortsætter sin hævntogt længe efter at han har fået hævn over dem, der dræbte hans familie. Han er endt som et tomt hylster – ikke ulig et affyret patronhylster – der efterhånden som serien skrider frem i nogen grad mister den voldsomme hævntørst, der driver ham (se f.eks. starten på “Man of Stone” ) , men som fortsætter sin mission ikke desto mindre.

Fakta om serien

Punisher MAX vol 1-8
Bedømmelse (samlet): anbefales varmt, dog med forbehold for stærke scener

Forfatter: Garth Ennis
Tegnere: Lewis LaRosa, Leandro Fernandez, Dougie Braithwaite, Goran Parlov, Lan Medina
Udgiver: Marvel (forlagsserien MAX)

Samlinger:

PUNISHER MAX VOL. 1: IN THE BEGINNING TPB (tegner: Lewis LaRosa, ISBN: 0785113916)
PUNISHER MAX VOL. 2: KITCHEN IRISH (tegner: Leandro Fernandez, ISBN: 0785115390)
PUNISHER MAX VOL. 3: MOTHER RUSSIA (tegner: Dougie Braithwaite, ISBN: 0785116036)
PUNISHER MAX VOL. 4: UP IS DOWN AND BLACK IS WHITE (tegner: Leandro Fernandez, ISBN: 0785117318)
PUNISHER MAX VOL. 5: THE SLAVERS (tegner: Leandro Fernandez, ISBN: 0785120238)
PUNISHER MAX VOL. 6: BARRACUDA (tegner: Goran Parlov, ISBN: 0785120238)
PUNISHER MAX VOL. 7: MAN OF STONE (tegner: Goran Parlov, ISBN: 078512165X)
PUNISHER MAX VOL. 8: WIDOWMAKER (tegner: Lan Medina, ISBN: 0785124543)

Vol. 9, “Long Cold Dark” og Vol. 10, “Valley Forge”, forventes færdiggjort i løbet af 2008. Herefter forlader Ennis serien.

Marvel åbner nyt site for de yngste

Marvel KidsDanmark er et underligt alting-på-hovedet land. Efter en længere periode med Spiderman Kids som et godt forsøg på at trække en yngre læserskare til deres Marvel udgivelser har Egmont valgt at stoppe bladet. Denne beslutning falder næsten på samme tidspunkt som Marvel i USA vælger at lave en ny satsning for at trække yngre læsere til. Meddelelsen kommer blandt andet via Newsarama.com.

Det nye under-site til www.marvel.com får navnet Marvel kids og indeholder både links til Marvels gratis digitale tegneserier og forskellige video’er rettet mod et yngre publikum. Blandt de digitale tegneserier kan man blandt andet følge første nummer af Spider-Man serien og meget andet, som selvfølgelig gerne skulle føre til at de unge begynder at plage deres forældre om de øvrige numre i papir-udgaven. I video afdelingen kan man for eksempel se trailere til kommende film, blandt andet de animerede udgaver af FF og Spider-Man. Endeligt kan man se en lille animeret sekvens specielt lavet til siden hvor Spider-Man kommer op mod en robot der er lidt for stor til hans kræfter. Men heldigvis så er hjælpen aldrig langt væk i Marvels univers.

Sitet er delt op i forskellige afdelinger dedikeret til de forskellige helte, og selv om der er mange af de populære helte kan det godt irritere lidt at She-Hulk er den eneste kvindelige helt, selv om Storm sniger sig ind på et logo nede i det ene hjørne. Gail Simone har sagt det før, men lad mig bare gentage – hvis man vil have unge piger til at købe tegneserier med superhelte må man også levere nogen forbilleder de kan identificere sig med. Lad os håbe at Marvel får rettet lidt op på den skæve kønsfordeling snart, det er jo ikke fordi de ligefrem mangler figurer at vælge mellem.

Dansk X-Men 144

medium-af-uncanny-x-men-467.jpgBOOM!!!
Sagde det lige fra starten af.
Det kunne have været en actionfyldt og overraskende start, men det blev det ikke, da der i resumeet fra sidste blad, bliver fortalt hvad der sker i denne histories første opgør med Shi’ar dødspatruljen. Nu vil jeg ikke fortælle slutningen, men i resumeet bliver der fortalt hvordan kampen Marvel Girl, Nightcrawler, Psylocke og Shadow Cat mod Shi’ar dødspatruljen ender.
Så mit råd er ikke at læse den, før du er færdig med bladet.
Men hvorfor opstår denne kamp?

Jo, nu er det jo sådan at Shi`ar imperiet har haft store problemer med Phoenix før i tiden, så nu vil de sørge for at der ikke opstår en ny Phoenix. Derfor angriber de Marvel Girl og hele hendes familie under en familiefest, hvor de vil udradere dem alle. Hvad angår denne dødspatrulje, så er det ikke lige nogen vi kender særlig godt.

small-af-uncanny-x-men-467.jpguncanny-x-men-468.jpg

Gruppen består af 9 medlemmer: Black Cloak, som er gruppens leder, Flaw, som er en såkaldt Warskrull, Sega, som er en slags gasart, Devo, der kan lave kraftfelter. Offset, som styrer insekter, og selv ligner en kvindelig en af slagsen, Krait, der kan flyve med sine vinger og har et ørnehoved, Warshot, der er snigskytten, Hypernova den anden kvinde i gruppen og Shell som er et stort klippelignende jord monster.

Efter kampen går det mere stille for sig, hvor vi får lov til at se lidt til hverdagen med Sam (Cannonball) og hans søster Paige (Husk) Guthrie. Det er ikke så tit vi ser noget til Sam, men det er fordi han er med på et andet X-Men hold, som vi ikke har set særlig meget af på dansk endnu. Ellers kommer han bare lidt i klammeri med en Sentinel. Og så var der også lige pludselig Storm og Wolverine i Afrika, som et sidespring i historien. Hvor Storm er nede og se hvad der er sket med de mutanter i Afrika, som har mistet deres kræfter, og deres skæbne er ikke særligt positive.

Marvel Girl er så begyndt ved en psykolog. Da kampen mod dødspatruljen sammen med hendes familie ikke endte særlig lykkeligt, har hun brug for noget professionel hjælp, men den del af historien er godt nok tør efter min mening. Dødspatruljen er heldigvis kommet i fængsel, men det er så New Yorks statsfængsel, altså ikke Ryker´s Island, som er det bedst bevogtede forbryderfængsel. Så allerede her går det galt, men vi må se hvad det ender med næste gang.

unc-x-men-469.jpgunc-x-men-170.jpg

Chris Claremont har skrevet alle historierne i bladet, og det synes jeg går ret godt.
Selvom det nu var lidt forvirrende, da vi pludselig kom til Afrika midt i det hele og det med psykologen er nu ret tørt. Men ellers er det meget interessant at se hverdagen for X-men, blandt deres såkaldte beskyttere ”Sentinels”. Men nu synes jeg nu vi har set nok til hverdag blandt Sentinels, nu ved vi godt hvordan det er og vil gerne videre.

Tegnerne skiftede halvvejs i bladet, med de 2 første historier tegnet af Chris Bachalo og de sidste 2 af Billy Tan. Chris Bachalo havde vi jo også i sidste nummer, og ved den anmeldelse gav jeg tydeligt udtryk for, at jeg ønsker at se så lidt som muligt fra hans side, medmindre han ændrer sin stil. Heldigvis kommer Billy Tan til senere i bladet- ham har vi faktisk ikke har set noget til på dansk før. Men hans streg kan jeg godt lide, den minder lidt om Marc Silvestri. Han formår at give personerne et råt look, og gøre dem dynamiske i actionscenerne.
Første halvdel er nogenlunde på grund af forfatteren, men den sidste er absolut bedst. Da vi her får en ny tegner ind på banen med den samme forfatter, så bliver det bare godt.

Fakta om serien

Titel: Uncanny X-Men 467-470, Greys End 2-3 og Wandring Star 1-2
Bedømmelse : Hvis du er X-Men fan, så er det bare at købe den, ellers går du ik glip af noget.

Forfatter: Chris Claremont
Tegner: Chris Bachalo og Billy Tan
Udgiver: Marvel Comics (på dansk Egmont)medium-af-uncanny-x-men-467.jpgmedium-af-uncanny-x-men-467.jpg

Loke

I anledning af Thors tilbagevenden til både det danske og det amerikanske Marvel univers ser vi nærmere på den forrige udgivelse med Marvels bud på den nordiske tordengud.

LokeAt G.Floy Studio i 2005 fandt på at udgive en trade paperback baseret på den amerikanske Marvel-figur var ikke lige noget der lå til højrebenet. Selv om Thor flere gange tidligere har været udgivet på dansk, så har han aldrig helt været oppe i samme popularitetslag som Spider-Man og X-Men. Faktisk havde han på daværende tidspunkt ikke engang sin egen serie på det amerikanske marked, idet Marvels udgave af de nordiske guder havde været igennem et ragnarok som betød en længere hvileperiode for tordenguden.

Nu bliver jeg ved med at snakke om Thor som figur, men faktisk så er det, som titlen antyder, ikke ham der er hovedpersonen i denne historie. Robert Rodi som har skrevet historien

Men heldigvis ser det ud til at G.Floy ikke lod den slags indgå i sine overvejelser, men kun så på kvaliteten af den historie der fortælles i “Loke” som samlingen af mini-serien med titlen “Loki” er kommet til at hedde på dansk. Heldigvis for det, må man sige, for det, for nu hvor Thor atter er blevet aktuel med sin genkomst i Civil War og en ny amerikansk serie skrevet af J.Michael Straczynski kan vi der overså udgivelsen i første omgang mulighed for at få en ekstra dosis Thor mens vi venter på hvad der mon vil ske med den nye udgave.

Nu taler jeg hele tiden om Thor, men faktisk indtager han, som titlen antyder en mindre rolle end vi normalt er vant til. I stedet får vi for første gang i seriens historie lejligheden til at finde ud af hvordan historien ser ud fra hans fosterbror Lokes synsvinkel.

Selv om jeg har en stor forkærlighed for tegneserie-skurke, må jeg indrømme at jeg ikke rigtigt havde nogen fidus til Loke. Onde tunger vil sikkert påstå at det bare er jalousi fordi han havde et godt øje til Storm i forbindelse med “The Asgardian Wars”, men for mig hænger det nok lige så meget sammen med at han ofte ender med af fremstå som en slesk kujon.

Måske har Mark Miller haft det på samme måde, for i anden runde af Ultimates lykkes det ham at lave en udgave af Loke som jeg synes er langt mere som en ordentlig skurk skal være. Men med hensyn til Loke, så må man sige, næsten som Joss Whedon siger om Ralph Dibny i forordet til “Identity Crisis”, at i denne historie der kan det godt være at man ikke synes han er noget særligt, men når man er nået igennem kan man ikke lade være med at føle med ham.

I tyve år har den svigefulde Loke udtænkt den ene plan efter den anden for at sætte Thor i et dårligt lys, skaffe ham af vejen eller bare skabe alment kaos, uden det store held. Men her ser vi ham endeligt nå sit mål, endda på den allerførste side. Hvordan han er nået til målet er i denne historie mindre vigtigt, for det som er formålet er at finde ud af hvem Loke egentlig er inderst inde, og det gør man bedst ved at fjerne ham fra sin sædvanlige rolle hvor han sniger sig rundt i skyggerne og smeder rænker i det skjulte.

Nu står han midt på scenen og kan nyde hvordan Thor ydmygende må knæle foran ham mens han sætter sig på tronen som hersker over Valhal. Her er højdepunktet af alt hvad Loke har stræbt efter, men straks efter begynder virkeligheden at trænge sig på, godt nok har Loke haft sit at se til, onde planer udtænker trods alt ikke sig selv, men det er intet imod hvad der kræves for at være den øverste af guderne. Her ser vi den første af svaghederne, for i sin stræben efter magten har Loke i den grad været defineret af sit had til Thor og alle de andre noble guder at han har lige så lidt begreb om hvad han egentlig vil med magten nu hvor han har den, ganske som en hund der hver dag jagter forbikørende biler og pludseligt en dag har held til at fange en.

I stedet vender han sig mod de overvundne helte, Thor, Sif, Balder og til sidst alfaderen Odin selv i en række dialoger som afslører mere af Lokes karakter end vi tidligere har fornemmet og en række aspekter i samspillet mellem dem kommer pludseligt op til overfladen. For hver figur begynder brikkerne at falde på plads, og man ser ham som en mand i kamp med sin egen skæbne.

Den danske oversættelse har Steffen P. Maarup stået for, og her vil jeg godt have lov til at udtrykke en sjælden begejstring. Normalt gruer jeg altid for nyere oversættelser af serier der involverer de Marvel figurer med en lidt mere arkaisk sprogbrug som for eksempel Doctor Strange eller Thor, for her er det ikke nok at kaste et par slangudtryk ind i taleboblerne og håbe at figuren lyder hip. Hvis man vil lyde gammeldags må man også kunne bruge og forstå gammeldags ord og talemåder, ellers kommer det til at lyde tamt, og det synes jeg at Steffen P. Maarup til fulde beviser at han kan.

Fakta om serien

Loke
Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Robert Rodi
Tegner: Esad Ribic
Udgiver: Marvel Comics