Lidt om pressemeddelelser

virtual-laser-keyboardKære forlag

Jeg har ikke skrevet længe, men nu er det vist tiden igen. Denne gang vil jeg gerne lige snakke med jer om at markedsføre jeres tegneserier. Oprindeligt ville jeg snakke lidt om at markedsføre tegneserier i det 21. århundrede, men det er jeg gået væk fra. I får se hvorfor.

Det må være i jeres interesse at få spredt budskabet om jeres fremragende (ok, den tager vi en anden gang) udgivelser, ikke sandt? Hvis det er tilfældet, hvordan følgende praksis skal anspore mig til noget som helst andet end at blive irriteret:

  • jeg modtager 98% af alle danske pressemeddelelser som et stykke papir, der er svøbt omkring en tegneserie jeg modtager i posten. Hvis jeg skal bruge noget fra pressemeddelelsen, skal jeg med andre ord til at skrive det af fra papiret. Gæt selv hvor ofte det sker.
    Halvdelen af pressemeddelelserne findes dog på nettet i en eller anden form, men de er ikke altid tilgængelige fra forlagets hjemmeside via normal navigation. Google er mit bedste hjælpemiddel, ikke jer og jeres hjemmesider.
  • tegneserier er et udpræget visuelt medie. Hvorfor modtager jeg så (stort set) aldrig noget billedmateriale som jeg kan bruge i vores anmeldelser? Hvorfor skal jeg enten igennem Google Images (legal gråzone mht. rettigheder) eller selv scanne noget ind (også legal gråzone)?
    Ja, nogen af jer har et lille gnidret 100 x 75 pixel forsidebillede på jeres hjemmesider. Det kan være ligemeget, venner.

Og så er jeg slet ikke kommet ind på hvor lang tid der kan gå inden der bliver besvaret mails (hvis overhovedet).

Jeg ved godt at der her er tale om årelange traditioner, men sådan har man altid gjort holder altså ikke. Ligeledes er jeg også klar over at et website som mit ikke nødvendigvis har den samme prioritet som at komme på forsiden af Politikens kulturtillæg, men dels er det ingen undskyldning, og dels har jeg en fornemmelse af at de store aviser heller ikke får tilbudt væsentligt mere end mig.

Det er ikke kun ynk det hele – jeg har modtaget mediekits og links til ftp-servere, ligesom der er forlag, som godt kan finde ud af at lægge et par smagsprøver på deres hjemmeside – det hører bare til undtagelserne.

Min ønskeliste kunne se nogenlunde sådan ud:

  • hav en pressesektion på jeres hjemmeside – om det skal være med eller uden login, styrer jeres eget temperament.
  • I denne sektion kan man finde pressemeddelelser om jeres udgivelser
  • Man kan også finde billeder af forsiden samt 3-4 andre illustrationer som man frit kan vælge imellem og som man har ret til at bruge – og i en fornuftig kvalitet, for pokker. Alt under 400 pixels er ikke specielt brugbart for mig, og omkring 1000 pixels begynder det at rykke. Og lad nu være med at gemme i reduceret kvalitet, så vi får udtværede områder – hvis der skal redigeres i størrelsen, vil jeg gerne gøre det selv. Hint: de attråede trykte medier vil også gerne have illustrationer i elektronisk format og i ordentlig kvalitet.

Og nu startede jeg så med at skrive “det 21. århundrede” og nævner forsigtigt YouTube, Twitter, Facebook … men I skal bruge jeres nuværende websites ordentligt før vi går videre til næste lektion. Når I er klar, skal jeg nok være der.

Det var vist det hele for denne gang.

Med venlig hilsen,

Ulf.

Foredrag om Batman og filosofi

Hvis du er i Århus d. 24. oktober, kunne du overveje at overvære Carsten Fogh Nielsens (aka filoffen) foredrag The Dark Knight Reflects – om Batman, filosofi og populærkultur.

Forskning i populærkultur og underholdning har igennem de seneste år været et felt i kraftig vækst, såvel nationalt som internationalt. Også filosoffer har interesseret sig for populærkultur og underholdning, som oftest med et kritisk blik for de problematiske aspekter ved kulturindustriens masseproducerede underholdning (Adorno, Frankfurter-skolen), men også med positive bidrag til forståelsen af populærkulturens fænomenologi og betydning (Cavell, Mulhall).
Senest har det prestigiøse engelske forlag Blackwells introduceret en bogserie, The Blackwell Philosophy and PopCulture series, hvis eksplicitte formål er at benytte populærkulturelle fænomener til at introducere og forklare filosofiske problemstillinger for et lægpublikum.

I forbindelse med premieren på den næste Batman-film (The Dark Knight, instrueret af Christopher Nolan, forventet premiere; sommeren 2008) udsendes der i denne serie en antologi om Batman and Philosophy.
Jeg har været så heldig at få lov til at bidrage med en artikel med titlen ”Leaving the Shadow of the Bat – Aristotle, Kant and Dick Grayson on moral education”. I mit oplæg vil jeg præsentere artiklen, komme med et par bemærkninger om, hvordan man kan bruge populærkulturelle emner til at diskutere filosofiske problemstillinger, og ellers lægge op til
diskussion af det grundlæggende spørgsmål om, hvordan og i hvilket omfang filosofien kan og bør beskæftige sig med det populærkulturelle og det underholdende. Bør filosofien holde sig for god til at beskæftige sig med underlødige medier og genrer som f.eks. superheltetegneserier, amerikanske tv-serier og Hollywoodfilm? Kan populærkultur være filosofisk relevant og interessant? Eller er den voksende filosofiske interesse for populærkulturen slet og ret en form for akademisk prostitution? En leflen for den lavest mulige fællesnævner? Det endegyldige bevis for, at filosofien har pantsat sin intellektuelle integritet hos storkapitalen?

Jeg synes at det lyder rigtigt spændende, men er nok ikke i Aarhus den dag. :(

Hvis du er, foregår det Onsdag d. 24-10-07, kl. 12.15-14.00 på Aarhus Universitet, Nobelparken, bygning 1461, lokale 226.

Shoot: den forbudte Hellblazer

Hellblazer #141: ShootFor efterhånden mange år siden var Warren Ellis forfatter på Hellblazer, hvilket i manges øjne gik rigtigt godt – hans næsten uundgåelige kynisme passede meget godt med John Constantine som figur og hans syntes at have et godt greb om titlens ånd. Ellis udtalte på sin hjemmeside, at han regnede med at blive på serien i 40 numre. Serien skiftede tegnere tit, men med Ellis blev det for alvor en del af konceptet – tegneren skulle passe til historiens ånd, og det fungerede godt. Alt var vel.

Men så gik det galt – kun otte numre inde. Ellis havde skrevet #141 og Phil Jimenez havde færdiggjort sine tegninger, da Warner Bros. (som ejer DC/Vertigo, der udgiver Hellblazer) slog bremsen i og krævede ændringer i manuskriptet hvis det skulle udgives.

Ellis svarede igen ved at forlade titlen så hurtigt han kunne – hvilket i praksis blev med #143.

#141 blev aldrig udgivet. Hvad skete der?

Lad os kigge på foromtalen:

“When a female psychologist researches a wave of premeditated mass killings in the American heartland, an enigmatic, chain-smoking Brit shows her that the roots of evil run deeper than she’d imagined.”

Det lyder da ikke specielt chokerende eller censurværdigt – både Hellblazer og serier som Preacher har da budt på værre plotelementer end det. Warren Ellis har mere at sige om indholdet:

“We follow a female psychologist in America as she gathers and prepares research work on the wave of ‘schoolyard slayings’ – children gunning down other children en masse that’s slowly sweeping the country – for a Senate investigative committee. She’s also writing a paper on not only the pathology of premeditated mass killing, but the psychology of the victims. Jonestown is her starting point. She’s heard the tape of Jim Jones’ last sermon while his followers were screaming out in pain, the poison chewing through their guts. The children were poisoned too. They screamed too.”

“In this unslept state of constant horror, she notices one cohesive factor in the last few instances of children blowing away their playmates in the playground. A lean, rumpled, middle-aged Englishman in a trenchcoat. She starts investigating him, suspecting a connection. But Constantine – the original, spooky Constantine, seen from a distance, enigmatic, appearing and disappearing at will – prowls round her, bringing her to understanding of what’s really going on. He makes her look properly at the video evidence of the thing he came from England for (an old friend’s son who moved to America was shot dead in one of these incidents).”

Og her har vi så fat i noget – Hellblazer #141 skulle have udkommet et par uger efter massakren i Colombine, hvor to skoleelever dræbte 12 og sårede endnu flere. Medierne og befolkningen var ude efter blod, og populærkulturen stod – som det så ofte sker i den slags situationer – for skud.

Det var på grund af voldelige computerspil lød én anklage. Det var på grund af filmen “The Matrix” lød en anden. Og Warner ville under ingen omstændigheder skulle håndtere anklagen “Det var på grund af tegneserien Hellblazer”, hvor hovedpersonen – ligesom drabsmændene – går klædt i trenchcoat.
Man kan næsten mærke panikken forplante sig op i systemet igennem executive efter executive, til en eller anden med vægt har sat foden ned og sagt stop for udgivelsen – muligvis endda uden at have læst historien.

Nuvel, for nogle år siden begyndte kopier af den ufarvelagte serie at cirkulere i fankredse, og derfra gik der ikke længe før billederne ramte nettet. Hvor chokerende er serien så?

Bedøm selv:

Hellblazer #141: Shoot s. 1Hellblazer #141: Shoot s. 2Hellblazer #141: Shoot s. 3Hellblazer #141: Shoot s. 4Hellblazer #141: Shoot s. 5Hellblazer #141: Shoot s. 6Hellblazer #141: Shoot s. 7Hellblazer #141: Shoot s. 8Hellblazer #141: Shoot s. 9Hellblazer #141: Shoot s. 10Hellblazer #141: Shoot s. 11Hellblazer #141: Shoot s. 12Hellblazer #141: Shoot s. 13Hellblazer #141: Shoot s. 14Hellblazer #141: Shoot s. 15Hellblazer #141: Shoot s. 16Hellblazer #141: Shoot s. 17Hellblazer #141: Shoot s. 18Hellblazer #141: Shoot s. 19Hellblazer #141: Shoot s. 20Hellblazer #141: Shoot s. 21Hellblazer #141: Shoot s. 22

Det er en mørk og misantropisk historie, men det er der mange andre Hellblazer-historier der er. Men var det nok til at censurere / ikke udgive den? Ellis mener ja:

“At the last moment, DC’s executive level felt that the story could not go out in its original form. All media, particularly the narrative arts, are particularly sensitive to the politics of post-Columbine blame-placement at this time, and their concern was entirely justified given their position and special responsibilities. But the changes required created a story that I could not stand behind as a writer.”

Hvis man spørger mig, er det ikke bare fordi den omhandler de kontroversielle schoolyard slayings, men måden den gør det på – den peger en anklagende finger ind i USAs allerdårligste samvittighed, der hvor den amerikanske drøm er blevet en betændt byld.
Og den gør det rigtigt godt.

Jeg er ikke sikker på at jeg helt er enig i pointen, men vigtigheden af denne bidende sociale kommentar er ikke til at komme udenom. Og damn, om ikke den sidste side får det til at løbe mig koldt ned af ryggen.

Kommer vi så nogensinde til at se historien på tryk? Det er svært at sige. DC har i de seneste år (gen-)udgivet en del af de historier, som man ellers aldrig troede man ville se på tryk (igen), men i lyset af at historien har for vane at gentage sig, skal man nok ikke sætte sine forventninger for højt.

Hvad siger du? Er det en god historie, er det med god ret at den blev sløjfet og er Ellis genial eller en sensationalistisk popforfatter?

Tegneserielæsere: det ligegyldige segment

(advarsel: dette indlæg indeholder spoilere om handlingen i Captain America #25. Hvis du ikke har læst hvad der sker med Cap, så lad være med at fortsætte!)

Ron og Hermione dør i slutningen af den nye Harry Potter!

– der fik jeg din opmærksomhed, ikke sandt? Jeg har ingen viden om, hvorvidt det er sandt eller ej, men var jeg læser af Harry Potter, ville jeg være pænt sur over at læse en sådan overskrift i medierne inden jeg på nogen måde havde en chance for at læse historien.

Nu læser jeg så ikke Potter, men følger derimod ivrigt med i Ed Brubackers fremragende Captain America. I onsdags kunne jeg så læse overskrifter som “Captain America killed! Marvel comic book hero cut down by sniper“, “Captain America Killed Outside Courthouse” og “Shocking event for Captain America” (denne dog med spoiler-advarsel).

I dag følger bl.a. DR og Ekstra Bladet trop, og her er der ikke nogen spoileradvarsler eller lignende – det er “Superhelt Kaptajn Amerika er død” og “Nekrolog: Kaptajn Amerika er død“.

Jeg ved at Ed Brubacker er en fremragende forfatter, og betvivler ikke at historien er værd at læse på trods af at jeg kender overraskelsen, men HELT ÆRLIGT!! Jeg havde ikke behøvet at se det i de landsdækkende nyheder. Er det bare mig, eller hører det ikke med til almindelig god tone ikke at afsløre vigtige plotelementer omkring fiktive historier i pressen?

Men hvad pokker, jeg er bare tegneserielæser, et fuldstændigt ligegyldigt segment. Jeg bor sikkert i en hule under min mors hus, bader kun to gange om året, vejer 200 kg og har en latter der lyder som en tilfreds gris.
Hvem dælen bekymrer sig om hvad jeg mener om noget?

Hm, jeg tror jeg vil til at læse Harry Potter.