Alan Moore & Kevin O’Neill: Det hemmelighedsfulde selskab 1+2

Tredje bind af [[Alan Moore]] og Kevin O’Neills meta-pulp-pastiche ”[[Det Hemmelighedsfulde Selskab]]” kommer snart på dansk, så det er et godt tidspunkt at genlæse de to første historier – og har man ikke læst dem før, kan vi konkludere allerede nu, at stort set ethvert tidspunkt er et godt tidspunkt at starte.

Mange kender nok Selskabet fra filmatiseringen, The League of Extraordinary Gentlemen fra 2003; de to ting er dog (mildest talt) meget forskellige. Filmen er en søndagsfilm – af den slags, der nok nydes bedst med tømmermænd, chips og cola. Tegneserier er søndagslæsning – af den slags, som nydes bedst, når man har tid, sted og overskud. Det er nemlig lige dele god historie og litterært puslespil med et væld af detaljer.

Det er Alan Moore, der har skrevet historien, og han har tidligere (og senere, for disse to bind er udkommet imellen årene 1999 og 2003 oprindelig) begået både gennemført kulørte historier og større, mere tunge værker – her synes jeg, at det i høj grad lykkes ham at forene de to. Han dykker ned i fortidens kulørte hæfter og forlener dem med en vis vægt kraft af sit overlegne fortælletalent.

Titlens selskab består ganske enkelt af folk fra litteraturhistorien – og dermed ikke ment Bram Stoker, Robert Louis Stevenson, Jules Verne, Sir Rider Haggard og HG Wells, men derimod deres personer, hvad enten de er hoved- eller bi- i de originale værker. Romanfigurer dør aldrig rigtig, men deres ophavsret forfalder, og det er det faktum, som danner basis for Det Hemmelighedsfulde Selskab. Personer oprindeligt skabt af de førnævnte forfattere placeres i en udgave af Victoriatidens England med masser af Steampunk-undertoner; det er England på sit højeste med masser af retro-retro-futuristisk teknologi i baggrunden.

Det første bind, som blot hedder ”Det hemmelighedsfulde selskab”, fortæller historien om, hvordan Selskabet samles (eller rettere, hvordan den seneste inkarnation af selskabet samles, for vi får hen ad vejen også listet lidt oplysninger om tidligere udgaver). Det er lederen af efterretningsvæsenet, Champion Bond (som det er svært ikke at se som en forfader til en vis James), der sætter en frøken Murray til at samle en række meget specielle individer. Mina hedder hun til fornavn og var tidligere gift med Jonathan Harker – og nyder man at genkende en henvisningen til en biperson i Dracula, kender man en smule af fryden til at læse om Selskabet, den litterære ækvivalent til at fange snefnug med tungen. Og det er formelig som et løbe gennem en snestorm af intertekstuelle referencer.

Den første person, Mina får med, er kaptajn på sin egen ubåd og hedder (naturligvis) Nemo. Den næste er H. Rider Haggards eventyrer Quatermain. Den tredje må de finde i Paris, hvor detektiven Auguste Dupin fører dem gennem noget, der minder ubehageligt om ”Edgar Allan Poe”, men ender et helt andet sted. Og sådan går det, fra historie til historie, hvor ikke blot personerne men også baggrundene har deres helt egen betydning.

Da først hele Selskabet er samlet, viser det sig snart, at en grusom fare truer det britiske imperium, og det mildest tale umage team må drage i felten.

En lykkelig slutning ved jeg ikke, om jeg vil kalde det, der kommer ud af det, men det må være tydeligt for enhver, at det går godt nok til, at der kunne komme en forsættelse. Her er titlen Klodekrigen, og i stedet for blot at løfte folk op fra litteraturens genpøl har Moore denne gang samlet en hel historie op, som han søsætter sin tidligere fangst i – der er tale om HG Wells’ ”Klodernes kamp”, og marsboernes invasion udspiller sig på én gang som i originalen og helt originalt.

De to historier er overlegent fortalt. Moore styrer sine tegneserier minutiøst, samtidig med at han lægger en forfærdeligt masse arbejde i dem, og det kan ses – ikke nok med, at han forstår at fortælle en historie, men samtidig formår han at formidle mængder af baggrundsinformation i baggrunde og henkastede bemærkninger. Et mesterværk, tøver jeg ikke med at kalde det, men samtidig må jeg også indse, at en stor del af de to værkers charme har at gøre med, hvorvidt man finder fortællingernes sfære for interessant. Min kone, hvis smag jeg ellers ofte deler, har aldrig kunnet se pointen, men har så heller ikke den baggrund, der gør, at hun kan fortabe sig i referencerne og de indforståede vittigheder. På den gode side må det så også betyde, at baggrund og historie hænger sammen – de kan ikke fungere alene, eller i al fald ikke fungere lige så godt.

Tredje historie om Det Hemmelighedsfulde Selskab skulle være på vej på dansk fra Forlaget Fahrenheit. Efter denne genlæsning kan det i mine øjne ikke gå hurtigt nok. Det virker umuligt, men Moore har tidligere vist, at han er i stand til at overgå sig selv; alene tanken om, at han vil overgå dette, er nok til at give hjertebanken.

Strid af Strid: magien leve!

Forsiden til StridDer er et sted, hvor tanke og hjerte mødes og sammen med fantasien er altings ophav – og hvor ingen regler er mere absolutte end de kan fraviges. Skabelse i den reneste form har sin rod dér, og når vi længes mod det på en gang ukendte og nære, er det dette sted vi længes efter. Det ér et sted, som altid har været tyndt befolket, men heldigvis har de få, som rejser dertil for vane at afrapportere til de, der blev tilbage i det, der har fået navnet virkeligheden.

Jeg har netop modtaget en sådan rapport, og det er godt af flere grunde – nogle burde være indlysende, men blandt andet også fordi en af de få, men store fortrydelser jeg har omkring sidens fortid er, at jeg ikke fik anmeldt Jakob Martin Strids Decimal 0.4 dengang den udkom.

Det er pinligt, næsten skammeligt at jeg ikke fik skrevet noget som helst om et af mine absolutte yndlingsværker, og klart den danske tegneserie jeg har læst flest gange – ja, flere gange end Rejsen til Saturn.

Det var med andre ord helt fantastisk at finde ud af, at Strid ikke kun har begået et nyt album – det er endda en opfølgning til Decimal 0.4 …
… det vil sige, opfølgning og opfølgning  – videreudvikling er måske et bedre ord, for naturligvis gentager en kunstner af Strids kaliber sig ikke. I lighed med Decimal 0.4 følger vi Strid-figuren igennem en række situationer, ofte involverende fantastiske maskiner og vidunderligere scenarier – denne gang i selskab med den kat han slog følgeskab med i decimal 0.4. I modsætning til det tidligere værk, er Strid stort set uden ord, hvilket snarere understøtter end ødelægger bogens ånd.

Denne gang er der heller ikke en fortløbende handling som sidst, men snarere en række scener af kortere eller længere varighed. Det kan være noget a la:

Strid samler sportsvogn, kører tur med kat, stopper ved en flok næsehorn og sparker et bagi, hvorefter han kører videre. Slut.

Et tog i dagligstuen i den nye Strid.

De enkelte scener er sjove, rørende og fyldt af en karakteristisk skabende nysgerrighed, som har ligget og ulmet i større eller mindre grad, men som her folder sig helt ud og cementerer Strids plads på den danske tegneseriescene. Det er poetisk uden at være højtragende, nyskabende uden at være anstrengt og en fantastisk tour de force fra en original skaber på det foreløbige højdepunkt i sin karriere.

Strid forstår at tegne detaljeret med en ubesværethed, som får det til at se simpelt ud – indtil man dykker ned i tegningerne og ser, at ikke kun formår han at gemme ting i detaljerne, som man først ser måske anden eller tredie gang man læser bogen; nej, han formår at skabe noget helt unikt, nemlig sit eget univers. Endda et univers som virker utroligt veldefineret og – for en som mig – utroligt logisk. Ja, man kan tromme et fly op af det papir, man har tegnet det på. Ja,  man kan lave ilt i sin egen lille biotop og flyve rundt og give det til de trængende dyr i en verden der er lige dele Little Nemo og Moebius’ Arzach (minus skræmmende tentakler).

Jeg har en masse ord endnu omkring dette fantastiske værk, men i stedet for at tale det sønder og sammen, vil jeg bare opfordre dig til snarest muligt at få fingre i det – så kan vi snakke om det her når du er færdig med at læse det, okay? Okay.

Strid er uhæmmet, ren skaberkraft, og der findes ingen som ham, hverken nationalt eller internationalt. Hans nyeste værk er en hyldest til fritænkning og kreativitet samtidig med at det er et bevis på at det originale, personlige udtryk altid vil sejre over metervaren og vanetænkningen. Strid – både manden og bogen – er en gave til os, som vi bør tage pænt imod og håbe vi har glæde af mange år endnu. Tak.

Fakta om serien:

Jakob Martin Strid: Strid. Gyldendal, 2009. 160 sider i farve, ISBN 9788702078275.