En jærv med knapt så skarpe kløer

Persongalleriet i Wolverine
Da Bryan Singer i starten af årtusindet søsatte X-Men som filmserie, var det til stor fryd for de fleste superheltefans. Endelig var der en instruktør, der turde tage genren alvorligt og rent faktisk bruge den til noget. Singer tog mange friheder med forlægget, men tematikken var intakt, og det var mere, end man normalt var vant til fra superheltefilm. Der er dog sket meget siden, og både Iron Man og The Dark Knight har sat nye standarder for genren, og i dag er det måske lidt sværere at sluge at en figur som Rogue er forvandlet til en tudende teenager eller at Storm har mindre karisma end en gennemsnitlig sten.

X-Men serien døde kvalitetesmæssigt med den forfærdelige tredje film i serien. Nu er det ikke meningen, at den film skal anmeldes her, så lad mig bare nøjes med at sige, at det var en seriøs stinker med en både tam og overfyldt historie, overfladiske personkarakteristikker og kedelige action-scener. Af selv samme grund var det også med noget lavere forventninger, at jeg satte mig i biografsædet i Imperial for at se X-Men Origins: Wolverine (sikke dog en dum og irriterende titel). Der havde været historier om indblanding fra filmstudiet, og når man som rigtig Marvel-kender ved, at det var selv samme studie, der forvandlede verdensæderen og naturkraften Galactus til en næsten harmløs sky og gangsterkongen Kingpin til en gangsta from da hood, så var man allerede på vagt.

WolverineWolverine er dog ikke nogen X-Men 3. Så galt går det aldrig. Filmen er dummere end dum, men den er også sært underholdende. På engelsk ville man kalde det en “guilty pleasure”. På mange måder minder filmen mig om action-film fra 80erne, og det kan man så vælge at se som enten en god eller en dårlig ting.
Der er som bekendt tale om en oprindelseshistorie. Alle Wolverines hemmeligheder, der ellers altid har været blandt figurens definerende træk, hives frem i dagens lys. Vi finder først ud af, at han er rigtigt gammel og har kæmpet i alle amerikanske krige siden Borgerkrigen. Hvorfor? Ingen anelse, da manden trods alt er canadier, men måske kan han bare virkelig godt lide at slås? Hvem ved. I hvert fald bruger filmen ikke tid på det, da den skal hastigt videre. Vi møder en række andre mutanter, som Wolverine kæmper side om side med, indtil han får dårlig samvittighed og skrider. I et snuptag er der gået seks år, og Wolverine bor i fred og fordragelighed på et bjerg sammen med en kvinde. Det går der tre scener med, og så er det hastigt videre. Filmen skal trods alt helst nå frem til sit klimaks. Og helst i tide. Det går rigtigt stærkt i første halvdel af filmen, og det er meget tydeligt, at det i virkeligheden kun handler om at nå frem til anden halvdel. Og det er også fint nok, for den starter med et brag og fortsætter sådan. Det betyder dog også, at man intet føler for nogen af personerne på noget som helst tidspunkt.

Hugh Jackman i WolverineJeg vil godt give Hugh Jackman et par venlige ord med på vejen. Han er god i rollen som filmudgaven af Wolverine (der som bekendt er en noget dresseret udgave af den klassiske tegneseriefigur), og hans karisma bærer store dele af filmen. Det kvindelige publikum burde også være i stand til at nyde filmen.

Kernen i filmen er forholdet imellem Logan og hans bror Victor, også kendt som Sabretooth (der i Liev Schreibers diabolske form er milevidt fra den umælende, næsten retarderede wrestler fra den første X-Men film, men det gør ikke noget, da det er en klar forbedring i forhold til Singers film), og det fungerer overraskende godt. Schreiber er en god skuespiller og en god skurk. Man kan ikke helt sige det samme om Danny Hustons William Stryker. Huston er en virkelig god skuespiller, men desværre er Stryker en noget tam skurk. Måske mest fordi han opfører sig så bizart dumt, at man har svært ved at tage ham alvorligt (hans hemmelige våben imod Wolverine er adamantiumkugler… helt hvordan, DET giver mening, forstår jeg ikke). Jeg har sjældent set en skurk, der i den grad skaber sine egne problemer, og det bliver næsten grinagtigt. Det sjoveste er dog den måde, hvorpå Wolverine erhverver sig sit famøse hukommelsestab. Det virker næsten som om, at forfatteren havde glemt det et langt stykke hen ad vejen. For gennemtænkt er det dælme ikke.

Men her har jeg også fat i det, der ender med at gøre filmen ret underholdende alligevel: Hvis man vælger at trække på skulderen, efterlade hjernen i døren og simpelthen nyde filmen som en voldsomt dum actionfilm af den gode gammeldags slags, så er man i fint selskab. Filmen om Wolverine er ikke så meget en farlig jærv, som den er en dum, lille hund, man ikke kan lade være med at holde lidt af alligevel. Det er dog meget tydeligt, at det er en film i en serie, der blev skabt før Nolans Batman film samt Raimis Spider-man og Favreaus Iron Man. I dag har man som superheltefan vænnet sig til en hvis grad af loyalitet over for oplægget. Den fesne filmatisering af Watchmen led ligefrem under, at den var FOR trofast visse steder. Når Wolverine så lader vores allesammens yndligsmær, Emma Frost, være en blanding imellem en cheerleader og en disco-kugle uden det mindste spor af mentale kræfter, så bliver det lidt irriterende.

X-Men Origins: Wolverine fungerer dog på sine egne præmisser. Hvis man altså går ud fra, at præmissen var at lave en dum, men underholdende action-basker i klassisk stil. Kun dårlig CGI minder os om, at det faktisk er en moderne film, vi ser. På kun 9 år er X-Men serien altså gået fra at være det vildeste inden for superheltefilm til faktisk at se lidt gammeldags ud.

Sådan kan det gå.

Forbløffende! – Astonishing X-Men 1-3 af Joss Whedon og John Cassaday

Cover til Astonishing X-Men 1Der er nogle læseoplevelser, som altid bliver hos en og som præger ens forhold til en bestemt figur eller en bestemt serie for altid. Når vi taler [[X-Men]], var det for mig – som for så mange andre – [[Chris Claremont]] og [[John Byrne]]s fantastiske udgave af serien, som jeg læste da den kom på dansk under titlen [[Projekt X]].

Siden da har X-Men sjældent haft den samme magi … bevares, jeg elskede da hvert ord af [[Grant Morrison]]s New X-Men, men ellers har der været langt mellem snapsene.

Den opmærksomme læser er overbevist om at han eller hun nu ved hvor denne anmeldelse bærer hen: jeg priser [[Astonishing X-Men]] for at have præcis den samme magi som Claremont og Byrne og annoncerer derefter at jeg er født igen og dropper tegneseriesiden for at emmigrere til USA og stifte The First Church of Whedon.

Helt sådan går det ikke.

Men damn, Astonishing X-Men er virkeligt noget usædvanligt i moderne superheltetegneserier – vi har en velfortalt og spændende historie med god forståelse for både holddynamikken og de enkelte personer. Så langt, så godt.

Moderne tegneserier (som i gamle dage)

Historiens detaljer vil jeg ikke komme meget nærmere ind på – det er en solid fortælling med et par virkeligt overraskende twists undervejs og alt hvad man har brug for af drama, action, kærlighed og – heldigvis – humor.

Vi møder både nye og gamle kendinge i persongalleriet, ligesom de forskellige trusler vore kære mutanter er oppe imod både er orginale og velkendte på samme tid – der er på en gang til både nye og gamle læsere på samme tid. Et ekstra plus ved serien er at den står udenfor de øvrige X-Men serier, så den slipper for at blive involveret i (eller bare skulle forholde sig til) de to-tre mere eller mindre inspirerede crossovers per år som Marvel traditionelt lader deres titler deltage i.

Nye læsere kan i sandhed starte her, for selv om serien klart forholder sig til X-titlernes historie, er det på en måde som ikke kræver at man har detaljeret kendskab til 30-40 års historie.

Og nu er det så at jeg smider en lille bombe: jeg er ikke Whedon-fanboy, men han er i mine øjne en langt bedre forfatter end Claremont – han forstår at skrive til mediet, så hans historier fremstår som helheder, fremfor den fornemmelse af at læse noget, der mest af alt minder om en illustreret novelle der ofte hører til at læse Claremont. Whedon kan lade sine figurer gøre noget uden at fortælle os med teksten at de gør det, han håndterer sine plottråde, så det hele virker planlagt fra en start af og hans personer interagerer så jeg tror på det.

Et fremragende værk

Cassadays stil bliver af nogle angrebet for at være kønsløs og airbrushet / Photoshoppet til et punkt, hvor det mangler personlighed. Jeg er bestemt ikke enig – Cassaday er en glimrende tegner med et personligt udtryk og en veludviklet sans for både actionscener og personskildring, og sammen med farvelæggeren Laura Martin (de to arbejdede også sammen på Planetary) er han i mine øjne et meget stærkt kort i amerikansk mainstream pt.

Har jeg da slet ikke noget negativt at sige? Næsten ikke, nej. Jeg kan godt savne nogle lidt mere vilde ideer og nogle lidt større arbevægelser, rent plotmæssigt – man kan dog med god ret hævde at det også er en positiv ting, men nogen New X-Men er det bestemt ikke.

Astonishing X-Men er på en gang en meget klassisk og en meget moderne tegneserie – klassisk fordi man straks føler sig hjemme som gammel superheltelæser og moderne fordi, nåja, den ikke kunne have været udgivet for 25 år siden – dertil bruger den en masse tricks, som man ganske simpelt ikke havde oppe i ærmet dengang. Er det et mesterværk? Hvis ikke det er, er det pretty damn close.

Astonishing har tidligere været udgivet på dansk af Egmont, men [[G. Floy Studio]]s udgave er igen as it should have been – hardcover med flot tryk slår i mine øjne slatne kioskblade til hver en tid.

Fakta om serien

Vurdering: anbefales varmt

Astonishing X-Men, bind 1: De privilegerede
Astonishing X-Men, bind 2: De farlige
Astonishing X-Men, bind 3: De splittede

Forfatter: Joss Whedon
Tegner: John Cassaday
Forlag: [[Marvel]] / [[G. Floy Studio]]

Exiles – kampen for at redde alle verdenerne

Det oprindelige Exiles team med Blink i midten.
Det oprindelige Exiles team med Blink i midten.

Nu også med andre dimensioner og alternative tidslinjer. X-men har kastet mange side-grupper af sig over årene. I denne uges tip forklarer hvorfor Exiles af Judd Winick og Mike McKone er en af de absolut læseværdige.

De der har fulgt med i mine skriverier her på Tegneseriesiden og andre fora vil vide at jeg er en meget stor tilhænger af Marvels What If-koncept og alle andre historier de har lavet der involverer alternative universer. En af mine favoritter som endda bør være kendt af de stakler der har valgt at begrænse sig til de sørgelige smuler der bliver udgivet på det danske marked er “Age of Apocalypse” som er rent doom og dødsmetal i tegneserieform for mig. For de der ikke kender historien er “Age of Apocalypse” en fremtidig verden som den kunne se ud hvis Charles Xavier ikke havde levet længe nok til at starte X-Men og derved bremse Apocalypse. I stedet er der opstået en verden hvor Apocalypse hersker over nordamerika og skrupelløst gennemfører sine tanker om “den stærkestes overlevelse”.

Exiles serien bygger videre på mange af ideerne bag “Age of Apocalypse”, ligesom den  også låner to figurer fra Apocalypses tidsalder, Sabretooth og Blink. Lidt paradoksalt er den ellers så psykopatiske Sabretoooth nemlig i Apokalypses tidsalder blevet udstyret med et vist nobelt anstrøg i sin personlighed der gør at han befrier Blink fra en af de mange koncentrationslejre hvor håndlangere til Apocalypse foretager eksperimenter på mutant-børn. På den måde bliver han ligesom sin evige rival Wolverine udstyret med en surrogat-datter som på mærkværdig vis har en forbindelse til det noble hjerte bag vilddyrets ydre.

Blink, Nocturne og de andre oplever at kærligheden ikke altid kan følge med når man hopper mellem dimensioner.
Blink, Nocturne og de andre oplever at kærligheden ikke altid kan følge med når man hopper mellem dimensioner.

I Exiles er det imidlertid Blink der indtager den centrale plads på scenen som leder af den hastigt, tilsyneladende nærmest tilfældigt sammensatte gruppe af mutanter der skal kæmpe for at redde ikke bare verden, men alle tænkelige verdener. Blink og hendes hold bliver hevet ud af den almindelige tidsstrøm og sat på en helt speciel mission – reparer tidslinjer der er ved at bevæge sig ud på en kurs hvor de truer alle de andre tidslinjer. Ved at hjælpe med at rette op på katastrofale begivneheder rundt i de alternative universer er Exiles med til at afværge trusler mod deres eget univers og til slut gøre sig fortjent til at vende hjem igen.

Men det er ikke altid nemt at redde en anden verden, for selv om de kan ligne vor egen, så kan forskellene også være markante og handlingerne der skal til for at gøre en forskel kan være svært at håndtere rent moralsk. Et er at man måske er nødt til midlertidigt at gå i forbund med Doctor Doom, men hvad vis prisen for at redde verden er at slå et barn ihjel? Her er serien nærmest et ekko af en samtale mellem Charles Xavier og Magneto hvor Xavier spørger Magneto om han ville være parat til at dræbe Hitler for at forhindre de umenneskelige rædsler hans tredie rige ville føre med sig. Magneto svarer ufortøvet ja, som man kunne forvente, men er lidt mere tøvende da spørgsmålet går på om han også ville være parat til at dræbe Hitlers far eller dennes far?
De enkelte medlemmer af Exiles får sagen sat på spidsen på forskellige tidspunkter i historien hvor de står overfor at skulle kæmpe mod en person der betyder noget for dem i deres eget univers. Reaktionerne dækker alt fra dybe moralske skrupler til brutal pragmatisk kynisme.

Blink og Mimic genopfører en berømt scene fra Phoenix sagaen.
Blink og Mimic genopfører en berømt scene fra Phoenix sagaen.

Men historierne er ikke kun død og ødelæggelse, for som altid i en historie hvor unge mennesker kastes ud i hæsblæsende eventyr hvor de kun har hinanden at stole på opstår der selvfølgeligt romantiske forviklinger som måske nok skaber et holdepunkt for nogen af personerne, men også tilføjer en yderligere truende dimension når de to unge elskende skal håndtere det faktum at de når som helst kan ende med at blive adskildt både i tid og rum. Og som om det ikke var nok, så har medlemmerne af Exiles en lidt højere dødsrate en de fleste mutant-serier, så ingen kan føle sig helt sikre, selv Joss Whedon ville sikkert mene at forfatterne bag serien er hurtige på aftrækkeren.

Og ligesom hos Joss Whedon, så ville de følelsesmæssige aspekter af serien næsten være for meget, hvis ikke det var for et kraftigt indslag af humor i form at den formskiftende mutant Morph. Ud over at indgå i historiens plot med sine evener til at skifte form er han også et humoristisk indslag der konstant kommenterer på historien ved at skifte udseende til en hel kavalkade af kendte figurer fra Marvel universet.

En anden belejlig måde at hente et par af de populære mutanter ind på holdet er ved at inkludere Mimic som medlem. Mimic kæmpede oprindeligt imod det første hold af X-Men med sin mutantevne der gjorde ham i stand til at kopiere deres kræfter. Denne Mimic derimod kommer fra en alternativ verden hvor han er leder af X-Men og meget belejligt medbringer kræfter fra blandt andet Wolverine og Colossus.

Nocturne - blåt er åbenbart også godt for øjnene.
Nocturne - blåt er åbenbart også godt for øjnene.

En anden vigtig figur i serien er Talia Josephine Wagner, også kaldet Nocturne. Hun er datter af Nightcrawler og Scarlet Witch i den verden hun kommer fra. Personligt har jeg aldrig helt kunnet forstå de kvindelige tegneseriefans jeg har mødt som faldt i svime over Nightcrawler. Men efter at have fulgt dette kvindelige modstykke til ham i både Exiles og senere i Excalibur, så må jeg bøje mig og erkende at blå personer faktisk godt kan være hotte.

Som sagt køres der med løbende udskiftning på holdet hos Exiles, så det vil være for vidtrækkende at gå i dybden med alle de medlemmer man støder på undervejs, i stedet vil jeg anbefale læsere der synes at denne lille smagsprøve var interessant at investere i en af de trade paperbacks der er udgivet med gruppens eventyr. Jeg startede nysgerrigt for et par måneder siden med at snuppe de to første ned fra hylden, og før jeg fik set mig om var det blevet til ti stykker ud af de vist nok seksten der er udgivet i skrivende stund. Mutanter på rejse i tid og rum, stærkt vanedannende og stærkt underholdende.