Dark Horse Presents genopstår på MySpace

Webcomics har været et voksende fænomen i en årrække nu, men man har sommetider haft på fornemmelsen, at forlagene ikke helt har vidst, hvad de skulle bruge dette forholdsvist nye medie til. Nu har Dark Horse comics vist sig at være helt fremme i skoene med en relancering af den hedengangne antologiserie Dark Horse Presents på MySpace.

Den oprindelige antologiserie blev udgivet i årene 1986 til 2000, og var den første titel, som det dengang dugfriske forlag udgav. I løbet af årene udgav tegneserieskabere som Ed Brubaker, Eddie Campbell, Frank Quitely og Charles Vess historier i serien, men det er nok Eric Powells The Goon og Frank Millers Sin City, der er de mest kendte og elskede resultater af Dark Horse Presents. Til sidst løb tiden dog fra serien, og den lukkede. Dark Horse var nu et særdeles etableret forlag.

Nu, syv år senere, er det så blevet annonceret, at antologien genopstår i digital form under navnet MySpace Dark Horse Presents. Der vil blive publiceret et nyt nummer i starten af hver måned, men den mest glædelige nyhed er nok, at det ikke vil koste læserne en krone! Det er helt og aldeles gratis. Dark Horse begrunder dette med, at formålet med antologien er at fremyngle nye talenter samt pleje tegneserieindustriens fremtid. Til dette formål vil hver måneds nummer af MySpace Dark Horse Presents indeholde mindst én historie af debuterende tegneserieskabere, som forlagets kritiske eksperter vil finde rundt omkring på MySpace. Så har man forhåbninger om at gøre karriere i den amerikanske tegneserieindustri, så er det altså med at få sine historier lagt på nettet i en fart. Politikken er dog, at du ikke kontakter dem, DE kontakter DIG.

Første nummer af MSDHP (som det allerede forkortes) indeholder dog ikke historier af debutanter, da Dark Horse gjorde sig meget umage med at holde projektet hemmeligt så længe som muligt. I stedet kan man læse en kort historie om The Umbrella Academy skrevet af forsangeren fra My Chemical Romance, Gerard Way, Samurai af Ron Marz, en kort affære ved navn Comic-Con Murder Mystery af Rick Geary og som det nok største trækplaser, Sugar Shock af Buffy, Angel, Firefly og Astonishing X-Men skaberen Joss Whedon. Netop denne historie fortsætter i næste nummer af MySpace Dark Horse Presents, der er på (net)gaden i starten af september.

Så klik ind på MySpace Dark Horse Presents og nyd godt af den teknologiske udvikling.