This Movie is afraid of me – Watchmen

Promobilleder fra Watchmen-filmenDet skal ikke være nogen hemmelighed (det er det i al fald ikke for dem af jer, der følger os på Twitter) at mine forventninger i forhold til denne film var helt i bund. Nej, Watchmen kan ikke filmatiseres på en ordentlig måde – Alan Moore har skrevet den til at være u-filmbar, og i øvrigt er den for lang og for detaljeret til at blive andet end en 24-timers maraton hvis man skal gøre det ordentligt. Den her film kan ikke være tro mod hele indholdet i tegneserien.

Oven i det er Moore selv mildt sagt rigtigt meget imod projektet – vi har f.eks. hans næsten klassiske “I will be spitting venom all over it“-interview med LA Times:

I find film in its modern form to be quite bullying. It spoon-feeds us, which has the effect of watering down our collective cultural imagination. It is as if we are freshly hatched birds looking up with our mouths open waiting for Hollywood to feed us more regurgitated worms. The ‘Watchmen’ film sounds like more regurgitated worms. I for one am sick of worms. Can’t we get something else? Perhaps some takeout? […]
Perhaps [The Watchmen Movie has] been cursed from afar, from England. And I can tell you that I will also be spitting venom all over it for months to come.

Nuvel, selv om Moore selv ikke bryder sig om at hans tegneserier bliver filmatiseret, er der ikke noget der forhindrer dig og mig i at se filmen og selv danne os vores egen mening om den – faktisk tværtimod. For det kan vel godt gå godt, kan det ikke? Snyder har flere gange udtalt hvor stor fan han er af serien og hvor stor respekt han har for Moore, så det kunne da gå godt … ikke? Vel har man måtte sluge et par kameler undervejs,  men de har ofte givet os et plaster på såret – tegneserien-i-tegneserien Tales of the Black Freighter er f.eks. ikke med i filmen, men kommer i stedet for i en seperat animeret version. Der bliver gjort meget for at stille os fans tilfredse, og en del af de frigjorte klip er da også meget pæne at se på.

En fin start

Det starter rigtigt fint med en stemningssættende intro og mordet på Gøgleren, filmet i Snyders næsten patenterede “så mange 100% genkendelige scener fra tegneserien som mulig”-stil. Gøgleren (spillet af Jeffrey Dean Morgan) virker godt ramt som figur, og idet hans krop smadrede vinduesglasset og faldt mod gaden 22 etager nede, må jeg indrømme at et spinkelt håb blev tændt i mig: måske?

Og det fortsætter skam – titelsekvensen er fremragende og bagefter har vi en række scener, som får bygget bro mellem tegneserien og filmens medie på fin vis. Ja, der er et par kompromiser, men de er ikke skrækindjagende og stemningen rammer rimeligt godt min ide om hvordan stemningen i scenerne bør være.

Men nej. De første advarselstegn viser deres grimme fjæs.

Vi får f.eks. scenen, hvor Silk Spektre (spillet uden nogensinde at opnå gennemslagskraft af Malin Akerman) og Nite Owl (en svær rolle, men overvejende fint spillet af Patrick Wilson) sønderbanker bandemedlemmerne i baggården – deres første action i årevis og det første gryende tegn på, at et forhold imellem dem for alvor er ved at spire, Silk Spektres forhold til Dr. Manhattan til trods. Hvad får vi? Det er en voldelig scene i tegneserien, men filmens brækkede lemmer og hvad den ellers byder på virker overdrevne og hvad værre er:  filmen misser totalt den indestængte, forbudte erotik der er i scenen.

Tegneserien er også mørk, voldelig og på mange måder ekstrem, men den rummer en følelsesmæssig ballast, som filmen i store træk mangler – eksempelvis den næsten klassiske sekvens med Nite Owls impotens i civil og efterfølgende potens i dragten – selv om den er smurt tykt på rent symbolmæssigt i tegneserien, er det også en central og gribende scene. I filmen er den et skuldertræk værdig, ligesom det efterfølgende samleje i modsætning til sin modpart på papiret i filmen bare kommer til at virke lummert og ikke som den forløsning det er.

De iscenesatte slåskampe og den rå vold bliver i sidste ende … kedelige og skaber en afstand til filmen. Er det snart færdigt? Det er da moderat underholdende, men jeg har en indbygget grænse for hvor mange brækkede lemmer, hoveder kløvet med kødøkser og arme savet af med vinkelsliber jeg kan se på, før min opmærksomhed begynder at vandre. Sjovt nok generede det mig ikke de fjerneste i tegneserien, men det er nok dels forskellene mellem de to medier og det at Snyder mærkværdigvis har valgt at skrue op for volden i filmen  – de tidligere nævnte oversavne arme er f.eks. ikke en del af tegneserien.

Nu er jeg ved at komme frem til det, der nok et mit hovedproblem med filmen: af en film, som gerne vil lave så tro en adaptering af originalmanuskriptet som muligt, laver den om på nogle ting som er fuldstændigt unødvendige.

Rorschack ser RorschackFor eksempel Rorschacks forhistorie – filmen følger tegneserien til punkt og prikke, Jackie Earle Haley spiller igennem og POW! – pludseligt står han og hakker en barnemorder i hovedet med en kødøkse. HVAD? Ikke at tegneseriens løsning er mindre grusom, men der er ingen fornuftig grund til ikke at beholde den – den havde ikke taget længere tid, den havde fungeret lige så godt på film som det de fandt på i stedet og … der er simpelthen ingen grund. Ingen.

Musikken i filmen skal også lige have en kommentar med: tegneserien refererer på mange steder til specifikke musikstykker, og de er alle med i filmen. Rigtigt godt. Lige pludseligt kommer så “Sound of Silence”, der ikke er i tegneserien men med rimelig god vilje kan siges at være et period piece – i kontekst er Hello Darkness my old friend liiiige tykt nok i forhold til en film, som mange vil opfatte som dyster – og hvor fanden kommer Leonard Cohen fra som erstatning for Billie Holliday? Helt galt går det så i nogle af actionscenerne, hvor slåskampene foregår til uptempo moderne musik og bringer ubehagelige mindelser til Daredevil-filmen. Damnit, man skal ikke sidde og tænke på Daredevil-filmen når man ser en moderne superheltefilm.

To squid or not to squid

The Squid in all it's glory!Som mange af seriens fans nok har læst sig til allerede – ellers kan de gøre det her – er slutningen ændret i forhold til tegneserien; væk er det kunstigt skabte interdimesionelle, psykiske blækspruttemonster og i stedet har vi en række … eksplosioner, hvis natur jeg nok skal lade være med at komme ind på her. Jeg kan godt se at den gængse biografgænger måske har nogle problemer med at godtage et blækspruttemonster, men jeg synes ikke at den løsning man har valgt i stedet er specielt god.

Det store problem her er, at selv om vi ser folk dø som følge af eksplosionerne, mister vi igen den emotionelle impakt – dels fordi man i tegneserien har fået et forhold til nogle af de mennesker der omkommer, og dels fordi Silk Spektres (og dermed vores og resten af verdens) reaktion på de tusindvis af meget døde mennesker vi ser i tegneserien er meget forståelig, hvorimod hun i filmen bliver chokeret over, nå ja, et hul i jorden. Snak om at amputere en scene, rent følelsesmæssigt.

Vi er her nok henne ved filmens allerstørste problem: den er et – som Moore startede denne anmeldelse med at præcisere – tygget og opgylpet opkog af visse af Watchmens plotelementer, tilsat lidt ekstra vold for at virke “dyster”, “kompromisløs” og “ekstrem” og så med et poleret lag, som på ingen måde klæder hverken forlæg eller adaptering – det er fordummet og fordummende.

Alligevel er jeg ret glad for Watchmen-filmen. Hvorfor dog?

Massedød i New YorkWatchmen tager nogle underlige krumspring, laver nogle lige så underlige kompromis’er, misser nogle oplagte muligheder og ødelægger centrale scener fuldstændigt. Der er for megen overflødig action, og den der er der er for kedelig alligevel, der er ingen følelsesmæssig dybde i flere af figurerne (paradoksalt er den mest involverende person den følelsesforladte Dr. Manhattan, spillet af Billy Crudup i filmens for mig suverænt bedste præstation) og den tramper flere steder hen over det nuancerede og subtile forlæg som en dino igennem Dr. Manhattans glasslot. Hvad er der at være glad for, så?

For det første fordi at selvom der er mange ting som filmen gør forkert, så er der altså også en masse ting, som den gør rigtigt – første halvdel rammer i store træk forlægget, nogle af skuespillerne er fint castet og først og fremmest så prøver den at være bare nogenlunde tro overfor forlægget, hvilket man ikke kan beskylde tidligere Moore-filmatiseringer for at være (V for Vendetta som en mulig undtagelse).

Der er mange problemer med Watchmen, men samtidig er det nok den bedste filmatisering som kunne komme fra Hollywood, og jeg tror i høj grad at vi kan takke Snyder for det. Vi får også ekstramateriale – Tales of the Black Freighter og Watchmen Motion Comic giver os henholdsvis tegneserien-i-tegneserien og hele tegneserien, så man kan få al baggrunden med. Det havde de ikke behøvet, og det vidner om at der er hjerte med i det hele et eller andet sted.Og like it or not: det er en film, som på et eller andet tidspunkt ville være blevet lavet – så hellere dette end LOEG v2.0.

Men den egentlige grund til at jeg er glad for filmen er denne: med filmatiseringen af Watchmen er det tydeligt ud over enhver grænse at film og tegneserier – selvom der er ligheder medierne imellem – er to meget forskellige medier. Scener som fungerer perfekt i tegneserien, falder til jorden i filmen, selvom man har gjort masser af krumspring for at få det til at fungere. Når folk i fremtiden snakker om at tegneserien er “film light” kan man altid henvise til Watchmen – nej, den er ikke! Se hvordan det ikke lykkedes dem, selv om de prøvede.

Og der er naturligvis altid en lummer tilfredsstillelse i at kunne sige “hvad sagde jeg?”

Nu uden rygter: den officielle rolleliste til Watchmen

Watchmen-coverDer har været flere rygter fremme om hvem der skulle spille hvilke roller i Watchmen, men nu har Warner udsendt den endelige rolleliste (ifølge Variety):

Billy Crudup som Dr. Manhattan, Patrick Wilson som Nite Owl, Matthew Goode som Ozymandias, Jeffrey Dean Morgan som the Comedian, Jackie Earle Haley som Rorschach og Malin Akerman som Silk Spectre.

For mig er der tale om rimeligt ukendte navne, hvilket ved nærmere eftertanke nok må siges at være en fordel – ingen primadonnaer der forlanger deres rolle skrevet om, fordi de ikke synes at der er “kød” nok på den (ja, jeg kigger ondt på dig, Halle Berry).

Nu er det store spørgsmål hvordan de tætpakkede 12 numre serien består af kan konverteres til max 2½ times film uden at det gør ondt…

Who Watches the Watchmen? Det gør jeg, med lige dele forventning og skepsis. Jeg håber virkeligt at den bliver god, men dens odds er ikke just i top.

Lego Watchmen

Tilføjelse:

Det ser ud til at filmen også har fået en amerikansk premieredato (6. marts 2008), en officiel hjemmeside og en teaser poster:

Watchmen Teaser Poster fra ComicCon 2008

John Cusack som Natuglen i Watchmen?

John CusackHvis nettet – og han selv – får lov til at bestemme, kunne vi ende med at se stjernen fra High Fidelity som Nite Owl / Natuglen i den kommende Watchmen-filmatisering.

I al fald er han selv for ideen, da han bliver spurgt af MTV Movies:

“So, the people on the internet want me to do it? I haven’t read the script nor have I ever met Mr. Snyder. We have to talk to talk to Zack’s representatives,” Cusack said, adding. “[But] I’m in. Talk to Zack.”[…]

“I actually love the comic, I thought that was a really, really cool comic. I’m into it. I like those [Alan Moore] comics a lot.”

Umiddelbart er der ingen alarmklokker der ringer indeni ved at forbinde Cusack med Natuglen – han skal bare lige tage en ti-tyve kilo på, så skulle den være der… det er i al fald et langt bedre rygte end Patrick Wilson, som IMDB har stående på rollelisten (for ung!!!). At de så mener at Jude Law skal spille Ozymandias er noget bedre, synes jeg.

Ordsproget “vi håber det bedste og frygter det værste” har for mit vedkommende aldrig været mere passende end med denne filmatisering…