Julle Julemand af Robin og Trondheim

Cover til Julle Julemand 1

Jeg har været inde på det tidligere, men det er en så god pointe, at jeg gerne siger det igen: der er mangel på gode, nye tegneserier til børn. Der ligger mange forventninger på børnenes skuldre, så hvorfor ikke forventningen om at de skal sørge for mediets videre beståen, når vi gamle ikke længere kan læse hvad der står på siden – både i bogstavelig og overført betydning. Derfor er det så vigtigt at få fat på dem i en tidlig alder og sætte ind med en solid hjernevask påvirkning.

Her falder [[Goddag Julle Julemand]] af Thierry Robin og Lewis Trondheim på et tørt sted – det er nemlig en fortræffelig og meget indtagende sag.

Historien er en pantomime, og selv om dette stiller højere krav til tegningernes forståelighed og panelernes flow, lykkes det til fulde: jeg, testperson A (6 år) og testperson B (4 år) er helt med på historien om den lille julemand Julle, som vi følger fra han vågner for at lave pakker til børnene til han går i seng igen efter endt mission. Thierry Robin har valgt en forholdsvis stram og klassisk 4×4-opdeling (afbrudt af lejlighedsvise helsider)  til at folde sin meget charmerende streg ud på, og det var ikke noget problem for nogen at følge med i handlingerne eller at snakke og pege på de mange flotte og detaljerede billeder.

Julle Julemand står op Post fra alle børnene!

Det er simpelthen en stor fryd at læse bogen – hvad end man er voksen eller barn – og har man som voksen en smule barnesind gemt allerinderst, kan man ikke andet end at begejstres af de fantastiske scenarier og figurer bogen byder på: den fantastiske julegavefabrik, som laver legetøj af skrald, den godmodige “Meget lidt afskyelig Snemand”, det fantastiske skib og den ondsindede Sneslange. Men over dem alle står Julle Julemand selv, en lidt naiv, hjertensgod julemand med en god del barnesjæl i behold. Det hele hænger sammen i et finurligt lille univers med helt sin egen logik – og med fem bind i alt på fransk kan man kun håbe at vi får resten af serien at se på dansk. Det fortjener den – og vi og vores børn.

Goddag Julle Julemand er årets juleudgivelse (selv om den strengt taget ikke kun kan læses til jul), og bør findes under mange juletræer landet over.

Fakta om serien:

Goddag Julle Julemand. 46 sider i farve, [[Forlaget Fahrenheit]], 2009. ISBN 978 87 92320 01 8

Tegninger: Thierry Robin
Historie:  Lewis Trondheim

Jim Woodring: Alkymisterne

Forside til alkymisterneJim Woodring er… sær. Besynderlig, mærkværdig, grotesk, bizar og sær. Og fascinerende. Uendeligt fascinerende.

”Alkymisterne” er den første Jim Woodring-titel på dansk, og det er (naturligvis, fristes man til at sige) Aben Maler, der står bag. Så man ved, at man får serveret noget, der bevæger sig i grænselandet mellem tegneserie og Kunst med stort K (omend jeg ikke tror, forlaget ser nogen skillelinie); men kender man ikke Woodring i forvejen (mit eget kendskab var yderst overfladisk), er det svært at forudse, hvad der venter bag den uskyldigt udseende forside.

De lige så uskyldige facts er som følger: ”Alkymisterne” er på cirka hundrede sider, er helt blottet for dialog eller tekst i det hele taget og rummer i en birolle en af Woodrings faste figurer, den katteagtige Frank. Tegningerne er holdt i sort/hvid i en næsten træsnitsagtig stil.Scene fra Alkymisterne af Jim Woodring

Men de uskyldige facts flyder blot på overfladen og dækker kun dårligt over alle de sorte absurditeter, der stiger op fra dybderne. At begive sig ind i ”Alkymisterne” er som at stikke hovedet dybt i en heksegryde og lade ens hjerne koge langsomt. Det er som et angreb, der har evnen til at skylle fra det visuelle over i ens andre sanser; det er som at lugte og høre og frem for alt føle med øjnene, synæstesi i tegneserieform.

Men hvad er ”Alkymisterne”? Måske er det en parabel over, hvad der skaber et menneske, hvad der hæver det over dyrene og i sidste ende sandsynligvis også tvinger det til at vende tilbage dertil. Måske. Måske er det noget helt andet. Igen er der overfladen: et griselignende menneskedyr tvinges til at søge tilflugt i en hule, hvor det udsættes for et tændstiklignende djævledyr. Det lykkes vor hovedperson, menneskegrisen, at undslippe, og den begiver sig ud på en mareridtsodyssé, der bringer den i kontakt med mærkeligere og mærkeligere væsener.

Scene fra Alkymisterne af Jim WoodringWoodring leger med en drømmelogik, som rent faktisk går i spænd med historien. Normalt er det et kunstgreb, jeg ikke bryder mig om, men det er, fordi det som regel virker som en undskyldning – hos Woodring passer det sammen med tegningerne, med historien, med den underliggende stemning af gru, som siver ud af siderne.

Det er Woodrings streg, som rummer den dystre magi, der binder det hele sammen.

Billederne er ikke umiddelbart tiltalende. De er ikke pæne. De får ikke én til at sige wow. Men de passer superbt sammen med den historie, Woodring fortæller (hvad den så end er). Stregerne er dybsorte, og billederne ligeså. Men det forunderlige er, at de – trods deres flertydigheder og mangel på letkøbt aftydning – er ufatteligt lette at aflæse. Woodring er knudret og mærkelig, men han holder sidedesignet enkelt og let at overskue, og det bliver på intet tidspunkt svært at følge med i, hvad der foregår.

Hvad det så betyder, er en helt anden sag, der får læserens hjerne op i gear. For på trods af de hindringer, der synes at stå i vejen for en umiddelbar nydelse af ”Alkymisterne”, så er det et værk, der synker ned i læserens tanker og derfra sender sine bobler af hallucinoge illustrationer op, så de brister lige bag øjnene på én. Det er et værk, der er luftigt, men tungt og helt umuligt at binde fast. Det er Hieronymus Bosch i det 21. århundrede. Det er eksistensiel horror. Det er Disney på LSD. Det er sandsynligvis mange ting for lige så mange mennesker. Men det er først og fremmest en tegneserie, man bør læse. Hvis man altså ikke er bange for at blive udfordret. Hvis man ikke er bange for at blive ført et ganske andet sted hen. Hvis man ikke er bange.