Rænkespil i Vatikanet – Åbenbaringer af Paul Jenkins og Humberto Ramos

Cover til ÅbenbaringerDer er noget ved en så stor, gammel og magtfuld organisation som den katolske kirke, der nærmest tigger konspitationsteoretikerne om at lave store og indviklede teorier om hvad der foregår bag kulisserne. [[Åbenbaringer]] træder samme grund som DaVinci-Mysteriet og (i nogen grad) Exorcisten, men formår alligevel at være sin egen.

Tegneserien starter med et mystisk dødsfald i Vatikanet, og det bliver ikke mindre mystisk af at en latin-messende person forsøger at stikke den allerede afdøde med en besynderligt udseende kniv.

Charlie Northern – en kriminalbetjent fra London – bliver tilkaldt, og snart viser sagen sig at være endnu mere indviklet end man først troede: den afdøde var første kandidat til paveembedet og den nuværende pave ligger for døden. Det ligner en klassisk sammensværgelse: væk med de andres kandidat, ind med vores. Da der samtidig er gang i en økonomisk kulegravning af Vatikanets midler, mangler der ikke just motiver eller mistænkte, og Charlie render da også ret hurtigt ind i adskillige huller i den officielle forklaring. Og undervejs begynder der at blive talt i krogene om djævletilbedelse

Personerne følger en masse af de vedtagne regler for denne type historie – den mistænkelige kardinal, den smukke unge kvinde, som også aner at der er noget galt, retsmediciner-vennen, den Rasputin-skæggede mistænkte, som på mystisk vis dør i sin fængselscelle, … men når vi når slutningen, er bøtten alligevel blevet vendt nok gange til at man stadig er interresseret i handlingen og personernes skæbne. Fortællemæssigt er historiens helt store gevinst dog den tvivlende hovedperson, der fremstår både levende og troværdig, ligesom hans handlinger altid virker in character … også når de overrasker.

Åbningsscenen fra ÅbenbaringerJeg er stadig i tvivl om hvorvidt jeg køber slutningens plottwist, som måske rækker lidt rigeligt ind i klichéen til min smag, men på den anden side får den plottet til at gå op på den eneste logiske måde, og det er også en bedrift, der er værd at tage og føle på.

Humberto Ramos er en af de tegnere, der konsekvent deler vandene – folk kan enten slet ikke lide ham eller også synes de som jeg, at hans streg er dynamisk og personlig og egentlig ret fed når man lige får vænnet sig til den. Jeg kan sagtens forstå at der folk der tænder af på hans stil, da der er mange kameler at sluge hvis man er vandt til mainstream.

Tegningerne til Åbenbaringer hører til noget af det bedste jeg har set fra hans hånd – hans Chibi-inspiration er ikke så dominerende som den nogen gange er, og der er en fin balance mellem tegningerne og den fremragende og meget stemningsfulde farvelægning.

Åbenbaringer er et blandet, men overvejende positivt bekendtskab – jeg har det svært med nogle af klichéerne undervejs (og slutningen!), men på den anden side var jeg solidt underholdt undervejs, ikke mindst takket være Charlie Northern, der med sin tørre humor og sin indre krise er et spændende bekendtskab.

Fakta om serien:

Vurdering: Anbefales

Åbenbaringer (2008). 160 sider.
Forfatter: Paul Jenkins
Tegner: Humberto Ramos, farvelagt af Leonardo Olea
Forlag: G. Floy Studio

The Sentry #2 (af 12)

The Sentry #2Titel: The Sentry #2 (af 12)
Forfatter: Paul Jenkins
Tegner: John Romita Jr.
Udgiver: Marvel Comics
Karakter: [rate 8]

Hvis ikke Marvel passer på, ender det med at The Sentry bliver min yndlingstitel.
Paul Jenkins er i gang med at skrive en moderne fortælling med en masse klassiske elementer, som allerede nu er så fundamentalt spændende at der er langt til næste måned, og selv om jeg var lidt pas på John Romitas tegnestil i forhold til historien, har jeg vendt 180 grader og synes nu at han er fantastisk. Vi får udvikling af figuren og bifigurene og et fingerpeg i retning af hvilken vej serien vil gå, og det er velskrevet og spændende. Jeg kan ikke ønske mig mere i andet nummer af en ny serie.
Stan Lee sagde engang, at det som var nyt ved de figurer han (og Jack Kirby) skabte for Marvel i sin tid var at de var menneskelige og dermed havde menneskelige fejl og mangler. Sentry er måske den stærkeste helt i Marveluniverset, og han er også bare et menneske med problemer og fejl, endda alvorlige fejl. Det her er klassisk historiefortælling som den næsten ikke laves mere.

The Sentry #1

The Sentry #1Titel: The Sentry
Forfatter: Paul Jenkins
Tegner: John Romita, Jr. (cover af John Romita, Sr.)
Udgiver: Marvel Comics
Karakter: [rate 7]

Efter at The Sentry er blevet den del af New Avengers, kommer her en miniserie, hvor vi får lidt baggrund på figuren, og det er umiddelbart lovende.
I New Avengers #10 lod det til at The Sentry var kommet af med sin skyggeside, The Void, men det lader det ikke til i dette blad, og hurra for det! En superhelt med et næsten grotesk højt kraftniveau (se f.eks. den måde han klarer Terrax på, en fjende som har givet bl.a. Fantastic Four store problemer) skal have en modpol for at gøre historien interessant, og det lader til at The Void er perfekt til rollen.
Foreløbigt en god start på en spændende historie om en spændende ny helt, og jeg glæder mig til næste nummer – det eneste negative jeg kan sige om serien er, at John Romitas streg umiddelbart ikke passer specielt godt til figuren og stemningen i serien, men jeg lader tvivlen komme ham til gode. Foreløbigt.