Planet Hulk

Planet Hulk coverThis is the story of the Green Scar.
The Eye of Anger.
Harkanon.
Haarg.
The Worldbreaker.
Holku.

Hulk.

Siden sin skabelse i en Gammabombeeksplosion for over 40 år siden, er der fortalt flere typer historier om Marvels grønne monsterhelt.

Der er den klassiske “BAH, hvorfor kan dumme militær ikke lade Hulk være i fred- HULK SMADRER!!!”, hvor Hulk, misforstået og forfulgt rejser igennem USA (og nogle gange resten af verden) i en evig jagt på den fred og ro som han ønsker over alt andet. Dette er ikke den type historie.

Så er der “Hulk bliver styret af Banners intelligens”-historierne, som giver dybere psykologisk indsigt i figuren og forholdet mellem de forskellige elementer i Hulk / Banners psyke. Dette er heller ikke den type historie.

Hulk strandet på en fremmed planet hvor der er flere væsner med hans styrke? Hulk som gladiator med et stort bredsværd? Hulk som oprørsleder sammen med en broget skare af væsner fra fremmede planeter mod en tyrannisk konge? Her har du en ide om hvilken type historie Planet Hulk er.

Hulk #92Baggrunden for historien er at visse af jordens superhelte, kendt som The Illuminati, har sendt Hulk ud i rummet for at slippe for hans raserianfald, som senest er gået ud over Las Vegas. Planen er at sende Hulk til en fjern, ubeboet planet, hvor han kan tilbringe resten af sine dage uden at være til fare for andre. Men – naturligvis – går der noget galt, og Hulk styrter ned på planeten Sakaar, der bliver styret af den barske og ubønhørlige Red King.

Svækket efter turen igennem et ormehul i rummet på vej til Sakaar tages Hulk til fange, sælges som slave og sættes til at slås i den kejserlige arena under navnet The Green Scar. Herfra tager tingene for alvor fart. Hulk allierer sig med en broget skare – den indfødte, insektlignende Miek, den klippelignende Korg af Kronan-racen, et medlem af The Brood (som vi jo ellers kender som skurke i X-Men), ambassadørdatteren Elloe og et medlem af de magtfulde skyggekrigere kaldet Hiroim the Shamed. Denne flok går meget igennem sammen – lige fra kampe i den kejserlige arena til et liv som oprørere efter at Silver Surfer fjerner de lydigheds-diske, som Red King får implanteret i dem.

Vi har også en mulig frelser-historie – indbyggerne på Sakaar har en legende om The Sakaarson, hvis komme skal indvarsle en gylden tid for planeten. Nogle mener at denne person er Hulk, mens andre mener at han snarere er The Worldbreaker, hvis komme varsler planetens undergang. Hvem har ret? Læs bogen og døm selv …

Cover til Incredible Hulk #98Der er (naturligvis) også en romance – vi får en klassisk “kærlighed mellem to mennesker på hver sin side i konflikten”-historie mellem Hulk og kejserens livvagt Caiera the Oldstrong.

Der er – som man kan ane – gang i de store armbevægelser i handlingen, og serien har flere “Oh Yes!”-øjeblikke, hvor man ikke kan andet end at sidde og heppe på vores grønne hovedperson. Hulk i gladiatorkampe mod Wildebots, Hulk mod Silver Surfer – ja, Hulk mod stort set alt hvad han kan slås mod på planeten. Ja, det er lidt primitivt, men også sindssygt medrivende og fyldt med kærlighed til den store grønne klump på godt og ondt.

En anden ting ved serien er at dens beskrivelse af planeten Sakaar er så overbevisende, at man snart føler sig hjemme der og ikke savner resten af Marveluniverset, og samtidig er den fremmede planet utroligt befriende i forhold til at fortælle en bare nogenlunde original historie om Hulk.

Planet Hulk er skrevet af Greg Pak, som jeg inden serien kendte fra den ligegyldig-skuldertræks-inducerende Phoenix: Endsong, der ikke efterlod sig de store minder. Det er så ikke tilfældet med Planet Hulk – serien står, udover at være en spændende og medrivende historie, som en revitalisering af Marvels grønne gigant, der igen bringer ham op blandt de helt store spillere. Hvor stor en spiller får vi at se i efterfølgeren World War Hulk, som kører lige nu i de amerikanske blade. Der er også blevet varslet en efterfølger til WWH, således at der ved vejs ende bliver tale om en trilogi. Både World War Hulk og efterfølgeren (som ikke har fået navn endnu) er også skrevet af Greg Pak.

Tegningerne er af forskellige tegnere, fortrinsvis Carlo Pagulayan og Aaron Lopresti, som begge rammer det fremmede miljø perfekt og skildrer det nogle gange meget store kampe med en glimrende blanding af detalje og store streger. De fremragende forsider er af den Moebius-inspirerende Ladrönn, der lige får malket endnu mere ud af figuren og universet.

Har du aldrig rigtigt læst Hulk? Så er Planet Hulk et perfekt sted at springe på – man behøver stort set ikke at vide noget om figurens fortid, og kan nyde tegningerne og historien for hvad de er.
Er du gammel Hulk-læser? Så er Planet Hulk noget af det bedste der er sket for serien og figuren i mange år, og man kan ikke andet end at sidde med et stort dumt grin på når man læser serien – der er simpelthen så mange “Oh yes”-øjeblikke, at man ikke kan andet end at holde af Planet Hulk.

Det er simpelthen den bedste Hulk-fortælling der er kommet i mange år og et fikspunkt i figurens historie nu og i mange år frem.

Sakaarson. Hear my cry.
My eyes are burning. My heart is ice.
My night is full of death.

Sakaarson. Hear my cry.
Cool my eyes. Warm my heart.
Let me dream again.

Fakta om serien

Planet Hulk HC (samler The Incredible Hulk #92-105 +  Giant Size Hulk #1 + historien “Mastermind Excello” fra Amazing Fantasy #15)
Bedømmelse: Anbefales varmt

Forfatter: Greg Pak
Tegner: Carlo Pagulayan, Aaron Lopresti m.fl. Forsider af Ladrönn
Udgiver: Marvel Comics

Wikipedias side om Hulk
Marvels side om Planet Hulk