”You’re shouting again, sir” – Giffen/DeMatteis på slap line

Justice League International
Justice League International

Den intergalaktiske invasionsflåde er opmarcheret i kredsløb om jorden. Vi ved at det kun er et spørgsmål om ganske kort tid før de vil slippe deres overlegne ildkraft løs mod vores verden, men vi ved også med lige så stor sikkerhed at der inden da er tid til noget andet.

Talen.

Den store kommandør over flåden må først stille sig majestætisk op ved panoramaruden så vi kan se jorden i baggrunden og sige et par ord om hvor langt han har rejst og hvor ubetydelige vi er. Vi kender talen og ved at det på et eller andet tidspunkt må ende med noget i retning af ”Fools! I will destroy them all!”.

Men ikke når Keith Giffen og J.M DeMatteis får fat på historien. Vi får stadigt det store optrin, men de invaderendes øverstkommanderende griber sig selv i at hæve stemmmen, eller den lille robot L-RON ved hans side bryder ind med et ”You’re shouting again, sir”.

Og når Justice League om sider slår igen kan man finde et tilsvarende ordspil mellem de to.

”Tell me you’re joking”
”I’m joking”
”But you’re NOT. Are you?”
”Uh … NO M’Lord”

Sådan var det i slutfirserne da Keith Giffen og J.M. DeMatteis slog sig løs i Justice League International. Her 20 år senere var jeg så heldig at min veninde Gry havde fået en fejlsending på et Batman køb og var så rar at give dem videre til mig.

Hero Squared
Hero Squared

Jeg må tilstå at mit gensyn med de gamle historier var en ublandet fornøjelse. Jeg har ikke moret mig bedre siden jeg faldt over Giffen og DeMatties’ tilsvarende projekt hos Marvel ”Indefensible” som jeg tidligere har anmeldt her.

Når man har læst serier med superhelte i mange år ender man med at forvente en vis grad af klicheer i det man læser. Man kan endda blive helt oprørt når nogen begynder at pille ved dem, som når Doctor Strange begynder at tale normalt i stedet for at sige ”By the hoary hosts of Hoggoth” eller Thor pludseligt fralægger sig brugen ”Thee” og ”Shalt”.

Men nogen gange har man også brug for at blive mindet om at det jo bare er tegneserier og at der ikke er nogen grund til at hidse sig op, og der kan Giffen og DeMatteis være en passende pruttepude til at bringe det pompøse ned på jorden igen.

Hvis man er en af dem der godt kan lide Giffens specielle humor, så er der håb forude fra det lille men fremstormende forlag Boom! Studios og serien ”Hero Squared”. Robotten er skiftet ud med en anden håndlanger, som forsøger at forbedre sit ordforråd ved at lære et nyt ord hver dag – måske har  de to en plan om at bruge ord som ingen forfatter tidligere har brugt i en tegneserie.

Helten bringer også mindelser om de gamle JLI historier, hvor en stor del at æren for at afværge den fremmede invasion må tilfalde den ellers dybt inkompetente Grønne Lygte ved navn Gnort, som kun er kommet ind i korpset på grund af sine forbindelser.

Planetary Brigade
Planetary Brigade

I ”Hero Squared” får vi ikke en, men to helte – Captain Valor, som er en helt fra en alternativ verden som i vores verden kun kendes som en tegneseriefigur og så Milo, som er vor verdens eksempel på hvad der kan ske når skæbnen banker på og man ikke lige er hjemme den dag.

Milo skulle have været Captain Valor i vores verden, men endte med at blive en filmstuderende, som aldrig får gjort sit speciale færdig. En person med potentiale som nu pludselig skal til at se sig selv i forhold til den næsten perfekte Captain Valor som til gengæld er lidt irriterende i sin opblæste fejlfrihed.

Det kommer der en ret morsom historie ud af, og endnu bedre så kan den læses helt gratis på Boom! Studios hjemmeside hvor de første 90 sider i skrivende stund er lagt online, men hvis man er fan er Hero Squared nok en der skal købes som trade paperback. Og hvis man ikke har fået sit Giffen/DeMatteis-fix med den ene serie, så udgiver Boom! Også serien Planetary Brigade, som ser ud til at indeholde flere fjollerier af samme skuffe.

Keith Giffen
Keith Giffen

Sidst men ikke mindst skal jeg huske at påpege at Giffens klumme ”As if I care” som tidligere kørte på Wizards hjemmeside har holdt flyttedag. Åbenbart havde Wizard gang i en omorganisering hvor man fyrede Giffens kontaktperson og glemte at fortælle ham hvem han så skulle snakke med. Hvor dum har man lov at være?

Men alt er ikke tabt, Giffen har fundet et nyt hjem til sine gnavne og småsarkastiske udgydelser hos Comic Book Resources under titlen ”Unfortunate Confluence of Words”. Nyt sted – samme gnavne gamle mand. Gamle læsere, eller nye der gerne vil være gnavpot før deres tid kan starte her.

Nu er Giffens samarbejde med Boom! ikke begrænset til de mere fjollede ting. Han har også haft en hånd med i serier som “Dominion” og “Tag” hvor indholdet er anderledes seriøst, men det vil jeg vende tilbage til på et senere tidspunkt.