Spider-Man nummer 371

To dage efter årsdagen for angrebene på World Trade Center og Pentagon udkommer næstsidste afsnit af Mark Millars  meget politisk ladede historie Civil War i det danske Spider-Man 371. Tegneseriesiden ser nærmere på indholdet og parallellerne til virkelighedens verden.

Forsiden

Sidste nummer af Spider-Man sluttede jo med et brag, nærmere bestemt et tordenbrag da en af de klassiske Marvel figurer vendte tilbage. For danske læsere var det måske ikke helt så overraskende at se ham, med mindre man har fulgt med i hvad der er sket i de amerikanske udgivelser, for den seneste udgivelse med Thor herhjemme var “Loke” fra G.Floy Studio i 2005. Men på det tidspunkt var den amerikanske udgave faktisk holdt op med at udkomme, efter at man i 2004 var nået igennem Marvels bud på Ragnarok.

Ret hurtigt inde i historien begynder både læseren og heltene at tvivle på at der er tale om den virkelige Thor, og snart udvikler tingene sig i en retning som Tony Stark og de øvrige tilhængere af registrering ikke havde forventet. Hvor man kan sige at sidste nummer af Spider-Man stadig tillod en vis tvivl hos læseren og muligheden for at sympatisere lidt til begge sider, så begynder historien for mig at se fra dette nummer at tippe til fordel for Captain Americas side, om ikke med hensyn til tilhængere og muligheder, så ihvertfald rent moralsk.

En af de ting som er med til at tippe vægtskålen til fordel for Captain Americas hold er at vi gennem Peter Parker endeligt finder ud af hvad Tony Stark og hans medsammensvorne har tænkt sig at gøre ved de helte man har fanget som ikke retter ind efter loven om registrering.

ThorJeg skal ikke her afsløre alt for meget om Tony Starks planer, men i stedet prøve at trække et par paralleller med virkelighedens verden. Hvis Stamford er Marvel universets svar på 11. september, så må man sige at vi her har at gøre med Marvel universets svar på Guantanamo. Den amerikanske lejr beliggende i en militærbase på Cuba er blevet en belejlig måde at omgå de almindelige regler for behandling af forbrydere og krigsfanger.

Amerikansk lov er ikke helt som den danske, men den indeholder et fundamentalt begreb som hedder habeas corpus som er et latinsk udtryk der dækker over at man beder om at få personen udleveret, med det formål at gå i retten. Det regnes for en fundamental beskyttelse af individet, man kan ikke tilbageholdes og nægtes rettergang. Herpå hviler hele retssikkerheden.

Men så sent som ved indsættelsen af den nyligt afgåede justitsminister i USA hørte man meget usædvanligt ham forklare at selv om forfatningen siger at man ikke må forhindre habeas corpus, så betyder det ikke at man er garanteret habeas corpus. En tilsvarende interessant logik dukkede for nyligt op herhjemme, hvor PET’s afsløringer af formodede terrorister, ved hjælp af de muligheder de nuværende love gav dem, fik nogen til at mene at her var beviset for at vi behøvede strengere love.

Men som Nietzsche i sin tid påpegede, så skal de der vil jagte uhyrer passe på at de ikke undervejs selv bliver til det de jagter, og det er de overvejelser som Peter Parker, Sue Richards og flere andre figurer i Marvels univers nu må gøre sig.

Vi har stadig et enkelt kapitel tilbage i den danske udgave af Civil War til at få redet trådene ud og finde ud af hvilken side der går sejrrig ud af konflikten, om idealerne får lov til at hæve sig over realpolitikken, eller om det i sidste ende viser sig at situationen i superheltenes verden faktisk er blevet sådan at målet nu helliger midlerne. Afgørelsen falder som en tidlig julegave til læserne den 15. november.

Det kan måske virke en anelse underligt, men faktisk har jeg tænkt mig at slutte denne Marvel anmeldelse af med en anbefaling af et par DC titler som kan være interessante at læse i sammenhæng med Civil War. Selv om de to store forlag begge har et veludbygget univers af superhelte og ofte henter folk frem og tilbage mellem hinanden, så er det interessant hvor forskelligt de kan håndtere forskellige emner. Jeg har vist allerede tidligere nævnt Brad Meltzers “Identity crisis” som DC’s bud på hvordan man skal forholde sig til at afsløre sin hemmelige identitet eller ej. Hvad angår håndteringen af helte der er ude af kontrol og ikke længere som de helte vore forældre læste om vil jeg anbefale Mark Waids “Kingdom Come”, personligt er jeg ikke den store tilhænger af Alex Ross’ malede stil, men historien er tankevækkende. Og endeligt så er der “Infinite crisis” som også tager fat på konsekvenserne af at nogen gerne vil have os tilbage til “de gode gamle dage”, men fra en helt anden indfaldsvinkel. Så burde indkøbssedlen vist også være fyldt op indtil næste nummer udkommer.

Superman – True Brit

Superman - True BritMeget kan man sige om Egmonts redaktør Michael G. Nielsen og hans udgivelsespolitik, men når det kan lykkes for Egmont indenfor det samme halvår at udgive to historier med Superman som jeg er nysgerrig nok til at investere i, så er der grund til at være imponeret.

Jeg er absolut ikke den store fan af Superman, og derfor er det nok heller ikke nogen tilfældighed at de to udgivelser der har kunnet vække min nysgerrighed begge handler om alternative versioner, Superman som han kunne have været hvis bare …

I “Red Son” fik vi et bud på hvordan DC universet kunne have set ud hvis Superman var landet i det daværede Sovjetunionen. En ganske fascinerende leg med koldkrigsuniverset i nutidens bakspejl hvor både socialismen og kapitalismen får lov til at vise sine gode og dårlige sider. Som altid når der er tale om store ideologier som kæmper om herredømmet over verden kunne min sympati selvfølgeligt ikke undgå at falde hos den lidt mere anarkistiske Batman udgave fra dette univers.

Men selv om “Red Son” gav et godt bud på en alternativ Superman, så gav historiens store ideologiske temaer ikke plads til megen humor, ganske som Superman serien normalt ikke gør det. Med “True Brit” er man derimod gået gevaldigt over i den anden grøft ved at invitere ingen ringere end John Cleese indenfor i DC universet. Og ud af det er kommet en version af Superman som jeg tror at fans enten vil elske eller hade.

Med sig har Cleese Kim “Howard” Johnson som tidligere har skrevet en bog om Monty Python og arbejdet sammen med Terry Jones, John Byrne – som i de senere år har udviklet sin egen absurde personlighed helt på linje med Basil Fawlty og Mark Farmer som tidligere har arbejdet sammen med en anden ekspert i at fremvise britiske absurditeter ,Alan Davis, og som er supporter for Aston Villa, hvilket gør ham fortjent til en vis grad af medfølelse og en fri fadøl her hvor Premier League sæsonen går på hæld.

Med John Cleese ombord kunne man jo nok forvente en enkelt eller to diskrete hentydninger til Monty Python, og på dette punkt skuffer “True Brit” ikke. Vi får indledende beskrivelse fra Jor-El om hvad der venter hans søn på jorden, illustreret med den berømte Trout slapping sketch, og en diskret reference til Monty Pythons egen superhelt Bicylcle Repairman og deres Beatles-parodi The Rutles, samt en god del fjollet humor undervejs.

Til gengæld mangler der de sædvanlige superskurke fra Superman universet, tilsvarende med de øvrige helte fra for eksempel Justice League, og Cleese og co.’s udgave af Batman fortjener vist ikke meget andet end et hånligt fnys og en larmende tavshed.

I stedet for at lande på en farm i det amerikanske midtvesten som vi normalt ville forvente, lander Kal-El i stedet i Storbritanien, nærmere bestemt Weston-super-Mare. Stedet vil måske være visse læsere bekendt enten som fødested for den tidligere Deep Purple-guitarist Ritchie Blackmore eller som stedet hvor Eddie Hitler og Richard Richard fra “Bottom” tager hen for at komme på ferie fra deres skidne lejlighed i Hammersmith.

I dette provinshul bliver han adopteret af et ældre engelsk ægtepar som opdrager ham efter hvad forfatterne opfatter som typiske engelske provins-normer, så i stedet for den amerikanske drøm og troen på at enhver der arbejder hårdt nok kan gå fra at være avisbud til at blive koncerndirektør eller præsident, får den unge Colin Clark indprentet mottoet “Hvad ville naboerne ikke tænke”. Læsere der som jeg selv er vokset op i provinsen kan dårligt undgå øjeblikkeligt at fatte sympati for staklen.

Kampen mod den provinsielle tankegang virker som det gennemgående tema som forfatterne bag “True Brit” har haft på sinde da de skrev historien, også i forholdet mellem den voksne Superman og medierne, som får et par drøje hug med undervejs for den måde de bygger berømtheder op for senere at destruere dem igen med navlepilleri over deres privatliv og jantelov overfor de ting de opnår. Måske er det Cleese med sin mangeårige berømmelse og forfatterskab til to populær-psykologiske bøger der gerne vil drive et par pointer hjem, ihvertfald ender Colin Clark i sin lidt modvillige rolle som superhelt næsten mere om Brian fra Monty Pythons Life of Brian end om den slags superhelte vi kender.

Og dog …

For hvis man nu drejer blikket fra DC’s univers over mod et andet helteunivers, så kan man ikke undgå at se nogen lighedspunkter. Hvis man for eksempel erstatter Clarks modvillige forældre med en svagelig tante som er bange for sin nevøs alter ego, og hvis man så tænker på J. Jonah Jameson i stedet for den koleriske Whyte-Badger som Colin Clark må arbejde for selv da hans chef fører en smædekampagne mod Superman. Selv Lois Lane i skikkelse af Luisa Layne-Ferret har smidt stakkels-kvinde-i-nød rollen og ligner mere en selstændig mere ligeværdig partner som Felicia Hardy eller Mary-Jane Watson.

Dermed ikke sagt at “True Brit” er en Spider-Man fortælling med Superman i hovedrollen. Den bevæger sig tæt nok på til at tanken strejfer en, men holder afstand nok til at det ikke virker påfaldende (selv om den ikke kan nære sig for en enkelt henvisning til radioaktive edderkopper). Men problemet er stadigt at en stor del af den historie som holdet bag “True Brit” gerne vil fortælle er fortalt masser af gange i Marvel universet i stedet, man kan heller ikke undgå at tænke Cyclops fra X-Men når Colin Clark får at vide at han skal passe på med sit varmesyn og at folk ikke må opdage hans kræfter fordi de hader det de frygter.

Så hvis man i forvejen har læst Marvels historier genne mange år er det eneste unikke ved “True Brit” den fjollede meget engelske humor som gennemsyrer hele historien. Det kan være nok hvis man skal slå et par timer ihjel i en flyver eller et tog, men måske ikke noget man har lyst til at tage ned fra hylden igen.

And now for something completely differentOg apropos at tage ned fra hylden igen, så kan fans til gengæld glæde sig over at Super-Ove er vendt tilbage og står for indledningen til hæftet. Her funderer han over hvordan Superman historien mon ville tage sig ud hvis nu Kal-El var landet i Rebild Bakker i stedet for, personligt tror jeg ikke at der ville være den store forskel mellem at han voksede op i det mørke Jylland eller det afsides England.

Men hvis jeg tilsvarende skulle give mit bud på hvad der kunne være sjovt at se, så kunne jeg tænke mig at se ham lande i New England, nærmere betegnet Arkham Massechusetts hvor en aldrende professor ved Miscatonic University sammen med sin husholderske adopterer barnet fra rummmet. Vil Supermans kræfter være nok til at beskytte jorden mod Cthulhu og de andre væsener fra stjernerne og dimensionerne hinsides tid og rum, eller vil Lex Luthor have held til at påkalde den vanvittige rumgud Azathoth som i sin tid forårsagede Kryptons undergang?

Jeg ved ikke om der ville være andre læsere til den, men det ville i hvertf fald være “Something completly different”.

Profession: borgmester, tidligere superhelt

Mitchell Hundred fra Ex MachinaDer har været en bølge af “realistiske” superheltefortællinger, og en af de nyeste (og bedste) skud på stammen er Ex Machina af Brian K. Vaughan.

Mitchell Hundred har ikke haft et helt almindeligt liv.
Han voksede op med sin mor, som arbejdede som politisk aktivist for kvindesagen i 1970’erne, mens hendes nære ven, russeren Kremlin, passede Mitchell.
Da han som voksen undersøgte en mystisk anordning, eksploderede den i hovedet på ham og gav ham evnen til at befale over maskiner. Mitchell gjorde naturligvis hvad enhver tegneserielæsende mand ville gøre – han indleder en karriere som superhelt, og det vel og mærke i en verden, som ikke har nogen superhelte i forvejen.

Mitchell Hundred som The Great Machine (Ex Machina)Han har dog ikke det store held med foretagenet – han får kvalme af at flyve med det jetpack, som Kremlin har bygget til ham og folk er heller ikke specielt glade for at blive reddet af The Great Machine, som han kalder sig.
Han lægger superheltekaldet på hylden og stiller i stedet op som borgmester for New York og grundet nogle endnu ikke afslørede omstændigheder omkring 9/11 og angrebet på World Trace Center bliver han valgt. Det bliver dog mere end antydet at han er grunden til at det ene tårn stadig står (i Ex Machinas verden, altså).

Ex Machina fortælles med ivrigt brug af flashbacks til forskellige perioder i Mitchells liv, og det er aldrig forvirrende, men giver derimod et klart indtryk af en solidt gennemarbejdet serie. Og så er der jo også spændingselementet ved alle de plotelementer, der antydes når vi går på opdagelse i hans baggrund.

Det er en usædvanlig serie som Vaughan her har fået skruet sammen – der er ikke meget om Mitchells tid som superhelt, mens serien primært fokuserer på hans politiske liv og hvordan han løser store og små kriser som borgmester. Naturligvis får han en gang i mellem brug for sine kræfter, men lige så ofte løses problemerne af politiet eller igennem forhandlinger.

Det kan umiddelbart lyde kedeligt, men det bliver det aldrig, tværtimod – andet bind, Tag, har et virkelig uhyggeligt setup og en mindst lige så uhyggelig morder, og man sidder bagefter med en følelse af at måtte have mere!!! Heldigvis er bind 3-5 til at købe for menneskepenge, så det lader sig jo ændre …

Ex Machina er velskrevet, spændende og holdes glimrende sammen af Tony Harris forholdsvist løse streg, som dog er baseret på foto-forlæg. Serien er nu officielt på min “to buy”-liste, og anbefales varmt til tilhængere af moderne amerikanske (superhelte-)tegneserier.

Denne anmeldelse er baseret på:

Titel: Ex Machina – the First Hundred Days
Forfatter: Brian K. Vaughan
Tegner: Tony Harris

Udgiver: Wildstorm

Bedømmelse: [rate 8]

Titel: Ex Machina – Tag
Forfatter: Brian K. Vaughan
Tegner: Tony Harris

Udgiver: Wildstorm

Bedømmelse: [rate 8.5]