Alan Moore & Kevin O’Neill: 1910

Jeg har tidligere her på siden skrevet om de to første bind om Det Hemmelighedsfulde Selskab, og nu har forlaget Fahrenheit sendt Alan Moore og Kevin O’Neills næste lækkerbisken på gaden. Titlen er “1910”, og handlingen er, som man kan gætte, flyttet noget frem i tiden, men der bydes endnu engang på en tætvævet fortælling fyldt med referencer til alt lige fra Arthur C. Clarke til Kong Arthur.

Kender man ikke serien i forvejen, er en kort introduktion på sin plads: Det Hemmelighedsfulde Selskab er en lille og skiftende forsamling af generelt legendariske personer, der arbejder i det skjulte for at bevare det britiske imperium. Alle er de personer, som Moore har fisket op af litteraturhistoriens skjulte vande, sandsynligvis på de dybder, hvor fiskene ser meget sære ud. De to personer, der går igen fra de tidligere historier til dette bind, er Mina Murray (Jonathan Harkers forlovede i “Dracula”) og Allan Quatermain (hovedpersonen i flere bøger af H. Rider Haggard, især “Kong Salomons miner”). Men det er ikke den aldrende Quatermain, som vi mødte i de foregående bind, der toner frem her – for i de mellemliggende år har han og Mina været vidt omkring og har bl.a. andet badet i den dam, der spillede en rolle i Haggards “Hun” og gjorde titelpersonen udødelig. Quartermain er derfor igen ung og handlekraftig og må faktisk lade, som om han er sig egen søn.

Tidens gang betyder også, at der introduceres nye medlemmer til selskabet denne gang, og de to får selskab af Carnacki (spøgelsesjæger kendt fra en række noveller af William Hope Hodgson), gentleman-tyven Arthur J. Raffles (skabt af Arthur Conan Doyles svoger EW Hornung) og den udødelige Orlando (der skifter køn med jævne mellemrum og er sammensat af flere figurer, bl.a. hovedpersonen fra “O’s historie). Carnacki har en række drømme, som i lettere fordulgte billeder fortæller om en snarlig katastrofe, og Selskabet sætter sig for at forhindre de grumme hændelser.

Jeg må indrømme, at “1910” ved første gennemlæsning ikke helt levede op til forventningerne (som så også må siges at have været helt oppe at ringe) – historien flød ikke helt så let og virkede ikke helt så fuldendt, og Kevin O’Neills tegninger virkede en smule mere stive i det i denne omgang. Men som mange af Moores værker er også dette ét, der nyder godt af flere gennemlæsninger.

Det, man skal huske (og som forklarer de mangler, der måtte være i værket som afsluttet historie), er, at “1910” er første bind i en trilogi – og det er ikke alle de frø, som bliver sået her, der når frem til fuld blomstring. Og så skal man naturligvis som begejstret læser af de tidligere historie lige vænne sig til, at dette ikke er det Selskab, som vi kender og elsker. Hyde er væk og ligeså Griffin, hvorimod Nemo kan siges at være et frø, der bærer grusom frugt i denne ombæring. Hans arvtager spiller nemlig en vigtig rolle og vil uden tvivl optræde igen.

Dernæst har Moore skabt en ganske anderledes basis for historien i denne ombæring, idet det denne gang er en opera, der løber som en mørk understrøm gennem hele historien: Brecht og Weills “Laser og pjalter” fra 1928. Det sker først og fremmest ved en norne-agtig baggrundsfigur, der kommenterer handlingen i sang, men også et enkelt sted ved, at figurer i handlingen bryder ud i sang og dans. Det er et af de elementer, der ved første gennemlæsninger virker lidt prætentiøst og uden den dybere eksistensberettigelse – men ved genlæsning hurtigt afslører flere dybder og forlener historien med en ekstra dimension og en endnu dybere atmosfære af overhængende undergang.

Det virker, som om Moore har skåret lidt ned på mængden af referencer i “1910”, men samtidig skruet lidt op for ambitionerne. Jack the Ripper, som han tidligere har behandlet så udførligt, optræder også her, med en anden identitet, men igen som et billede på den nye tid, og det er igen det, der gør dette bind så stærkt. Endnu en gang skaber Moore og O’Neill et litterært puslespil, og selv om dette bind alene måske ikke skaber et lige så overbevisende billede, som f.eks. “Klodekrigen” gjorde, så er tanken om, hvad det kan blive til i samspil med de to næste bind, nok til at gøre én både op- og forstemt, for jeg tror ikke, at Moores billede af århundredet bliver noget skønmaleri. Han har et blik for det grusomme og en evne til at fortælle om det med både humor og fascination, der er troldbindende, og det viser han endnu engang.

Alan Moore & Kevin O’Neill: Det hemmelighedsfulde selskab 1+2

Tredje bind af [[Alan Moore]] og Kevin O’Neills meta-pulp-pastiche ”[[Det Hemmelighedsfulde Selskab]]” kommer snart på dansk, så det er et godt tidspunkt at genlæse de to første historier – og har man ikke læst dem før, kan vi konkludere allerede nu, at stort set ethvert tidspunkt er et godt tidspunkt at starte.

Mange kender nok Selskabet fra filmatiseringen, The League of Extraordinary Gentlemen fra 2003; de to ting er dog (mildest talt) meget forskellige. Filmen er en søndagsfilm – af den slags, der nok nydes bedst med tømmermænd, chips og cola. Tegneserier er søndagslæsning – af den slags, som nydes bedst, når man har tid, sted og overskud. Det er nemlig lige dele god historie og litterært puslespil med et væld af detaljer.

Det er Alan Moore, der har skrevet historien, og han har tidligere (og senere, for disse to bind er udkommet imellen årene 1999 og 2003 oprindelig) begået både gennemført kulørte historier og større, mere tunge værker – her synes jeg, at det i høj grad lykkes ham at forene de to. Han dykker ned i fortidens kulørte hæfter og forlener dem med en vis vægt kraft af sit overlegne fortælletalent.

Titlens selskab består ganske enkelt af folk fra litteraturhistorien – og dermed ikke ment Bram Stoker, Robert Louis Stevenson, Jules Verne, Sir Rider Haggard og HG Wells, men derimod deres personer, hvad enten de er hoved- eller bi- i de originale værker. Romanfigurer dør aldrig rigtig, men deres ophavsret forfalder, og det er det faktum, som danner basis for Det Hemmelighedsfulde Selskab. Personer oprindeligt skabt af de førnævnte forfattere placeres i en udgave af Victoriatidens England med masser af Steampunk-undertoner; det er England på sit højeste med masser af retro-retro-futuristisk teknologi i baggrunden.

Det første bind, som blot hedder ”Det hemmelighedsfulde selskab”, fortæller historien om, hvordan Selskabet samles (eller rettere, hvordan den seneste inkarnation af selskabet samles, for vi får hen ad vejen også listet lidt oplysninger om tidligere udgaver). Det er lederen af efterretningsvæsenet, Champion Bond (som det er svært ikke at se som en forfader til en vis James), der sætter en frøken Murray til at samle en række meget specielle individer. Mina hedder hun til fornavn og var tidligere gift med Jonathan Harker – og nyder man at genkende en henvisningen til en biperson i Dracula, kender man en smule af fryden til at læse om Selskabet, den litterære ækvivalent til at fange snefnug med tungen. Og det er formelig som et løbe gennem en snestorm af intertekstuelle referencer.

Den første person, Mina får med, er kaptajn på sin egen ubåd og hedder (naturligvis) Nemo. Den næste er H. Rider Haggards eventyrer Quatermain. Den tredje må de finde i Paris, hvor detektiven Auguste Dupin fører dem gennem noget, der minder ubehageligt om ”Edgar Allan Poe”, men ender et helt andet sted. Og sådan går det, fra historie til historie, hvor ikke blot personerne men også baggrundene har deres helt egen betydning.

Da først hele Selskabet er samlet, viser det sig snart, at en grusom fare truer det britiske imperium, og det mildest tale umage team må drage i felten.

En lykkelig slutning ved jeg ikke, om jeg vil kalde det, der kommer ud af det, men det må være tydeligt for enhver, at det går godt nok til, at der kunne komme en forsættelse. Her er titlen Klodekrigen, og i stedet for blot at løfte folk op fra litteraturens genpøl har Moore denne gang samlet en hel historie op, som han søsætter sin tidligere fangst i – der er tale om HG Wells’ ”Klodernes kamp”, og marsboernes invasion udspiller sig på én gang som i originalen og helt originalt.

De to historier er overlegent fortalt. Moore styrer sine tegneserier minutiøst, samtidig med at han lægger en forfærdeligt masse arbejde i dem, og det kan ses – ikke nok med, at han forstår at fortælle en historie, men samtidig formår han at formidle mængder af baggrundsinformation i baggrunde og henkastede bemærkninger. Et mesterværk, tøver jeg ikke med at kalde det, men samtidig må jeg også indse, at en stor del af de to værkers charme har at gøre med, hvorvidt man finder fortællingernes sfære for interessant. Min kone, hvis smag jeg ellers ofte deler, har aldrig kunnet se pointen, men har så heller ikke den baggrund, der gør, at hun kan fortabe sig i referencerne og de indforståede vittigheder. På den gode side må det så også betyde, at baggrund og historie hænger sammen – de kan ikke fungere alene, eller i al fald ikke fungere lige så godt.

Tredje historie om Det Hemmelighedsfulde Selskab skulle være på vej på dansk fra Forlaget Fahrenheit. Efter denne genlæsning kan det i mine øjne ikke gå hurtigt nok. Det virker umuligt, men Moore har tidligere vist, at han er i stand til at overgå sig selv; alene tanken om, at han vil overgå dette, er nok til at give hjertebanken.

Guder klædt i spandex

Er superhelte i virkeligheden en videreførelse af de gamle guder? Er Lex Luthor i virkeligheden formet efter okkultisten Aleister Crowley? og er der en forbindelse mellem Batman og kaballah? Det mener forfatteren Christopher Knowles. Kent Damgaard ser nærmere på sagen i denne boganmeldelse.

Gudernes genkomst?

Our Gods Wear SpandexI vore dage er det på mode at hade tegneren Rob Liefeld, og blandt folk der gør det er der vist ingen tvivl om at Christopher Knowles står temmeligt langt fremme i køen. Knowles ser tegneseriens “Chromium age” som et onde der nu heldigvis er ovre. Chromium hentyder til datidens mange forskellige forsider på forskellige former for metallisk folie der skulle give et indtryk af at være trykt i guld og sølv, en kynisk spekulation i at skabe samlerobjekter ud af den blå luft.

Ifølge Knowles er vi heldigvis blevet reddet fra denne tidligere ondskab, og frelseren er ingen ringere end Alex Ross og hans samarbejde med Mark Waid om værket “Kingdom come” som også er udgivet på dansk. Her gør fortidens superhelte op med den nye tids ultra-voldelige helte som er ved at ødelægge verden. For Knowles er der nærmest tale om en form for exorcisme hvor Waid og Ross uddriver 90’ernes dårskab og vender tilbage til det som Superhelte egentlig skal stå for, nemlig de guder og den religiøsitet vi nærmest har tabt i vores moderne samfund.

Med sådan et forlæg og et forord hvor Knowles fortæller om sin fascination af alle former for spirituel udfoldelse kunne man godt blive lidt bekymret for at resten af bogen ville blive en ørkenvandring i genfødt kristendom og moderne moralvogten, men det er heldigvis ikke tilfældet. For Knowles har gjort sit hjemmearbejde og gør meget ud af at sætte scenen for sine påstande om vor moderne tegneseriekultur.

Guder og helte fødes

Christopher KnowlesKnowles trækker sine tråde helt tilbage til både egyptisk, græsk og romersk mytologi, men det er specielt de sidste 150 år at tingene for alvor begynder at tage form. Udgravninger i det gamle egypten vækker en ny interesse for fortidens myter, spiritismen og interessen for det okkulte begynder at gøre sit indtog og med den sættes scenen for en ny type af historier. Figurer som Aleister Crowley, Madame Blavatsky og Harry Houdini gør hver på deres måde et indtryk på det overnaturlige landskab og efterlader en inspiration som senere tegnere og forfattere kan trække på.

Men i stedet for at tage springet direkte til tegneserien tager Knowles os igennem en lang række af dens forløbere fra Conan Doyle over Sax Rohmer og videre til Lovecraft og Robert E. Howard. De tidlige figurer i tegneseriens verden som for eksempel The Shadow og Dr. Occult bliver sat i relief og knowles bruger dem til at vise sammenhængen til de mere moderne helte som vi kender dem idag. For mit at se er dette den stærkeste del af bogen, der er et væld af information om fortidens helte som man normalt ikke støder på. De enkelte tegnere og forfatteres tilknytning til enten religion eller forskellige okkulte grupperinger nævnes flittigt hvilket nogen gange fører til overraskende viden som måske kan hjælpe med at sætte dem i relief.

Guder, Golem og Amazoner

Efter at have sat brugt næsten halvdelen af bogens 230 sider til at sætte scenen begynder Knowles så at tage vore mest kendte helte under behandling. Superman og Captain Marvel bliver sat på plads som moderne Messias-legender mens Hawkman og Falcon får deres plads som genfortællinger af Horus fra den egyptiske mytologi. Så langt går det godt for Knowles, men i sit efterfølgende forsøg på at hægte den jødiske mytologis golem op på en række moderne serier begynder det at gå galt for ham. En golem er et væsen skabt af ler, animeret af en rabbiner ved hjælp af et magisk skaberord skrevet på den, skabt til at beskytte de jødiske samfund mod forfølgelse.

SuperheltFlere har hæftet sig ved myten om golem og det faktum at en lang række af de første skabere af vore dages superhelte har en jødisk baggrund, for eksempel Siegel og Schuster (Superman) eller Stan Lee og Jack Kirby (Marvel Comics). Nu har Knowles jo allerede brugt Superman i en mytologisk sammenhæng, så selv om flere andre har bemærket at han ville passe ind som en golem-manifestation lige så vel som en kristus-manifestation, så vælger Knowles at kigge andetsteds i DC’s univers, nemlig til Batman. Batman opstår ifølge Knowles for at beskytte de almindelige mennesker fra forbrydere og korruption der kan sidestilles med omverdenens forfølgelse af jøderne.

Ved hjælp af dette kunstgreb kan Knowles så også placere Punisher og Wolverine under eksempler på golem, mens de mere indlysende eksempler som Hulk og The Thing (som oven i købet er en jødisk superhelt) får en lidt mere overfladisk behandling. Personligt føler jeg nok at det er et lidt voldsomt kunstgreb Knowles benytter sig af her, jeg ville tro at der med fordel kunne være trukket andre mytologier ind som ville have passet bedre på Batman, Punisher og Wolverine.

Det går heller ikke helt godt for Knowles da han tager fat på myten om amazonerne. Wonder Woman ligger selvfølgelig lige til højrebenet her, og Knowles giver en del eksempler på andre amazoner i tidligere tider, hvorefter han konkluderer at denne type kvindelige helt mere eller mindre er gået i sig selv og sjældent ses idag. Personligt ville jeg jo sige at der vist aldrig tidligere har været så mange TV-serier og tegneserier hvor kvindelige krigere optræder på linje med mænd. Knowles får da også skudt sig selv lidt i foden ved at nævne James Camerons Dark Angel, mens han helt forbigår Buffy og Xena (som begge stadig udkommer som tegneserier), ligesom Red Sonja der lige har fejret 35 års jubilæum med genudgivelse af de gamle Marvel serier og en ny serie som ser ud til at kunne holde salgstallene. Heller ikke den nye Wonder Woman forfatter Gail Simones serie Birds of Prey eller den moderne Cassandra/Batgirl finder nåde for Knowles’ blik.

Gudernes skabere

I det hele taget begynder Knowles at tabe dampen mod slutningen af bogen. Her tager han fat på at fortælle om nogen af de kendte skabere som står bag de historier der efter hans tese signalerer gudernes genkomst i tegneserieverdenen. Historien om Jack Kirby er ganske interessant, måske især for læsere der ikke er så bekendt med hans personlige historie og arbejde hos DC. Jack Kirby var altid den tavse part i samarbejdet med Stan Lee, som i stedet lod sin blyant og pen tale for sig, derfor kender flere sikkert også Lees historie bedre end Kirby. Knapt så interessant bliver gennemgangen af Alan Moore og Neil Gaiman, mens Grant Morrison og Mike Mignolas biografier ikke har meget at sige i forhold til en gennemsnitlig Wikipedia artikel. På dette punkt i bogen har Knowles egentlig fået sagt hvad han ville og træder mest vande for at fylde sidetallet ud.

Konklusion

Joseph Michael Linsner med sin egyptiske katSelv om “Our gods wear spandex” virker som lidt af en fuser mod slutningen, så er den første del af bogen grund nok til at læse den. Den giver læseren god mulighed for at orientere sig i denne del af populærkulturens univers, måske ikke direkte et referenceværk, men dog en bog der giver masser af inspiration til videre studie. Som et partsindlæg i en debat om hvor tegneserier om superhelte bevæger sig hen er den knapt så anvendelig, Knowles har allerede fra starten besluttet sig for at Waid og Ross er de nye guder på seriehimlen, og så må resten af verden og fakta rette ind efter det.

Et andet godt argument for bogen er Joseph Michael Linsners tegninger. Jeg kender ellers mest Linsner for hans goth/horror babe Dawn, men hans ofte lidt humoristiske illustrationer til teksten viser at Linsner sagtens kunne tegne superhelte hvis lysten og inspirationen skulle melde sig.

230 sider for omkring 20$ er en udmærket handel med den nuværende dollarkurs for den der vil vide mere om de mytologiske og religiøse rødder for superhelte genren.

Til de der vil læse mere kan Linsner findes på sin hjemmeside mens Christopher Knowles uddyber sine betragtninger om superhelte og meget andet i sin blog.

Fakta om Bogen

Christopher Knowles: Our gods wear spandex

Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Christopher Knowles
Illustrationer: Joseph Michael Linsner
Udgiver: Weisner Books
ISBN: 1-57863-406-7