En døende mands feberfantasier?

Coveret til Corto Maltese - Mu begynder som en surrealistisk feberfantasi. Der indledes på side et med en flok plettede tropefisk, der tilsyneladende er fordybet i samtale om den græske myte om Atlantis. Talebobler udgør en betydelig del af de enkelte billeder og synes, ret forvirrende, at antyde, at det måske alligevel ikke er fiskene der taler, men nogen eller noget, der befinder sig lige uden for billedrammen. Fra billede til billede skifter vores, læserens, synsvinkel, idet der uden varsel zoomes ind og ud på de forskellige fisk, så vi det ene øjeblik har flokken svævende og det næste er helt tæt på de enkelte fisk. Sidste billedramme på første side forekommer således umiddelbart at være et ultra close-up af en af fiskene – måske af et fiskeøje? Dette billede fortsættes på side to, hvor der først zoomes endnu tættere på fisken (ramme 1-3) for derefter langsom at blive panoreret ud igen (ramme 4-6), alt i mens diskussionen af Atlantis fortsætter. På side tre er vores perspektiv blevet trukket så langt tilbage, at vi opdager, at den foregående side ikke har været close-ups af en fisk, men derimod af et (billede af?) et ansigt set i profil. Yderligere forskydninger af perspektivet afslører at profilen tilhører en kraftig udsmykket figur, der umiddelbart ligner et vægmaleri, og taleboblerne viser, at det er denne figur, der udgør den ene del af samtalen. Den sidste billedramme på tredje side forskydes vores perspektiv endnu engang, men på en ny og overraskende måde: Det er et close-up af et menneskeansigt, indrammet af en gul cirkel. På de følgende par sider afsløres det, at den samtale, der blev indledt på side et, tilsyneladende er en diskussion mellem to undersøiske vægmalerier, med en person iklædt en gammeldags dykkerdragt (tænk Tintin i Enhjørningens hemmelighed) som en interesseret, men noget skeptisk, tilhører. På side 10-12, bliver dykkeren langsomt hævet op til havoverfladen og hevet ombord på et skib, og da han får hjelmen af opdager vi, tilsyneladende samtidigt med ham selv, at personen i dykkerdragten er Corto Maltese. De foregående sider har tilsyneladende blot været en illusion; en hallucination forårsaget af trykproblemer og manglende ilttilførsel.

Scene fra Corto Maltese - MuDermed er temaet og den overordnede handling for blevet præsenteret. [[Corto Maltese]] er, med et blandet udvalg af venner og bekendte fra sin fortid (Rasputin, Gyldenmund, Levi Colombia, Soledad) på jagt efter det forsvundne rige Mū, også kendt som Atlantis. Som i ethvert godt eventyr er der pirater, kidnapninger, kærlighed, hemmelige civilisationer, underjordiske kongeriger, farlige indfødte og vulkanudbrud. Men handlingen er som sådan sekundær; for [[Hugo Pratt|Pratt]] har det væsentlige ved tydeligvis ikke været historien, men derimod stemningen – og muligheden for at lade Corto Maltese syre ud på svampe. Der er lange, fabelagtigt flotte, drømmeagtige sekvenser, hvor man, ligesom i albummets indledende sider, ikke er sikker på, om det der foregår, er virkeligt eller blot noget der foregår i Corto Malteses fantasi. Virkelighed og hallucination glider ubesværet ud og ind af hinanden, og blandes på måder, som det er svært at forestille sig kan lade sig gøre indenfor andre medier.

er (og er skrevet som) det sidste album om og med Corto Maltese og er et vemodigt og smukt farvel til en af tegneserieverdenens mest elskede og kendte figurer. Den rastløse sømand fra Malta har, om nogen, været med til at gøre tegneserien respektabel som andet og mere end underlødig underholdning, og har samtidig formået at bevare et talstærkt og trofast publikum. I giver Pratt os alt det, som altid har kendetegnet Corto Maltese serien – og giver det hele en ekstra tand: Der er melankoli, vemod, dejlige (men ikke altid trofaste)kvinder, tvetydigt skurkagtige personer, fantastiske tegninger, åndeløst smukke billeder og meget, meget andet.

er næppe det rette sted at starte for en Corto Maltese novice; albummet fordrer et vist kendskab til Pratts persongalleri, og skønt historien på overfladen forekommer forholdsvis simpel, så er forløbet undertiden så eksperimenterende og udsyret, at det kan være vanskeligt at følge med i ved første gennemlæsning. På samme måde vil næppe omvende eller overbevise dem, som ikke på forhånd er fans af Pratts Corto Maltese serie; dertil er historien for indadvendt og for centreret om Corto Malteses eget univers. Meget symptomatisk foregår handlingen på, under og omkring en ø, og modsat andre albums i serien (Corto Maltese i Sibirien f.eks.), spiller det konkrete tidspunkt historien foregår på ikke den store rolle. Bortset fra utallige historiske referencer til den fjerne fortid er der således så godt som ingen henvisninger til konkrete (politiske og sociale) begivenheder i den omgivende verden. er en historie om og med Corto Maltese og Corto Malteses omgangskreds, og resten af verden spiller i den sammenhæng ikke nogen større rolle. Men for alle os som elsker Corto, og ønsker at sige farvel til ham, er der ingen vej uden om: er, selvfølgelig, et “must have”.

Og så må jeg lige (endnu engang) rose Faraos Cigarers udgivelsespolitik. Der er i den grad ikke gået på kompromis med noget ved udgivelsen af . Hardcover; godt papir, godt tryk, flotte farver – og så er der lige lagt 100 siders ekstramateriale oven i. Hugo Pratts egen forhistorie til ; forstudier til albummet; en bunke artikler om Atlantis-myten; gengivelser af gamle søkort; fotografier af Maya-vægmalerier og meget andet som jeg slet ikke har fået kigget ordentligt på endnu. Kudos til forlaget for den konsekvente fastholdelse af den høje kvalitet. Den eneste (lillebitte) anke jeg har, er, at det er lykkedes at stave Levi Colombias navn på tre forskellige måder i hhv. pressematerialet (Colombo); ekstramaterialet (Columbia) og selve serien (Colombia). Men det er vitterligt en detalje

Fakta om bogen:

Vurdering: Klart anbefalelsesværdigt hvis man på nogen som helst måde har et forhold til Corto Maltese. Det store spørgsmål er, om man er villig til at spendere de næsten 400 kr. som albummet løber op i.

Titel: . 270 sider (170 siders tegneserie + 100 siders “ekstramateriale” ).

Forfatter og Tegner: Hugo Pratt
Forlag: Faraos Cigarer
Pris: kr. 398

Dæmonen, fiskemanden og alle de andre

I forbindelse med vores tema om [[Hellboy]], skal vi lige være sikre på at have alle med, så efter Kents introduktion til seriens skaber, [[Mike Mignola]], følger her en kort introduktion til seriens persongalleri (“Person” skal forstås i bredest mulige forstand i en serie, der både inkluderer dæmoner, transdimensionelle gudelignende skabninger og fiskemænd). Der er enkelte milde spoilers i denne gennemgang.

Heltene

Hellboy

Vor helt, Hellboy
Vor helt, Hellboy

Da anden verdenskrig nærmede sig sin afslutning, fik de allierede nys om en særlig afdeling af forskere, der arbejdede sammen med en ukendt mand på et af Hitlers mange “Dommedagsprojekter”. Dette projekt blev kendt under navnet “Project Ragna Rok”, og selv om projektet syntes at være en fiasko for nazisterne, var de allierede på det rette sted på det rette tidspunkt og fandt en rød baby-dæmon, komplet med horn og det hele – øjensynligt hidkaldt som følge af eksperimentet.

Trevor Bruttenholm, en af de allieredes eksperter i det paranormale, tog den lille dæmon til sig og gav ham navnet Hellboy.

I løbet af de næste 20 år blev Hellboy officielt adopteret af Bruttenholm og trænet til at være medlem af the Bureau of Paranormal Research and Defense – kaldet [[B.P.R.D.]] – som er en slags FBI-afdeling, som har til opgave at undersøge og tage sig af overnaturlige fænomener og trusler. Hellboy bliver sendt rundt i verden for at løse forskellige problemer, og lærer derigennem om sin baggrund, sin sande natur og sin tiltænkte rolle i forhold til intet mindre end verdens undergang.

Selv om Hellboy er en stor rød dæmon, hvis højre hånd er lavet af sten, er han alligevel teamets mest “nede på jorden”-medlem – han elsker pandekager, ryger cigarer og drikker øl og fyrer dårlige one-liners af mens han banker tentakel-uhyrer fra andre dimensioner tilbage hvor de kom fra. Hans løsninger på problemerne er ofte meget håndfaste – de bliver ofte løst ved at uddele nogle solide slag fra stenhånden eller ved at han sønderskyder dem med sin trofaste pistol.


Hellboy smager pandekager for første gang!

Abe Sapien

Abe Sapien, vores yndlings-fiskemand

Abe er en fiskemand, eller som det hedder på latin, icthyo sapien. Han blev fundet i dvale i et rør i kælderen under et hospital i Washington, D.C.
På røret stod datoen 14. april, 1865, hvilket er dagen for attentatet mod Abraham Lincoln, hvilket resulterede i Abes navn (Abe var Lincolns kælenavn).

Han er et centralt medlem af BPRD og er den på holdet, der han kendt Hellboy længst tid. De to er da også nære venner, hvilket måske også er forståeligt, idet ingen af dem har nogen ide om hvor de kommer fra og ingen af dem passer til menneskenes verden.

Han er en fremragende skarpskytte, trænet i nærkamp og – nok vigtigst – i besiddelse af et næsten genialt intellekt. Hans fysiologi sætter ham i stand til at ånde under vand og svømme, nåja, som en fisk.

Abe ser – i lighed med Hellboy – noget anderledes ud end normen, men er en flink og loyal partner for kollegerne i BPRD. Han har senest i BPRD opdaget noget af sin fortid, men dette har kun givet ham flere spørgsmål end svar.

I filmene er Abe også telepat og kan ikke ånde udenfor vand uden en slags omvendt dykkerdragt.

Liz Sherman

Liz Sherman, holdets pyrokinetiker

Liz er pyrokinetiker, hvilket med andre ord vil sige at hun er i stand til at frembringe ild ved tankens kraft. Da hendes kræfter for første gang manifesterede sig, endte det med en ødelæggende katastrofe, hvor hun ved et uheld kom til at ødelægge en boligblok og dræbe 32 mennesker, heriblandt hendes egne forældre.

Dette lagde naturligvis en dæmper på hendes lyst til at bruge sine kræfter, men BRPD og især Hellboy tog hende under deres vinger, og hun har lidt efter lidt fundet ud af at kommer sig over sin angst for sine kræfter og kan i dag kontrollere dem fuldstændigt. Hendes kræfters oprindelse er aldrig rigtigt blevet forklaret, men hun har ofte været mål for diverse skurkagtige væsener, som har forsøgt at tage hendes ild og gøre den til deres egen.

I filmene er hun kærester med Hellboy, mens hun i tegneserierne mere tænker på ham som en slags storebror / faderfigur.

Roger

Roger - holdets humunculus / golem
Roger - holdets homunculus / golem

Roger blev fundet i et oldgammelt laboratorium, som Liz udforskede. Her fandt hun en homunculus, en krop lavet af tørrede urter og menneskeblod. Hendes kræfter aktiverede ved et uheld den slumrende homunculus, hvilket næsten slog hende ihjel. Dette fører til at Hellboy deler en ordentlig håndfuld øretæver ud til Roger inden fejltagelsen bliver opklaret.

Han giver senere Liz hendes kraft tilbage, hvilket medfører at han selv igen ender i en koma-lignende tilstand. På Abes initiativ genopliver BPRDs videnskabsmænd Roger, idet de indopererer en generator i ham, hvilket giver ham energi til at leve. Herefter slutter han sig til BPRD som et aktivt og værdifuldt medlem af holdet. Roger ser op til Hellboy og benytter ham som en mentor-skikkelse.

Bortset fra at man ser et glimt af hans livløse krop i den første film, er Roger ikke med i filmatiseringerne.

Johann Kraus

Johann Kraus, den ektoplastiske agent
Johann Kraus, den ektoplastiske agent

Som det fremgår af billedet, har Johann ikke noget ansigt – han har faktisk ikke nogen krop, idet han udelukkende består af ektoplasma. Han er et psykisk medie, hvis krop blev ødelagt mens hans ektoplastiske selv var ude i æteren. Da han var klar over at han ikke kunne overleve i længere tid uden sin krop, kontaktede han BPRD, som med tiden fik konstrueret hans karakteristiske dragt til ham.

Johann er blevet en vigtig del af holdet, da han via sit ektoplasma bl.a. kan kommunikere med de døde og give dem midlertidig fysisk form. Han har ikke brug for søvn, og arbejder derfor stort set alle døgnets 24 timer, bl.a. med at læse BPRDs gemte filer, som fornylig blev fundet under et bjerg i Colorado.

Johann er med i den anden Hellboy-film, The Golden Army. I filmen staves hans navn Johann Krauss og ud over at kunne genoplive de døde, kan han forlade sin dragt for at “besætte” mekaniske ting.

Lobster Johnson

Pulp-helten Lobster Johnson
Pulp-helten Lobster Johnson

Hellboys verden består af en to meter høje rød dæmon, en fiskemand og en ektoplasmisk essens i en specialdesignet dragt, så superhelte er naturligvis ikke udelukkede fra det gode selskab.

I dette tilfælde er der så bare tale om (formoder vi) spøgelset af en superhelt fra anden verdenskrig, som ved et par lejligheder hjælper Hellboy og BPRD.

Hans særlige kendetegn er en hummers klo brændt ind i panden på de fjender han overvinder, og han er med i denne opsummering på trods af at han ikke er en central figur i serien – simpelthen fordi han er en cool figur. Han har træk til fælles med Marvels Night Raven og den klassiske pulp-helt The Spider.

Lobster Johnson er endnu ikke med i filmene, men del Toro har udtalt at han gerne vil have ham med i en eventuel 3’er, gerne spillet af Bruce Campbell, bl.a. kendt fra Evil Dead-filmene.

Skurkene

Ogdru Jahad

Ogdru Jahad er et 7-hovedet væsen, som er forvist til eksil bag stjernerne for æoner siden. Da Rasputin døde, var det Ogdru Jahad som kontaktede og genoplivede ham og fortalte ham hvordan han skulle hidkalde dem til jorden, så de kunne bringe undergang til mennesket og starte en ny æra af terror. Indtil videre har Hellboy forpurret dette, men han er måske også bare en brik i deres planer.

De er omsluttet af krystal og bliver overvågede af en ukendt, fremmed race.

Ogdru Jahad er stærkt inspiret af H. P. Lovecrafts “Great Old Ones”.

Rasputin

Ja, den Rasputin fra den russiske revolution. Da han mødte sin død i en flod, genoplivede Ogdru Jahad ham og gjorde ham til deres tjener.

Rasputin stod bag Project Ragna Rok, som hidkaldte Hellboy til vores verden, og hans mål var at bruge vores helt til sine egne onde planer – et mål, som han aldrig har sluppet. Selv om han ikke har haft direkte kontakt med Hellboy i nogen tid, føler han sig stadig som hans retmæssige fader og kræver med mellemrum hånd-og-halsret over ham – hvilket generelt bliver taget ham ilde op!

Hekate

Hekate er “korsvejens gudinde”. Hun er central for Ogdru Jahads planer og blev bragt tilbage til livet af Rasputin. Men ligesom med Hellboy, troede Rasputin at han kunne kontrollere hende – og tog fejl. Hekate har en en jernkrop og kan transformere sig til et væsen, der er halvt slange, halvt kvinde.

Hun blev senest set i historien The Island, hvor hun taler med Hellboy. Det må formodes at hun har en vigtig rolle at spille i fremtiden.

Frømenneskene

Frøerne er frygtindgydende skabninger, som engang var mennesker. De tjener Ogdru Jahad og spreder sig pt. over USA og Canada trods BPRDs forsøg på at stoppe dem. De siges at være menneskets næste evolutionære trin, men om det er sandt og hvad de er ude på, er endnu ikke blevet afsløret.

The Black Flame

Alt hvad der vides om The Black Flame er at han er en mand, der går under navnet Mr. Pope. Han benytter teknologi til at kommunikere med Frøerne og til at kontrollere dem med. Hans motiver er ukendte.

Afsluttende bemærkninger

Hellboys univers er stort og fascinerende og denne artikel har kun berørt overfladen – der er meget mere der venter på læseren! Mit afsluttende råd må derfor være at springe ud i det – serien tager folklore og legender og blander dem sammen med Lovecraft’ske overtoner. Vi har vampyrer, dæmoner og væsner fra det hinsides – og det er alt sammen serveret med en befriende humor, som gør at serien aldrig tager sig selv for alvorligt. Når man dertil lægger Mignolas fremragende grafiske stil, har man en vindende cocktail. Prøv det! Du kommer ikke til at fortryde det.

På dansk har forlaget G. Floy udgivet seks bind af serien, mens det på amerikansk er Dark Horse, der står for udgivelsen af både Hellboy og spin-off serier som BPRD, Abe Sapien og Lobster Johnson.