Døden uden ende – The Walking Dead

Cover fra Walking Dead

Det amerikanske Independent forlag Image Comics er nok mest kendt for Todd McFarlanes Spawn-serie, men firmaets nyeste gulddreng hedder Robert Kirkman. Han startede sin triumffærd med serien Invincible (2002-) om teenage-superhelten Mark Grayson alias Invincible, som hurtigt blev firmaets mest succesfulde serie. Kort efter Invincible startede Kirkman sammen med tegneren Tony Moore den apokalyptiske zombieserie The Walking Dead, som jeg vil kigge nærmere på her.

De levende døde i Walking DeadI slutningen af første hardbackbind, er der et efterord af Kirkman, hvor han erklærer sin kærlighed til zombiefilm. Han har dog et stort problem med dem, nemlig at de slutter! Med The Walking Dead vil han følge verdens undergang til dens naturlige afslutning, han vil lave zombiefilmen uden ende. Resultatet er intet mindre end fantastisk og ikke mindst, skrækindjagende uhyggeligt.

I The Walking Dead følger man politibetjenten, Rick Grimes, der var politimand i den lille by Cynthia i den sydlige stat Georgia. Rick bliver skudt i tjenesten og ligger som følge i koma på hospitalet, mens zombierne hærger landet. På første side vågner han op fra sit koma og finder langsomt ud af, hvad der er sket. Da han kommer hjem opdager han, at hans kone, Lori, og søn, Carl, ikke er at finde nogle steder. Han lærer, at myndighederne har opfordret civilbefolkningen til at tage til storbyerne, hvor hæren bedre kan beskytte dem mod zombietruslen.

Scene fra Walking DeadRick kører derfor mod Atlanta, på jagt efter sin kone og søn, men opdager, at byen er fuldstændig overrendt af zombier. Han finder ved et held sin familie i en lille improviseret lejr uden for byen, hvor de forsøger at holde sig i live sammen med 12 andre overlevende. Herfra går det slag i slag. Man følger den lille gruppe, som leder efter et sikkert sted at leve. Undervejs er der jævnlig udskiftning i persongalleriet, da nye overlevende støder til gruppen, mens andre må lade livet.

Kirkman er ikke bange for at slå selv centrale karakterer ihjel, så man kan aldrig vide, hvem der ryger næste gang, og de overlevende bliver i den grad decimeret. Meget mere skal ikke siges om plottet, da chokfaktoreren er helt essentiel for læseoplevelsen.

Zombierne ligner dem, vi kender fra George A. Romeros kanoniske film, dvs. de er levende døde, som langsomt stavrer af sted på jagt efter menneskekød. Et bid dræber først og bringer derefter offeret tilbage som zombie, og man kan kun stoppe dem ved at ødelægge deres hjerne. Som i alle gode zombiehistorier fungerer zombierne som katalysatorer for ekstreme omstændigheder, i hvilke man kan lave nogle interessante karakterstudier. Hvordan reagerer man fx ved at se ens nærmeste blive forvandlet? Og hvilke tanker flyver der gennem ens hoved, når man bliver bidt, og ved at man snart selv vil være en del af de levende dødes rækker? I sidste ende viser det sig dog, at mennesket stadig er det farligste rovdyr.

Indeed it is ...
Indeed it is ...

Serien låner flittigt ideer fra andre zombiefortællinger, men fører dem ud til yderste logiske konsekvens. Hvis man nu amputerer en bidt legemsdel hurtigt nok, kan man så undgå forvandlingen?  Og er en zombie uden tænder overhovedet farlig? Også det menneskelige aspekt undersøges nøje. Hvordan ordner man fx toiletbesøg i en lille lejr, eller tøjvask, strøm, vand, mad, benzin, børnepasning, underholdning og vintertøj? Det er simpelthen en fornøjelse at se emnet blive behandlet med en sådan alvor og grundighed.

Der hvor The Walking Dead virkelig fænger er dog i dens persongalleri. Nok er mange af karakterene arketypiske, men de er stadig psykologisk troværdige. Det er i særdeleshed fascinerende at se, hvordan de reagerer på at leve omringet af døden, tvunget til selv konstant at slå ihjel. Generelt kan man adskille karakterene i dem, der bliver effektive dræbermaskiner, men måske mister deres menneskelighed i købet, og så dem, der simpelthen ikke kan håndtere det og må bukke under for apati, hallucinationer og selvmordstendenser. Man ved aldrig, hvornår én af karakterene knækker, men det er sikkert, at det er med fatale konsekvenser til følge både for dem selv og de andre.

Walking Dead - in the eye of the beholderSerien er tegnet i dystre sort-hvid-tegninger. De første 6 bind er tegnet af Tony Moore i smukke og detaljerede sort-hvid-tegninger, som udtryksfuldt benytter hele paletten af gråtoner. De var åbenbart for smukke, for han havde tilsyneladende problemer med at følge med hver måned. Derfor blev han erstattet af Charlie Adlard fra bind 7, men  fortsatte med at tegne forsiderne til og med bind 24. Adlards tegninger er mere skitseagtige og ikke så detaljerede, kontrasten er større, og de er i det hele taget ikke så lækre, som man var blevet vant til. Det er et hårdt slag, især fordi karakterene også ser anderledes ud, og man derfor skal til at lære dem at kende igen. Man vænner sig dog til Adlards stil, hvis hurtige, rå tegninger faktisk fungerer glimrende i en tegneserie som denne.

The Walking Dead er en fantastisk medrivende serie, som på det stærkeste kan anbefales, og ikke kun til zombiefans. Det er en fornøjelse at se, hvor seriøst Kirkman behandler zombiegenren. Det bliver sjældent fjollet eller for meget, men er altid en stærk følelsesmæssig oplevelse. Man lever sig ind i de strabadser den lille flok overlevendes må gennemgå, og følger deres successer og fiaskoer med stort engagement. En tegneserie – eller et hvilket som helst andet medie – kan dårligt håbe på mere, og man kan kun glæde sig over at Robert Kirkman ikke planlægger at stoppe serien foreløbigt, for det er svært af få nok.

Fakta om serien

The Walking Dead #1-54

Forfatter: Robert Kirkman

Tegnere: Tony Moore, Charlie Adlard

Gråtoner: Cliff Rathburn

Forlag: Image Comics

Serien er samlet i 9 TPB:

1 Days Gone Bye (2004)

2 Miles Behind Us (2004)

3 Safety Behind Bars (2005)

4 The Heart’s Desire (2005)

5 The Best Defense (2006)

6 This Sorrowful Life (2007)

7 The Calm Before (2007)

8 Made To Suffer (2008)

9 Here We Remain (2009)

… nu med ekstra varulv

I kølvandet på denne måneds udgave af Dylan Dog kigger Tegneseriesidens varulve-begejstrede anmelder på et par andre bud på tegneserier indenfor genren.

Denne gang tog anmeldelsen af Dylan Dog lidt længere tid end sidst, blandt andet fordi jeg måtte kæmpe med et hold i nakken som holdt mig væk fra tastaturet et par dage. Læsere der kender mig vil selvfølgeligt påstå at det skyldes umådeholden headbanging på Wacken Open Air festivalen som jeg lige er hjemvendt fra, nogen vil sikkert endda påstå at det slet ikke er en varulv Dylan stødte på i det tyske, men bare en ubarberet udgave af undertegnede. Selv om jeg måske ikke er klar til at vedgå nogen af disse ting, så kan jeg ikke løbe fra at være stor fan af varulve-historier, så efter anmeldelsen sad jeg tilbage med en del småbidder som ikke rigtigt passede ind i den “rigtige” anmeldelse, men som alt sammen havde et eller andet at gøre med varulve. Så betragt det efterfølgende som en slags bonus-materiale eller fraklips-show.

Fallen angel og DolphKroværten Rudy som bestyrer den bedste og eneste kro i Wolfburg kan jo ikke undgå at at vække visse associationer til Adolf Hitler med sit mærkværdige overskæg og det faktum at hans første opdukken i historien ledsager Dylans replik “Krigen er slut!”. Sammenbindingen mellem Hitler og varulven kunne ikke helt undgå at vække erindringen om vor egen Neutzsky-Wulffs novelle “Ulvens arv”, desværre er det en af de få historier fra “Ulvens arv og andre noveller” som ikke kan læses online på forfatterens hjemmeside, og den koster uden tvivl en mindre formue at anskaffe antikvarisk. Jeg ved ikke om der er nogen forhold der gør at historien ikke kan lægges ud på nettet, men hvis det bare er mangel på et elektronisk manuskript kunne man da håbe at en venlig sjæl ville give en hånd med at få den tastet ind.

Lidt lettere at få fat på er nok Peter David og J.K. Woodwards serie “Fallen Angel”, som tilfældigvis er “Book of the month i det seneste nummer af Wizard, DC har udgivet to trade paperbacks og IDW følger op med en hardcover udgave som dækker deres del af udgivelsen. Der er ikke umiddelbart nogen varulv i denne fortælling om en falden engel som stiller sig i menneskehedens tjeneste. Men til gengæld har byen Bete Noir en bar kaldet Furors Bar hvor den ældgamle bartender Dolph beskriver sig selv som “I’ve been a painter, a writer … dabbled in politics, made som enemies”. Det lyder jo unægteligt som noget man kender.

På samme tid som den tredie Dylan Dog udgivelse dumpede ind af brevsprækken var jeg så heldig også at få fingrene i Free Comic Book Day udgaven af “The Astounding Wolf-Man” #1. Jeg havde set en del foromtale af denne udgivelse fra Image, skrevet af Robert Kirkman og tegnet af Jason Howard, men havde egentlig tænkt mig at gå uden om den da tegnestilen ikke helt så ud til at være min kop te. Min ultimative ide om hvordan en varulv skal tegnes kan, som det fremgår af anmeldelsen, findes i Wrightsons illustrationer til Stephen Kings “Cycle of The Werewolf”, mens Jason Howard mere tenderer i retning af moderne tegnefilm i sin måde at tegne på. Det giver en utrolig dynamik i alle de sekvenser hvor varulven optræder, men til gengæld virker scenerne med almindelige mennesker flade og livløse.

Astounding Wolf-ManHistorien er i høj grad en tilbagevenden til den klassiske varulve fortælling som man kender den fra forskellige film, Gary Hampton er på campingtur med sin kone og datter i det stille Montana da han bliver overfaldet af … en bjørn. Vi andre der ikke er med i historien er selvfølgelig godt klar over at den forklaring ikke holder, og heldigvis viser Gary da også snart en bemærkelsesværdig evne til at hele sine sår, så han i fuldmånens skær kan jage rundt i storbyjunglen.

Ved siden af sine nyvundne kræfter har Gary et par mere jordnære problemer at slås med, et firma som han kæmper for at holde kørende, en datter som gerne vil være tennis-stjerne og en kone der ikke kan holde op med at ryge. Det er lige før at man under den stakkels mand at han kan få lejlighed til at komme lidt hjemmefra og jagte en kanin eller to. Men kan det lykkes for Gary at forene sit nye liv som varulv med et normalt familieliv, meget af det ser ud til at afhænge af den mystiske fremmede som dukker op i slutningen af historien.

Af en gratis tegneserie er “The Astounding Wolf-Man” ikke nogen dårlig ting, og som det nok også var intentionen fra Image, så vil jeg lige give det næste nummer eller to af serien et forsøg også, men der skal noget mere til hvis den skal have held til at fange mig som fast læser.

Marvel derimod prøver ikke at kapre læsere til en enkelt ny serie, men skyder mere med spredehagl med deres Legion of Monsters serie. Det virker som om at Marvel godt er klar over at der er et marked derude for den slags historier, de ved også godt at de har en række klassiske figurer fra 70’erne som de kan Legion of Monstersgenoplive, men ud over det har de ikke rigtigt nogen ide om hva de vil. Så i stedet får vi en række enkeltstående historier med Morbius, Werewolf by night, Man-Thing og Satana. De er nu blevet samlet i en hardcover udgave som kan findes i denne måneds Marvel Previews under titlen “Legion of Monsters”, mens der forhåbentlig er nogen hos Marvel der kigger på salgstal og finder frem til at en af serierne kan bære at komme i en fortsat udgave.

Vi skal do nok ikke skrue forventningerne for højt op, for i samme moment har Marvel meddelt at en anden klassisk 70’er figur ikke overlevede sin genoplivning. Det handler om vampyrjægeren Blade, hvor sidste halvdel af de 12 numre der nåede at udkomme af Marc Guggenheim og Howard Chaykins eller udmærkede serie nu udkommer som trade paperback med titlen “Blade: Sins of the father”. Men tilbage til “Legion of Monsters”, hvor varulve-historien “Smalltown Girl” af Mike Carey og Greg Land om en ung pige som forsøger at komme overens med sin families ekstraordinære kræfter.

Mens vi venter på en afgørelse kan vi dog glæde os over at der i samme nummer af Marvel Previews er annonceret en Essential Werewolf by Night vol. 2, mens vol. 1 stadig kan fås. Jeg nåede for nyligt igennem det første bind efter en længere pause. Historien lægger stærkt ud men undervejs virker det som om at man lidt taber pusten og orienteringen for figuren, det bliver lidt for meget monster-of-the-week, men mod slutningen virker det som om at serien igen finder sine fødder og begynder at være relevant, så derfor har jeg besluttet at andet bind også skal have en chance når det udkommer.

Spike Shadow PuppetsVarulve af hunkøn er åbenbart kommet lidt på mode, for eksempel har den amerikanske forfatterinde Kelley Armstrong haft en pæn succes med forløbig to bøger om Elena Michaels. Folk der har fulgt Buffy the Vampire Slayer vil også kunne huske Vercua som dukkede op for at forføre Oz. Oprindeligt skulle hun have haft mere plads i historien, men på grund af Seth Greens forskellige film-projekter var man nødt til at gøre en lang historie kort.

Samme skæbne så ud til at overgå varulven Nina i Angel serien, som lige nåede at dukke op som potentiel partner til vor vampyr-helt før serien blev aflyst. Hun fik dog lov til at dukke op i tegneserie-form i historien “Mystery date” hvor vi finder ud af hvad der sker efter “Smile Time” hvor Angel bliver forvandlet til en muppet-lignende dukke. Historien udkom sidste år i august, men den er lidt aktuel ige, da IDW nu har valgt at lade Angels gamle rival Spike gennemgå en tilsvarende forvandling i historien “Shadow puppets”. Gad vide om titlen i virkeligheden er en slet skjult reference til at James Marsters som oprindeligt spillede Spike i TV serien netop har en film ude med samme titel. Den beskrives som “Saw” møder “Cube” med nogen overnaturlige elementer.

… og så kom vi vist så langt værk fra det oprindelige emne at det er tid at slutte, så herfra er der kun at sige “Så skulle den varulv vist være barberet”.

Marvel Team-Up #14

Marvel Team-Up #14Titel: Marvel Team-Up #14
Forfatter: Robert Kirkman
Tegner: Cory Walker
Udgiver: Marvel Comics
Bedømmelse (samlet): [rate 7.5]

Dette nummer byder på et yderst veloplagt møde mellem Spider-Man og Invincible (som udgives af Image Comics). En skurk har evnen til at kaste Invincible ind i andre universer, og han lander så – meget belejligt – i Marvel-universet, hvor han ankommer tidsnok til at hjælpe Spider-Man med at klare sin ærkefjende, Doctor Octopus og se lidt af universet inden han bliver kaldt tilbage til sit eget univers igen..
Robert Kirkman lægger vægt på humor og solid historiefortælling, hvilket er rart i set i forholds til samtidens øvrige mørke og alvorlige superhelte. Hans skildring af både Spider-Man og Invincible er meget præcis, og mange af hans jokes er virkeligt sjove (i al fald for folk som kender Marvel-universet).
Cory Walkers tegninger understøtter det humoristiske og ubesværede i historien uden at blive for karrikerede.