Den strømlinede Inkal

InkalenDer er få – om nogen – tegneserielæsere på min alder, som ikke har et eller andet forhold til [[Jodorowsky]] og [[Moebius]]’ storslåede science fiction-opus [[Inkalen]], der kom i seks bind fra forlaget Carlsen i perioden 1982-1989, men som siden da ikke har været genoptrykt og er blevet sværere og sværere at få fingre i antikvarisk. Nu foreligger den i en genoptrykt udgave i forlaget Faraos Cigarers efterhånden velkendte høje kvalitet.

For mig var Inkalen en stor oplevelse at læse dengang – jeg havde vendt mig fra barndommens Anders And, Tintin og Asterix mod Lee og Kirbys store, kosmiske armbevægelser … faktisk læste jeg ALT, der havde store, kosmiske armbevægelser, og Inkalen faldt bestemt på et tørt sted.

Vi følger den sølle klasse-R privatdetektiv John Difool, som kommer i besiddelse af Inkalen, en kosmisk artefakt (eller et levende væsen?) med umådelige kræfter, som der er mange der er interesserede i at få fat på – både sekten Amok, ledet af den smukke Tanatah, de fremmedartede Berg’er, den skræmmende Techno-sekt, den smukke og mystiske Animah samt en hel del flere. Undervejs kommer vi forbi den Gyldne Planet , fængselsplaneten Aquaend, ligesom vi mødte en lang række forbundsfæller, så som Difools trofaste betonpapegøje Deepo, barske Kill Hundehoved og ikke mindst den mystiske og – set med 15-årige briller – ultraseje Metabaron (ok, han er sgu også sej den dag i dag).

Difool lever i et ekstremt klasseinddelt samfund, hvor overklassen bærer glorier og aura, og deres yndlingsadspredelse er at se underklassen blive slagtet igennem oprør på oprør. Underklassen er heller ikke på nogen måde helgener – de lever i en næsten konstant bedøvelse, dels af stoffer, dels af 3d-tv, som kører overalt og er deres primære kontaktflade med omverdenen.

Inkalen er et overvældende værk, især ved første læsning, og selv om Moebius fantastiske tegninger bærer en stor del af fortællingen, så kommer store dele af værkets kompleksitet fra Jodorowskys manuskript, som er spækket med syrede, okkulte indfald og en masse underliggende teoristof fra alt fra Tarot (John Difool = John, The Fool) til The Emeralt Tablet og med hentydninger til ikke mindst Frank Herberts Dune-serie.

Inkalens nye klæder

Det, der allerede inden bogens udgivelse har splittet vandene totalt er den nye farvelægning, som forlaget har valgt at udsende værket i. Tråde i diverse diskussionsfora har allerede på forhånd udråbt den nye farvelægning som en VEDERSTYGGELIGHED! som er en trussel mod alt godt i verden og med garanti er bragt i verden udelukkende for at pisse direkte på netop den enkelte persons barndomsminder. Ja, det er en rimeligt ironisk distance jeg lægger, for alle ved jo at majoriteten af tegneseriefans (majoriteten af en hvilken som helst fanskare) frygter og hader forandring over alt andet, og som sådan er det ofte tjeneligt at træde et skridt tilbage og se hvor galt det går. Faraos må have fulgt med i disse diskussioner, for en god del af redaktørens forord er mere eller mindre et forsvar for at bruge den nye farvelægning.

Inden jeg fortsætter, er det måske på sin plads med nogle eksempler på den nye farvelægning:

(se også lidt sammenligning mellem de to versioner)

Hvad synes jeg? Det er måske 15 år siden jeg har læst 1. udgaven af Inkalen fra ende til anden, men jeg har bladret igennem de numre jeg har, og min konklusion må blive noget i retning af “både / og“.

Der har altid været ting ved den gamle farvelægning der irriterede mig – “det røde hav” på fængselsplaneten Aquaend fungerede aldrig rigtigt for mig, og den gyldne planet er nærmest brun-gul og det overordnede indtryk er lidt udflydende. Ja, det er sandsynligvis et bevidst valg, for samtidig er bl.a. denne udflyden med til at give serien et meget organisk præg, som er helt væk i den nye version – her er linjerne strammere, farverne klarere og kanterne mere spidse og hele universet fremstår mere strømlinet og maskinelt. Man kan gå mere i dybden, men det er for mig at se den helt centrale forskel – den gamle farvelægning er organisk og ekspressiv, mens den nye er strømlinet og logisk – eller sagt på en anden måde: den oprindelige farvelægning er meget europæisk i sit udtryk, mens den nye er meget amerikansk. Måske vi også har en del af stridens kerne (for nogle, i al fald)? Inkalen ska’ sku’ ikke amerikaniseres!

Mig er det sådan set fint med, hvis det får nogle nye læsere – der er opvoksede med den mere strømlinede farvelægning – til at hoppe på værket.

I dag er det stadigt et usædvanligt godt værk, og især Jodorowsky har vi ikke set i bedre form siden da, så Inkalen er stadig required reading for tegneserielæsere. Om man kan lide den nye farvelægning er en smagssag, men giv den en chance – jeg glemte alt om ny farvelægning og kontroverser nogle sider inde i værket og lod mig bare rive med af den intense, til tider Space Opera-agtige historie. Jeg tror de fleste læsere vil gøre det samme, med mindre de allerede er druknet i forudindtagethed.

Robert Vendetti & Brett Weldele: The Surrogates

Cover til Surrogates vol. 1Robert Venditti og Brett Weldeles science fiction-krimiserie ”The Surrogates” er netop blevet filmatiseret (og er landet i de danske biografer) med Bruce Willis i hovedrollen. Jeg har ikke set filmen, men det er ikke svært at forestille sig grunden til, at den er blevet realiseret – de to ophavsmænd har et skarpt syn for gode billeder, samtidig med at de forstår at fortælle en god og kraftfuld historie.

Serien er oprindeligt udgivet i fem bind, som senere er samlet i en trade paperback (og nu også genudgivet i forbindelse med filmen) – senere er der kommet en lidt kortere historie til, udgivet med undertitlen ”Flesh and Bone”. Fælles for de to er krimiintrigen og så det univers, der bliver spundet omkring den – og som den bedste science fiction spiller de to ting sammen på ypperste vis.

”The Surrogates” foregår i 2054 – i en verden, som på overfladen minder meget om vor egen; der er ingen flyvende biler, ingen rumvæsener, ingen robotter med bagtanker om verdensherredømme. Der er smukke mennesker, som gør de ting, mennesker nu engang gør – og så er der en sortklædt skikkelse, som slår dem ihjel. Men ingen dør, for de to dræbte er ikke mennesker, de er surries, surrogater – avatarer eller erstatningskroppe, som styres fra brugerens eget hjem, eller hvor denne nu måtte befinde sig.

Surrogaterne er spredt over hele samfundet – alle, der har råd, er i besiddelse af en alternativ krop, der som regel er smukkere, mere udholdende og i det hele taget bare bedre end den, de er født med. Men hvorfor så slå nogen ihjel, hvis man ved, at man i virkeligheden ikke rammer nogen?

Cover til The Surrogates: Flesh and BoneDet er den sag, som de to politimænd Harvey Greer og Pete Ford sættes til at løse. De er et klassisk par, Greer den ældre og garvede og Ford den yngre og mere kække. Det er især den førstnævnte, der er i fokus, for hans privatliv bliver langsomt bundet ind i ”morderens” motiver, som går langt ud over et enkelt drab. Greers ægteskab er langsomt ved at bukke under – konen har låst sig inde og vil kun fortsætte ægteskabet som sin surrogat, uanset hvor meget Greer bedyrer sin kærlighed til hendes eget, fysiske jeg. Selv begynder han at sætte spørgsmålstegn ved behovet for at leve sit liv via stedfortræder – et spørgsmålstegn, der er en stor del af gerningsmandens plan.

Fra den enkle begyndelse fører historien til et stort og voldsomt klimaks med vidtrækkende konsekvenser.

”Flesh and Bone” er en prequel til ”The Surrogates” – der er andre hovedpersoner, igen indenfor politiet, og historien er flyttet til 2039. Her fortæller Venditti og Weldele et historisk omdrejningspunkt, som kun refereres kort i den originale historie – i den verden, som fører op til første bind. Her er surrogaterne ikke så udbredte i samfundet, og historien starter med en hadforbrydelse, udført af surrogater mod levende, af metal mod kød og blod, men selvfølgelig af mennesker mod et andet menneske. Det er noget nær den perfekte brug af prequel-formen, fordi den fortæller sin helt egen historie, samtidig med den udvider universet. Første del af den er faktisk i mine øjne bedre end originalen, fordi Venditti får gjort historien mere fokuseret på personerne og derfor sætter endnu mere på spil. Henimod slutningen er det dog ikke alle tråde, der bliver lige godt bundet op.

Fælles for de to værker er, at de udnytter science fiction-genren til det yderste – de postulerer en ændring (som i sig selv jo blot er en fremskrivning af folks liv bag computerskærmen) og lader den løbe igennem både historien og den baggrund, den udspiller sig på. Historierne er gode – spændende, klassiske kriminalfortællinger – men det er alle de små touches, de små detaljer, der gør serien så eminent. ”The Surrogates” handler om mennesker, og den er tydeligvis et billede på vor egen tid. Endnu mere imponerende bliver det, når man opdager, at serien faktisk er forfatterens debut – den er forbløffende flot konstrueret; der er en lille tendens til at forfalde til de storladne virkemidler i begge bind, men der er en intens nerve, som løber igennem det hele.

I ekstramaterialet indrømmer forfatteren sin forkærlighed for Astro City og Watchmen – sidstnævnte skinner især igennem i de artikler, reklamer og andet, som er strøet gennem historien og ærligt talt ikke bidrager med det store, mens man tydeligere mærker åndsfællesskabet med Kurt Busieks historier. Vendetti har samme evne til at vise normale mennesker i unormale omstændigheder, illustreret effektivt og stemningsfuld af Weldele. ”The Surrogates” kan anbefales.

Før Inkalen

Forside til Før InkalenAlexandro Jodorowskys originale værk om Inkalen udkom på dansk i 6 bind i 1981-89 (under serietitlen [[John Difool]]). Nu, en god del år efter, har Faraos Cigarer udgivet det, der på godt dansk hedder en prequel, altså en forhistorie til det originale værk. Historien viser, at det er en farlig øvelse at begive sig ud i, men Jodorowsky har også lavet en ganske vellykket (igen godt dansk) [[spin-off]]-serie til Inkalen, nemlig den indtil videre 10 bind lange serie om Metabaronernes kaste. Så der burde være grund til at skrue forventningerne lidt i vejret.

Problemet med en prequel er naturligvis, i hvilken grad den skal (og kan) hænge sammen med originalværket. Med mindre forfatteren har været meget forudseende i sit arbejde med det originale værk, er der grænser for hvad han kan lave på det historiemæssige plan – en velfungerende historie kan godt havde uforklarede elementer, men bør dog ikke direkte have løse tråde tilbage i tiden, som prequel’en kan gribe fat i. Tilbage er der at forklare, hvorfor personerne er, som de er – hvilket også bør være afklaret til en vis grad i originalen, eller i al fald ikke kræve forklaring (se blot Star Wars for nu at tage et klassisk eksempel: havde vi behøvet tre films ørkenvandring for at få skåret ud i CGI-pap, hvorfor Darth Vader var, som han var?). Og så er der naturligvis muligheden for at smide en masse indforståede henvisninger på bordet.

Side fra Før inkalenSå er der spørgsmålet, hvordan man bør anmelde en prequel. Skal man genlæse originalen og sammenholde de to, kræve 100% overensstemmelse mellem de to? Jeg har valgt at lade være – og blot forholde mig til den (måske lettere lyserøde) erindring, jeg har om oplevelsen af at læse den oprindelige Inkal-historie: en sprudlende historie formelig fyldt med ideer, drejninger, vilde indspark og overraskelser. Sagaen om Inkalen var måske ikke 100% sammenhængende, men den opvejede det med alle sine andre kvaliteter. Den forundrede.

”Før Inkalen” handler om John Difool, den oprindelige series absolutte hovedperson. Jodorowsky har valgt at fortælle hans baggrundshistorie – hans noget groteske barndom og ungdom, og hvordan det egentlig gik til, at han blev detektiv. Det betyder bl.a., at historien er lidt fastlåst, for vi ved, hvem der overlever, og hvor de havner henne. Det er en skavank, som forfatteren forsøger at opveje ved at fylde historien med endnu flere og endnu mere groteske påfund. Jeg vil ikke forsøge at forklare dem her, for de skal ærligt talt opleves.

Kritikken først: ærligt talt er lidt af magien forsvundet. Det er Zoran Janjetov, der har illustreret denne gang, og det er med skiftende held; bl.a. har vor hovedperson det med at skifte udseende til en vis grad. Ligesådan svinger computerfarvelægningen mellem ganske og mindre vellykket. Og historien – eller rettere: historierne – har det med at blive noget rodede.

Side fra Før InkalenJodorowsky har sit helt eget univers af sex, kynisme, tabu-brud, religion og andet godt – det er stadig ene og alene hans, men det virker lidt, som om tiden måske er løbet fra det. Det er ikke længere grænseoverskridende eller overraskende – snarere end forundrende er det blevet forvirrende.

Men der er også en grund til, at det ene og alene er Jodorowskys univers – for jeg tror ikke, nogen anden kunne få det til tilnærmelsesvist at fungere, som det lykkes ham.

Der er et stærkt satirisk element i ”Før Inkalen”, og det er især den del af værket, der gør det værd at læse. Og omend jeg synes, at der jongleres med lidt for mange elementer over historiens næsten 300 sider, så er der altså en kerne af dem, som fungerer. Selv om den høje hastighed er en del af forfatterens kendetegn, så kunne det nok have hjulpet at sætte farten en smule ned her. Som læser kan man selv gøre en del ved at læse tegneserien i dens enkelte kapitler i stedet for ud i ét.

”Før Inkalen” lider naturligvis under at blive sammenlignet med en klassiker, hvilket den ikke kan leve op til. På sine egne vilkår kan den dog godt være en ganske fornøjelig læseoplevelse – især hvis man ikke tager den i for store bidder og tillader sig at lade Jodorowskys eksplosionsfortællestil udfolde sig. Og så er den første store udgivelse i en række af Inkal-værker fra Faraos Cigarer. Den bliver ganske snart fulgt op af en samlet udgivelse af hele den klassiske historie, hvilket i sig selv er grund til jubel. Så skal man ikke ud og søge efter de gamle og svært tilgængelige hæfter, men kan i stedet få historien samlet i én lækker udgave som her.

Fakta om værket

Titel: Før Inkalen. 294 sider i farver. ISBN: 978-879197634-6

Forfatter: [[Alexandro Jodorowsky]]
Tegner: [[Zoran Janjetov]]
Forlag: Faraos Cigarer

Rumheltenes endestation – Ignition City

Ignition City - klodens sidste rumhavn
Ignition City - klodens sidste rumhavn

[[Buck Rogers]], [[Flash Gordon]], [[Rumagent Spif]] – alle disse heltemodige enspændere som frygtløst drog ud i rummet og bekæmpede fremmede invasioner og mystiske aliens, hvor blev de egentlig af?

Det virker som et emne der har optaget forfatteren [[Warren Ellis]] for nyligt. Første gang han nærmede sig temaet var, da han overtog serien [[Astonishing X-Men]] efter [[Joss Whedon]]s meget berømmede 25-numres forløb.

Den ofte misantropiske Ellis kiggede sig om i vor nuværende verden, og så hvordan vi sender vore gigantiske skibe ud til den tredie verden, for at de kan blive hugget op af arbejdere, som har et lidt mere elastisk forholdt til fagforeninger og arbejdsmiljø end vi er vant til her i den vestlige verden.

Normalt ville man jo sige at science fiction er en optimistisk extrapolering af den nuværende teknologi, med tanke på hvilke positive konsekvenser den kan få. Men Ellis valgte at se det med den gamle gnavne mands skulende sideblik og endte derfor i stedet med at introducere Marvel universets skibs-kirkegård Chaparanga, et sted hvor rumskibene fra alle de invasioner fra rummet der har været siden Fantastic Four første gang stak snuden udenfor jordens atmosfære ligger til ophug.

I Ignition City folder han temaet lidt mere ud. Historien er hans egen, og udgiveren er det mindre forlag Avatar Press, så Ellis behøver ikke at bekymre sig om at anslå den velkendte optimistiske tone fra Marvel Comics. Illustrationerne står [[Gianluca Pagliarani]] for, og han fanger perfekt den forfaldsæstetik som skal til for at få [[Ignition City]] til at fremstå troværdigt.

Rumhelt på druktur i det tyvende århundrede
Rumhelt på druktur i det tyvende århundrede

Hos [[Avatar Press]] behøver Ellis ikke at holde sig indenfor det trods alt meget positive univers han arbejder indenfor hos [[Marvel]], så her får den en tand mere. Juri Gagarin er dybt alkoholiseret og lever på gaden, en næsten lige så fordrukken Buck Rogers hænger lidt bagvendt i stedet fast i det 20. århundrede, Flash Gordon er en del af byens korrupte underverden og jorden har for længst stukket halen mellem benene i konflikten med de insektlignende væsener derude. Navnene er måske ændret lidt, men meningen er ikke til at tage fejl af.

Faktisk er Ignition City det sidste sted tilbage på jorden hvor man stadig har en chance for at komme ud i rummet. Et snusket, forfaldent sted med rustne raketter, infrastruktur der er ved at bryde sammen og meget marginal tilstedeværelse af ordenshåndhævere. Det er til denne forfaldne slum af en rumhavn at den unge, smukke, rødhårede Mary Raven ankommer for at finde ud af årsagerne til sin fars død.

I rummet kan ingen høre dig kaste op
I rummet kan ingen høre dig kaste op

Rock Raven var en af rumpionererne, og hans datter ønskede sig mere end noget andet at være som sin far. Ud i rummet kom hun også, som hun selv beskriver:

“I shot a man on Khargu because he needed to die more than any I’ve ever met. I repaired three rocket tubes with a wrench and a knife while hanging upside down over Titan during the syzygy. I’m 26 years old and my life is over now”.

Hendes tur til Ignition City virker lige så meget som et forsøg på at genvinde det som han stod for, den tilværelse ude blandt stjernerne som nu næsten er uden for rækkevidde. Men var hendes rumkaptajn af en far mon også det menneske hun troede han var? Beboerne i Ignition City vil helst ikke ud med sproget om hvad der er sket, men noget tyder på at Lightning Bowman, med lyn-symbolet på trøjen, ikke har rent mel i posen.

Indtil videre er der kommet tre af de fem numre i serien, og hvis man skal tage efter hvordan det plejer at gå med Warren Ellis’ udgivelser på Avatar, så følger der nok en udgivelse i trade paperback når serien er afsluttet. Historien kan anbefales, både til de der ikke er bange for at få et lidt kynisk tilbageblik på tidligere tiders sorgløse eventyr i rummet og til de der, som jeg synes at det måske er en god ting med en påmindelse om hvor vigtigt det er at vi kommer derud i rummet, inden vi forslummer her på jorden.

Fakta om serien

Ignition City, 2009.

Bedømmelse: Anbefales.

Forfatter: Warren Ellis

Tegner: Gianluca Pagliarani

Forlag: Avatar Press

BATHOS – nu med tegneserier

Bathos nummer 88
Bathos nummer 88

At runde 90 numre for et dansk fanzine er noget af en bedrift, ikke mindst når når man påtænker at indholdet i det store hele er frembragt af en enkelt person. Men enmandshæren bag [[Bathos|BATHOS]] er heller ikke nogen hr. Hvemsomhelst.

Erwin Neutzsky-Wulffs  imponerende produktion bag sig siden han i 70’erne, hvor han, med bidrag til Seriemagasinet og  diverse gyserudgivelser samt bøgerne om Adam Hart, var med til at hjælpe undertegnede og sikkert flere andre ind på deres afsporede vej her i livet.

Siden er der fulgt mange hyldemeter af bøger med, som forener science fiction, mytologi, det overnaturlige og esoteriske, hvor det seneste fiktionsværk er “Hjernen”, mens “Menneskets afvikling” er Neutzsky-Wulff’s ret unikke bud på en historiebog.

De fleste ville nok mene, at med sådan en produktion ville det være på tide med en velfortjent eftermiddagslur, men tilsyneladende slapper Wulff af fra at skrive, med at skrive lidt mere. Det er så blevet til BATHOS en sjov blanding af et filmblad, Wulff på slap line, politisk satire, kurser i latin, gennemgang af den babylonske historie suppleret med monstre, sadomasochistisk sex og det okkulte.

Eksempel på det kommende indhold
Eksempel på det kommende indhold

Med andre ord, alt hvad det moderne menneske har behov for af modgift mod kulturkanon og “Vild med dans”. Med tiden er den omfattende gennemgang af de obskure film indenfor science fiction og horror blevet suppleret med en DVD, hvor gamle public domain film bliver suppleret med forfatterens eksperimenter med et digitalt videokamera, politiske kvæk og sågar computerspil om transcendens og sadomasochisme.

Og hvad har det så alt sammen med tegneserier at gøre, og hvor bliver nyheden af?

Jo, som de der har fulgt med i online-debatten rundt omkring på nettet vil vide, så er Wulff vendt tilbage til tegneserien. Først og fremmest med tegneserien “[[Lawman]]”, som tidligt på året vandt Seriejournalens netkåring. Men som altid, så har forfatterens hovedbeskæftigelse det med at smitte af på BATHOS. Så siden nummer 75 har der jævnligt været optryk af gamle tegneserier, som nu er i public domain.

Endnu et eksempel
Endnu et eksempel

Fra og med nummer 90 får tegneseriedelen af BATHOS dog en tand mere. Wulff barsler med artikler om [[Dick Tracy]] og det danske tegneseriemarked i halvtredserne. Efterfølgende vil der blive fulgt op med en artikel om gyserserier, og da de der har fulgt Wulff gennem årene ved at han er stor fan af ting som de klassiske [[EC]] serier, skal det nok blive interessant læsning.

Eksempel på en BATHOS DVD
Eksempel på en BATHOS DVD

Og med fare for at lyde som en dårlig reklame på TV-shop, så er der mere endnu. På den medfølgende DVD vil filmene blive suppleret op med tegneserier fra guldalderen som nu er tilgængelige i public domain.

Personligt tror jeg roligt man kan regne med, at der ikke vil være mange venlige ord at finde om denne sommers crossover hos Marvel  eller det seneste tie-in til de japanske tegnefilm på TV, Wulff rapporterer ikke “news” men “olds” – og jævnfør hans seneste bog, så er det ikke en optimistisk tro på “udviklingen” som præger forfatterens verdenssyn. Men, enig med ham eller ej, så er Wulff sjældent kedelig at høre på. Bathos kan købes på forfatterens hjemmeside, og hvis man bor i københavnsområdet også i butikker som [[Fantask]] og Rock Uglen.

Science Fiction Classics

Graphic Classics - Science Fiction ClassicsSom læser med en stor forkærlighed for science fiction kunne jeg sagtens deltage i en længere diskussion af, hvornår genren stammer fra – er det Mary Shelley, der er dens mødrene ophav, eller er det Thomas Moore, der er faderen? Skal man for så vidt længere tilbage i den klassiske litteratur for at finde dens rødder? Det er en diskussion, der kan blive ved i det uendelige, hvilket naturligvis ikke hører hjemme her, men én hurtig konklusion vil jeg dog hurtigt drage: science fiction har sine rødder i tekstmediet.

Det er en genre med hang til de store, overvældende billede, og det er naturligvis også grunden til, at den er velyndet inden for både filmen og tegneseriens verden – men der findes ganske enkelt et større antal værker inden for den litterære del af genren, og som følge deraf også en større mængde værktøjer, faste kunstgreb, memer og læserforventninger. At læse en moderne science fiction-roman kan være en forvirrende affære, fordi det på mange måder er som et træde ind midt i en langvarig samtale.

Det er derfor fristende, i forsøget på at omsætte genren til nogle af disse andre medier, at kaste sig over de mere klassiske værker – de har bevist deres gyldighed, de har ikke samme krav til forudsætninger hos læseren, og så er de jo ganske enkelt gode historier. At de så samtidig ikke har en nulevende forfatter og dertil hørende krav om kompensation er sikkert også et lille plus.

I det syttende bind af Eureka Productions Graphic Classics er turen kommet til science fiction, og på de 144 sider, hæftet indeholder, bydes på 7 forskellige historier af forskellige forfattere, illustreret af skiftende tegnere og nok også (må man indrømme) med skiftende status af ”klassiker” inden for genren. Alt i alt er der dog tale om et udvalg, der kommer bredt omkring og viser meget forskellige vinkler på ideen om fremtiden.

Fælles for historierne heri er, at de (med et enkelt tilfælde, som vi vender tilbage til) undgår alle spidsfindigheder om genrens rødder; de er alle sammen tydeligvis (gammeldags) science fiction, selv en uvant læser ville kunne genkende som sådan.

Faktisk starter vi på dansk grund, med en en-sides-version af H. C. Andersens ”Om årtusinder”, sat på billeder af Hunt Emerson. Digterens fremtidsvision (om hvordan turister vil rejse verden rundt på ingen tid) er dog blevet kogt ned til en joke om ungdommen nu om dage. Hurtigt læst og hurtigt glemt.

Side fra War of the WorldsHelt anderledes er det med H. G. Wells’ ”Klodernes kamp”, som Rich Rainey har omskrevet, og Micah Farritor har illustreret. Her er klart samlingens mesterstykke, hvor historie og tegninger passer perfekt sammen – Farritor rammer stemningen af britisk stiff upper lip, mens de store katastrofer står på omkring personerne. ”Klodernes kamp” er nok moderen til alle historier om invasion fra rummet, og det er en stor opgave at overføre den til et andet medie – denne udgave beviser, at det sagtens kan lade sig gøre uden at se stort på historien og ansætte Tom Cruise til at sælge billetter. Scenerne med velklædte gentlemen, der brændes op under det første møde med de interplanetare rejsende, rummer lige præcis den power, som gør originalen til en klassiker.

Den eneste kritik af historien er for så vidt, at den har måttet begrænse sig på pladsen – og der er derfor blevet redigeret kraftigt i fortællingen. Med den dobbelt plads kunne Rainey og Farritor få noget helt exceptionelt ud af Wells’ original.

Når først Wells er medtaget i en sådan samling, bliver man næsten nødt til også at bringe en historie af Jules Verne, og der har man beklageligvis valgt ”In the Year 2889” (på dansk som ”Et Verdensblad i Aaret 2889” ). Den er hovedsageligt klassisk i den forstand, at den fremviser nogle af genrens værste dårligdomme: der er nemlig tale om en fremtidsvision snarere end en historie. Der er med andre ord ikke det store plot – Verne fortæller ganske enkelt om en helt almindelig dag i avismanden Fritz Napoleon Smiths liv. Smith bliver altså blot et talerør, som skal vise os den fagre nye verden og alle den tekniske undere. Tegnet som et grimt afsnit af The Jetsons virker den anakronistisk på mere end én måde.

Stanley G. Weinbaums ”A Martian Odyssey” er faktisk lige kommet på dansk under titlen ”Odyssé på Mars” og er fra genrens mere kulørte periode. Det skinner naturligvis igennem i historien, men også i tegningerne, hvor George Sellas formår at holde en fin balance mellem det dramatiske, det selvhøjtidlige og det lettere komiske. Det er muligvis ikke sådan, Weinbaum selv har opfattet sin historie, men i mine øjne er det en velfungerende, moderne udgave af den. Der er laserpistoler, skarpskårne kæber og retskafne mænd, så det formelig bobler op fra siderne.

Endnu en side fra War of the WorldsSir Arthur Conan Doyles værker inden for science fiction-genren overskygges naturligvis i høj grad af en vis privatdetektiv med store deduktive evner. Men han har altså skrevet en del ganske læseværdig science fiction, bl.a. om professor Challenger. Det var bl.a. ham, der drog til The Lost World og fandt dinosaurer – en titel, som naturligvis senere blev tyvstjålet til opfølgeren til Jurassic Park, som altså intet har med Doyles værk at gøre (bortset fra tilstedeværelsen af dinosaurer, forstås).

”The Disintegration Machine” handler ikke om angiveligt uddøde kæmpekrybdyr, men derimod om den tidligere nævnte professor. Og den er endnu et underholdende eksempel på, hvordan historie og streg spiller sammen, i dette tilfælde med en underfundig strøm af humor til følge. Challenger bliver bedt om at undersøge en vis Theodore Nemors påstande om at have opfunde en maskine, der kan adskille hvad som helst ned i dets enkelte atomer. Det bliver en historie med store maskiner, gale videnskabsmænd og intellekternes kamp. Nåja, og så med et godt lille twist til sidst.

Efter Doyle går turen til Lord Dunsany og dermed også til den af historierne, der afgjort ikke er science fiction. Overhovedet. ”The Bureau d’Echange de Maux” er en klassisk fortælling om en magisk forretning – af typen, der er der det ene øjeblik og ikke det næste, og som sælger mystiske genstande. Her er der tale om en bytteforretning, hvor man kan afhænde sine egne ulykker for andres. Den er effektivt og stemningsfuldt illustreret af Brad Teare i en træsnitsagtig stil; men det er ikke science fiction.

E. M. Forsters ”The Machine Stops” afrunder samlingen, men desværre ikke på et højdepunkt. Det er historien om, hvad der sker, når vi bliver for afhængige af teknologien, så det burde ligge lige til højrebenet at opdatere den rent grafisk, skulle man mene – desværre fremhæver Ellen M. Lindners næsten naivistiske tegninger snarere historiens mere akavede sider. Alt andet lige fungerer historien dog stadig.

”Science Fiction Classics” er en blandet landhandel – naturligvis, fristes man til at sige. Men i det store hele er det helt klart kvaliteten, der vejer tungest. Det er gode historier, yderst kompetent fortalt. Og som klassikere betragtet er det yderst spændende at se, hvor forskelligt de skiftende tegnere og manuskriptforfattere har grebet det an. Man kommer næsten hele vejen rundt – fra det meget seriøse til det meget underholdende. Det er ganske godt klaret på så relativt få sider.

Fakta om udgivelsen

Science Fiction Classics: Graphic Classics Volume Seventeen. 144 sider i farve.

Mere information.

komiks.dk – nye gæster (opsamlingspost)

Jeg har – ganske ufortjent – ikke fået skrevet om de seneste par gæster på komiks.dk (som nu er mindre end to måneder væk!). Undskyld, komiks.dk-folk – det er bestemt ikke fordi vi ikke kan lide jer eller festivalen mere … ;)
Gæster siden min sidste opdatering inkluderer:

Byron EricksonByron Erickson – redaktør og forfatter i Disney-universet:

[…] Han arbejdede nu også som forfatter, og hans arbejde inkluderer historier som Fantasi-Øen, En Mus og hans Hund og naturligvis den episke og ambitiøse fantasy-historie Dragonlords, der er smukt tegnet af Giorgio Cavazzano.

I denne historie bliver Onkel Joakim, Anders And og hans tre nevøer teleporteret ind i et fantasy-univers, der har mere tilfælles med Ringenes Herre end med Andeby, og historien skiller sig da også ud fra de vanlige Disney-historier på flere måder, end der er plads til at nævne her.

Alessandro Barbucci og Barbara Canepa – folkene bag W.I.T.C.H. og Sky Doll:

Alessandro Barbucci og Barbara Canepa arbejdede tidligt i deres karrierer for Disney, hvor de skabte den ekstremt succesfulde tegneserie W.I.T.C.H., der handler om en gruppe teenage-hekse. Serien blev deres helt store gennembrud og er blevet et kæmpe fænomen verden over med sin blanding af japansk manga stil og europæiske træk. Serien bliver nu udgivet i mere end 50 lande.

I de senere år har duoen skabt den anmelderroste tegneserie Sky Doll, der er deres første projekt rettet imod et voksent publikum. Igen blandes japansk og europæisk stil i en flot science fiction-serie, hvori skaberne også med fordel udnytter Canepas grad i arkitektur.

Juanjo Guanido – manden bag Blacksad:

Tegneserier om talende dyr er som regel søde og hyggelige. Ænder, hunde, mus, drager og andre skabninger har været hverdagskost siden de første tegneserier så dagens lys. Der er dog ikke noget sødt eller hyggeligt over den beskidte, grumme verden, som privatdetektiven John Blacksad bor i. Det kan godt være, at han ligner en kat, men i Juanjo Guarnidos streg bliver han til en hård banan, du ikke har lyst til at være uvenner med!

Bortset fra Guanido ikke nogle gæster som jeg har den store interesse i – men det tjener jo bare til at skabe bredde i gæstelisten.

Når alt forandres – Orbiter af Warren Ellis

Efter at have kigget på den dystre og misantropiske Fell, foretager vi nu en 180 graders vending og kigger på et – ganske ukarakteristisk – optimistisk og håbefuldt værk af Warren Ellis.

Den første kontakt

Cover til OrbiterI Science Fiction er der et begreb, der hedder First Contact – det er historien om menneskeheden, der for første gang opnår kontakt med ikke-menneskelige intelligenser. 2001 af Arthur C. Clarke er et af de mest kendte eksempler på en First Contact-historie, men der er snesevis af andre eksempler. I Orbiter giver Warren Ellis sit bud på hvordan den første kontakt mellem mennesket og fremmede intelligenser kunne foregå.

Da Orbiter starter har rumprogrammet været sløjfet i næsten 10 år – da man mistede kontakten med rumfærgen Venture, skønnede man at den bemandede rumfart var for bekostelig og for farlig og derfor måtte skrottes. Men så en dag vender Venture tilbage til Jorden, dækket af en hudlignednde substans og med sand fra Mars på landingsstellet – hvilket vel at mærke ikke burde kunne lade sig gøre, da en rumfærge ikke på nogen måde ville kunne gennemføre en sådan tur.

Besætningen på syv er væk på nær én, nemlig piloten John Cost, der ved ankomsten talte et uforståeligt sprog og angreb bjærgningsstyrken, der blev sendt ind i rumfærgen. Cost er fysisk i topform, hvilket burde være umuligt hvis han havde tilbragt ti år i verdensrummet – der burde være skader på hans celler og muskler som følge af bl.a. den manglende tyngdekraft. Det er med andre ord lidt af et mysterium der lander på Kennedy Space Center.

Hvad skete der?

Orbiter - undersøgelserne er i gangFor at løse mysteriet om Ventures tilbagekomst, tilkaldes tre personer, der skal lede hver sin del af efterforskningen – den tidligere astronaut Michelle Robeson, som er strandet her på jorden efter at rumprogrammet er blevet nedlagt, Terry Marx, som er den førende ekspert i alternativ drivkraft og noget nær et geni, og endeligt psykiateren Anna Bracken, der mens rumprogrammet fandtes talte med astronauterne efter de havde været i rummet og både hjalp og evaluerede dem.

Denne lille flok bliver sat i spidsen for hver sin lille undersøgelse af Ventures forsvinden og genkomst – Michelle leder teamet der skal undersøge den hudagtige substans der dækker skibet, Terry skal finde ud af hvad der har drevet den frem og Anna skal prøve tale med John Cost og finde ud af hvad der er sket uden af fremprovokere endnu en voldelig episode.

Det lyder lidt som en gyser a la filmen Event Horizon, men ca. en trediedel inde i bogen går det langsomt op for en at der er ingen dæmoner fra Helvede, ingen savlende, morderiske aliens, intet der kan koste selv den mest følsomme læser nattesøvn. Snarere tværtimod.

Fremragende håndværk

Orbiter - Venture i fri flugtUndervejs kommer vi igennem en masse videnskabelige forklaringer på hvad der er sket med Venture, og de er alle fascinerende og har rod i mere eller mindre velfunderede teorier. Her er der nok ikke mange – hvis nogen – nulevende forfattere, der kan formidle de underliggende videnskabelige teorier til lægmand som Ellis kan – det er en ren fornøjelse og et klart plus i forhold til historiens flow. Ellis er i det hele taget ikke til at skyde igennem i Orbiter – han forfalder på intet tidspunkt til sin karakteristiske “alle er nogle bastards”-rolle men gør sig al mulig umage for at få fortalt historien og få budskabet frem, som man klart kan fornemme ligger hans hjerte nært.

Colleen Doran tegner fremragende i Orbiter – generelt er jeg ikke vild med hendes måde at tegne ansigter på, men her fungerer det lige som det skal, og især figuren Terry Marx får tilført ekstra liv igennem hendes tegninger. Sidekompositionerne er stramme, men også med masser af plads når det er nødvendigt – der er nogle fantastiske helsidesopslag, som tager vejret fra en. Farvelægningen står Eisner-vindende Dave Stewart (kendt bl.a. fra The New Frontier, The Escapists og Hellboy) for, og den er lige som den skal være.

At møde mysteriet

Orbiter vil – som jeg tidligere har bemærket – lige det modsatte af at skræmme – den vil oplyse og opløfte vore øjne imod himmelrummet igen. På den måde minder den en del om Carl Sagans klassiske Contact, men Orbiter er ikke tynget ned af overvejelser om Guds eksistens eller andre småtunge overvejelser som Contact i mine øjne er – Ellis pacer sin historie perfekt, og når vi når konklusionen er vi parate, parate til at møde mysteriet, parate til at hæve os over vores smålighed, parate til at være en del af universet.

I Orbiter giver Warren Ellis sit bud på hvordan den første kontakt kunne komme til at foregå, og det sker med både indføling, spænding og først og fremmest en storslået vision for menneskets fremtid. Hvis du tænder på ideen om rumrejser, på tanken om at udforske universet og møde hvem eller hvad der er at møde derude, er der en stor sandsynlighed for at du vil tænde – rigtigt hårdt, endda – på Orbiter.

“All the rules change.
I mean that.
Right this second is when everything changes.

Going up.”

Fakta om serien

Orbiter
Bedømmelse: anbefales varmt

Forfatter: Warren Ellis
Tegner: Colleen Doran
Udgiver: Vertigo (DC)
År: 2003