Marvel åbner nyt site for de yngste

Marvel KidsDanmark er et underligt alting-på-hovedet land. Efter en længere periode med Spiderman Kids som et godt forsøg på at trække en yngre læserskare til deres Marvel udgivelser har Egmont valgt at stoppe bladet. Denne beslutning falder næsten på samme tidspunkt som Marvel i USA vælger at lave en ny satsning for at trække yngre læsere til. Meddelelsen kommer blandt andet via Newsarama.com.

Det nye under-site til www.marvel.com får navnet Marvel kids og indeholder både links til Marvels gratis digitale tegneserier og forskellige video’er rettet mod et yngre publikum. Blandt de digitale tegneserier kan man blandt andet følge første nummer af Spider-Man serien og meget andet, som selvfølgelig gerne skulle føre til at de unge begynder at plage deres forældre om de øvrige numre i papir-udgaven. I video afdelingen kan man for eksempel se trailere til kommende film, blandt andet de animerede udgaver af FF og Spider-Man. Endeligt kan man se en lille animeret sekvens specielt lavet til siden hvor Spider-Man kommer op mod en robot der er lidt for stor til hans kræfter. Men heldigvis så er hjælpen aldrig langt væk i Marvels univers.

Sitet er delt op i forskellige afdelinger dedikeret til de forskellige helte, og selv om der er mange af de populære helte kan det godt irritere lidt at She-Hulk er den eneste kvindelige helt, selv om Storm sniger sig ind på et logo nede i det ene hjørne. Gail Simone har sagt det før, men lad mig bare gentage – hvis man vil have unge piger til at købe tegneserier med superhelte må man også levere nogen forbilleder de kan identificere sig med. Lad os håbe at Marvel får rettet lidt op på den skæve kønsfordeling snart, det er jo ikke fordi de ligefrem mangler figurer at vælge mellem.

Nyt fra de amerikanske conventions

The FlashDisse dage er der både HeroesCon og Wizard World Philadelphia, og naturligvis fører det til en nyhed eller to.

I vilkårlig rækkefølge:

  • Brad Meltzer (nok bedst kendt for Identity Crisis) stopper som planlagt på Justice League efter de planlagte 12 numre. Nyheden er så, at Dwayne McDuffie (nuværende forfatter på Fantastic Four) overtager. Læs hvad han fortæller om sine planer for serien. Jeg er foreløbigt lidt skeptisk over hans Fantastic Four, men kunne på den anden side godt lide hans Firestorm, så han får en chance – også fordi jeg godt kan lide serien.
  • Den nuværende Flash-serie, Flash: the Fastest Man Alive – bliver lukket efter nummer 13, hvorefter den måske bedste forfatter på Flash nogensinde, nemlig Mark Waid, tager over – først med en special med titlen All Flash#1 og derefter med The Flash #231. Jeg kan næsten ikke få armene ned! Waid skriver Flash igen = verden er blevet et lidt bedre sted.
  • Som rapporteret i går bliver Friendly Neighborhood Spider-Man lukket efter at den nuværende historie slutter, og der var nok mange der gerne ville vide hvad der så bliver af seriens forfatter, Peter David. Han overtager såmænd She-Hulk efter at seriens nuværende forfatter Dan Slott slutter. Davids første nummer bliver nummer 22. For mig er det rigtigt gode nyheder, da jeg synes at Slott var kørt lidt død i serien og jeg altid gerne læser hvad David skriver.
  • Den nye X-Men crossover hedder Messiah Complex og starter i oktober med et one-shot af Ed Brubaker, hvorefter det fortsætter i Uncanny X-Men, X-Men, New X-Men og X-Factor. Nice.
  • Brian Michael Bendis skriver Ultimate Origin, der – som titlen antyder – udforsker Ultimate-universets oprindelse. Serien vil blive tegnet af Jackson Guice. Bendis har også fornyet sin kontrakt med Marvel. Jeg kan godt lide Guice og Bendis, så jeg vil checke serien ud.

Flere nyheder når jeg får læst op på dem!