Jeff Smith: Bone

Monumental. Det er det ord, der summer i hovedet efter endt læsning af Jeff Smiths debutværk, Bone. Ikke alene fordi bogen vejer 1,7 kilo og er mere end 6 centimer tyk, men især fordi fortællingen er så stor, at det føles, som om den burde sprænge ens hoved. Det er en tegneserie, der efterlader en med en klump i halsen, en latter bag øjnene og hovedet fyldt med brusen. Når man altså først får rettet sig ud efter at have sidder krummet sammen over den, fortabt for omverdenen i den tid, det har taget at tygge sig fra start til slut. For det er også et af de værker, der holder én fast på trods af den voldsomme størrelse.

Jeff Smith udgav selv første bind i serien tilbage i 1991, var kortvarigt forbi Image Comics og fortsatte så selv som sin egen udgiver. Han afsluttede historien mere end 1300 sider senere i 2004. I 1996 begyndte Carlsen at udsende Bone på dansk, men serien gik ind efter 12 numre i 1999 – heldigvis er den udgivet i en samlet udgave på engelsk, et nært foreliggende projekt, som ingen danske forlag endnu har kastet sig over, desværre. Der er tale om et værk, som burde tiltale både børn og voksne – og vigtigst af alt (for mig som voksen læser, i al fald): tillade én at genvinde den umiddelbare fryd ved at læse en tegneserie, man følte som barn. ”Bone” er en tegneserie, man indtager grådigt, så det næsten snurrer rundt for en.

Men hvad er ”Bone” så?

Hvis man tager det meget overordnede overblik, er der for så vidt tale om en ret gængs fantasy-fortælling: langt ude på landet bor der en person, hvis fortid er skjult, og hvis fremtid er en Skæbne med stort S. Vi taler om kongelighed, drager, stor ondskab og så videre.

Der er bare ikke meget andet gængs over ”Bone”. For det første fortælles historien gennem det, der normalt ville være bipersonerne, ja nok snarest de ”funny sidekicks”: Bone-fætrene Fone, Phoncible (Phoney) og Smiley Bone. De er alle tre stornæsede ”funny animals”-figurer, som en blanding af Nuser og Walt Kellys Pogo. De tre er blevet smidt ud af deres hjemby Boneville på grund af en lille uheldig batalje, hvor Phoney forsøgte at blive borgmester. Og som de fleste af den slags små hændelser i deres liv, der som regel kan henføres til Phoney, endte også denne med gråd og tænders gnidsel. Og nu altså med, at Bone-fætrene er på vej gennem ørkenen.

De bliver skilt ad for til sidst at ende i en idyllisk dal, hvor de møder nogle af de mennesker, der vil spille en stor betydning i deres og resten af verdens eksistens det næste år: den yndige Thorn, hendes bedste Ben (der er cirka lige så blød som stål) og krofatteren Lucius, der har god forstand på folk og derfor straks ser sig sur på Phoney. Tilsæt dertil et par (dumme, dumme) rottemonstre, som har det med at løbe ind i vore venner i tide og utide, og som har en forkærlighed for quiche. Og en rød drage, der ikke viser sig for andre end vor helt, Fone.

Man kunne sikkert snakke længe om, hvordan ”Bone” har været med til at revolutionere/genoplive selvpubliceringen, eller hvad den gjorde for den sort/hvide tegneserie, men intet af det har noget med læseoplevelsen at gøre. Og det er naturligvis læseoplevelsen, der har skabt den indflydelse, tegneserien måtte have haft. På den anden side har formen naturligvis også været med til at påvirke historien, positivt endda, for man mærker, at Smith ikke skal tilpasse sig til de sædvanlige udgivelsesmønstre – det er ham selv, der styrer hvert skridt af turen, og det gør det muligt for ham at tage sin tid. Så vi får det hele serveret roligt og velovervejet. Ja, til tider får vi måske serveret portioner, som er lidt sludrende og uden den store fremdrift, men det gør ikke det store. Det er alt sammen med til at plantet både personer og deres verden endnu dybere i læserens bevidsthed. Og Smith formår at få det til at virke, som om det hele er meningen, som om han har haft samtlige elementer i hovedet, før han gik i gang med side 1. Det er en umådelig præstation.

Vigtigst er dog Smiths evne til at gøre stort set hver enkelt scene til en historie i sig selv. Det gør ”Bone” til en af de værker, man kan slå op i tilfældigt og bare lade sig fange ind. Det er kort sagt smukt. Det er ”Ringenes Herre” fortalt af Charlie Chaplin – storslået, hjertegribende, skræmmende og først og fremmest ufatteligt morsomt. Og som sagt: monumental – på flere måder: som tegneserieværk, som historie og som læseoplevelse. For det er en af de bøger, som ikke bare opsluger ens, mens man sidder sammenkrummet over den, men bliver ved med at rumstere i hovedet i dagene derefter. Scener og dialog farer gennem hovedet på én, og ens fingre kan ikke lade være med at slå op i den massive papirbunke for lige at genopleve en eller anden scene. Det er en af de værker, som man ikke kun læser én gang, men alligevel for altid vil ønske, at man havde til gode.

Det er også et af de værker, som det er svært at gøre andet end at lovprise, og det har jeg vist gjort rigeligt. Hvis man i forvejen har læst ”Bone”, er det sikkert snart tid til at genlæse den – hvis ikke man har stiftet bekendtskab med den endnu, så har man min misundelse over den oplevelse, man har til gode. Og kom så i gang.

God’s greatest hits: R. Crumb – Verdens skabelse

Robert Crumb var i 60’erne og 70’erne en af hovedkræfterne i den amerikanske undergrunds tegneseriebevægelse Comix, og har givet os så ikoniske karakterer som Mr. Natural og Fritz the Cat.

Nu har han efter fire års arbejde, givet os en tegneserieudgave af en rigtig mainstream klassiker – Biblen. Nærmere bestemt Første Mosebog, som også er den saftigste og mest interessant del af Det gamle testamente. Her optræder klassiske bibelhistorier som Adam og Eva, Noa og syndfloden, ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, Josef og hans brødre og mange flere.

Teksten har Crumb trofast taget fra den seneste (engelske) oversættelse af Første Mosebog, og på dansk er det teksten fra Det Danske Bibelselskabs autoriserede oversættelse fra 1992 der bruges. Der er kunnet lavet få ændringer, for at få det til at passe ind i tegneseriemediet, som alle er anført bagerst i bogen.

Det siger en del at Crumb, som vanligt nyder at provokere, her udgiver med bibelautoriteters velsignelse, og man må da også sige at Crumb har holdt sig i skindet. Man kunne forvente at med så saftigt materiale som Sodoma og Gomora, masseomskæringer og adskillige sex- og incestscener, ville Crumb forfalde til at gå lidt amok. Men Crumb holder sig trofast til biblens ord, og viser ikke mere end han behøver.

Faktisk er Verdens Skabelse så trofast mod sit oplæg, at den på bedste vis demonstrerer hvor absurd og usammenhængende en historie det egentlig er. Crumb er sig selv bevidst om denne tendens. I forordet fortæller han hvordan andre tegneserietilpasninger af Biblen, ofte kommer scener ind som ikke optræder i det tekstlige oplæg, mens Crumb, som ikke troende, holder sig nøjagtig til tekstens ord.

Crumb udviser desuden et godt kendskab til Biblens tekst og fortolkninger i en kommentarsektion til sidst i bogen, hvor han diskuterer de mulige ændringer som teksten har gennemløbet gennem tiden, herunder især rettelser og omskrivninger der fremhæver patriarkalsk magt, frem for den oprindelige matriarkalske.

Crumb undlader måske nok at provokere unødigt, men hans vanlige stil dominerer stadig i høj grad. Således er kvinderne alle storrøvede og med spidse granatbryster, og ikke mindst notorisk grimme. De sort/hvide tegninger er superdetaljerede og de tætte skraveringer giver næsten én ondt i armen.

Tegneseriemediet passer godt på det tekstlige forlæg, især i lange, uoverskuelige opremsninger af familieforhold og sønner, som fx “Esaus førstefødte søn Elifaz’ sønner… høvdingene Tema, Omar, Sefo, Kenaz, Kora, Gatam og Amalek” som hver får deres lille portræt, og på den måde gøres læsevenligt og mindre arbitrært.

Jeg vil ikke kalde Verdens skabelse et stort værk, men det er forfriskende at vi endelig har fået en trofast gengivelse af Første Mosebogs tekst, som så samtidig er noget mere appetitlig og lettere at gå til end Det gamle testamente.

Fakta om værket

Titel: Verdens skabelse

Oversættelse: Søren Vinterberg

ISBN: 9788711433461

Omfang: 208 sider

Indbinding: Hardcover

Pris: 299.95

En hjerneburger med det hele

exodus_2-25-26Det er den ultimative, katastrofale katastrofe – zombier, død og eksplosioner overalt i det centrale København og det ser sort ud for vores hovedpersoner Viola, Hassan og Bernt, som vi i slutningen af bind et efterlod på toppen af et hotel med hele bygningen fyldt af udøde.

Men der er ikke noget der er så slemt, at det ikke kan blive værre, og når både militæret og specialstyrker prøver at kontrollere situationen ved en garvet zombie-fan godt at man skal være på vagt. Vi efterlader vores hovedpersoner på vej igennem en brændende, zombiefyldt by i en jeep fyldt med våben, hvilket forhåbentlig leder til endnu mere højspænding i bind 3.

Det går heftigt for sig i Exodus 2!Exodus 2 tager afsæt i første bind, men er, well, endnu bedre – der er endnu bedre hold på personerne (og vi får fyldt noget baggrund på dem), pacingen er helt rigtig og de sort/hvide træsnitsagtige tegninger står endnu skarpere end før. Der bliver også introduceret nye plotelementer, endda i en sådan grad at jeg har svært ved at se hvordan serien skal kunne slutte tilfredsstillende på kun ét bind. Well, Exodus bind 4-6 ville da også være endda meget velkomne, for her er tale om en udgivelse, der fænger fra start til slut.

Jacob Rask Nielsens bøger har – som denne sides faste læsere nok har gættet – en høj stjerne hos mig. Jeg falder først og fremmest for den energi, som ligefrem stråler ud af siden – her er sgu fortælleglæde, som ikke lader sig knægte af noget som helst, og i sidste ende er det meget centralt i forhold til hans produktion: det har en uforlignelig energi og wow-faktor og frem for alt en tydelig kærlighed til mediet og det at fortælle historier som sådan.

Ligningen ser i sidste ende sådan ud:

Zombier*√(hjerner*ofre/ild±økser i hjerneskaller) + 2*awesome² = Exodus.

Køb den nu bare!

Døden uden ende – The Walking Dead

Cover fra Walking Dead

Det amerikanske Independent forlag Image Comics er nok mest kendt for Todd McFarlanes Spawn-serie, men firmaets nyeste gulddreng hedder Robert Kirkman. Han startede sin triumffærd med serien Invincible (2002-) om teenage-superhelten Mark Grayson alias Invincible, som hurtigt blev firmaets mest succesfulde serie. Kort efter Invincible startede Kirkman sammen med tegneren Tony Moore den apokalyptiske zombieserie The Walking Dead, som jeg vil kigge nærmere på her.

De levende døde i Walking DeadI slutningen af første hardbackbind, er der et efterord af Kirkman, hvor han erklærer sin kærlighed til zombiefilm. Han har dog et stort problem med dem, nemlig at de slutter! Med The Walking Dead vil han følge verdens undergang til dens naturlige afslutning, han vil lave zombiefilmen uden ende. Resultatet er intet mindre end fantastisk og ikke mindst, skrækindjagende uhyggeligt.

I The Walking Dead følger man politibetjenten, Rick Grimes, der var politimand i den lille by Cynthia i den sydlige stat Georgia. Rick bliver skudt i tjenesten og ligger som følge i koma på hospitalet, mens zombierne hærger landet. På første side vågner han op fra sit koma og finder langsomt ud af, hvad der er sket. Da han kommer hjem opdager han, at hans kone, Lori, og søn, Carl, ikke er at finde nogle steder. Han lærer, at myndighederne har opfordret civilbefolkningen til at tage til storbyerne, hvor hæren bedre kan beskytte dem mod zombietruslen.

Scene fra Walking DeadRick kører derfor mod Atlanta, på jagt efter sin kone og søn, men opdager, at byen er fuldstændig overrendt af zombier. Han finder ved et held sin familie i en lille improviseret lejr uden for byen, hvor de forsøger at holde sig i live sammen med 12 andre overlevende. Herfra går det slag i slag. Man følger den lille gruppe, som leder efter et sikkert sted at leve. Undervejs er der jævnlig udskiftning i persongalleriet, da nye overlevende støder til gruppen, mens andre må lade livet.

Kirkman er ikke bange for at slå selv centrale karakterer ihjel, så man kan aldrig vide, hvem der ryger næste gang, og de overlevende bliver i den grad decimeret. Meget mere skal ikke siges om plottet, da chokfaktoreren er helt essentiel for læseoplevelsen.

Zombierne ligner dem, vi kender fra George A. Romeros kanoniske film, dvs. de er levende døde, som langsomt stavrer af sted på jagt efter menneskekød. Et bid dræber først og bringer derefter offeret tilbage som zombie, og man kan kun stoppe dem ved at ødelægge deres hjerne. Som i alle gode zombiehistorier fungerer zombierne som katalysatorer for ekstreme omstændigheder, i hvilke man kan lave nogle interessante karakterstudier. Hvordan reagerer man fx ved at se ens nærmeste blive forvandlet? Og hvilke tanker flyver der gennem ens hoved, når man bliver bidt, og ved at man snart selv vil være en del af de levende dødes rækker? I sidste ende viser det sig dog, at mennesket stadig er det farligste rovdyr.

Indeed it is ...
Indeed it is ...

Serien låner flittigt ideer fra andre zombiefortællinger, men fører dem ud til yderste logiske konsekvens. Hvis man nu amputerer en bidt legemsdel hurtigt nok, kan man så undgå forvandlingen?  Og er en zombie uden tænder overhovedet farlig? Også det menneskelige aspekt undersøges nøje. Hvordan ordner man fx toiletbesøg i en lille lejr, eller tøjvask, strøm, vand, mad, benzin, børnepasning, underholdning og vintertøj? Det er simpelthen en fornøjelse at se emnet blive behandlet med en sådan alvor og grundighed.

Der hvor The Walking Dead virkelig fænger er dog i dens persongalleri. Nok er mange af karakterene arketypiske, men de er stadig psykologisk troværdige. Det er i særdeleshed fascinerende at se, hvordan de reagerer på at leve omringet af døden, tvunget til selv konstant at slå ihjel. Generelt kan man adskille karakterene i dem, der bliver effektive dræbermaskiner, men måske mister deres menneskelighed i købet, og så dem, der simpelthen ikke kan håndtere det og må bukke under for apati, hallucinationer og selvmordstendenser. Man ved aldrig, hvornår én af karakterene knækker, men det er sikkert, at det er med fatale konsekvenser til følge både for dem selv og de andre.

Walking Dead - in the eye of the beholderSerien er tegnet i dystre sort-hvid-tegninger. De første 6 bind er tegnet af Tony Moore i smukke og detaljerede sort-hvid-tegninger, som udtryksfuldt benytter hele paletten af gråtoner. De var åbenbart for smukke, for han havde tilsyneladende problemer med at følge med hver måned. Derfor blev han erstattet af Charlie Adlard fra bind 7, men  fortsatte med at tegne forsiderne til og med bind 24. Adlards tegninger er mere skitseagtige og ikke så detaljerede, kontrasten er større, og de er i det hele taget ikke så lækre, som man var blevet vant til. Det er et hårdt slag, især fordi karakterene også ser anderledes ud, og man derfor skal til at lære dem at kende igen. Man vænner sig dog til Adlards stil, hvis hurtige, rå tegninger faktisk fungerer glimrende i en tegneserie som denne.

The Walking Dead er en fantastisk medrivende serie, som på det stærkeste kan anbefales, og ikke kun til zombiefans. Det er en fornøjelse at se, hvor seriøst Kirkman behandler zombiegenren. Det bliver sjældent fjollet eller for meget, men er altid en stærk følelsesmæssig oplevelse. Man lever sig ind i de strabadser den lille flok overlevendes må gennemgå, og følger deres successer og fiaskoer med stort engagement. En tegneserie – eller et hvilket som helst andet medie – kan dårligt håbe på mere, og man kan kun glæde sig over at Robert Kirkman ikke planlægger at stoppe serien foreløbigt, for det er svært af få nok.

Fakta om serien

The Walking Dead #1-54

Forfatter: Robert Kirkman

Tegnere: Tony Moore, Charlie Adlard

Gråtoner: Cliff Rathburn

Forlag: Image Comics

Serien er samlet i 9 TPB:

1 Days Gone Bye (2004)

2 Miles Behind Us (2004)

3 Safety Behind Bars (2005)

4 The Heart’s Desire (2005)

5 The Best Defense (2006)

6 This Sorrowful Life (2007)

7 The Calm Before (2007)

8 Made To Suffer (2008)

9 Here We Remain (2009)