Write Now!

Best of Write Now!
Best of Write Now!

Bladet [[Write Now!]] fra det lille [[Two Morrows Publishing]] blev startet af [[Danny Fingeroth]] som modvægt til en allerede eksisterende udgivelse “[[Draw!]]” som primært henvendte sig til tegnere.

Nu er tegneserien jo per definition et medie der ikke kan eksistere uden illustrationer, men trods det er den også en egen undergenre indenfor det almindelige forfatterhåndværk, med sine egne regler og konventioner for hvad der virker og ikke virker.

Hvis man interesserer sig for denne del, og jeg må erkende at selv om jeg i min tid har haft mange yndlings-tegnere, så er det den gode historie og forfatterhåndværket der for alvor trækker mig ind i genren, så er Write Now! et blad man bør holde øje med.

Indtil videre har jeg mest haft lejlighed til at se Write Now! fra sin absolut bedste side, nemlig gennem “The Best of Write Now!” og så Write Now! #18 som er et “Special [[Stan Lee]] 85th birthday issue”. Sidstnævnte udkom i sommeren 2008, men med størrelsen af min stak af ting der skal læses er jeg lige nået frem til den i tide til den store mesters 86. fødselsdag.

Men det er ikke kun Stan Lee som kommer til orde, Best of udgaven viser at store navne som [[Brian Bendis]], [[Jeph Loeb]], [[Will Eisner]], [[J.M. Straczynski]], [[Mark Millar]], [[Steve McNiven]] med flere har nået at udtale sig om det svære job at skrive for tegneseriemediet.

Write Now! #18
Write Now! #18

Rådene til aspirerende forfattere er nyttige, men også nådesløse. Skriv, skriv hver dag, skriv om hvad som helst du bliver tilbudt, skriv i enhver genre. Her er ærlige ord fra mænd som er formet af den amerikanske industri og har nået den absolutte top, og det er klart at der kræves en kompromisløs dedikation til faget, blandet med evnen til at socialisere og en dosis held at bryde igennem der.

Men hvad enten man er en ung håbefuld skribent, eller som jeg bare en midaldrende nysgerrig der gerne vil kigge indenfor og se hvad der sker i hjernen hos de der når eliten indenfor deres område, så er Write Now! interessant læsning. Jeg ved ikke om forfatternes råd kan omsættes til den danske tegneserieverden, tempoet i udgivelser herhjemme virker knapt så hektisk som på det amerikanske marked. Men rådet om at skrive, skrive hele tiden og blive ved med at skrive er vist gangbart lige meget hvilket område man gerne vil arbejde indenfor.

Forlagets hjemmeside byder også på andre udgivelser fra forlaget, for eksempel Alter Ego, som har flere interessante artikler om klassiske serier og deres skabere, og Jack Kirby Collector.

Comic Creators on Fantastic Four

Den klassiske FF historie om Galactus
Den klassiske FF historie om Galactus

I dag er det Stan Lees fødselsdag, men det vidste de fleste læsere sikkert allerede, for i vore dage bliver man jo opdateret på den slags fra både MySpace, Facebook og alle mulige andre sites, og man kan være sikker på at hvis alle de seje børn er med et sted, så er Stan Lee der også.

Perlerække af store navne

Ligesom sin skaber, så er Fantastic Four også knapt begyndt at vise sin alder. Men i dette tilfælde skyldes det mere at der gennem årene har været andre store serieskabere til at gribe serien efter at Stan Lee og Jack Kirby havde gennemført deres rekordlange samarbejde på mere end hundrede numre.

Det er en sand perlerække af klassiske navne der har bidraget, lige fra skaberen [[Stan Lee]] selv og [[Jack Kirbys]] rentegner [[Joe Sinnott]] over Lees efterfølger som forfatter Roy Thomas og senere fornyere af serien som [[John Byrne]] og [[Mark Waid]]/[[Mike Wieringo]].

I denne bog redigeret af [[Tom DeFalco]] får vi, ligesom i den tidligere omtalte bog om skaberne bag X-Men, en lejlighed til at kigge bag scenen og høre om hvordan de enkelte skabere arbejdede og få et indblik i hvordan de tænkte.

Desværre ingen Kirby

Selv om Fantastic Four og X-Men har de samme skabere, så virker fraværet at Jack Kirby blandt de interviewede så meget mere markant i denne bog. X-Men var måske nok Kirby og Lees ide, men det var først for alvor folk som [[Chris Claremont]] og [[John Byrne]] der gjorde serien berømt.

Hos Fantastic Four var det Lee/Kirby samarbejdet der satte standarden, ikke bare for den sprudlende fantasi og dynamik der var i tegningerne (hvem ellers kunne finde på at placere en fyr på et surfbrædt midt ude i verdensrummet), men også for hele den måde [[Marvel Comics]] skulle producere tegneserier på i fremtiden, den såkaldte [[Marvel method]].

Serieskabernes egen favorit

The Thing i serieskabernes favorithistorie
The Thing i serieskabernes favorithistorie

Indflydelsen på de senere skabere står også klar når de bliver bedt om at vælge deres foretrukne historie. Overraskende er det ikke den blandt almindelige læsere s berømte Galactus-trilogi der ofte nævnes, men derimod historien fra det efterfølgende hæfte “This Man … This Monster!”. Overraskende nok skal man også næsten 2/3 igennem bogen før læsere der ikke lige er bekendt med hele Lee/Kirbys kanoniske værk får en info-boks med oplysninger om denne historie om forholdet mellem Reed og The Thing, fortalt ved hjælp af en anden videnskabsmands forsøg på at få ram på Reed. Reed er ikke fejlfri, selv om han er jordens største eventyrer og videnskabsmand, så kan han hver dag se grænsen for sine evner foran sig i sin manglende evne til at kurere sin bedste ven.

Det er til gengæld også næsten den eneste kritik man kan komme med af informationsniveauet i bogen, hvor hvert enkelt interview bliver suppleret med små bokse med uddybende information, hvis man nu ikke lige er helt skarp på hvem skrull’en Lyja er (det var hende der udgave sig for at være Alicia Masters og som endte med at blive gift med Johnny Storm).

Måske kunne man også brokke sig over at der ikke er billeder nok, men nu er det jo en interview-bog, så i stedet kunne man jo gå ud og investere i DeFalcos “Fantastic Four – The Ultimate Guide” som er en “coffee-table” bog om FF med korte introduktioner til seriens helte og skurke gennem årene omgivet af et væld af lækre illustrationer. Faktisk behøver man ikke at vælge nogen af de to fra – bryd finanskrisen og få sat gang i forbruget igen, det går til et godt formål.

Byrne, næsten venlig

John Byrne møder noget større end sit ego
John Byrne møder noget større end sit ego

Bogens interessante punkter derimod er selvfølgeligt interviewet med Stan Lee selv, men også med John Byrne, der ligesom i bogen om X-Men virker meget mere sympatisk i en professionel interview-situation end de mere eller mindre sammenhængende online situationer man ofte ser ham i nu om dage. Ikke at Byrne ikke af og til har en vigtig pointe med hvad han siger, selv idag, men det hjælper lidt på interessen for hvad han har på hjerte at han ikke på samme tid verbalt skyder vildt omkring sig.

Doom tilbage til rødderne

En anden interessant del er interviewet med Walter Simonson, specielt hans plan om at rehabilitere Doctor Doom. Ikke for at bringe ham tilbage blandt de gode, men for at få fjernet alle de gange hvor han er blevet overlistet af inferiøre helte og bringe ham tilbage til sin egentlige mere imponerende og lidt skræmmende form.

Ideen lyder rigtigt interessant, så jeg konfererede med en virkelig FF ekspert, Tue Sørensen fra foreningen Fantastik, som har langt bedre styr på denne periode i udgivelserne af Fantastic Four, og desværre lader det til at Simonsons ideer mere eller mindre blev forbigået i den efterfølgende kontinuitet.

Valeria Richards lærer et nyt ord
Valeria Richards lærer et nyt ord

En anden af mine yndlingsforfattere som har forsøgt sig med at bringe Doom tilbage til sine rødder er Mark Waid, som har et meget interessant interview hvor han går i dybden med sine tanker om hvor FF skulle bevæge sig hen under hans forfatterskab (læsere der vil vide mere om dette kan også læse hans manifest som er optrykt i første bind af hardcover genoptrykket). Waids indblik når endda at blive suppleret med den nu afdøde tegner Mike Wieringo som var den anden del af dette fremragende samarbejde på serien.

Så alt i alt er der tale om en bog som vil være god både til gamle fans som skal have fyldt et par hjørner ud i deres viden, eller folk der som jeg var fan i gamle dage men som har nogen store hvide pletter på landkortet der gerne skulle fyldes ud. Nye fans bør nok lige tage et kig i et par af de mange genoptryk af FF der heldigvis bliver ved med at komme.

Og så kunne det være interessant med en 2’er. Der er stadigt meget der ikke er dækket endnu, Bendis, Millar og [[Mike Carey]]. [[Mark Millar]] om hvordan det er at overtage FF efter succes’en med Civil War og Brubaker om hvordan det er at genfortælle historien om Doctor Doom. [[Tom DeFalco]] er kun 58, så hvis han er lige så sejlivet som Stan Lee kan han godt nå det endnu.

Comic Creators on Fantastic Four
Comic Creators on Fantastic Four

Fakta om Bogen

Tom DeFalco: Comic creators on Fantastic Four
Bedømmelse: Anbefales
Udgiver: Titan Books 2005
ISBN: 1-84576-053-0

Stan Lee kommenterer den amerikanske valgkamp

Nej vi er nået ud over Tegneseriesidens kvote af aprilsnarer for i år. Mens den amerikanske valgkamp kører for fuld tryk udgiver Stan Lee en bog med politiske jokes. Titlen bliver “Election Daze”.

Udtrykket “Super-tirsdag” får en anden klang når man ser det i denne sammenhæng, men Stan Lee har faktisk begået sig i mange andre genrer end superhelte, det er kun på grund af den massive success han endte med at få hos Marvel Comics at man glemmer hans tidligere forsøg.

I “Election Daze” ser man Stan Lees bud på hvad politikerne egentlig siger, takket være en række fotos med talebobler og forskellige indspark fra den aldrende tegneserie-ikon. Denne form er bestemt ikke ny, Stan Lee forsøgte sig faktisk med den i 60’erne i “You Don’t Say!”. Resultatet er nok mere Mad Magazine end Marvel Comics, men for interesserede kan bogen købes blandt andet via Amazon.

Mere information kan findes i denne artikel fra Comics bulletin.

Eksempel fra ‘Election Daze’

Comic Creators on X-Men

Fyrre år, utallige hæfter og tre film – næsten alle kender efterhånden X-Men. Men hvad ved vi om hvad tegnerne og forfatterne bag serien tænkte og hvordan mange af de store beslutninger om serien blev truffet? Kent Damgaard ser nærmere på en bog som giver mange af svarene.

Comic Creators on X-Men

Serie på flere bøger

Bogen “Comic creators on X-Men” er en af tre bøger hvor Tom DeFalco interviewer en række af Marvel Comics’ mest kendte serieskabere om deres karriere og arbejde på serien. De to andre bøger omhandler Fantastic Four og Spider-Man. Bogen “Comic creators on Fantastic Four” vil blive omtalt i sin egen anmeldelse her på siden, hvor jeg også ser nærmere på DeFalcos anden bog om Fantastic Four.

Redaktør og serieskaber

Tom DeFalco er ikke nogen hr. Hvemsomhelst. Han var Editor-in-Chief hos Marvel i perioden fra 1987 til 1994. Idag varetages den position af Joe Quesada og ligesom Quesada arbejdede han ved siden af på forskellige serier som Thor og Fantastic Four. I nyere tid er DeFalco nok mere kendt for serien Spider-Girl hvor man følger et alternativt univers hvor Peter Parker og Mary Jane har fået en datter ved navn May. Selv om salget aldrig har været imponerende har serien ved hjælp af en meget fanatisk fanskare formået at holde sig igang i mere end 100 numre.

Respektfuld insiderviden

Tom DeFalcoDeFalco er sammen med Jim Shooter og Stan Lee selv en af de redaktører der har siddet længst på posten. Derfor er han velegnet til at stille spørgsmålene i “Comic Creators on X-Men”, for han kender en lang række af folkene bag serien personligt og har set en del af de begivenheder som vi fans gerne vil høre mere om. DeFalco formår generelt at skabe en fornuftig balance hvor han få afsløret lidt af hvad der sker bag kulisserne, uden at det bliver til en offentlig luftning af Marvels snavsede undertøj.

Formen for hvert interview er i det store hele den samme, først nogen spørgsmål om personens barndom og tidlige forhold til tegneserier, så noget om hvordan vedkommende kom til Marvel. Efter dette gås der så i dybden med vedkommendes periode på X-Men og i nogen tilfælde også med hvad vedkommende har lavet efterfølgende. Generelt virker de forskellige interviews meget flydende, uden den følelse af at der bliver brugt en skabelon, hvilket man godt kan føle i DeFalcos bog om Fantastic Four.

Fra Stan Lee til Neal Adams – de tidlige år

Selvfølgeligt lægges der ud med Stan Lee som giver baggrunden for hvorfor han valgte at skabe X-Men og ideen om mutanter. I forvejen havde han brugt forskellige former for stråling så som kosmisk stråling til at skabe Fantastic Four og gammastråling til at skabe Hulk, så i stedet for at skulle opfinde en masse nye former for stråling valgte Stan Lee at indføre ideen om at mutationer kunne føre til overnaturlige kræfter.

Selv om X-Men serien solgte nogenlunde godt i starten, så var den ikke det flagskib for Marvel Comics den senere skulle udvikle sig til. Faktisk stod den for at blive lukket da Neal Adams, som vi idag kender for hans arbejde med Batman og Grønne Pil/Grønne Lygte, overtog som tegner. Adams valgte selv den lukningstruede serie ud fra en ide om at så kunne han jo gøre hvad han havde lyst til uden at bekymre sig. Det førte til en række banebrydende tegninger hvor Adams bryder med den traditionelle brug af sideopbygning og perspektiver. Fans af serien syntes om den nye stil, men selv om salget igen begyndte at stige efter at Adams kom til var det ikke nok til at undgå lukning.

Storm, Wolverine, Colossus og Nightcrawler kommer til

Giant Size X-Men 1Dermed blev det Dave Cockrum og Len Wein der fik jobbet med at genoplive serien nogen år senere hvor man introducerede det hold vi kender idag. Med dem starter mutanternes guldalder hos Marvel, men det bliver to andre skabere der kommer til at føre X-Men frem til de salgsmæssige højder. John Byrne og Chris Claremont står bag historier som “Dark Phoenix” sagaen, “Days of future past” og mange andre udødelige X-Men historie.

Gennem de interviews der er med både dem, Cockrum og Wein samt redaktør Louise Simonson får man et godt billede af hvad der er foregået i kulisserne da disse historier blev skabt, og hvorfor at samarbejdet mellem Claremont og Byrne ikke kunne holde. Byrne valgte at gå videre med Fantastic Four og skabte en tilsvarende klassisk periode der, mens Claremont helt frem til idag fortsætter med at præge de forskellige mutant gruppers historier.

Specielt begivenhederne omkring “Dark Phoenix” sagaen vender vi her på Tegneseriesiden tilbage til i en kommende artikel.

Mange store navne og kun få mangler

Da bogen er fra 2006 er der hverken interview med Ed Brubaker eller Joss Whedon, hvis bogen skulle sælge godt nok til at komme i et andet oplag kunne man håbe at DeFalco vælger at supplere op med yderligere interviews med disse to vigtige forfattere. Bogen slutter i stedet af med interviews med to af de nyere bidragsydere til serien, Grant Morrison og Mark Millar. De to skotter Millar og Morrison står hver for sig som moderne genfortællere og videreudviklere af de klassiske X-Men historier med henholdsvist Ultimate X-Men og New X-Men.

Ud over de allerede nævnte personer byder bogen på interviews med Roy Thomas, Alan Davis, Marc Silestri, Bob Harras, Scott Lobdel og Chris Bachalo, så der er meget materiale fra alle årene.

Nye læsere kan sagtens starte her

Nyere læsere kan måske godt føle sig lidt intimideret af ovenstående hvis de ikke er helt stive i det oprindelige hold eller Byrne/Claremonts klassiske fortællinger, men “Comic creators on X-Men” er god til at tage læseren i hånden gennem en række små bokse som løbende introducerer emner som “Sentinels”, “Starjammers”, “House of M” som man ikke kan forvente at alle læsere er bekendte med.

Hvis man er hardcore X-Men fan er bogen et must, og hvis man er nysgerrig nybegynder eller halvvejs uerfaren så er informationen stadigt holdt i en form hvor man ikke hægtes af. Så til en pris på $ 17.95 er den et godt køb.

Fakta om Bogen

Tom DeFalco: Comic creators on X-Men
Bedømmelse: Anbefales
Udgiver: Titan Books 2006
ISBN: 1-84576-173-1

Hvem vil være superhelt?

Stan LeeSuperhelte er stadig oppe i tiden, man kan stort set ikke køre rundt med S-toget i København uden at støde på en reklame for den nye DVD udgave af Fantastic Four. En anden ting som er opp i tiden er reality shows hvor deltagerne skal vise deres mere eller mindre (oftest mindre af hensyn til underholdningen) talenter frem i et udskilningsløb over flere afsnit.

 I aften kan man opleve kombinationen af de to på TV2 Zulu hvor man har premiere på det amerikanske show “Who wants to be a superhero”. Hver deltager møder op med sin egen ide til hvordan han eller hun kunne være en superhelt. De kommende helte bedømmes herefter af ingen ringere end Marvel Comics’ levende legende Stan Lee og vinderen kan se frem til at blive udødeliggjort som sit helte-alter ego i en tegneserie skrevet af Stan Lee og udgivet af forlaget Dark Horse.

 Det er i aften klokken 21:50 at helte-aspiranterne første gang slippes løs på dansk TV.

 

Guder klædt i spandex

Er superhelte i virkeligheden en videreførelse af de gamle guder? Er Lex Luthor i virkeligheden formet efter okkultisten Aleister Crowley? og er der en forbindelse mellem Batman og kaballah? Det mener forfatteren Christopher Knowles. Kent Damgaard ser nærmere på sagen i denne boganmeldelse.

Gudernes genkomst?

Our Gods Wear SpandexI vore dage er det på mode at hade tegneren Rob Liefeld, og blandt folk der gør det er der vist ingen tvivl om at Christopher Knowles står temmeligt langt fremme i køen. Knowles ser tegneseriens “Chromium age” som et onde der nu heldigvis er ovre. Chromium hentyder til datidens mange forskellige forsider på forskellige former for metallisk folie der skulle give et indtryk af at være trykt i guld og sølv, en kynisk spekulation i at skabe samlerobjekter ud af den blå luft.

Ifølge Knowles er vi heldigvis blevet reddet fra denne tidligere ondskab, og frelseren er ingen ringere end Alex Ross og hans samarbejde med Mark Waid om værket “Kingdom come” som også er udgivet på dansk. Her gør fortidens superhelte op med den nye tids ultra-voldelige helte som er ved at ødelægge verden. For Knowles er der nærmest tale om en form for exorcisme hvor Waid og Ross uddriver 90’ernes dårskab og vender tilbage til det som Superhelte egentlig skal stå for, nemlig de guder og den religiøsitet vi nærmest har tabt i vores moderne samfund.

Med sådan et forlæg og et forord hvor Knowles fortæller om sin fascination af alle former for spirituel udfoldelse kunne man godt blive lidt bekymret for at resten af bogen ville blive en ørkenvandring i genfødt kristendom og moderne moralvogten, men det er heldigvis ikke tilfældet. For Knowles har gjort sit hjemmearbejde og gør meget ud af at sætte scenen for sine påstande om vor moderne tegneseriekultur.

Guder og helte fødes

Christopher KnowlesKnowles trækker sine tråde helt tilbage til både egyptisk, græsk og romersk mytologi, men det er specielt de sidste 150 år at tingene for alvor begynder at tage form. Udgravninger i det gamle egypten vækker en ny interesse for fortidens myter, spiritismen og interessen for det okkulte begynder at gøre sit indtog og med den sættes scenen for en ny type af historier. Figurer som Aleister Crowley, Madame Blavatsky og Harry Houdini gør hver på deres måde et indtryk på det overnaturlige landskab og efterlader en inspiration som senere tegnere og forfattere kan trække på.

Men i stedet for at tage springet direkte til tegneserien tager Knowles os igennem en lang række af dens forløbere fra Conan Doyle over Sax Rohmer og videre til Lovecraft og Robert E. Howard. De tidlige figurer i tegneseriens verden som for eksempel The Shadow og Dr. Occult bliver sat i relief og knowles bruger dem til at vise sammenhængen til de mere moderne helte som vi kender dem idag. For mit at se er dette den stærkeste del af bogen, der er et væld af information om fortidens helte som man normalt ikke støder på. De enkelte tegnere og forfatteres tilknytning til enten religion eller forskellige okkulte grupperinger nævnes flittigt hvilket nogen gange fører til overraskende viden som måske kan hjælpe med at sætte dem i relief.

Guder, Golem og Amazoner

Efter at have sat brugt næsten halvdelen af bogens 230 sider til at sætte scenen begynder Knowles så at tage vore mest kendte helte under behandling. Superman og Captain Marvel bliver sat på plads som moderne Messias-legender mens Hawkman og Falcon får deres plads som genfortællinger af Horus fra den egyptiske mytologi. Så langt går det godt for Knowles, men i sit efterfølgende forsøg på at hægte den jødiske mytologis golem op på en række moderne serier begynder det at gå galt for ham. En golem er et væsen skabt af ler, animeret af en rabbiner ved hjælp af et magisk skaberord skrevet på den, skabt til at beskytte de jødiske samfund mod forfølgelse.

SuperheltFlere har hæftet sig ved myten om golem og det faktum at en lang række af de første skabere af vore dages superhelte har en jødisk baggrund, for eksempel Siegel og Schuster (Superman) eller Stan Lee og Jack Kirby (Marvel Comics). Nu har Knowles jo allerede brugt Superman i en mytologisk sammenhæng, så selv om flere andre har bemærket at han ville passe ind som en golem-manifestation lige så vel som en kristus-manifestation, så vælger Knowles at kigge andetsteds i DC’s univers, nemlig til Batman. Batman opstår ifølge Knowles for at beskytte de almindelige mennesker fra forbrydere og korruption der kan sidestilles med omverdenens forfølgelse af jøderne.

Ved hjælp af dette kunstgreb kan Knowles så også placere Punisher og Wolverine under eksempler på golem, mens de mere indlysende eksempler som Hulk og The Thing (som oven i købet er en jødisk superhelt) får en lidt mere overfladisk behandling. Personligt føler jeg nok at det er et lidt voldsomt kunstgreb Knowles benytter sig af her, jeg ville tro at der med fordel kunne være trukket andre mytologier ind som ville have passet bedre på Batman, Punisher og Wolverine.

Det går heller ikke helt godt for Knowles da han tager fat på myten om amazonerne. Wonder Woman ligger selvfølgelig lige til højrebenet her, og Knowles giver en del eksempler på andre amazoner i tidligere tider, hvorefter han konkluderer at denne type kvindelige helt mere eller mindre er gået i sig selv og sjældent ses idag. Personligt ville jeg jo sige at der vist aldrig tidligere har været så mange TV-serier og tegneserier hvor kvindelige krigere optræder på linje med mænd. Knowles får da også skudt sig selv lidt i foden ved at nævne James Camerons Dark Angel, mens han helt forbigår Buffy og Xena (som begge stadig udkommer som tegneserier), ligesom Red Sonja der lige har fejret 35 års jubilæum med genudgivelse af de gamle Marvel serier og en ny serie som ser ud til at kunne holde salgstallene. Heller ikke den nye Wonder Woman forfatter Gail Simones serie Birds of Prey eller den moderne Cassandra/Batgirl finder nåde for Knowles’ blik.

Gudernes skabere

I det hele taget begynder Knowles at tabe dampen mod slutningen af bogen. Her tager han fat på at fortælle om nogen af de kendte skabere som står bag de historier der efter hans tese signalerer gudernes genkomst i tegneserieverdenen. Historien om Jack Kirby er ganske interessant, måske især for læsere der ikke er så bekendt med hans personlige historie og arbejde hos DC. Jack Kirby var altid den tavse part i samarbejdet med Stan Lee, som i stedet lod sin blyant og pen tale for sig, derfor kender flere sikkert også Lees historie bedre end Kirby. Knapt så interessant bliver gennemgangen af Alan Moore og Neil Gaiman, mens Grant Morrison og Mike Mignolas biografier ikke har meget at sige i forhold til en gennemsnitlig Wikipedia artikel. På dette punkt i bogen har Knowles egentlig fået sagt hvad han ville og træder mest vande for at fylde sidetallet ud.

Konklusion

Joseph Michael Linsner med sin egyptiske katSelv om “Our gods wear spandex” virker som lidt af en fuser mod slutningen, så er den første del af bogen grund nok til at læse den. Den giver læseren god mulighed for at orientere sig i denne del af populærkulturens univers, måske ikke direkte et referenceværk, men dog en bog der giver masser af inspiration til videre studie. Som et partsindlæg i en debat om hvor tegneserier om superhelte bevæger sig hen er den knapt så anvendelig, Knowles har allerede fra starten besluttet sig for at Waid og Ross er de nye guder på seriehimlen, og så må resten af verden og fakta rette ind efter det.

Et andet godt argument for bogen er Joseph Michael Linsners tegninger. Jeg kender ellers mest Linsner for hans goth/horror babe Dawn, men hans ofte lidt humoristiske illustrationer til teksten viser at Linsner sagtens kunne tegne superhelte hvis lysten og inspirationen skulle melde sig.

230 sider for omkring 20$ er en udmærket handel med den nuværende dollarkurs for den der vil vide mere om de mytologiske og religiøse rødder for superhelte genren.

Til de der vil læse mere kan Linsner findes på sin hjemmeside mens Christopher Knowles uddyber sine betragtninger om superhelte og meget andet i sin blog.

Fakta om Bogen

Christopher Knowles: Our gods wear spandex

Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Christopher Knowles
Illustrationer: Joseph Michael Linsner
Udgiver: Weisner Books
ISBN: 1-57863-406-7

Stan Lee – actionfigur og Walk of Fame

Stan Lee Action FigureJo, jo, det er rigtigt nok – Stan Lee bliver til en actionfigur fra Hasbro:

Comic-book fans already know Stan Lee is a Marvel legend. Now Hasbro is making it official.

The company will pay plastic tribute to the 84-year-old creator of Spider-Man, the Hulk, X-Men, Fantastic Four and other comic-book heroes by interpreting him as a 6-inch tall Marvel Legends action figure. The toy shows Lee’s likeness wearing khaki pants, a blue windbreaker and eyeglasses.

“We feel it’s long overdue that Stan Lee be immortalized as an action figure, much like the dozens of marvelous characters that he has created for years and years,” said Eric Nyman, Hasbro’s vice president of marketing. “And it couldn’t be more fitting than to create him as a ‘Marvel Legends’ figure.”

Og som om det ikke er nok, får han også en stjerne i Hollywoods berømte Walk of Fame.

Jeg samler ikke på figurer, men jeg er fristet af denne her – den mangler bare at kunne sige “Excelcior!” eller “Greetings, True Believers!” på random tidspunkter.

Hvis det her griber om sig, er der mange figurer at se frem til – jeg er nødt til at eje en Rob Liefeld-figur med grotesk proportionerede lemmer og et blinkende bionisk øje, der skifter side i hovedet når man ikke kigger…

Fantastic Four – da Marvel fik sin første-familie

I forbindelse med den danske premiere på film nummer to om Marvels superheltegruppe Fantastic Four ser vi lidt nærmere på hvordan gruppen oprindeligt opstod og hvordan de har udviklet sig igennem årene.

Myten om golfmatchen

Fantastic FourDet er nok den mest betydningsfulde golfmatch som muligvis aldrig har fundet sted. Så kryptisk kan man vist beskrive den begivenhed som satte gang i det Marvel univers vi kender idag. I 1961 var Stan Lee ved at være brændt ud, hans arbejde hos forlaget Timely så ikke ud til at føre nogen steder trods det at han havde haft mange gode ideer over årene og trofast fulgt sin chef hver gang denne lidt for sent opdagede en seneste trend indenfor udgivelser. Men Stan Lee mente at han havde større og vigtigere ting at bidrage til denne verden med end at efterligne hvad alle andre forlag fandt på

“I had finally decided I was getting too old to be turning out simplistic comicbooks, day after day, ad anauseam. It might have been more endurable if I could have written stories that had – even though this sounds like a contradiction in terms – more realistic fantasy. But Martin never wavered from his insistence that the strips be done the way they had always been done, with very young children in mind.”

Stan Lee, som netop havde undladt at bruge sit virkelige navn Stanley Lieber, idet han håbede at bruge det når han en dag skulle skrive berømt bog, følte at tegneserierne var en blindgyde for ham. Der var ikke noget forlag der ville drømme om at ansætte en mand hvis CV kun indeholdt manuskripter til tegneserier, så hvis han ville videre måtte han prøve noget andet. Stans kone Joanie havde tidligere talt ham fra at forlade tegneseriebranchen. Hun påpegede at Martin Goodman jo syntes om hans arbejde og at hans serier jo solgte udmærket, men denne gang var hun parat til at stå bag ham hvis han ville noget nyt.

Inden det kom så vidt at Stan fik fortalt Martin Goodman om sine fremtidsplaner nåede Goodman imidlertid at bede ham om at gøre det ene job, som for altid skulle fastlægge Stan Lees plads i universet. Ifølge overleveringen, som nogen hævder er det rene opspind, havde Goodman nemlig spillet golf med Jack Liebowitz som var udgiver for National Comics, det der senere skulle blive til DC comics. Liebowitz pralede under matchen med sin nye serie “The Justice League of America” som solgte rigtigt godt og ifølge Liebowitz ville det føre til en ny efterspørgsel efter blade om superhelte og specielt grupper af superhelte. Så som altid var Goodman parat til at følge trop hvor andre ledte og vendte tilbage til Stan Lee med opgaven at skabe en gruppe af superhelte. Lee gik modvilligt med på ideen, problemet var bare at Marvel ikke havde nogen etablerede helte man kunne samle i en gruppe, så han måtte starte fra bunden af med at skabe en gruppe der ikke lignede noget man havde set før.

En familie skabes

I sin selvbiografi “Excelsior! The Amazing Life of Stan Lee”, hvorfra det tidligere citat også er hentet, fortæller Stan Lee selv om sin metode til at skabe superhelte. Der findes en gammel talemåde som siger, at måden at lave en skulptur af en elefant er at man tager et stort stykke marmor, og så hugger man alt det væk som ikke ligner en elefant. Stan Lee valgte at bruge samme metode til at skabe sine helte på, man fjerner alle de ting som allerede er gjort tidligere i andre serier, og så har man forhåbentlig en ny helt.

En af de første ting der røg overbord var den hemmelige identitet, hvilket sætter Fantastic Four i et specielt lys i disse Civil War tider hvor de med rette kan hævde at de har klaret sig selv om resten af verden vidste hvem de i virkeligheden var. Det næste der røg var kampen mod forbryderne, ikke at der ikke er skurke i Fantastic Four universet, men det er ikke den geneme slags som man ville sende Daredevil, Spider-Man eller Batman til at bekæmpe. Fantastic Four giver sig af med de store monstre og de store skurke der vil erobre hele verden, hvilket Stan Lee flere steder bemærker at der jo ikke som sådan er nogen lov imod.

Fantastic Four - dengangDet er ikke ganske sikkert om Stan Lee da han udtænkte de kræfter som den kosmiske stråling skulle tilføre vore fire helte, skævede til de klassiske elementer, men flere andre forfattere har senere fremhævet ligheden. Human Torch er let nok at se som ild, The Thing som jord er også ligetil, mens Invisible Girl som luft og Mr. Fantastic som vand kan være lidt sværere at forliges med. Ikke desto mindre bliver ideen brug i “X4” som er en gentagelse af den klassiske “The Fantastic Four vs. The X-Men” historie, hvor også X-Men oplever hvad de kosmiske stråler kan gøre ved rumrejsende.

På det mere jordnære plan er det derimod tydeligt at Stan Lee kiggede på sine nye helte ikke som en gruppe af mennesker der havde sluttet sig sammen som tilfældet var med Justice League, men som en familie. Båndene mellem dem er tætte, Johnny og Sue Storm er søskende, Sue og Reed Richard er kærester og senere mand og kone og selv om Ben Grimm kun er Reeds gamle værelseskammerat fra college, så udfylder han trods det en rolle som en slags onkel til familien. Ved at introducere familie-dynamikken opnåede Stan Lee også at hans helte både kunne drille hinanden og skændes indbyrdes, men stadigt stå sammen som en enhed når ydre farer truede.

På mange måder kan man måske sige at Fantastic Four er skabt i det billede som Stan Lee så sig selv og sin familie i. Hans egen beskrivelse af sit liv og sin familie har altid en positiv tone og man fornemmer en fælles opbakning som er gensidig, selv da hans egen kone ville gå ham i bedene og blive forfatter, belært af tidligere fejl, hvor han overtalte hende til at opgive en lovende karriere som model til fordel for rollen som husmor, stak han hende en stabel papir og ønskede hende held og lykke. Han bad endda sine venner i forlagsbranchen om ikke at være for hårde ved hende, indtil han til sin overraskelse opdagede at Joanie faktisk viste sig at være en ganske udmærket forfatter, selv om hun nok aldrig kommer til at overgå sin berømte mand.

Derfor er det måske også sigende at Marvels mere dysfunktionelle familie X-Men aldrig på samme måde nåede popularitetens tinder med Stan Lee ved roret, selv om familiemennesket Stan Lee nok i sit hjerte følte for disse udstødte og gav dem en stemme gennem sit værk, så var det andre der skulle føre dem frem til at være relevante for en større læserskare gennem 80’erne og fremefter. Det er for eksempel også bemærkelsesværdigt at notere at i “Stan Lee meets …” der i sin hardcover udgave jo mere end noget ligner et festskrift over Stan Lees 65 års karriere hos Marvel er det Spider-Man og Fantastic Four som stjæler billedet, der er ikke nogen mutanter til stede.

De øvrige fantastiske helte

Ved at skabe Fantastic Four som en slags familie blev det også sværere at lave løbende udskiftninger blandt medlemmerne som man så det i andre grupper som Avengers. Selv om Human Torch i et af de tidlige numre forlader gruppen efter en mindre skærmydsel med The Thing, så ved vi at de er nødt til at overvinde deres uoverensstemmelser og samles igen. Men trods det har der været flere udskiftninger undervejs når forskellige medlemmer har haft brug for lidt personlig tid væk fra gruppen, for eksempel trak Sue og Reed sig på et tidspunkt i baggrunden for at tage sig af opdragelsen af deres unge søn Franklin. Og lur mig om ikke de nuværende begivenheder i Civil War med Human Torch på hospitalet og Reed Richards der frygter at hans støtte til Tony Stark kan få konsekvenser for hans forhold til Sue, kan risikere at føre til at tidligere medlemmer dukker op igen eller at nye afløsere må hentes ind.

Der er ihvertfald nok at tage af i rækken af tidligere medlemmer, Luke Cage blev på et tidspunkt hentet ind som afløser for Ben Grimm, She-Hulk udfyldte en tilsvarende position og begger er stadigt aktive i forhold til Civl War historien. Fra gruppen af Inhumans, aktuelle fra de større historieforløb Decimation og Silen War har Medusa og Crystal været medlemmer. Men hvorfor nøjes med at hente prøvede figurer frem igen, i Fantastic Fours verden hvor man både kan rejse i tid og rum har der været versioner af gruppen hvor alt fra Skrulls til Dr. Dooms adoptivsøn har været med. Det eneste vi kan være nogenlunde sikre på er, at uanset udskiftninger af medlemmer, så er det kun et spørgsmål om tid før man vender tilbage til de oprindelige fire.

Stan LeeEn knapt så fantastisk helt, men en bifigur som også fortjener at blive nævnt, er postmanden Willie Lumpkin. Den pæne ældre mand har trofast slæbt tonsvis af fan-breve op til toppen af Baxter-bygingen hvor FF har deres hovedkvarter, for når man er offentligt kendte helte får man selvfølgeligt breve fra fans, Stan Lee fandt endda på at afsætte et helt nummer blandt de tidlige til at lade FF besvare imaginær fanpost. Men faktisk har Willie Lumpkin en mindre forhistorie helt udenfor superhelte genren. Han var nemlig oprindeligt en figur som Stan Lee opfandt som en selvstændig serie for Timely, som Marvel hed dengang. Stan Lee som den indfødte New Yorker han var, ville gerne lave en serie om en politimand i storbyen, men inden redaktøren var færdig med at skære Lees ide til var Willie Lumpkin blevet et landpostbud. Uden det store kendskab til livet i provinsen forsøgte Stan Lee stadigt at følge sin skabning til døren, men det var først som biperson i Fantastic Four at han kom til sin ret flere år efter at den oprindelige serie var gået ind igen. Ironisk nok var det også netop i rollen som Willie Lumpkin at Stan Lee skulle få sine optræden i den første filmatisering af Fantastic Four.


Drengeklubben og Sue Richards som Marvels moderfigur

Hvis man ser på hvordan figurerne i Fantastis Four udvikler sig over tid som personer, så er der forbavsende få ændringer for Reed, Johnny og Ben.

Johnny er først og fremmest teenageren i os alle, vovehalsen og drillepinden. Til gengæld kan han prale af at have skabt en internet-talemåde, ihvertfald er der visse cyber-historikere som mener at hans udtryk “Flame on!” er ophav til det fænomen man på internettet kalder “flaming”, at argumentere på en grow og ophidset måde. Man taler ligefrem om “flame-wars” som kan dreje sig om alt fra Windows kontra Linux til Kirk kontra Picard i Star Trek. Selv om jeg tidligere påstod at Marvel ikke havde nogen eksisterende helte som de kunne basere deres gruppe på, så var der faktisk en Human Torch tidligere hos Marvel, men modsat Johnny Storm så var der tale om en androide som sammen med Submariner og Captain America bekæmpede de onde tyskere under anden verdenskrig.

Reed Richards er som, jeg tror det var Dan Turell der beskrev ham sådan, Marvel universets svar på Georg Gearløs. En videnskabsnørd der modsat sin gamle værelseskammerat fra universitetet, Victor von Doom, altid har en fast overbevisning om at alt kan forklares videnskabeligt, selv når gruppens eventyr bringer dem ansigt til ansigt med fantastiske væsener eller overnaturlige fænomener fra Dr. Strange’s verden holder han altid fast i at der kan bygges et apperat ud af forhåndenværende dimser fra hans laboratorium som kan modstå truslen. Ben har skiftet frem og tilbage mellem sin menneskelige form og sten-mennesket The Thing, men han er først og fremmest der for at være det jordbundne modstykke til Reed, både som den der gør opmærksom på at Reeds videnskabelige forklaringer er uforståelige for almindelige mennesker og som en fysisk påmindelse om at Reeds videnskab nogen gange kan føre ham ud i ting der kan have store konsekvenser for mennesker omkring ham.

Mr. Fantastic og Sue RichardsSue Richards er interessant fordi hun udvikler sig mere som et normalt menneske, modsat de øvrige mænd/drenge i gruppen som opfylder typiske drengedrømme om at lege “hemmelig hule”, opfinde fantastiske dimser og redder verden fra det onde. Stan Lee havde allerede fra starten den tanke at Invisible Girl måske nok skulle være kæreste med Mr. Fantastic, men at hun ikke bare skulle være en af den slags piger der dåner når de ser et monster og hele tiden skal reddes ud af den ene knibe efter den anden. I begyndelsen er hendes rolle dog stadigt begrænset til at blive usynlig på et belejligt tidspunkt når der er optræk til slagsmål og benytte sig af sin usynlighed til at redde de andre ud af fangenskab. I et af de tidlige numre af Fantastic Four, hvor man gennem hele nummeret ser gruppen besvare fanpost ser vi så Sue begynde at græde over at flere af brevene antyder at hun ikke gør nok for gruppen, og de tre andre må træde i karakter og forklare de vildfarne fans, og derigennem også læseren, at Sue skam er fuldgyldigt medlem og en vigtig del af deres missioner for at redde verden.

Snart bliver Sues kræfter også mere aktive, hun begynder at generere usynlige kraftfelter som kan bruges til modangreb i fysiske konfrontationer eller til at beskytte de andre holdmedlememer. I 80’erne under John Byrne dropper hun endda titlen Invisible Girl og bliver Invisible Woman. Selv om hun stadigt er omsorgsfuld og moderlig i forhold til resten af gruppen og sin søn Franklin, så er hendes kontrol over kraftfelterne nået til et niveau hvor hun nogen gange omtales som den der har de største kræfter i gruppen. Personligt har jeg altid fundet det som et interessant træk ved Sue Richards at hun i en verden hvor sexede kvinder og udfordrende uniformer ofte er normen har været i stand til at forblive kvinde/moder. På det sidste ser det desværre ud til, at under indtryk af brugen af Jessica Alba i filmudgaven af Fantastic Four, så har Marvel også valgt at lade Sue gå lidt tilbage fra at være Invisible Woman til at være Invisible Girl igen, om ikke af navn så af udseende.

Det var lidt om hvordan Fantastic Four opstod og udviklede sig, men de fire hovedpersoner i serien er langt fra det eneste som gør den verden som de bebor interessant. I et par kommende artikler vil jeg forsøge at gå lidt i detaljer med Silver Surfer, Galactus og Dr. Doom som er nogen af hovedaktørerne i den nye Fantastic Four filmatisering.

Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer

Promo-billede fra Fantastic Four 2Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer er den anden og nyeste film om Marvels førstefamilie.
Den første kom for et par år siden, og var … ikke særligt god.
Skurken Doctor Doom var – i modsætning til sit tegneserieforlæg – ikke specielt skræmmende eller cool, og det hele føltes som et langt afsnit af et sitcom.

At de så laver en toer kan på den baggrund undre noget, men de første udmeldinger der kom om filmen var spændende nok: de blev baseret på to centrale historier i Stan Lee og Jack Kirbys klassiske FF-historier: #48 – 50, hvor Silver Surfer kommer til jorden som herold for den planetfortærende Galactus og #57 – 60, hvor Dr. Doom stjæler Silver Surfers kræfter og bliver næsten almægtig.

Vi fik løfter om at de nok skulle forbedre Dr. Doom:

Oh he’s coming. Just wait. Classic look! And we definitely touch on his roots in the film. We’re working long hours to make it right.

og der kom en trailer, som så ret lovende ud – i al fald lod de til at have ramt Surferen så meget på kornet som man kan på film.

GalactusOmvendt var der vedholdende rygter om at man havde valgt at repræsentere Galactus som en sky, hvilket ikke faldt i god jord hos mange fans – mig selv inkluderet.

Dette rygte blev dog forsøgt manet i jorden af bl.a. Avi Arad, der udtalte:

Arad: You know, that’s why they call them rumors (laughter), you will see more than a cloud, you will have enough Galactus to rejoice (laughter).

Der kom efterfølgende en trailer, hvor Galactus’ karakteristiske skygge ses passere Saturn, og mange åndede lettet op igen.

—***—

ADVARSEL: herunder findes SPOILERS!!!

—***—

I går var jeg så til forpremiere på filmen, og lad os få de store spørgsmål ud af verden først:

De har løjet for os. :(

Doom er på ingen måde bedre end i den første film – hans maske ser lidt bedre ud og det er såmænd det hele. Skuespilleren (Julian McMahon) er nøjagtig lige så umajestætisk, fejlcastet og irriterende som før og (suk) Galactus er en kosmisk, planetspisende sky. Jeps, skyggen der farer hen over Saturn er ikke andet end den kosmiske sky, der et kort øjeblik danner den katakterisktiske form, for så senere at blive til en sky igen. Men en sky er det – der er ikke andre måder at sige det på. Nej, Avi Arad, jeg fik ikke nok Galactus på nogen måde. Og jeg er ikke glad.

Der er heldigvis også positive sider ved filmen: de fire er stort set rigtigt godt castet – jeg har lidt et problem med Jessica Alba som Sue (hun har på den anden side ikke så meget at arbejde med i manuskriptet), men Reed, Ben og især Johnny er rigtigt gode og gruppen som helhed fungerer som den lille familie de er.

Surferen er ganske rigtigt godt lavet og Laurence Fishburne er et glimrende valg til hans stemme. Det ser i øvrigt ud til at vi får en spin-off film om Surferen, skrevet af ingen andre end J. Michael Straczynski, som jo pt. bl.a. skriver serien Silver Surfer: Requiem for Marvel.

Der er mange sjove og spændende scener, og kampen mellem Doom og Johnny (der grundet kosmisk molekyle-halløj har alle fires kræfter) er godt visualiseret og sjovt nok giver Johnny nogle gange mindelser om skurken Super-Skrull.
Scenen hvor Doom har stjålet Surferens kræfter og flyver op mod himlen er det tætteste han kommer på at være skræmmende, men det er i høj grad fordi billedkompositionen er lånt fra Kirbys oprindelige tegninger.

Hvordan klarer filmen sig, overordnet set? Den er klart bedre end forgængeren, men det er på den anden side lidt som at sige at en hudafskrabning er bedre end at brække sin arm – ingen af delene er rigtigt sjove. Der er mange ting som peger i den rigtige retning for filmserien, og det er meget positivt at den ikke forsøger at gøre figurerne mørkere og mere seriøse. Men i sidste ende er det ikke helt nok – sitcom-følelsen holder flere steder sit indtog og i sidste ende kan det hele lidt være lige meget.

Søger man uforpligtende underholdning og holder man meget af Silver Surfer har man et par grunde til at gå ind og se denne film. Ellers er man nok bedre tjent med at vente på DVD’en. Synd, for Fantastic Four er en af mine yndlingstegneserier, og fortjener bedre.

Yderligere links:

Filmens officielle hjemmeside
Indførslen hos IMDB
Rotten Tomatoes

Stan Lee skriver kontrakt med Disney

Stan LeeJo, det er ganske vist … Stan Lee – medskaberen af figurer som Spider-Man, Hulk og Fantastic Four – har sammen med sit selskab POW! Entertainment skrevet kontrakt med Disney.

“The big thing is we’re trying to do projects that are high concept, stories that will lend themselves to franchises,” said Lee, whose POW! stands for Purveyors of Wonder.
[…]
“Stan has so many fantastic new ideas for films, and we can’t wait to get started,” said Oren Aviv, president of production at Walt Disney Studios. “Stan Lee is a living legend in the world of pop culture, and his characters and stories have been the inspiration for some of Hollywood’s biggest blockbusters. We’re very excited to be working with him and his talented team in creating some incredible new motion picture experiences.”

Umiddelbart løftede jeg lige et øjenbryn, Mr. Spock-style, da jeg læste denne nyhed, men efter at have tygget på det, giver det egentligt ok mening. Stan Lee arbejder for Disney? Tja … når nu manden alligevel ikke kan sidde stille.

Jeg tvivler dog på at Disney – der jo har ry for at være lidt snerpede – giver grønt lys for Stripperella II (og godt det samme!).