Alan Moore & Kevin O’Neill: 1910

Jeg har tidligere her på siden skrevet om de to første bind om Det Hemmelighedsfulde Selskab, og nu har forlaget Fahrenheit sendt Alan Moore og Kevin O’Neills næste lækkerbisken på gaden. Titlen er “1910”, og handlingen er, som man kan gætte, flyttet noget frem i tiden, men der bydes endnu engang på en tætvævet fortælling fyldt med referencer til alt lige fra Arthur C. Clarke til Kong Arthur.

Kender man ikke serien i forvejen, er en kort introduktion på sin plads: Det Hemmelighedsfulde Selskab er en lille og skiftende forsamling af generelt legendariske personer, der arbejder i det skjulte for at bevare det britiske imperium. Alle er de personer, som Moore har fisket op af litteraturhistoriens skjulte vande, sandsynligvis på de dybder, hvor fiskene ser meget sære ud. De to personer, der går igen fra de tidligere historier til dette bind, er Mina Murray (Jonathan Harkers forlovede i “Dracula”) og Allan Quatermain (hovedpersonen i flere bøger af H. Rider Haggard, især “Kong Salomons miner”). Men det er ikke den aldrende Quatermain, som vi mødte i de foregående bind, der toner frem her – for i de mellemliggende år har han og Mina været vidt omkring og har bl.a. andet badet i den dam, der spillede en rolle i Haggards “Hun” og gjorde titelpersonen udødelig. Quartermain er derfor igen ung og handlekraftig og må faktisk lade, som om han er sig egen søn.

Tidens gang betyder også, at der introduceres nye medlemmer til selskabet denne gang, og de to får selskab af Carnacki (spøgelsesjæger kendt fra en række noveller af William Hope Hodgson), gentleman-tyven Arthur J. Raffles (skabt af Arthur Conan Doyles svoger EW Hornung) og den udødelige Orlando (der skifter køn med jævne mellemrum og er sammensat af flere figurer, bl.a. hovedpersonen fra “O’s historie). Carnacki har en række drømme, som i lettere fordulgte billeder fortæller om en snarlig katastrofe, og Selskabet sætter sig for at forhindre de grumme hændelser.

Jeg må indrømme, at “1910” ved første gennemlæsning ikke helt levede op til forventningerne (som så også må siges at have været helt oppe at ringe) – historien flød ikke helt så let og virkede ikke helt så fuldendt, og Kevin O’Neills tegninger virkede en smule mere stive i det i denne omgang. Men som mange af Moores værker er også dette ét, der nyder godt af flere gennemlæsninger.

Det, man skal huske (og som forklarer de mangler, der måtte være i værket som afsluttet historie), er, at “1910” er første bind i en trilogi – og det er ikke alle de frø, som bliver sået her, der når frem til fuld blomstring. Og så skal man naturligvis som begejstret læser af de tidligere historie lige vænne sig til, at dette ikke er det Selskab, som vi kender og elsker. Hyde er væk og ligeså Griffin, hvorimod Nemo kan siges at være et frø, der bærer grusom frugt i denne ombæring. Hans arvtager spiller nemlig en vigtig rolle og vil uden tvivl optræde igen.

Dernæst har Moore skabt en ganske anderledes basis for historien i denne ombæring, idet det denne gang er en opera, der løber som en mørk understrøm gennem hele historien: Brecht og Weills “Laser og pjalter” fra 1928. Det sker først og fremmest ved en norne-agtig baggrundsfigur, der kommenterer handlingen i sang, men også et enkelt sted ved, at figurer i handlingen bryder ud i sang og dans. Det er et af de elementer, der ved første gennemlæsninger virker lidt prætentiøst og uden den dybere eksistensberettigelse – men ved genlæsning hurtigt afslører flere dybder og forlener historien med en ekstra dimension og en endnu dybere atmosfære af overhængende undergang.

Det virker, som om Moore har skåret lidt ned på mængden af referencer i “1910”, men samtidig skruet lidt op for ambitionerne. Jack the Ripper, som han tidligere har behandlet så udførligt, optræder også her, med en anden identitet, men igen som et billede på den nye tid, og det er igen det, der gør dette bind så stærkt. Endnu en gang skaber Moore og O’Neill et litterært puslespil, og selv om dette bind alene måske ikke skaber et lige så overbevisende billede, som f.eks. “Klodekrigen” gjorde, så er tanken om, hvad det kan blive til i samspil med de to næste bind, nok til at gøre én både op- og forstemt, for jeg tror ikke, at Moores billede af århundredet bliver noget skønmaleri. Han har et blik for det grusomme og en evne til at fortælle om det med både humor og fascination, der er troldbindende, og det viser han endnu engang.

Alan Moore & Kevin O’Neill: Det hemmelighedsfulde selskab 1+2

Tredje bind af [[Alan Moore]] og Kevin O’Neills meta-pulp-pastiche ”[[Det Hemmelighedsfulde Selskab]]” kommer snart på dansk, så det er et godt tidspunkt at genlæse de to første historier – og har man ikke læst dem før, kan vi konkludere allerede nu, at stort set ethvert tidspunkt er et godt tidspunkt at starte.

Mange kender nok Selskabet fra filmatiseringen, The League of Extraordinary Gentlemen fra 2003; de to ting er dog (mildest talt) meget forskellige. Filmen er en søndagsfilm – af den slags, der nok nydes bedst med tømmermænd, chips og cola. Tegneserier er søndagslæsning – af den slags, som nydes bedst, når man har tid, sted og overskud. Det er nemlig lige dele god historie og litterært puslespil med et væld af detaljer.

Det er Alan Moore, der har skrevet historien, og han har tidligere (og senere, for disse to bind er udkommet imellen årene 1999 og 2003 oprindelig) begået både gennemført kulørte historier og større, mere tunge værker – her synes jeg, at det i høj grad lykkes ham at forene de to. Han dykker ned i fortidens kulørte hæfter og forlener dem med en vis vægt kraft af sit overlegne fortælletalent.

Titlens selskab består ganske enkelt af folk fra litteraturhistorien – og dermed ikke ment Bram Stoker, Robert Louis Stevenson, Jules Verne, Sir Rider Haggard og HG Wells, men derimod deres personer, hvad enten de er hoved- eller bi- i de originale værker. Romanfigurer dør aldrig rigtig, men deres ophavsret forfalder, og det er det faktum, som danner basis for Det Hemmelighedsfulde Selskab. Personer oprindeligt skabt af de førnævnte forfattere placeres i en udgave af Victoriatidens England med masser af Steampunk-undertoner; det er England på sit højeste med masser af retro-retro-futuristisk teknologi i baggrunden.

Det første bind, som blot hedder ”Det hemmelighedsfulde selskab”, fortæller historien om, hvordan Selskabet samles (eller rettere, hvordan den seneste inkarnation af selskabet samles, for vi får hen ad vejen også listet lidt oplysninger om tidligere udgaver). Det er lederen af efterretningsvæsenet, Champion Bond (som det er svært ikke at se som en forfader til en vis James), der sætter en frøken Murray til at samle en række meget specielle individer. Mina hedder hun til fornavn og var tidligere gift med Jonathan Harker – og nyder man at genkende en henvisningen til en biperson i Dracula, kender man en smule af fryden til at læse om Selskabet, den litterære ækvivalent til at fange snefnug med tungen. Og det er formelig som et løbe gennem en snestorm af intertekstuelle referencer.

Den første person, Mina får med, er kaptajn på sin egen ubåd og hedder (naturligvis) Nemo. Den næste er H. Rider Haggards eventyrer Quatermain. Den tredje må de finde i Paris, hvor detektiven Auguste Dupin fører dem gennem noget, der minder ubehageligt om ”Edgar Allan Poe”, men ender et helt andet sted. Og sådan går det, fra historie til historie, hvor ikke blot personerne men også baggrundene har deres helt egen betydning.

Da først hele Selskabet er samlet, viser det sig snart, at en grusom fare truer det britiske imperium, og det mildest tale umage team må drage i felten.

En lykkelig slutning ved jeg ikke, om jeg vil kalde det, der kommer ud af det, men det må være tydeligt for enhver, at det går godt nok til, at der kunne komme en forsættelse. Her er titlen Klodekrigen, og i stedet for blot at løfte folk op fra litteraturens genpøl har Moore denne gang samlet en hel historie op, som han søsætter sin tidligere fangst i – der er tale om HG Wells’ ”Klodernes kamp”, og marsboernes invasion udspiller sig på én gang som i originalen og helt originalt.

De to historier er overlegent fortalt. Moore styrer sine tegneserier minutiøst, samtidig med at han lægger en forfærdeligt masse arbejde i dem, og det kan ses – ikke nok med, at han forstår at fortælle en historie, men samtidig formår han at formidle mængder af baggrundsinformation i baggrunde og henkastede bemærkninger. Et mesterværk, tøver jeg ikke med at kalde det, men samtidig må jeg også indse, at en stor del af de to værkers charme har at gøre med, hvorvidt man finder fortællingernes sfære for interessant. Min kone, hvis smag jeg ellers ofte deler, har aldrig kunnet se pointen, men har så heller ikke den baggrund, der gør, at hun kan fortabe sig i referencerne og de indforståede vittigheder. På den gode side må det så også betyde, at baggrund og historie hænger sammen – de kan ikke fungere alene, eller i al fald ikke fungere lige så godt.

Tredje historie om Det Hemmelighedsfulde Selskab skulle være på vej på dansk fra Forlaget Fahrenheit. Efter denne genlæsning kan det i mine øjne ikke gå hurtigt nok. Det virker umuligt, men Moore har tidligere vist, at han er i stand til at overgå sig selv; alene tanken om, at han vil overgå dette, er nok til at give hjertebanken.

Freakangels – engle efter syndfloden

Før os, syndfloden
Før os, syndfloden

Samarbejdet mellem Warren Ellis og tegneren Paul Duffield på Freakangels startede egentlig, som tidligere omtalt her på siden med en web-tegneserie hvor man løbende kunne følge serien efterhånden som de enkelte sider blev lagt ud på www.freakangels.com.

Efterfølgende er Ellis’ faste udgiver af hans mange selvskabte universer [[Avatar Press]] begyndt at samle siderne fra nettet til trade paperbacks, hvoraf der indtil videre er kommet to. Måden serien bliver udgivet på afspejler ganske godt det dilemma vi stadigt står i, med hensyn til udgivelse af elektroniske tegneserier. Dels er der endnu ikke fundet en virkelig brugbar forretningsmodel for at udgive rent elektronisk, dels skaber det elektroniske medie stadig nogen barrierer, som gør at mange læsere vil foretrække at have en trykt kopi. Personligt er jeg en af dem, uanset hvor meget jeg holder af min MacBook, så må den blive inde på kontoret når jeg skal læse i sengen.

Verden gik under … men gik videre

Når man ser på temaet for [[FreakAngels]] kan man derfor ikke lade være med at smile lidt over at det netop er den historie der er endt med at blive lagt ud på nettet. For vi befinder os i et post-apokalyptisk steampunk univers hvor verden åbenbart er gået under for seks år siden. Store dele af London står under vand, infrastruktur og myndgheder er der ikke meget af og de mennesker, som stadig er tilbage i storbyen ser ud til at leve i små eknklaver.

Ikke at forveksle med guitaristen i Judas Priest
Ikke at forveksle med guitaristen i Judas Priest

Omdrejningspunktet for historien er Whitechapel, hvor gruppen FreakAngels holder til. Oprindelig var de tolv børn, født 23 år før historien starter, på nøjagtigt samme tidspunkt. De besidder overnaturlige evner, blandt andet telepatiske evner til at kunne læse andres tanker og det antydes flere gange i serien at de har noget at gøre med verdens sammenbrud seks år tidligere.

Men meget mere får man ikke at vide i det første bind af historien, for den udfolder sig med en uvant langsommelighed i forhold til de historier af Warren Ellis jeg ellers har læst, for eksempelt den voldsomt opskruede Anna Mercury som jeg håber snart at anmelde. Det er som om at sammenbrudet af de moderne kommunikationsformer og samfundets opskruede hastighed smitter af på historien og påtvinger den en vis sindighed. At dømme efter den del af andet bind jeg har nået at læse indtil videre, er der heller ingen antydning af at fortællingens tempo stiger der.

Styrke i forskelligheden

Selv om gruppen af FreakAngels er født på samme tidspunkt, er de vidt forskellige personligheder. Lige fra den smukke men iltre og opfarende KK som står for gruppens luftforsvar på den dampdrevne motorcykel/helikopter hun selv har bygget, over den barnlige, lettere ustrukturerede Arkady der spreder rædsel med sin evne til at forudsige andres fremtid.

Hver sin måde at fordrive tiden
Hver sin måde at fordrive tiden

Og for at komme spektret rundt ikke mindst den dekadente Sirkka som helt har trukket sig tilbage fra dagligdagens gøremål for at tilfredsstille sine seksuelle fantasier med partnere af begge køn. Åbenbart har syndfloden også taget syndsbegrebet og moralisterne med sig.

Men netop gennem deres forskellighed har de hver noget at bidrage med til den samlede gruppe, og på den måde kan man sige at den nye verden adskiller sig fra den gamle, hvor det mere virker som om at der er brug for en stor homogen gruppe.

Ind i denne blanding af sære mennesker kastes Manchester-pigen Alice, som dukker op for at hævne sig på Mark Fox, tilsyneladende et sort får iblandt de øvrige FreakAngels. Hendes tilstedeværelse giver både Ellis chancen for at kommentere på begivenhederne fra et normalt menneskes synspunkt, del muligheden for at lege lidt med de britiske dialekters mangfoldighed. Der skal nok være en enkelt amerikaner eller to som klør sig i hovedet over hendes mærkelige måde at tale på.

Konklusion

FreakAngels kan være lidt svær at komme ind på hvis man er vant til at leve på en diæt af superhelte-serier, hvor der helst ikke skal gå for mange sider inden folk tæver løs på hinanden.

Det dæmpede tempo gør at man lige skal bruge lidt tid til at pejle sig ind. Men når først man er inde begynder figurerne at blive interessante, og man begynder ligefrem at finde en vis sympati for den simple verden de lever i.

Teknologien og mange af de ting vi tager for givet er væk, men mulighederne for at udfolde sig og sætte sit aftryk på den nære verden omkring en er pludselig blevet enorme. Ikke at jeg er parat til at give slip på hverken computeren eller nettet endnu, men FreakAngels kan være en hyggelig lille ferie langt væk fra det hele.

Fakta om serien

Freakangels, 2009.

Bedømmelse: Anbefales.

Forfatter: Warren Ellis

Tegner: Paul Diffield

Forlag: Avatar Press